Gå til indhold

Arbejdsliv – Vejen til høj løn hedder hvid te

Dansk tefirma betaler deres ansatte det dobbelte af den normale løn til teplukkere. Den slags tiltag skaber nemt bølger i et samfund præget af patriarkalsk stolthed og spændinger i lokalsamfundet.

AF LASSE LUNDBERG ANDREASEN, ELLA

HÅRDT, VARMT OG LAVTLØNNET. SÅDAN ER ARBEJDET FOR SRI LANKAS HÆR AF TEPLUKKERE, SOM ISÆR ER TAMILER OG LAVEKASTE.
FOTO: VIDLER/MAURITIUS IMAGES/POLFOTO
Kort over Sri Lanka

I Sri Lanka plukkes og pakkes tebladene af personer på de laveste trin i samfundet. Særligt er det tamilske familier og personer fra de laveste kaster med singalesisk afstamning, som udfører det fysisk hårde og slidsomme arbejde i produktionen.

Teproducenten Chaplon har valgt at gå utraditionelt til værks. Deres ansatte får dobbelt så høje lønninger som deres kollegaer på andre plantager. Oveni får de adgang til gratis medicin, mad og vand og har kortere arbejdsdage.

“Min holdning har altid været, at hvis man som dansker skal drive en virksomhed i udlandet, behandler man også sine medarbejdere der ordentligt,” siger Jais Westh Lauritsen.

Han er direktør i tefirmaet Chaplon, som han også har stiftet. I otte år har de produceret te i Sri Lanka; siden 2012 på deres egen plantage. Den ligger godt en times kørsel fra den lille bjergby Ella.

Turen dertil foregår på snoede bjergveje gennem hjertet af det srilankanske teland. Tebuskene smyger sig op og ned langs bjergskråningerne, så langt øjet rækker. De dekorerer bjergene med dybe, grønne farver. Og de er overalt. Selv på den mest stejle skråning er der plantet tebuske. Nogle steder undervejs ser man små prikker ude i havet af grønhed. Det er teplukkerne, som er i gang med dagens arbejde.

Her er ikke kun er varmt – her er også fugtigt. Gode betingelser, hvis man er en tebusk, men hårde betingelser, hvis man er tearbejder.

Den stille revolution

Selv om Chaplons intention er at forbedre arbejdsvilkårene for de ansatte og øge deres levestandard, er den filosofi ikke så nem at sælge, som det måske kan lyde.

“Vi kigger os ikke i spejlet og siger, at det har været den revolution, vi havde håbet på. Men det er sikkert også, fordi jeg har ild i røven. Jeg vil gerne have, at tingene går hurtigt,” forklarer Jais Westh Lauritsen.

I et samfund som det srilankanske må man hele tiden have for øje, at alle beslutninger kan have store konsekvenser. Også ude i samfundet, der omgiver plantagen.

“Vi skal hele tiden tænke på, at vi ikke må skabe for store bølger. Vi skal hele tiden retfærdiggøre vores handlinger i forhold til lokalsamfundene. Når vi for eksempel giver gratis medicin til de ansatte på plantagen, bliver vi nødt til at lade et rygte sive ud til lokalsamfundet, hvor vi forklarer, at fordi vi plukker på en speciel måde, bliver vi nødt til at have raske medarbejdere. Ellers kan vi risikere at være uden ansatte, som kan plukke på den ’særlige’ måde,” fortæller han.

Den sorte stålport ind til Chaplons plantage glider knirkende op. En grusallé med høje palmer på hver side fører op til en samling skure, hvor plantagens formand tager imod. Den lille, senede formand hedder Jayasinha Mundigarsilage Sunil. Ærmerne på hans skjorte er smøget op til over albuerne, og om livet bærer han en sarong. Det er et stykke stof, der vikles om livet. Jayasinha Mundigarsilage Sunils sarong slutter over knæet. Længden gør den egnet til arbejdet, hvor han konstant bukker og rejser sig. Hans fødder er bare og hærdede.

Sri Lanka er kun nogle hundrede kilometer nord for ækvator. Klokken er omkring 12 middag, så solens stråler står næsten vinkelret ned på Jayasinha Mundigarsilage Sunil, og det er nærmest kun hans kasket, der kaster en halvoval skygge på jorden. Det meste af dagen banker solen ned på bjergsiderne. Enkelte regnbyger bryder solens dominans, og fordampningen af regnvandet betyder, at her ikke kun er varmt – her er også fugtigt. Gode betingelser, hvis man er en tebusk, men hårde betingelser, hvis man er tearbejder.

For ham er det bare en ganske almindelig dag på jobbet.

PÅ VEJ MOD FAIRTRADE?

Chaplon har ikke været en del af Fair Trade på grund af uløste spørgsmål mellem Fair Trade og te-branchen på Sri Lanka. Chaplon overvejer dog at træde ind i ordningen fra næste år.

Tidligt op og tjek på tingene

“Jeg elsker mit job,” fortæller Jayasinha Mundigarsilage Sunil. “Jeg har arbejdet med te i 30 år og været på forskellige plantager. Der skal man gøre, præcis som lederne siger. Det er anderledes her. Når jeg har en holdning til tingene, lytter mine chefer. Her er der frihed i arbejdet,”

− Hvad betyder frihed for dig?

“Det betyder, at jeg kan selv bestemme, hvornår jeg vil holde pause. De store steder holder man ingen pauser. Her bliver der ikke stillet spørgsmål til, hvornår jeg arbejder, og hvad jeg laver. Her kan jeg være min egen chef.”

Der findes ikke en liste over dagens opgaver. Jayasinha Mundigarsilage Sunil er dog aldrig i tvivl om, hvad der skal gøres.

“Jeg har ikke en plan, men jeg ved bare, hvad der skal gøres, og så gør jeg det.”

Hver morgen klokken fem er han i plantagen. Der er ikke nødvendigvis noget at lave så tidligt, men Jayasinha Mundigarsilage Sunil kan bare godt lide at komme og tjekke op på tingene, fortæller han. Han savner ikke forholdene på de større plantager.

“Lønnen er dårligere andre steder, og arbejdet er hårdere. Folk mener, at dette er et godt sted. Nogle er misundelige på mit job. De fortæller mig det ikke direkte, men folk siger, at de godt kunne tænke sig mit job.”

− Spiller det en rolle, at lønnen er højere her?

“Frihed betyder meget for mig. Lønnen er ikke så vigtig.”

Mens Jayasinha Mundigarsilage Sunil fortæller om sit arbejde, viser han rundt på plantagen. De bare fødder suser hurtigt hen over glohede sten og tornet krat, uden at ansigtet fortrækker en mine. Sko ville ikke alene være ukomfortable – de ville også betyde, at han ikke kunne stå fast, fortæller han, mens han passerer endnu et slangebo.

På vejen til plantagen nåede den trehjulede tuk tuk lige netop at køre uden om bagkroppen på en slange, som var i færd med at krydse vejen. Og inde på plantagegrunden findes der utallige efterladte termitbo, som kobraslangerne nu kalder deres hjem. Først forstår han ikke spørgsmålet om, hvorvidt han nogensinde er blevet bidt af en slange. Så smiler han lidt overbærende og ryster lidt afvæbnende på hovedet. For selvfølgelig er han det. Og selvfølgelig har han hverken haft brug for nogen firmabetalt medicin eller et hospitalsophold til at kurere tilstanden.

I stedet bruger han et særligt yogamantra, som gør ham i stand til at fokusere sin krop på giften. På den måde kan han presse den tilbage ud gennem såret.

Hele den krig, der har hærget øen, handlede jo om, at der findes et tamilsk parallelsamfund, hvor man hverken har til dagen eller vejen.

Jais Lauritsen,
direktør, Chaplon

Hvid te er vejen frem

FOTO: COLOURBOX

Jais Westh Lauritsen og hans lokale samarbejdspartner og Baba Romian Iainudeen, ejer Chaplon-plantagen sammen. Grunden på godt halvanden hektar ligger omgivet af naboplantager, og det gode naboskab kan nemt blive sat over styr, hvis ikke diplomatiet holdes ved lige. Det vil blandt andet sige, at de gør alt for, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem, hvad der foregår på den danske plantage og inde hos naboen.

“Vi er nødt til at give vores naboer det argument, for ellers bliver vi upopulære. Så vil arbejderne på de andre plantager stille sig på bagbenene. Det ville være nemt for dem at sige, at når vi gør det på den måde på vores plantage, kan deres chefer også gøre det for dem. Men det kan plantageejerne bare ikke, for de andre dyrker sort te, og den er underlagt priser, staten har fastsat. Det vil bare presse vores nabo op i et hjørne,” siger Jais Westh Lauritsen.

Kiloprisen på sort te reguleres af Sri Lankas officielle Tea Board. Og fordi prisen fastsættes centralt, er produktionsomkostninger noget af det eneste, som er overladt til producenterne. Derfor er lønningerne et meget vigtigt parameter. Særligt på de store plantager, som har op til 4.000 teplukkere ansat.

Vejen uden om den direkte konkurrence på lønninger går blandt andet via den hvide te. Hvid te er produktet af topskuddene fra en busk, som er nærmest identisk med en almindelig tebusk. Den har dog et let rødligt skær og lidt kraftigere blade.

Hvid te er et eksklusivt produkt, som handles til langt højere kilopriser end den sorte te.

“Det er lige netop derfor, den hvide te er et spændende projekt, for så skal vi ikke konkurrere på de lave kilopriser,”, forklarer Jais Westh Lauritsen fra Chaplon, som sidste år havde en omsætning på 10 millioner kroner.

JAIS WESTH LAURITSEN ER DIREKTØR OG STIFTER AF TEFIRMAET CHAPLON. I OTTE ÅR HAR DE PRODUCERET TE I SRI LANKA; SIDEN 2012 PÅ DERES EGEN PLANTAGE.
FOTO: LASSE LUNDBERG ANDREASEN

Tamiler = billig arbejdskraft

Ifølge Jais Westh Lauritsen er Sri Lanka et af de eneste lande, hvor alle typer te fortsat plukkes med håndkraft. Det kan lade sig gøre, fordi tamilerne, som er den primære etniske gruppe i produktionen, er en billig og uudannet arbejdskraft. Deres muligheder for at finde jobs i andre industrier er meget små.

Den sorte te er en vigtig eksportvare for Sri Lanka. Derfor er der streng kvalitetskontrol med teen. Hvis bladene skulle plukkes med maskine, ville det gå ud over kvaliteten. Som Baba Romian Iainudeen siger:

“Maskinerne kan godt plukke bladene, med de ved bare ikke, hvilke blade der er de rigtige.”

Og når tepriserne dikteres direkte fra Tea Board, sker det i forhold til at kunne være konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Det vil sige, at tamilerne i plantagerne er i konkurrence med maskiner i lande som Vietnam og Kina. Derfor er der ikke udsigt til, at deres vilkår eller løn bliver bedre lige med det første.

“I virkeligheden er det et hjørne af et problem, som stikker langt dybere. Hele den krig, der har hærget øen, handlede jo om, at der findes et tamilsk parallelsamfund, hvor man hverken har til dagen eller vejen,” mener Jais Westh Lauritsen.

Derfor var højere lønninger også et oplagt sted at differentiere sig fra de andre teproducenter. Men andre producenter og deres lønpolitik er ikke det eneste, Chaplon må forholde sig til:

“Nede i det område, hvor vores pakkeri ligger, er den eneste anden jobmulighed at ordne fiskegarn. Dagen efter at vi havde de første til samtale, havde rygtet om løn og arbejdsvilkår spredt sig. Til samtalerne den efterfølgende dag stod der en lang kø af mennesker, som også gerne ville arbejde for os,” husker han.

De ansatte nåede deres akkorder hurtigt og kom faktisk til at tjene mere per time end antaget, men det var stadig en rentabel forretning for Chaplon.

“Men det betød også, at lige pludselig var det jo ikke fiskeren, som kom hjem med den største lønning. I begyndelsen var det ikke et problem, men det begyndte det at blive. Fiskerne kan godt lige at få noget arrak, som er en kokosbrændevin, når de kommer hjem fra søen. Op ad eftermiddagen bliver de nogle gange fulde, og så begyndte de at stå og råbe, at deres koner bare skal se at komme hjem,” fortæller Jais Westh Lauritsen:

“Jeg synes jo, det er lidt sjovt, at de i begyndelsen var helt med på ideen om at forbedre deres økonomi. Nogle af fiskerne tog jo med deres koner til jobsamtalen for at forbedre deres chancer. Men så snart det begynder at rykke ved hjemmets magtbalance, bliver de såret så meget på deres stolthed, at de hellere vil leve som fattige mænd.”

Chaplons direktør vender konstant tilbage til, at der trods alt er forskel på dansk og srilankansk kultur:

Maskinerne kan godt plukke bladene, med de ved bare ikke, hvilke blade der er de rigtige.

Baba Romian Iainudeen,
plantageformand

Gæster i Sri Lanka

“Vi betragter os selv som gæster i Sri Lanka. Vi skal ikke lave noget om – vi skal indordne os. Vi kan godt prøve at flytte lidt på tingene, men vi siger ikke, at noget skal være på en bestemt måde, bare fordi vi synes det. Det hele skal foregå på deres præmisser,” siger han.

“Jeg har set mange eksempler på, at vores ideer ikke har haft hold i virkeligheden. Vi havde for eksempel ansat to nattevagter, som skulle passe på pakkeriet. De lå så og sov på et betongulv uden for sammen med hunden. Det fortalte jeg til bestyreren, at vi ikke kunne acceptere. De måtte ind og sove i et ordentligt værelse med senge. Dér havde jeg en god fornemmelse, og jeg vidste, jeg havde gjort noget godt for dem. Men det viste sig, at det kun var, når jeg var på besøg, de brugte deres nye senge, og værelset stod tomt, når jeg var væk. De to nattevagter var gamle plantagearbejdere, og de kunne slet ikke lide at ligge i de bløde senge, og det var forfærdeligt for dem at ligge i sådan et lille, varmt rum. Lige så snart jeg rejste, lagde de sig ud på betongulvet igen.”

Jayasinha Mundigarsilage Sunil dyrker – ved siden af forvalterjobbet – også en lille plet jord nær hjemmet. Hans hus ligger tæt på plantagen, så han har ikke langt på arbejde. Her bor sammen med sin kone og søn i tre rum og et overdækket udendørskøkken. Huset har solide vægge, et fast betongulv, og det er indrettet med plastikmøbler.

Han sover på en seng uden madras. Sådan kan han bedst lide det.

 

Top

Denne side er 12 af 26 til publikationen "Udvikling nr. 3 · 2015 · August".
Version nr. 1.0 af 13-08-2015
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/udvikling_0315/index.html