FILM
KILLING FIELDS – TEGNET OG FORTALT
Vinderen af Danidas Verdensbilledlegat blev den delvist tegnede dokumentar Kâmpuchea – en film, der fortæller om et emne, som ingen vil fortælle om.
Af Mikkel Noel Lanzky
 Illustration: Frambender.
Sofie Marie Kristensens og Mikael Svendsens film Kâmpuchea er et resultat af en række meget bevidste valg.
Som den eneste af de ti film i konkurrencen om Danidas Verdensbilledlegat, ja som den første film i Verdensbilledlegatets otteårige levetid, bruger den animationer. Dramatiske, dirrende og stemningsmættede animationer som flashback til 1975–1979, hvor Khmer Rouge var ved magten i Cambodja og med hård hånd styrede landet under navnet Demokratisk Kâmpuchea.
Blandet med levende billeder af ofre, bødler og efterkommere fortæller Kâmpuchea historien om, hvordan generationen født efter diktaturets fald ikke har nogen fælles bevidsthed om de forfærdelige år. Deres forældre har tiet, og erindringen om styrets forbrydelser risikerer at gå tabt. Det er deres bud på årets tema – ’generationer’ – der var udstukket af Danidas Verdensbilledlegat.
– De har taget en chance, siger Peter Harms Larsen, som er jurymedlem, konsulent i filmdramaturgi og professor emeritus i journalistik, om Sofie Marie Kristensen og Mikael Svendsen (se Nyt om navne s. 27).
– Det er en vanskelig måde at formidle på. At fortælle om et emne, der indebærer, at ingen vil fortælle noget.
Peter Harms Larsen har som medlem af juryen set flere film, der prøver at give historierne et ekstra kunstnerisk strejf.
– Det stiller altid særlige krav til deltagerne, og jeg har ikke oplevet det så vellykket som i år. Når vi modtager ansøgninger og vælger forslag, der behandler form og æstetik så bevidst som i dette tilfælde, er vi altid særlig spændt på, hvad der kommer ud af det. I dette tilfælde var det bare rigtig godt udført, mener Peter Harms Larsen.
Tavshed fostrer tanker
I Kâmpuchea har de medvirkende heller ingen replikker. Skuespilleren Pernille Valentin har lagt speak til filmen. Malerisk og drevent – på grænsen til det over-emotionelle – sætter hun ord på de tavse billeder på lærredet.
Særligt dyster er en rundvisning i et forfaldent hotel brugt som fængsel, med en guide, der selv mistede en bror og far til regimet. Han siger intet, men hans intense blik direkte ind i kameraet er nok – vi forestiller os rigeligt.
– Vi ville lave noget anderledes. Det var ikke en etnografisk nøjeregnende film, vi gik efter, forklarer Mikael Svendsen om sin og Sofie Marie Kristensens vinderfilm.
– I arbejdet satte vi en række regler op for os selv, og vi var godt klar over, at det var en satsning. Det kunne nemt være gået galt, men heldigvis havde vi gode folk til at hjælpe os, fortsætter Mikael Svendsen.
Selvom begge filmens ophavsmænd er stolte over sejren, var de ikke sikre på forhånd.
– Jeg sad nok med en følelse af, at det kunne blive en toer. Men fordi det ikke er en typisk Danida-film, turde jeg ikke håbe på så meget, siger Sofie Marie Kristensen.
De to filmskaberes videre ambition er nu at få lagt en engelsk speak på filmen og prøve at få den vist på festivaler i Europa hen over sommeren.
Ud over førstepræmien til Kâmpuchea modtog to film anerkendelse i form af blomster og check. Andenpladsen gik til Gartneren og hans 21 blomster, som fortæller en munter og livsbekræftende historie om en zambisk landmand, der arbejder hårdt for at brødføde sin børneflok på 21, som han har påtaget sig ansvaret for efter familiemedlemmers død. Tredjepræmien tog Pigesoldaten, der følger en ung kvinde og tidligere børnesoldat i Sierra Leone, som flytter fra Freetowns slum hjem til sin mor og de trygge rammer i landsbyen.
Som Mette Davidsen-Nielsen fra juryen udtrykker det, ligger det ekstraordinære ved filmene i deres almengyldighed. De universelle emner, menneskeligheden og det genkendelige i karaktererne.
Langt fra stereotypien og befriende fri for den kendte dansker, der ellers tager tv-seeren ved hånden, når tv gæster de varme lande.
Mikkel Noel Lanzky er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.
Verdensbilledlegatet uddeles også i 2010 af Danidas Oplysningsudvalg. Se nærmere på http://www.3world.dk.
Denne side er kapitel 10 af 14 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 07-12-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9552/index.htm
|