NYT FRA DANIDAS STYRELSE

SYDSUDAN – NY NATION?

Fredsprocessen mellem Nordog Sydsudan er på vej ind i en afgørende fase. Men både et valg i 2010 og en folkeafstemning om sydsudansk selvstændighed i 2011 kan føre til nye kampe.

Af Mikkel Noel Lanzky

Da Sudans borgerkrig i 2005 blev afsluttet med en fredsaftale, var det et foreløbigt punktum for Afrikas længst varende borgerkrig. Landet har været i krig stort set uafbrudt siden sin uafhængighed i 1956, og det har på alle måder tæret voldsomt på det store land midt i brudfladen mellem afrikansk og arabisk kultur.

Fredsaftalen, der blev mødt med optimisme fra det internationale samfund, er dog langtfra gennemført, og tilliden er tyndslidt mellem aftalens parter: Regeringen, som beskyldes for at favorisere den arabiske elite, og på den anden side den overvejende kristne oprørsgruppe Sudan People’s Liberation Movement (SPLM). Der er stadig en risiko for, at fredsprocessen kan bryde sammen.

Sudans anden store konflikt i Darfur har siden fredsaftalen mellem nord og syd skygget for situationen i resten af landet. Ikke megen information tilflyder den internationale offentlighed om forholdene ved grænsen mellem Nord- og Sydsudan, selvom området i 2009 har haft flere ofre for konflikt end Darfur.

Også antallet af nyligt fordrevne er steget dramatisk, selvom der på papiret skulle være fred. Blandt andet er Nzara-regionen i Sydsudan blevet angrebet udefra indtil flere gange i november af Joseph Konys Lord’s Resistance Army fra det nordlige Uganda.

Demokrati på godt og ondt

Danmark har støttet arbejdet med fredsprocessen siden 2005. På styrelsesmødet i november orienterede ambassaden i Addis Ababa i Etiopien styrelsens medlemmer om situationen i Sudan og perspektiverne for fred. Anledningen var en bevilling til fortsat dansk hjælp til at gennemføre fredsaftalen.

I 2010 skal der holdes valg i Sudan. Valget er vigtigt i fredsprocessen, men risikerer samtidig at bære ved til bålet, fordi den siddende præsident Omar Hassan al-Bashir meget vel kan vinde valget og dermed bevare magten. Den Internationale Straffedomstol (ICC) udstedte i marts en arrestordre på al-Bashir, der søges retsforfulgt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Lige så vigtigt som valget er den planlagte folkeafstemning i 2011, hvor Sydsudans situation skal afgøres. I fredsaftalen er Sudan fortsat ét land, men Sydsudan blev givet udstrakt selvstyre og er blandt andet undtaget fra at indføre den islamiske straffelov hudud. Vurderingen blandt Sudan-kendere er, at folkeafstemningen formentlig vil resultere i løsrivelse. Hvis det olierige Sydsudan erklærer sig selvstændigt, vil urolighederne med stor sandsynlighed blusse op igen.

En anden vigtig faktor for Sudans umiddelbare fremtid er Sydsudans regering. Den fremstår mere som et krigsråd end en forvaltende enhed og har store problemer med korruption. Sydsudans administrationsapparat lider under meget svage institutioner.

Hvis sikkerhedssituationen forværres, er der stor risiko for, at der kan opstå interne stridigheder og kampe mellem medlemmer af Sydsudans regering. En ny, uafhængig stat vil også risikere nye kampe eller måske endda borgerkrig. At Sudan stadig er uroligt illustreres godt af, at Udenrigsministeriet netop har besluttet at lukke sit administrationskontor i Khartoum på grund af problemer med sikkerheden. Kontorets opgaver overgår til ambassaden i Addis Ababa.

Risikofyldt, men støtteværdigt

Ambassaden i Addis Ababa kunne fortælle, at man i nabolandene følget opmærksomt med i Sudans udvikling. Der er en vis nervøsitet over udsigten til et uafhængigt Sydsudan, da det kan starte en dominoeffekt blandt andre regioner og provinser med et anstrengt forhold til deres centrale regeringer – og dem er Afrika rig på.

Danidas styrelse erkender, at udviklingsarbejde i Sudan er forbundet med en betydelig risiko for at slå fejl, men behovet for hjælp er så stort, at der må tages chancer for at styrke freden og skabe sikkerhed. Med dette in mente besluttede styrelsen at indstille en bevilling på i alt 210 mio. kr. i 2010 og 2011 til at gennemføre fredsaftalen. Pengene skal bruges på at styrke demokratiet, arbejde med forsoning og forbedre flygtninge og internt fordrevnes muligheder for at vende tilbage.