DEBAT

KRONIK: HELST UDEN GUMMI

Afrikas aidsforbrydere. Fattigdom og skinsyge giver de fattige unge afrikanere grund til at dyrke sex uden at bekymre sig om partnerens liv.

Af Kasper Gram-Hansen

Aids og fattigdom – de to kæmpemonstre i Afrikas nutidshistorie. Find selv kronikkens forfatter på billedet! Foto: Privat.

De to mennesker, der skal til for at sprede hiv anno 2009, lever som regel i et fattigt u-land, og deres sexadfærd er en skinsyg kollektiv destruktion. De må ikke tøve. Den seksuelle tilfredsstillelse må indfries her og nu. Begge ved de alt om hiv, for de er født ind i hiv-generationen, så begivenheden må hurtigt overstås, før det destruktive element i akten får lov til at give sit ansigt til kende. De ved præcis, hvordan hiv smitter, men de foregiver for sig selv, at de intet galt gør, beruset af driften til at falde frit. Og i faldet river de hinanden med. Ubeskyttet sex er livet i det uvisse – forplantet til endnu mere uvished. I uvishedens beruselse videreføres den skadefro adfærd, som viderefører hiv-smitten, og sådan er afrikanernes dominerende relation til hiv-smitten blevet usynlig for en udenforstående. Sådan er de fortabtes lyst til at se andres ulykke blevet en voksende tilgang til aids-epidemien, i de afrikanske medier bekæmpet af reklamer mod aids-kriminalitet: ”Det er strafbart at smitte andre med hiv.”

Jeg kender disse strafværdige aids-forbrydere efter mere end 2½ års arbejde med hiv/aids i Afrikas fattige ungdomsmiljøer. Men aids-forbryderne er en del af en ny kollektiv destruktion, som overhovedet ikke kan straffes. Aids-forbryderne er alle de fattige unge mænd og kvinder, som sveder dagen lang for en sølle dagsarbejderløn, og som, når endelig dagen er omme, ved, at nu er der kun en enkelt fantastisk ting tilbage: sex. Vel at mærke ubeskyttet, fri sex. Som fremmede i det samme land mødes de og dyrker fri sex. De nyder hinanden, men ikke kun hinanden. De nyder også uvisheden, de nyder faldet ned i mørket, faldet ned i en andens krop. Den fortabte, som frygter at være smittet, griber ud efter sin jævnaldrende i mørket, og river hende med ned i dette mørke: Stemmen hvisker dybt i hjertet skinsygens parole: Hvorfor ham og ikke mig? Hvorfor mig og ikke ham?

Fattigdom og destruktiv skinsyge – at ingen bør tro sig fri for hiv – giver de fattige unge afrikanere grund til at dyrke sex uden at bekymre sig om partnerens liv. Ofte virker skinsygen som hos barnet, der bliver vred på sin ven, fordi vennen altid er den heldige; eller som hos den voksne, der håber på, at den kloge kollega en dag vil tage fejl. Skinsyge griber de ud efter dem, der tror sig fejlfrie. Og fordi de er fyldt til halsen af denne lyst til at se andre falde, kan de ikke holde latteren tilbage, når det endelig sker, når virusserne endelig har fået bugt med endnu én af deres egne. Driften til at se andres forblindelse iværksætter tusindvis af forførelser hver dag og gør folk i stand til at være netop det, som holder aids-epidemien i gang: upåpasselige. Så skjult er upåpasseligheden, at folk kan retfærdiggøre sig selv med at ville opnå friheden, at ville nyde livet i dag, mens de faktisk videregiver en skæbnesvanger smitte.

Aids-katastrofens stadige huseren næres i nutidens Afrika af fattigdom, uvished og kollektiv skinsyg destruktion. Snart den ene, snart den anden institution slår fast i flotte målsætninger, at aids er en direkte dræber for al anden udvikling i Afrika. 30 pct. af ungdommen i mange lande visner bort før 40-års-alderen og ligger syge lang tid før da. Op til 1990’erne hed løsningen ’aids-bekæmpelse’, og man lavede oplysningskampagner for ’adfærdsændring’. Typificerende karaktertegninger blev anvendt til præsentationen af det fejlhandlende persongalleri med ’Promiskuitet’ og ’Sugar Daddy’ i hovedrollerne. Der var med disse oplysningskampagner tegn på positive såvel som mindre positive erfaringer. Ingen steder – måske med undtagelse af Uganda – kunne man registrere nogen dyberegående forandringer hen imod at bremse aids-epidemien. Aids og fattigdom blev ved med at være de to kæmpemonstre i Afrikas nutidshistorie, og derfor indså man omkring det nye årtusind, at der måtte en bredere løsning til.

”
Hvad er meningen med at beskytte sig, når man er en fattigrøv uden fremtid?

Den ny løsning hed koordinerede aids-indsatser eller mainstreaming af aids – det vil sige, at bevidstgørelsen om aids og beskyttelse af sig selv og andre nu skulle integreres i samtlige andre udviklingsindsatser. Og det er den udfordring, vi stadig står ved i dag. Aids-arbejde bør ikke blot figurere som integreret klausul i samtlige udviklingsindsatser – det være sig offentlige eller civile. Aids bør også opprioriteres i afrikansk uddannelse. Hvor det endnu ikke er sket, bør aids indlægges som fag fra grundskolens 5. klassetrin – et alarmerende behov, hvis vi virkelig vil stoppe aids.

I Danmark trækker vi på skuldrene og tænker, at de jo bare kunne tage og beskytte sig. Men så skulle du prøve at bosætte dig i et slumkvarter med pladsmangel, jobløs og uden udsigt til så meget som en cykel, og med en korrupt regering, der ikke hjælper dig med hverken uddannelse eller arbejde. Hvad er meningen med at beskytte sig, når man er en fattigrøv uden fremtid? De fattige, unge afrikanere bliver hurtigt forfaldne til den kollektive, skinsyge desperation og mødes i frihedens korte sus. Hurtigt sniger de sig ind på et gæstehus og betaler for et værelse. Hun beder ham måske om at købe en pakke kondomer, hvilket han gør. Men da de kommer af med kludene og ligger på sengelejet, begynder han på sine narrestreger.

– Søde, lad os gøre det uden gummi. Det er meget bedre.

– Men jeg er bange for graviditet. Husk på, at jeg blot er en skolepige.

– Okay, hør her. Jeg lover at trække mig ud, før jeg kommer. Så kan vi undgå, at du bliver gravid.

– Men det er jo også bedst at beskytte sig imod kønssygdomme. Jeg har ikke selv fået taget en test.

– Åh, pyt med det. Jeg er ikke spor bange. Hvad mig selv angår, så er jeg helt ren.

Hun lader sig overtale, og han er på toppen. Straks går de i lag med hinanden, og han skubber sig hårdt og skånselsløst ind i pigen. De elskendes strabadser slider, som det så ofte sker, i den bløde hud i genitalierne, den blødeste ting i verden, og åbner små, usynlige porte – de småbitte rifter, som giver blod og præ-sæd lov til at passere fra den ene krop til den anden og bliver kanal for de vandrende virusser, der spøger i de afrikanske nationer og dagligt dræner dem for menneskeliv.

Kasper Gram-Hansen er cand.mag. i afrikansk litteratur og master i Afrika-studier.

Artiklen er baseret på erfaringer fra det sydlige Tanzania (Rungwe District), hvor forfatteren i 2½ år var udstationeret for den lille danske NGO Bongo Development Tourism.

7 BUD PÅ EN BEDRE BISTAND

Bistandsindustrien har brug for selvransagelse, ydmyghed og fornyelse.

Af Jens Peter Tang Dalsgaard

Udviklingsbistand er blevet til en global industri, der skal kunne bevise sit eget værd på hurtige og konkrete resultater. Resultater, som måles nemt og bekvemt i form af forbrug eller afløb. Er vi godt på vej til at blive slaver af pengene, når vi på denne måde gør dem til både midlet og målet? Er vi blevet forblændet og korrumperet?

Udvikling koster naturligvis penge. Det er ikke gratis at bygge en skole, anlægge en vej eller uddanne bønder. Men jeg tror, at vi skal fokusere langt mere på udvikling som indlærings- og forandringsprocesser i mennesker, deres (lokal)samfund og deres institutioner indefra via mobilisering af egne ressourcer. I de processer må det nære partnerskab, via tilstedeværelsen og dialogen, være den bærende kraft. Vi skal blive endnu bedre til at forstå, investere i og fremme det, som udvikling i bund og grund handler om: mennesker og deres relationer, deres initiativ, deres ansvar og rettigheder, deres behov og potentialer, og deres visioner.

Det er en svær kunst at levere god bistand. Her er syv centrale spørgsmål, man som minimum må tage stilling til.

”
Trods de mange gode intentioner har vi stadig meget svært ved at give og samtidig give slip.
Jens Peter Tang Dalsgaard

1. Ejerskabsdilemmaet

Vi er rørende enige om nødvendigheden af lokalt ejerskab, for at udvikling kan bære frugt, men vores måde at levere bistand på virker langtfra altid befordrende på ejerskabsidéen.

Projekter opfattes og omtales som tilhørende donorerne og hjælpeorganisationerne. Ansvaret for design, udførelse og evaluering ligger typisk samme sted, mens de lokale partnere tildeles biroller. Og det er donorerne, der kontrollerer finanserne. Det er med andre ord i høj grad folk udefra, der sætter dagsordenen, og der mangler harmoni mellem det, vi siger, og det, vi gør for at fremme lokalt ejerskab. Vi sætter os på et ansvar og et ejerskab, der burde ligge hos dem, udviklingen i første og sidste ende skal gavne. Trods de mange gode intentioner har vi stadig meget svært ved at give og samtidig give slip.

2. Manglende reformvilje

En stor del af støtten kanaliseres i dag via modtagerlandenes offentlige institutioner.

En af forudsætningerne for, at den virker, er reformvilje. Men de daglige samarbejdspartnere vil langtfra altid reformere. Embedsmændene vil normalt gerne have de mange penge, men ikke de mange råd eller indblanding udefra. For eksempel er en Danida-rådgiver typisk placeret inde i en af modtagerlandets offentlige institutioner. Det giver i teorien nogle unikke muligheder for at påvirke tingene. Men at man er kommet tæt på ’maskinrummet’ er desværre ikke ensbetydende med større indflydelse, eller at man er lukket ind i varmen. Tværtimod kan man opfattes som et nødvendigt onde for det etablerede system. Rådgivere oplever ofte, at de er afskåret fra den information og de netværk, der er nødvendige for at kunne lave et gedigent stykke arbejde. Samtidig er de få reformvenlige embedsmænd typisk ombejlet af (for) mange donorer, som i deres iver glemmer at koordinere og harmonisere indsatsen. Det hæmmer effektiviteten.

3. Forbrug

Udviklingsindustrien er samlet set blevet bedre til at fokusere på de overordnede (globale) udviklingsmål, men forbruget af penge er i det daglige stadig det primære succeskriterium: Jo større afløb, jo bedre.

Der er stadig for meget fokus på inputtet (toplinjen) og for lidt fokus på kvaliteten, værdien af bistanden, og om den rent faktisk virker (bundlinjen). Man skal ikke forvente ros for at spare penge. Derimod risikerer man kritik for et veludført stykke arbejde, som er billigere end oprindelig budgetteret, hvis det resulterer i underforbrug. Det kan ofte ikke svare sig at udføre arbejdet med ’rettidigt omhu’. Problemet forstærkes, når karriereforløb og jobsikkerhed afhænger af, at målene på et budget eller på en finanslov nås. Det hele kan nemt udmønte sig i ubekvemmelighedsægteskaber i forbrugets hellige navn.

4. Den forskønnende omskrivning

Udviklingsindustrien er også blevet bedre til at dokumentere resultater, men har stadig svært ved at forholde sig objektivt.

Kritiske rapporter er ikke rare at skrive. De skaber ubehag og nervøsitet. Omvendt påskønnes positive rapporter hos giver og modtager. De fører ikke til konflikt eller tab af ansigt. Man kan derfor føle sig fristet og presset til at bruge elegante (intetsigende) formuleringer i sine rapporter og skrive rosenrødt. Den manglende plads til selverkendelse, ofte kombineret med en angst for at begå fejl, som kan hæmme karrieren, gør det svært at leve op til intentionerne om udvikling af moderne, lærende institutioner. Kejserens klæder om igen? Vi er stadig ikke gode til at se fejl og kritik som en kærkommen lejlighed til indlæring og forbedring. Vi trænger til at få gjort op med flosklerne og give plads til oprigtigheden. Koblingen af succes og image kan være anti-udvikling, når konkurrencen om midlerne fører til rosenrød fremlægning af tvivlsomme resultater.

”
Pengene kan være lige så meget en del af problemet som af løsningen.
Jens Peter Tang Dalsgaard

5. Dobbeltmoral?

Donorerne prædiker deltagerorientering og medbestemmelse, men samtidig opleves deres egne institutioner ofte som topstyrede, bureaukratiske, mekanistiske, lidt utilnærmelige og ophøjede.

Donorerne prædiker også gennemsigtighed og god forvaltning, men følger de selv altid de gode råd? Gennemfører de for eksempel regelmæssigt uvildige undersøgelser af bistandsprogrammerne? Er de det gode eksempel, som de gerne vil være, eller er de for hurtige til at være kloge på andres vegne og til at pådutte standarder og principper, som de selv – hånden på hjertet – har svært ved at leve op til?

6. Teori og praksis

Mange af dem, som forvalter udviklingsbistand, har ikke arbejdet i praksis med udvikling i felten.

Men medmindre man på egen krop og sjæl gentagne gange har oplevet de mange frustrationer (og også de mange gode og bekræftende oplevelser) fra det direkte, tværkulturelle samarbejde i marken, er det svært at forstå, hvorfor tingene forholder sig, som de gør. Udviklingsarbejde er først og fremmest et nærværende håndværk og ikke en kundskab, som tilegnes og mestres bag fjerne skriveborde eller i fjerne konferencelokaler. Stemmerne fra felten skal inddrages endnu mere, når politikker, strategier og erklæringer udformes. Ellers forbliver det hele for teoretisk, politiseret og for politisk korrekt.

7. Udviklingsarbejderens rolle

Tendensen går i dag mod færre udenlandske rådgivere og udviklingsarbejdere og afgivelse af initiativ og ansvar.

Det fremmer det lokale ejerskab på sigt. Det ultimative mål for en rådgiver er at gøre sig selv overflødig. Men man skal passe på ikke at forhaste processen. Opbygning af lokalt ejerskab, selvstændiggørelse og kapacitet til at absorbere støtte udefra tager ofte meget længere tid end forventet. Pengene kan være lige så meget en del af problemet som af løsningen. De store summer frister folk til at engagere sig ud fra motiver, der strider imod intentionerne i støtten. Forventninger om egen vinding (læs: korruption) er bare et eksempel på det penge- og projektdrevne dilemma, vi alt for tit står midt i.

Det er snarere det nære samvirke og udvekslingen af værdier, viden og færdigheder, der skal drive værket og sikre kvaliteten i det partnerskab, som udviklingsbistanden er baseret på. Den vedvarende dialog kan skabe fundamentet for sund udvikling. God og tæt rådgivning kan netop på sigt fremme et solidt lokalt ejerskab og sikre, at den fornødne (selv)tillid, uafhængighed, kompetence og knowhow opbygges, således at modtagerne er i stand til at tale og tage hånd om egen sag. Det fordrer, at rådgiveren oprigtigt inviteres indenfor og evner at (lære at) fungere i den anden kultur/kontekst med sin integritet i behold. Det fordrer også, at alle parter opfører sig troværdigt og lever op til deres forpligtelser, og at man siger fra over for uansvarlige institutioner. Det kræver ydmyghed, mod, tålmod, vedholdenhed og evne/vilje til at lytte, observere og tilpasse sig, og koster ikke nødvendigvis altid det store ud over udviklingsarbejderens vedholdenhed og vedvarende energi.

Men bæredygtig udvikling behøver ikke være dyr udvikling, tværtimod.

Jens Peter Tang Dalsgaard (ph.d, MBA) arbejder med civilsamfundsudvikling som Capacity Building Adviser ved International Cooperation Cambodia, udsendt via Dansk Missionsråd og Danmission.

Bistandens resultater måles nemt og bekvemt i form af forbrug. Er vi på vej til at blive slaver af pengene, når vi på denne måde gør dem til både midlet og målet? Foto: Privatfoto.

RETTIGHEDER PÅ TOM MAVE

Donorernes fokus på rettigheder er gået for vidt, mener flere eksperter. Hvad nytter det, at man bliver undervist i ens eget lokale sprog, hvis man ikke har penge til mad?

Af Frederik von Sperling

Guaraní-indianere i Bolivia får støtte fra bl.a. danske donorer til undervisning i deres eget, lokale sprog. Men hvad nytter det, hvis man ikke har penge til mad? spørger de. Foto: Ricardo Azoury/CORBIS/Polfoto.

Jo nærmere man kommer guaraní-kolonien Ivaviranti i det sydlige Bolivia, jo flere afsvedne marker med indtørrede mannakorn og majsranker møder man. Kolonien har været plaget af tørke siden januar i år.

– En familie skal bruge mindst to hektar landbrugsjord til at brødføde sig selv, og når vores 30 familier skal deles om blot 25 hektar, så er vi sårbare over for selv den mindste tørke, fortæller den 23-årige guaraní-indianer Natalio Reyes, der arbejder som skolelærer.

På grund af tørken må guaraní-bønderne købe madvarer af hvide godsejerne, som tidligere har holdt de op mod 100.000 guaranier i gældsslaveri. Den eneste måde, bønderne kan betale for maden, er at vende tilbage til at arbejde for godsejerne.

Donorer får skylden

De internationale donorer, heriblandt danske IBIS, bærer en del af skylden, hævder Natalio Reyes. Han mener, at donorerne fokuserer for lidt på økonomisk udvikling og for meget på rettigheder, fx guaraníernes ret til undervisning i deres eget sprog.

– Vi sætter utrolig stor pris på den hjælp, vi får til vores undervisning og til vores politiske kamp. Men problemet er, at man ikke lærer noget, hvis man er sulten, siger han.

Afdelingsleder for Syd i IBIS, Karen Andersen, finder det problematisk, at bønder vender tilbage til lønarbejde hos godsejere, der tidligere har holdt dem som gældsslaver. Men hun minder også om, at lønarbejde trods alt ikke er et nyt fænomen i verdenshistorien.

– Vores program i Bolivia sigter mod indianernes selvbestemmelse som folk. Det gælder også økonomisk selvbestemmelse. Men man må tage et skridt ad gangen, siger hun.

Dilemmaet mellem rettigheder og økonomisk udvikling er velkendt. Seniorforsker på Dansk Institut for Menneskerettigheder, Hans-Otto Sano, har gennemført et studie i et landbrugssamfund i Malawi, hvor konsekvensen af dårlig høst var, at kvinderne begyndte at prostituere sig.

– Når man foreslog bønderne at henvende sig til myndighederne med deres sag, blev det klart, at de ikke altid fandt det realistisk. De sagde opgivende, at det havde de allerede prøvet, og at ingen lyttede. Det må man respektere, siger Hans-Otto Sano. Han slår fast, at man ikke kan ignorere den lokale virkelighed, hvor økonomisk overlevelse ofte er et centralt spørgsmål.

”
Vi sætter utrolig stor pris på den hjælp, vi får til vores undervisning og til vores politiske kamp. Men problemet er, at man ikke lærer noget, hvis man er sulten.
Natalio Reyes, boliviansk guaraní-indianer

Jobs vigtigere end teater

Dilemmaet handler ikke om landbrug alene. Gadebørn og hjemløse i globale storbyer skal have et sted at bo, før de skal lære at argumentere for deres rettigheder, mener Valmir Vieira, leder af et kirkeligt socialcenter i et slumkvarter i Buenos Aires i Argentina.

– Vores center har haft mange velmenende unge fra Europa og USA, som har lavet projekter i malerkunst, personlig udvikling og teater for gadebørn og hjemløse. Alt sammen er blevet virkelig godt modtaget, men de unge her i slumkvarteret har først og fremmest brug for arbejdspladser, så de kan tjene penge til huslejen, siger Valmir Vieira.

– Man tjener ikke penge på teater, og mange af vores slumbeboere bliver nægtet arbejde, hvis de ikke har fast adresse og telefonnummer. Det er derfor nærliggende for de unge at kaste sig ud i smårapserier, som på sigt kan blive til grovere kriminalitet.

Hans-Otto Sano fra Institut for Menneskerettigheder understreger, at økonomisk udviklingsbistand ikke nødvendigvis er i modstrid med en rettighedsbaseret tilgang. Tværtimod, mener han.

– Hvis bolivianske bønder fx er trænet i jordbrug og kan få et højt afkast på det, så vil de også hurtigere kunne tage kampen op for flere rettigheder. Det speeder processen op, siger han.

Et eksempel er Dansk Røde Kors’ Nepal-indsats, der lægger stor vægt på opfyldelsen af basale behov. Et vigtigt led i arbejdet er at hjælpe lokalbefolkningen med at oprette og drive komitéer, som styrker de lokales selvbestemmelse. Men komitéerne har også altid et økonomisk formål.

– De komitéer, som bønderne i vores projekter etablerer, har næsten altid et service-udbud indbygget. Fx skal rådene sørge for koordineringen og implementeringen af et system til rent drikkevand i bjergene eller udbyde mikrolån til kvinder, siger Jørgen Kristensen, chef for Dansk Røde Kors i Nepal.

– Dette har en selvforstærkende effekt på helheden i indsatsen, fordi et råd bliver meget bedre til at træffe beslutninger, holde møder og lægge planer, hvis det skal løse behov, som medlemmerne reelt oplever som relevante.

”
Vi i Vesten kan godt have en tendens til at se verden i vores eget billede. Blot fordi identitet, demokrati og køn er vigtigt for os, behøver det ikke at være tilfældet for alle andre i verden.
Karen Andersen, afdelingsleder for Syd, IBIS

Vestligt verdenssyn

Karen Andersen fra IBIS er enig. Hun mener, at der et særligt vestligt verdenssyn på spil.
– Vi i Vesten kan godt have en tendens til at se verden i vores eget billede. Blot fordi identitet, demokrati og køn er vigtigt for os, behøver det ikke at være tilfældet for alle andre i verden, siger hun.

I Nepal er det ældgamle kastesystems ulighed og sociale stigmatisering en del af den lokale kultur, som man må respektere.

– Selvom kastesystemet ligger meget langt fra vestlige skriveborde, så giver det mening for den lokale befolkning, fordi det har fungeret sådan i århundreder. Kastesystemet er med til at strukturere hverdagen, siger Jørgen Kristensen fra Dansk Røde Kors.

Kæmp med, ikke mod virkeligheden

Opbakningen til støtte til økonomisk udvikling kan komme fra den mest uventede kant, fx fra godsejer Hernan Nuñes, der tidligere også selv holdt guaraní-bønder som gældsslaver i Ivaviranti-kolonien i Bolivia.

– I en øde egn som vores er alle interesseret i, at vi løfter os samlet. Fx gør det os mere interessante for myndighederne, og så kan vi måske få en bedre vej herud og dermed lettere adgang til Monteagudo, siger han. Monteagudo er egnens dominerende landsby.

Hvad man end mener om de lokale måder at indrette sig på, så har de en årelang historie, som det gælder om at udnytte. Eller som Hans-Otto Sano fra Institut for Menneskerettigheder siger:

– Modtagernes konkrete virkelighed skal man ikke kæmpe imod. Den skal man kæmpe med.

Frederik von Sperling er sociolog og projektleder i den danske NGO Right Art Development.

G20-LANDENE I REDNINGSAKTION – FOR SIG SELV

Af Ingeborg Gaarde

Hvor var redningskransen fra G20 til verdens fattigste lande? Foto fra topmødet i Pittsburgh. Foto: Jim Bourg/Reuters/Scanpix.

Hvordan skabes en fælles strategi for at løse den økonomiske krise, når ’de uansvarlige arméer af finansielle spekulanter’, som den franske præsident Sarzoky har kaldt dem, forbliver dagsordensættende aktører på markedet?

Bankpakker

Et af de centrale emner på G20-topmødet i Pittsburgh i USA den 24.-25. september var bankpakkerne. En række af de banker, som tidligere har fået et statsligt boost, udbetaler i dag bonusser i stor skala til deres topchefer. Frankrig og Tyskland har ført an i kritikken af disse bonusordninger med henblik på at få en konkret politik for regulering af bank- og finanssektor. Men en del af sammenslutningen af verdens rige nationer, G20-landene, har økonomiske interesser i at opretholde de nuværende ordninger, der fremmer kortsigtet spekulation frem for en langsigtet, stabil finansiel udvikling. Især verdens fattigste risikerer atter at blive smidt ud i et økonomisk morads, hvis ikke der kommer fælles regler om regulering af de ufavorable ordninger, som skal bidrage til at skaffe stabilitet i verdensøkonomien.

Skattely

Skattely og finansverdens skatteplanlægning har siden G20-topmødet i april fået øget opmærksomhed og var ligeledes på dagordenen i Pittsburgh. Store virksomheder frarøver fattige lande 160 milliarder dollars om året – et beløb, der langt overstiger de 100 milliarder dollars, som samlet gives i bistand om året.

En række offentliggørelser af omfanget af skattely har lagt et stigende pres på verdens ledere om at lancere en multilateral strategi for et effektivt opgør skattespekulation. Men frem for stram regulering af skattely og spekulationsincitamenter, der i første omgang vil komme u-landene til gode, har G20-landenes bekymringer primært været de såkaldte exit-strategier – som i første omgang handler om, hvordan de rigeste lande selv skal komme godt ud af krisen.

G20-topmødet i Pittsburgh endte med vage erklæringer om at holde fast i de økonomiske redningspakker, der skal sætte skub i den økonomiske vækst. Her ser den ønskede ’trickle down-effekt’ til verdens fattigste ud til at have urimeligt lange udsiger.

G20 burde i stedet have sat en aktut redningsaktion ind til fordel for dem, der uforskyldt er de største ofre for både finans- og klimakrise. G20-landene blev i april enige om at lancerer en enorm hjælpepakke til at genstarte deres egne økonomier – men kun få procent af krisepakken har vist sig reelt at gå til verdens fattigste. Mange fattige lande vil være tvunget til at skære ned på offentlige udgifter og vil ende i en ny gældsfælde, hvis der ikke handles nu.

I juli åbnede Den internationale Valutafond IMF for udstedelse af de såkaldte ’særlige trækningsmuligheder’, som giver adgang til IMF’s valuta. Problemet med denne ordning er dog, at den pt. er baseret på indskud, så de, der har mest brug for valuta – u-landene – har mindst adgang hertil. Hvis G-20 landene i Pittsburg havde vist mod til at udvide denne ordning, så u-landene i første omgang får større adgang til valuta, ville det have været et skridt i retning af at hjælpe u-landenes økonomier på rette kurs.

Reformbehov

Der er brug for midler til en fattigdomsorienteret redningspakke her og nu, og på langt sigt for omfattende reformer, som indebærer øget regulering og overvågning af de finansielle markeder. Der er behov for mere end de små justeringer af stemmevægtene i IMF, som var på bordet i Pittsburgh. Ligesom en grundlæggende reform af IMF-systemet, der bl.a. gør op med de urimeligt strenge konditionaliteter og udvider trækningsmulighederne, er nødvendig for reelt at imødekomme u-landenes behov. G20-landene burde på Pittsburg-topmødet have vist politisk vilje til at hjælpe u-landene ud af det økonomiske uføre, de er havnet i – grundet vestlige bonusordninger.

Ingeborg Gaarde er stud.scient.pol. og tidligere praktikant i FN.