Gå til indhold

Navne – Nyt om navne

FOTOS: WHO, PRIVAT

5 der rykker

CHRISTIAN FRIIS BACH er ny generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Den tidligere udviklingsminister er netop vendt hjem efter en årrække som leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa. Han afløser Andreas Kamm, der i oktober stopper efter 20 år på posten.


SVEN BAK-JENSEN overtager posten som præsident i Dansk Røde Kors, hvor han de seneste tre år har siddet som vicepræsident. 69-årige Sven Bak-Jensen er uddannet cand.merc.og har en række års erfaring med strategi, ledelse og ledelsesrådgivning.


HANNA LINE JAKOBSEN er ny udviklingsdirektør for UNICEF Danmark. Det sker efter tre år som præsident for Dansk Røde Kors. 36-årige Hanna Line Jakobsen har fortid i Det Obelske Familiefond og DJØF og er uddannet cand. scient.adm. fra RUC med en diplomuddannelse i ledelse.


RASMUS STUHR JAKOBSEN tiltræder som ny generalsekretær i CARE Danmark 1. oktober. Han har tidligere haft ledende stillinger i bl.a. Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp. Han er uddannet fra RUC med en kandidat i international udvikling og kommunikation.


KARINA PULTZ er ny programleder for Institut for Menneskerettigheders arbejde i MENA, hvor hun får ansvar for at udvikle menneskeretssystemer. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra KU.


 

WHO's generaldirektør får ny Danida-pris

Etiopiske Dr. Tedros, der i juli indtog pladsen som ny generaldirektør for WHO, er første modtager af Danida Fellowships nye Alumni-pris.

AF ANNA NEDERGAARD

Det er første gang, at Danidas nyindstiftede Alumni-pris bliver uddelt. Modtageren er Tedros Adhanom Ghebreyesus, der er tidligere Danida Fellowship alumne, og som siden juli har været generaldirektør i Verdenssundhedsorganisation, WHO.

Dr. Tedros, som han blot kalder sig, kommer fra Etiopien og har tidligere været udenrigsminister og sundhedsminister i landet. I sin tid som sundhedsminister fra 2004-2012 lykkedes det ham at reducere hiv-infektioner med 90 procent, malaria- og tuberkulosedødsfald med henholdsvis 75 og 64 procent, og han fik nedsat børnedødeligheden med to tredjedele.

De fantastiske resultater fik under Dr. Tedros' WHO-kampagne 35 af verdens ledere inden for sundhed til at gå sammen i et brev, hvori de blandt andet skrev: ”Han har ikke bare de nødvendige tekniske, operationelle, diplomatiske og politiske evner til at lede organisationen, han har også en resultatliste, der beviser det.”

Og der er grund til at vælge en solid kapacitet til posten som generaldirektør for WHO.

”Ebola-epidemien i 2014 viste, hvor vigtig en global rolle WHO spiller. Sundhed er afgørende for udvikling, og vi har brug for et markant løft af sundhedssystemerne, især i Afrika,” slog udviklingsminister Ulla Tørnæs fast i forbindelse med udnævnelsen af Dr. Tedros.

Dr. Tedros er den første fra Afrika til at blive valgt til den prestigefyldte toppost.

Studier i København

Den nye ærespris blev uddelt af Danida Alumni Network, der administreres af Danida Fellowship Centre, og gives til en Danida alumne, hvis studier i Danmark har bidraget til at skabe væsentlige og positive forandringer i personens hjemland eller arbejdsområde. Dr. Tedros får prisen for sine resultater som sundhedsminister.

Dr. Tedros var i 1988 i København på sin første udlandsrejse, hvor han som Danida stipendiat studerede på det daværende Dansk Bilharziose Laboratorium. Opholdet har ifølge ham selv spillet en afgørende rolle for hans uddannelsesvalg og karriere.

 

Top

Denne side er artikel 23 af 26 til publikationen "Udvikling nr. 3 · 2017 · September".
Version nr. 1.0 af 14-09-2017
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/udvikling_0317/index.html