DEBAT

4 BUD PÅ FREMTIDENS BISTAND

Danmarks udviklingssamarbejde skal gennemtænkes på ny. I sensommeren gik startskuddet derfor til en offentlig høring. Slutmålet er en ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde til afløsning for den nu ni år gamle Partnerskab 2000.

Fire debattører giver her deres bud på, hvilke emner der bør tænkes ind i Danmarks nye udviklingspolitik:

Resultater over ortodoksi

Af Rikke Ingrid Jensen

”
Bistandsdoktriner bliver i stigende grad sidestillet eller måske endda ligefrem tildelt større vægt end udviklingsresultater.

Gennem de senere år har jeg i mit arbejde som konsulent oplevet, at bistandsdoktriner i stigende grad bliver sidestillet eller måske endda ligefrem tildelt større vægt end udviklingsresultater. ’Hvad er vigtigst: bistandseffektivitet eller udviklingseffektivitet?’ er således et spørgsmål, jeg ofte hører på ambassaderne. Og faglige udvekslinger i forbindelse med programarbejde er nu om dage fokuseret på ’formspørgsmål’ som valg af harmoniseringsformer, bistandsmodaliteter og partnerskabsmodeller, i et omfang, der tager fokus væk fra vore bistandsprogrammers berettigelse; nemlig at skabe resultater, der gør en forskel i de fattigstes liv.

Så hvis jeg blot kunne få ét ønske opfyldt for Danmarks nye udviklingspolitik, vil dette være en strategi, der vægter resultater over ortodoksi på basis af præmisser så som:

Indhold over form: et bistandsprogram bør altid blive bedømt på dets indhold som kvaliteten af problemforståelsen og den foreslåede strategi. Formen kan og bør kun være sekundær.

Bæredygtighed kan gradbøjes: for svage stater bør krav om brug af modtagerlandets egne systemer, med dertil hørende kapacitets- og implementeringsproblemer, vejes op imod befolkningens konkrete behov.

Ejerskab for enhver pris: ja, vi skal være bedre til at forstå ejerskabsproblematikker ved hjælp af politisk-økonomiske analyser; men først og fremmest skal vi drage nytte af resultaterne af analyserne i vores programmeringsarbejde. Og det også selvom prisen kan være den højeste; nemlig at turde vælge ikke at give udviklingsbistand på grund af manglende ejerskab.

Og at den nye strategi bør følges op med relevante justeringer af incitamentsstrukturer, bevillingsmekanismer og programmer for kompetenceudvikling er vel at betragte som en selvfølge.

Rikke Ingrid Jensen er freelancekonsulent med speciale i bistandseffektivisering og reform af den offentlige sektor.

Bistand er den mindste del af udviklingen

Af Lars Koch

”
Det er absurd, at den danske regering, og også de danske NGO’er, bruger så forsvindende lidt energi på at påvirke globale pengestrømme.

En strategi for udvikling skal kigge langt ud over bistanden og inddrage de store økonomiske transaktioner mellem rige og fattige lande. For de 15 milliarder kroner, Danmark giver i bistand, og også de 600 mia. kr. der internationalt gives i bistand, er peanuts i forhold til de økonomiske tab, som udviklingslandene lider på andre fronter. Der forsvinder fx cirka 5.000 mia. kr. i illegal kapitalflugt ud af udviklingslandene hvert år, hovedsagelig gennem multinationale selskabers skattefiflerier. Det betyder et tabt skattegrundlag på cirka 800 mia. kr. årligt, betydeligt mere end den samlede bistand. U-landene taber yderligere skønsmæssigt 500 mia. kr. årligt på grund af uretfærdige handelsbetingelser, der favoriserer de rige lande, og skal derudover bruge mindst 200 mia. kr. årligt for at tilpasse sig klimaforandringerne. Også remitter fra migranter og de udenlandske investeringer er langt større beløb end bistanden.

Det er absurd, at den danske regering, og også de danske NGO’er, bruger så forsvindende lidt energi på at påvirke disse globale pengestrømme, der er afgørende for at skabe rammerne for bæredygtig udvikling. En ny dansk udviklingsstrategi må sikre, at Danmark bliver en langt mere aktiv og progressiv aktør på den internationale scene for at påvirke de økonomiske rammebetingelser for udvikling.

Men problemet er også, at spørgsmål om kapitalflugt, handel, klima, investeringer og mange andre vigtige politikområder, der påvirker u-landene, ikke ligger i Danida/ Udenrigsministeriet. De andre ministerier forholder sig ikke nødvendigvis til de danske udviklingspolitiske målsætninger, når de repræsenterer Danmark i internationale fora. Fx mener Skatteministeriet, at det udelukkende skal varetage ’danske interesser’, når de diskuterer indsatser mod skattely, underforstået at de ikke forholder sig til, hvordan skattely påvirker udviklingslandene. Danmarks nye strategi for udvikling skal derfor være en regeringspolitik, der skal have gyldighed på tværs af ministerierne.

Det vil være en god idé at etablere en screeningsmekanisme, så alle nye politikker og tiltag bliver screenet for, hvordan de påvirker udviklingslandene. Det skal sikre, at den danske udviklingsstrategi bliver varetaget og gennemført, uanset hvilket ministerium der repræsenterer Danmark i internationale fora.

Lars Koch er rådgiver i IBIS inden for demokrati og politik.

Ny strategi: Gang bistanden med ti

Af Marie Gad

”
Hvad hvis man kunne tidoble bistanden ved at bruge den som løftestang for andre typer finansiering?

Der har de seneste år været megen diskussion om bistandens størrelse. 0,80 – 0,81 – 0,82 eller én pct. af BNI. Hvad hvis man i stedet kunne tidoble bistanden ved at bruge den som løftestang for andre typer finansiering?

Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, vil der ikke være donormidler nok til at nå 2015 Målene inden for en overskuelig fremtid. Derfor bør vi begynde at tænke bistanden på en ny måde, så den i højere grad bliver brugt til at tiltrække finansiering fra andre kilder.

Vi gør det faktisk allerede lidt – og har rigtig gode erfaringer med det. Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) baserer sine investeringer på et statsindskud på omtrent én mia. kr.

IFU har over årene investeret den ene milliard hele syv gange, hvilket har medført investeringer i udviklingslandene på 75 mia. kr. Det kan lade sig gøre, fordi IFU ofte er tungen på vægtskålen, der får et projekt med flere forskellige investorer til at balancere. Det bedste af det hele? IFU har næsten tilbagebetalt det oprindelige indskud til staten. Der er altså skabt titusindvis af arbejdspladser og andre udviklingseffekter for penge, som staten har fået tilbage igen.

Så hvorfor ikke give IFU friere hænder til at lave endnu flere investeringer, der giver de fattigste adgang til elektricitet, fødevarer og andre varer og serviceydelser, skaber arbejdspladser og overfører viden og teknologi?

Når Mohammad Yunus taler om ’sociale virksomheder’ er det den samme markedsbaserede tankegang, der gør sig gældende: Brug den samme krone igen og igen til at gøre gavn for flere familier. Grameen Bank i Bangladesh har bevist, at en markedsbaseret løsning kan gøre en enorm forskel for relativ beskedne midler.

Hvorfor ikke overføre denne tankegang til den danske udviklingsbistand? En ny strategi, der bruger markedsbaserede løsninger og investeringer fra den private sektor til at skabe udvikling, kan nemlig gange bistanden med ti.

Marie Gad er politisk konsulent i DI – Organisation for Erhvervslivet.

Hold fast ved fokus på det civile samfund

Af Kirsten Lund Larsen

”
Det er en forkert antagelse, at bistandsmidler er det rette instrument til at fremme økonomisk vækst via direkte støtte til den private sektor.

I kommissoriet for den nye strategi for dansk udviklingspolitik, som skal vedtages næste år, lægges der nu op til, at bistanden skal ses som ét instrument blandt mange andre politikker, der kan medvirke til fattigdomsbekæmpelse og vækst og udvikling i fattige lande.

Det er godt, at fattigdomsbekæmpelse således ikke bare skal være målet for brugen af de ca. 15 bistandsmilliarder, men også for Danmarks indsats inden for andre politikområder.

På den baggrund bliver jeg så til gengæld noget bekymret over samtidig at læse i finanslovforslaget for 2010, at regeringen vil lægge vægt på privatsektordrevet vækst og jobskabelse for unge som ”det bedste middel til fattigdomsbekæmpelse” (min kursivering) og derfor har ”besluttet en gradvis omlægning af bistanden gennem en markant forøgelse af støtten til udvikling af den private sektor i Afrika … så der i 2014 afsættes to mia. kr.” Hvilket svarer til en fordobling af den nuværende støtte til sektoren.

Beslutningen bygger på den forkerte antagelse, at bistandsmidler er det rette instrument til at fremme økonomisk vækst via direkte støtte til den private sektor. Det er der mig bekendt ikke indhøstet overbevisende erfaringer for trods adskillige års støtte til privatsektorprogrammer. Derimod hænger markedsmekanismer, handelspolitikker og økonomisk vækst sammen – i mit hoved, i alt fald.

Indirekte er bistandsmidler til gengæld ofte afgørende for at hjælpe de fattigste til at få del i den økonomiske vækst, som de rette handels- og markedspolitikker kan skabe. Der findes efterhånden megen forskning i de mekanismer, der betinger fattigdom og fastholder mennesker i den. Den viser bl.a., at de fattigste (som ofte er kvinder) har meget svært ved at få gavn af økonomisk vækst i lande med stor ulighed, fordi en lang række barrierer hindrer dem i det. Ikke ligefrem ny viden, men uhyre vigtig.

Det er netop dér, i det civile samfund, at bistandsmidlerne bliver afgørende. For hvor skal pengene ellers komme fra til at bistå u-landenes befolkninger med at opnå ligestilling, uddannelse, bedre sundhed, være aktive borgere i demokratier, kræve god regeringsførelse, opbygge stærke institutioner og meget mere? Der er hverken råd til eller brug for at omdirigere nogen af dem til en erhvervsstøtte, som ikke kommer de fattigste til gavn.

Kirsten Lund Larsen er generalsekretær i KFUM og KFUK og formand for Folkekirkens Nødhjælp.