GRÆNSELAND

HJÆLPEN ER NÆR

Den danske nærområdeindsats gør det muligt at hjælpe både flygtninge og værtsbefolkning, fortæller Betina Gollander på den danske ambassade i Nairobi.

Tekst og foto: Jan Kjær, Nairobi

Overalt går mørkklædte sikkerhedsfolk rundt. Tasken gennemsøges. Aftalens ægthed tjekkes. Et fotoforbud gentages fem gange inden for få minutter, og på de høje mure hænger skilte med samme påbud.

Jo, Danmarks nye ambassade langt uden for Nairobis centrum er velbevogtet, for Kenya og ikke mindst hovedstaden har gentagne gange været udsat for terrorangreb – mest kendt er nok bombningen af den amerikanske ambassade. Med nabolandet Somalia i kaos og en ustabil situation generelt på Afrikas Horn har fundamentalistiske og antivestlige kræfter fundet gode gemmesteder i regionen. Indenfor i det nærmest Karen Blixen-agtige gamle store hus med pejs i receptionen tager programkoordinator Betina Gollander – der sidder med Somalia og nærområdeindsatsen på ambassaden – imod.

Unikt instrument

– Vi har en helt unik chance. De andre donorer har nemlig ikke et samlet instrument, som Danmark er i besiddelse af, siger Betina Gollander under træernes svale skygger i haven.

Instrumentet hedder nærområdeindsats, hvis formål er at gøre tilværelsen lettere for flygtninge, internt fordrevne, hjemvendte flygtninge og værtsbefolkningen – dem, der tager imod flygtningene

– Andre donorer har almindeligvis adskilt den langvarige bistand fra flygtningeindsatsen. Det betyder, at konflikten mellem værtsbefolkning og flygtningene ofte helt overses, fortæller Betina Gollander.

Værtsbefolkningens specielle udfordringer ligger nemlig ofte ikke inden for prioriteringerne i de traditionelle landeprogrammer. Den danske nærområdeindsats er ekstra midler og tages ikke fra landeprogramsamarbejdet med Kenya, men er derimod fra den humanitære kasse, hvor aktiviteterne ligger i ’grå-zonen’ mellem det humanitære og udviklingsorienterede.

I en erkendelse af, at flygtningestrømme går på tværs af grænser, er nærområdemidler heller ikke begrænset til et enkelt samarbejdsland.

– Det handler ikke kun om Kenya. Vi må se i øjnene, at den massive flygtningestrøm fra konflikten i eksempelvis Somalia ikke kan begrænses inden for landet, men går på tværs af grænser – med omfattende regionale konsekvenser for nabolande som Kenya, der

 huser tæt på 320.000 somaliske flygtninge. Derfor forsøger vi som noget nyt at anlægge et regionalt perspektiv i vores program, fortsætter Betina Gollander.

Provokerende

Det er ikke overraskende, at forholdet mellem værtsbefolkning og flygtninge ofte er spændingsfyldt. Det er faktisk en af grundene til, programmet i Kenya har set dagens lys.

– Det er klart, at værtsbefolkningen bliver provokeret, når de ser fem ambulancer køre rundt og servicere de tre flygtningelejre ved Dadaab, mens værtsbefolkningen selv ikke har haft en eneste ambulance i hele distriktet siden 2008, hvor den sidste brød sammen, og den kenyanske regering havde ikke råd til reservedelene. Den slags ulighed skaber utilfredshed og konflikt, forklarer Betina Gollander.

Derfor går den danske støtte både til flygtningene i lejrene og lokalbefolkningen udenom. Dansk Røde Kors samarbejder med Kenyas Røde Kors og lokale sundhedsmyndigheder om at forbedre sundhedstilstanden blandt værtsbefolkningen omkring lejrene, og Dansk Flygtningehjælp arbejder på at fremme selvforsørgelse blandt både flygtninge og værtsbefolkningen.

Men situationen omkring de tre flygtningelejre i Dadaab er meget kompleks, erkender Betina Gollander. De internationale hjælpeorganisationer, flygtningene og værtsbefolkningen ser ikke altid ens på tingene.

– Der florerer mange anekdoter derude, og det er svært at finde ud af, hvad man skal tro på, siger Betina Gollander.

Ambassaden i Nairobi vil derfor have fakta på bordet og er netop nu ved at indhente tilbud på en konsulentopgave, der skal klarlægge flygtningelejrenes miljømæssige og social-økonomiske indvirkning på lokalområdet Dadaab. Det er en nyskabelse.

– Så vidt jeg kan se, har ingen før lavet noget lignende, fortæller Betina Gollander.

VÆRTERNE HAR DET VÆRST

Ved Dadaab i Kenya kæmper 300.000 somaliske flygtninge i tre af verdens største lejre med lokalbefolkningen om de sparsomme ressourcer.

Tekst og foto: Jan Kjær, Dadaab

Formanden spytter galde. Han er rigtig vred.

– Jeg er træt af hvide folk som dig, der hele tiden dukker op med notesblok, stiller spørgsmål og skriver vore svar ned. Vi ønsker handling! siger Sadik Odawa med eftertryk.

Klanrådet i Dadaab er samlet i den lille distriktsbygning, og diskussionen drejer sig om én ting: det spændte forhold mellem de tre store flygtningelejre og de lokale.

Budskabet er klart: Flygtningene løber med næsten al hjælp, og de lokale bliver stadig fattigere.

”
Jeg er træt af hvide folk som dig, der hele tiden dukker op med notesblok.

Sadik Odawa, klanrådet i Dadaab.

20 års befolkningseksplosion

De lokale er kenyanske somali-folk, og flygtningene er for 95 pct. vedkommende somaliere, selvom der også er sydsudanesere og etiopere i Dadaab-lejrene. På trods af slægtskabet er konflikterne til at tage og føle på – den handler om ressourcer.

Knap 300.000 flygtninge bor for tiden i de tre flygtningelejre Ifo, Hagadera og Dagahaley ca. 100 km fra den somaliske grænse. Det første store flygtningetræk kom under borgerkrigen i Somalia i 1991, og mange af dem er blevet i lejrene lige siden.

I begyndelsen af 90’erne boede der kun 70.000 beboere i området ved Dadaab. Idag udgør de fastboende 200.000 af de i alt 500.000 mennesker. Det er mere end en syv-dobling af befolkningstallet på 20 år – og der kommer flere. Under den eskalerende konflikt krydser hundredvis af nye flygtninge over grænsen hver uge og tropper op nær Dadaab. De mange mennesker sætter naturressourcerne under kraftigt pres i et allerede udpint område.

Fra nomader til nødhjælpsmodtagere

Ragelse, papir og plastik ligger i store dynger foran de små blikskure ved den hullede vej igennem Dadaab-distriktet i Kenyas nordøstlige provins, en af landets fattigste. Her er børnedødeligheden høj, og uddannelsesniveauet lavt. De lokale føler sig forbigået af Kenyas regeringer og statsledere gennem tiden, lige fra landets første præsident Kenyatta, over Moi til den nuværende Kabaki.

– Nu har vi fået flygtningeproblemet oveni, konstaterer Sadik Odawa fra klanrådet.

Den enorme internationale indsats rettet mod de 300.000 flygtninge i lejrene er synlig overalt. Hjælpeorganisationernes firhjulstrækkere og lastbiler med fødevarehjælp drøner forbi, og de små runde hytter i landsbyerne er tætnet med materialer mærket UNHCR eller WFP med store bogstaver.

Men flygtningene er ikke den eneste store udfordring for Dadaab og omegn. Overalt i Kenya har regnmængderne været stærkt svindende de senere år. Disse klimaændringer gør store områder af Kenya svære at opdyrke og uegnede til husdyrhold.

Den første store flygtningestrøm i 1991 faldt sammen med en omfattende tørke, der slog de store kvægflokke ihjel. Før 1991 var vegetationen fin med hele 58 græsarter i området, hvor giraffer og antiloper vandrede omkring. Dengang var lokalbefolkningen kvægnomader.

– Vi sørgede for, at der var nok græs, indtil regnen kom. Kvæget måtte kun græsse på bestemte områder. Alt det er ødelagt nu, fortæller 63-årige Derow Abdow og konstaterer, at der kun er få græsarter tilbage.

Hjælpen går kun til lejrene

I dag er de lokale fastboende, og mange har kun fødevarehjælpen at overleve på. Når regnen endelig kommer, er der ikke nok bevoksning til, at vandet kan sive ned. Det løber bare af jorden.

– Området er ved at blive en ørken, siger Derow Abdow.

De ældre i Dadaab-området har erkendt, at tiden med de store kvægflokke er endeligt forbi.

– Vi bliver nødt til at ændre livsform, konstaterer Derow Abdow.

Harmen hos de lokale er stor over den glemsel, de lever i. De er trætte af, at hjælpen hovedsagelig går til lejrene.

– Vi har det værre end flygtningene, siger Sadik Odawa.

Problemet for Dadaabs fastboende er, at flygtningeområdet er reguleret efter internationale standarder, der klart beskriver, hvor mange brønde, skoler og latriner, der skal være. De lokale kenyanske fattige har ikke sådanne standarder at læne sig op ad. Men til syvende og sidst er det donorernes valg, hvem hjælpen skal gå til – og her er der mere ’dagsorden’ i flygtninge end i fastboende fattige.

Kamp om ressourcerne

Dansk Røde Kors er med et Danida-støttet sundhedsprogram en af de få donorer, der også arbejder blandt værtsbefolkningen.

– Det er næsten ubeskriveligt fattigt, og situationen hos værtsbefolkningen kan næsten virke helt håbløs, siger Søren Hougaard, leder af Dansk Røde Kors’ arbejde i Østafrika og på Afrikas Horn. Alligevel er han – ikke overraskende – sikker på, at indsatsen er vigtig.

– Vi er med til at give de lokale menneskelig værdighed og muligheder for bedre at forsørge sig selv og deres familie. På den måde kan de være med til at tage et medansvar for udviklingen.

Kampen om de sparsomme ressourcer i området er hård. I hver af lejrene har de internationale hjælpeorganisationer boret dybe brønde for at skaffe vand til flygtningene. Det bekymrer.

– Vi er afhængige af vand, og vi aner ikke, hvor meget der bruges. Vi ønsker, at grundvandsstanden bliver målt, siger Derow Abdow.

Bekymringen gælder også træer, buske og græsningsarealer.

– Prøv i lejrene at kigge på deres æselkærrer – eller deres huse. De er bygget af materialer fra vores naturressourcer, fortsætter formanden Sadik Odawa.

Og han har ret. I Ifod-lejren – tæt på maduddelingspladsen, hvor FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) to gange om måneden fordeler rationer til lejren – bærer en mand et tungt læs af friskafskårne lange grene på skuldrene. Ved registreringskontoret kommer drengen Mahmoud fra 5. klasse, der har været ude i bushen og hente et bundt grønt græs til familiens to geder. Har flygtningene større gedeflokke, kan de for 1,40 kr. pr. dyr om måneden få dem passet af hyrder i det flade land omkring Dadaab.

Det kunne være os

Der er eksamen i lejren. De ranke gymnasiestuderende i deres fine hvide skjorter og mørkeblå bukser er snakkesalige. De har boet hele deres liv i flygtningelejren, og der er ikke udsigt til, at de kan vende tilbage til et Somalia, de aldrig har set. Måske er de blandt de få, der slipper ud til Canada eller USA, som en gang imellem aftager tusinder.

De fastboende i Dadaab-området konstaterer også, at flygtningene allerede har været i området i knap 20 år.

– Men hvad med de næste 20 år? spørger en af de ældre i Dadaab.

De har deres egne forslag til løsninger og handling. Lejrene skal hegnes ind, og der skal være loft på antallet af flygtninge. Desuden må FN’s Flygtningehøjkommissariat og det internationale samfund arbejde hårdt på at genskabe et bæredygtigt miljø i området.

– Vi siger ikke, at flygtningene er dårlige mennesker, for vi kunne jo også selv pludseligt ende på flugt. Bare se, hvad der skete efter sidste valg her i Kenya, slutter formanden Sadik Odawa.

I den lille by Dadaab brændes endnu et lille bundt plastik af i de dybe huller i vejen, mens de internationale hjælpeorganisationers firhjulstrækkere drøner forbi – mest med hjælp til andre.

Jan Kjær er journalist og konsulent.

MED FATUMA PÅ SHOPPING I FLYGTNINGELEJREN

Priserne er lave og udbuddet enormt i flygtninge-indkøbsmekkaet Hagadera.

Tekst og foto: Jan Kjær, Dadaab

Sparet er tjent! Fatuma sparer en tredjedel ved at købe et nyt trækulskomfur på flygtningelejrens handelsstrøg ’Dubai’.

Dubai. Det er kælenavnet for Hagadera-flygtningelejren i Kenya 100 kilometer fra den somaliske grænse.

Der er nemlig – som i shopping-mekkaet Dubai – gang i business langs lejrens hullede og støvede veje strøet til med plastikaffald. Nyd en iskold cola i restauranterne, mens fodboldkampe ruller over fjernsynsskærmene, eller knips et billede i den lille fotobiks ’Best Friend’.

I skur efter skur i forretningsgaderne fristes med symaskiner, sko, tøj, tekstiler, fladskærme og alskens elektronik.

I sin lange blomstrede klædedragt, hvor kun ansigtet titter frem, stiger 25-årige Fatuma – der bor nær provinshovedstaden Garissa 120 kilometer væk – ud af firhjulstrækkeren og forsvinder ind bag en knirkende blå blikdør. Få minutter senere vender hun tilbage med dagens knaldtilbud: et lille trækulskomfur.

Jeg har sparet omkring 200 kenyanske shillings, fortæller en glad Fatuma, der har en handelsskoleuddannelse i business administration og arbejder for det Dansk Røde Korsstøttede sundhedsprojekt i området nær Dadaab som frivillig i administrationen.

Grænsen mellem Kenya og Somalia har formelt været lukket siden 2007, men det er ingen hindring. Små og store busser pendler mellem flygtningelejrene og grænsen, og derfra er det ingen sag at finde ubevogtede smuthuller i de øde områder langs den 700 kilometer lange grænse. På den anden side går der handelsruter til havnen i Mogadishu, hovedstaden i kaotiske Somalia, hvorfra størsteparten af varerne i ’Dubai’ stammer.

Sparer en tredjedel

300.000 flygtninge er det vigtigste kundegrundlag for det driftige forretningsliv i Hagadera og de to andre lejre tæt på Dadaab. Mange af flygtningene får penge sendt fra slægtninge inde i Somalia eller fra de store diasporasamfund i USA, Europa og den arabiske verden.

Men også værtsbefolkningen har fundet ’Dubai’-indkøbsmekkaet.

– Vi tager ofte på indkøb i flygtningelejrene, for der er langt flere varer at få end i Dadaab, fortæller Sadik Odawa fra klanrådet. For en gammel stolt nomade gør det ondt at fortælle, at også kvægmarkedet er rykket fra den lille distriktsby ud i flygtningelejrene.

Fatuma kunne spare en tredjedel ved at købe trækulskomfuret i ’Dubai’. Det svarer til ca. 14 danske kroner. Den unge kvinde bor med sine ni mindre søskende og sine forældre i en lille hytte omkranset af et hegn af kviste. Hun skal brødføde dem alle sammen, så hun har brug for at tænke økonomisk.