NAVNE

FOR KLOG TIL AT VASKE TØJ

– Vi skal være ofrenes mulighed for retfærdighed, siger Den Internationale Straffedomstols vicepræsident Fatoumata Diarra. Hun gør status over syv år med børnesygdomme og knas på linjen til Afrika.

Af Anders Pedersen, Haag

Skuffet over, at hun endnu ikke har haft den ugandiske oprørsleder Joseph Kony som ’kunde i butikken’. Malieren Fatoumata Diarra er vicepræsident for Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag. Foto: ICC-CPI.

Fatoumata Diarra, vicepræsident for Den Internationale Straffedomstol (ICC), begyndte sin kamp for retfærdighed i hjemlandet Mali, da hun som barn blev sendt i skole. Dengang var Mali en fransk koloni, og piger kom sjældent i skole.

– Jeg kom nede fra floden, hvor jeg vaskede tøj for min familie. Her mødte jeg en embedsmand fra det franske kolonistyre uden for min fars købmandsbutik, fortæller Diarra. Hun gengiver tydeligt mandens udbrud:

– Din datter er for klog til din købmandsforretning. Hun skal i skole!

Faren kom ikke langt med undskyldningen om, at familien havde brug for Diarra i hjemmet. Historien står stadig klart hos Diarra og minder hende om de forpligtelser, der følger med at være den første generation af kvinder, som kom i skole.

– Da jeg senere fik muligheden, besluttede jeg mig for at blive jurist for at hjælpe andre kvinder, siger hun.

Støt arbejdede hun sig frem i Malis retsvæsen, hvor hun kæmpede for, at kvindelige advokater kunne håndhæve landets familielovgivning.

– Loven i Mali er ganske klar. Ved mandens død skal kvinden have forældremyndigheden over deres børn. Men alligevel så jeg kvinder møde grædende op i retten, fordi mandlige slægtninge insisterede på, at traditioner og islam gav dem retten til børnene. Som kvinde, mor og dommer var det min opgave at informere mændene om lovens bogstav, siger hun.

Mellem aktivisme og juristeri

Med chefposten i Malis justitsministerium fik Diarra mindre tid til aktivisme for kvinders rettigheder. Hun sad med gode love, som ingen kendte til.

– Det var meget frustrerende. Når kvinder ikke kender deres rettigheder og ikke har penge til at sikre sig, hvordan skal de så kunne ændre deres situation? spørger hun.

Med baggrund i kvindeaktivisme og erfaringer med vold mod kvinder i straffesager, men uden det store kendskab til Balkan blev hun udpeget som dommer til Krigsforbrydertribunalet for Det Tidligere Jugoslavien (ICTY).

– De vidneudsagn, jeg mødte, var umulige at forestille sig. Børn, der blev myrdet foran deres forældre, og kvinder, som blev voldtaget foran deres mænd, fortæller hun.

Tribunalet mødte voldsom kritik for ikke at respektere ofrene for krigsforbrydelserne, og Diarra er enig.

– Det, der berørte mig mest, var, at ofrene hverken blev tildelt oprejsning eller kompensation, siger hun.

Gode intentioner og modviljer

Derfor var det med stor glæde, at Diarra i 2003 satte sig i stolen som dommer ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

– Der er ingen retfærdighed uden kompensation til ofrene, og det anerkender ICC, som yder både kompensation og omfattende vidnebeskyttelse, siger hun.

Hun er overbevist om, at de forbedrede rettigheder for ofrene hos ICC rummer mulighed for, at voldtægt og andre overgreb mod kvinder kan komme frem under eventuelt kommende retssager mod Sudans præsident Omar al-Bashir og den ugandiske oprørsleder Joseph Kony. Udeblevne arrestationer af to af de mest prominente anklagede krigsforbrydere har ført til skarp kritik af ICC for manglende effektivitet. Det medgiver Diarra.

– Det er utvivlsomt min største skuffelse indtil nu, at en mand som Joseph Kony stadig ikke er bragt til Haag, siger hun.

Diarra forstår godt, hvis ICC’s kamp for retfærdighed for krigsforbrydere fremstår meningsløs, når samtalen falder på DR Congo. Men hun siger:

– Katastrofen er uden for ICC’s rækkevidde, fordi borgerkrigen foregår i et land, hvor ingen har kontrol. Hverken FN eller Congo selv har været i stand til at stoppe forbrydelserne mod civile, og ICC har ingen politistyrke, som vi kan rykke ind med, siger hun.

Diarras konklusion er derfor klar:

– ICC opnår kun styrke gennem aktive bidrag fra vores 110 medlemslande, siger hun.

Men også udenforstående har skabt ballade i ICC’s første syv leveår. Under præsident

George W. Bush udgjorde USA en markant diplomatisk udfordring for ICC, mens Barack Obama er mere forsonlig over for ICC og har aflyst en kontroversiel praksis med at presse immunitetsaftaler for amerikanske statsborgere igennem hos mindre lande.

Faktisk spiller USA’s Darfur-bevægelser som Save Darfur en afgørende rolle for at holde ICC’s arrestordre på al-Bashir højt på dagsordenen internationalt, og ICC-støtter som Samantha Power, multilateral chef i USA’s Nationale Sikkerhedsråd, er centralt placeret i den nye administration.

Kritikken af ICC skal i stedet i stigende grad findes hos flere afrikanske lande, hvor støtten knirker gevaldigt.

Et skrøbeligt forhold

Senest mødte ICC voldsom modstand fra Den Afrikanske Union (AU) angående arrestordren på præsident al-Bashir. Med Libyens leder oberst Muammar al-Gaddafi, som formand anklagede AU domstolen for ensidigt at rejse sager mod afrikanere. Men Diarra afviser kritikken.

– Vi tog aldrig derned for at hente de anklagede. Det var de afrikanske lande selv, der sendte os sagerne fra Uganda og Den Centralafrikanske Republik, fordi landene har bedt os om det. Når det kommer til Sudan og præsident al-Bashir, har FN’s Sikkerhedsråd givet os besked på at indlede en sag, siger hun.

Hun afviser i øvrigt at kommentere sagen vedrørende præsident al-Bashir, da sagen endnu afventer behandling ved ICC. Til gengæld beklager hun den manglende samarbejdsvilje fra både afrikanske og arabiske lande, når det kommer til arrestordren mod ham. For ud over at måtte reducere sine rejseaktiviteter har præsident al-Bashir ikke mærket større gener fra naboerne. Diarra beskylder de store afrikanske lande for at lurepasse med støtten til ICC.

– De fleste afrikanske regeringer siger, at de støtter ICC, men bevarer alligevel kontakten til præsident al-Bashir. Libyen bekæmper os hårdt, men samtidig ser vi også ’små lande’ som Botswana og Tchad, der udtrykkeligt bakker os op, siger hun.

Men i flere afrikanske lande kan Diarra alligevel spore, at ICC er med til at sætte krigsforbrydelser på dagsordenen. Hun mener også, at ICC’s fem afrikanske dommere er med til at forstærke denne udvikling. Men hun er bekymret over afrikanske juristers manglende adgang til at gøre karriere i ICC. De sorteres fra på grund af sprogkundskaber.

– Jeg har selv prøvet at afvise en enestående jurist fra Cameroun, fordi han kun talte fransk. Vi oplever vi desværre gang på gang, at fantastiske afrikanske jurister får afslag på grund af sproget. Vestligt uddannede jurister med flere ressourcer har bedre adgang til sprog. Det er et stort problem for domstolens bredde, mener hun.

Selv ser 60-årige Fatoumata Diarra frem til engang at nyde sit otium med fortsat kamp for kvinders rettigheder i Mali.

– I dag kan kvinder stadig ikke handle på egen hånd uden deres mand, så arvelovene er helt afgørende for at forandre livet for afrikanske kvinder, og hvis vi skal forandre Mali, siger hun.

Anders Pedersen er freelancejournalist og bosat i Haag.

BØRNENES NYE STEMME

Jonas Parello-Plesner har byttet karrieren i Udenrigsministeriet ud med en plads i NGO-miljøet som direktør for AC Børnehjælp.

Af Ulrikke Moustgaard

Når de danske medier i fremtiden skal have en kommentar fra børnehjælpsorganisationen AC Børnehjælp, kan de se frem til at interviewe en usædvanlig figur.

I front for den danske NGO står nemlig nu en tidligere diplomat med otte års karriere i Udenrigsministeriet bag sig og uddannelse fra den berømte franske eliteskole École Nationale d’Administration (ENA), som har uddannet de fleste franske premierministre og topembedsmænd.

Adoptioner og børnerettigheder

Jonas Parello-Plesner er med andre ord ikke en typisk leder for en dansk græsrodsorganisation. Men efter et lille årti på de bonede officielle gulve – først på Danmarks ambassade i Paris og senere som chefkonsulent i Udenrigsministeriet med Asien som område – fik Jonas Parello-Plesner lyst til luftforandring. Han var tiltrukket af tanken om at arbejde i en NGO, og han fandt det spændende at træde ind i rollen som AC Børnehjælps ansigt udadtil – efter den mere anonyme embedsmandskarriere.

I offentligheden er organisationen – der arbejder med udviklingsprojekter i Etiopien, Colombia, Bolivia og Nepal – nok mest kendt for at formidle adoptioner.

En omtale, som AC Børnehjælp dog godt kunne have undværet, var en sag i 2007, hvor organisationen for åben tv-skærm blev anklaget for at formidle adoption af børn uden den biologiske indiske fars viden og samtykke – anklager, som AC Børnehjælp senere blev frikendt for.

Mindre kendt er det nok, at AC Børnehjælp ud over adoption i lige så høj grad arbejder for børnerettigheder og børns forhold i den tredje verden gennem udviklingsprojekter og fadderskaber. Den mindre kendthed skal der nu ændres på, for synlighed øverst på dagsordenen hos den nye direktør.

Fem sprog – plus det løse

For folk, der kender den ny direktør godt, kommer det næppe som en overraskelse, at han har taget springet fra ministeriel embedsmand til NGO-leder. 35-årige Jonas Parello-Plesner er selv en hybrid.

Han voksede op som Gentofte-dreng – men ikke i klichéens traditionelle betydning. Han tilbragte en del af sin barndom i et flipperkollektiv hos sin danske mor og sine sommerferier hos sin fransk-spanske far. Bedsteforældrene kom som flygtninge til Frankrig efter Den Spanske Borgerkrig, og familien er internationalt forgrenet. Parello-Plesners familie er således både fransk, dansk, tysk, spansk og amerikansk – selv taler han alle fem sprog flydende plus arabisk og kinesisk på begynderniveau. Han er tilmed amatør-tryllekunstner og har tryllet cigaretter og kulørte tørklæder væk på scenen foran et publikum af 1.000 måbende ministerielle kolleger.

Som ung backpacker rejste han Latinamerika tyndt og var pædagogmedhjælper, før han begyndte på at læse statskundskab på Københavns Universitet – selvom han egentlig som barn havde drømt om at blive enten brandmand eller forsvarsadvokat.

Den drøm blev så ikke til noget. Til gengæld glæder Jonas Parello-Plesner, der selv er far til to, sig til at få fingrene ned i virkeligheden på den anden side af bordet end dér, hvor han hidtil har udfoldet sig på de store linjer i det danske internationale samarbejde.

Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist og forfatter.