THAILAND

DØDEN ER IKKE DEFINITIV

I december for fem år siden blev feriebyen Khao Lak i Thailand ramt af tsunamien fra Det Indiske Ocean, og tusindvis af lokale og turister blev skyllet i døden. Thaiernes buddhistiske tro hjælper dem videre.

Af Martin Axelsen, Khao Lak

Skilte på stranden markerer nu evakueringsruter i tilfælde af en ny tsunami. Foto: Martin Rosenauer/Scanpix.

Det er regntid, da Udvikling besøger Khao Lak, og rundt omkring på hotellerne er der fuld gang i forberedelserne, for turistsæsonen står for døren. Arbejdsmænd har travlt med at slå græs, pudse vinduer og fjerne kokosnødder fra palmerne, så turisterne på solvognene underneden ikke får dem i hovedet. Det er svært at forestille sig, at dette stille ferieområde, en times kørsel nord for turistbyen Phuket, for fem år siden var centrum for den største naturkatastrofe i Thailands historie.

Den danske konsul i Phuket, Kennerth B.R. Karlsson, oplevede tsunamien på tætteste hold. Han har set, at meget har ændret sig – ikke bare i Khao Lak, men i hele Thailand de seneste fem år.

– Helt konkret er thaierne blevet langt mere opmærksomme på, at de kan blive ramt en naturkatastrofe. Det har betydet, at der er blevet etableret et alarmcenter i landet, der skal koordinere indsatsen ved store katastrofer. Derudover er der nu lavet et identifikationssystem, som vi kender det fra Europa. Et af problemerne efter tsunamien var, at det var meget vanskeligt for redningsfolk og læger at fastslå identiteten på tilskadekomne og omkomne, fortæller Kennerth B. R. Karlsson.

Men tsunamien har i høj grad også forandret mentaliteten i landet.

– Thaierne er et meget selvstændigt og stolt folk, der helst vil være uafhængige af andre og på mange måder er sig selv nok, men det har tsunamien ændret på. Under katastrofen var Thailand nødt til at åbne sig for hjælp udefra, da landet ganske enkelt ikke selv var i stand til at løfte den kæmpeopgave, katastrofen var. Thaierne er derfor blevet mere åbne over for, hvad andre lande kan bidrage med. De er også blevet mere bevidste om at arbejde sammen med udenlandske hjælpeorganisationer og andre lande, hvis en ny naturkatastrofe skulle indtræffe, forklarer Kennerth B.R. Karlsson.

”
Thaierne har ikke samme behov for at sørge, som man for eksempel har i Vesten.

Dr. Sompoch Nipakanont, læge på Bangkok Hospital i Phuket.

Mistede far og fiskerbåd

Fiskerbyen Ban Nam Khem nord for Khao Lak var et af de hårdest ramte områder efter tsunamien. En af de berørte var den velhavende fisker Khun Maitree Jongkaijak på 35, der mistede både sin far og sin fiskerbåd.

Selvom det var et hårdt slag for ham, hans kone og deres to børn, var der andre familier i Ban Nam Khem, som var hårdere ramt. En af de mange nødhjælpsorganisationer, der deltog i genopbygningsarbejdet, spurgte Khun Maitree, om han ville være med til at få landsbyen på fode igen.

Nøgleperson i genopbygningen

– På en måde åbnede det mig nok lidt. Jeg havde ellers altid troet, at jeg skulle være rig og udvide min forretning. Men det gav mig nogle andre værdier i livet at være med til genopbygningsarbejdet.

Khun Maitree blev hurtigt en central person i genopbygningen af Ban Nam Khem, hvor han fungerede som kontaktperson og tovholder for en række af de organisationer og donorer, der skænkede penge til genopbygningen.

– I begyndelsen af hjælpearbejdet fik fiskerne udleveret penge til husleje, mad og andre fornødenheder, men ofte endte det med, at pengene blev brugt på andre ting. Derfor lavede vi et system, hvor de skulle komme med en kvittering eller en regning for at få penge, fortæller Khun Maitree.

Tid til familien

Under interviewet ringer Khun Maitrees mobiltelefon uafbrudt. Han har lige været i Bangkok for at tale på en konference om nødhjælp. Arbejdet med genopbygningen af Ban Nam Khem har gjort Khun Maitree til en efterspurgt herre, når der skal udbredes erfaringer om genopbygning efter katastrofer – blandt andet har han været i New Orleans for at hjælpe ofrene for orkanen Katarina i 2005. Det har givet ham et liv, der er meget anderledes, end han drømte om, da han var fisker og forretningsmand.

– Jeg lever et meget mere enkelt liv nu end før tsunamien, selvom jeg rejser mere end tidligere. Jeg har meget bedre tid til være sammen med min familie, hjælpe beboerne i landsbyen og til at slappe af, fortæller Khun Maitree.

– Særligt er jeg glad for, at jeg kan være en god rollemodel for mine døtre på syv og tolv år. Den ældste taler allerede om, at hun godt kunne tænke sig at blive læge, og det synes jeg er en god idé. Jeg har sagt til hende, at hvis hun vil det, synes jeg, hun skal have en lille klinik i landsbyen, så hun kan hjælpe indbyggerne, siger Khun Maitree.

Hospitalsvagt da tsunamien kom

Sompoch Nipakanont er læge på Bangkok Hospital i Phuket. Han havde vagten den morgen, da tsunamien ramte kysten i Khao Lak og Phuket i det overvejende buddhistiske land.

Mange af de omkomne under tsunamien var svenskere, og efter katastrofen søgte en stor del af de overlevende og efterladte trøst og lindring på hospitalet, hvor de blandt andet fik tilbudt psykologhjælp, ligesom der her hvert år siden tsunamien er blevet holdt en mindehøjtidelighed for de efterladte. Men ikke for thaierne.

– Thaierne har ikke samme behov for at sørge, som man for eksempel har i Vesten. De var selvfølgelig også dybt berørte af katastrofen, men deres stærke tro på, at de døde er taget til en bedre verden, og at der var en mening med katastrofen, får dem til i langt højere grad at acceptere katastrofen og lægge den bag sig, forklarer Sompoch Nipakanont.

– Følgevirkningerne af tsunamien var langt større for eksempelvis svenskerne, hvor en del af de efterladte og overlevende fik depressioner og i lang tid efter katastrofen måtte tale med en psykolog. Blandt thaierne så vi ingen depressioner, men en stærk tro på, at der var en mening med, at katastrofen skulle ske, fortæller Sompoch Nipakanont.

– Det ligger i den thailandske mentalitet og religion, at døden ikke er noget definitivt, men en form for overgang til en bedre verden, og det er i den tro, at thaierne fandt ro og styrke til at komme videre i livet, forklarer Sompoch Nipakanont.

Martin Axelsen er freelancejournalist.

Thaierne har ikke samme behov for at sørge, som man for eksempel har i Vesten.