AKTUELT

NYT FRA DANIDAS STYRELSE – HAR FN BRUG FOR TRE FORSKELLIGE MAD-ORGANISATIONER?

FN’s tre fødevare- og landbrugsorganer kæmper alle for at få bugt med den globale fødevarekrise. På sigt bør de lægges sammen, mener Danidas styrelse.

Af Mads Mariegaard

Selvom de globale madpriser nu er på vej ned, befinder u-landene sig stadig i en alvorlig fødevarekrise.

Krisen, der begyndte i 2007, har ramt særligt hårdt, fordi den er faldet sammen med den globale finanskrise. Prisen på brød og ris er omtrent fordoblet, og flere end en milliard mennesker sulter. Det gør det nødvendigt med omfattende investeringer i landbrugsudvikling i u-landene.

Derfor var det oplagt, at Danidas styrelse på sit møde i september havde sat FN’s landbrugsinvesteringsfond (IFAD) og FN’s fødevareprogram (WFP) på dagsordenen. Også FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) kom op at vende. Af de tre organisationer er IFAD den mindste, mens WFP er klart den største med et budget på over 25 mia. kr. om året.

De tre organisationer, som alle har hovedsæde i Rom, er centrale spillere i bestræbelserne på at indfri det første af FN’s 2015 Mål – udryddelse af sult og fattigdom. Organisationerne benytter dog forskellige metoder. IFAD yder lån og støtte til landbrugsudvikling i u-lande, WFP uddeler mad som nødhjælp under humanitære katastrofer, mens FAO er et forum, hvor FN-landene forhandler landbrugs- og fødevarepolitik, og samtidig et samlingspunkt for viden på området.

Kritik af FAO

I februar mødtes styrelsen med repræsentanter for IFAD, WFP og FAO i Rom og besøgte IFAD- og FAO-projekter i Tanzania. På mødet i september var styrelsens medlemmer enige om, at IFAD er i gang med en fornuftig reformproces, og at WFP’s nødhjælp under humanitære katastrofer er uvurderlig. Til gengæld var der færre rosende ord til FAO, som Danmark da heller ikke yder støtte til – på nær et medlemsbidrag på 19 mio. kr. om året fra Fødevareministeriets budget. FAO må fortsat lægge øre til international kritik for at være bureaukratisk, utidssvarende og ude af stand til at håndtere fødevarekrisen.

Styrelsens konklusion blev, at Danmark i første omgang opfordrer til et tæt samarbejde mellem de tre organisationer – en tanke, der støttes kraftigt af IFAD’s nye præsident, nigerianeren Kanayo Nwanze (læs portræt i Udvikling nr. 2/2009). På sigt mener styrelsen, at de tre organisationer, selvom de udfører forskellige opgaver, bør lægges sammen til én organisation – med landbrugs- og fødevareudvikling som fællesnævner. Det blev dog fremhævet på mødet, at en sammenlægning ikke er realistisk her og nu.

Ny IFAD-strategi

Anledningen til diskussionen var Danmarks nye strategi for støtten til IFAD for 2010 til 2012. Ifølge strategien skal den danske støtte blandt andet bidrage til den reformproces, der skal gøre IFAD bedre i stand til at efterleve Paris-erklæringens mål om effektiv bistand. Andre mål, som Danmark forsøger at nå via IFAD-støtte, er bekæmpelse af fattigdom i Afrika, styrkelse af kvinders rettigheder og tilpasning til klimaforandringer i u-landene.

Desuden lægger IFAD, i lighed med den danske regerings Afrika-kommission, stor vægt på, at udvikling skal skabes gennem økonomisk vækst. Det fortalte en medarbejder på Danmarks ambassade i Rom, som deltog i mødet via videoforbindelse.

Mod slutningen gav mødet også et eksempel på, at kompleksiteten i den internationale organisationsverden kan blive så omfattende, at oplysninger simpelthen bliver utilgængelige. Da et medlem af styrelsen spurgte, hvorfor Danmark er i IFAD-valgforbund med så fjerne nationer som Japan og New Zealand, måtte mødedeltagerne i både Rom og København melde pas – det fortaber sig i historiens glemsel. Styrelsen havde dog ingen betænkeligheder ved at fortsætte samarbejdet med de to ø-nationer.

Mads Mariegaard er journalist på Udvikling.

DANSK PENSIONSKAPITAL PÅ ARBEJDE I AFRIKA

Efter en sej start er danske pensionskasser for alvor på vej til Afrika. Men der er stadig brug for hjælp til opbygning af en finansiel infrastruktur.

Af Hugo Gården

Danske pensionskasser er for alvor ved at opdage Afrika. Ill.: Images.com/Corbis/Polfoto.

En helt ny fase i dansk bistandspolitik og erhvervsengagement over for Afrika er på vej: Nu begynder danske lønmodtageres pensionskapital for alvor at blive investeret i udviklingen af det afrikanske erhvervsliv, i første omgang med en forventet investering på 3-400 mio. kr. i mikrofinansiering.

Mens der i de seneste 30 år har været investeret i fysisk infrastruktur, fx veje og jernbaner i Afrika, så har der stort set ikke været investeret målrettet i at etablere en bredtfavnende finansiel infrastruktur. Men det er der behov for nu, siger pensionskasserne, for ellers kommer kapitalen ikke i store mængder. Derfor appellerer de til Udenrigsministeriet om at bidrage med dette aspekt, fx med uddannelse af bankfolk til mikrofinansinstitutter.

PKA er spydspids

PKA, der blandt andet er pensionskasse for sygeplejerskerne, er spydspidsen i den nye udvikling, men også pædagogernes PBU har været engageret, og senest er Lønmodtagernes Dyrtidsfond kommet med. I det seneste initiativ – omkring mikrofinansiering – bliver Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) kernen i den praktiske gennemførelse af investeringerne. Og IFU ser ud til generelt at blive en afgørende faktor i at få dansk kapital kanaliseret til Afrika.

PKA er den pensionskasse, der hidtil har investeret mest i Afrika, og det ventes også at blive tilfældet med investeringen i en ny fond, der skal investere i en række mikrofinansieringsbanker i Afrika, formentlig 20-30 banker.

– Bestyrelsen i PKA har ikke truffet en beslutning endnu, men der er interesse for projektet, og vi arbejder hen imod en fond på 3-400 millioner kr., siger direktør Peter Damgaard Jensen, PKA, til Udvikling.

– Så vidt jeg kan se, er det første gang, at vi ser en ren dansk investering i den finansielle sektor i Afrika, siger han.

Flest investeringer i Afrika

Fonden vil blive etableret sammen med LD Invest og IFU, og IFU vil være medejer af et management-selskab, der skal håndtere investeringen. Det vil blandt andet ske med en lille stab i København samt ved at trække på IFU’s tre kontorer i Afrika. I praksis er det dog de pågældende mikrofinansinstitutter, der står for de konkrete udlån til små og mindre afrikanske virksomheder.

Hovedparten af pengene skal investeres i Afrika, men fonden bliver dog åben for investeringer i andre dele af verden, ikke mindst for at sikre en risikospredning.

– Vi er ved at udvikle en slags sparekassesektor i Afrika, og det var netop sparekasserne, der var forudsætningen for udviklingen i Danmark i 1800-tallet. Der er stort behov for etableringen af et velfungerende kreditmarked i Afrika, siger vicedirektør Torben Huss, IFU.

Også Damgaard Jensen fra PKA peger på behovet for at få etableret en finansiel infrastruktur, fx så investorer kan sælge de selskaber videre, som de er med til at udvikle.

– Vi håber, at Udenrigsministeriet vil gå med i projektet og yde støtte til udviklingen af infrastrukturen, fx ved at uddanne bankfolk og revisorer, siger han.

Der er forventninger om, at den nye fond kan etableres i løbet af 2010.

Penge i udenlandske fonde

PKA er allerede sammen med IFU engageret i to udenlandske fonde, som investerer i virksomheder i Afrika, nemlig Actis Emerging Markets III og Aureos Africa Fund. PKA vil skyde i alt ca. 450 millioner kr. i fondene. Ifølge IFU klarer de to fonde sig godt i Afrika.

PKA og pædagogernes pensionskasse BPU har i et par år arbejdet sammen i en anden fond, der primært har skudt penge i Vietnam og Egypten. Men meningen var, at der også skulle investeres i Afrika, især i Tanzania.

– Der er gode muligheder i Afrika, men vilkårene er ganske enkelt for besværlige, siger direktør Leif Brask-Rasmussen, PBU. Han peger på, at der ikke er den tilstrækkelige ekspertise i den afrikanske finanssektor, og at der ikke er et velfungerende marked for videresalg af selskaber, fx på børsen. De afrikanske virksomheder er enten meget små eller meget store. Der mangler den brede, stærke underskov af mellemstore virksomheder. Dén er derimod under rivende udvikling i Vietnam.

Afkastet i fonden har været negativt siden etableringen i 2007, nemlig med et minusafkast på 5,5 pct., men det er dog bedre end det globale aktieindeks MSCI World. Brask-Rasmussen ser det ikke som negativt med et minus-afkast i startfasen. Han ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.

I denne fond har Udenrigsministeriet været involveret, nemlig som rådgiver for pensionskasserne.

– Vi var ikke gået med uden Udenrigsministeriets engagement, siger Brask-Rasmussen, som understreger, at han ikke er blevet skræmt af Afrika, tværtimod. Han efterlyser blot en mere kritisk masse, det vil sige større investeringer fra dansk side.

Unikke konstruktioner

Torben Huss håber, at det nye projekt med mikrofinansiering kan få andre finanshuse til at melde sig, fx forsikringsselskaber.

Pensionskasserne erkender, at de har behov for et tæt samarbejde med fx IFU, Udenrigsministeriet og virksomheder, netop for at kunne trække på den erfaring, som Afrikakendere har.

Derfor kan der opstå en række unikke konstruktioner, som også omfatter danske virksomheder, og netop treenigheden mellem virksomheder, IFU/Udenrigsministeriet og dansk kapital kan være med til at give et løft i investeringerne og i etableringen af en levedygtig erhvervsstruktur.

Pensionskasserne erkender, at der er store faldgruber i Afrika, men de ser også høje vækstrater foran sig. Den internationale Valuta fond (IMF) forudser en vækst på 4-5 pct. om året indtil 2014 i Afrika syd for Sahara.

Mangel på finansiel struktur

Den private investeringsportal MyC4 med Mads Kjær i spidsen har udviklet sig langsommere end forventet for et par år siden, men MyC4 har dog rundet de 10 mio. euro, ca. 75 mio. kr., i udlån til små og mellemstore afrikanske virksomheder. Hovedparten af den kapital, der bliver udlånt via MyC4, kommer fra private investorer, der på auktionsbasis byder på lån, som virksomhederne efterspørger på nettet. Men MyC4 har også fået flere store investorer med, herunder IFU.

Men også MyC4 rammes af manglen på en finansiel infrastruktur. Portalen er nødt til at bruge mellemmænd, der tjekker låntagerne, og som hjælper dem med at skaffe lånene på nettet. Denne proces næsten fordobler låneomkostningerne og dermed den rente, låntagerne må betale. (Læs også om MyC4 i Udvikling nr. 5/2009, red.)

Fokus på mellemstore firmaer

Også andelskassen Merkur kaster sig ud i finansiering i u-landene. Banken har etableret en fond, Merkur Udviklingslån, som har fået 15 millioner kr. til rådighed til investering i små og mellemstore virksomheder. Halvdelen af pengene er kommet fra aktionærer i andelskassen, mens resten er kommet fra IFU.

Merkur regner med at yde lån i størrelsesordenen 300.000-500.000 kr. i de enkelte virksomheder eller kooperativer.

Det er altså de mellemstore afrikanske virksomheder, Merkur går efter, og det er i stort omfang også denne gruppe, som MyC4 investerer i, ganske enkelt fordi det er besværligt og dyrt at tage fat på de helt små iværksættere, som mikrofinansinstitutter normalt investerer i.

Det interessante ved den nye fond med PKA, LD Invest og IFU er netop, at de forsøger at komme ned i den nedre og brede del af underskoven via lokale mikrofinansinstitutter og øvrige finansinstitutter – for derved at bygge en erhvervsstruktur op, som kan udvikle sig selv, og som siden hen også rummer nye investeringsmuligheder. Det er dette virksomhedskredsløb, som nu for første gang fra dansk side er ved at blive etableret i Afrika.

Det falder også i tråd med Afrika-kommissionens anbefalinger, nemlig at der er behov for en massiv satsning på udvikling af erhvervslivet – netop som forudsætningen for at skabe en økonomisk udvikling, der igen kan skabe en social udvikling.

Hugo Gården er freelancejournalist og opholder sig i 2010 forskellige steder i Afrika.

Læs tema om udvikling og erhverv i næste nummer af Udvikling.

SVERIGE SKÆRER TRE MILLIARDER I BISTANDEN

Når Sveriges BNP falder, falder bistanden. Hårde prioriteringer venter forude for Sida. Støtten til u-landsoplysning halveres.

Af Stefan Katic

Den svenske regering reducerer sin bistand for 2010 med godt 4,5 mia. svenske kr.(SEK), hvilket svarer til knap 3,2 mia. danske kr. Det skriver det svenske bistandsdepartement Sidas avis OmVärlden i sin netversion. Samtidig halveres midlerne til u-landsoplysning.

– Den store udfordring bliver at prioritere, siger den svenske statssekretær for bistandsspørgsmål, Joakim Stymne, fra partiet Moderaterna til netavisen http://www.omvarlden.nu.

De anslåede udgifter til bistand næste år vil være 31 mia. SEK – ikke de 35,4 mia., som den svenske regering beregnede tilbage i 2008. Sammenlignet med bistandsrammen for i år svarer regeringens nye skøn til et fald på tre mia. svenske kr.

Også i 2011 vil der være færre blå-gule bistandsmidler end forventet – ifølge regeringen 32 mia. SEK i stedet for de planlagte 37 mia.

Sverige har i en årrække ydet én procent af sit BNP i bistand. Men når BNP falder som følge af finanskrisen, så bliver der færre penge til udviklingsbistanden.

Klima holdes fri

Præcis hvordan nedskæringerne vil ramme, kan hverken Joakim Stymne eller bistandsminister Gunilla Carlsson (Moderaterna) sige.

Derimod har Stymne sagt, at mange organisationer kan regne med færre penge. Regeringen i Stockholm har allerede lagt op til en nedskæring i støtten til multinationale organisationer. Joakim Stymne fremhæver dog to områder, der stadig prioriteres:

– Vi må friholde visse ting. Klimasatsningen er én af dem. Det handler om de fire mia. SEK, som er afsat til klimabistand over de næste tre år. Disse penge var oprindeligt finansieret via øget vækst i BNP, men nu må de tages fra det almindelige bistandsbudget.

Det andet område er ’de fattigste af de fattige’ i Afrika, der heller ikke skal betale prisen for finanskrisen, siger Stymne.

Latinamerika rammes

Ud over finanskrisen rammes den svenske indsats også af en svag krone. Dette gælder ikke mindst den multilaterale støtte til FN, som udbetales i dollars.

De færre penge i 2010 betyder, at den svenske bistand til Latinamerika vil blive mærkbart mindre, mens støtten til Afrika i det store og hele ligger fast, skriver Sida på sin hjemmeside.

Regeringens tre såkaldte tematiske prioriteter for bistand – demokrati og menneskerettigheder, miljø og klima samt ligestilling mellem kønnene og kvinders rolle i udviklingen – forbliver uændrede næste år.

Regeringens omprioritering i budgettet for 2010 friholder områderne sundhed og uddannelse, handelsmæssige spørgsmål, samt bekæmpelse af korruption.

Oplysningspenge halveres

Vel er det ikke helt så heftigt som Det Stockholmske Blodbad anno 1520, men ét område rammes dog ganske blodigt: U-landsoplysningen, som halveres fra 127 til 60 mio. SEK (42 mio. danske) i 2010. Til sammenligning sætter den danske finanslov 51 mio. kr. af til u-landsoplyning i 2010.

Om halveringen siger generalsekretæren i den svenske NGO Diakonia Bo Forsberg til den svenske netavis webfinanser.se:

– Redegørelsen fra ministeren om færre midler til informationsaktiviteter og nye policy-regler for, hvilke spørgsmål organisationer kan engagere sig i, risikerer at kvæle debatten om, hvordan den svenske politik kan hjælpe med at udrydde fattigdommen i verden.

Læs mere på http://www.sida.se

SIDSTE UDKALD FOR KENYAS SKOVE

Mange års ukontrolleret skovhugst har udtørret Kenyas floder. Det går hårdt ud over dyrelivet, der tiltrækker landets største indkomstkilde, turisterne.

Af Vibe Bregendahl, Mombasa

Mauskoven i Kenyas Rift Valley er landets livsnerve. Det er herfra, vandet flyder til de store floder, der sikrer savanne og landbruget rent vand til dyr og planter. Men skoven er fyldt med huller.

De sidste år har både lovlig og ulovlig skovhugst i området fjernet omkring en fjerdedel af skoven, der er Kenyas største. Når træerne forsvinder, eroderer jorden, og så er der ikke længere noget til at holde på det livsvigtige regnvand.

– Floderne er tørret ud, og vi har rationering af vand i byerne. Vandmangel er virkelig et stort problem. Et af vores store vandkraftværker har været nødt til at lukke, fordi der ikke er nok vand, siger Joe Mbuthia, redaktør på Kenyas største avis, Daily Nation.

Flodheste forsvinder

Manglen på vand rammer også den verdensberømte Masai Mara-savanne. Hvert år strømmer turister fra hele verden til for at se millioner af antiloper, zebraer og gnuer vandre fra Tanzania til mere frodige græsgange. Men Marafloden har sit udspring i Mauskoven, og en støt faldende vandstand har allerede haft alvorlige konsekvenser i området, siger John Salehe, leder af Verdensnaturfonden WWF’s skovprogram i Østafrika.

– Antallet af krokodiller og flodheste falder drastisk i området. Samtidig betyder den lave vandstand, at bøflerne sagtens kan gå over floden og ikke behøver springe i vandet og svømme gennem vandmasserne. Derfor er det ikke længere så sjovt for turisterne at komme der, fortæller han.

For lidt, for langsomt

Mauskoven er et af de varmeste politiske em ner i Kenya i øjeblikket. Den tidligere præsident Daniel Moi forærede store dele af skoven til venner og politiske fæller. Men den nuværende regering kræver nu landet tilbage i et forsøg på at dæmme op for skovhugsten. Alligevel er Joe Mbuthia fra Daily Nation ikke imponeret over regeringens indsats for miljøet.

– Det er første gang i lang tid, at politikerne overhovedet taler om miljø. Selv i diskussionen om Mauskoven handler det mest om at kompensere de mennesker, der har dyrket rovdrift på skoven og nu skal flytte, siger han.

Desuden har regeringen været for langsom, siger John Salehe fra WWF.

– Vi skulle have handlet for 20 år siden. Det her er allersidste udkald, hvis vi skal nå at redde Kenyas økosystem, siger han.

Otte milliarder træer

I dag er færre end to procent af Kenya dækket af tæt skov. For 50 år siden lå tallet på omkring 40 pct. Derfor præsenterede miljøminister John Michuki for nylig en plan for at plante næsten otte milliarder træer over de næste 20 år. Det skal lette presset på skovene. Men planen imponerer ikke Joe Mbuthia.

– Det lyder meget godt at kaste høje tal op i luften. Men hvor er den reelle plan for at plante træerne? Før jeg ser den, tror jeg ikke på, at det er andet end ren politik, siger han.

John Salehe fra WWF er mere positiv.

– Miljøministeren er kendt for sin handlekraft, og regeringen ved godt, at der skal en stor indsats til. Lige nu dør køer, mennesker og vilde dyr af tørst, så det er på nippet til at være for sent, siger han.

Hos CARE Danmark, der har skovprojekter i en række u-lande, bliver den kenyanske miljøministers løfte også positivt modtaget.

– Det er klart et positivt tegn. Men det skal ikke ske for i stedet at kunne fælde skovområder andre steder. At plante nye træer kan ikke erstatte ansvaret for de gamle, siger programkoordinator Morten Fauerby Thomsen.

Vibe Bregendahl er freelancejournalist bosat i Kenya.

TSUNAMI-INDSATS LIGNER EN KRUSNING PÅ VANDET

Hjælpeindsatsen efter tsunamien i Sydøstasien i 2004 led under mangel på strategier og planlægning, konkluderer ny rapport. Men der er også mærkbare fremskridt i de katastroferamte områder.

Af Marlene Lyhne Sørensen

En kvinde ved en moské i Indonesien i dagene efter flodbølgen i 2004. Indonesien er et af tre undersøgte lande i en ny evaluering, som konkluderer, at hjælpearbejdet efter tsunamien til dels kun var en krusning på overfladen. Foto: AP/STR/Polfoto.

Da et undersøisk jordskælv i Det Indiske Ocean sendte kæmpe bølger ind over otte asiatiske lande den 26. december 2004, resulterede det ikke kun i en af historiens største og mest dræbende naturkatastrofer. Det udløste samtidig en af de mest omfattende hjælpeindsatser nogensinde.

Men knap fem år senere tyder det på, at milliardindsatsen ender som en krusning på vandet.

Det konkluderer en fælles, ny donorevaluering, som har undersøgt sammenhængen mellem nødhjælp, genopbygning og udvikling i Sri Lanka, Indonesien og Maldiverne.

Brug for bedre koordinering

– Manglen på planlægning og overordnede analyser betyder, at udviklingen har været mindre, end den kunne have været, erkender Stefan Dahlgren, evalueringsmedarbejder i det svenske bistandsdepartement Sida og formand for en gruppe af donorlande, lokalregeringer og hjælpeorganisationer, som har bestilt evalueringen.

Uden bedre sammentænkning af de forskellige indsatser og mere langsigtede strategier for katastrofearbejdet vil de mange milliarder støttekroner ikke skabe en varig, positiv udvikling i regionen, konkluderer rapporten.

Hjælpearbejdet har sikret de overlevende rent vand, tøj på kroppen og tag over hovedet umiddelbart efter katastrofen, men ikke reduceret antallet af fattige og opbygget varig kapacitet og ekspertise, der kunne virke ved eventuelle fremtidige katastrofer.

Usmidigt system

Konklusionen overrasker ikke Peter Kjær Jensen, assisterende professor og leder af uddannelsen Master of Disaster Management på Københavns Universitet.

Efter tsunamien var han selv udsendt som vand- og sanitetsekspert i Indonesien, hvor han blev vidne til en bemærkelsesværdig mangel på samarbejde:

– Jeg var frustreret over det, jeg så. Der blev arbejdet meget snævert, og systemet var simpelthen usmidigt. Jeg stod mellem to forskellige FN-organisationer, der burde arbejde sammen, men ikke gjorde det, fortæller han.

Peter Kjær Jensens oplevelser inspirerede til opstarten af verdens første tværfaglige master-uddannelse i krisehåndtering, Master of Disaster Management. Målet er at uddanne katastrofearbejdere til at tænke tværfagligt og tværkulturelt, så de bliver bedre til at samarbejde med organisationer og lokale myndigheder.

– Der bliver udsendt en masse superspecialister, som alle er forhippet på at gøre noget godt hver især. Men i værste fald skaber det flere problemer, end det løser. Det hjælper for eksempel ikke at dele vandflasker ud, hvis ikke man samtidig sørger for, at indbyggerne kan komme af med de tomme flasker igen, da de ellers virker som perfekte vuggestuer for myg, siger Peter Kjær Jensen.

Danida har lært af erfaringerne

Også Danida erkender, at en bedre koordinering ved store, akutte kriser er afgørende for den efterfølgende genopbygning. Men ifølge Danida overser rapporten, at der allerede er rettet mærkbart op på problemet.

– Det er skuffende, at evalueringen ikke i større omfang tager højde for alle de tiltag, som er gennemført siden tsunamien i 2004. Både under cyklonen Sidr i Bangladesh i 2007 og cyklonen Nargis i Burma i 2008 har vi set en langt bedre koordinering, som har sikret en god kobling til den efterfølgende udviklingsindsats. FN og Verdensbanken har internationalt sat sig i spidsen for at sikre bedre nationalt beredskab og flere velkoordinerede internationale indsatser ved naturkatastrofer. Danmark har bakket kraftigt op om det arbejde – også finansielt, siger Carsten Nilaus Pedersen, centerchef for udviklingspolitik i Udenrigsministeriet. Han tilføjer:

– Erfaringerne har også vist os, at vi må blive bedre til at nå de mest sårbare grupper i den givne sociale kontekst. Det er nogle af de erfaringer, som vi har taget med i forbindelse med udarbejdelsen af den nye humanitære strategi, som udviklingsministeren lancerede i september. Strategien vil danne basis for vores humanitære arbejde i de kommende år.

Lyspunkter i mørket

Der er også lyspunkter i tsunami-evalueringen. På flere områder har indsatsen skabt mærkbare forbedringer. Det gælder blandt andet den sociale sammenhængskraft i de berørte områder. Det vil for eksempel sige de værdier og den fælles identitet, som knytter folk sammen.

I den tidlige indsats efter tsunamien var det ikke alle befolkningsgrupper, som nød lige godt af den internationale hjælp, og der var derfor optræk til konflikt og magtkamp om privilegierne. Især opstod der et anspændt forhold mellem befolkningen og de lokale ledere, fordi lederne fik mere gavn af hjælpen end befolkningen.

Men over tid lykkedes det flere steder at udjævne forskellene. Der blev sat ind med blandt andet psykosocial støtte og investering i infrastruktur, ligesom der blev lagt særlig vægt på at inddrage kvinder i den sociale helingsproces.

Succesen var størst de steder, hvor der blev taget hensyn til de lokale, kulturelle normer, og hvor befolkningen blev engageret i genopbygningen af deres eget liv frem for passivt at modtage hjælp udefra. I Indonesien synes mange indbyggere ligefrem, at deres økonomiske og sociale liv er blevet bedre end før tsunamien.

Indsatsen har dog haft allerstørst succes i forhold til at mindske risikoen ved en eventuel ny katastrofe i området, påpeger rapporten. Fremskridtene kan ses både nationalt og internationalt i institutioner, lovgivning, viden og praksis.

Marlene Lyhne Sørensen er freelancejournalist.

FRA BISTAND TIL UDVIKLING

ANALYSE. Startskuddet er gået til en offentlig debat om, hvilken kurs fremtidens udviklingsbistand skal styre efter. Grundtanken er, at bistand har bedre effekt, hvis den støttes af andre instrumenter.

Af Stefan Katic

Hvilken kurs skal den danske indsats i udviklingslandene følge de kommende år? Offentligheden inviteres til at give et bud. Foto: Colourbox.com.

ENHVER, DER HAR prøvet at styre en sejlbåd, ved, at man i ét væk skal finjustere sejlføringen og give rorpinden et par takker for at få den bedste fremdrift. Af og til skal vandtanken fyldes, havnepenge betales og træværket have en gang linolie. Husker man det, går det støt derudad.

Men engang imellem er tiden inde til den store tur, hvor båden skal løftes på land, bunden skrabes ren, og alt gås efter i sømmene. Sådan en overhaling står det gode skib Danida nu over for.

Dansk bistand skal gennemtænkes på ny – en proces, som udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) søsatte med en kronik i Berlingske Tidende 24. august 2009, og som vil få form af en stort anlagt offentlig debat gennem det næste halve år (se boks).

Slutmålet er en ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde til afløsning for den nu ni år gamle strategi Partnerskab 2000. Et dokument, der tegner dansk bistand, som den ser ud i dag med 16 programsamarbejdslande og dertil hørende vand-, miljø- og transport-sektorprogrammer etc.

PARTNERSKAB 2000 kom til verden i en tid før klimaforandringer, Kina-i-Afrika, 11. september, finanskrise og fejlslagne stater blev dagligdags begreber. Tiden er med andre ord løbet fra Partnerskab 2000-strategien.

Ordet er nu frit i det næste halve års diskussion om form og farve på fremtidens danske bistand.

Alt er i princippet til debat. Alligevel er der nogle klare pejlemærker i debatoplægget – temaer, som formentlig bliver grundstenene i den ny strategi, som regeringen planlægger at præsentere til maj næste år.

FRA BISTAND TIL udvikling, hedder denne artikel.

Og netop dét er kernen i hele kursskiftet: Fra den noget pengeoverførselsfokuserede bistand til det bredere begreb udvikling – her betræder Danida i øvrigt samme sti som en række andre donorer.

Der bliver således ikke tale om en ny strategi for udviklingsbistand, men for udviklingspolitik. Det kan synes som retorisk pindehuggeri, men ordvalget er bevidst: Nedtoningen af ordet ’udviklingsbistand’ skal signalere, at vægten flyttes fra pengeoverførsler til dialog og samarbejde.

Bag nedtoningen af ’udviklingsbistand’ til fordel for ’udviklingspolitik’ ligger også det budskab, at bistanden har bedre effekt, hvis den støttes af andre instrumenter. ’Udviklingspolitik’ rummer en bred vifte af andre politikker: Erhvervspolitik. Sikkerheds- og forsvarspolitik. Klimapolitik.

Danmarks samspil med udviklingslandene vil i langt højere grad ske gennem disse politikområder (en tværministeriel arbejdsgruppe, der skal give input til den ny strategi, er i den anledning blevet nedsat). Et aktuelt eksempel er Udenrigsministeriets nye Somalia-strategi (se side 6).

OG NU VI TALER Somalia: Støtte til at stabilisere fejlslagne stater vil givetvis få en prominent plads i den ny strategi. Verdens fejlslagne stater vil – ikke mindst på grund af den destabiliserende effekt, de har på de regioner, de ligger i – blive et stadig vigtigere område for en dansk indsats. Dansk bistand har i en årrække støttet opbygningen i en række ulande præget af relativ stabilitet (selvom det hurtigt kan vende, som det skete i Uganda for nylig) og styret af demokratisk valgte regeringer, som man kunne have en rimelig dialog med. Lav-risiko-stater, hvor man kunne forvente – og påvise – at bistanden gav resultater. Danmark yder også en indsats i Afghanistan og Sudan, men hvad med lande som fx Congo og Pakistan – hamrende svære at arbejde i, men af stor sikkerhedsmæssig betydning?

DET STÅR OGSÅ ret klart, at Danmarks nye udviklingsstrategi vil få hovedfokus på verdens fattigste kontinent: Afrika. Og så vil den uden tvivl også følge op på Afrika-kommissionens anbefalinger om at fremme erhvervsudviklingen i de afrikanske lande, så de på sigt selv kan finansiere de sociale sektorer, som i dag i høj grad betales af donormidler.

ET ANDET SPØRGSMÅL er, om Danmark kommer til at reducere antallet af samarbejdslande og indsatsområder. Filosofien lyder: Vil man have indflydelse, må man være til stede med en vis vægt. Det betyder en række fravalg, som uden tvivl vil medføre murren i krogene, fx blandt en række NGO’er. Men kravet om en mere effektiv bistand er kommet til at fylde stadig mere de seneste år; som formuleret i Paris-erklæringen i 2005 og fulgt op i 2008 med de såkaldte Accra-principper.

I en verden, hvor bistanden næppe øges lige med det samme, vokser behovet for en bedre arbejdsdeling og koordinering mellem donorerne. Også antallet af donorer er i vækst.

En stadig større rolle spiller en række store fonde såsom Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria samt Bill & Melinda Gates Fund, som er langt større end mange nationale donorer. Ydermere er en række nye aktører såsom Kina, Indien, Sydafrika og flere arabiske lande kommet til som donorer. Samtidig blegner bistanden størrelsesmæssigt i forhold til Kina, Rusland og andre landes private investeringer i Afrika i disse år. Meget er i forandring.

UDVIKLINGSMINISTERENS kronik lægger op til, at det ikke længere er nok at måle fattigdom ud fra den noget rigide indkomst-per-dag-målestok, men man må i høj grad også inddrage folks sikkerhed, rettigheder og udfoldelsesmuligheder i den samlede og bredere vurdering af, hvad det vil sige at være fattig.

Der lægges med andre ord op til et udvidet fattigdomsbegreb, som også vil give en større fleksibilitet i forhold til, hvor de danske bistands ... undskyld, udviklingsmidler skal bruges.

FLERE UDFORDRINGER: Ejerskab – her og ude. Alt handler om at få u-landenes regeringer til at tage et stadig større ansvar for udviklingssamarbejdet. Men samtidig er det danske skatteyderes præferencer, der definerer, hvordan bistanden skal sendes ud. Skatteyderne bakker måske nok op om dansk ulandsbistand lige nu, men gør de også det om ti år? Når billedet af u-landskvinden ved Danida-vandpumpen er afløst af budgetstøtte, donorharmonisering, mainstreaming og andre udmærkede, men svært kommunikérbare tiltag?

Stefan Katic er redaktør for Udvikling, som i de kommende numre vil følge odysséen frem mod en ny strategi.