Gå til indhold

Filippinerne – Oprindelige folk klemt i fredsaftale

En af Sydøstasiens længste væbnede konflikter er – måske – slut. Den filippinske regering har indgået en historisk fredsaftale med muslimske separatister i Mindanao, men områdets oprindelige folk føler sig kørt over i processen.

AF NINA TRIGE ANDERSEN, UPI
FOTOS: POP SALAHOG

HUNDREDER AF INDFØDTE FOLK MØDTE OP I BYEN UPI FOR AT KOMME I DIALOG MED LANDETS LOVGIVERE.

På borgmesterens kontor i bjergbyen Upi i det sydlige Filippinerne sidder en gruppe kongresmedlemmer, lokale politikere og repræsentanter for områdets oprindelige folk stuvet sammen. En ældre kvinde tager ordet:

“Min søn er blevet dræbt, og i sidste måned blev min mand dræbt. Vi kan ikke længere arbejde på vores jord.”

Hun er fra lambangian-stammen på det hellige bjerg Firis, som muslimske separatister i årtier har brugt til militærlejrene Omar og Badre. Bjerget hører til de oprindelige folks “forfædrenes territorier”, og den ældre kvinde er en af dem, der det meste af sit liv har forsøgt at få livet til at fungere i krydsilden mellem oprørere og regeringshær.

En af Sydøstasiens længste væbnede konflikter skulle være bragt til ende, men de oprindelige folks kamp for deres rettigheder er måske først lige begyndt.

Et udkast til juridisk grundlag for en ny autonom muslimsk region i Mindanao, Filippinernes sydligste øgruppe, har nu set dagens lys. Bangsamoro Basic Law (BBL), som udkastet hedder, er blevet til efter mere end femten års fredsforhandlinger mellem den filippinske regering og oprørsgruppen Moro Islamic Liberation Front (MILF). Forud er gået flere hundrede års kamp for muslimsk selvstændighed i Mindanao. Sidst MILF forhandlede fred med regeringen – under den foregående præsident Arroyo – stødte aftalen på grund med et brag i 2008, og hundrede tusinder af civile blev drevet på flugt under de efterfølgende krigshandlinger.

Med den nye aftale vil 10.000 MILF-rebeller i 2016 nedlægge våbnene og overtage styringen i en ny autonom region. Men ikke alle indbyggerne i de områder, som er omfattet af aftalen, er trygge ved at blive en del af Bangsamoro, som selvstyreenheden skal hedde. Moro var det navn, de spanske koloniherrer i sin tid gav den muslimske befolkning, og Bangsa kommer af det malaysiske ord for nation.

Men området er befolket af andre end moroer. Dels kristne bosættere og migranter, hvoraf nogle er kommet af egen drift, andre som led i den filippinske regerings forsøg på at styre de muslimske områder ved at befolke dem med kristne filippinere. Og dels oprindelige folk: de stammer, som har befolket øgruppen lige så længe som moroerne, men som aldrig er blevet hverken kristnet eller islamiseret.

Vi støtter fredsprocessen, og vi støtter moroernes ret til selvbestemmelse. Men vi beder også om anerkendelse af vores ret til selvbestemmelse.

Timuay Alim Bandara,
leder i teduray-stammen

Forfædrende territorier

For de oprindelige folk er udsigten at skulle leve under MILF's version af sharialov det mindste problem. Værre er det, at MILF har afvist at give juridisk bindende garantier for, at de oprindelige folk kan beholde deres forfædrende territorier (ancestral domains), som de i århundreder har boet på og dyrket. MILF har heller ikke villet skrive ned, om eller i hvilken grad de oprindelige folk kan få lov at praktisere deres interne sociale og politiske organisering i stammerne.

“Først fanger vi hønen, dernæst finder vi ud af, hvordan den skal tilberedes,” har standardsvaret lydt fra MILF.

Men opskriften er allerede blevet udarbejdet. Heller ikke fra regeringsside er de oprindelige folk blevet officielt inviteret til at give deres besyv med. Til gengæld har stammerne selv samt ngo'er som Mindanao Peoples’ Peace Movement, der organiserer både moroer, kristne og oprindelige folk, arbejdet intensivt i kulisserne for at skaffe de oprindelige folk indsigt i og indflydelse på det juridiske grundlag.

DE OPRINDELIGE FOLK I DEN MUSLIMSK DOMINEREDE DEL AF MINDANAO BEBOR PRIMÆRT HØJLANDET, OG HER HAR MUSLIMSKE SEPARATISTER I ÅREVIS HAFT MILITÆRLEJRE. NU BLIVER DE MAGTHAVERE PÅ LANDETS NÆSTSTØRSTE Ø.

Dem, der ikke kan vælge

Uden for sportshallen i Upi i provinsen Maguindanao, moroernes kerneland, er hundreder af oprindelige folk fra teduray, lambangian og dalungan manobo-stammerne mødt op en tidlig tirsdag morgen sidst i juni. I dag er det disse stammers tur til at blive hørt. En gruppe kongresmedlemmer fra den nationale kommission for oprindelige folk (NCIP) er ventet, og det samme er nogle af de lokale borgmestre og guvernører.

Inde i sportshallen fordrives ventetiden med en spontan karaokesession. Nogle af de fremmødte er klædt i traditionelle dragter, andre blot med deres stammes hovedtørklæde og ellers i jeans og T-shirt.

At lovgivere kommer ud til de oprindelige folks områder, er ikke noget, der sker hver dag, og slet ikke i Mindanao. De er da heller ikke kommet endnu. Stolerækkerne fyldes op, og det samme gør tribunerne.

Forventningen har været 500 fremmødte, men mindst 750 har indskrevet sig. Nogle er rejst langvejs fra deres hytter i de øde bjergområder, andre kommer nede fra Cotabato City, hovedbyen i Maguindanao. Nogle grænseområder får mulighed for at stemme om, hvorvidt de ønsker at være en del af den nye autonome region.

Det gælder ikke Maguindanao. Teduray, lambangian og dalungan manobo har intet valg. Deres kommende regering vil være domineret af MILF-folk.

Vi vil aldrig tillade, at I bliver andenrangsborgere i Mindanao.

Teresita Quintos Deles,
rådgiver for
Filippinernes præsident

Presset ud af normalisering

“Vi støtter fredsprocessen, og vi støtter moroernes ret til selvbestemmelse. Men vi beder også om anerkendelse af vores ret til selvbestemmelse,” siger Timuay Alim Bandara, en af lederne i teduray-stammen.

Lovgiverne, der selv tilhører oprindelige folk fra andre regioner i landet, giver udtryk for, at stammerne kan vælge at stemme sig ud af den nye autonome region. Men det er ikke tilfældet for alle. Den eneste måde, de oprindelige folk i moroernes kerneland vil kunne slippe for at leve under MILF's styre på, er ved at forlade den jord, de har dyrket i århundreder. Derfor er det afgørende for disse stammer, at deres rettigheder bliver anerkendt i det juridiske grundlag, som skal behandles i den filippinske kongres over de næste måneder.

“Den såkaldte normaliseringsproces har allerede givet os problemer i flere områder,” fortæller Timuay Alim Bandara.

“Nogle af MILF's militærlejre har ligget på vores forfædrende jord, efter 'aftale' med de lokale, og nu skal de omdannes til udviklingszoner. Men det var aldrig jord, der tilhørte MILF. Den blev 'udlånt' til folk med våben af folk uden våben. Nu kommer der morobosættere, som begynder at dyrke jorden, og de oprindelige folk er bange for at sige, at det er deres jord. Så vi bliver presset ud af vores territorium, ikke med våben, men med normaliseringsprogrammer.”

Stammerne bebrejder ikke de civile moroer, understreger Timuay Alim Bandara. Det er fattige folk, som bliver lovet et stykke jord, de kan leve af. Problemet er, at de lever under MILF's og nu også regeringshærens beskyttelse, mens ingen af parterne endnu har afsat ressourcer til at få afklaret det spørgsmål, de oprindelige folk er blevet lovet afklaring på i årtier: Præcis hvor deres forfædrende jord starter og slutter.

Når de oprindelige folk insisterer på deres ret til jorden, fører det ofte til militære trusler fra lokale MILF-militser, fortælles det på lukkede møder med lovgiverne i forbindelse med høringerne. Der er da også stammer, som ikke har kunnet komme til høringerne, fordi de ikke kan bevæge sig frit igennem deres eget område.

FN-KONFERENCE OM OPRINDELIGE FOLKS RETTIGHEDER

Den 22.-23. september afholdt FN verdenskonference om oprindelige folks rettigheder (WCIP2014) med det formål at udveksle erfaringer med implementeringen af FN-erklæringen om oprindelige folks rettigheder, som blev vedtaget i 2007 efter 25 års forarbejde. Fire lande stemte imod erklæringen i 2007: Australien, Canada, New Zealand og USA.

De fire lande valgte senere at “støtte” erklæringen, men som et ikke-juridisk bindende dokument.

http://wcip2014.org/

Efter 17 år i glemslen

Halvanden time efter at høringen i Upi skulle være begyndt, kommer en gruppe soldater med fuldautomatiske våben ind i sportshallen. Bag dem kommer de lokale politikere og kongresmedlemmerne fra Manila, og bag dem bevæbnede private sikkerhedsfolk samt provinsens politichef med en gruppe betjente.

Dette er Maguindanao, hvor ngo'erne har udkigsposter over deres boltede porte, og hvor hærens checkpoints og oprørernes militærlejre er strøet med rund hånd. Våben til en høring er ikke mere opsigtvækkende end en gruppe teduray'er iklædt traditionel stammedragt foran et karaoke-system.

Hele menageriet tager opstilling på en scene. I midten komité-formand Nancy A. Catamco fra bagobo-ma-nobo-stammen i det østlige Mindanao og ved hendes side viceformand Teddy Brawner Baguilat fra tuwali-stammen i det nordlige Filippinerne. Begge er kendt for deres kompromisløse kamp for oprindelige folk, men ingen af dem kommer fra Mindanao-konfliktens kerneområde.

“I 17 år har vores regering glemt os,” indleder Timuay Alim Bandara sit indlæg med henvisning til, at den Indigenous Peoples’ Rights Act, som Filippinerne vedtog i 1997, aldrig er blevet indført i Autonomous Region of Muslim Mindanao, den nuværende muslimske selvstyreenhed, som den gamle separatistiske bevægelse Moro National Liberation Front (MNLF) fik forhandlet igennem. Og da præsident Aquino i 2011 indledte fredsforhandlinger med den konservativt islamiske MNLF-udsplitning MILF om udvidelse af territorium og selvstyre, var de oprindelige folk endnu en gang sat på sidelinjen. Dagen igennem går stammerepræsentanter op til mikrofonen og fortæller om, hvordan de er blevet presset væk fra deres jord. Lovgiverne lover, at de vil bringe bekymringerne videre til Kongressen.

Marginaliseret

For oprindelige folk i Filippinerne handler kampen om retten til jord, først og sidst. De fleste har ingen officielle dokumenter på deres territorier; de har deres egne kort, overleveret fra generation til generation sammen med viden om, hvordan man bruger stjernerne og dyrenes lyde til at navigere efter. Selvom der de sidste år i stigende grad er blevet forsket i deres historie, både af stammernes egne folk, som har uddannet sig inden for blandt andet antropologi, og af udefrakommende forskere, har de stadig primært mundtlige fortællinger, der knytter deres stammer til jorden.

Rudy B. Rodil, Mindanao-historiker og forhenværende viceformand for forhandlingsgruppen mellem MILF og regeringen i perioden op til 2008, mener, at inkluderingen af oprindelige folk i den nuværende fredsproces er den bedste nogensinde, men at der bestemt er plads til forbedring.

“At der overhovedet er tænkt i repræsentanter for oprindelige folk, er efter min mening tegn på opvågnen fra begge parter,” siger Rudy B. Rodil.

“Også oprindelige folk har krav på deres sociale rum. Min vurdering af de sidste 40 års fredsforhandlinger er, at der er kommet en dybere forståelse af grundlæggende begreber: forfædrende territorier, selvstyre, inkludering af såvel Bangsamoro som ikke-Bangsamoro,” siger han og tilføjer:

“Ikke desto mindre fremstår diskussionen om oprindelige folks sociale rum ufærdig.”

Onde tunger

Blandt de grupper i Mindanao, som har bakket op om oprindelige folks krav på at blive hørt, er Initiatives for International Dialogue (IID), Institute for Autonomy and Governance (IPDEV) og Mindanao Peoples’ Peace Movement (MPPM). Det var blandt andet dem, der fik organiseret høringerne i Mindanao i juni.

Arbejdet har været en torn i øjet på MILF, der har forsøgt at miskreditere blandt andet MPPM som værende “onde tunger”, der pisker en stemning op blandt de oprindelige folk.

I løbet af sommeren forlyder der rygter om, at BBL fortsat ligger på præsidentens bord, fordi han ønsker at indarbejde flere af de oprindelige folks krav, herunder forpligte den nye autonome region på Indigenous Peoples’ Rights Act. Men det vil MILF ikke høre tale om.

Vi har kæmpet for vores rettigheder med fredelige midler. Men tro ikke, at vi er svage, blot fordi vi endnu ikke har været blandt dem, der tog våben op.

Timuay Alim Bandara,
leder i teduray-stammen

Tro ikke, vi er svage

I juli holdt præsidentens rådgiver i fredsprocessen, Teresita Quintos Deles, møde med lederne af de oprindelige folk, hvor hun forsikrede dem om, at den endelige udgave af Bangsamoro Basic Law ville beskytte deres rettigheder.

“Vi vil aldrig tillade, at I bliver andenrangsborgere i Mindanao,” sagde Deles.

Disse udmeldinger fik MILF til at advare mod, at udkastet kom videre til Kongressen i “ukendelig” form, og dermed satte fredsprocessen “tilbage til nul”. Kort efter valgte MILF imidlertid atter at fokusere på nødvendigheden af fred og fælles fodslag. Ingen ønsker en gentagelse af kollapset i 2008.

I august indledte regeringen og MILF en række fælles workshops i et forsøg på at nå til enighed om et BBL-udkast, der kunnen sendes til godkendelse i Kongressen. Heller ikke her var de oprindelige folk inviteret med. I forbindelse med præsidentens årlige State of the Nation Address den 30. juli holdt de oprindelige folk deres State of the Indigenous Peoples’ Address. Her meldte de ud, at de “bakker op om alle, der arbejder på at opnå fred i Mindanao”, og at de helhjertet støtter oprettelsen af et Bangsamoro.

Men “det, som er lovligt, er ikke nødvendigvis retfærdigt”, og betingelsen for varig fred, understregede de, er respekt for oprindelige folks rettigheder. Som Timuay Alim Bandara sagde under høringen i Upi:

“Vi har kæmpet for vores rettigheder med fredelige midler. Men tro ikke, at vi er svage, blot fordi vi endnu ikke har været blandt dem, der tog våben op.”

Ved redaktionens slutning blev en revideret udgave af Bangsamoro Basic Law endeligt indleveret til behandling i Kongressen i Manila. Ledende dele af MILF var efter sigende “skuffede”

FILIPPINSKE STAMMERS SELVSTYRE

Der er mindst 18 forskellige grupper af oprindelige folk i Filippinerne med hver sit sprog og kulturelle særtræk.

Disse grupper er underinddelt i stammer. Samlet kaldes de katawhang lumad og udgør omkring 18 procent af Filippinernes samlede befolkning. Omtrent en tredjedel af de oprindelige folk bor i Mindanao.

Flere af de oprindelige folk har deres egne styreformer (omend de er underlagt filippinsk lovgivning), en ret som er beskyttet i Indigenous Peoples’ Rights Act, vedtaget i 1997.

Teduray er en af de største stammer blandt de oprindelige folk på Mindanao, der hverken er blevet kristnet eller islamiseret. Teduray er organiseret efter en kollektiv styreform, de kalder Timuay Justice and Governance (TJG), som har seks grundlæggende principper:

  • Nærhed og gode relationer til naturen
     
  • Kollektiv ledelse, som fremmer et “frit, fredeligt og beskedent fremgangsrigt fællesskab”
     
  • Fælles ejerskab til de basale goder
     
  • Alle er lige meget værd
     
  • Fred i sindet som forudsætning for retfærdighed og udvikling
     
  • Progressiv pluralisme; at være åben over for andre individer og gruppers tro og måder at leve på
Annonce: Ranum Efterskole College (wwww.ranumefterskole.dk)
Top

Denne side er artikel 17 af 25 til publikationen "Udvikling nr. 5 · 2014 · Oktober/November".
Version nr. 1.0 af 13-10-2014
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/udvikling0514/index.html