NYT FRA DANIDAS STYRELSE
AFRIKA – FREDENS KONTINENT?
Antallet af konflikter i Afrika falder på grund af økonomisk vækst og bedre konfliktmægling. Forude venter dog masser af benarbejde for at få en afrikansk sikkerhedsarkitektur på plads.
Af Stefan Katic
Billeder af børnesoldater med geværer så store som dem selv, sværtbevæbnede militsgrupper i pickups og afmægtige civile på flugt. Mediernes meget lidt muntre beretninger fra Somalia, Darfur og DR Congo cementerer et billede af et Afrika i evig konflikt med sig selv.
Men det tegner ikke et helt retfærdigt billede af tingenes tilstand.
Det ligger i mediernes natur at være dér, hvor konflikten er: Derfor er det let at overse, at en række af Afrikas længstvarende voldelige konflikter er blevet bilagt de seneste år. Det gælder fx Angola og de vestafrikanske stater Sierra Leone og Liberia.
Selvom der inden for de seneste måneder – af vidt forskellige årsager – har været voldelige sammenstød i fx Guinea og Uganda, så er antallet af væbnede konflikter i Afrika blevet færre.
Én grund er den pæne økonomiske vækst, Afrika syd for Sahara har nydt godt af. En anden er, at stadig flere konflikter i Afrika ikke løses gennem vold, men gennem forhandling. Det sker gennem Den Afrikanske Union (AU) i samarbejde med en række regionale, fredsbevarende organisationer.
Afrika er i disse år ved at bygge sin egen såkaldte sikkerhedsarkitektur op, så kontinentet på sigt selv helt og holdent vil kunne forebygge og løse konflikter, inden de blusser op som væbnede sammenstød eller krige. Via sit ’Afrika for Fred’-programmet støtter Danmark denne indsats – sammen med EU og andre donorer, herunder Danmark – blandt andet med træning af officerer og politi i konfliktløsning.
Inspireret af FN’s Sikkerhedsråd er der blevet oprettet et afrikansk freds- og sikkerhedsråd. Og der er blevet etableret en afrikansk reaktionsstyrke – der i lighed med FN’s blå baretter kan sættes ind i fredsbevarende missioner – som består af fem regionale brigader. Lidt af en revolution, selvom AU-styrkens evne til fx at beskytte civilbefolkningen i Darfur ikke har været imponerende.
Danmark har siden 2005 støttet det afrikanske fredsarbejde. Indtil nu er det danske bidrag gået til at bygge institutionernes normer og arbejdsmetoder op – men mere og mere også til konkret konflikthåndtering.
Nu sættes 2. fase af Afrika for Fred-programmet i gang – med fokus på de egentlige fredsindsatser.
Ambassadør Pernille Kardel fra ambassaden i Addis Ababa kunne i en videokonference med styrelsens medlemmer fortælle, at vægten i den danske støtte fremover især vil blive lagt på Vest- og Østafrika, hvor konflikterne og spændingerne fortsat er mange.
Ud over den fortsatte støtte til Den Afrikanske Union er det primært ECOWAS (Economic Community of West African States) og IGAD (Inter Governmental Agency for Development) i Østafrika, der står for indsatsen.
Mens ECOWAS har arbejdet med konfliktløsning i fx Guinea, har IGAD fokuseret på fredsindsatser i Somalia og Sudan. Danmark har i øvrigt indtil nu været den største enkelt-donor til IGAD, men for fremtiden kommer svenskerne til at spille en stor rolle.
AU, med sine 53 medlemsstater, er det helt overordnede forum. Styrelsens medlemmer havde tidligere haft lejlighed til at besøge hovedkvarteret for Den Afrikanske Union i Addis Ababa, og var – citat – ’ikke voldsomt imponerede.’
’Institutionel kakofoni’ lød det fra styrelsen om det faktum, at hele seks forskellige organisationer får dansk støtte til deres arbejde med ’Afrika-program for Fred’.
Trods disse kritiske bemærkninger – og en opfordring til at fokusere indsatsen – sagde Danidas styrelse herefter god for en bevilling på 250 mio. kr. til 2. fase af programmet.
Dette sker i erkendelse af, at der ikke er mange alternativer til fortsat at forbedre de regionale organisationers evne til at forebygge og afslutte politiske og voldelige konflikter.
Afrikas problemer løses ikke blot bedst af afrikanerne selv – de er også de eneste, der kan.
STYRELSEN TILTRÅDTE BL.A. OGSÅ DISSE BEVILLINGER VED SIT MØDE I OKTOBER:
Burkina Faso: Sektorprogram for vand og sanitet – 450 mio. kr.
Uganda: U-Growth Programmer. Udvikling af bæredygtig, eksportdrevet økonomi med fokus på landbrug – 440 mio. kr.
Mali: Sektorprogram for vand og sanitet – 340 mio. kr.
Nepal: Sektorprogram for uddannelse – 220 mio. kr.
Afghanistan: Nærområdeindsats – 140 mio. kr.
Verdensbanken: Trustfond for klima tilpasning gennem integreret jord- og vandforvaltning – 55 mio. kr.
Verdensbanken: Kommuneudvikling i Gaza og på Vestbredden – 50 mio. kr.
Indonesien: Fremme af demokrati og god regeringsførelse – 50 mio. kr.
Verdensbanken: Støtte til trustfond for statsog fredsopbygning – 30 mio. kr.

Denne side er kapitel 1 af 11 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 09-11-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9525/index.htm
|