TEMA: AFRIKA I VÆKST

HVEM KAN TJENE PENGE I AFRIKA?

Afrika mangler jobs, uddannelse og står for sølle tre pct. af verdenshandlen. Alligevel viser nye tal, at danske virksomheder tjener penge på kontinentet. Betyder det, at afrikanske virksomheder kan gøre det samme?

Af Mikkel Noel Lanzky

Havnen i Cotonou, Benin, hvorfra varer eksporteres og importeres. På trods af finanskrisen vokser økonomien på det afrikanske kontinent.
Foto: Jørgen Schytte/Danida.

Der er penge at hente i Afrika. Det er det positive budskab fra en opgørelse, Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) har lavet.

I u-landene investerer IFU sammen med danske virksomheder i private projekter, som kan give afkast og samtidig skabe varig udvikling. Og afkastene på IFU’s projekter i Afrika siden årtusindskiftet har været opløftende. Faktisk så gode, at de udligner det underskud, IFU siden starten i 1968 har haft i Afrika.

– Opgørelsen viser, at det ikke er et halsløst forehavende at gå efter at skabe vækst og udvikling i Afrika, siger Morten Christiansen, afdelingschef for Investment Management hos IFU.

IFU investerer i gennemsnit 12 mio. kr. pr. projekt i Afrika, og i 2008 investerede IFU 175 mio. kr. i Afrika – det højeste beløb hidtil. Også dansk erhvervslivs interesse for Afrika vokser. I 2008 lå de direkte investeringer i Afrika på 6,2 mia. kr. – en stigning på 244 pct. på ti år, viser tal fra Danmarks Nationalbank.

Væksten vil stagnere
IFU’s succes og de stigende danske investeringer vidner om, at det kan lade sig gøre at tjene penge i Afrika. Men IFU rådgiver sine projekter fra regionale kontorer og sikrer dermed en høj kvalitet af produkterne, ligesom danske virksomheder også ofte har mere viden og bedre uddannede medarbejdere end afrikanske. Derfor kan den danske succes næppe bare uden videre overføres til afrikansk erhvervsliv.

Over de seneste ti år har væksten ellers været høj i Afrika. I lande syd for Sahara – bortset fra store afvigere i negativ retning som Eritrea, Zimbabwe og Gabon – har væksten gennemsnitligt ligget på otte pct. ifølge opgørelser fra Verdensbanken. Til sammenligning var EU-landenes vækst godt to pct.

Der er altså et fundament at bygge på, men også store udfordringer. På grund af finanskrisen forventes væksten hos lande syd for Sahara at stagnere og ende på beskedne 1,5 pct. for 2009. Samtidig halter landbruget stadig voldsomt bagefter andre verdensdele, når det drejer sig om udbytte pr. hektar.

Landene syd for Sahara har også den dårligst uddannede arbejdsstyrke af alle verdens regioner, dokumenterer UNESCO’s statusrapport om ’Uddannelse for Alle’ fra 2008. Men selvom uddannelsesniveauet er langt under resten af verdenen, er det dog på vej op. Morten Christiansen fra IFU peger på det højere uddannelsesniveau blandt yngre afrikanere som en afgørende årsag til, at så mange af IFU’s projekter har givet positivt afkast.

Nybrud i bistanden
Da Muhammad Yunus i 2006 blev tildelt Nobels Fredspris, markerede det et nybrud. Ideen om udviklingsstøtte gennem lån til virksomheder og iværksættere, der ellers ikke kunne tage traditionelle banklån, vandt bred anerkendelse, og mikrolån var pludselig på alles læber. I maj i år foreslog den danske regerings Afrikakommission at oprette en afrikansk garantifond, som skal sikre lettere lånemuligheder for små og mellemstore virksomheder.

Fokus på u-landenes erhvervssektor er ingen ny tanke i Danmark. Såkaldte B2B-programmer (Business-to-Business) har været en del af dansk udviklingsbistand i knap to årtier. Målet med det nuværende B2B-program er at styrke den private sektor i u-landene – og dermed også skabe social og økonomisk vækst – ved at støtte samarbejde mellem lokale og danske virksomheder. Selvom B2B-programmerne kan fremvise en række succeshistorier, har det dog været vanskeligt at spore programmets makroøkonomiske effekter.

Private investeringer og erhvervsudvikling kan være nøglen til at øge velstanden i Afrika. Der findes ingen universelle løsninger eller vækstmirakler uden ulemper, men tørre tal viser, at man kan tjene penge i Afrika og samtidig skabe udvikling.

Mikkel Noel Lanzky er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

MASSER AF INGREDIENSER, MEN OPSKRIFTEN MANGLER

Privatsektoren som lokomotiv for udvikling. Det var emnet ved et velbesøgt café-arrangement i Udenrigsministeriet – men hvad skal der til for at få toget til at køre?

Af Jesper Heldgaard

Siden år 2000 har Tanzania oplevet en imponerende økonomisk vækst på omkring syv pct. om året, så forventningerne var tårnhøje, da resultatet af en national fattigdomsundersøgelse fra 2007 skulle offentliggøres.

Skuffelsen var enorm, da det viste sig, at den del af Tanzanias befolkning, der lever i fattigdom, kun var faldet med sølle to procentpoint siden 2001 – fra godt 35 til godt 33 pct.

Det fortalte Danmarks ambassadør i Tanzania, Bjarne H. Sørensen, den 21. oktober på en såkaldt udviklingscafé – den anden af slagsen – om den kommende strategi for dansk udviklingssamarbejde. Her var Udenrigsministeriets kantine igen stuvende fuld til en debat, denne gang om den rolle, den private sektor, økonomisk vækst og beskæftigelse skal spille.

Ikke én opskrift
Eksemplet fra Tanzania var blot ét af mange, der illustrerede, at de gængse opskrifter for, hvad der reducerer fattigdom, skaber økonomisk vækst og en velfungerende privatsektor, står for fald. Det er ingen nyhed, at den såkaldte Washington-konsensus er lagt død. Den herskede – anført af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond – i 1990’erne og dikterede privatiseringer, liberaliseringer og en ’tilbagerulning’ af staten for at give frit spil til markedskræfterne.

Det nye er snarere, at afløseren for den gamle opskrift endnu ikke rigtigt er fundet.

Som senioranalytiker Jens Kovsted, Centre for Economic and Business Research, ved Copenhagen Business School (CBS), udtrykte det:

– Listen af nødvendige betingelser for vækst blev efterhånden så lang, at udviklingslandene i realiteten blev bedt om at kopiere et udviklet land.

Jens Kovsted henviste til den såkaldte Spence-rapport fra 2008, der markerede et endeligt farvel til Washington-konsensussen og til tanken om, at der findes én almengyldig opskrift på økonomisk vækst, fattigdomsbekæmpelse og en velfungerende privatsektor. Det betyder, at alle har et ansvar for at tilpasse deres politik og programmer til lokale forhold, og at dårlige resultater ikke længere alene kan henføres til, at udviklingslandene er for dårlige til at implementere ’den rette lære’.

– Noget ved vi dog, tilføjede økonomen til beroligelse for de mange fremmødte og fortsatte:

– Vi ved en del om, hvad der hæmmer vækst, og om, hvilke meget generelle betingelser der fremmer vækst. Dertil kommer, at det også er bredt anerkendt, at stat og regering er en del af såvel løsningen som problemet.

Men det betyder ifølge Jens Kovsted ikke ’bare’, at pendulet og fokus er svinget tilbage til 1950’ernes og 1960’ernes teorier om staten som den aktive og rammesættende aktør, for nu er det bredt anerkendt, at ’staten’ sjældent optræder som en enhed, men kan have egne og forskellige dagsordner.

”
Listen af nødvendige betingelser for vækst blev efterhånden så lang, at udviklingslandene i realiteten blev bedt om at kopiere et udviklet land.

Senioranalytiker Jens Kovsted, CBS.

Ingen trylleformular
Den komplekse virkelighed, som økonomens ord og Bjarne Sørensens Tanzania-eksempel mindede om, forhindrede dog ikke debatdeltagerne i entusiastisk at argumentere for de ting, de mener kan være – om ikke opskriften, så nødvendige ingredienser: effektiv korruptionsbekæmpelse, velfungerende banker, god infrastruktur, konkurrence, respekt for den private ejendomsret osv.

Jørgen Estrup, udviklingsøkonom og konsulent med en fortid hos UNIDO og i Folketinget, slog til lyd for et helt nyt syn på begrebet ’den private sektor’:

– Der findes ingen egentlig definition eller afgrænsning af begrebet ’den private sektor’. Jeg ser det som en markedsorienteret måde at gøre ting på og mener, at udfordringen er at få markedskræfterne til at arbejde for de fattige. Det er netop, hvad den britiske bistandsorganisation DfID forsøger i sin nye strategi for privatsektorudvikling, sagde han.

Ib Petersen, Udenrigsministeriets direktør for udviklingspolitik, rundede af med at konstatere, at han ikke kunne tage nogen trylleformular med fra mødet til arbejdet med den nye udviklingsstrategi.

AFRIKAS AFFALD BLIVER TIL HEGN OG HUSE

Grønne virksomheder myldrer frem i Afrika – som den kenyanske entreprenør, der har fundet på at lave byggematerialer af gamle plasticposer.

Tekst og fotos: Jeppe Villadsen, Nairobi

Rwanda, Uganda og Tanzania har indført totalforbud mod plasticposer. Kenya går en anden vej for at komme affaldsproblemet til livs: Poserne smeltes om til byggematerialer.

Idéen er så enkel, at det kan være svært at forstå, hvorfor andre ikke har fået den før.

I de fleste afrikanske lande er effektive renovationssystemer noget, man må kigge i vejviseren efter. Husholdningsaffaldet bliver spist af geder eller nedbrudt af vind og vejr. Mens resten – plasticposer, elektronik og gammelt skrammel – får lov til at blive liggende dér, hvor det én gang er smidt.

Evans Githinji, som er uddannet skolelærer, var træt af at se på plasticaffald, der flyder overalt i landskabet. Han spekulerede på, hvordan man kunne bruge det til noget nyttigt – og fik så en idé.

I al sin enkelthed går den ud på at smelte affaldsplastic om til pæle og bjælker af massiv plast. Som de brugte plasticposer, der flyder overalt i Afrika, ventede idéen bare på at blive samlet op.
– Regeringen ønskede at forbyde plasticposer, men jeg tænkte, at der måtte være en anden udvej, nemlig at betragte plastic som en ressource og ikke som affald. Vi begyndte at lave forsøg og undersøgelser og – vupti! – så havde vi pælene, fortæller den 33-årige nyslåede virksomhedsejer Evans Githinji.

Konfetti af gummisko
Evans Githinjis lille virksomhed Green Africa ligger som nabo til et værksted for Volvo-lastbiler i det yderste af Nairobis industrikvarter. I fabrikkens lagerhal vidner bjerge af affaldsplastic om de ingredienser, der indgår i opskriften på de begsorte plasticpæle: brugte computerdele, mælkebeholdere, brødposer, gummisko og – ikke mindst – oceaner af plasticposer. Også en lyserød kropsunderdel – en del af en anatomifigur fra medicinstudiets anatomiundervisning – ligger på makaber vis og flyder i en af bunkerne.

Det hele hakkes i stumper og stykker og bliver så mikset i den rette blanding af hårde og bløde plastictyper. Herefter smeltes plastic-konfettien i nogle minutter, før den flydende plastmasse bliver presset ud gennem et langt metalrør, som ligner et vandret nedløbsrør. Ud kommer en sort pæl, der, efter afkøling i et vandbad, er klar til brug.

Plaststolperne var i første omgang kun beregnet til hegnspæle, men de viste sig også at fungere glimrende som bjælker og bærende stolper i mindre huse. Ud over at spare på Kenyas hårdtprøvede træressourcer har plasticstolperne en langt større holdbarhed end stolper af træ. De flækker ikke, får aldrig svamp og er modstandsdygtige for termitangreb. Desuden fæstnes søm bedre i den hårde, men stadig formbare plast.

Green Africa startede med fire ansatte for mindre end et år siden, men er allerede oppe på 24. Manager Patrick Warungu regner med at kunne tælle 50 medarbejdere om et år.
– Vi satser på at fordoble forretningen hvert år, både produktionen og staben, smiler han.

Fabrikken er i stand til at producere 100 pæle og bjælker om dagen, men da efterspørgslen er langt større, håber de på snart at få råd til at investere i flere og hurtigere maskiner.
– I starten lavede vi marketing, men vi har måttet droppe det for ikke at skuffe for mange kunder, siger Evans Githinji. Han peger på, at konceptet nemt vil kunne gentages i andre lande. Så når tiden er moden, vil han starte tilsvarende produktioner andre steder i Afrika.

Green Afrika i Nairobi satser optimistisk på at fordoble produktionen – hvert år! Her fabrikkens manager Patrick Warungu.

I fængsel for en pose
En lastbil ankommer til fabrikken med dagens høst af indsamlede plasticposer: fire tons. Fabrikken modtager omkring 70 tons gammelt plastic om ugen, som en hær af indsamlere samler sammen over det meste af Kenya. Indsamlerne tjener mellem 50 øre og en krone pr. kilo plastic.

I en række andre lande i regionen, såsom Rwanda, Burundi og Tanzania, kan Green Africa-konceptet dog ikke genbruges. Landene har nemlig indført totalforbud mod brug af plasticposer, og i Uganda vil det fra næste år give tre års fængsel eller en bøde på 7.500 kr., hvis man ses med en plastpose.

– Forbud er ikke den rigtige vej, for man mister en masse jobs, og der er ikke noget ordentligt alternativ til plasticposerne. Papir fungerer ikke lige så godt, og vi har allerede for få træer, siger Evans Githinji.

– I dag bruger vi plastic overalt, selv biler består af mere plastic end metal. Plastic er kommet for at blive, så vi er nødt til at finde en bæredygtig måde at omgås det på.

Jeppe Villadsen er Afrika-korrespondent for Kristeligt Dagblad og skriver fast i Udvikling.

EN IDEALISTISK KAPITALIST

Mød Arnold Ekpe fra Cameroun – pan-afrikanist og administrerende direktør i Ecobank en afrikansk regionalbank på afrikanske hænder.

Lars Zbinden Hansen, Lomé

På Ecobanks topchefs kontor i Lomé, Togo – med perfekt udsigt over Atlanterhavet og en skinnende sort, dyr bil nede på parkeringspladsen – bedyrer Arnold Ekpe, ulasteligt klædt i jakkesæt, at han ikke er lig med banken.

Ekpe er – på trods af en personlig, uomtvistelig succes i rollen som administrerende direktør for Afrikas største regionalbank – en beskeden mand. Det er ikke hans fortjeneste, at det bare har kørt som smurt for Ecobank de sidste 13 år, siger han.

– Ecobank er en vedvarende arbejdsproces, hvor vi fokuserer på holdarbejde og forsøger at undgå personkult, siger han med en stemme, der med sin søgende, dynamiske nerve lyder, som kunne den være talt ud af en europæisk topchefs mund.

”
Hvis man kan konkurrere i Nigeria, kan man konkurrere hvor som helst.

Arnold Ekpe

Årets virksomhedsleder
Den 55-årige administrerende direktør har ellers ganske god grund til at juble uhæmmet. To gange i 2008 fik han den ærefulde titel som ’årets afrikanske virksomhedsleder’. Først af Commonwealth Business Council og senere af FN-organisationen UNIDO.

Også de flere end 11.000 ansatte i banken kan være stolte. Ecobank fik en tredje titel med på vejen i 2008, da det ansete internationale bank-tidsskrift ’The Banker’ udnævnte Ecobank til ’Afrikas mest innovative bank’.

Banken, der i 1985 blev sat i værk af forretningsfolk fra 14 afrikanske lande, har med Ekpe i chefsstolen ekspanderet i ekspresfart. I februar i år åbnede banken filial nummer 620 i Kampala, Uganda, og i juni etablerer banken sig i Tanzania, Zambia og Gabon.

Filialer i 29 lande
Banken er nu inde i 29 lande, dog ikke i de nordafrikanske lande og Sydafrika, hvor bankerne er så store, at Ecobank ’ikke har en jordisk chance for at konkurrere med dem’. Bankerne mod nord og syd er 10-20 gange større end Ecobank.

Ecobank er til gengæld klart den af alle banker, der har den største geografiske spredning på kontinentet, og Ecobank fortsætter ufortrødent med at fasttømre den regionale identitet – trods finanskrisen, som Ecobank mærker i form af faldende valutaer og vigende indkomster.

Strategien er opkøb af aktiemajoriteter i banker, og det er senest sket så forskellige steder som Tchad, Malawi, Rwanda, Burundi og i Den Centralafrikanske Republik. Også en forholdsvis stor bank som EABS i Kenya er nu under Ecobanks kontrol.
– Vi foretrækker at have aktiemajoriteten i bankerne, fordi vi gerne vil fastholde vores logo og renommé i hver enkelt filial, forklarer Ekpe.

Afventer finanskrisen
Samtidig har Ecobank samarbejdsaftaler med sydafrikanske og nigerianske banker, og Ecobank forhandler løbende med andre store banker, både i Afrika og resten af verden, fx med kinesiske banker, der for længst har gjort deres indtog på kontinentet.

– Men, siger Ekpe, når Ecobank-filialerne i de tre nye lande er på plads, er det tid at konsolidere og afvente, hvordan finanskrisen udvikler sig.

– Vi skal koncentrere os om det, vi er gode til, nemlig relativt simple bankforretninger: Vi laver hovedsagelig simple lån, modtager opsparinger og betaler regninger for kunderne. Det er vores niché at operere effektivt på verdens nok mest ineffektive og vanskelige marked her i Midtafrika, siger han.

På afrikanske hænder
Ekpe kalder sig selv ’pan-afrikanist og idealistisk kapitalist’. På den led passer han som fod i hose med Ecobanks mission, der fra starten har været at skabe en privat regionalbank for afrikanere – på afrikanske hænder.

En russisk investor, Renaissance Capital, ejer knap en sjettedel af aktiekapitalen, men ellers er Ecobank rent afrikansk, og interessen for banken er enorm. Det viste den seneste offentlige aktieudstedelse, der blev sat i gang i august 2008. Siden da har over 130.000 mennesker købt aktier i banken. På de små syv måneder er der er blevet rejst 550 millioner dollars. Aktiverne er nu på over otte milliarder dollars.

Målet med aktieudstedelsen var 2,5 milliarder dollars, og Ekpe er ’behageligt overrasket over’, at det gik så godt, ikke mindst i lyset af finanskrisen, der brød ud lige efter, at banken begyndte aktieudbuddet. Han bestyrkes derfor i sin ’fulde og faste tro på, at dette århundrede vil tilhøre Afrika’.

Udvikling kan ikke stoppes
– Ikke mindst idealistiske banker som Ecobank bliver drivkraften i Afrikas udvikling, siger han.

– Ser man på bankmarkedet for bare tyve år siden, var de fleste banker statsejede eller ejet af udlændinge. Nu ejes en masse banker af private afrikanske aktionærer, siger Ekpe.

Det er en generel afrikansk udvikling, der ikke længere kan standses, mener han.

– For tre generationer siden var vi alle bønder. Men i dag er vi mange, der er langt bedre uddannede og tænker overordnet og regionalt – ikke kun i bankverdenen. Vi bevæger os nu hurtigt bort fra traditionen med, at alt var anliggender mellem enkeltpersoner. Vi tror mere på institutioner nu, og mange afrikanske samfund er allerede blevet langt mere institutionaliseret, siger Ekpe.

Ingen strømafbrydelser
Ecobank er med helt fremme, når det gælder den nyeste teknologi. Banken udsteder både kreditkort og har pengeautomater i alle landene, og i hovedsædet i Lomé generes ingen af de hyppige strøm- og telefonafbrydelser, for kontoret har satellittelefon og er hægtet op på Ecobanks datacenter og server i Ghana – ligesom alle bankens filialer.

Alt sammen er det en del af Ecobanks mission om at ’udvikle Afrika’. Også derfor er Ecobank gået i strategisk partnerskab med den store, internationale mikrofinans-specialist Accion, der får adgang til og støtte på Ecobanks markeder.

Ekpe, der har levet det meste af sit liv i udlandet, føler sig ’lige så hjemme i Lagos, Accra, Kigali eller Johannesburg’ som på sin egentlige adresse i Oxford, eller som her i Lomé.

– Vi er mange afrikanere, der nu lever og arbejder på den måde og har indset, at vi på tværs af kontinentet har langt mere til fælles, end vi troede, siger Ekpe, der kalder sig ’en sort ex-pat i Afrika’.

Lars Zbinden Hansen er freelancejournalist og bor i Lomé, Togo.

– Dette århundrede tilhører Afrika, siger Arnold Ekpe, administrerende direktør for Ecobank, Afrikas største regionalbank. Foto: Ecobank.

… MEN HAR DU INGEN, SÅ MÅ DU GÅ

I Afrika er bankerne for de velhavende og de store virksomheder, men lukket land for det fattige flertal. En underskov af alternativer er dog ved at spire frem, og det kan skabe vækst.

Tekst og foto: Jeppe Villadsen, Nairobi

– Renterne på lån er så høje i Kenya, at det slet ikke giver nogen mening for almindelige mennesker, siger Violet Kipsaina, som er selvstændig i kommunikationsbranchen.

I Danmark hører en bankkonto med til ’startpakken’ som borger. På linje med det gule sygesikringskort, det rødbedefarvede pas og et telefonnummer.

Sådan er det ikke i Afrika. I landene syd for Sahara har under 20 pct. af befolkningen en bankkonto. I et af Afrikas mest velstående lande, Nigeria, har 15 millioner af en befolkning på 140 millioner konto i en bank.

Bankerne er nemlig ikke for fattigrøve. Og dem er der flest af i Afrika.

– Renterne på lån er så høje i Kenya, at det ikke giver nogen mening for almindelige mennesker. Bankerne tjener en kæmpe profit, fordi de ved, vi ikke har noget alternativ, siger 33-årige Violet Kipsaina fra Nairobi.

Violet Kipsaina tilhører Nairobis fremadstormende, veluddannede middelklasse, hvoraf mange i de senere år har fået en bankkonto. Som tidligere selvstændig i kommunikationsbranchen ved hun, hvor svært det kan være at få et lån uden at blive flået i renter. Hun mener, den kenyanske regering burde lægge et loft på udlånsrenterne, idet hun peger på, at de billigste banklån ligger på omkring 22 pct. i rente. Andre er langt dyrere.

Verdens dyreste penge
Det er svært, endog meget svært, for en nystartet afrikansk småentreprenør eller en lille virksomhed at få et lån i en bank. Næsten halvdelen af de afrikanske virksomheder nævner manglende adgang til finansiering som en stor begrænsning for at lave forretning. Prisen på finansieringskapital er højere i Afrika end noget andet sted i verden.

Globalt har omkring 2,5 milliarder mennesker – over halvdelen af verdens voksne befolkning – ikke adgang til bankkonti og andre finansielle services, anslår Alliance for Financial Inclusion (AFI), en sammenslutning af udviklingslande, der arbejder for at gøre bankkonti, forsikringer og lignende finansielle ydelser tilgængelige for verdens fattigste.

Og det er der hårdt brug for, mener Violet Kipsaina. Hun har erfaret, at det er næsten umuligt for almindelige mennesker at få et lån i en af de traditionelle banker.

– Bare det at få en bankkonto er så dyrt og besværligt, at mange opgiver på forhånd. Du skal indlevere en kopi af dit id-kort, et foto, et brev fra din arbejdsgiver og lønsedler. Desuden skal du indsætte et minimumsbeløb. Og de penge svinder hver måned, fordi du betaler et månedligt gebyr på 20-25 kr. for at have kontoen, siger Violet Kipsaina, der arbejder som assistent på en tv-station.

– Så folk har slet ikke råd til at åbne en konto, siger hun.

I stedet er der opstået alternativer som andelslignende foreninger, fx bestående af kvinder fra samme område. Og i landsbyerne er folk gået sammen og har dannet små bank-fællesskaber.

– Det kan være en gruppe på 12 mennesker, der hver lægger 1.000 shilling (ca. 70 kr.) til side om måneden, sådan at hvert medlem en gang om året har 12.000 shilling til rådighed til et større indkøb eller investering, siger Violet Kipsaina og glæder sig også over, at et par rigtige banker – Equity Bank og Family Bank – er begyndt at arbejde ’i bunden af pyramiden’.

– De gør et fantastisk arbejde med at servicere de små og mellemstore virksomheder.

Starter fra toppen
Men bankerne er ikke nødvendigvis skurke, mener Anders Rønnebæk, investeringsrådgiver i Sydbanks afdeling for emerging markets. Han peger på, at der de senere år har været enorm vækst i udlånene hos de afrikanske banker, og det er derfor naturligt, at bankerne først går efter de sikre og store investeringer.

– Den store vækst har givet bankerne en kæmpe udfordring i at få it-systemer, kreditvurderinger osv. op at køre, og når vækstmulighederne er så store hos de velhavende kunder, vælger de dem før massebefolkningen, som de alligevel ikke kan tjene så mange penge på, fordi de ikke benytter så mange af bankens ydelser, siger Anders Rønnebæk.

Han er dog ikke i tvivl om, at det vil være gavnligt for den økonomiske udvikling i Afrika, hvis flere får adgang til bankkonti.

– Så kommer der flere likvider i omløb, hvilket vil skabe økonomisk vækst og mere købekraft. Og som virksomhed bliver det lettere at ansøge om lån med en bankkonto, fordi banken så kender din kredit-historik, siger Anders Rønnebæk.

Forskning viser også, at bedre adgang til finansielle services giver øget opsparing og investeringer hos familier og mindre virksomheder – og øger borgernes egne investeringer i uddannelse og sundhed. Begge dele gavner den økonomiske vækst.

’Bankerne driver forretning’
Fuldmægtig Peter Truelsen fra Udenrigsministeriets Afrika-kontor mener ligeledes, at det er forkert at udpege bankerne til skurkerollen.

– Hvis du var bankdirektør og havde en sikker og en usikker investering, ville du også sætte dine penge i det sikre. Bankerne er vigtige og spiller en stor rolle, også i Afrika, siger Peter Truelsen.

Den dansk regerings Afrika-kommission har foreslået at oprette en afrikansk garantifond på 500 millioner dollars, der skal skabe lettere adgang til lån for små og mellemstore virksomheder. Fonden, som skal etableres i partnerskab med Den Afrikanske Udviklingsbank, vil tilbyde at stille garantier, når bankerne låner penge ud i mere risikofyldte lån.

– Bankerne ser de mindre virksomheder som ret risikofyldte at investere i. Derfor er de meget utilbøjelige til at give dem lån. Med en garantifond vil vi prøve at gøre det usikre mere sikkert og stimulere interessen for at låne ud til de mindre virksomheder, for dér ligger vækst- og beskæftigelsespotentialet, siger Peter Truelsen.

Mobil revolution
Jennifer Isern fra The Consultative Group to Assist the Poor (CGAP) ser også store muligheder for Afrika. CGAP er en uafhængig forskningsinstitution, som arbejder for at udvide udbuddet af finansielle ydelser i udviklingslande.

– Med den rigtige politiske styring er Afrika klar til betydelige udvidelser i de finansielle ydelser, dels ved at bygge på en stærk opsparingskultur, dels fordi her er så mange forskelligartede udbydere af finansielle services, siger Jennifer Isern, der leder CGAP’s arbejde i Afrika.

Hun peger på de nye mobile banksystemer som et eksempel på et stærkt alternativ til de traditionelle banker. Via sin mobiltelefon kan man indsætte penge, overføre beløb og betale regninger. (Se også Udvikling 4/2009, s. 14-15.)

Et af de første mobile banksystemer er det såkaldte M-Pesa, der blev lanceret i Kenya i 2007. I dag – to et halvt år senere – er der over syv millioner registrerede brugere, hvoraf flertallet før var uden bankkonto. M-Pesa har spredt sig til Tanzania og Afghanistan, og der er planer om at udvide i Indien, Egypten og Sydafrika. Indtil nu er der blevet overført næsten ti milliarder kroner gennem M-Pesa-systemet.

Andre afrikanske mobiludbydere er ved at udvikle lignende services. Forretningspotentialet ligger i de over en milliard mennesker i u-landene, som har adgang til en mobiltelefon, men ikke har nogen bankkonto. En gruppe, som CGAP forventer vil stige til 1,7 milliard i 2012.

Violet Kipsaina er også begejstret for MPesa, der når ud i landsbyer, som næppe vil se en bankfilial de næste mange år.

– Folk, der aldrig havde drømt om at få en bankkonto, bruger nu M-Pesa. Selvom det ikke giver renter, er det stadig et godt alternativ, fordi det er en langt sikrere måde at opbevare penge på end at have dem hjemme under madrassen.

Jeppe Villadsen er Afrika-korrespondent for Kristeligt Dagblad og skriver fast i Udvikling.