BØGER
HIP HOP PÅ EN SLUMTOP
Anmeldelse: Årets materiale til Børnenes U-landskalender er yderst aktuelt, vedkommende og relevant. Det tager danske skoleelever med til Afrikas lyde og lugte og en helt anden virkelighed.
Af Katrina Kuhre

Materialet består af:
- elevbog
- arbejdshæfte
- dvd med 19 små film lærervejledning
- onlinespil på ulandskalenderen.dk
Tekst: Elevbog: Hanne Kvist. Arbejdshæfte og lærervejledning: Mikala Klubien.
Fotos: Jørgen Schytte.
Priser: En elevbog koster 148 kr. Lærervejledning: 98 kr. Arbejdshæfte: 48 kr. Et klassesæt bestående af 30 elevbøger, 30 arbejdshæfter og to lærervejledninger koster 1.295 kr.
Kan bestilles på voksne.ulandskalenderen.dk
Årets udgave af Børnenes U-landskalender bringer eleverne ind i et af Nairobis slumkvarterer, Kibera. Man bliver suget ind i en anden verden og kan næsten fornemme larmen fra de mange mennesker – og dyr. Og stanken, der skærer i forfinede danske næsebor.
” Børnenes kommentarer undervejs viser den store forskel på at være barn i Danmark og Kenya.
Vilde med hip hop I Kibera udrulles historien om to 13-årige drenge, James og Peter, som brænder for hip hop. Vi følger især James og hører om hans familie, skole og hans store passion hip hop. Drømmen om at blive til noget større og, hvem ved, måske en dag flytte sin familie lidt længere væk fra ’lorterenden’ og tættere på den asfalterede vej og toiletterne.
Vi bliver som læsere taget rundt i Kibera og hører om familieforhold, venskaber, bander og skoler.
Historierne er fine, men da målgruppen er 1.-4. klasse, er tekstens lixtal for højt. Desuden vil drengenes alder og den virkelighed, de lever i, næppe vække identificering hos alle elever. I 3.-4. klasse vil historierne fungere fint. Dog må læreren regne med at læse historierne højt for de fagligt svage elever.
Forbrug og genbrug Til gengæld rammer arbejdshæftet lige aldersgruppen, og der er mange fine opgaver, som eleverne kan kaste sig over. Materialet lægger op til et tværfagligt forløb, hvor eleverne både kommer rundt om håndarbejde, billedkunst, natur/teknik, hjemkundskab og musik. Opgaverne samles omkring temaet ’miljø’ og lægger op til samtaler om forbrug og genbrug. Eleverne skal her lave legetøj og mad, sortere affald og bygge deres eget vandværk. Det er lige til at gå til og skal nok vække begejstring helt fra indskolingen og op i mellemtrinnet.
Lev som et barn i Kibera Med til materialet hører en dvd med DR’s film fra Kibera. Ros til afsnittet ’I den sorte gryde’. Her møder vi to danske børn, der er blevet sat på flyet til Kenya og kørt til Kibera, hvor de skal opleve livet i slumbyen. De møder forskellige børn fra Kibera, som de følger en dags tid, og får at føle på egen krop, hvad det vil sige at have pligter, gå i skole og leve uden forældre i Kibera.
Det er hamrende godt, og børnenes kommentarer undervejs viser den store forskel på at være barn i Danmark og Kenya.
Den anden del ’Kenya’ er mindre interessant, men måske en børnehaveklasse ville finde et par af klippene fine.
Endelig er der onlinespillet ’Kiberas stjerne’: Når børn – og voksne – sætter sig foran computeren for at spille spil, forventer de at skulle være aktive. Her er ’Kiberas stjerne’ simpelthen for tung. Introduktionen er for lang, spillene for korte, og historien egner sig bedre til en bog.
Mangelfuld metodik En mangel er også den meget fattige konkrete metodik i lærervejledningen. Men alt i alt skal materialet have ros. Det er flot, relevant og giver et rigtig godt billede af, hvad det vil sige at være barn i Kibera.
Og selvom der er for stor spredning i niveauet til at bruge det hele på et enkelt klassetrin, er der til gengæld inspiration at hente til alle klassetrin i folkeskolen. Min nuværende 8. klasse ville i al fald have godt af både at se ’I den sorte gryde’, læse elevbogen og få den gode baggrundsinformation fra lærervejledningen.
Katrina Kuhre er lærer på Stege Skole på Møn.
KIBERAS STJERNE
Når børn og forældre i år køber Børnenes U-landskalender, får de adgang til læringsspillet Kiberas Stjerne.
I Nairobi-forstaden Kibera, der er et af verdens største slumområder, bor fire børn, som sammen har dannet bandet Kiberas Stjerne. Men børnene kommer i store vanskeligheder og har brug for hjælp. Danske børn bliver opfordret til at gå ind på http://www.kiberasstjerne.dk og hjælpe børnene. Samtidig lærer de danske børn om livet i Kibera.
PROJEKTET
Al overskud fra salget går til projektet ’Skoler for bæredygtig udvikling’, der støtter skoler og forældre, som arbejder for et bedre miljø i et af Afrikas største slumkvarterer: Kibera i Kenyas hovedstad Nairobi.
Projektets danske partner er Organisationen for Vedvarende Energi, OVE. Mere information om projektet på http://www.ove.org/kibera.
SKØNLITTERATUR
Dragen Af Tom Kristensen En thriller om krigsforbrydelser i Sudan, norsk asylpolitik og svindel med bistandsmidler. Sager, der er så omfattende, at der begås mord for at hemmeligholde sandheden, og netop sådan sættes handlingen i gang. 149,95 kr. Cicero.
Maleren fra Shanghai Af Jenifer Cody Epstein Den utrolige – og sande – historie om den kinesiske maler Pan Yuliang og hendes liv fra kurtisane til verdensberømt billedkunstner i 1920’ernes Shanghai. 422 sider. 209 kr. Thaning & Appel.
FAGLITTERATUR
African Theatre 8: Diasporas Red. af Martin Banham, James Gibbs og Femi Osofisan En essaysamling om teater af folk med rødder i Afrika, som lever i diaspora. Bogen består af en god blanding af praktiske og akademiske tilgange og dækker således et bredt spekter af afrikansk diasporateater. 190 sider. £17,99. James Currey.
Decolonising the Mind. The Politics of Language in African Literature Af Ngugi wa Thiong’o Efter 25 års selvstændighed mener forfatteren, at Afrika er ved at finde sine fødder litterært og politisk. For en generation, for hvem kolonialismen er historie, er det muligt at overvinde, hvad han kalder ’afro-europæisk litteratur’ og udvikle et ’afrikansk sprog’, hvorved Afrika kan opnå fuld selvstændighed. 128 sider. £12,99. James Currey.
New Novels in African Literature Today Red. af Ernest N. Emenyonu Denne artikelsamling undersøger ideologien i nutidig afrikansk skønlitteratur og udfordrer påstanden om, at der er en ny generation af afrikanske forfattere, som i modsætning til den tidligere generation ikke er ideologisk og emnemæssigt domineret af den kulturkonflikt, der ligger i post-kolonialismen. 192 sider. £17,99. James Currey.
Writing for Kenya: the Life and Works of Henry Muoria Red. af Wangari Muoria-Sal, Bodil Folke Frederiksen, John Lonsdale og Derek Peterson Selvlærd journalist og debattør Henry Muoria (1914-97) var med til at inspirere kenyansk nationalisme inden Mau Mau. Dette kommenterede genoptryk af Muorias egne pamfletter er interessant læsning for, alle der interesserer sig for Kenyas intellektuelle og politiske historie. 412 sider. 668 kr. Brill Academic Publishers.
Communication for Another Development. Listening before Telling Af Wendy Quarry og Ricardo Ramirez I en udviklingsproces er kommunikation alt! Dette er bogens påstand, som den forklarer og underbygger med cases og anekdoter. Tages budskabet for gode varer, lægges der op til en omlægning af hele måden at tænke og italesætte udviklingssamarbejde. 220 sider. £17. Zed Books.
EU’s udviklingspolitik i perspektiv Med indlæg af Ulla Tørnæs, Gorm Rye Olsen, Emilie Turunen etc. 62 sider. Udgivet af tænketanken JA til Europa.
LIVET I RESERVATET
Anmeldelse: Jakob Ejersbos sidste Afrika-roman er et fremragende stykke menneskelig bistandshistorie, hvor druk, sex og penge er hovedingredienserne i både sorte og hvides kamp for at leve og overleve.
Af Ulrikke Moustgaard

Liberty udkom 4. november og er tredje og sidste bind i Jakob Ejersbos Afrika-trilogi. Gyldendal, 712 sider, 349 kroner.
Advarsel: Hvis du er en idealistisk studerende med fremtidsdrømme om at redde Afrika, så spænd sikkerhedsselen, inden du går ombord i den ny roman Liberty af den nu afdøde forfatter Jakob Ejersbo.
Ejersbo, der selv har tilbragt nogle år af sin barndom i Tanzania som søn af danske udsendte, lægger nemlig ikke fingrene imellem: Mzungu-livet i Tanzania er ikke en dans på roser. Nærmest tværtimod. Falder man ikke i gin-flasken efter et par års Afrikaophold, så bliver man fordærvet på anden vis.
Romanen følger to hovedpersoner fra deres teenageår og frem til voksenlivets begyndelse.
Christian er dansker og kommer som 13-årig til Tanzania, fordi hans Mærsk-ansatte far bliver udstationeret på en sukkerplantage, som nu er nationaliseret af den tanzanianske stat. Mærsk skal derfor lære de lokale at drive fabrikken. Christian er rodløs, midt i puberteten, og forældrene er i krise.
Den jævnaldrende Marcus er tanzanianer og bor og arbejder hos en svensk familie, hvor faderen er udviklingsarbejder og lærer tanzaniaenere at drive et savværk. Marcus får ingen fast løn, men har tag over hovedet, en båndoptager, der kan spille reggae og kan snige sig til luksusvarer som hvide madvarer og alkohol, der, sammen med hans tilknytning til det hvide samfund, scorer højt hos pigerne.
Ingen skurke, ingen helte Vi er i første halvdel af 1980’ene, og tidens bistandspolitiske tendens hedder hjælp-til-selvhjælp. Tanzanianerne skal inddrages i bistandsprojekterne, så landet på sigt kan køre videre ad egen drift. Men visionerne hænger dårligt sammen med virkeligheden. Mens korruption trives i bedste velgående, er der til gengæld ikke megen gensidig respekt.
De udsendte lever i hvide reservater, hvor de lokale opleves som dovne arbejdsheste, man er nødsaget til at samarbejde med for at få sin hyre. Eller som sexobjekter m/k, der kan forsøde livet i en ægteskabelig ruin.
Omvendt er de hvide, for tanzanianerne, adgangsbilletten til mad, penge, drømmen om at komme til Europa – og til et par trin op ad den sociale rangstige, hvorfra man kan kigge ned på de mindre heldige.
Med dét udgangspunkt kunne Ejersbo have skrevet en forudsigelig roman. Men Liberty er ingen kliché. Alle er underlagt længslen efter et bedre liv, og de bruger og misbruger hinanden uanset nationalitet og hudfarve for at holde sig oven vande; her er hverken ofre, skurke eller helte – blot forståelige handlinger. Samtidig tegner romanen et dystert, men fremragende tidsbillede på 1980’ernes bistandspolitik – set fra en helt anden vinkel end blot tørre tal og evalueringsrapporter.
Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist og forfatter.
Jakob Ejersbo døde i sommeren 2008 som blot 40-årig og efterlod sig manuskripterne til den monumentale Afrika-trilogi af romanerne ’Eksil’, ’Revolution’ og nu ’Liberty’.
Mere om trilogiens tilblivelse i P1-programmet ’Skønlitteratur’: http://www.dr.dk/P1/Skoenlitteratur_paa_P1
Denne side er kapitel 9 af 11 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 09-11-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9525/index.htm
|