BLOG

FRA UDVIKLINGS SUNDHEDSBLOG: HVEM BETALER BENZINEN?

Sundhedsadministrationen i det nordlige Ghana er desperat. Der er ingen penge til benzin, og syv unge sygeplejerstuderende skal køres til lokale sundhedscentre, hvor de skal i praktik.

Tekst og fotos:
Anna Aaby og Jesper Breining, Sissala

En tømrer monterer en tavle på sundhedsadministrationen i det nordlige Ghana. Tavlen skal gøre sundhedsadministrationens benzinforbrug mere gennemsigtigt. Få hele historien om tavlen på http://www.udvikling.dk

Med tøvende skridt går vi mod direktørens kontor i sundhedsadministrationens bygninger i det nordlige Ghana.

Vi føler os som skolebørn, der skal stå ret for lektor Blomme i et pludseligt surrealistisk flashback til Det forsømte forår – og som ved, at det bliver modbydeligt, og at selvom vi er uskyldige, står spanskrøret i hjørnet og hopper af bare lyst til at svirpe gennem luften.

Vi trækker vejret dybt og træder ind på kontoret.

Det er ikke, fordi sundhedsadministrationen (DHA) er et dårligt sted at arbejde. Det er en organisation som alle andre med medarbejdere i alle klasser. Nogle meget engagerede og nogle meget lidt engagerede, nogle bragende dygtige og nogle tæt på uduelige, nogle i højt humør og nogle så sure som citroner.

Det er heller ikke, fordi direktøren er en led skiderik. Han er dygtig og på mange måder en god leder. Han er kulsort og har kæmpestore hænder og fødder og en dertil svarende vom, og så når han op til lige under loftet. Ansigtet er venligt, for det meste, med grove træk og store læber. Han forstår at prioritere ressourcerne i distriktet og er fremsynet og som oftest med på at prøve nye initiativer af.

Men i dag er han eddikesur!

Pengene mangler

Det er ikke let at være sundhedsadministration i det nordlige Ghana i disse tider. På grund af finanskrise, det nylige regeringsskifte, der har betydet en spritny flok embedsmænd i ministerierne, og en geografisk placering derude, hvor kragerne vendte om for længe siden, står det sløjt til med økonomien.

I hele 2009 er der ikke givet penge til DHA’s sundhedsaktiviteter, bortset fra en smule i januar. Til administration af foretagendet – deriblandt penge til brændstof, som er vældigt vigtigt, når der er så langt ud til de fjerneste dele af distriktet – er der ikke givet penge siden maj. I april og maj har beløbet tilmed været halveret, og DHA venter stadig på resten.

I dag er DHA helt desperat. De har ikke en rød reje til at købe diesel for, og der står syv unge sygeplejerstuderende, som skal i praktik på lokale sundhedscentre, og fnisende venter på at blive kørt derud. Ingen havde nogen anelse om, at de kom i dag. Direktøren har derfor, som så ofte før, spurgt os, om vi kan give et lån (forfatterne er udsendt af NGO’en IMCC Uland; se boks, red.).

Det slår os, hvor ydmygende det må være for en leder i direktørens position. Veluddannet. Ja, han har oven i købet taget en Master i Public Health i Danmark, og så må han nærmest kravle på knæ hen til os, to unge udviklingsarbejdere, for at bede om sølle 50 Ghana-cedis (under 200 kr.). Vi lover ham at tage sagen op og vende tilbage med svar, så snart vi kan.

Som Kaj Holger i ’Krøniken’

Det er dét svar, vi er på vej ind på direktørens kontor med. Kontoret er dunkelt, fordi der er skodder for vinduet. Der er fuldt af mennesker i de bløde møbler langs væggen i det lille værelse. Stemningen er som til et bestyrelsesmøde i en konkurstruet virksomhed. Ingen siger noget. Direktøren sidder og skriver noget ned. Han ser ikke op. Vi sætter os forsigtigt.

Ghanesisk lederstil er – må vi erkende – ikke ulig Kaj Holgers jerngreb om radiofabrikken Bella i Krøniken. Der er tale om et nærmest patriarkalsk system. Man gør, hvad chefen siger, hverken mere eller mindre. Derfor udviser de medarbejdere, der sidder på stolene omkring os, heller ikke meget selvstændigt initiativ. Men direktøren ved godt, at det er anderledes i Europa, og han giver os lov at tale og forklare.

Direktøren er ikke just i humør til hyggesnak, men vi gør for 117. gang opmærksom på, at vi ikke er en donor, men en samarbejdspartner, og at vi ikke kan tilbyde kapital, men hænder, hjerter og hoveder. Det ved han godt, og det ved vi, han ved. I vores projektdokumenter er udførligt beskrevet, hvad vi har lov at bruge Danidas penge på.

’Gap-filling’ er med god grund et tabu i udviklingsarbejde. Selv hvis vi hjælper med penge denne dag, kan vi på ingen måde hjælpe dem ud af den finansielle krise, de står i. På den anden side er en velfungerende sundhedsadministration en absolut forudsætning for vores projekt, og et af vores vigtigste mål er netop at opbygge kapacitet i sundhedsadministrationen. Så hvad gør vi?

Læs svaret til direktøren og resten af blogindlægget på http://www.udvikling.dk