Gå til indhold

Fordomme – Her trækkes racekortet

Racisme – som en overbygning til nationalisme – er vidt udbredt i Sydøstasien og gennemsyrer den politiske retorik, fortæller eksperter. Nogle steder er racisme så accepteret, at det ligefrem kan være kontroversielt at være antiracist.

AF ANYA PALM

FOTO: SAMRANG PRING/SCANPIX

En spinkel kvinde står ved et lyskryds i Thailands hovedstad, Bangkok. Hendes glatte, sorte hår hænger løst ned over skuldrene. Hun er mørk i huden. Meget mørkere end sine landsmænd.

Girawan Odthon er født af thailandske forældre i Belgien. Thailand er hendes hjemland, men hun føler sig ikke veltilpas. Hun er for mørk. Thailænderne tror, hun er cambodjaner.

“Når jeg går i butikker, holder personalet øje med mig, og folk råber efter mig på gaden. De kalder mig snavset,” siger hun. Hun fortæller også, at hendes naboer chikanerer hende i hendes hjem. De vil gerne have, at hun flytter ud, fordi de ikke vil bo i samme bygning som en cambodjaner.

Og Girawan Odthon er ikke nogen undtagelse. Sådan er den almindelige holdning i Thailand. I en undersøgelse fra 2013 svarer over 20 procent af de adspurgte, at de ikke ønsker naboer, der tilhører “en anden race”, ifølge World Value Survey. Dét, selv om cambodjanere og thailændere ret beset er samme race. Så der er andre årsager til fjendtligheden: Thailand huser mange cambodjanske gæstearbejdere, som typisk ansættes i lavtlønsjob i bygge- og servicesektoren. Og der har været adskillige politiske kriser – også væbnede – mellem de to lande. De har i dag ikke officielle diplomatiske forbindelser.

Jeg udtalte mig imod racisme, og så blev jeg kaldt landsforræder.

Ou Virak,
direktøren for the Cambodian Centre for Human Rights

Dødstrusler for antiracisme

På den anden side af grænsen – i Cambodja – er problemet med racisme også udbredt, fortæller direktøren for The Cambodian Centre for Human Rights, Ou Virak. Men her er det vietnameserne, som befolkningen ikke bryder sig om. Årsagerne er dog nogenlunde de samme.

Vietnams og Cambodjas nyere historie er præget af konflikt og uenighed, hovedsageligt over grænsespørgsmål. Senest sidste år, hvor stridighederne endte med afbrænding af Vietnams flag, en besat ambassade og politiske uroligheder i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.

Det er særligt den cambodjanske opposition, som benytter sig af antivietnamesisk retorik, fortæller Ou Virak. Derfor skrev direktøren – der er en velkendt og respekteret debattør i landet – i januar sidste år et åbent brev i avisen The Cambodia Daily.

Han opfordrede den cambodjanske opposition til at undlade at bruge racistiske ord i deres kampagner og taler.

Reaktionen kom øjeblikkeligt og kontant:

“Jeg fik dødstrusler. I mit fitnesscenter ville ejeren smadre skallen på mig, så jeg var nødt til at stoppe med at komme der. Jeg blev tvunget til at holde mig fra at komme mange steder, i en periode efter jeg havde skrevet om antiracisme,” fortæller Ou Virak. Han mener, at den voldsomme reaktion mod ham bunder i, at antiracisme er en helt ny idé i Cambodja.

“Der er ikke nogen, som før har sat spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt at bruge racisme som en del af den daglige omgangstone. Sådan er det bare,” forklarer han og peger på, at det er svært at tale imod racismen i Cambodja, fordi det netop er oppositionen, der benytter sig af racismen. Det betyder, at antiracisme de facto bliver opfattet som en støtte til regeringen, fordi det er en kritik af oppositionen.

“Jeg udtalte mig imod racisme, og så blev jeg kaldt landsforræder. Men i virkeligheden er det ikke for vietnamesernes skyld, jeg siger det. Det er for vores egen skyld i Cambodja. Hvis ikke vi tager fat på problemet med racisme, kan vi ikke se fremad som samlet nation. Så er vi ikke i stand til at debattere vores fælles historie, eller hvordan vi skal håndtere Cambodjas mange problemer. Så råber vi bare skældsord efter hinanden.”

Et regionalt problem

Problemerne opstår, fordi de sydøstasiatiske regeringer i vid udstrækning er meget nationalistiske. Og der er kort fra nationalisme til racisme, mener adjunkt ved University of Oregon Tuong Vu.

“Nationalisme er et vedvarende fænomen i regionen, den lurer altid under overfladen i Sydøstasien,” siger Tuong Vu, der har skrevet rapporten The Resurgence of Nationalism in Southeast Asia: Causes and Significance (“Nationalismens genopstandelse i Sydøstasien: årsager og forklaringer”).

Han peger desuden på Sydøstasiens indbyrdes konfliktfyldte historie som årsag til racespændinger. Vietnam besatte Cambodja i årene 1979-1985, og Thailand og Cambodja har i næsten halvtreds år været i strid om et tempel på grænsen mellem de to lande. Kina gør krav på 80 procent af Det Sydkinesiske Hav – det samme gør både Vietnam og Filippinerne.

Ikke mange lande i Sydøstasien kan sige sig fri for historiske udeståender med naboerne.

“Der er et udbredt narrativ, som handler om, at den indfødte befolkning skal stå sammen mod udefrakommende invasion. Befolkningen bliver sat ind i en rolle som offer for udenlandsk påvirkning,” forklarer han.

Det er blandt andet det, der er sket i Cambodja, hvor oppositionen udpeger landets vietnamesiske borgere som syndebukke med rod i den vietnamesiske besættelse af Cambodja. Men det har intet at gøre med den vietnamesiske minoritet i landet i dag. Det er et nationalistisk narrativ, der bliver brugt som politisk instrument, siger Tuong Vu. Og denne nationalisme manifesterer sig som racisme hos befolkningen, forklarer han.

Men ingen af landene adresserer problemet, fordi de ikke anerkender det. Og det er bekymrende, mener Tuong Vu.

“Det ser ikke ud til, at regeringerne forstår, at der er et problem. I stedet fokuserer de på sikkerhedsspørgsmål og på at etablere nationalt sammenhold,” siger han.

BLIV EN BLEG THAI. BLEGECREMER TIL KVINDER, MÆND OG BØRN ER TIL SALG I DE FLESTE SUPERMARKEDER I ASIEN.
FOTO: BARBARA WALTON/SCANPIX

Nationalismens flammer

I Filippinernes hovedstad Manila sidder kongresmedlem og ungdomspolitiker Mong Palatino og har som en af de eneste forsøgt at italesætte racismen i Filippinerne. I et blogindlæg i det amerikanske magasin The Diplomat advarede han sidste år mod “at lade nationalismens flammer opsluge Sydøstasien”.

“Og siden da er det blevet værre! Jeg ser historier om racisme i aviserne hver eneste dag.”

Han nævner som eksempel et blog-indlæg med titlen “Filippinsk skadedyrsangreb i Singapore”, der sidste år udløste en mediestorm i Filippinerne. Han mener på linje med Tuong Vu i, at det er landenes stærke nationalisme, der spærrer for et regionalt udsyn:

“Der har ikke været gjort noget forsøg på at se nærmere på tendensen til nationalisme her i regionen, men det er et bekymrende, ubehageligt mønster, der går igen i flere lande. En del af grunden er, at vi mangler en fælles sydøstasiatisk identitet,” siger Mong Palatino og peger på, at andre regioner har en ramme, som de identificerer sig selv i, eksempelvis som “europæer”.

Netop nu har regionen imidlertid chancen, mener Mong Palatino. Sydøstasiens svar på EU – Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) – lancerer i 2015 deres eget indre marked, hvor der blandt andet bliver åbnet for arbejdskraftens frie bevægelighed. Men det kan blive svært at samarbejde om et fælles marked, hvis der er fjendtlighed mellem handelsparterne, pointerer han.

“Markedet fremhæves som et økonomisk fremskridt, men det er også en håndsrækning til dem, der har en demokratisk dagsorden. Første skridt i et opgør med racisme og nationalisme er at promovere sydøstasiatisk samarbejde gennem ASEAN,” siger Mong Palatino.

Der er lande i Sydøstasien, hvor det er svært at gå op imod racisme. Hvor racisme er normen, og der derfor ligger et stærkt pres for at bevare status quo.

Mathilda Bogner,
Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder

Rammer de svageste

Selv om mange af Sydøstasiens regeringer ikke selv anerkender problemet med racisme, modtager de alligevel rådgivning om det. Det fortæller Mathilda Bogner, der er regional repræsentant for Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) i Asien. Hun peger på et andet problem ved racismen. Nemlig de millioner af landenes egne minoriteter, der heller ikke er omfattet af den nationalistiske retorik.

“Det er åbenlyst, at hate speech er et stigende problem i regionen. Vi har løbende dialog med de forskellige regeringer om intolerance over for race og religion,” siger Mathilda Bogner.

Når racisme fylder så meget, som det er tilfældet i Sydøstasien, går det hovedsageligt ud over de svageste grupper i samfundet – minoriteterne – forklarer Mathilda Bogner. Det bliver sværere for dem at få arbejde og uddannelse og at løfte sig ud af fattigdom. Der ligger en enorm opgave i at gøre op med den racistiske tankegang. Vejen frem er at støtte de folk, der tør sige fra over for racismen, mener hun.

“Der er lande i Sydøstasien, hvor det er svært at gå op imod racisme. Hvor racisme er normen, og der derfor ligger et stærkt pres for at bevare status quo. Det, vi kan gøre, er at styrke de stemmer, der offentligt taler for tolerance,” siger Mathilda Bogner.

Stadig dødstrusler

I Cambodja har Ou Virak imidlertid ikke oplevet megen støtte. Han modtager stadig jævnligt dødstrusler, selv om det er over et år siden, han startede debatten om racisme i Cambodja. Men han fortryder ikke sit åbne, antiracistiske brev.

“Jeg vidste godt, at det var risikabelt. Jeg er ikke særlig populær i Cambodja lige nu. Men i det mindste har jeg sagt det højt, og nu kan det trækkes tilbage. Jeg har puttet emnet på radaren,” siger han.

På gaden i Bangkok undgår Girawan Odhon behændigt motorcyklister og taxaer, i den korte tid lyset i krydset er grønt. For hende er tålmodigheden ved at være brugt op.

“Det er godt, hvis der bliver snakket om problemerne med racisme. Men mentaliteten kommer ikke til at ændre sig. Racismen er jo alle steder – børnene lærer det hjemmefra og i skolen,” siger Girawan Odhon.

Hun er klar til at tage konsekvensen af racismen i Thailand:

“Jeg rejser tilbage til Belgien. Lige så snart jeg kan komme til det.”

Reklame: Skals Efterskole (www.skals-efterskole.dk)

 

Top

Denne side er artikel 22 af 27 til publikationen "Udvikling nr. 2 · 2015 · Maj".
Version nr. 1.0 af 12-05-2015
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/udvikling_0215/index.html