TEMA – KLIMA

U-LANDENES ENERGI SKAL IND I KLIMAKAMPEN

De fattige lande skal ikke kun tilpasse sig klimaforandringerne, men også bekæmpe dem ved at udvikle nye, rene energikilder. Det foreslår en række eksperter – men er u-landene klar til det?

Af Anna Mogensen

Nigerianeren Chinedu Ugoma foran en gasflamme fra olieselskabet Agip. Det er dog de færreste u-lande, der har egen olie i undergrunden. De kan spare mange penge ved at udvikle nye, rene energikilder. Foto: George Osodi/AP/Polfoto.

En tagsten, der trækker varmen ud af en bygning og gør et energislugende airconditionanlæg overflødigt. En papkasse beklædt med acrylglas, som kan fange Solens stråler og varme vand på solenergi (se foto næste side).

Det er eksempler på enkel teknologi, som minimerer udledningen af drivhusgasser. I større skala kan den såkaldte lavkarbon-teknologi i fremtiden sikre u-landene økonomiske gevinster og højere levestandard for befolkningen. U-landene vil i så fald være med helt fremme, når det gælder om at udvikle de nye, grønne teknologiske løsninger, som skal til for at sikre den 30-40-procents reduktion i udledningen af drivhusgasser, der ifølge klimaeksperter kræves for at holde den globale gennemsnitstemperatur under smertegrænsen på to grader.

På klimatopmødet i København kræver ulandene, at de rige lande forpligter sig på seriøse CO₂-reduktioner og afsætter tilstrækkeligt med penge til at tackle de klimaudfordringer, som de fattige lande har udsigt til at blive ramt af. Spørgsmålet om finansiering har været en af de største knaster i de sidste forhandlinger op til COP15. Det har virket som en rød klud på en række af u-landene, at de rige lande ikke har sat beløb på, hvor mange penge de vil give i såkaldt klimakompensation til de fattige nationer, der bliver hårdest ramt af klimaændringerne, selvom de – argumenterer u-landene – ikke har ansvar for den globale opvarmning. Men spørgsmålet er, om u-landene er parate til at administrere og bruge pengene hensigtsmæssigt, hvis finansieringsmekanismerne falder i hak og milliarderne begynder at rulle ind.

Tilpasning til tørke og tyfoner

For befolkningen i lande som Senegal, Sudan og Sierra Leone – langt fra Bella Center – er den globale opvarmning en udfordring på livet. De har hårdt brug for penge til at tilpasse sig tørke og tyfoner, der tærer på høstudbyttet og vandressourcerne her og nu. Desuden har de fattige lande ofte ringe mulighed for selv at investere i miljø og energi. Indtil nu er det derfor de rige lande, som hovedsageligt har investeret langsigtet i teknologisk udvikling, der kan reducere klimaforandringerne. Det kan dog vise sig at være en mangelfuld strategi med et alt for snævert perspektiv, mener flere eksperter.

Et forskerteam på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har for nylig på opdrag fra Udenrigsministeriet, udgivet rapporten Low Carbon Development and Poverty Reduction. Den fokuserer på muligheder og gevinster ved, at de fattigste lande kommer på banen, og er med til at udvikle og bruge grønne teknologiske løsninger inden for energi, landbrug og skovbrug.

– Diskussionen har handlet meget om ulandene som ofre for klimaforandringerne og derfor som objekter for tilpasning. De fattigste lande har en interesse i at diskutere med på en konstruktiv måde og ikke bare stikke hånden frem og sige: ’Vi vil gerne have nogle penge, for klimaforandringerne er jeres skyld,’ siger Helle Munk Ravnborg, seniorforsker på DIIS og medforfatter til rapporten.

Det globale mantra – klimaforandringerne er de rige landes skyld, og de fattige lande skal have penge til at tilpasse sig – vil uden tvivl lyde igen og igen i Bella Center under klimatopmødet. Men også udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) kalder på et bredere perspektiv.

– Der må langt mere fokus på, hvordan der kan skabes klimavenlig udvikling, også i de fattigste lande. Der er behov for at støtte de fattigste landes tilpasning til klimaforandringerne, men samtidig må vi styrke udviklingslandenes mulighed for at skabe klimavenlige samfund, uden at gå på kompromis med fattigdomsbekæmpelse og fortsat udvikling. Det kræver finansiering og nye teknologiske løsninger, påpeger hun.

”
I dag er det billigst at holde væksten oppe med fossile brændstoffer, men i fremtiden bliver fossile brændstoffer dyrere, og både rige og fattige lande får brug for grønne løsninger.

Alain de Serres, seniorøkonom, OECD

Billigst mulige vækst

Hvis u-landene er parate til at investere klimakompensationen i bæredygtige energikilder – i både stor og lille skala, fra papkassekomfur til industrielle vind- og vandkraftanlæg – så er det ideelle scenario, at de samtidig holder den økonomiske vækst oppe, bliver konkurrencedygtige og i højere grad uafhængige af de rige landes penge.

U-landene står over for den enorme udfordring at holde væksten oppe, fattigdommen nede og klimaforandringerne fra livet. Hidtil har fokus først og fremmest været på økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse, og lande som Vietnam, Thailand og Nicaragua har oplevet en vækstrate på seks-otte pct. Det betyder samtidig, at energiforbruget næsten vil fordobles over de næste 20 år, og at landene kommer til at skrive sig for enorme mængder CO₂-udledninger, hvis det fortsætter som nu.

– Men væksten kan sagtens holdes oppe, selvom de fattige lande kommer med i front, når blot de satser på lavkarbon-teknologier, siger Alain de Serres, seniorøkonom i OECD og medforfatter til OECD-rapporten Economics of Climate Change Mitigation.

Udgangspunktet for rapporten er, hvordan u-landene kan bevare en økonomisk vækst samtidig med, at de skærer i brugen af fossile brændstoffer. I dag er det billigst at holde væksten oppe med fossile brændstoffer, men i fremtiden bliver fossile brændstoffer dyrere, og både rige og fattige lande får brug for grønne løsninger.

– Det er mest hensigtsmæssigt at placere investeringerne i u-landene, fordi lavkarbon-udviklingen er billigere her, forklarer Alain de Serres.

– Hvis u-landene kommer med på holdet nu i stedet for at vente eller overlade den teknologiske udvikling til de rige lande, bliver det lettere at holde væksten oppe i fremtiden. Vi kan se, at væksten vil falde en smule, men der vil stadig være økonomisk vækst – især hvis man er opmærksom på at holde udgifterne nede i skiftet fra fossile brændstoffer til rene energiformer, siger OECD-økonomen.

”
Vi må styrke udviklingslandenes mulighed for at skabe klimavenlige samfund, uden at gå på kompromis med fattigdomsbekæmpelse og fortsat udvikling. Det kræver finansiering og nye teknologiske løsninger.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs

Grøn kamp mod fattigdom

Helle Munk Ravnborg, DIIS, peger også på de forbedringer af fattige menneskers levevilkår og nye indkomstmuligheder, der kan være knyttet til udviklingen af grønne teknologier.

– Man kan have vækst på seks pct. med høj CO₂-udledning, og man kan have vækst på seks pct. med en lavere CO₂-udledning. Det sidste tror jeg er mere fattigdomsbekæmpende, siger hun.

For fremtidens potentielle vindernationer er det ikke længere en sikker succes at fyre op for de fossile brændstoffer for at få væksten op og fattigdommen ned. Udviklingsminister Ulla Tørnæs er enig i, at der kan skabes grobund for økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse, når udviklingslandene selv satser på at udvikle lavkarbon-teknologier.

– Jeg ser store muligheder for, at de fattigste udviklingslande udvikler og anvender mere klimavenlige teknologier, både til gavn for deres egen udvikling og til gavn for miljøet. De fattigste udviklingslandes økonomi er hårdt ramt af de svingende oliepriser og ustabil energiforsyning. Der kan spares mange penge ved at bruge energien mere effektivt, og der er allerede nu en lang række eksempler på, at vandkraft, vind, biogas, solenergi og mere effektive komfurer bidrager til en miljørigtig energiforsyning og -anvendelse, siger hun.

Klog af skade giver det ofte bekymrede rynker i panden på de rige landes CO₂-syndere, at u-landene vil med på vognen og sikre økonomisk vækst ved at skrue op for kul og gas. Men selv i klimaets navn kan det nogle gange betale sig at fokusere mere på at holde væksten oppe end at holde CO₂-udslippet nede, mener Helle Munk Ravnborg, DIIS.

– De lande, der har en meget lav CO_2-udledning i dag, skal øge den i absolut forstand. Der er folk, der ikke har strøm i dag, og folk, der ikke har transportmidler til at komme på hospitalet. Det skal de have, og det koster CO₂, siger hun.

– Dog mener jeg, at for hver gang de fattige lande øger deres bruttonationalprodukt med 1.000 dollars, så skal det ske med en lavere CO₂-udledning end tidligere. Den udvikling kan økonomiske incitamenter være med til at skabe, siger DIIS-forskeren.

En Kyoto-boks er en papkasse beklædt med acrylglas, som kan fange solens stråler og varme vand på solenergi. I større skala kan såkaldt lavkarbon-teknologi sikre u-landene store økonomiske gevinster. Foto: Kyoto Energy.

Satsning betaler sig

Et spørgsmål er, om u-landene er gearet til at fyre op under lavkarbon-udviklingen og indkassere de økonomiske og grønne gevinster, der i bedste fald følger med. Mange af de fattigste u-lande har en meget lille kapacitet på miljø- og energiområdet og får brug for meget store midler efter COP15.

– Det er vigtigt, at de yderligere midler, der vil blive stillet til rådighed gennem en ny klimaaftale, både går til at styrke u-landenes kapacitet til at medtage klimaændringerne i deres udviklingsplanlægning, til at benytte klimavenlig teknologi og til at finansiere konkrete indsatser, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Anna Mogensen er freelancejournalist.

VESTEN SKAL IKKE VÆRE KLIMA-POLITIBETJENT

Verdens rige og fattige lande skal sammen sætte rammerne for brugen af midlerne fra en ny, global klimaaftale, mener Kim Carstensen, leder af WWF Global Climate Initiative.

Af Ulrikke Moustgaard

De rige lande skal ikke forvalte klimapengene for u-landene, mener Kim Carstensen, lederen af Verdensnaturfondens Global Climate Initiative. Foto: Karsten Bidstrup.

Når FN’s klimakonference slutter i København 18. december, er forhåbningen, at u-landene vil rejse hjem med løfter om en pose penge til at imødegå klimaforandringerne. Og der er meget at tage fat i.

Skal u-landene kunne håndtere klimaforandringerne, kræver det en enorm kapacitetsopbygning. Der skal fx bygges diger for at skærme mod ekstreme vejrforhold som oversvømmelser. Der skal også etableres overvågnings- og varslingssystemer.

Alene disse opgaver kommer til at koste milliarder af dollars, før man kan tage fat på at klimaoptimere u-landene for at begrænse deres fremtidige udledning af drivhusgasser.

Milliarderne skal hentes fra de rige lande. Hvor stor pengeposen vil blive, har derfor været et kildent spørgsmål i forløbet op til COP15-konferencen.

Men et lige så vigtigt spørgsmål er, hvordan klimapengene skal forvaltes. For hvem skal bestemme, hvad klimapengene skal gå til, og hvordan kan man sikre sig, at de bliver brugt fornuftigt?

Kim Carstensen, leder af Verdensnaturfondens Global Climate Initiative, er ikke i tvivl. De nye klimapenge er u-landenes. De rige lande har et ansvar for at stille med pengene og sætte et system op, der kan sikre gennemsigtighed, så klimapenge ikke bliver blandet sammen med udviklingsbistand. Men når det gælder forvaltningen af pengene i praksis, ligger ansvaret hos u-landene selv.

– De nye klimapenge skal forvaltes efter samme type principper, som vi kender fra Paris- og Accra-erklæringerne: At der er et nationalt ejerskab og national styring af de aktiviteter, der vil blive gennemført. Det er ikke noget, den rige verden skal gøre for dem, siger Kim Carstensen.

Svage miljøministerier

Står det til u-landene selv, skal de nye klimapenge forvaltes lokalt af deres egne nationale miljøministerier. Men det er ikke en holdbar løsning, mener Kim Carstensen.

– Miljøministerierne skal selvfølgelig spille en stor rolle i de fremtidige klimaaktiviteter. Men i de fleste udviklingslande er miljøministerierne små og svage. De er ikke gearet til at forvalte så store pengebeløb. Derfor er det vigtigt, at pengene bliver håndteret af en institution, der har kapaciteten til at løfte opgaven, siger han.

Kim Carstensens bud på, hvordan de mange nye klimapenge skal administreres, er derfor en ny, endnu ikke eksisterende institution under FN’s klimakonvention på linje med Verdensbanken, der har solid erfaring med udviklingsbistand, suppleret af u-landene selv med både centraladministration og civilsamfund.

Den ny FN-institution skal bestå af repræsentanter for både de rige lande og udviklingslandene, og den skal sætte rammerne for, at pengene bruges i overensstemmelse med klimakonventionen. Fx skal den opsætte regler for, hvilke penge der er klimapenge og hvordan de skal monitoreres, og den skal udpege prioriteter for klimaprojekter i u-landene og lave analyser af, hvor der skal sættes ind.

De riges ansvar er at støtte

Men kan de rige lande så være sikre på, at pengene går i de rigtige lommer? Erfaringen fra udviklingsbistanden viser, at nogle ulande har sorte pletter på samvittigheden, fx når det gælder korruption.

– Der skal selvfølgelig bygges sikkerhedsmekanismer op, som garderer mod korruption, pengemisbrug og ineffektivitet. På den måde adskiller klimapengene sig ikke fra bistandsmidlerne, siger Kim Carstensen.

– Men samtidig er det vigtigt at understrege, at klimapengene ikke er bistandsmidler. De rige har pådraget sig et ansvar ved at udlede CO₂ i en situation, hvor vi har vidst, hvad vi gjorde. Så vores ansvar er at stille tilstrækkelige ressourcer til rådighed, at hjælpe u-landene til at komme i gang med at kapacitetsopbygge og at sørge for de rette institutionelle rammer, siger Kim Carstensen.

– Og så i øvrigt gå ind i det med en forventning om, at udviklingslandene naturligvis vil forvalte midlerne på forsvarlig vis over for deres befolkninger, der skal beskyttes mod klimaforandringerne. De har faktisk en stor egeninteresse i at gøre det godt.

Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist.

KONDOMER HJÆLPER KLIMAET

Prævention kan være med til at bremse global opvarmning. Det er en af konklusionerne i den årlige State of the Population-rapport, som FN’s befolkningsfond (UNFPA) offentliggjorde i november.

Foruden at sikre kvinders ret til at bestemme, hvor mange børn de vil have og hvornår, er familieplanlægning, koblet med uddannelse af kvinder, en effektiv måde at undgå overbefolkning og dermed mindske presset på klodens klima. Ifølge UNFPA-rapporten er kvinder i u-landene blandt de mest sårbare over for klimaforandringerne – og samtidig de bedste til at bekæmpe dem.

– Erfaringer viser, at kvinder ofte er bedst egnede til at gøre samfund mere modstandsdygtige over for klimaforandringer. Så når det gælder klimaforandringer, er spørgsmålet om kvinders ligestilling afgørende, sagde udviklingsminister Ulla Tørnæs ved offentliggørelsen på Københavns Universitet i november.

NGO’en Global Gender and Climate Alliance (GGCA) deltager i klimatopmødet i København og vil kæmpe for, at 23 punkter om kvinder skrives ind i den nye klimaaftale.

/am

Kilde: UNFPA og GGCA.

GIV EN Ø I KLIMAJULEGAVE

Folkekirkens Nødhjælp udvider gavebutikken. Ud over geder, prutter og skolebænke er det i år muligt at give en ø som julegave. ’Øen’ består af et survial kit til fattige øboere i Sydasien, primært Indien og Bangladesh, hvis hjem og tilværelse risikerer at forsvinde under vand.

Øboerne får beredskabsgrej som fløjte, redningsvest, tæpper og reb, så de kan overleve en oversvømmelse eller komme sikkert derfra med deres familie. Befolkningen får desuden hjælp til at hæve deres huse og dæmme op for erosion og oversvømmelse.

Den globale opvarmning, stigende vandstande og smeltevand fra Himalaya-bjergkæden gør området i Sydasien til et af klodens mest sårbare steder. Den beboede ø Lohachara er allerede forsvundet, og alene i området omkring Ganges-floden forventes 70.000 mennesker at miste jorden under deres fødder på grund af klimaforandringerne.

/am

Kilde: Folkekirkens Nødhjælp.

RED VERDEN PÅ ÉT MINUT

Den ét minut korte film My Paper Boat – om en indisk dreng og hans papirbåd, der kun har himlens blå hav tilbage at flyde i – er netop kåret som vinder af den internationale klimakortfimfestival One Minute To Save the World.

De næsten 200 kortfilm, der deltog i konkurrencen, er lette, forfriskende fortællinger, midt i den komplekse COP15-dagsorden. Med få virkemidler gør filmene historier om forurening, smeltende poler, tørke og oversvømmelser konkrete og til tider humoristiske. De er hverdagsfortællinger, der enkelt og kreativt inspirerer helt almindelige voksne, unge og børn til at bekæmpe klimaforandringerne.

Der er fundet vinderfilm i ti forskellige kategorier, og en række af dem bliver vist under COP15. Se alle filmene på http://www.1minutetosavetheworld.com.

/am

HAN SKAL SAMLE AFRIKA PÅ AMAGER

Meles Zenawi har ledet Etiopien med mere end fast hånd siden 1991. I København træder han ind på verdensscenen som Afrikas klimaforhandler.

Af Anna Mogensen

Meles i midten. Etiopiens premierminister Meles Zenawi, der er kendt som en hård banan, skal forhandle på Afrikas vegne under klimatopmødet i København. Foto: X10/Polfoto.

I begyndelsen af september gjorde Etiopiens premierminister Meles Zenawi det klart for hele verden, at den afrikanske delegation er rede til at forlade klimatopmødet i København, ”hvis forhandlingerne truer med at blive endnu en voldtægt af det afrikanske kontinent”.

Zenawi, 54 år, var nogle dage forinden blevet valgt til at stå i spidsen for den afrikanske delegation under COP15. Hans stærke udtalelse efterlod et indtryk af en konfrontatorisk statsleder, som stålsat kræver kompensation til afrikanerne for flere års tørke og millioner af sultende på kontinentet.

Men samtidig imponerede Zenawi de tilstedeværende deltagere med sin viden om klimaudfordringens problemer og komplekse løsninger. Han gav dem et præcist og realistisk billede af Afrikas sårbare position – og viste dem, at kontinentet står sammen om at bidrage med løsninger i forhold til både tilpasning til og reduktion af klimaforandringerne. Hans stærke vendinger vidner snarere om en intelligent forhandlingsleder med naturlig autoritet end om en stridbar statsmand, lyder det fra klimaforhandlere, der har arbejdet sammen med Zenawi.

Netop af den grund blev han valgt af Den Afrikanske Union (AU) til at stå i spidsen for den nyetablerede delegation Conference of African Heads of States and Governments on Climate Change (CAHOSCC) – den officielle delegation, der under klimatopmødet forhandler samlet for 53 afrikanske lande.

Ukoordinerede budskaber synes hidtil at have blokeret for et samlet afrikansk krav til en ny klimaaftale. For at brænde igennem med klare krav om klimakompensation og CO₂-reduktioner fra Vesten blev CAHOSCC etableret i slutningen af august. Formanden skulle vælges på sin grundige indsigt i den teknisk komplicerede klimadagsorden og sin politiske gennemslagskraft. Pilen pegede på Zenawi.

”
Det skal vise sig, om Meles Zenawi har den myndighed og autoritet, der skal til for endegyldigt at samle Afrika omkring fælles krav til en ny klimaaftale.

Autoritær nok?

Zenawi, der i november havde klima-drøftelser med udviklingsminister Ulla Tørnæs i Etiopien, har aldrig tidligere optrådt som klimaforhandler. Algeriet koordinerer klimaforhandlingerne for Afrika, og Sydafrika har formandskabet i den vigtige gruppe Conference of African Ministers of Environment (AMCEN). Den officielle afrikanske klimakøreplan op til COP15 hedder From Johannesburg through Africa to Copenhagen, og Meles Zenawis fattige Etiopien er allerhøjst et pitstop på vej mod målet.

Men Afrika agter at tale med én stemme, og af den grund vil nationalt tilhørsforhold i princippet være ligegyldigt, når landenes topforhandlere træder ind på scenen i København. Det er især i de allersidste dage af COP15, hvor de afgørende forhandlinger spidser til på ministerniveau, at det skal vise sig, om Zenawi har den myndighed og autoritet, der skal til for endegyldigt at samle Afrika omkring fælles krav til en ny klimaaftale.

”
Hans stærke vendinger vidner snarere om en intelligent forhandlingsleder med naturlig autoritet end om en stridbar statsmand.

Kritik fra Vesten

Som 19-årig droppede Zenawi ud af medicinstudierne for at slutte sig til en oprørskoalition, som kæmpede mod Etiopiens kommunistiske regime. Han kom til magten som leder af nationen i 1991, og både EU og USA hyldede ham som demokratisk håb og bekæmper af korruption på Afrikas Horn. Men Zenawis regering anklages i dag for at slå hårdt og brutalt ned på oppositionens fremgang og straffe oppositionspolitikere og politiske aktivister med langvarigt fængsel og dødsstraf – senest ved lokalvalgene i 2008.

EU har sagt nej til at give mere udviklingsbistand til Etiopien, der i dag modtager mere end to milliarder dollars. Zenawi, som er afhængig af udviklingsbistanden fra udenlandske donorer, afviser, at regeringen har ansvaret for den politiske vold. Skylden placerer han i stedet hos oppositionen og etniske oprørere, og han er derfor blevet hårdt kritiseret for at skjule krænkelser af menneskerettighederne bag pæne ord om demokrati.

Kan den øvrige verdens klimaforhandlere så forhandle en reel aftale hjem i København med en mand, der beskyldes for at træde på demokrati og menneskerettigheder? Tja, alle har en historie på den nationale samvittighed, lyder det fra en af forhandlerne. Og når en global klimaaftale falder på plads i mere eller mindre færdig form den 18. december, er Zenawi hele Afrikas afgørende stemme i København.

NEPAL UDEN KLIMAPLAN

Sneen smelter, æbletræerne bliver syge, og kilder tørrer ud. Alligevel har Nepal endnu ikke lagt en plan for tilpasning til klimaforandringerne. Hvorfor tager det så lang tid?

Af Navin Singh Khadka, Chandanath, Jumladistriktet, Nepal

Mere smeltevand – større sø. Satellitbillederne viser, hvordan stigninger i temperaturen og øgede mængder smeltevand har fået Imja Tsho-søen i Nepal til at vokse – fra 1962 (øverst tv.) til 2006 (nederst th.). Hvis søen brister, kan det ødelægge landsbyer og koste menneskeliv.
Ill.: AFP/Scanpix.

Tidligt om morgenen i en afsidesliggende bjerglandsby i det vestlige Nepal, gør den 35-årige husmor Satya Rokaya sig klar til at gå i skoven for at samle brænde og dyrefoder.

Hun sørger for, at hun har alt, hvad hun skal bruge: en segl til at høste græs, en lille økse til at hugge grene af træerne og en bambuskurv til at bære det hele hjem i. Er der noget, hun mangler? Ja! Hun skal huske en flaske vand.
– Uden den dør jeg af tørst, siger hun med et lille smil og putter den i kurven.

Indtil for et par år siden behøvede indbyggerne i Jumla-distriktet i det nordvestlige Nepal ikke at tage vandflasker med, når de skulle i skoven. Dengang var der masser af naturlige kilder og vandhuller i området, men i dag er de fleste af kilderne tørret ud.

Sneen forsvinder

Satya Rokaya klatrer op ad en bakke med en bjergboers adræthed, mens hendes mand, Lal Bahadur Rokaya, forklarer, at det indtil for ti år siden ikke var nemt at bevæge sig rundt i området i november, på vej ind i vinteren.

– På den her tid plejer der at være sne helt her op til, siger han og peger på sit bryst. Den eneste synlige sne nu er på det fjerne Kanjirova-bjerg, en af de velkendte Himalaya-toppe i regionen.

– Nu er det ved at blive så varmt, at vi næppe får sne at se. I stedet har vi fået myg, så man skulle tro, vi boede i et lavereliggende område, fortæller Lal Bahadur Rokaya, som bor i næsten 2.400 meters højde.

Andre lokale fortæller, at Nepals nationalfugl Himalaya-glansfasanen og vilde dyr som moskushjorten og blåfår ikke længere er til at få øje på i og omkring landsbyen Chandanath. De har bevæget sig opad på grund af temperaturstigninger.

I juni sidste år satte Jumla-distriktet varmerekord med 30,8 grader Celsius.

– Stigninger i temperaturen og mindre sne har skabt sygdomme i æbleplantagerne, og produktionen er faldet markant. Det samme gælder afgrøder i regionen, fortæller Dor Bahadur Raymajhi, medarbejder ved et af regeringens kontorer for landbrugsudvikling i Jumla-distriktet.

Nepal bliver varmere

De ændringer, der sker i landsbyen Chandanath i Jumla-distriktet, er eksempler på en tilsvarende udvikling over hele Nepal, som har oplevet en årlig temperaturstigning på 0,06 grad Celsius i de seneste tre årtier.

Der findes ingen videnskabelige beviser for, at stigningerne skyldes klimaforandringer. Kun i Himalaya-området er der foretaget jord- og satellitbaserede undersøgelser, og de fleste af dem tyder på, at mange gletsjere på alarmerende vis er begyndt at trække sig tilbage.

Forskere siger, at det skyldes, at gletsjerne smelter hurtigere. Smeltevandet fylder søer, som risikerer at briste, og strømmen kan rive huse og mennesker med sig. På lang sigt kan store floder, som modtager vand fra gletsjerne, tørre ud og påvirke millioner af mennesker i Sydasien.

Ingen plan for tilpasning

FN har sat klimaforandringerne højt på dagsordenen, og i henhold til FN-konventionen om klimaforandringer skal de mindst udviklede lande udarbejde nationale handlingsplaner for klimatilpasning, såkaldte NAPA’er.

Nepals problem er, at forberedelsen af NAPA’en blev forsinket i næsten tre år.

I begyndelsen var der uenighed mellem FN’s udviklingsprogram (UNDP), som skulle hjælpe med at forberede NAPA’en, og Global Environment Facility (GEF), som skulle bevilge pengene. Begge beskyldte hinanden for ineffektivitet i processen.

Efterfølgende kunne UNDP i næsten et år ikke hyre en konsulent til at hjælpe med at udarbejde planen med den begrundelse, at det ”trods store anstrengelser var svært at få konsulenter ind på markedet”.

”
Det er ved at blive så varmt, at vi næppe får sne at se. I stedet har vi fået myg, så man skulle tro, vi boede i et lavereliggende område.

Lal Bahadur Rokaya, indbygger i landsby i det vestlige Nepal

Foruroligende resultater

I dag siger embedsmænd i Nepals miljøministerium, at aftalen næsten er på plads, og at de er begyndt at indsamle oplysninger om klimaforandringernes virkninger på en række områder, herunder landbrug, skove, vandressourcer og sundhed.

– Selv om det ikke er videnskabelig forskning, så er de første resultater ganske foruroligende. Afgrøder og vandressourcer er blevet ramt, dyrearter har bevæget sig nordpå, og landbrug og befolkningens helbred er påvirket af stigende temperaturer, siger Purushottam Ghimire, Joint Secretary i Miljøministeriet.

Han mener, at planen kan være klar i juni næste år. Men selv hvis det sker, skal Nepal stadig overvinde en anden stor forhindring: Den internationale fond, der finansierer de mindst udviklede landes NAPA-projekter (LCDF).

Fond fattes penge

LDCF har alvorlige økonomiske problemer, og da alle de mindst udviklede lande skulle have del i pengene, blev der kun få til hver.

I september i år, otte år efter fondens oprettelse, offentliggjorde det danske udenrigsministerium en evaluering af den. Deri står, at kun ét projekt – i Bhutan – ud af i alt 426 prioriterede NAPA-projekter – var under gennemførelse med støtte fra fonden i maj i år. I dag er yderligere otte projekter i gang ifølge fondens egne oplysninger.

”Det lave antal godkendte projekter har medvirket til at give udviklingslandene en oplevelse af fonden, dens struktur og dens procedurer som bureaukratisk, langsommelig og uigennemskuelig,” står der i evalueringen, som også peger på behovet for en reform af fonden, hvis den for alvor skal spille en central rolle for u-landenes evne til at tackle klimaudfordringerne.

Om klimatopmødet i København vil ændre på alt dette er uvist. Indtil videre må de sårbare samfund i Nepal fortsætte med deres egne tilpasningsidéer. Som for eksempel Satya Rokaya i landsbyen Chandanath, der tager en flaske vand med ind i den skov, hvor kildevandet engang rislede overalt.

Navin Singh Khadka er journalist ved BBC Nepali Service.

Oversættelse: Mads Mariegaard.

EN MUR AF TRÆER TVÆRS OVER AFRIKA

Small is beautiful? Måske – men ikke i Afrika, hvor landene vil plante et 7.000 kilometer bredt træbælte hen over kontinentet for at stoppe ørkenspredningen.

Af Jeppe Villadsen

Hvis planerne om en ’grøn mur’ tværs over Afrika virkeliggøres, bliver det lettere for befolkningen at skaffe brænde. Foto: Mikkel Østergaard/Danida.

Det er måske verdens største og mest ambitiøse klimaprojekt, som den lille vestafrikanske stat Senegal har sat i gang.

’Afrikas Store Grønne Mur’ kalder de det 7.000 kilometer lange grønne bælte, der skal gå fra Dakar i vest til Djibouti i øst. Et levende grønt hegn, som vil strække sig hele vejen hen over det sydligste Sahara og undervejs krydse et dusin stater.

Det 15 kilometer brede bælte skal dæmme op for Saharas fortsatte vandring sydpå, der truer snesevis af millioner mennesker.

– Vi har store problemer, fordi græsset forsvinder på grund af tørke, erosion og overgræsning. Hvis vi lykkes med Den Grønne Mur, vil det få stor betydning for jordkvaliteten og dermed for kvæg, landbrug og mennesker, siger Serigne Mbodji, der er teknisk rådgiver i Agence Nationale de la Grande Muraile Verte, Senegals nyoprettede kontor, som koordinerer projektet.

Den Grønne Mur vil foruden træer og buske bestå af tusindvis af damme til opsamling af regnvand.
– Området bliver et produktionsbælte for hele Nordafrika. Vi planter træer til fremstilling af arabisk gummi. Senegal var engang Afrikas næststørste producent, men det er gået voldsomt nedad på grund af ørkendannelse, siger Serigne Mbodji.

Der skal også plantes tamarind-træer, hvis frugter kan bruges som lægemiddel, i mad og til juice, og akaju-træer, som blandt andet giver cashewnødder samt en lang række andre nytteplanter.
– Disse vækster er alle blevet foreslået af lokalbefolkningen. De kender planterne, kan få dem til at gro og har brug for dem.

Mur i museskridt

Endnu er Den Store Grønne Mur hverken stor eller en mur. Men stykker med grønt er begyndt at spire op.

Senegal er gået foran med at tilplante 5.300 hektar i 2008, og når i år yderligere 5.800 hektar. Lande som Mali og Nigeria er også begyndt, men ikke i samme skala og med samme systematik. Alle lande, som ’muren’ gennemskærer, har dog forpligtet sig på det gigantiske projekt, så i Senegal tror man på det, selvom det vil tage lang tid.

– Men indtil nu har vi kun nået en brøkdel af det enorme projekt. Med den nuværende fart vil det tage 82 år at afslutte det, men vi kan desværre ikke gå hurtigere frem med de ressourcer, vi har til rådighed, siger Serigne Mbodji, idet han henviser til, at alene Senegals del af muren løber op i 820.000 hektar.

Det er heller ikke småpenge, der skal til. En kilometer Grøn Mur koster i omegnen af fem millioner kroner, og hvert regnvandsbassin beløber sig til 700.000 kroner. Senegals præsident Abdoulaye Wade, projektets arkitekt og mest glødende tilhænger, opfordrede i september på FN’s årlige generalforsamling verdenssamfundet til at støtte projektet.

Men det kniber stadig med konkrete løfter. Senegal håber på at benytte klimatopmødet i København til at indgå aftaler med partnere om støtte. Projektet er også i spil i FN’s såkaldte CDM-system (Clean Development Mechanism), som Senegal satser på som hovedfinansieringskilde. CDM-projekter er klimaprojekter i lande, der ikke under Kyoto-protokollen er forpligtet til at reducere deres CO₂-udslip. De gennemføres i u-lande, hvor der på grund af manglende eller forældet teknologi ofte er mulighed for betydelige reduktioner. Langt de fleste CDM-projekter er dog indtil videre planlagt i industrialiserede u-lande som Kina, Indien og Brasilien.

’Lært af fejltagelser’

Der har tidligere været lignende store træplantningsprojekter i for eksempel Algeriet og Nigeria, men oftest med yderst begrænset langsigtet effekt, blandt andet fordi man har brugt fremmede træsorter og ikke i tilstrækkelig grad har inddraget lokalbefolkningen.

Det hidtil største projekt er – naturligvis – kinesisk. En 4.480 kilometer lang grøn mur langs udkanten af Gobi-ørkenen, som hvert år flytter sig fire kilometer nærmere Beijing og sender gult sand så langt væk som til USA. Også dette megaprojekt er dog blevet kritiseret for ikke at være et effektivt svar på problemerne skabt af overgræsning, intensiv dyrkning og ændringer i vejrmønstret.

Men er der ikke risiko for at det hele ender som en kæmpemæssig ’grøn elefant’? kunne man spørge.

– Vi forsøger at opsamle de bedste erfaringer fra hele Afrika og indarbejde det i projektet. Og til forskel fra tidligere forsøg er det ikke et lokalt projekt, men strækker sig over en hel region, siger Serigne Mbodji.

– Endelig er det lokale ejerskab helt afgørende. I tidligere projekter har man ignoreret lokalsamfundene og deres livsformer, og man har benyttet plantearter, som de lokale ikke kendte til. Hele nøglen til succes ligger i, at de lokale er engageret i projektet, siger Serigne Mbodji og uddyber:

– Hvert lokalområde skal være ansvarligt for hver deres lille del af muren. Desuden har vi i dag en langt bedre teknologi og viden om planternes vækstmønstre, for eksempel er det ekstremt vigtigt at benytte tørkeresistente planter, fordi det kun regner i korte perioder.

Jeppe Villadsen er bosat i Nairobi som Afrikakorrespondent for Kristeligt Dagblad.

Rejsen var støttet med midler fra Danidas Oplysningsbevilling.