BØGER

HIP HOP PÅ EN SLUMTOP

Anmeldelse: Årets materiale til Børnenes U-landskalender er yderst aktuelt, vedkommende og relevant. Det tager danske skoleelever med til Afrikas lyde og lugte og en helt anden virkelighed.

Af Katrina Kuhre

Årets udgave af Børnenes U-landskalender bringer eleverne ind i et af Nairobis slumkvarterer, Kibera. Man bliver suget ind i en anden verden og kan næsten fornemme larmen fra de mange mennesker – og dyr. Og stanken, der skærer i forfinede danske næsebor.

”
Børnenes kommentarer undervejs viser den store forskel på at være barn i Danmark og Kenya.

Vilde med hip hop
I Kibera udrulles historien om to 13-årige drenge, James og Peter, som brænder for hip hop. Vi følger især James og hører om hans familie, skole og hans store passion hip hop. Drømmen om at blive til noget større og, hvem ved, måske en dag flytte sin familie lidt længere væk fra ’lorterenden’ og tættere på den asfalterede vej og toiletterne.

Vi bliver som læsere taget rundt i Kibera og hører om familieforhold, venskaber, bander og skoler.

Historierne er fine, men da målgruppen er 1.-4. klasse, er tekstens lixtal for højt. Desuden vil drengenes alder og den virkelighed, de lever i, næppe vække identificering hos alle elever. I 3.-4. klasse vil historierne fungere fint. Dog må læreren regne med at læse historierne højt for de fagligt svage elever.

Forbrug og genbrug
Til gengæld rammer arbejdshæftet lige aldersgruppen, og der er mange fine opgaver, som eleverne kan kaste sig over. Materialet lægger op til et tværfagligt forløb, hvor eleverne både kommer rundt om håndarbejde, billedkunst, natur/teknik, hjemkundskab og musik. Opgaverne samles omkring temaet ’miljø’ og lægger op til samtaler om forbrug og genbrug. Eleverne skal her lave legetøj og mad, sortere affald og bygge deres eget vandværk. Det er lige til at gå til og skal nok vække begejstring helt fra indskolingen og op i mellemtrinnet.

Lev som et barn i Kibera
Med til materialet hører en dvd med DR’s film fra Kibera. Ros til afsnittet ’I den sorte gryde’. Her møder vi to danske børn, der er blevet sat på flyet til Kenya og kørt til Kibera, hvor de skal opleve livet i slumbyen. De møder forskellige børn fra Kibera, som de følger en dags tid, og får at føle på egen krop, hvad det vil sige at have pligter, gå i skole og leve uden forældre i Kibera.

Det er hamrende godt, og børnenes kommentarer undervejs viser den store forskel på at være barn i Danmark og Kenya.

Den anden del ’Kenya’ er mindre interessant, men måske en børnehaveklasse ville finde et par af klippene fine.

Endelig er der onlinespillet ’Kiberas stjerne’: Når børn – og voksne – sætter sig foran computeren for at spille spil, forventer de at skulle være aktive. Her er ’Kiberas stjerne’ simpelthen for tung. Introduktionen er for lang, spillene for korte, og historien egner sig bedre til en bog.

Mangelfuld metodik
En mangel er også den meget fattige konkrete metodik i lærervejledningen. Men alt i alt skal materialet have ros. Det er flot, relevant og giver et rigtig godt billede af, hvad det vil sige at være barn i Kibera.

Og selvom der er for stor spredning i niveauet til at bruge det hele på et enkelt klassetrin, er der til gengæld inspiration at hente til alle klassetrin i folkeskolen. Min nuværende 8. klasse ville i al fald have godt af både at se ’I den sorte gryde’, læse elevbogen og få den gode baggrundsinformation fra lærervejledningen.

Katrina Kuhre er lærer på Stege Skole på Møn.

LIVET I RESERVATET

Anmeldelse: Jakob Ejersbos sidste Afrika-roman er et fremragende stykke menneskelig bistandshistorie, hvor druk, sex og penge er hovedingredienserne i både sorte og hvides kamp for at leve og overleve.

Af Ulrikke Moustgaard

Advarsel: Hvis du er en idealistisk studerende med fremtidsdrømme om at redde Afrika, så spænd sikkerhedsselen, inden du går ombord i den ny roman Liberty af den nu afdøde forfatter Jakob Ejersbo.

Ejersbo, der selv har tilbragt nogle år af sin barndom i Tanzania som søn af danske udsendte, lægger nemlig ikke fingrene imellem: Mzungu-livet i Tanzania er ikke en dans på roser. Nærmest tværtimod. Falder man ikke i gin-flasken efter et par års Afrikaophold, så bliver man fordærvet på anden vis.

Romanen følger to hovedpersoner fra deres teenageår og frem til voksenlivets begyndelse.

Christian er dansker og kommer som 13-årig til Tanzania, fordi hans Mærsk-ansatte far bliver udstationeret på en sukkerplantage, som nu er nationaliseret af den tanzanianske stat. Mærsk skal derfor lære de lokale at drive fabrikken. Christian er rodløs, midt i puberteten, og forældrene er i krise.

Den jævnaldrende Marcus er tanzanianer og bor og arbejder hos en svensk familie, hvor faderen er udviklingsarbejder og lærer tanzaniaenere at drive et savværk. Marcus får ingen fast løn, men har tag over hovedet, en båndoptager, der kan spille reggae og kan snige sig til luksusvarer som hvide madvarer og alkohol, der, sammen med hans tilknytning til det hvide samfund, scorer højt hos pigerne.

Ingen skurke, ingen helte
Vi er i første halvdel af 1980’ene, og tidens bistandspolitiske tendens hedder hjælp-til-selvhjælp. Tanzanianerne skal inddrages i bistandsprojekterne, så landet på sigt kan køre videre ad egen drift. Men visionerne hænger dårligt sammen med virkeligheden. Mens korruption trives i bedste velgående, er der til gengæld ikke megen gensidig respekt.

De udsendte lever i hvide reservater, hvor de lokale opleves som dovne arbejdsheste, man er nødsaget til at samarbejde med for at få sin hyre. Eller som sexobjekter m/k, der kan forsøde livet i en ægteskabelig ruin.

Omvendt er de hvide, for tanzanianerne, adgangsbilletten til mad, penge, drømmen om at komme til Europa – og til et par trin op ad den sociale rangstige, hvorfra man kan kigge ned på de mindre heldige.

Med dét udgangspunkt kunne Ejersbo have skrevet en forudsigelig roman. Men Liberty er ingen kliché. Alle er underlagt længslen efter et bedre liv, og de bruger og misbruger hinanden uanset nationalitet og hudfarve for at holde sig oven vande; her er hverken ofre, skurke eller helte – blot forståelige handlinger. Samtidig tegner romanen et dystert, men fremragende tidsbillede på 1980’ernes bistandspolitik – set fra en helt anden vinkel end blot tørre tal og evalueringsrapporter.

Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist og forfatter.

Jakob Ejersbo døde i sommeren 2008 som blot 40-årig og efterlod sig manuskripterne til den monumentale Afrika-trilogi af romanerne ’Eksil’, ’Revolution’ og nu ’Liberty’.

Mere om trilogiens tilblivelse i P1-programmet ’Skønlitteratur’: http://www.dr.dk/P1/Skoenlitteratur_paa_P1