AKTUELT

BISTAND MOD BOMBER

Danmark mere end tredobler sin udviklingsbistand til Pakistan som led i bekæmpelsen af terror. Men bistanden bliver svær at give.

Af Keld Broksø

Politifolk gennemsøger området uden for Pearl Continental Hotel i Peshawar, hvor en bombe i en lastbil 10. juni i år dræbte fem personer, herunder en FN-arbejder. Foto: Adrees Latif/Reuters/Scanpix.

Danmark øger nu bistanden til Pakistan fra 40 mio. kr. til 140 mio. kr. fra 2009 til 2012 med terrorforebyggelse som det klare sigte.

Den største enkelte kanal for støtten fra Danmark er FN’s børnefond Unicef, der til næste år vil modtage 60 mio. kr. til genopbygning af 473 ødelagte skoler. Men Unicef ved, at det bliver svært at bruge pengene på grund af selvsamme terror, som bistanden skal bidrage til at dæmme op for.

Pakistan har haft 3.000 terrorangreb siden 2008, og langt de fleste har Taliban taget ansvaret for. Danskerne husker 2. juni 2008, hvor seks blev dræbt på ambassaden i Islamabad.

Og 9. juni eksploderede en bombe foran Pearl Continental Hotel i byen Peshawar i det nordlige Pakistan. 16 døde, og 56 blev såret.

En af de omkomne, filippinsk-fødte Perseveranda So, var en Unicef-medarbejder, der netop arbejdede med genopbygning af skoler, som den nye bistand retter sig mod. Hun havde arbejdet for Unicef siden 1994. Generalsekretær for Unicef Danmark, Steen Andersen, fæster alligevel lid til bistanden.

– Vi har de lokale medarbejdere og ekspertisen. Men vender krigslykken, og Taliban genvinder terræn, så er der risiko for, at vi må trække os ud, siger han.

Mål: Udvikling og stabilitet

Målet med den øgede danske bistand er udvikling og stabilitet, især i områderne ved grænsen til Afghanistan.

Steen Andersen vil ikke kommentere, om det er i orden at bruge pengene sådan, når de tages fra programmer i andre fattige lande.

– Vi må respektere regeringens ret til at prioritere, siger Steen Andersen, som til gengæld forholder sig til, om det nytter at bruge bistand mod terror.

– Det er et led på vejen. Vi skal gøre det, fordi børn har ret til at komme i skole. Det er perfekt, hvis det også kan medvirke til demokrati og terrorbekæmpelse, siger han.

Den mangedoblede bistand går til en ny multidonorfond, som skal sikre hurtig, koordineret udvikling. Fonden administreres af Verdensbanken, og modtager fra Danmark i 2009 15 mio. kr. i katastrofebistand til internt fordrevne.

Penge – et motiv for at kæmpe

– Demokrati og bæredygtig udvikling er på længere sigt den eneste vej til at sikre et stabilt og terrorfrit Pakistan, fastslår udviklingsminister Ulla Tørnæs i forbindelse med bevillingen, der skal medvirke til, at internt fordrevne ikke danner grundlag for Talibans rekruttering.

– Støtten hjælper som terrorbekæmpelse, bekræfter Mona Kanwal Sheikh, der forsker i pakistansk Taliban som ph.d.-studerende ved Københavns Universitet. Hun er cand.scient. pol. med speciale i radikal islamisme og international sikkerhed.

– Det er selvfølgelig svært, men mange pakistanske unge knytter sig til Taliban af økonomiske årsager – om end ikke dem alle. De får penge for at kæmpe, og deres familier får gunstige betingelser, hvis de bliver martyrer. Det er en stor faktor for mobiliseringen. Genopbygning af skoler kan sammen med katastrofehjælp modarbejde rekrutteringen, siger Mona Kanwal Sheikh.

Men hun kommer med en advarsel, for man kan spørge, om det giver mening at bruge udviklingsmidler, når Pakistan har atomvåben, et kæmpe militær og en elendig fordelingspolitik.

– Der skal være stor kontrol med, at pengene går dertil, hvor de skal, siger Mona Kanwal Sheikh. Hun mener, at multidonorfonden kan hjælpe med til det.

– Selvom der er en stor militærmaskine, giver udviklingsbistand mening. Pakistan har altid brugt ressourcerne sådan, fordi hæren er en kæmpe magtfaktor, og fordi der altid har været problemer med regeringerne. Hvis vi vil forebygge mere mobilisering hos Taliban, så er u-landsbistand et af midlerne, mener Mona Kanwal Sheikh.

Keld Broksø er freelancejournalist med speciale i Pakistan og Afghanistan.

NYT TREKLØVER I SPIDSEN FOR EU’S BISTAND

EU splitter posten som udviklingskommissær op i to, der begge underordnes den nye udenrigsrepræsentant. Gavnligt for udviklingspolitikken, vurderer eksperter.

Af Kalika Bro-Jørgensen, Bruxelles

Trods flere måneders intensive spekulationer om den kommende kommissærkabale kom kommissionsformand Jose Manuel Barrosos endelige bud på en udviklingskommissær bag på de fleste.

Den 27. november pegede han på lettiske Andris Piebalgs, hvilket nærmer sig en decideret degradering af den tidligere energikommissær, især fordi områderne humanitær bistand og nødhjælp fremover fravristes posten, og begge nye kommissærer bliver underordnet EU’s nye udenrigsrepræsentant.
– Piebalgs er den eneste siddende kommissær, der ikke står til at blive endda klækkeligt forfremmet, vurderer Antonio Missiroli, forskningschef ved tænketanken European Policy Center i Bruxelles.

52-årige Piebalgs har en universitetsgrad i fysik og begyndte sit arbejdsliv som gymnasielærer. Efter murens fald blev han først undervisningsminister og få år senere finansminister. I 1995 skiftede han spor til diplomatiet som Letlands ambassadør til først Estland, senere EU. Da Letland blev medlem af EU, blev Piebalgs kabinetschef for landets første kommissær, Sandra Kalniete, og i 2004 blev han selv energikommissær.

Effektiv administrator

Den tidligere kommunist var efter murens fald medstifter af centrum-højrepartiet Latvijas Celš. I EU forbindes han med det pan -europæiske konservative parti EPP. Han er nok mere EU’s mand end udviklingens, men har dog som energikommissær beskæftiget sig med Afrika og energiens betydning for udvikling.

– Piebalgs er vellidt og har et rigtig godt ry. Han minder om Poul Nielsson (dansk EU-udviklingskommissær 1999-2004, red.) – en meget klog og effektiv administrator. Han kender spillet i kommissionen og har et stort netværk, siger Simon Drewsen Holmberg, leder af Det Danske Kulturinstitut i Riga.

Bulgarsk ansvar for nødhjælp

Flere havde nok sat deres sparepenge på Bulgariens udenrigsminister Rumiana Jeleva som udviklingskommissær, men hun må nøjes med humanitær bistand og nødhjælp.

Øverstbefalende for de to bliver EU’s nye udenrigsrepræsentant – efter al sandsynlighed britiske Catherine Ashton, der blev udpeget til posten 19. november. Hvilke beføjelser hun skal have over udviklingsområdet, er endnu langt fra at være defineret. Det ender sandsynligvis med, at hun tager ansvaret for den strategiske politik, mens kommissærerne sidder tilbage med den praktiske udførelse.

Eventuelle uenigheder – også i embedsværket – vil formentlig centrere sig omkring, hvor politiseret EU’s udviklingshjælp må blive.

– Traditionelt skeler EU’s udviklingspolitik ikke til, hvilken regering der sidder på magten. Under udenrigsrepræsentanten må man forvente en mere politiseret tilgang. EU’s udenrigstjeneste vil ikke kunne ignorere brud på menneskerettigheder og dårlig regeringsførelse generelt, siger Antonio Missiroli.

Stærke EU-tilhængere

I danske NGO-kredse bifaldes den nye struktur. At begge kommissærer er fra nye medlemslande uden synderlig udviklingspolitisk tradition giver derimod anledning til større bekymring.

– Spørgsmålet er, om de nye kommissærer er stærke nok til at slå i bordet og få EU’s medlemslande til at leve op til de løfter, de har givet, siger Rina Valeur Rasmussen, sekretariatsleder for den danske EU-NGO platform, der er 14 danske udviklings- og nødhjælpsorganisationers fælles forum for EU-samarbejde.

Den bekymring, mener Simon Drewsen Holmberg, er overvurderet.

– Det er rigtigt, at Letland ikke har den store tradition for udviklingshjælp. Det begyndte faktisk først efter Piebalgs flyttede fra landet, med noget støtte til demokratiets fremme i andre tidligere sovjetstater. Så han kan måske få svært ved at finde mange letter til sit kabinet, men derudover vil jeg mene, at han har styrken til at løfte opgaven, siger Simon Drewsen Holmberg.

Nicu Popescu, seniorforsker med speciale i EU’s udvidelse ved tænketanken European Council on Foreign Relations, vurderer derimod, at det kan blive en fordel, at kommissærerne kommer fra lande, der har i nyere tid har gennemgået dybe reformer og bekæmpet korruption.

– Og så skal man huske på, at de begge er kendt for at være stærke EU-tilhængere, hvilket på mange måder gør dem til bedre kommissærer end visse andre, der bruger posten til at lave lobbyarbejde for deres hjemland, siger Nicu Popescu.

I begyndelsen af det nye år skal kommissærkandidaterne bestå både høringer og afstemning i Europa-Parlamentet, hvorefter en afstemning om Barrosos samlede forslag til en kommission sandsynligvis kommer på dagsordenen i slutningen af januar.

Når kommissærerne er vedtaget, mangler kun den officielle udnævnelse i Det Europæiske Råd, før de nye kommissærer kan komme i sving. Den kommende kommissions mandat løber frem til 31. oktober 2014.

Kalika Bro-Jørgensen er freelancejournalist bosat i Bruxelles.

FN’S TORTURKONVENTION FYLDER 25 ÅR

FN’s Menneskerettighedsdag 10. december bruges i år tillige til at markere 25-året for vedtagelsen af ’FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf’ – i daglig tale Torturkonvention. Konventionen har været en mærkesag for skiftende danske regeringer. Forebyggelse af tortur og rehabilitering af torturofre har således været en integreret del af dansk udviklingspolitik i mange år. Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København har i samarbejde med partnere verden over stået for en stor del af arbejdet med at rehabilitere torturofre og forebygge tortur. Centrets blad RCT NYT udkommer i anledning af konventionens 25-års fødselsdag med særligt indstik.

/sk

NY KANDIDATGRAD I AGROØKOLOGI OG SMÅBRUG

Nu starter en ny kandidatuddannelse i agroøkologi (videnskaben om anvendelse af økologiske principper til at designe og anvende bæredygtige fødevaresystemer) med fokus på småbønder. Den gennemføres på Sveriges Landbrugsuniversitet ved fakultetet i Alnarp, som ligger i udkanten af Malmö. Den to-årige kandidatuddannelse (Master) gennemføres i samarbejde med universiteter i Etiopien og Uganda. Uddannelsen, der vil få et optag på 30, henvender sig til såvel natur- som samfundsfaglige studerende, som gerne vil arbejde med udvikling eller forskning til støtte for småbrug i u-landene. Uddannelsen bygger i høj grad på at overføre erfaringer og metoder fra økologisk landbrug i Norden til det tropiske landbrug. Mere på http://www.utbildning.slu.se.

/sk

AFRIKANSK REKORD I FLY-ULYKKER

Kun fire procent af verdens flyvning, men en tredjedel af alle registrerede flyulykker, finder sted i Afrika. Myndighederne fra flere afrikanske lande vil derfor mødes for at forbedre flysikkerheden, skriver nyhedsbureauet AP. Den høje ulykkesrate i Afrika skyldes, at den afrikanske flyflåde generelt er ret ringe, og det langtfra er alle selskaber og lande, der har råd til at holde flyene, ofte ældre sovjetiske modeller, i forsvarlig sikkerhedsmæssig stand. Landenes dårlige infrastruktur kan desuden betyde, at det er svært at få hjælp frem i tide, når ulykken er sket. DR Congo har haft flere flystyrt med dødelig udgang end noget andet land i Afrika. Her er talt flere end 20 i de seneste 13 år, oplyser Aviation Safety Network, som arbejder for bedre flysikkerhed i Afrika.

/sk

MARIBO BRYGHUS PÅ VEJ TIL BOLIVIA I LØSDELE

Det er mange måneder siden, at Maribo Bryghus på Lolland sendte sin sidste lokalt producerede pilsner ud til kunderne. Bryg geri -gruppen valgte at lukke aktiviteterne i Maribo, og både ejendomme, grund og inventar blev overtaget af en lokal investorgruppe. Nu får bryghuset nyt liv – i Sydamerika, skriver lokalavisen Folketidende. Via en tysk agent har en køber i Bolivia overtaget alt resterende udstyr fra bryghuset. Det vil sige selve det gamle brygværk i den gamle bygning, tappekolonnerne i de nye haller og resterende tanke på området. Alt sammen er ved at blive pillet ned, styk for styk og mærket, sådan at man kan gentage processen i den modsatte rækkefølge, når det hele ankommer i smådele fra det flade Lolland og til Andes-landet Bolivia.

/sk

KRISERAMT HONDURAS SPLITTER VERDEN

Med landets afsatte præsident Zelaya i eksil valgte honduranerne deres næste præsident. Det internationale samfund er delt i spørgsmålet om anerkendelse af landets kommende regering.

Tekst og foto: Jesper Løvenbalk Hansen, Tegucigalpa

I månederne op til valget i Honduras 29. november i år har honduranerne gentagende gange demonstreret mod manglende ytringsfrihed og myndighedernes lukning af kritiske medier.

Da honduranerne 29. november i år gik til stemmeurnerne og valgte den konservative Porfirio Lobo Sosa til præsident, var stemningen mærket af fem måneders militærkup.

Overgreb på politiske modstandere, ubegrundede anholdelser og lukning af kritiske medier har været en del af valgkampen, og en lang række af de mest kup-kritiske politikere har trukket sig. De opfordrede til boykot af valget, og det samme gjorde den afsatte præsident Manuel Zelaya.

– Der er ikke noget valg, for der er ikke nogen legitime myndigheder. Derfor bør ingen anerkende denne farce, sagde Zelaya fra den brasilianske ambassade i landets hovedstad, Tegucigalpa, hvor ekspræsidenten har siddet i husarrest, siden han 21. september i år blev smuglet ind i landet efter at have været tvangsdeporteret.

Alligevel valgte et sted mellem 45 og 65 procent af honduranerne at stemme, og det var rigeligt for de honduranske de facto-myndigheder, som dermed kunne ane en vej ud af krisen.

Ud af isolation

Honduras har befundet sig i en dyb krise, siden landets militær, kongres og højesteret 28. juni i år afsatte landets folkevalgte præsident Manuel Zelaya og satte ham på et fly til Costa Rica.

Få dage efter kuppet valgte det internationale samfund at isolere det lille mellemamerikanske land. Lån og udviklingsbistand blev indefrosset, diplomatiske forbindelser afbrudt og Honduras blev enstemmigt ekskluderet fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS). Fra hele verden lød det ”ufravigelige krav”, som blandt andre USA’s udenrigsminister Hillary Clinton formulerede det, at Manuel Zelaya skulle genindsættes i sit præsidentembede og den demokratiske orden genetableres.

Det er ikke sket, tværtimod. Mere end fem måneder efter kuppet står det klart, at Manuel Zelaya ikke vil blive genindsat som præsident.

Med tiden har en række lande trukket de ufravigelige krav tilbage. Først meddelte USA’s regering, at den ville anerkende resultatet af valget i Honduras. Og med USA fulgte Mexico, Panama, Colombia, Peru og Canada, der alle forud for valget blåstemplede det kommende resultat og dermed en kommende regering.

Og kort efter meddelte Costa Ricas præsident og det internationale samfunds mægler i den honduranske konflikt, Oscar Arias, at han og Costa Rica også ville anerkende resultatet af valget. Det er ellers præsident Arias, som har opstillet og forhandlet den politiske aftale mellem de facto-myndighederne og Manuel Zelaya, hvor et af de vigtigste punkter var, at Zelaya skulle genindsættes som præsident forud for enhver politisk anerkendelse af Honduras.

Men rationalet for at anerkende det honduranske valg var, at ”et valg er den eneste vej ud af den politiske krise”, som Oscar Arias sagde i sin begrundelse.

”
Den ideologiske kløft, som skærer ned gennem de amerikanske kontinenter, er blevet markant dybere med konflikten i Honduras.

Honduras deler vandene

Efter valget – der af de fleste valgobservatører blev betegnet som fredeligt og rimeligt gennemsigtigt – fulgte EU-landene med en åbning. I en fælles erklæring fra Bruxelles, som Danmark støtter, lød det, at ”valget er et første skridt i en rigtig retning”.

Men spillet om Honduras er ikke slut. Den ideologiske kløft, som skærer ned gennem de amerikanske kontinenter, er blevet markant dybere med konflikten i Honduras.

Venezuela, Cuba, Bolivia, Nicaragua og Ecuador, samlet i den alternative samarbejdsorganisation ALBA, tager skarpt afstand fra både Honduras’ nuværende myndigheder og den kommende præsident Porfirio Lobo Sosa, der efter planen indtager præsidentembedet 27. januar 2010.

Argentina, Brasilien, Guatemala og Paraguay nægter ligeledes at anerkende en kommende politisk administration i Honduras. Fra alle landene lyder, at de umuligt kan acceptere resultatet af et valg, som er foregået under de givne forhold. Det ville være ”hvidvaskning af et militærkup”, siger Brasiliens præsident Lula da Silva.

Ved redaktionens afslutning var den endelige stemmedeltagelse i det honduranske valg 29. november ikke kendt.

Jesper Løvenbalk Hansen er Latinamerika-korrespondent for dagbladet Information og bosat i Honduras.

FÆRRE SMITTES MED HIV

Antallet af nye hiv-infektioner er faldet markant de seneste 12 år, viser ny rapport. Forebyggelsen har virket, siger FN.

Af Mads Mariegaard

Bekæmpelsen af hiv/aids i lavindkomstlandene ser ud til at have effekt, viser en ny rapport, som FN’s Aids-Program (UNAIDS) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udgav sidst i november op til FN’s aids-dag 1. december.

I rapporten står, at omkring 2,7 millioner mennesker blev smittet med hiv i 2008, hvilket er cirka 800.000 færre tilfælde end 12 år tidligere.

– Vi har bevis for, at faldet i hvert fald delvist skyldes hiv-forebyggelse, sagde UNAIDS-direktør Michel Sidibé ved rapportens offentliggørelse i Genève.

Fokusér på udsatte grupper

Forebyggelse står også centralt i Danmarks aids-indsats, som næste år løber op i over en milliard kroner.

– Vi skal fokusere endnu mere på det forebyggende arbejde. Ellers svarer det til at samle vand op under en løbende vandhane uden at lukke for vandet, siger Kirsten Havemann, seniorrådgiver i Udenrigsministeriet.

Tania Dethlefsen, international chef i NGO’en Sex & Samfund, er enig. Hun opfordrer samtidig til en større indsats over for grupper, som er særligt udsatte over for hivsmitte.

– Danmark skal påvirke u-landenes regeringer til at hjælpe homoseksuelle, stofmisbrugere og sexarbejdere, siger hun.

Det store tabu

Det er dog ikke lige nemt alle steder – fx i det danske programsamarbejdsland Uganda, hvor parlamentet de sidste dage af november behandlede et lovforslag om dødsstraf for homoseksualitet.

Danmark kan kun påvirke Ugandas regering indirekte, fortæller Charlotte Kanstrup, ambassaderåd på Danmarks ambassade i Kampala.

– Sammen med andre udviklingspartnere udøver vi en form for silent diplomacy, hvor vi fører dialog med centralt placerede repræsentanter fra Ugandas regering. Et mere direkte pres vil blive opfattet som en ny slags imperialisme, siger hun.

WHO/UNAIDS-rapporten AIDS Epidemic Update kan hentes på http://www.who.int og http://www.unaids.org.