BØGER

SCENARIER FOR EN VÆRRE VERDEN

Anmeldelse: Dansk tidsskrift giver friske bud på, hvordan udviklingssamarbejdet vil se ud i 2020 – ingen af buddene rummer dog megen grund til optimisme.

Af Klaus Winkel

Med afsæt i den nye strategi for dansk udviklingspolitik, som skal ligge klar til foråret, kaster elleve forfattere sig i det seneste nummer af tidsskriftet Den Ny Verden – udgivet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) – frisk ud i at beskrive en stor del af de emner, faktorer og tendenser, der kan forudses at påvirke udviklingssamarbejdet, som det vil se ud i 2020. Dristigheden rækker ikke til at give et bud på, hvilke af de mange mulige scenarier, der er de mest sandsynlige, men mindre kan også gøre det. Temanummeret illustrerer, hvor svært det er at se ind i fremtiden – og hvor nødvendigt det er at forsøge det for at kunne handle bedst muligt nu.

DIIS-forskeren Lars Engberg-Pedersens to indledende afsnit giver et glimrende overblik over de mange spørgsmål, som tages op i nummeret, men undlader at afgrænse dets sigte helt præcist. Der mangler nemlig en definition af ’udviklingssamarbejde’. Her, og i de fleste andre bidrag, er det typisk synonymt med bistandssamarbejde, mens det fx i afsnittet om EU nok mere korrekt handler om en bredere vifte af nord-syd-samarbejde, omfattende ikke mindst handelsområdet.

Det gode liv

Udviklingsbistanden står da også centralt. Da den jo især er til for mennesker i modtagerlandene, giver det god mening, når Troels Stru Smiths afsnit refererer meningsmålinger, som siger noget om, hvad mennesker her forventer fremover. Det er ikke i første række økonomisk vækst, som ellers hidtil er set som et hovedformål med bistand, men ganske enkelt et godt liv. For mange er det et liv uden korruption, i sundhed og sikkerhed og med religiøs frihed og demokrati. Men som Smith skriver ”et godt liv kan skabes på mange forskellige måder, og bistanden må være tilpasset den kulturelle kontekst”. Blandt vigtige tendenser på bistandsområdet behandles vægten på øget modtagerstyring og -ejerskab, fremkomsten af mange nye donorer og – de ganske vist ikke ret lyse – udsigter for nye kilder til bistandsfinansiering.

Den oversete urbanisering

På mest sikker grund er man, når det drejer sig om den demografiske udvikling: Der bliver flere mennesker i udviklingslandene, mens befolkningstallet i de mere udviklede regioner stagnerer. Det bidrager til en stærkt stigende urbaniseringsgrad, især i Afrika, som vil få store konsekvenser på mange områder, herunder bistandssamarbejdet. De behandles desværre ikke. Det gør derimod et andet, beslægtet fænomen: Migrationen til de udviklede lande, som anslås at ville udgøre 2,3 millioner mennesker årligt fra 2010. Det er usikkert, hvor meget og hvor længe migranternes pengeoverførsler til oprindelseslandene vil blive påvirket af den verdensøkonomiske nedtur, men de vil utvivlsomt forblive meget vigtige.

Det internationale overblik

FN-ambassadør (tidligere Danida-chef) Carsten Stauer leverer et flot og energisk overblik over ændringerne i og udfordringerne til de internationale organisationer. Fattigdomsbekæmpelsen udpeges som det største, globale udviklingsproblem, som skal tackles under truslerne fra klima, ressourceknaphed og konflikter. Forudsigeligt – og overbevisende – redegøres for behovet for at styrke det internationale samarbejde for at forsøge at løse disse problemer. Her vil de toneangivende ulande medvirke med stigende indflydelse, men hvilken forskel dette kan forventes at gøre, får vi ikke et bud på. Forsigtighed er en diplomatdyd.

Den Ny Verden giver ikke grund til megen optimisme for udviklingssamarbejdet i 2020. Man kommer let til at spekulere på, om fattigdomstruslen nogensinde vil blive oplevet som så alvorlig, at den – som klimatruslen måske omsider vil det – udløser en solid, global reaktion.

Klaus Winkel er tidl. kontorchef i Udenrigsministeriet og forfatter til bogen Hvorfor er det så svært for Afrika?

DA VERDENS SEJESTE DANSKER MØDTE SIN GRÆNSE

Anmeldelse: Stærk personlig beretning fra et menneske, der har gjort alt for at hjælpe andre – og mistet sig selv undervejs.

Af Malene Haakansson

Går du med en nødhjælpsarbejder i maven? Eller er du en af dem, der tvivler på, om de penge, du lægger i velmenende nødhjælps- og udviklingsorganisationers raslebøsser, nu også går til dem, som har brug for det? I begge tilfælde skal du læse sygeplejersken Merete Engells bog Sygeplejerske i verdens brændpunkter.

Merete Engell, der i dag er 39 år, fortæller ærligt om, hvad det vil sige at være nødhjælpsarbejder i verdens værste katastrofer og i de mest lovløse og fattige samfund. Nærmest dagbogsagtigt følger vi forfatteren, som blev sygeplejerske for at redde verden sammen med den internationale nødhjælpsorganisation Læger Uden Grænser.

Bogen begynder i det sultramte Etiopien, hvor Merete Engell får et lynkursus i at arbejde i et u-land. De naive forestillinger om, at regeringer og den nødstedte befolkning vil modtage hendes hjælp med åbne arme, krakelerer, og hun møder hurtigt modstand fra en regering, der helst så, at hun ikke var der, og griske lokale høvdinger, som skal have penge for at identificere og organisere, hvem der skal have hjælp.

Merete Engell lærer også på sin første mission, at hun ikke kan bruge alle sine kræfter på at redde et enkelt hungersramt barn, når hundredvis af andre underernærede børn ligeledes har brug for hendes hjælp.

”
Læseren – og i sidste ende også Merete Engell selv – er ikke i tvivl om, at hun gør en forskel i verdens brændpunkter.

Nytter det noget?

For Merete Engell tager den ene mission den anden – Afghanistan, Liberia, Darfur, Niger og DR Congo. Behovet for hjælp er enormt, og selv under de mest ekstreme forhold tager Merete Engell arbejdshandskerne på og hengiver sig til sit arbejde.

Men langsomt begynder arbejdet at æde Merete Engell op indefra. Hun bliver – ligesom læseren – frustreret over, at verden er så grusom og ond – nytter det overhovedet noget at redde et underernæret barn, når det alligevel skal vokse op med fattigdom, vold eller krig?

Efterhånden som bogen skrider frem, bliver forfatteren bedre og bedre til at folde de enkelte skæbners historie ud, så de bliver mere end et nummer i køen af mennesker, der har brug for hjælp. Derfor er læseren – og i sidste ende også Merete Engell selv – ikke i tvivl om, at hun gør en forskel i verdens brændpunkter.

Nedturen begynder

Bogen viser dog tillige, at selv ’verdens sejeste dansker’ – som P3’s lyttere engang kårede Merete Engell til – har en grænse. Efter 27 måneder i felten med krig, kidnapninger, død og en følelse af utilstrækkelighed går hun ned med stress. Hun må stoppe sit arbejde for en stund og finde sig selv igen – for intet menneske kan i længden klare så store psykiske belastninger uden pauser.

Sygeplejerske i verdens brændpunkter er velskrevet og giver et detaljeret indblik i en verden, som de færreste har kendskab til. Den efterlader ingen tvivl om, hvorfor vi skal putte så mange penge som muligt i raslebøssen, næste gang en indsamler ringer på vores dør. Millioner af mennesker har brug for, at nødhjælpsarbejdere som Merete Engell tager ud i verden for at redde liv og give håb.

Merete Engell: Sygeplejerske i verdens brændpunkter
Informations Forlag, 299 sider, 299 kr.

Malene Haakansson er journalist, forfatter og advocacymedarbejder hos Folkekirkens Nødhjælp – og forfatter til bogen på næste side.

FAMILIEN KASSA, REGNEN OG DE ØDELAGTE ÆRTEMARKER

Anmeldelse: For u-landene gælder klimaforandringerne liv og død. Ny bog skildrer konsekvenserne for en fattig bondefamilie i det nordlige Etiopien.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

”Kassa kigger bedrøvet ud over sin mark. Hans kinder er indsunkne, og øjnene er tunge. Næsten alle bønnestænglerne er visne. Ukrudtet er ved at overtage, hvad der skulle have været en mark fyldt med grønne bønner.”

I landsbyen Kone i det nordlige Etiopien bor Kassa, hans hustru Yeshume og deres seks børn. For dem handler klimaforandringerne ikke om CO₂-kvoter og ændrede forbrugsvaner. Ligesom i mange andre u-lande er klimaforandringerne her en realitet, som familien mærker konsekvenserne af på egen krop.

I Kassas – og syv millioner andre etiopieres – tilfælde betyder det eksempelvis, at familien for at overleve er afhængige af den hjælp, de kan få gennem landets såkaldte Produktive Sikkerhedsnet Program. Sikkerhedsnettet udbetaler mad eller penge til dem for at udføre et stykke arbejde for det offentlige – i Kassas område har arbejdet de seneste tre år bestået i at stoppe erosion af jorden.

I Når regnen falder forkert fortæller Malene Haakansson om Etiopiens kamp mod klimaforandringerne og deres rolle i det internationale arbejde frem mod klimatopmødet i København. Set gennem den fattige bondefamilies øjne får vi som læsere ligeledes et indblik i, hvordan ændrede og mere ustabile nedbørsmængder betyder, at folk som Kassa hver dag må arbejde hårdere for at skaffe mad til deres familier.

”
Malene Haakansson bidrager ikke med nye, overraskende oplysninger til klimadebatten, men hun formår at gøre en abstrakt diskussion om kvoter, forbrug og forhandlinger skræmmende konkret.

Familie i fokus

Gennem et år har Malene Haakansson, der er journalist og ansat som klimamedarbejder hos Folkekirkens Nødhjælp i Etiopien, fulgt Kassa og hans familie. Og da hun besøger dem i oktober 2008, har kraftig regn og hagl ødelagt planterne på ærtemarken, mens mangel på samme er årsag til visne bønneplanter. Kassa har bemærket, at vejret har ændret sig, og at den i forvejen udpinte jord er mindre frugtbar, men han ved ikke hvorfor. Familiens eneste håb er derfor, at deres bønner til Gud vil blive hørt, så hveden og byggen ikke lider samme skæbne.

Med beretningen om Kassa får vi som læsere sat et ansigt på konsekvenserne af det ændrede klima i et land, der i forvejen kæmper med fattigdom og sult, og som derfor ikke har ressourcerne og kapaciteten til at tilpasse sig de nye forhold. Som læser i den anden ende af verden kan det dog være svært at følge familiens rationale, når de fx sætter deres lid til, at Gud løser problemerne for dem. Men måske netop derfor er det fascinerende at komme tæt på familiens tanker og handlinger.

Stemme til etiopierne?

Når regnen falder forkert er samtidig en god introduktion til klimaspørgsmålet og klimatopmødet i København. Bogen er skrevet i et letlæst sprog og indeholder mange nyttige informationer til dem, der ikke selv har fået kæmpet sig igennem statusrapporterne fra FN’s klimapanel. De mange faktabokse og diagrammer giver eksempelvis et overblik over, hvilke sektorer og lande der belaster klimaet mest, men beskriver også sammenhængen mellem sult og klima. Bogen trækker desuden på interviews med myndigheder og klimaforskere i Etiopien.

Selvom Når regnen falder forkert på denne måde er med til at illustrere, hvordan klimaforandringerne er et globalt problem, der rammer skævt, er listen over danske klimaudgivelser allerede lang. Bogen bidrager derfor heller ikke med nye, overraskende oplysninger til klimadebatten, men den skiller sig alligevel ud. Malene Haakansson formår nemlig at gøre en abstrakt diskussion om kvoter, forbrug og forhandlinger skræmmende konkret.

Spørgsmålet er så, om den stemme, forfatteren taler etiopiernes sag med, er høj nok til at nå dem, som ikke i forvejen kender til forholdene i det fattige afrikanske land.

Læs også klimatema

Marta Gramstrup Rasmussen er specialestuderende, BA i journalistik og mellemøststudier og tidligere journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

Journalist og forfatter Malene Haakansson har gennem et år fulgt en etiopisk bondefamilie. I bogen Når regnen falder forkert skildrer hun klimaforandringernes konsekvenser for familien. Foto: Privatfoto.