ANGOLA

PARTI-NGO’ER SIKRER STYRET

I Angola kæmper uafhængige organisationer en ulige kamp mod ’Ja!-banderne’: partiernes egne ’civilsamfundsorganisationer’. Samtidig vokser økonomien eksplosivt i Afrikas nye olieland, mens befolkningen bliver fattigere.

Af Mille Lübbert Hansen, Luanda

Her bestemmer jeg! Og det har Angolas præsident, José Eduardo dos Santos gjort i 30 af landets 34 år som selvstændig stat. Her ses han med sin kone til et vælgermøde i udkanten af hovedstaden Luanda. Foto: Francisco Leong/AFP/Scanpix.

Ved en støvet landevej i en af Luandas mange nyere forstæder ligger et hus, der skiller sig ud fra de sædvanlige små grå kasser af hastigt sammenklaskede mursten, man finder overalt i Angolas hovedstad. Huset er rødmalet og et velplejet træ står ved porten i den omkransende mur.

Her har den angolanske NGO SCARJOV (Foreningen for reintegration af børn og unge i samfundet) til huse. NGO’ens leder, Simão Cacumba Faria, har taget konsekvensen af, at han flere gange har måttet forlade organisationens lejede kontorlokaler på grund af svigtende donorer og har indrettet to tredjedele af sit eget hus som kontor og informationscenter.

To civilsamfund
Det har heller ikke været let at finde donorpenge til at indrette lokalerne, men det er lykkedes, og i dag kan SCARJOV tilbyde andre lokale NGO’er gratis adgang til internettet samt materialer og undervisning om menneskerettigheder og hiv/aids fra centret uden at være bange for at miste lokalerne. At Simão Cacumba Faria og familien så må klemme sig sammen på begrænset plads i baggården, er et acceptabelt offer.

De færreste angolanske NGO’er har adgang til internettet. Mange er heldige, hvis de overhovedet har strøm, for der er stort set ingen penge at hente for civilsamfundsorganisationer i Angola. Jo rigere landet bliver af sine kolossale olieindtægter, jo længere bliver der nemlig mellem de internationale donorer, som forventer, at staten selv overtager finansieringen af landets udvikling. Men de penge, som den angolanske stat officielt støtter civilsamfundet med, går ifølge Simão Cacumba Faria til at fastholde og styrke den politiske elites magt.

– I Angola er der to slags civilsamfund. Det ene består af os, de uafhængige organisationer og netværk, og det andet af partiske foreninger, der officielt har status af civilsamfundsorganisationer. De er skabt af de politiske partier og modtager mange penge til at skabe opbakning til partierne i befolkningen, siger han og fortsætter:

– Vi andre modtager ingen penge. Partiernes foreninger uddeler mad og gaver, og det er på sin vis godt nok, men det står i vejen for vores arbejde. Når folk skal vælge mellem brød og oplysning om deres rettigheder, vælger de brødet. De kan ikke skelne mellem forskellige slags organisationer.

Uligheden vokser
Siden borgerkrigen i Angola sluttede i 2002, er landets økonomi vokset eksplosivt på grund af enorme olieressourcer. Olieindtægten udgør 90-95 pct. af landets eksport. Men befolkningen mærker intet til fremgangen – tværtimod.

Priserne på mad og daglige fornødenheder er steget støt og er i dag på niveau med danske priser. Der er hverken kommet gang i landbrug eller produktion, som helt gik i stå under den årtier lange konflikt. Næsten alt må importeres. Indbyggerne på landet klarer sig med små køkkenhavebrug, mens en stor del af befolkningen i byerne overlever ved at købe de importerede varer og sælge dem videre et par kwanzas dyrere på markedet eller på gaden.

Oliemilliarderne fordeles blandt en elite af præsident Dos Santos’ tro væbnere. I løbet af sit 30-årige styre har præsidenten opbygget et effektivt belønningssystem, der sikrer hans og regeringspartiet MPLA’s fastholdelse af magten.

Op til sidste års parlamentsvalg førte MPLA valgkamp ved at dele gaver ud og forbedre en række forhold for befolkningen, fx adgang til vand og billige varer. Efter partiets massive valgsejr på 82 pct. af stemmerne blev der sat en brat stopper for disse forbedringer, og uligheden øges stadig, fortæller João Baptista Lukombo, der er sociolog og demograf ved Agostinho Neto-universitetet i Luanda. Modsat de fleste offentligt ansatte udtaler han sig gerne kritisk om MPLA.

– Siden valget har folk oplevet at blive tvangsforflytttet og få deres huse jævnet med jorden. Og uligheden vokser. Du ser hele tiden flere sælgere på gaden. Og NGO’erne er underlagt langt større kontrol fra regeringens side, hvis de påtaler disse overtrædelser af menneskerettighederne, siger han.

Et andet eksempel på regeringens nye stil efter valget er, at en af Luandas største markedspladser for nylig blev lukket uden begrundelse og uden noget alternativ for de mange sælgere. Genopbygningen går i øjeblikket mest ud på at bygge stadioner og nye hoteller som forberedelse til næste års værtskab for de afrikanske mesterskaber i fodbold.

”
I Angola er der to slags civilsamfund. Det ene består af os, de uafhængige organisationer og netværk. Det andet af partiske foreninger.

Simão Cacumba Faria, leder af den angolanske NGO SCARJOV.

Vigtigst at bevare freden
Francisco Tunga Alberto, leder af NGO-netværket CCDH (Koordineringsrådet for menneskerettigheder) og en prominent figur i det angolanske civilsamfund, mener, at MPLA’s overbevisende valgsejr for en stor del kan tilskrives partiets såkaldt civile organisationer. Han peger på MPLA som det parti, der har skabt organisationerne, som omfatter en række ungdoms-, kvinde-, kultur- og sociale foreninger samt traditionelle autoriteter. Organisationerne når således ud til alle vælgergrupper.

– Vi kalder dem for Bandas Yes! (Ja!-banderne, red.), fordi de siger ”Ja! Ja! Ja!” til alt, hvad der kommer fra MPLA. Det var dem, som førte MPLA’s kampagne alle de steder, hvor folk har mistet tiltroen til politikerne. De står stærkere end mange af ministerierne, siger Tunga Alberto.

Han tilføjer dog, at folk også i høj grad stemte på MPLA og tålmodigt affinder sig med deres dårlige situation, fordi det vigtigste for dem har været at bevare freden.

Tunga Alberto mener, at partiernes foreninger primært har fået officiel status af civilsamfundsorganisationer for at omgå internationale krav om, at et demokrati skal have et civilsamfund, som staten anerkender og støtter økonomisk.

– De uafhængige civilsamfundsorganisationer bliver styret med hård hånd, fortæller Tunga Alberto. De kritiske kommer på regeringens sorte liste og bliver lukket, hvis de ikke indstiller kritikken. Enkeltpersoner bliver udsat for overfald og chikane. Tunga Alberto har selv oplevet et overfald i sit hjem og siger, at man som kritiker ikke bruger de offentlige hospitaler eller spiser i TAAG’s fly (det nationale luftfartselskab) af frygt for at blive forgiftet.

Umulige vilkår for NGO’er
Selvom de uafhængige NGO’er trods alt har mere frihed nu end under krigen, arbejder de under meget svære vilkår. Ud over at mange internationale donorer trækker sig i takt med, at landets BNI stiger, udviser regeringen også flere aktører, efterhånden som behovet er ved at skifte fra humanitær nødhjælp til udviklingsbistand. Således blev FN’s menneskerettighedskontor i Angola sidste år lukket, da regeringen ikke mente, at der var nogen grund til at forny dets mandat. Mange internationale NGO’er går det på samme måde. Det er en del af regeringens strategi for at svække de angolanske NGO’er, der er afhængige af de internationale partnere, mener sociolog João Baptista Lukombo.

De seneste år har Angola desuden markant styrket samarbejdet med Kina, der har stærke interesser i oliemarkedet, og som har givet store beløb i bistand direkte til staten. Det har gjort det vanskeligere for andre internationale aktører at lægge pres på regeringen for at få den til at forbedre sin fordelingspolitik.

NGO’erne må stå sammen
João Baptista Lukombo ved bedre end de fleste, hvor hårde vilkår de angolanske NGO’er arbejder under, men mener også, at de selv kunne gøre mere for at stå stærkere.

– De skal blive bedre til at stå sammen i stedet for at kæmpe indbyrdes om midlerne. Og så skal de skabe folkelig opbakning om deres sager og øge deres medlemstal, som i dag er meget små. De skal bevise, at de faktisk kan gøre en forskel. Folk kan i dag ikke se, at en NGO skulle være i stand til at løse nogen problemer for dem, siger han.

Mille Lübbert Hansen er freelancejournalist og cand.scient.soc. med speciale i Angola.

FOR RIG TIL BISTAND

Oliestaten Angolas BNI er blevet for højt til, at landet kan modtage udviklingsbistand fra en række internationale donorer, herunder Danmark. Alligevel er befolkningen blandt verdens fattigste.

Af Mille Lübbert Hansen

Økonomisk vækst og udviklingsniveau går ikke nødvendigvis hånd i hånd.

Det er Angola et eksempel på. Siden landets borgerkrig sluttede i 2002, har Angola oplevet en eksplosion i olieindtægterne, der betyder, landet har overskredet Danidas nuværende BNI-grænse på 2.470 dollars for at kunne modtage bilateral udviklingsbistand.

Men genopbygningen af landet går langsomt, og befolkningens mest basale behov som adgang til vand, sundhed og arbejde er langtfra opfyldte. Kritikere er enige om, at problemerne skyldes omfattende korruption og MPLA-regeringens manglende vilje til at løfte statens grundlæggende funktioner.

Stort behov for støtte
Den danske u-landsorganisation IBIS har arbejdet i Angola siden 1995, fra 2002 med store Danida-støttede programmer inden for uddannelse og opbygning af civilsamfundet. Men i 2011 er det slut, dels på grund af BNI-grænsen og dels på grund af Angolas ekstremt høje prisniveau, som gør det næsten umuligt at holde omkostningerne til administration på et acceptabelt leje.

IBIS mener, at det er et kritisk tidspunkt at trække sig ud, blandt andet fordi civilsamfundet i Angola stadig er meget langt fra at være en stærk spiller over for staten.

– De NGO’er, vi samarbejder med, benytter sig af strategier, hvor de primært fokuserer på opbygningen af basale serviceydelser. De tager ofte udgangspunkt i praktiske problemstillinger for derigennem at kunne sætte mere samfundskritiske, politiske spørgsmål på dagsordenen senere. I første omgang er det et spørgsmål om at få en dialog op at stå mellem civilsamfundet og myndighederne, siger Karen Andersen, international chef i IBIS.

IBIS søger blandt andet at fremme sådan en dialog ved at støtte et netværk af 23 lokale NGO’er i hovedstaden Luanda, for eksempel med debatter om en forestående ændring af landets forfatning, som civilsamfundet officielt er en partner i. Der er samtidig en spirende decentralisering på vej med en politisk beslutning om at oprette provins- og kommunalråd, hvor civilsamfundet også skal høres, fortæller Connie Dupont, som koordinerer IBIS’ Angolaprogram.

Angola falder for BNI-grænse
I december 2008 sendte Danida en ny civilsamfundsstrategi på gaden, der blandt andet retter særligt fokus mod at ”fremme fleksible og relevante indsatser i skrøbelige stater og situationer”. Strategien uddyber disse til at være situationer, ”hvor staten enten ikke har viljen eller evnen til at varetage grundlæggende funktioner og opfylde befolkningens behov og forventninger”.

– Der findes ikke faste definitioner på, hvornår en stat eller en situation kan kaldes skrøbelig, fortæller Lars Kjellberg, chefkonsulent i Udenrigsministeriets center for humanitær bistand, udviklingspolitik og civilsamfund og uddyber:

– Det skal være en ikke-normal udviklingssituation, som for eksempel når et land kommer ud af en humanitær situation, men det må altid bero på en analyse af den aktuelle kontekst.

Selvom Lars Kjellberg anerkender, at Angola står over for store udfordringer, understreger han også, at civilsamfundsstrategien ikke åbner for, at der kan gøres undtagelser fra BNI-grænsen, med mindre der er tale om støtte til oprindelige folk. BNI-grænsen skal sikre, at bistanden anvendes i de absolut fattigste lande.

Ufleksibel grænse
NGO’er har ofte kritiseret BNI-grænsen for at være for ufleksibel i lande, hvor økonomisk vækst og et bæredygtig udviklingsniveau netop ikke følges ad. Sidste år henstillede en række danske organisationer for eksempel til, at der blev givet dispensation fra BNI-grænsen til Guatemala. Sydafrika er dog det eneste land, som Danmark har givet dispensation fra reglen i forbindelse med apartheidstyrets fald i 1990’erne.

Karen Andersen, international chef i IBIS, understreger, at NGO’en principielt er enig i, at der skal være en BNI-grænse, men hun beklager, at organisationen må trække sig ud af Angola på et tidspunkt, hvor behovet for støtte endnu er stort. Beslutningen om at trække sig ud blev dog allerede taget i 2007, og IBIS har derfor haft mulighed for at planlægge en lang udfasning, der bedst muligt sikrer bæredygtighed og styrkelse af partnere og netværk.