BØGER

BLODBAD I UGANDA

Anmeldelse: En ægte humanist forvandles til en nådesløs dræbermaskine i Unknown Soldier – en ny, amerikansk tegneserie om borgerkrigen i Uganda i 2002. Den er grundigt researchet og fremragende fortalt.

Af Jakob Stegelmann

Titelpersonen i tegneserien Unknown Soldier om borgerkrigen i Uganda, forvandles fra humanist til dræber. Ill.: Fra albummet.

Joshua Dysart (tekst)
og Alberto Ponticelli (tegninger)
UNKNOWN SOLIDIER
Vertigo, 141 sider, ca. 80 kr. Fås i tegneseriebutikker.

Verden er fuld af uløselige problemer, som kan være så svære at overvære, at man mod alle odds griber til handling, hvor futil den end måtte være.

Og indimellem gør en sådan indgriben pludselig situationen meget værre, og den frelsende engel med de gode intentioner bliver en destruktiv djævel. Illusionerne brister, og grusomheden sætter ind.

Det er den situation, dr. Lwang Moses havner i: Alt det gode, han troede, han skulle gøre, ender i et orgie af hævntørst, vold og bitterhed, med den velmenende læge som maskeret selvtægtsmand i en verden, han brutalt bekæmper.

Uganda er scenen for Joshua Dysarts og Alberto Ponticellis nye – men også klassiske – tegneserie Unknown Soldier, og deres hovedperson er en opdateret version af en superhelt, der opstod i midten af 1960’erne. Inspireret af begrebet om ”den ukendte soldat”, som i ”den ukendte soldats grav”, begyndte han som patriotisk kriger på slagmarken, uden identitet, men med usædvanlige kræfter i kamp mod overmagt og uret.

Senere har han optrådt i historier, der var langt mindre patriotiske, og mange af hans meriter har drejet sig om krigens paradokser og dens mangel på klare helte og klare skurke.

Svælger i lemlæstelse

Med den nye historie bliver Unknown Soldier brugt til at fortælle en meget rå og blodig version af situationen i Uganda i 2002. En helt uigennemskuelig borgerkrig, hvor børnesoldater slagter hinanden og civilbefolkningen – uden at nogen hjælper de utallige ofre. Hertil ankommer dr. Moses, født i Uganda, opvokset i USA, og nu opfyldt af frelserdrømme. Han vil helbrede sit land og bruge al sin viden fra sin egen verden. Men det går helt galt. Efterhånden som realiteterne går op for ham – at han aldrig vil kunne hjælpe, og slet ikke med fredelige midler – begynder et alter ego at vælde op i ham. Vreden skaber en nådesløs dræbermaskine, der jagter dem, han mener skyldige, og straffer dem på stedet.

Det er meget blodigt, og man må sige, at tegneren Ponticelli svælger eftertrykkeligt i forskellige former for lemlæstelse. Blodet flyder ud over siderne, skuddene og skrigene kan næsten høres, mens man læser, men det giver mening, for det er alt sammen med til at beskrive, hvordan et humanistisk menneske, en ægte spejderdreng, forvandles til den voldeligste af dem alle.

Den sorte Pimpernel

Unknown Soldier har med rette vakt opsigt, for den er fremragende fortalt i en udtryksfuld streg, der veksler mellem det realistiske og det karikerede – og en dialog, der er både sparsom og nuanceret.

Men selv om Unknown Soldier måske ikke ligner en klassisk helt, så er han dybest set en ganske naturlig arvtager til myten om den maskerede helt med hemmelig identitet – som Zorro og Den Røde Pimpernel – og den klassiske superhelt. Helte, der løser uløselige problemer og redder mennesker fra den skæbne, de ellers ville være prisgivet.

Det er måske ikke så kendt, men de første superhelte, Superman og Batman, der opstod kort før Anden Verdenskrig, blev skabt af jødiske indvandrere fra Europa – unge mænd, der så, hvordan skyerne trak sammen omkring deres tilbageblevne familier – uden tegn på redning. Overnaturlige helte, der handlede, mens politikere snakkede, var en oplagt dagdrøm.

Ligesom dr. Moses kunne de sagtens have udviklet sig til rabiate selvtægtsmænd – de kunne have myrdet nazister i flæng. Især Batman har mange gange optrådt på grænsen af det lovlige, når han selv mente at have retten på sin side.

Der ligger faktisk en latent dræber gemt i enhver superhelt, og seriernes forfattere har i mange år udforsket de mørke og komplicerede sider af deres figurer. Unknown Solider er derfor ikke en rystende nyhed, men snarere en logisk brug af en helt, der nærmest fra starten har været klar til netop denne historie.

”
Hvis netop denne tegneserie har en morale, må det være, at selvom den voldelige reaktion på afmagten er forståelig, så fører den kun til mere elendighed og lemlæstelse.

Fiktion og virkelighed

Om det er et sandfærdigt billede, vi får af virkeligheden i Uganda, er umuligt at sige. Men Joshua Dysart har researchet grundigt og sammen med sin tegner skabt en blanding af fiktion og virkelighed, der giver mening – og som ikke rummer nogen form for opmuntring til et land i Ugandas situation. For hvis netop denne tegneserie har en morale, må det være, at selvom den voldelige reaktion på afmagten er forståelig, så fører den kun til mere elendighed og lemlæstelse.

Jakob Stegelmann er redaktør og vært på DR-programmet Troldspejlet.

HVIDE KVINDER DANSER SOM ET STYKKE TRÆ

Anmeldelse: Jakob Ejersbo rammer plet med sine forunderlige, sanselige og ganske hudløse portrætter af mennesker i Afrika.

Af Louise Windfeld-Høeberg

Forfatteren Jakob Ejersbo døde sidste år af kræft i en alder af kun 40. Revolution er anden del af hans trilogi om Afrika. Foto: Morten Langkilde.

Det handler om overlevelse i praksis, når man tager med Jakob Ejersbo og hans roman Revolution ud i verden. Til Grønland og til USA, rundt i Europa, men mest er vi i det utrolige, eventyrlige Afrika, hvor Ejersbo selv boede som barn.

At Revolution er pakket ind i et trist, gråt bogomslag, der minder mistænkeligt meget om en tom rulle toiletpapir, er naturligvis en koket underspilning: Ejersbo maler nemlig sine historier med de tykke, fede og kraftige oliefarver, som afspejler smerten, liderligheden og særligt rædslen, med både nerve og bid.

Afrika har aldrig været for tøsedrenge. Og på turen med Ejersbo får vi serveret en sanselig samling af hudløse øjebliksbilleder fra det hemmelighedsfulde kontinent, der er så svimlende fuld af modsætninger:

”Vi spiser lækker mad og hygger os og har det godt, mens lokalbefolkningen bliver slagtet,” fortæller Sofie, som er på luksuriøs safari-lodge i Idi Amins Uganda.

Og let’s face it. Sat på spidsen, så er det jo ikke så langt fra den virkelighed, som vi expats bevæger os rundt i til daglig – alle os hvide, der, som Sofie, er blevet pladask forelsket i Afrika, for her skinner solen næsten hele tiden, og her er fattigdommen så forbandet malerisk og nærmest smuk.

”
De fleste mænd i Ejersbos Afrika er nogle notoriske svin. Både de hvide og de sorte.

Ansvarsløse hvide

I Ejersbos Afrika er de hvide ikke blot de sorgløse, men også de ansvarsløse, for hvide skal ikke leve med konsekvenserne af deres handlinger. Når man har ødelagt noget for nogle mennesker i Afrika, forsvinder man bare hjem til Europa, lader Ejersbo den unge pige Rachel fra Tanzania sige i bogen.

Rachel kæmper for at overleve, forsøger at lære engelsk og at holde sig fra prostitution, bliver narret ind i det alligevel og forelsker sig i danske Christian, for han er hendes eneste redning.

Heldigvis for hende kan hvide mænd bare ikke modstå de unge, sorte skønheder, der falbyder sig selv og er mirakler i sengen, for at få billetten væk fra Afrika. Og konkurrencen fra de hvide kvinder er lig nul, ”for hvide kvinder har ingen røv og danser som et stykke træ”.

Hvid kærlighed tror, at det handler om følelser. Sort kærlighed handler om overlevelse. Alligevel kan de sagtens gå hånd i hånd. Alle kærlighedsforhold handler i bund og grund om noget for noget.

Alle tænker på sig selv

De fleste mænd i Ejersbos Afrika er nogle notoriske svin. Både de hvide og de sorte. Bedrageriske, perverse og helt igennem mandschauvinistiske svin, som lyver, er utro, myrder, voldtager eller forsvinder ud i det blå. Og frem for alt kun tænker på sig selv.

Men onde er de ikke. Mennesker i det hele taget er hverken gode eller onde. De er bare opportunister. Man tager de chancer, der byder sig, så Ejersbo moraliserer ikke, og går i en stor bue uden om den politiske korrektheds dødssyge, dårlige samvittighed. Det er ikke synd for afrikanerne.

Afrikanerne er ikke nogen, vi skal have ondt af. Heller ikke selvom deres liv er grusomt og elendigt. Det beskriver Ejersbo med stor indlevelse og på beundringsværdig vis, uden gran af sentimentalitet, for eksempel den rædselsfulde tilværelse som arbejder i tanzanit-minerne. Når minen kører, kan man dø af kvælning. Når minen står stille, kan man dø af sult. Nøgtern konstatering.

Louise Windfeld-Høeberg er journalist på Weekendavisen bosat i Nepal.

FASCINERENDE FINANSER

Anmeldelse: Man tager fejl, hvis man tror, at alle fattige er uforløste entreprenører, som har gavn af et mikrolån. Marginaliserede befolkningsgrupper har brug for andre finansydelser, hævder ny bog.

Af Ole Dahl Rasmussen og Kristine Kaaber Pors

Cykelrickshaws i Dhaka, Bangladesh. Rickshaw-kørernes indkomster er lave, ustabile og utilregnelige. Derfor benytter de fleste sig af opsparing og private lån, skriver forfatterne til Portfolios of the Poor. Foto: Frédéric Soltan/Sygma/Corbis/Polfoto.

Når mikrokredit optræder i avisernes søndagstillæg, lyder det såre simpelt: Giv en fattig kvinde et lån, så hun kan arbejde sig ud af fattigdom.

Men en ny bog om fattige menneskers finansielle tilværelser viser med stor tydelighed, at marginaliserede og sårbare befolkningsgrupper har brug for meget andet end lån, og at forsimplinger som ovenstående kan have endog negative konsekvenser.

Med talrige eksempler og på baggrund af et omfattende datamateriale dokumenterer forfatterne til Portfolios of the Poor, hvordan fattiges tilværelse ser ud rent finansielt. Derfra drager forfatterne konklusioner om, hvordan finansielle ydelser fra fx mikrofinansinstitutioner og NGO’er bør – og ikke bør – være skruet sammen. Dermed er Portfolios of the Poor et kærkomment bidrag til diskussionen om, hvilken forskel vi kan forvente, at mikrofinans gør, og hvordan de små finanser skal indrettes.

Opsparing under hovedpuden

Subir er 37 år og lever af at køre på en lejet cykelrickshaw i Dhaka i Bangladesh. På gode dage tjener han, hvad der svarer til to og en halv dollars, men hans indkomst er afhængig af trafikken, politiets opførsel, politisk stabilitet og vejret. Subirs indkomst er lav og ustabil. Og det føjer spot til skade, for hvordan skal han sikre, at der er penge til det daglige forbrug, når han ikke ved, hvornår han får dem?

Baseret på dagbøger over alle finansielle transaktioner i 250 fattige husholdninger i Indien, Bangladesh og Sydafrika leverer forfatterne en del af svaret: Det kan kun lade sig gøre, fordi de fattige ofte har et utal af hovedsageligt uformelle strategier for deres pengebrug. I gennemsnit benytter de sig af ti forskellige finansielle redskaber i hverdagen, og selv blandt de allerfattigste fandt forfatterne altid både opsparing og lån.

De mest populære redskaber er lån og opsparing hos familie og venner, hvor det almindelige antal transaktioner er 300 pr. år. Også uformelle opsparingsklubber er gængse, både i landsbyerne på landet i Indien og i slummen i det centrale Cape Town. Pengene bliver typisk lånt og sparet op ti gange, før de bliver forbrugt.

Det afgørende for de fattige, der lever for under to dollars om dagen, er, at pengene er tilgængelige og lånebetingelserne fleksible. I en tilværelse præget af uforudsigelighed og upålidelighed sørger de tilgængelige private lån og opsparingen under hovedpuden for, at der kan vrides daglig mad på bordet ud af vekslende småjobs.

Brug for andre slags lån

En af bogens styrker er, at den giver gode handlingsanvisninger til, hvordan udbydere af mikrofinans kan forbedre deres tilbud og dermed nå længere ud til flere fattige. Først og fremmest må nye udbydere erkende, at de bliver et tilbud blandt mange, og arbejde på at gøre mikrofinans til et bedre tilbud bedre end det, de fattige allerede har.

Subirs historie er symptomatisk: En dag åbner der en mikrofinansinstitution i Subirs område, og under et af de interviews, som danner baggrund for de finansielle dagbøger, spørger intervieweren ham, hvorfor han ikke tager et lån og køber sin egen cykelrickshaw. Subir vægrer sig ved at låne, fordi han er nervøs for, om han kan betale lånet tilbage. Derfor er han mere interesseret i muligheden for at spare op.

Desværre giver institutionen kun mulighed for opsparing, hvis man samtidig tager et lån, og ydermere har Subir ikke noget sted at stille cyklen om natten uden betydelig risiko for tyveri. Senere tager Subir alligevel et lån, men bruger det til at sikre beholdningen af ris i familien og til at genudlåne til en kollega. De fattige har brug for lån til mange formål, ikke kun til investeringer, hævder forfatterne til Portfolios of the Poor.

Fokus på kvinder har spillet en central rolle for mikrofinansens udvikling. Derfor er det besynderligt, at forfatterne gennem hele bogen alene ser på husholdningerne som en enhed og ikke analyserer, hvordan finanserne bruges af mænd og kvinder separat.

Hvor er Afrikas bønder?

Desuden kan det undre, at de afrikanske bønders finansielle forhold er så dårligt belyst, når netop denne gruppe er central for den samlede fattigdomsbekæmpelse på det afrikanske kontinent. Det ville være interessant at få at vide, om det generelle billede af meget aktive finansielle dispositioner også gælder på landet i Malawi.

Disse udeladelser rokker dog ikke ved, at bogen er læseværdig og relevant for udviklingsinteresserede i almindelighed og mikrofinansfolk i særdeleshed.

Ole Dahl Rasmussen er mikrofinansrådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp. Kristine Kaaber Pors er programkonsulent i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.