FOTOGRAFI
SNART PÅ POSTKORT
Billedet herunder er en af to vindere i en fotokonkurrence, som u-landsorganisationen Operation Dagsværk udskrev i september. Opgaven var at tage et billede, som illustrerer forandring eller ting, man ønsker forandret.
– Benjamin Tarp har taget et overraskende og solidarisk Danmarksbillede, hvor pigen i kørestolen er inkluderet i fællesskabet. Vi bemærker, at pigen mangler sine ben, men kammeratskabet består. Fotografen gør hende ikke til offer, siger dommerpanelet, som bestod af Stine Bang, sekretariatsleder på Operation Dagsværk, og Mads Nissen, foto-journalist på Berlingske Tidende (se billedserie på side 8-9).
51 fotos deltog i konkurrencen. Det andet vinderbillede er taget af Rawia Farah. Begge vil blive trykt på postkort og fordelt over hele landet i 25.000 eksemplarer. Billederne kan også ses på http://www.od.dk.
Operation Dagsværk udskrev konkurrencen forud for organisationens årlige ’OD-dag’, hvor danske folkeskole- og gymnasieelever arbejder for at tjene penge til unge i et u-land. I år falder OD-dagen 4. november, og pengene går til at uddanne omkring 3.000 arbejdsløse unge i det kriseramte Zimbabwe.
Projektet, som danske unge således finansierer, omfatter blandt andet en lederuddannelse, hvor unge i Zimbabwe lærer om politik, økonomi og demokratiske rettigheder og får redskaber til at påvirke andre unge og udviklingen i samfundet. /mm
 Billedet er taget i Odense af Benjamin Tarp, 18-årig elev på Nordfyns Gymnasium. Det forestiller fotografens søster og hendes veninder.
Denne side er kapitel 10 af 10 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 07-10-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9504/index.htm
|