Gå til indhold

Lyrik – Vi afmonterer tidsindstillede bomber

”At skrive digte giver magt til at ændre ting,” siger tanzaniske Esther-Karin Mngodo, når hun skal forklare, hvorfor fænomenet spoken word er populært lige nu i Østafrika. For to unge kenyanere i Nairobi handler det om at forhindre, at unge mennesker eksploderer.

TEKST OG FOTOS: PERNILLE BÆRENDTSEN, NAIROBI OG DAR ES SALAAM

 

Dark, hot
And spicy
He told me to bring a cup of
Chai ”Tea” he said
”Make it the way
I like it”He reminded.

Es Taa/Esther-Karin Mngodo (Tanzania)
http://badilishapoetry.com/esther-karin-mngodo

AFTENSOLEN HÆNGER LAVT, da værterne for Fatuma’s Voice går på scenen i et fyldt lokale. Folk snakker, og engelske gloser blander sig med swahili og sheng (populært slang og et miks af engelsk og swahili). Folk vender og drejer mobiltelefoner for at tage billeder, der postes på Instagram og som tweets med tags som #fatumasvoice.

Vi er på Pawa254, som er et kreativt samlingssted, der ligger i området mellem universitetet og State House i Kenyas hovedstad, Nairobi. Da mørket falder på, skaber det hårde loftslys genskin på træernes blade lige uden for vinduerne. De lyser nærmest neon-grønt tilbage og danner en passende ydre kulisse for det, der nu skal ske.

Fatuma’s Voice er en ugentlig event, hvor folk inviteres på scenen for at læse digte, fremsætte erklæringer eller optræde med sang. De første på scenen denne aften er en gruppe fyre, der deler ud af deres oplevelser med at blive tilbageholdt af politiet for gadeuorden. I løbet af den forgangne uge har de arbejdet aktivistisk med improviseret spoken word på gaden i Nairobi. Fænomenet, der vinder stigende popularitet i Østafrika (se boks), er en performance-baseret kunstform med digte, tekster og historiefortælling i centrum.

Men politiet opfattede de unges improvisation som en provokation, og fyrene beretter om at blive tvunget til at rulle sig i mudder som straf.

Hos publikum er der derimod ingen tvivl om, at de unge fyre er sande helte. Med klapsalver og hujende tilråb hyldes de højlydt for deres mod.

Fatuma’s Voice er opkaldt efter en fiktiv kvinde, der var stum, forklarer Chris Mukasa og uddyber, at en gennemsnitlig kenyansk kvinde bruger 2.500 ord om dagen. Fordi Fatuma således ikke har talt i 50 år, venter mange ord på at blive talt.

Digtning giver frihed

Bag Fatuma’s Voice står Chris Mukasa og Nuru Bahati Shukrani, der har grundlagt Kenyan Poets' Lounge. De to unge mænd begyndte initiativet med at samle studerende på universitetet, fortæller de på en café på den travle Moi Avenue i det centrale Nairobi. Antallet af deltagere voksede, og i 2013 fik arrangementet en fastere ramme på Pawa254; et sted, der blandt andet er kendt for sin grundlægger, den kenyanske fotograf Boniface Mwangi, og hans kritiske socialpolitiske aktivisme.

For Mukasa og Shukrani handler det også om at tage et socialt ansvar. De vil være med til at råbe op om den skæve fordeling af værdierne i Kenya.

Fatuma’s Voice er opkaldt efter en fiktiv kvinde, der var stum, forklarer Chris Mukasa og uddyber, at en gennemsnitlig kenyansk kvinde bruger 2.500 ord om dagen. Fordi Fatuma således ikke har talt i 50 år, venter mange ord på at blive talt. I Facebook-gruppen Kenyan Poets' Lounge, der tæller over 58.000 medlemmer, handler de digte, som deles her, om alt fra aktivisme og politik til religion og romantik.

”Digtning giver mig frihed. Jeg kan både være et dyr og præsident, når jeg skriver digte,” siger Chris Mukasa og sender endnu en billedfremkaldende metafor af sted:

”Kenyas unge er som tidsindstillede bomber. Vi arbejder på at forhindre eksplosioner.”

”Hvis ordene aldrig kommer ud, eksploderer vi!” fortsætter han.

Især unge har brug for at tale åbent om, hvad der foregår inde i deres hoveder.

”Taler vi ikke om tingene, sætter de sig som frustration.”

Spillerummet mellem fantasi og fakta giver frihed, og den frihed gør det muligt at bringe tabubelagte emner i spil. Derfor er Fatuma’s Voices mest fornemme opgave at give unge et sted, hvor fantasien kan bruges frit. Mukasas og Shukranis næste mission er at skabe flere lokale platforme – uden for Nairobi (se boks).

De er ikke de eneste, der har fået smag for kunstarten.

”Hvis ordene aldrig kommer ud, eksploderer vi!”

Chris Mukasa, grundlægger af Kenyan Poets' Lounge

DANMARK OG SPOKEN WORD I AFRIKA

Det Danske Center for Kultur & Udvikling (CKU) støtter flere igangværende aktiviteter inden for spoken word og litteratur i Østafrika. I Tanzania samarbejdes med Soma Book Cafe med det formål at nå gymnasieklasser via skrivekonkurrencer.

I Kenya arbejder CKU med Kwani? (Hva' så?), der får støtte til etablering af biblioteker på skoler uden for Nairobi, samt etablering af en mobil app, hvor man kan læse litteratur. Desuden støttes Kenyan Poets’ Lounge med at sprede Fatuma’s Voice til byer uden for Nairobi.

Magt til at ændre

Spoken word er et globalt fænomen. I oldtidens Grækenland var lyrik inkluderet i de olympiske lege, hvor det blev set som en vigtig del af debatten om politik og demokrati. Spoken word fik sin store populære oprejsning i 1990’erne i USA – i kølvandet på rap, hiphop og andre ”talte” genrer. Forskellen er, at spoken word er mere lyrisk og digterisk. I Kenya og Tanzania bruges begreberne imidlertid i flæng.

”Folk har hørt mig, ikke læst mig,” siger Esther-Karin Mngodo fra den anden side af plastikbordet i cafeteriaet på Tanzanias nationalbibliotek i det centrale Dar es Salaam.

Esther-Karin Mngodo arbejder som journalist for et af Tanzanias største dagblade, The Citizen, hvor hun skriver om kultur. Når hun digter, er navnet Es Taa.

Hvis hun skal nå ud til et publikum, bliver det ikke ved at sælge digtsamlinger trykt på papir. Derfor giver spoken word-events og sociale medier mening. Det er gratis, og man kan øve sig på sit materiale, der får en direkte og umiddelbar vurdering af publikum. I 2014 blev Esther-Karin tildelt prisen Ebrahim Hussein Poetry Prize for sine digte, der blandt andet handler om tabubelagte temaer som seksualitet.

”Digte kan bruges til at sætte forhold i tale, som det ellers er vanskeligt at beskæftige sig med. Jeg vil ikke tillade min kultur og tradition at fratage mig min indflydelse. At digte giver magt til at ændre ting,” forklarer hun.

Når Esther-Karin Mngodo deler et digt på sociale medier eller til en spoken word-event, er det en mulighed for at afprøve grænserne for, hvor langt hun kan gå. Det sker, at folk tror, at digtene handler om hende selv; at det, der sker i digtene, er selvoplevet. Men det er det langtfra, forklarer hun og påberåber sig også her retten til at lege med det rum, fiktionen skaber. Det er et rum, flere har opdaget.

Jeg vidste ikke, at jeg kunne digte på mit eget sprog,

GERRY BUKINI, spoken word-performer

X Factor uden dommere

Nyumbani Lounge i Dar es Salaam, Tanzania, fungerer i weekenden som spillested og natklub. Krystallysekronen i plexiglas glitrer, sofaerne i tung velour og det kraftigt røde projektørlys rammer scenen godt ind.

Også her, i et af Dar es Salaams bedre middelklassekvarterer, bydes der på spoken word. La Poestista, kalder de unge initiativtagere, Nancy Lazaro Mwaisaka og Neema Komba, eventen, som løber af stablen to gange om måneden. Det koster 5.000 tanzaniske shillings (17 kr.) at deltage, og det kører efter samme princip som i Nairobi – alle kan skrive sig på listen til at læse et digt op eller optræde.

Nancy Lazaro Mwaisaka skriver selv digte. Hun får publikum til at lytte i tavshed, når hun reciterer et digt, hun har skrevet om en ung kvindes kamp for at acceptere sig selv på trods af kritik og misundelse.

En mand i nystrøget skjorte og med sirlige pressefolder i bukserne, præsenteres på scenen som Black Feet. Selv om han bærer den for Tanzania så typiske kontoruniform, begrænser det ham ikke i at levere en præstation, der svinger mellem hip-hop og prædiken.

En anden mand, Gerry Bukini, går på scenen og har forberedt et digt på swahili. Blændet af rødt projektørlys prøver han at stille skarpt på publikummet, mens han klikker digtet frem på skærmen af sin mobiltelefon.

”Jeg vidste ikke, at jeg kunne digte på mit eget sprog,” forklarer han i en pause.

Men her er frit slag. Her optrædes både på engelsk, amerikansk og swahili. Flere træder forsigtigt op på scenen og tilkendegiver, at det er deres første gang. Formen vælger de optrædende selv. Mange har medbragt venner og familie, som udgør publikum. Det er deres bifald, der tæller her og nu.

”Vi er Tanzanias X Factor – bare uden dommere!” råber værten forpustet og i et anfald af begejstring, da han skal runde af. Det får publikum til igen at bryde ud i klapsalver og tilråb.

Beskrivelsen er ret præcis. Tilgangen her er ikke akademisk – som i andre spoken word-sammenhænge – der bliver ikke talt om, hvordan man komponerer digte eller diskuteret intellektuelle rettigheder. Nogle gange må kvaliteten vige for graden af udfoldelse og udforskning af friheden til at sige det, der ligger ligefor. Heller ikke originaliteten er til diskussion, når nogle af de optrædende læser digte op, med linjer, der muligvis kan være resultatet af en googling på verdenshistoriens mest berømte citater. Men de unge, der gik ydmyge på scenen, går derfra opløftede. Og måske også mere modige.

Uanset om stedet oser af natklub som Nyumbani Lounge i Dar es Salaam, Tanzania, eller det mere aktivistiske Pawa254 i Nairobi, Kenya, er der noget i gære. Ordene skal ud. Svøbt i performance. Om det, der ellers ikke tales om. Ad en litterær åre. Til et publikum. Hvad er det udtryk for?

 

He wore a woman
On his back
Atieno, The night goddess
As a veil
Robust as barks
Of Mugumo trees.

Rix Poet Mshairi/Erick Otieno (Kenya)
http://thedeepwords.wordpress.com

Tilladelse til fantasi

En af de mest markante forkæmpere for litteratur produceret i Afrika og for at gå ukonventionelt til det talte og skrevne ord, er det kenyanske forlag Kwani?, der blev grundlagt i 2003 i Nairobi. Kwani? udgiver bøger, afholder open mic-events og er også i gang med at koble ny teknologi med udgivelser, så folk for eksempel kan læse bøger på mobiltelefoner. Kwani? er især kendt for at blande tekster og illustrationer, præsenteret på de sprog, som folk taler i Kenya.

Forfatteren og journalisten Binyavanga Wainaina – en af Østafrikas mest omtalte forfattere – var med til at grundlægge Kwani?. Han er kendt af flere grunde. Uden for Afrika er han kendt for at tage livtag med den vestlige forestilling om kontinentet. Hans satiriske essay How to Write About Africa (2005) gik verden rundt, og han er udråbt som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer af magasinet Times. I sit hjemland, Kenya, og i andre afrikanske lande skabte han omtale, da han i januar 2014 offentligt sprang ud som bøsse. Twitter gik amok: Kunne det virkelig være sandt, at en kenyansk mand kunne erklære sig homoseksuel offentligt i et land, hvor det er ulovligt – eller var det bare fiktion?

Binyavanga taler imidlertid af egen erfaring, når han på bloggen An Africanist Perspective taler om sit ønske om et kontinent, ”hvor alle afrikanere ikke behøver bede om tilladelse til at bruge deres fantasi”.

Over halvdelen af Østafrikas befolkning er unge under 15 år. At unge udfordrer det bestående og afprøver grænser for udtryk, er ikke nyt. Spoken word-aktiviteterne står heller ikke alene, men falder sammen med en større bølge båret frem af afsøgninger af nye måder at gøre tingene på. Der skal fantasi og mod til at forestille sig, at ting kan gøres anderledes.

Og det sker allerede. Det ses, når yngre politikere i Tanzania udfordrer de ældres opfattelse af, at deres kandidaturer er selvfølgelige. Når aktivister går i protest i Nairobi, fordi parlamentsmedlemmer bevilliger sig selv lønforhøjelse. Når modedesignerne anvender traditionelle materialer i nye snit. Eller musikerne mikser elektronisk musik med traditionel afrikansk mytologi og trommerytmer, og kalder det ’afrofuturism’.

Noget er på vej. Men er det overhovedet noget nyt?

Om sex og kærlighed

I et villakvarter i Dar es Salaam, hvor trafikstøjen fra den nærliggende New Bagamoyo Road dæmpes af høje træer, har Demere Kitunga etableret Soma Book Cafe. (Soma betyder ’læs’ på swahili). Bogcafeen råder over en lille cafe og et bibliotek, hvor der også afholdes spoken word- og andre litterære arrangementer. Og så er Soma Book Cafe vært for en årlig novellekonkurrence for gymnasieelever i Tanzania og tilbyder mobilt gadebibliotek til børn i et nærliggende, fattigere kvarter.

Demere Kitunga, der er forfatter, aktivist og forlægger, har beskæftiget sig med indlæring, uddannelse og publicering gennem årtier. Hun tøver med at kategorisere spoken word som en ny trend.

”For hvad er vores udgangspunkt? 500 år tilbage i historien, kampen for uafhængighed (tidlige 1960’ere), eller taler vi om nu og her?” spørger hun.

Hun trækker linjer mellem digtning og Tanzanias historie og fremhæver særligt markante tidsepoker. Det politiske klima har nemlig altid haft en betydning for digtningen og for graden af ytringsfrihed, fortæller hun:

”Under kampen for uafhængighed trykte aviserne nationalistiske digte. Det eksisterer stadig i dag.”

Tanzanias populære nationaldigter Shaaban Roberts (1909-1962) brugte eksempelvis digte til at formulere, hvilket slags samfund der burde dannes efter uafhængigheden fra kolonimagten. Det nuværende, yngre parlamentsmedlem Zitto Kabwe, som især er kendt for at bruge Twitter til at advokere for sine budskaber, deler også egne digte med temaer som patriotisme og ansvar.

Øget spillerum

Nogle digtformer praktiseres stadig traditionelt i dag, mens noget har ændret sig i takt med globaliseringen og den generelle udvikling. Utenzi er et eksempel. Det er en bestemt form for digtrecitation, som kan dateres tilbage til 1700-tallet, men stadig bruges ved for eksempel bryllupper. Taarab – swahilidigte sunget til akkompagnement af større orkestre med mellemøstlige instrumenter – opføres stadig på traditionel vis. Men genren findes også i en nyere populærversion, moderne taraab, der må danses til, når de kvindelige forsangere og mindre orkestre med elektroniske keyboards optræder med tekster, der er kendt for deres detaljerede beretninger om sex og kærlighed.

Da Tanzania vedtog et flerpartisystem i 1992, samtidig med at økonomien gradvist blev liberaliseret, blev der også åbnet mere op mod verden. Det gav øget spillerum for medier og kultur. Musikgenren Bongo Flava (Tanzanias kommercielle hovedstad kaldes populært

’Bongo’, som betyder ’hjerne’ – man skal altså være smart for at klare sig i millionbyen. ’Flava’ er swahilificering af det engelske ord ’flavour’) opstod i 1990’ernes Dar es Salaam, inspireret af amerikansk hiphop, og hersker stadig. Tanzaniske musikere tog den amerikanske musikstil til sig, men skrev tekster på swahili. Det gjorde den globale musikform lokal, og den kom til at fungere som talerør for unge. Bongo Flava breder sig i dag over mange genrer – men er også en del af spoken word-scenen i landet.

BØLGE AF ORD

Der sker spændende nye ting på kulturområdet i Tanzania, herunder spoken word, men om det ligesom kan kaldes en trend, er for tidligt at sige, mener Demere Kitunga.

Flere ting har betydning for, om denne nye ordbølge vokser i styrke eller går i sig selv. Den økonomiske vækst er én faktor. Godt nok stiger forbruget i Kenya, og forventningerne til, at Tanzania vil tjene penge på gasudvinding, er skyhøje, men vil det resultere i investeringer i kulturindustrien? I Tanzania er det ikke universiteterne eller forlagene, der kan tage æren for at sætte gang i kultur- og kunstmiljøet. I Kenya, hvor der er mere dynamik i kulturindustrien, ser det lidt anderledes ud.

Spoken word drives frem af unge og yngre, der har overskuddet, og som tænder på at tænke ud af boksen. Teknologien og de teknologiske muligheder spiller også ind. Det er ikke de unge på landet, der lige nu bader sig i scenelys med ord. Det er et urbant fænomen.

”Indtil videre er spoken word i Tanzania kun udbredt blandt en mindre befolkningsgruppe, hvor ’kultur’ allerede er ’trendy’,” siger Demere Kitunga.

 

Top

Denne side er artikel 6 af 27 til publikationen "Udvikling nr. 1 · 2015 · Marts
Version nr. 1.0 af 12-03-2014
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/udvikling_0115/index.html