AKTUELT

NYT FRA DANIDAS STYRELSE: FORBRYDELSE OG STRAF I VIETNAM

Danmark fortsætter støtten til Vietnams juridiske reform-proces. Men kan man være sikker på, at institutionerne er retfærdige, når landet ikke er demokratisk?

Af Mads Mariegaard

Væksten i Vietnam, Asiens yngste tigerøkonomi, har de senere år været så massiv, at det traditionelle danske sektorprogramsamarbejde ikke fortsætter meget længere. Men landet styres stadig af ét parti, som kontrollerer alle politiske organisationer, og borgerne må undvære uafhængige domstole og en deling mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Så meget desto mere brug er der for støtte til landets juridiske reformproces. Derfor godkendte Danidas styrelse på sit møde i august en bevilling på 78 mio. kr. til ”Justice Partnership Programme” i Vietnam.

Den danske støtte begyndte i 1997, og det nye program er det fjerde i rækken. Målet er at udvikle en stærk og demokratisk juridisk sektor. Vietnam har et relativt veludviklet lovgrundlag på området, men mangler juridiske institutioner, der kan gennemføre lovgivningen, så dét er programmets fokus.

Hård regeringskurs

De principielle problemer ved at støtte juridiske institutioner i et udemokratisk land gav anledning til debat på styrelsens møde. Hvad nytter det eksempelvis at støtte landets anklagemyndighed, hvis den bruger pengene til at krænke menneskerettighederne, lød bekymringen.

På det seneste er situationen på menneskerettighedsområdet i Vietnam på visse punkter blev forværret, måske fordi næste partikongres i januar 2011 nærmer sig. I juni arresterede regeringen den prominente advokat Le Cong Dinh, hvilket adskillige regeringer og internationale organisationer har protesteret imod.

På trods af de begrænsninger, som ét-partisystemet medfører, var der på mødet enighed om fornuften i at støtte statslige aktører. Fx er det nu, som en direkte konsekvens af det danske program, muligt at få en forsvarer i kriminalsager, fortalte Danmarks ambassadør i Vietnam, Peter Lysholt Hansen, som deltog i mødet per videotelefon fra Hanoi.

Nye aktører på banen

”Justice Partnership Programme” adskiller sig fra den tidligere danske støtte ved også at involvere ikke-statslige aktører. De senere år er der opstået mange foreninger og institutioner, som ikke i samme omfang er underlagt statens og partiets kontrol.

Programmet etablerer en fond, hvor civil-samfundsorganisationer, forskningsinstitutioner og medier kan søge midler til aktiviteter, der er relevante for reformprocessen, fx forskning, formidling og netværksdannelse.

Det øgede fokus på de ikke-statslige aktører kommer på et tidspunkt, hvor det er lykkedes for ambassaden at etablere en tættere dialog med politiske beslutningstagere, herunder personligt med landets præsident. Derfor blev der på mødet spurgt, om det er fornuftigt at skifte fokus fra stat til civilsamfund netop nu. Der var dog enighed om, at man bør støtte begge grupper.

Udenrigsministeriet planlægger at udfase bistanden til Vietnam og forventer at give det sidste tilsagn i 2011. Herefter vil en række bistandsaktiviteter dog fortsætte. Det gælder blandt andet støtten til klima, kultur, erhverv og god regeringsførelse, herunder juridiske reformer.

Mads Mariegaard er journalist på Udvikling.

GULT KORT TIL NICARAGUA

I juni 2008 udelukkede det politisk kontrollerede Valgråd to oppositionspartier i Nicaragua. Det medførte massive protester – indtil Ortega-støtter satte en stopper for demonstrationerne ved at besætte alle centrale pladser i hovedstaden Managua. En besættelse, der varede otte måneder. Foto: Rikke Zeuner.

Tekst og foto: Christian Korsgaard, Managua

Den nicaraguanske regering kan godt forberede sig på at skulle spænde livremmen ind næste år.

Det er konklusionen efter udviklingsminister Ulla Tørnæs’ besøg i det mellemamerikanske programsamarbejdsland, hvor hun kunne konstatere, at den demokratiske udvikling går i den helt forkerte retning.

– Demokratiet er under stærkt pres. Jeg blev overrasket over, hvor entydigt det blev beskrevet af de forskellige aktører, jeg mødtes med. Den danske udviklingspolitik er baseret på grundlæggende værdier om fremme af demokrati og menneskerettigheder, og jeg vil gerne understrege, at jeg med dansk bistand ikke ønsker at være med til at støtte en negativ udvikling i Nicaraguas demokrati ved at støtte Nicaraguas regering, fortæller Tørnæs efter besøget i Nicaragua.

Omlægninger på vej

Danmark står ikke alene med sin kritik af den sandinistiske Ortega-regering. Efter et skandaløst kommunevalg i november 2008 fastfrøs EU sin budgetstøtte, mens USA lukkede sit store Millennium-Challenge program.

– Jeg har i finanslovsforslaget for 2010 lagt op til en reduktion af rammen på 15 mio. kr. ud fra en bistandsfaglig vurdering af det danske landeprogram. Men mit besøg giver anledning til en yderligere omlægning af vores program, så vi i højere grad samarbejder med civilsamfundet, NGO’er og uafhængige medier, samt med et øget fokus på den private sektor. Jeg vil også gerne se på mulighederne for at støtte faglige uddannelser, hvis det kan ske uden om regeringsstrukturerne, forklarer Tørnæs.

Ændringerne vil blive gennemført, så snart det er muligt, og med præsidentvalget i 2011 som en klar milepæl. Direkte adspurgt om Danmark også vil yde udviklingsbistand til Nicaragua om fem år, svarer Ulla Tørnæs uden tøven:

– Det tør jeg ikke sige.

Mellem diktatur og demokrati

Bekymringen over den demokratiske situation i Nicaragua deles af både de danske NGO’er og flere investorer i landet. Men den demokratiske analyse holder ikke på alle punkter, mener flere.

– Det er korrekt, at det overordnet set går den forkerte vej i Nicaragua, men det har en betydning, hvilken vinkel man vurderer demokratiet fra. Vi arbejder ude på landet, og der mener jeg bestemt ikke, at demokratiopfattelsen er svækket. Der er en større deltagelse i dag end tidligere, for folk kræver at blive hørt, og de står fast på deres rettigheder. Demokratiet er bestemt ikke gået i stå, vurderer Lisbeth Petersen, regional direktør for Mellemfolkeligt Samvirke i Mellemamerika.

Heller ikke hos Jørgen Hovgaard, koordinator for fagforbundet 3F’s program i Latinamerika, er pessimismen så stor.

– Nedefra går det i den rigtige retning. Men når man kommer op i hierakierne, så er der problemer, for visse grupper og personer er blevet til instrumenter for regeringens politik. Det har givet konfrontationer, men det synes jeg faktisk er et sundt tegn – der er styrke nedefra til at prøve at ændre tingene, siger Jørgen Hovgaard. Lisbeth Petersen er helt enig:

– Polariseringen og konfrontationerne er ikke nødvendigvis et udtryk for, at vi går mod et diktatur. Det kan også være udtryk for at vi går mod demokrati, fordi folk kræver deres ret. Folk er blevet mere bevidste om deres demokratiske rettigheder, siger hun.

Kursen bør være tolerance

Begge advarer Danida mod at smække med døren. Den samme holdning indtager Ole Nielsen, direktør i virksomheden Sera Scandia, som i dag modtager støtte via Danidas B2B-program.

– Jeg vil da opfordre Danida til ikke at rokke for meget med båden. Så længe vi er til stede kan vi påvirke og samarbejde, men hvis vi maler folk op i et hjørne, så gør de tåbelige ting. Hvis vi derimod holder liv i dialogen, så kan vi måske forhindre dem i at gøre tåbelige ting. Kursen for Danmark må være tolerance, for taberne ved en hård linje bliver hverken danskerne eller de politikere, som i dag leder Nicaragua. Det bliver den menige nicaraguaner, siger Ole Nielsen.

Ulla Tørnæs kan godt se behovet for dialog – men der må dog være grænser, mener hun.

– Hvis man smækker kassen i, så fraskriver man sig muligheden for overhovedet at være med til at påvirke udviklingen i Nicaragua. Jeg har da forsat en tro på, at der må være en fremtid for demokratiet i Nicaragua. Problemet er bare, at det går den forkerte vej, beklager udviklingsministeren.

Beslutningen vil ramme hårdt

Forud for sin afrejse fra Nicaragua orienterede den danske udviklingsminister præsident Ortega om omlægningen af den danske bistand.

– Jeg gav udtryk for min bekymring over det pres, som jeg ser, Nicaraguas demokrati er sat under. Ikke overraskende er hverken Ortega eller hans ministre enige i den vurdering. Man kan roligt sige, at der ikke var megen lydhørhed, så mine samtaler med dem gav deværre ikke grundlag for optimisme, fortæller hun.

Men ifølge den nicaraguanske sociolog Manuel Ortega (der intet har med præsident Ortega at gøre) vil den danske beslutning nu alligevel ryste styret.

– Regeringen vil uden tvivl prøve at minimere sagen, men sårbarheden er stor, efter at budgetstøtten er forsvundet, og indtægterne fra skatter og afgifter er faldet. For regeringen er det vigtigt, at sektorstøtten fortsætter. Så den danske beslutning vil ramme hårdt, ikke alene af økonomiske årsager, men også symbolske. Danmark er en af donorpionererne i Nicaragua og har været meget gavmild, også i de vanskelige perioder i 1980’erne. Så det er en traditionel donor, der nu viser sig kritisk, siger Manuel Ortega.

Han mener, at Danmark er i sin gode ret til at omlægge bistanden, men forventer også, at den demokratiske bekymring udmønter sig meget konkret.

– Det handler ikke bare om, hvordan man kanaliserer bistanden, men også om, hvilke områder man giver den til. Hvis bekymringen er reel, så skal Danmark fremover støtte projekter, der styrker lokaldemokratiet.

Christian Korsgaard er informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke-ActionAid Denmark.

2015 MÅL OVERSER HANDICAPPEDE

Af Mikkel Noel Lanzky

Otte mål, med et hav af delmål – men ikke en eneste reference til handicap.

Udformningen af FN’s 2015 Mål vækker undren hos handicaporganisationer, danske såvel som udenlandske. Et handicap forværrer nemlig en i forvejen slem situation.

International Disability and Development Consortium (IDDC) forstår ikke, at der ikke er taget særlige hensyn til personer med handicap i implementeringen af 2015 Målene. EU-koordinator hos IDDC, Celia Cranfield, understreger, at personer med handicap bliver ramt ekstra hårdt af eksempelvis fattigdom, diskrimination eller et svigtende skolesystem.

– Børn med handicap er kraftigt overrepræsenterede blandt børn uden skolegang, og i flere lande er skolefrekvensen for handicappede børn mere end halvt så lav som for børn uden handicap. Nogle af årsagerne kan være, diskriminerende holdninger, at man glemmer at bygge ramper til kørestole eller give lærere redskaber til at håndtere elever med nedsatte sanser, fortæller Celia Cranfield.

600 millioner må ikke glemmes

I Danmark er handicaporganisationerne enige i, at 2015 Målene ikke kan opfyldes, så længe der ikke specifikt udpeges og arbejdes for mål, der hjælper handicappede.

– Der er over 600 millioner personer med handicap i verden, og et flertal af dem lever i u-lande. I dag udgør handicappede bunden i alle de grupper, der er omfattet af 2015 Målene, og de er så godt som glemt. Det er på tide, at der bliver gjort noget for dem, lyder det fra Stig Langvad, formand for Danske Handicap-organisationer.

Direktøren for den afrikanske NGO African Decade of Persons with Disabilities, Kudakwashe Dube, er enig i kritikken:

– Enhver tale om at nå 2015 Målene vil være hul, så længe en så vigtig og talrig gruppe som handicappede ikke bliver regnet med i optællingen, siger han fra sit kontor i Cape Town.

Spirende optimisme

Der er dog begyndende tegn på anerkendelse af personer med handicap fra blandt andre FN. I maj 2008 trådte FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap i kraft, og i september samme år sponsorerede FN en konference i Nairobi, der satte fokus på handicappedes plads i fattigdomsbekæmpelse.

Kudakwashe Dube var pennefører på konferencens slutdokument, der kom med flere specifikke opfordringer til det internationale samfund. Udviklingen gør ham optimistisk:

– Jeg har fået frisk håb om, at 2015 Målene vil blive nået, og at personer med handicap vil blive inkluderet i processen. Men det kræver stadig en masse arbejde at udmønte handicapkonventionen i praksis. Der skal indsamles viden om de handicappedes situation, og der skal skaffes effektive budgetter til at støtte arbejdet. Endelig er det også vigtigt, at handicaporganisationer følger projekterne og evaluerer indsatsen, siger Kudakwashe Dube.

Mikkel Noel Lanzky er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

Læs mere om personer med handicap i udviklingslande i temaet på side 15-19.

VERDENS FATTIGE SKAL IKKE BETALE FOR DANSKERNES KRISE

Af Hanne Mølby Henriksen

Irland gør det, Italien gør det, og flere andre lande følger formentlig trop.

Med finanskrisen som argument ventes flere donorlande at skære i næste års støtte til verdens fattige, mens den danske regering har besluttet at holde fast i dette års beløb til ulandene, selvom statskassen er slunken.

Det fremgår af regeringens forslag til finansloven for 2010. For nok er der krise, også i dansk økonomi, men derfor har vi alligevel råd til ikke at lade det gå ud over de svageste, mener regeringen.

Det danske bidrag til verdens fattige stod til at falde i takt med statens samlede indtægter, da u-landsbistanden normalt udgør en fast procentsats af det nationale budget. Omkring 200 mio. kr. havde der manglet i kassen, hvis ikke regeringen havde besluttet at hæve procentsatsen fra 0,82 til 0,83 pct. af den danske bruttonationalindkomst (BNI).

Næste års u-landsbistand kommer nu til at ligge på 15,2 mia. kr. ligesom i år. Det er et vigtigt og godt signal at sende i en krisetid, mener generalsekretær i IBIS Vagn Berthelsen.

– De 0,83 procent – når det ikke kan blive bedre – er dog et positivt signal at sende til andre lande, som skærer ned, siger han.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær er enig:

– Vi glæder os over, at procentsatsen stiger. For os signalerer det, at vi er på vej tilbage mod den ene procent, siger han med henvisning til det tidligere niveau for dansk bistand.

Krise, krise, krise

De to generalsekretærer bemærker, at Irland og Italien har været meget hurtige til at skære ned på deres u-landsbistand, og at andre lande ventes at gøre det samme. Ligesom i Danmark er næste års budget i de fleste lande til forhandling langt ind i efteråret, så det er for tidligt at danne sig noget overblik over, hvordan det vil gå med den samlede bistand til u-landene.

Falder bistanden, vil det være et skidt signal at sende netop nu, hvor verdens fattige lande ikke bare er ramt af finanskrisen, men også må døje med klimakrise og fødevarekrise, mener begge generalsekretærer.

– De klimamæssige udfordringer er helt enorme. Nogle lande er hårdt ramt af tørke, andre af oversvømmelser. Det hele er forårsaget af den voldsomme mængde drivhusgasser, vi har udledt her i den rige del af verden. Det er vigtigt, at Danmark kompenserer for det, siger Henrik Stubkjær og efterlyser flere penge til kampen for et bedre klima.

Regeringen har allerede afsat yderligere 100 mio. kr. til en klimapulje, der næste år når op på 300 mio. kr. i alt. Men det kan være ét fedt, så længe pengene er fundet ved at skære andre steder i bistandsbudgettet, mener Henrik Stubkjær.

– Det er ingen løsning bare at flytte rundt på kasserne. Vi står i en situation lige nu, hvor over en milliard mennesker sulter, og de klimamæssige udfordringer er enorme. Derfor er det helt afgørende, at der tilføres nye midler, siger han.

Inflationen æder sin del

Samme melding kommer fra Jeppe Kofod, Socialdemokraternes udenrigsordfører. Han påpeger, at regeringen skal være vært ved dette års klimatopmøde i København og derfor burde have været mere ambitiøs i sit klimaudspil:

– Regeringen kunne godt have øget bistanden en smule for at signalere, at vi tager krisen alvorligt. Det kan godt være, at den også for os har store konsekvenser, men for folk i u-landene er det et spørgsmål om liv eller død, siger han.

Jeppe Kofod er i det hele taget ikke imponeret over regeringens udspil til u-landsbudgettet. For nok har regeringen sørget for at fastholde det samlede beløb i kroner og øre for næste års u-landsbudget, så de fattige ikke skal bøde yderligere for vores finanskrise. Men det kommer de til alligevel, mener han.

For det første fordi inflationen udhuler de 15,2 mia. kr., der ikke vil være lige så meget værd næste år som i år. For det andet fordi den direkte, fattigdomsbekæmpende bistand til udviklingslandene i regeringens forslag til finansloven faktisk ser ud til at falde med 169 mio. kr.

Omvendt stiger udgifterne til en stribe andre poster, som bliver bogført under den samlede u-landsramme. Det gælder for eksempel udgifterne til at tage imod flygtninge i Danmark samt dele af udgifterne til de danske soldater i Afghanistan (se boks).

– I forvejen lever den vestlige del af verden ikke op til sine løfter om at hjælpe de fattige, og så kommer der en stribe kriser, som rammer dem meget hårdere end os, og så giver vi alligevel ikke noget ekstra, siger Jeppe Kofod.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs er selv ”meget stolt” over, at regeringen lægger op til at fastholde bistanden i kroner og øre næste år.

– Jeg synes, det er ærgerligt, at Jeppe Kofod har de negative briller på, siger hun og peger på, at alternativet havde været at skære ned ligesom flere af verdens andre rige lande.

– Det er jo en almindeligt kendt sag, at Socialdemokraterne altid gerne vil bruge flere penge. Men medmindre Jeppe Kofod har en seddelpresse stående i kælderen, vil jeg gerne høre hans anvisning af, hvor han har tænkt sig at tage de ekstra penge fra, siger udviklingsministeren.

Regeringens prioriteter vækker heller ingen begejstring hos Dansk Folkeparti, der finder det ”uacceptabelt”, at de kriseramte danskere skal kompensere for noget som helst.

– Det vil vi ikke være med til, siger udenrigsordfører Søren Espersen og opfordrer regeringen til at finde ud af, om den vil have u-landsbistanden som en procentsats eller et fast beløb.

– Man er nødt til at tage det sure med det søde, siger han.

Finansloven ventes forhandlet på plads i løbet af efteråret.

Tjen penge, mens du udrydder fattigdom ved at låne dine penge til iværksættere i u-landene. Det er konceptet bag MyC4. Her markedet i bydelen Nima, Accra, Ghana. Foto: Klaus Holsting/Danida.

MYC4-INVESTORER: "VI TABER VORES PENGE"

Af Jeppe Villadsen

– Fuldkommen ubrugeligt.

Så hårde ord bruger investor Peter W. Andersen om det selskab, han har sat penge i. Han mener ikke, at mikrolånsvirksomheden MyC4 lever op til sine løfter om at være en seriøs investeringsplads.

– Man har solgt MyC4 som et sted, hvor man kan lave gode investeringer og samtidig være med til at hjælpe nogle andre. Men set som investering er det den største dødssejler, der er set syd for Polarcirklen. Jeg har færre penge i dag, end da jeg startede. Så ville jeg hellere have givet dem væk til hjælpeprojekter.

Peter W. Andersen investerede i alt 976 euro for et år siden som udlån fordelt på en lang række forskellige afrikanske entreprenører. I dag har han omkring 900 euro tilbage af sin investering.

Købers marked

Flemming Aanæs har investeret i mikrolån hos MyC4 i et år. Han mener heller ikke, det er muligt at tjene penge via MyC4.

– Jeg har sat et enkelt system op, hvor jeg har investeret 100 euro i 95 forskellige projekter. Så er det nemt at se, om der kommer 100 euro tilbage igen – og det gør der ikke!

Samtlige 95 projekter, han har investeret i, har givet tab.

– Markedsføringen af MyC4 som et sted, man kan tjene penge ved at hjælpe Afrika, er meget problematisk, fordi man sår nogle forkerte forventninger, og så får man frustrationer hos investorerne, når det går op for dem, at de ikke får pengene igen, siger Flemming Aanæs.

Han mener, at mange lader sig lokke af MyC4’s på papiret høje afkast, der i øjeblikket ligger på 13,2 pct.

– Folk tror, at en rente på 12-13 pct. er høj, og tænker, at det er mere end i banken, men reelt giver det minus.

Men renten skal ifølge Flemming Aanæs’ beregninger helt op på 25-26 pct., hvis bare investeringen skal gå i nul. Og så har han i beregningen ikke engang taget højde for de projekter, der går i ’default’, det vil sige, hvor låneren i Afrika ikke kan betale lånet tilbage, og investoren derfor taber sine penge.

MyC4 vil ikke selv give et estimat på, hvor højt renten skal sættes, hvis man vil være sikker på et vist overskud.

– Vi har ikke en tommelfingerregel for, hvor meget man skal kræve i rente for at få et afkast. Der er så mange variable, og vi lader det derfor være op til hver enkelt investor at vurdere risikoen, siger kommunikationsansvarlig i MYC4, Mille Kristine Klink.

Efter problemer i Elfenbenskysten med manglende tilbagebetalinger af helt op til 90 pct. af lånene er MyC4 blevet mere kritiske med, hvem der får lov til at optage lån. Det har ført til den paradoksale situation, at der er for få afrikanske lånere og for mange investorer, der vil låne penge ud. Hvilket igen er med til at presse renten ned, da mikrolånene udbydes i en auktionsform, hvor investo rerne/ udlånerne byder på lån til de afrikanske entreprenører, så det er de bud med de laveste renter, der løber med udlånet.

80 pct. i rente

Idéen med MyC4 er at tilbyde lånemuligheder til afrikanske entreprenører, som ikke har andre lånemuligheder, eller ellers er henvist til at låne til trecifrede ågerrenter. Men lånene hos MyC4 er heller ikke gratis.

Et lån, som en dansk investor har udbudt til ti pct. i rente, ender oftest med en samlet årlig rente på 40-60 pct. for låntageren i den anden ende. Årlige renter på helt op til 80 pct. er ikke usædvanligt for låntagerne hos MyC4.

Forklaringen er de mange led undervejs i transaktionen, der alle skal tjene på lånet: Den europæiske investor, som udlåner pengene. MyC4, som formidler lånet. En ’provider’, som står for den overordnede styring i det enkelte afrikanske land. Samt en udlåner, som foranstalter selve lånet.

– Jeg var meget idealistisk til at begynde med, siger Peter W. Andersen.

– Der var en kvinde, som ville være selvstændig jordemoder, hvilket jeg syntes var en fremragende idé, så jeg udbød et lån til fire pct., men når det hele var lagt sammen, endte hun alligevel med at skulle betale op imod 50 pct. i årlig rente, siger han.

MyC4 begrunder rentestørrelsen med, at det afrikanske marked er kompliceret og risikofyldt og fremhæver, at deres lån stadig er langt billigere, end hvad der ellers er af lånemuligheder for almindelige afrikanere.

’Uigennemskueligt system’

Poul Schou er økonom og har taget et kritisk blik på MyC4. Han har selv tabt godt 2.000 kr. ud af en samlet investering på 35.000 kr., eller hvad der svarer til syv pct. i årlig negativ rente.

– Man skal være heldig efter min vurdering med de lån, der har været indtil nu, hvis man bare skal komme ud med skindet på næsen, siger Poul Schou og peger samtidig på, at systemet er uigennemskueligt for almindelige mennesker.

Nettoafkastet til investorerne er støt faldende og er nede på 1,6 pct. p.a. for første halvår i år. Nettoafkastet er renten til udlåneren, når der er fratrukket ’defaults’ og kurstab på grund af den højere inflation i mange afrikanske lande.

Det reelle udbytte bliver imidlertid endnu lavere, da der også skal medregnes skat i investorlandet og rentetab, fordi der kan gå op imod tre måneder fra det første bud på et lån falder, til det første afdrag kommer ind. Endelig er der også i den del tilfælde bankgebyrer for at indsætte og hæve de enkelte investeringer.

Så man skal gøre det som en udviklingshjælp og ikke som en forretning?

– Ja, men hvis jeg ville give velgørenhed til Afrika, ville jeg nok vælge andre kanaler. Det er lidt mærkeligt at gøre det som lån. Man må regne med, at folk, der tager imod lån, ikke har brug for velgørenhed. Hvis de har en forretning, som er sund i sig selv, har de ikke brug for gaver, men bare for en rimelig rente, siger Poul Schou.

– Rent personligt synes jeg, det er en sammenblanding af ting at være social investor et sted som MyC4. Hele pointen med en bank-virksomhed er, at det skal fungere på markedsvilkår. Man skal få et marked til at opstå og fungere, som ikke var der i forvejen.

MIKROLÅN MED STORE TAB

Af Jeppe Villadsen

Vækst, goodwill og skyhøje ambitioner.

Nogenlunde sådan kan mikrolåns-portalen MyC4’s første to år sammenfattes. Men nu viser virksomheden, der hidtil har kunnet sole sig i hædersbevisninger og positiv presseomtale, krisetegn.

Væksten er gået i stå, indskyderne taber penge, og virksomheden mangler aktionærer. MyC4 regner med et underskud på 25 mio. kr. i år.

Det var meningen, at MyC4 i år skulle nå op på at operere i 20 afrikanske lande, men virksomheden er i stedet gået fra syv til seks lande, efter man tidligere på året indstillede for nye lån i Elfenbenskysten.

– Generelt har vi været for optimistiske, både med væksten og med hvor mange lande vi ville udbrede konceptet i. Vi har undervurderet kompleksiteten ved at rulle ud i Afrika, så derfor handler det lige nu om at konsolidere og få de igangværende projekter til at performe optimalt, inden vi giver os i kast med nye markeder, siger kommunikationsansvarlig i MyC4, Mille Kristine Klink.

’Det er forretning’

Det er nye toner. I november sidste år meldte virksomhedens økonomichef ud, at MyC4 sigtede mod at nå break-even ved udgangen af 2009 – og en vækstrate på 1.000 pct. Dengang regnede man også med at nå 300 mio. kr. i samlede udlån i år. Det tal blev senere nedjusteret til 100 mio. kr.

Nu ser udlånet ud til at lande på samme niveau som sidste år, nemlig 45 mio. kr., og dermed er der endog meget langt op til de 750 mio. kr. i udlån, som virksomheden efter egne beregninger skal op på for at give overskud.

MyC4 mangler desuden aktionærer. Kun én af fire investorer, der ifølge virksomhedens forretningsplan i år skal spytte hver ti mio. kr. i MyC4, er kommet på plads. Nemlig den nederlandske fond D.O.B. Foundation, som investerer i virksomheder og projekter med en social profil. Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) – der er en selvejende institution oprettet af staten i 1967 – brugte sidste år MyC4 som kanal til at udlåne 10 mio. kr. til mindre afrikanske virksomheder.

MyC4’s hovedaktionær The Way Forward ApS, der er ejet af selskabets stifter og administrerende direktør Mads Kjær, har dog lovet at stille den nødvendige kapital til rådighed, for at driften af MyC4 kan fortsætte.

Ingen profit

Udgangspunktet for MyC4 har fra starten været, at lånevirksomheden skulle foregå på markedsvilkår og med profit. Som det lød fra Mads Kjær for et år siden i Jyllands-Posten:

– Hvis man vil yde nødhjælp, skal man give sine penge til Røde Kors. Det her er forretning, hvor man både kan gøre godt og tjene penge. Vi vil gerne bevise, at Afrika er en business case og ikke bare en nutcase.

Netop kombinationen af profit og social ansvarlighed har været et budskab, der appellerede til såvel filantroper som businessfolk: Tjen penge, mens du hjælper med at udrydde fattigdom.

Men det kniber gevaldigt med profitten. At det altid er risikabelt at investere i u-lande, har MyC4 senest fået at føle i Elfenbenskysten, hvor virksomheden har oplevet et sammenbrud i udlånsvirksomheden. Op til 90 pct. af lånene ser ud til ikke vil blive tilbagebetalt. Forklaringen på problemerne er, så vidt vides, en kombination af svage lokale samarbejdspartnere, der slet ikke har kunnet håndtere den kæmpe vækst på kort tid, og en generelt dårlig økonomisk udvikling i Elfenbenskysten.

Og for at gøre sagen værre er den instans, der skulle have dækket tabene for omkring halvdelen af lånene, Miscoci, gået konkurs. MyC4 dækker omkring halvdelen af tabene i Elfenbenskysten nemlig den del, som Miscoci garanterede for, hvilket efterlader investorerne med et tab på omkring 1,9 mio. kr.

– Vi var en ukendt opstartsvirksomhed, som i begyndelsen måtte tage til takke med meget små samarbejdspartnere. Og vi må erkende, at flere ikke har været i stand til at håndtere den arbejdsbyrde, som arbejdet med os indebærer, har økonomichef Svend Tøttrup, MyC4, sagt om forløbet.

MyC4 peger på, at de i dag har fået større og mere professionelle partnere i Afrika.

Problemerne i Elfenbenskysten har bidraget til en støt stigning i andelen af lån der 'defaulter', det vil sige hvor tilbagebetalingen helt må opgives. Den er nu oppe på 10 pct. MyC4 forventede som udgangspunkt, at under én pct. af lånene ville ende med ikke at blive tilbagebetalt.

Det virker ikke, som om MyC4 i øjeblikket er det rigtige valg, hvis jeg blot ønsker at investere mine penge lukrativt – er du enig i det?

– Det er måske lidt hårdt, men du har helt ret i, at lige nu har vi nogle udfordringer, som gør, at vi ikke lever op til vores mål om at være et sted, hvor både investorerne kan tjene penge, hvor vores partnere i Afrika har en forretning ud af det, hvor vi selv har en forretning ud af det, og hvor vi gør en stor forskel for de afrikanske entreprenører. Men det ændrer ikke ved, at det er dér, vi er på vej hen, siger Mille Kristine Klink.

Jeppe Villadsen er Afrika-korrespondent for Kristeligt Dagblad.

Blev der lovet for meget? Motiv fra Kibera, Nairobi, Kenya. Foto: Jørgen Schytte/Danida.

DEN UKENDTE PARASIT

Mellem otte og 11 millioner mennesker er smittet af parasitten Chagas. Chagas disease, hvis symptomer er få, og derfor kan være svær at opdage, giver kroniske skader på indre organer – eksempelvis hjertet. Uden behandling er sygdommen oftest dødelig, og den eksisterende medicin kan ikke altid kurere sygdommen.

En af de største udfordringer med Chagas er mangel på viden om sygdommen, og derfor kører Læger Uden Grænser en kampagne om sygdommen, ”Chagas – It’s Time to Break the Silence”. Kampagnen fokuserer lige så meget på oplysning som regulær behandling, da det skønnes, at op mod to tredjedele af de smittede ikke er diagnosticerede.

Kilde: Læger Uden Grænser

NORGE SIKRER BILLIGERE VACCINE

G8’s vaccinationsinitiativ Advance Market Commitment (AMC) var tæt på aldrig at blive til noget. Forud for lanceringen af projektet på G8-topmødet i l’Aquila i Italien var der hårde forhandlinger om prisen for en dosis vaccine mod pneumokokbakterien, der blandt kan forårsage lungebetændelse og meningitis. Her stod Norge hårdt på, at prisen ikke måtte overstige syv dollars – ellers truede landet med at forlade den 1,5 mia. dollars dyre satsning. Norge fik sin vilje, og prisen for en dosis blev sat til syv dollars i stedet for de foreslåede ti dollars. Selv dette er dog for højt, mener Læger Uden Grænser, der håber på, at flere producenter over tid vil sænke priserne. Donorer til AMC tæller Italien, Storbritannien, Canada, Rusland, Norge og The Bill & Melinda Gates Foundation.

Kilde: Development Today.

DA DANIDA FLYTTEDE HJEMMEFRA

Af Mads Mariegaard

Dansk bistand skal ikke administreres fra København, men i Kampala, Kathmandu og de øvrige hovedstæder i Danmarks program-samarbejdslande.

Det var tanken bag en decentralisering af bistanden, som Udenrigsministeriet gennemførte for seks år siden.

Decentraliseringen er nu blevet evalueret i en rapport, som blev offentliggjort i slutningen af august. Konklusionen er, at medarbejderne opfatter decentraliseringen som positiv. Fleksibiliteten og hurtigheden er øget, fordi flere beslutninger tages på ambassaderne. Også lydhørheden over for de lande, der modtager bistand, er øget, fordi ambassaderne er bedre lytteposter end Udenrigsministeriet i København.

Således tyder det på, at decentraliseringen er med til at gøre dansk bistand mere effektiv. Det er i tråd med den internationale Paris-erklæring om effektiv bistand fra 2005.

– Generelt er de lande, der har decentraliseret administrationen af bistanden, tættest på at nå Paris-erklæringens mål. Derfor er der ingen tvivl om, at det er fornuftigt at decentralisere, siger Niels Dabelstein, ansvarlig for en international evaluering af Paris-erklæringen på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Ledelsens opbakning

Chef for Udenrigsministeriets center for udviklingspolitik Carsten Nilaus Pedersen mener, at især opbakningen fra ministeriets ledelse kan forklare, at decentraliseringen er lykkedes.

– Da processen blev sat i gang, var der en vis modstand i organisationen, fordi det tager tid at vænne sig til nye roller og opgaver. Dér har ledelsen holdt fast, fordi den mente, at det var den rigtige vej at gå, siger Carsten Nilaus Pedersen, der både oplevede decentraliseringen ”indefra” som kontorchef under pilotfasen og ”udefra” som Danmarks ambassadør i Tanzania fra 2003 til 2007.

– Jeg oplevede helt klart, at medarbejderne på ambassaden i Dar es Salaam var tilfredse med decentraliseringen, fortæller han.

Evalueringen konkluderer dog også, at færre end halvdelen af de udsendte og kun en fjerdedel af de lokalansatte på ambassaderne føler, at de i vid udstrækning har de nødvendige færdigheder inden for de områder, som ikke er sektor-specifikke, fx planlægning, forhandling og finansiel styring.

– Decentraliseringen har betydet, at meget af oplæringen af medarbejderne må ske umiddelbart før udsendelsen til en ambassade eller under udstationeringen. I dag kan man blive sendt ud på en ambassade uden at have nogen praktisk erfaring med bistand. Derfor har vi styrket efteruddannelsen, men vi skal fokusere endnu mere på det, både for udsendte og lokalansatte på ambassaderne. Samtidig skal vi tage højde for, hvor medarbejderne selv mener, at de har behov for efteruddannelse, siger Carsten Nilaus Pedersen.

Mangler færdigheder

De manglende færdigheder på ambassaderne er bekymrende, mener Niels Dabelstein fra DIIS, som desuden er tidligere chef for Udenrigsministeriets Evalueringskontor.

– Når under halvdelen af medarbejderne føler, at de har de færdigheder, der er nødvendige for at udføre deres arbejde, så vil jeg mene, at man har et problem, siger han.

Problemet forstærkes af, at Udenrigsministeriet måtte reducere antallet af ansatte, netop som decentraliseringen blev gennemført, mener Niels Dabelstein.

– De medarbejdere, der skulle have været flyttet ud på ambassaderne, dukkede aldrig op derude, fordi de blev fyret. Problemet kan delvist løses ved at effektivisere administrationen, men der er en smertegrænse, og krydses den, kan det gå ud over bistandens effektivitet, siger han.

Civilsamfund overset

Kritikken bakkes op af Henrik Stubkjær, generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp.

– Ambassaderne er Danmarks forposter i programsamarbejdslandene, og vi kan mærke, at de er for overbelastede til at løse den opgave. De ved ikke nok om, hvad der sker i landene, og derfor kan vi ikke få den dialog med dem, som vi gerne vil, siger han.

Henrik Stubkjær glæder sig over evalueringens positive anmærkninger om øget fleksibilitet, hurtighed og lydhørhed, men ærgrer sig over, at evalueringen ikke har fokuseret på ambassadernes samarbejde med de lokale civilsamfund.

– Vi tror ikke, at ambassaderne har kapaciteten til at implementere den civilsamfundsstrategi, som kom sidste år. Og vores bekymring støttes af Rigsrevisionen, som for to år siden kritiserede ambassaderne for at mangle analyser af civilsamfundet i programsamarbejdslandene, siger NGO-chefen.

Foto: Thorsten Overgaard/Danida.

HURTIGERE SVAR PÅ KATASTROFER

Gryder og tallerkener i kø ved Røde Kors-maduddeling under sultkatastrofen i Niger i 2005. Udenrigsministeriet vil fremover forbedre muligheden for at yde bidrag til de organisationer, der kan reagere hurtigst på katastrofer i u-lande. Foto: Mads Nissen/Polfoto.

Af Thorkil Green Nielsen

Udenrigsministeriet vil styrke det humanitære hjælpearbejde i de kommende år ved at optræde mere aktivt og kritisk i FN og ved at arbejde tættere sammen med humanitære organisationer i Danmark.

De danske organisationer skal så vidt muligt have løfte om tilskud flere år frem i tiden og kunne rykke hurtigere ud, når katastrofer rammer, eller konflikter bryder løs. Og hvert år vil Udenrigsministeriet udarbejde en liste med cirka ti langvarige kriser, som vil få særlig prioritet. To ud af tre skal være i Afrika.

Det fremgår af Udenrigsministeriets strategi for den danske humanitære indsats 2010-2015. Den blev offentliggjort 2. september og er udviklet i tæt parløb med de humanitære organisationer i Danmark.

Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, glæder sig over såkaldte nødhjælpspuljer, som skal gøre det hurtigere og enklere at overføre penge til humanitære katastrofer.

– I fremtiden regner vi med at kunne rykke ud med få timers varsel. Det kan redde menneskeliv, hvis vi kan ringe til vores partnere og sige, at pengene er der samme dag, som katastrofen sker. Før gik det hurtigt, men der kunne alligevel gå dage eller uger, inden der blev taget en beslutning, siger Anders Ladekarl.

Reglerne for, hvordan nødhjælpspuljerne skal administreres, er dog endnu ikke helt på plads.

Neutralitet i skudlinjen

Røde Kors’ generalsekretær roser også, at strategien bygger på de humanitære principper om neutralitet, upartiskhed og uafhængighed og om at sætte ofrene i centrum.

– Danmark er ikke faldet for fristelsen til at bruge nødhjælpen til at fremme politiske eller militære behov – modsat flere andre lande. Den danske strategi er ”state of the art”, siger Anders Ladekarl.

Læger Uden Grænsers programme manager, Vivianna Nyroos, er mere skeptisk:

– Vi er glade for, at strategien viser forståelse for neutralitetsprincippet, men bekymrede for, hvordan den vil blive implementeret. Udenrigsministeriet er under pres fra andre, som vil styrke den militære indsats i konflikt-områder, selv om det sker på bekostning af neutraliteten og upartiskheden i de humanitære indsatser, siger hun.

Tidlig genopbygning

Strategien lægger vægt på tidlig genopbygning i katastrofe- og konfliktområder.

”Selv under en krise, og længe før fred er i sigte, kan der findes muligheder for at genetablere lokale institutioners kapacitet, forbedre leveforhold, retsforhold og basale sociale ydelser,” står der i strategien.

Men det vækker ikke optimisme hos Læger Uden Grænsers programme manager.

– Det vil true neutraliteten, for når man kæder humanitært arbejde sammen med tidlig genopbygning i konfliktzoner, kommer man til at samarbejde med politiske aktører, for eksempel regeringer eller oprørsgrupper. De har deres egne prioriteter, som vil gøre det sværere at tage hensyn til de civile ofres behov, mener Vivianna Nyroos.

Vage formuleringer

Klimaforandringer er også et prioritetsområde i den nye strategi.

”Som vært for FN’s Konference for Klimaændringer i 2009 føler Danmark et særligt ansvar for at gøre noget ved de humanitære konsekvenser af klimaforandringer”, står der i strategien.

Men det imponerer ikke Dansk Røde Kors’ generalsekretær. Han mener, at formuleringerne på klimaområdet er for uklare.

– Vi så gerne, at strategien var tættere linket til klimadebatten. Næsten alle de kriser, vi ser, er klimarelaterede, og der er behov for flere penge til dem. Men jeg er bange for, at der er lagt mere op til ord end handling på det område, udtaler Anders Ladekarl.

Seksuelle overgreb

En stor del af bidragene skal kanaliseres gennem FN-systemet.

“Danmark vil styrke sin rolle i den humanitære reformproces og være en aktiv, kritisk partner for FN-organisationerne med det mål at styrke dets effektivitet og kapacitet”, fastslår strategien.

Det skal blandt andet ske ved at fordoble det danske bidrag til FN’s Koordinationskontor for Humanitær Bistand (OCHA), som spiller en voksende rolle i koordineringen af den internationale nødhjælp.

Større gennemslagskraft kan også opnås ved at fokusere på udvalgte, langvarige kriser, for eksempel på Afrikas Horn. Udenrigsministeriet vil udarbejde en årlig liste i dialog med danske humanitære organisationer og efter at have skelet til FN’s anbefalinger.

Læger Uden Grænser mener, at det er fornuftigt at prioritere en halv snes kriser om året.

– Det giver mening, at Danmark vil satse mere på færre steder. Det vil give mulighed for at opbygge større kapacitet og viden om, hvad der sker i de udvalgte områder, og det vil give større indflydelse, siger Vivianna Nyroos.

Hun glæder sig også over, at den nye strategi vil fokusere på vold og seksuelle overgreb mod kvinder og børn.

– Vi vil nøje følge, hvordan den kønsrelaterede indsats bliver implementeret. Det skulle nødig ende som en tom hensigtserklæring, siger Vivianna Nyroos.

Thorkil Green Nielsen er freelancejournalist.

FODBOLD

Malawis Peter Mgangira i nærkamp med en Køge-spiller. Flere billeder af Malawi-spillerne på http://www.udvikling.dk. Foto: Lærke Posselt.

MALAWI MØDTE HB KØGE

Efter at have varmet op med afrikansk dans og sang, løb Malawis fodboldlandshold 12. august ind på Haslev Stadion for at møde det danske SAS-liga-hold HB Køge.

Malawi-holdet, der går under navnet ”Flammerne”, besøgte Danmark som et led i forberedelserne til efterårets kvalifikationskampe til VM i Sydafrika næste år.

Opholdet kom i stand gennem Malawis tidligere træner, Kim Splidsboel, som i 2002 førte holdet op i top-100 på verdensranglisten for første gang. I dag ligger de nummer 108.

Kim Splidsboel håber, at besøget vil skabe interesse blandt danske klubber for Malawis spillere. En af dem, Clement Kafwafwa, spiller allerede i 2. divisionsklubben Lolland-Falster Alliancen. Folkekirkens Nødhjælp har støttet det malawianske

 landsholds ophold i Danmark med 15.000 kr. og hjulpet med at skaffe indkvartering.

– Vi håber, at fodboldspillerne tager tilbage til Malawi og bliver gode ambassadører for vores arbejde i landet, siger NGO’ens generalsekretær Henrik Stubkjær.

Kampen endte 1-0 til Køge. Målet blev sat ind på hovedstød fem minutter før tid.

/mm

MASAIER

KRIGERNE, KVÆGET OG KLIMADAGSORDENEN

Tekst og fotos: Marianne Buhrkal Sørensen, Orkusemet

Det er i slutningen af regnsæsonen, og landskabet omkring mig burde være grønt.

I stedet er alt tørt her i Simanjiro-distriktet i det nordlige Tanzania. Det er høsttid, men ikke en eneste moden majskolbe er i sigte på markerne. Den livsvigtige regn i den lange regnsæson fra marts til maj er udeblevet.

Hamad Lyimo, District Agricultural & Livestock Development Officer på distriktskontoret i byen Orkusemet, bekræfter situationens alvor: Der er tørke og hungersnød. Regeringen uddeler fødevarehjælp i form af majsmel, men hjælpen er en dråbe i havet. En lille procentdel uddeles gratis til de fattigste, mens andre fattige familier skal betale en tiendedel af den normale pris for en sæk. En pris mange ganske enkelt ikke har råd til at betale.

Hamad fortæller, at tørken i år er den værste, han har oplevet, siden han flyttede til området i 2002.

– De lokale faktorer, der primært bidrager til klimaændringerne, er træfældning til at producere kul og skaffe brænde, overgræsning og etablering af landbrug. Som en masai-kvinde fortalte mig, så er der ikke længere nok træer til at fange regnen, siger han.

De masaier, jeg møder på min vej, fremhæver tillige afbrænding af vegetation som en årsag. Marker brændes af, for at afgrøder skal vokse hurtigere, og i en fejlagtig tro på, at det vil fjerne tsetsefluen, der overfører livsfarlige sygdomme til dyr og mennesker. Af nød er flere masaier tillige begyndt at tage friske grene fra træer til brændsel, selvom det er ulovligt. Førhen samlede de kun tørre og nedfaldne grene.

Fra kvæg til landbrug og storbyen

Masaier er semi-nomader. I generationer har de flyttet deres kvæg hen, hvor der er græs og vand – og når regntiden atter sætter ind, drager de hjem igen.

– Sådan har det altid været, men nu er vi tvunget til at flytte kvæget længere og længere væk for at finde grønne områder, siger en ung kriger, Olemoson Moson.

Samtidig er tilgængelige græsningsområder reduceret kraftigt, da tusindvis af hektarer land er inddraget til især nationalparker, store landbrug og campingpladser. For nyligt blev næsten 20.000 masaier fordrevet fra Loliondo i Ngorongoro-distriktet, fordi en udenlandsk investor har fået rettighederne til at bruge området til jagt. Tilbage står fortvivlede masaier uden mad, vand eller tag over hovedet. Deres boliger og lagre af fødevarer blev brændt.

De ændrede tider har fået masaier til selv at søge andre græsgange end kvæg. De er ikke farmere af natur, men flere dyrker nu landbrug for at skaffe mad til familien og tjene penge. Manglende erfaring, udstyr og vandingssystemer er nogle af de udfordringer, som masaierne står over for. NGO’er og den tanzanianske regering har fokus på sagen. De forsøger at forbedre produktionen ved at opbygge kapacitet via træning samt introducere modstandsdygtige og nye typer afgrøder, men deres ressourcer er knappe, og hjælpen når ikke ret langt ud.

Andre masaier søger nye græsgange ved at flytte til storbyer som Arusha og Dar es Salaam for at finde arbejde som vagter, på barer eller som turguider – eller for at sælge traditionelle masai-smykker. Ældre masaier udtrykker bekymring for denne udvikling, da den tætte interaktion med andre stammer og påvirkninger fra omverdenen i høj grad er med til at ændre masaiernes kultur. Samtidig er lønnen lav, og mange af de unge mænd, der rejser ud, glemmer deres koner og børn hjemme i bomaen (boplads, red.). Ofte flytter de ikke tilbage igen.

Nomadeliv i opbrud

For de tilbageværende masaier på sletten og i landsbyerne er der en tendens til, at de ændrer status fra semi-nomader til mere faste bosættere. De har ikke den samme frihed til at flytte på grund af farmerlivet. Et lovkrav om, at alle børn skal gå i skole og konflikter omkring landrettigheder, nævnes som andre faktorer. De unge krigere drager af sted med kvægflokkene sammen med hyrdedrenge, mens familiemedlemmer i stigende grad bliver i bomaen.

Specielt i landsbyerne bedyrer masaierne, at børn går i skole, og at regeringen griber ind med repressalier, hvis de bliver væk. En snak med hyrdedrenge uden for byerne og den uddannelsesansvarlige leder på distriktskontoret viser dog, at der er lang vej endnu. Loven har vist retningen, og folk forstår behovet for uddannelse, men i disse tider – og med mange børn i en familie – er det en stor udfordring at betale for tøj og andre skoleudgifter. I en skole i Orkusemet var der over 60 elever sidste år – lige nu er der tre. En anden udfordring er, at kun få børn er registreret. Regeringen ved således ikke, hvor mange børn, der burde gå i skole.

Effekt på kvindernes liv

Det er tidlig morgen ved et mælkecenter. Kvinder fra nær og fjern venter tålmodigt på at aflevere deres mælk. Muligheden for at sælge mælk til den lokale pastoralistorganisation Ilaramatak har ændret deres liv markant. De har fået deres egen indtægtskilde til at kunne forsørge familien, og mange har etableret en lille forretning, hvor de fx sælger dagligvarer.

Men heller ikke mælkeforretningen går ram forbi den manglende regn og tørken. Med køerne på græs i længere tid er der ingen mælk, og de tilbageblevne køer har kun få dråber i yveret. Nogle steder har Ilaramatak været nødt til at lukke centre.

Alt arbejde i hjemmet udføres af kvinderne. De bygger og vedligeholder lerhytterne, malker køerne, sørger for mad til familien, passer børnene og henter vand og brænde.

Klimaændringerne gør livet hårdere for dem, da de ofte skal gå længere for at hente vand og samle brænde. Nogle bærer forsyningerne på hovedet – andre er heldige at have æsler som transportmiddel. I flere landsbyer i Simanjiro sørger Ilaramatak for at pumpe vand op fra undergrunden, så folk kan hente det i dunke eller spande til 25 øre for 20 liter. Regeringen borer også efter vand, men mangler det nødvendige udstyr til at lykkes.

Nogle masai-kvinder har skabt en forretning ved at videresælge vand til folk, der har råd til at betale, og som gerne vil slippe for selv at hente det. Betalingen har imidlertid ført til en trist skæbne for andre, idet skolepiger på 12 til 15 år har prostitueret sig for at skaffe vand. Det blev opdaget, da de blev gravide.

Masaier er meget religiøse, og på spørgsmålet om, hvad de vil gøre ved den akutte mangel på vand og mad, svarer mange, at de vil bede til Gud og håbe på et mirakel. Hvem ved – måske det kommer regnende ned fra himlen i form af mønter og sedler på klimatopmødet i december.

Marianne Buhrkal Sørensen er freelancekonsulent og har arbejdet som kommunikationsrådgiver i Tanzania 2006-2008. Hun var tilbage i maj og juni 2009 på en rejse finansieret med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.

Saitoti er en af de unge masai-krigere, der arbejder som vagt i Dar es Salaam. Masaier er kendt for deres frygtløshed og derfor værdsat som vagter.

Masai-krigere vogter kvæg i Orkusemet i Simanjiro-distriktet.

OPRINDELIGE FOLK KÆMPER MOD KLIMAET

Af Marianne Buhrkal Sørensen

I april 2009 mødtes repræsentanter for oprindelige folk i hele verden til et topmøde i Alaska for at diskutere, hvordan klimaforandringer påvirker deres leveforhold samt udveksle erfaringer om, hvordan de tilpasser sig. Mødet resulterede i en deklaration, som vil blive præsenteret på klimatopmødet COP15 til december i København.

– Klimaforandringer er i høj grad virkelighed for oprindelige folk som masaier. Perioder med tørke varer længere end for blot ti år siden, og inden for de sidste seks år er 60 pct. af deres kvægbestand døde. Det betyder, at mange familier ikke har nok dyr til at forsørge husstanden. Andre udfordringer er konflikter med andre jordejere, reallokering til områder med kun lidt vegetation og mangel på medicin, fordi urter ikke længere er lettilgængelige, siger Tanzanias repræsentant på topmødet i Alaska, Elifuraha Laltaika, Program Officer hos pastoralistorganisationen CORDS (Community Research and Development Services) og underviser i miljølovgivning på Makumira University College i Arusha.

Primære budskaber

Blandt de primære budskaber fra topmødet i Alaska fremhæver Laltaika retten til ’free, prior and informed concern’. Det betyder kort fortalt, at oprindelige folk skal have fri adgang til information om alle projekter, der planlægges på deres land og som har indflydelse på deres leveforhold. Han kommenterer betalingen for vand i Simanjiro og fødevarehjælpen fra regeringen med disse ord:

– Jeg siger ikke, at det er forkert at tage penge for vand, da der er udgifter forbundet med at pumpe det op, men befolkningen bør involveres og informeres om de beregninger, der ligger til grund for den fastsatte pris for 20 liter vand. Det samme gælder det beløb, befolkningen skal betale for 20 kilo majsmel i forbindelse med fødevarehjælpen. Det bør være transparent, hvad pengene går til. Befolkningen skal inddrages, så de får større forståelse for, hvad der foregår, og mulighed for at bidrage til beslutningsprocessen, siger Laltaika og tilføjer:

– Måske vil nogle folk være villige til at betale mere, for at andre fattige medlemmer af samfundet kan få hjælpen gratis.

4. verdens folk hårdt ramt

Et andet vigtigt budskab fra topmødet er at gøre opmærksom på, at oprindelige folk lider uforholdsmæssigt meget som følge af klimaændringer set i forhold til, hvor meget de selv bidrager til dem.

– Oprindelige folk tilpasser sig for at overleve, men de har behov for teknisk og økonomisk støtte fra dem, der har bidraget mest til klimaforandringerne – de rige lande, siger Elifuraha.

Ikke egen stemme ved COP15

Og hvor meget de rige lande skal punge ud med til u-landene er netop et af de store emner, der præger klimadebatten.

Oprindelige folk har ikke specielle forhandlingsrettigheder ved COP15, men vil være repræsenteret via NGO’er, som både enkeltvis og i fællesskab vil lave lobbyarbejde for og tale de indfødtes sag.

Den officielle talsperson for oprindelige folk er formanden for ’United Nations Permanent Forum on Indigenous Issues’, Victoria Tauli-Corpuz. Hun tilhører Kankana-ey Igorot-folket i den nordlige del af Filippinerne.

TEMA: HANDICAPPEDE

Døv dreng får undervisning i tegnsprog på en specialskole i Kalulushi, Inde, Zambia. Foto: Jørgen Schytte/Danida.

FRA VELGØRENHED TIL RETTIGHED

Af Mikkel Noel Lanzky

Der er et nyt paradigme i byen. Personer med handicap skal tænkes ind i generelle udviklingsprojekter – såkaldt inklusion – og de skal have alle udfoldelsesmuligheder. I hvert fald hvis det står til Danske Handicaporganisationer, som dårligt kan få armene ned oven på Danmarks ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Efter en folketingsbeslutning i maj er konventionen i august trådt i kraft i Danmark, og det skorter ikke på de positive forventninger til, hvilke konsekvenser konventionen vil have.

– Handicapkonventionen er den største milepæl i nyere tid for personer med handicap. Særligt for borgere i u-landene, hvor folk med handicap sjældent har et dokument at vifte med og påberåbe sig, når der skal gøres noget ved deres ofte usle forhold. Formålet med konventionen er fuld inklusion og lige muligheder. I dag er vi langt fra dette, siger Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer. Han er begejstret for, at Danmark har ratificeret handicapkonventionen og håber den vil få stor betydning for, hvordan udviklingsprojekter med og for personer med handicap kommer til at foregå i fremtiden.

– Det handler ikke bare om at huske at lave ramper eller brede døre til toiletter. Man skal jo involvere personer med handicap helt fra starten. De skal være med til at planlægge et projekt og komme med gode råd til, hvordan man kan sikre, at personer med handicap kan drage fordel af projekterne på lige fod med alle andre, forklarer Stig Langvad.

Handicappede bliver synlige

Skiftet til udviklingsarbejde baseret på rettigheder i stedet for velgørenhed har været længe undervejs. Et forsøg på at få vedtaget en handicapkonvention allerede i 80’erne faldt til jorden. Bag forsøget stod blandt andre danske Holger Kallehauge, tidligere landsdommer og formand for Landsforeningen for Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU). Han er ikke i tvivl, når han skal vurdere konventionen, som han selv har været i New York for at forhandle igennem i FN:

– Den er udtryk for et paradigmeskifte. Nu understreges det, at handicappede har samme rettigheder som alle andre. Konventionen gør personer med handicap synlige. Der er ikke tale om nye rettigheder, men det gøres umisforståeligt klart, at personer med handicap har rettigheder, som de kan påberåbe sig, vurderer Holger Kallehauge.

I konventionen ser Holger Kallehauge også vigtige tiltag, der handler om inddragelse af personer med handicap i udviklingsarbejdet.

– Inklusion gøres til det bærende princip for udviklingsarbejde med personer med handicap. Man gør det klart, at særskilte handicapprojekter ikke når de samme grupper som generelle projekter, hvor inklusion er grundlaget. Inklusionen er så afgørende for accepten, at den er nødt til at være central. Ellers bliver handicap ikke synliggjort nok, mener Holger Kallehauge.

Hos Danske Handicaporganisationer har man i mange år haft en rettighedsbaseret tilgang til udviklingsprojekter. Det er derfor med glæde, at man kan notere sig, at den tankegang langsomt har bredt sig til resten af udviklingsverdenen.

Rettighedstanken bider sig fast

I Cape Town, på sekretariatet for NGO’en African Decade of Persons with Disabilities, kan direktør Kudakwashe Dube se tegn på, at andre end handicaporganisationer har taget rettighedstankegangen til sig. Det hænger i hans øjne også sammen med, at FN er blevet bedre til at nævne personer med handicap og tage deres syn på problemerne i ed.

– Synet på personer med handicap har ændret sig meget i de sidste ti år. Blot ved at vedtage konventionen har FN givet opmærksomhed til de handicappedes sag, og den opmærksomhed skal vi nu bruge fremadrettet. Konventionen er et godt værktøj til at sikre rettigheder, men politiske beslutninger trænger ikke automatisk ned til det praktiske niveau. Nu skal handicaporganisationerne gå sammen med andre NGO’er og lave fælles projekter, der inkluderer og skaber samhørighed. På den måde kan rettighedstanken være med til at fjerne stigmaet fra det at være handicappet, lyder det fra Kudakwashe Dube.

Hos Danida har rettighedstankegangen været det bærende element i Civilsamfundsstrategien, som blev vedtaget i 2001 og opdateret i 2008. Fuldmægtig Grethe Dittmer ser mange af de ansøgninger, Danida modtager. Hun har oplevet ændringen i hele tankesættet bag udviklingsprojekter, hvor rettighedstanken nu i flere år har været bærende.

– De danske handicaporganisationer har i mange år anvendt det rettighedsbaserede tankesæt i deres samarbejde med partnerorganisationer i udviklingslandene. Hvor der tidligere var fokus på mere serviceprægede projekter om hjælpemidler til mennesker med handicap drejer det sig nu om kapacitetsudvikling af organisationerne til at blive talerør for rettigheder for personer med handicap i forhold til det omgivende samfund og myndigheder. Dette arbejde har nu fået yderligere vægt gennem vedtagelse af konventionen, fortæller Grethe Dittmer.

UGANDA OVERHALER DANMARK PÅ HANDICAPFRONTEN

Af Marie Andergren og Morten Østervang, Kampala

Han sender sms’er med samme fart som en dansk teenager. Men det er tolken, som svarer, når mobilen ringer.

38-årige Alex Ndeezi er døv og formand for de handicappede medlemmer af Ugandas parlament. Her har de været sikret fem pladser siden 1996, hvor forfatningen med indførelse af positiv særbehandling sørgede for, at kvinder, unge og handicappede fik adgangs-billet til parlamentet.

Dengang blev Ndeezis kollegaer med krykker dog først forment adgang i den tro, at de gik med våben! Men meget vand er løbet i Nilen siden. I dag er handicaptoiletter, blindestokke og tegnsprogstolke fast inventar i parlamentet.

– I dag er tretten medlemmer af parlamentet handicappede. Og vores forfatning sikrer handicappede fodfæste hele vejen ned gennem det politiske system. 47.000 pladser er reserveret til personer med handicap i alle politiske strukturer i landsbyer, sogne og distrikter. Det ser du ikke noget andet sted i verden. For ti år siden blev vi gemt væk, siger Alex Ndeezi og kaster et blik på mobiltelefonen. Så fæstner han igen blikket på tolken, der følger Ndeezi som en anden bodyguard rundt i parlamentet.

Del af samfundet

I dag bryster parlamentarikeren og hans parti – det regerende National Resistance Movement (NRM) – sig af, at 400 handicappede sidste år fik en universitetsgrad. Positiv særbehandling gav dem adgang og økonomisk støtte. Og antallet af børn med handicap, der kommer i skole, er eksploderet – fra 1998 til 2000 steg antallet fra 10.000 til 160.000. Og i dag kan handicappede blive gift, mens de for bare ti år siden måtte holde deres kærlighed skjult.

Disse syvmileskridt vækker begejstring i Danske Handicaporganisationer (DH), der gennem de seneste mange år, med støtte fra blandt andet Danida, har arbejdet med part-nerorganisationer i Uganda. Heriblandt paraplyorganisationen NUDIPU, som Alex Ndeezi også tidligere arbejdede for, og som har været med til at presse på for forandringer i Uganda.

– Det er helt vildt. På ti år er der i Uganda sket en udvikling, som ville tage 30 år i Danmark. I Uganda sidder handicappede med ved bordet til politiske diskussioner, og det aftvinger respekt og giver dem status og synlighed i samfundet. I Danmark er handicappede ikke særligt synlige, siger udviklingskonsulent Kirsten Nielsen fra DH, der har boet og arbejdet i hovedstaden Kampala siden 1997.

– I Kampala er der nogle få handicappede tiggere, der har gjort det til deres levevej. Men det er ikke det generelle billede, siger Kirsten Nielsen.

Hun minder dog om, at der ofte er tale om langt mildere handicaps i Uganda.

– De allersværeste handicappede enten dør eller er fortsat gemt væk, da der ikke er ressourcer til at hjælpe dem.

Omkring 10 procent af Ugandas befolkning er ifølge FN handicappede. Størstedelen er blinde, derefter kommer de fysisk handicappede som følge af polio, trafikulykker, krig eller lignende. Og tredjepladsen indtages af de døve. Som Alex Ndeezi.

Alex Ndeezi, som er døv, er formand for de 13 handicappede medlemmer af Ugandas parlament. Foto: Marie Andergren.

Beskæftigelse er ifølge Ndeezi den største udfordring – for økonomisk uafhængighed giver status. Derfor giver regeringen skattenedsættelse til firmaer, der ansætter handicappede. Som Crane Bank, en af landets største banker, der for nylig ansatte ti.

– I virkeligheden har handicappede sværere ved at få arbejde i Danmark end i Uganda, hvor jeg ser forbavsende mange handicappede i høje stillinger, siger Kirsten Nielsen. Hun mener, at Uganda er mere inklusiv i tilgangen til handicappede, lige fra skole til arbejde.

– I Danmark har vi velfærd, men det er gået ud over vores rettigheder. Busserne er ikke særligt tilgængelige for handicappede, men jeg får jo også stillet egen bil til rådighed og bolig, så hvad mere kan jeg dog forlange? Men der er en skjult isolation i velfærdssamfundet, for jeg bliver ikke en del af samfundet ved at køre i min bil, siger Kirsten Nielsen.

Ifølge hende er en kombination af velfærd og rettigheder optimalt. I Uganda halter det dog med velfærd.

Donor-dilemma

For selvom Uganda ifølge DH er et mønster-land, som er nået længere end andre udviklingslande og vækker genlyd – også uden for kontinentet – så ’kniber det til tider med at implementere de fine ord’. Eksempelvis kan de færreste distrikter stille kørestole til rådighed, selvom loven foreskriver det. Og selvom antallet af handicappede børn i skolerne er eksploderet, så er frafaldet samtidig stort. For skolerne mangler specialuddannede lærere og hjælpemidler som blindskriftsmaskiner.

Men i et land, hvor knap en tredjedel af befolkningen lever for under en dollar om dagen, og hvor dele af det østlige Uganda sulter på grund af fejlslået høst, er det sin sag at tale om blindskriftsmaskiner og kørestole.

– Vi er 99 procent afhængige af donorstøtte. Regeringen lader donerne betale og høster selv æren. Men handicappede får langt færre støttekroner end kvinder og unge, selvom vores hjælpemidler er dyre, siger Hellen Asamo fra paraplyorganisationen NUDIPU(National Uganda Disabled People’s Organization).

Men skal man i et land, hvor folk dør af malaria og sult, bruge 1,5 mio. Ugandashillings (ca. 4.500 kr.) på en blindskriftsmaskine, når man for de samme penge kan købe 400 myggenet?

– Ja. Det er en rettighed. Du kan ikke lade 10 procent af befolkningen sakke bagud, siger Hellen Azamo.

Musevenis ’børn’

Formanden for de handicappede parlamentsmedlemmer, Alex Ndeezi, bakker op:

– Regeringen har gjort sit bedste ud fra, hvad der er til rådighed, siger Alex Ndeezi, der indædt forsvarer regeringens politik. Han taler formfuldendt engelsk med lidt nasal klang, men af og til misser deres udsendte et ord. Den opmærksomme tolk springer straks ind, til Ndeezis synlige irritation.

– For ti år siden gik handicappede ikke i skole. Så når folk siger, vi ikke har gjort nok, bør man kigge på konteksten. Du kan ikke få Nilen til at flyde nedad, siger Ndeezi. Han er som alle fem handicaprepræsentanter fra NRM, præsident Musevenis parti. Kritikere kalder dem ’Musevenis børn’.

De giver præsidenten adgang til stemmer i parlamentet og ikke mindst et stort vælger-segment. Og siden valget i 2006, hvor en fremtrædende handicappolitiker fra det største oppositionsparti røg ud, er de ifølge kritikere blevet stemmekvæg. Derfor opfattes handicapbevægelsen ofte som præsidentens forlængede arm, hvilket NUDIPUs vicedirektør er pinligt bevidst om.

– Vi er nødt til at ransage os selv, for ellers skader det os den dag, en anden regering kommer til, siger Hellen Asamo.

Marie Andergren er freelancejournalist. Morten Østervang er tidligere journalist ved Udvikling og nu udsendt af MS som PR- og medierådgiver. De er bosat i Uganda.

PÅ MED ADSPEC-BRILLEN!

Adspec er en universalbrille med væskefyldte linser, som brillebrugeren selv justerer. Foto: Centre for Vision in the Developing World.

Af Jesper Gormsen

– Hvor mange af jer går med briller, kontaktlinser eller har fået en laseroperation?

Sådan plejer Oxford-professoren Joshua Silver at indlede sine gæsteforelæsninger. Ifølge Silver, der er direktør for Centre for Vision in the Developing World, plejer omkring 60 pct. af de fremmødte at række hånden op. Det svarer til statistikken i den vestlige verden, mens tallet i udviklingslandene menes at være omkring fem pct.

Verdenssundhedsorganisationen WHO definerer synshandicap som en synsstyrke på under 6/18, det vil sige, at man først på seks meters afstand ser det, som en person med normalt syn ser på 18 meters afstand. Joshua Silver foreslår i stedet at definere det som det syn, der i Vesten diskvalificerer én til at køre bil uden briller

– nemlig 6/12 og derunder. Gør man det, når man frem til, at ikke 150 millioner – som WHO anslår – men tre milliarder ud af Jordens 6,8 milliarder mennesker har behov for synskorrektion. I mange ulande, hvor dagslønnen ligger omkring en dollar, er det imidlertid en utilgængelig luksus. Især syd for Sahara, hvor der ofte kun er én optiker for hver million indbyggere.

Silvers forslag til en løsning hedder Adspec.

Det er en universalbrille med væskefyldte linser. Ved hjælp af sprøjter kan brillebrugeren justere mængden af silikoneolie mellem membranerne og selv indstille styrken for hvert øje på mellem +6 og –6. Når man har indstillet linserne, forsegles de, og sprøjterne fjernes.

Adspec kan ikke korrigere for bygningsfejl eller erstatte behandling for fx forhøjet blodtryk eller sukkersyge, men 90 pct. af alle med behov for synskorrektion kan have gavn af brillerne. Foreløbige undersøgelser viser, at brugerne vælger netop den korrektion, som en optiker ville have anbefalet.

Produktionsprisen ligger på 19 dollars pr. styk, men Joshua Silver mener, at prisen skal ned på nogle få dollars, hvis Adspec skal ud til den milliard mennesker, som menes ikke at have råd til synskorrektion i dag.

Den største aftager af Adspec har hidtil været den amerikanske hær, der har delt brillerne ud gratis. Nu vil den britisk-indiske fond Rasuli Kanwar Khan Trust forsøge at sælge Adspec i fattige områder i Indien, men præcist hvordan brillen skal distribueres, må bero på erfaringer fra forskellige testforløb, mener Silver.

Foreløbigt er professorens erfaringer med offentlige udviklingsorganer dog, at hans projekt bliver skubbet rundt mellem budgetter afsat til henholdsvis sundheds- og uddannelsesrelaterede projekter. Det er frustrerende, fortæller Joshua Silver.

– Jeg kan ikke køre uden briller. Jeg er heldig, at jeg i min alder kan læse uden. Synet er essentielt i næsten alle menneskelige gøremål, så hvorfor ikke gøre det til en nøgleprioritet i alle udviklingsprogrammer? spørger den 63-årige professor.

Han bakkes op af John Godoy, optiker og præsident i den svenske non-profit organisation Vision for All, der gennem de sidste fjorten år har sendt optikere og frivillige til Latinamerika og uddelt 62.000 brugte briller.

– Op imod 70 pct. af de mennesker, som vi hjælper, er kvinder. De er ofte alene med børnene, og et par briller kan gøre forskellen på, om de kan tjene lidt ekstra på håndarbejde eller ej. Så vores arbejde hjælper ikke kun dem, vi finder briller til, men også deres familier, siger Godoy, der også efterlyser en bredere inkorporering af synsproblematikken i udviklingsprojekter.

Men Godoy og Silver bør måske i højere grad sætte deres lid til NGO’er. Det mener chefrådgiver Esben Sønderstrup i Udenrigsministeriets bistandsfaglige tjeneste. Med underskrivelsen af Paris-erklæringen om bistandseffektivitet i 2005 har donorlandene

 forpligtet sig til i videst muligt omfang at følge u-landenes egne prioriteter og procedurer i udviklingsarbejdet. Donorer kan således ikke længere detailstyre udviklingsbistanden, men NGO’er er ikke på samme måde bundne af nationale og internationale prioriteter, slutter Esben Sønderstrup.

Jesper Gormsen er freelancejournalist.

Mekanissa-skolen i udkanten af Addis Ababa ligner umiddelbart en hvilken som helst anden skole i Etiopiens hovedstad. Men skolen er en af de tre, der også underviser døve og hørehæmmede børn.

Aklilu Mulu på 14 år er døv og en af de 324 elever på Mekanissa-skolen i Addis Ababa.

SMITTER DE DØVE?

Tekst og fotos: Marta Gramstrup Rasmussen, Addis Ababa

Den tørre jord hvirvles op i luften, da to drenge med stor iver kaster sig mod den bold, der i en høj bue daler ned mod dem.

Drengenes øjne fokuserer så intenst på bolden, at de ikke ser, at en tredje dreng nærmer sig fra højre og med et snuptag griber bolden foran dem. De to andre drenge giver dog ikke op så let. Og kampen om bolden fortsætter med stor ihærdighed, indtil en høj, skinger tone signalerer, at det er tid til næste time.

På overfladen ligner Mekanissa-skolen, der ligger i udkanten af Addis Ababa, en hvilken som helst anden skole i Etiopiens hovedstad – latteren og de 324 elevers leg afslører intet usædvanligt. Bag skolens høje mure er børnene da også omgivet af ligesindede, men udenfor er situationen en anden. 212 af skolens børn er nemlig døve eller hørehæmmede.

I Danmark er det mange år siden, et høre-handicap betød, at man var udelukket fra at gå i skole og deltage aktivt i samfundslivet, men det er anderledes i Etiopien. Her har kun få af landets døve børn mulighed for at gå i skole og lære tegnsprog. Mange døve etiopiske børn vokser op uden at kunne kommunikere med deres omgivelser og lever derfor en isoleret hverdag.

– Generelt bliver børn med handicap ikke opfattet som rigtige borgere. At få en uddannelse bliver derfor heller ikke set som en rettighed, de har, siger Belayneh Wandafrash, der er rektor på Mekanissa-skolen, hvor man har over 46 års erfaring med at undervise døve.

– De døve børn kan ikke følge en normal skolegang, og mange dropper derfor ud i en tidlig alder. Det er meget frustrerende for dem, at de ikke kan dele deres tanker og idéer med andre, og det er kun med til at afskære dem yderligere fra deres omgivelser, tilføjer han.

Med base på skolen i Mekanissa har den danske Danida-støttede organisation AC Børnehjælp siden 2005 derfor også arbejdet med at integrere døve bedre i samfundet og samtidig forsøgt at skabe et bedre sammenhold i den døves familie.

Smitter døve?

– Der er mange misforståelser, når det kommer til døve i Etiopien. For eksempel er det et udbredt problem, at folk tror, det er noget, der smitter. Der mangler i høj grad information om, hvordan handicappet kan opstå, og hvordan man kan undgå det, fortæller Ephrem Amare, der er projektkoordinator for AC Børnehjælps projekt Tal med de døve.

En af dem, der mærker dette på egen krop, er døve Aklilu Mulu på 14 år, der bor sammen med søster og mor, som er psykisk syg. Hver dag konfronteres han med sit handicap, fordi mange af områdets børn hjemmefra har fået at vide, at de ikke må lege med ham. Han bliver derfor ofte drillet og frosset ud fra de andre børns leg.

Samtidig er der også store kommunikationsbarrierer, som går ud over hans forhold til familien:

– Min familie er endnu ikke så god til tegnsprog, så det er tit svært for os at forstå hinanden, fortæller han på tegnsprog, mens Belayneh Wandafrash oversætter.

Via store, landsdækkende kampagner i radio og tv og mindre lokale møder oplyser AC Børnehjælp og deres lokale partner SLTSSA derfor om det at være døv. Samtidig underviser de forældre og søskende til døve i tegnsprog, så de kan få en normal hverdag, hvor handicappet ikke er en hindring for, at de forstår hinanden. Men også professionelle instanser som sundhedspersonale og politi inddrages:

– Det siger sig selv, at også døve har behov for at kunne kommunikere med disse instanser. Det er derfor også vigtigt, at personalet disse steder ved, hvordan de skal forholde sig til døve, siger Ephrem Amare.

På Mekanissa-skolen er den store, støvede skolegård nu tom. Men selvom eleverne er gået til time, lyder der stadig latter fra flere af de blå, lerklinede klasselokaler, hvor der undervises i alt fra geografi og naturfag til sprogfag og tegnsprog.

Skolen blev grundlagt i 1963 med de døve børn, som grundlæggerne stødte på i gadebilledet som tiggere. Lige siden har skolen fungeret som en integreret skole med både døve og hørende børn, og i dag er de delt op i 10 klassetrin.

– Undervisning og leg er en god måde at bringe de to grupper sammen på. Både her og uden for skolens porte. Men det er selvfølgelig en udfordring at undervise dem sammen, og det kræver meget af lærerne at balancere undervisningen, så alle får noget ud af det, fortæller Belayneh Wandafrash.

Problemet er ikke løst

For Aklilu Mulu har undervisningen på Mekanissa-skolen betydet, at han har fået mere selvtillid:

– Jeg lærer meget af at gå her, og det håber jeg at kunne bruge til at få en karriere inden for fysik eller naturvidenskab, siger Aklilu Mulu.

AC Børnehjælps projekt på Mekanissa-skolen blev afsluttet i juli. Og selvom AC Børnehjælp er nået langt med deres arbejde på skolen, erkender Ephrem Amare, at alle problemer langtfra er løst:

– Der kommer hele tiden nye studerende og dermed nye udfordringer. Den viden, vi har opbygget via vores arbejde på Mekanissaskolen, er derfor vigtig at give videre, konkluderer Ephrem Amare.

AC Børnehjælp forbereder sig af den grund på en ny fase, hvor erfaringerne fra projektet skal bredes ud til andre døveskoler og skoler med døveklasser i Addis Ababa.

Marta Gramstrup Rasmussen besøgte Etiopien som journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

BEHANDLING: LÆNKET TIL ET TRÆ

Af Anders Pedersen

Det stod ikke skrevet i nogen drejebog, at Fatuma Ali skulle tage kontakt igen til sit gamle hjemland, for hun var aldrig typen, der mødtes hver weekend med det somaliske miljø i Danmark.

Efter 32 år i Danmark – inklusive ni års arbejde som psykiater i Grønland – begyndte hun alligevel for to år siden at samle somaliske psykiatere, læger og sygeplejersker fra hele Nordeuropa i Somali Psychiatric Network. Senere tog hun initiativ til den dansk-somaliske forening Mental Health in Somalia (MHiS) med det mål at forbedre psykiatrien i Somaliland. Et langt arbejdsliv med fast indkomst har fået hende til at reflektere over sin egen situation:

– Jeg føler mig dybt privilegeret med mit liv her i Vesten, men samtidig har jeg jo mine rødder og udgangspunkt i Somalia, og med det følger et særligt moralsk ansvar, siger Fatuma Ali.

Fattigdommens traumer

På to rejser til Somalias nordlige udbryderrepublik Somaliland har hun tilset patienter på lokale psykiatriske hospitaler:

– En kvinde tog os med ud i bushen til hendes to børn, en søn og en datter, der sad lænkede til hver deres træ, dybt psykotiske. Sammen med lokalt personale startede vi en medicinsk behandling, og da jeg vendte tilbage til familien seks måneder senere, kunne pigen byde os velkommen og skænke te.

Den psykiske nedslidning af samfundet overraskede imidlertid Fatuma mere end noget andet:

– Jeg forventede naturligvis at se en masse patienter med krigstraumer, men det, der virkelig slog mig, var de mange patienter, der aldrig havde været berørt direkte af borgerkrigen, men som alene var psykisk skadede af et langt liv med sult og massiv fattigdom.

Foreningens arbejde i Somaliland har allerede givet genlyd i Aabenraa, hvor brugerne af Montagen, et beskæftigelsestilbud for psykisk og fysisk syge, har været med til at indsamle og pakke en container til et komplet sengeafsnit med møbler og andet udstyr.

– Noget af det mest givende er den lokale støtte, vi modtager, og vi kan endda sende billeder malet af danske patienter med derned, siger Fatuma Ali.

Fordommene vores udfordring

Idéen om at syge voksne og børn bør lænkes til træer nærer ifølge Fatuma rødder i en lang historie af fordomme. Et af de få psykiatriske hospitaler i landet hedder ganske enkelt ’De Gales Fængsel’ og blev bygget af briterne tilbage i 1948.

– Denne holdning skal vi møde og udfordre med oplysning gennem borgermøder både på landet og i byerne, siger Fatuma Ali, der har en stor interesse for formidling af medicinsk viden om området.

– Jeg nyder en enorm respekt i samfundet på baggrund af min lægeprofession og min identitet som somalier, og dermed ser jeg gode muligheder for at ændre holdninger gennem formidling af viden.

Psykiatri er ingen luksus

I det hele taget er Fatuma overbevist om, at undervisning af den nye generation af læger og sygeplejersker er vejen frem for at forbedre de psykisk syges adgang til elementær medicinsk behandling. Foreningen sender derfor som noget af det første psykiatrisk centerchef ved Rigshospitalet Anne Lindhardt og Fatuma til Somaliland for blandt andet at undervise medicinstuderende ved universitetet i Somali-lands hovedstad, Hargeisa.

Mens MHiS venter på de første bevillinger ser Fatuma Ali en udfordring i at sætte psykiske lidelser på dagsordenen, når man taler sundhed i Afrika:

– Der er afgjort mange sundhedsmæssige udfordringer som aids- og malariabekæmpelse, men somme tider kan jeg godt få det indtryk, at de store programmer hos donorerne kommer til at skygge for andre sundhedsforhold, der også er vigtige. Nogle opfatter måske behandlingen af psykiske lidelser som en luksus, men i Somalia ser vi jo lige netop, hvordan psykiske lidelser er med til at lamme samfundsudviklingen på alle niveauer fra unge, der er for syge til at arbejde, til ældre traumatiserede soldater, der begår voldelige overgreb på medborgere selv efter borgerkrigen er slut, siger den dansk-somaliske psykiater.

Anders Pedersen er freelancejournalist.

Fatuma Ali – meget at gøre. Foto: Linda Henriksen/Scanpix.

DEBAT

KAMPEN MOD KORRUPTION: UGANDA - RWANDA 0-1

Vejene i Kampala er fyldt med huller, mens Kigalis er i fin stand. Uganda er blandt verdens mest korrupte lande, mens Rwanda er på motorvejen mod at blive et bedre land. Politisk vilje er forskellen, skriver kronikøren. Ill.: Louise Thrane Jensen.

Af Morten Østervang

Mine ugandiske kolleger var ved at tabe både næse og briller, da vi kørte ind i Kigali – Rwandas hovedstad.

Vejene her er brede, snorlige og uden huller. Trafiklysene virker. Trafikpropper er en sjældenhed. Og kioskerne okkuperer ikke det halve af fortovet. Rwanda, der for blot 15 år siden kollapsede i et af de blodigste folkemord, verden endnu har set, er i dag lidt som en europæisk hovedstad dumpet ned midt i Østafrika.

Blot få hundrede kilometer længere østpå i Kampala – Ugandas hovedstad – er historien en anden. Når vejene bliver repareret, for millioner af kroner, går der sjældent mere end et par måneder, før de igen er gennemhullede, fordi den ansvarlige har stukket størstedelen af pengene i lommen. Trafikpropper er dagens orden, og den omfartsvej, der skulle lette trafikken, er forsinket på tredje år.

Korruptionen er muligvis et af Ugandas største problemer. Fra politisk korruption til den daglige bestikkelse. Tre fjerdedele af al livsvigtig medicin når således aldrig patienterne, viste en undersøgelse, som Sundhedsministeriet lavede i 2004. Folk dør på sundhedscentre, fordi læger har solgt medicinen eller forlanger penge for den ellers gratis sundhedsydelse.

Ifølge en ny undersøgelse fra Transparency International er Uganda et af de fire lande i verden, hvor befolkningen hyppigst betaler bestikkelse. Og forsigtige vurderinger siger, at 10 procent af Ugandas budget forsvinder i de forkerte hænder.

Rwanda rykker

Rwandas rene gader fortæller selvfølgelig ikke hele historien om forskellen på de to nabolande. Men Rwanda er historien om et land, der er på motorvejen mod at blive et bedre land. Mens Uganda er på vej ned af Transparency Internationals index og i dag er nr. 126 i hele verden, er Rwanda nummer 102. For femten år siden var Rwanda lige så korrupt som Uganda. Men i dag er der hos politikere og topembedsmænd i Rwanda en stærk fornemmelse af momentum og af ansvar for at genoprejse Rwanda.

Korruptionen eksisterer selvfølgelig også i Rwanda. Navnlig lokalt. Decentralisering har, som i andre lande, skabt et lille himmerige for lokale korrupte embedsmænd og politikere. Og både politiet og retssystemet er, som i Uganda, temmelig korrupt. Men en ting er markant i Rwanda. Den politiske vilje til at bekæmpe korruption. Viljen kommer helt oppefra, altså fra præsidenten.

Præsident Paul Kagame, der selv var frihedskæmper, er en omdiskuteret person.

Men han har formået at samle Rwanda om en vision. Taget i betragtning hvor Rwanda kommer fra – årtier med kolonialisme, politisk undertrykkelse og etniske spændinger, der kulminerede i folkemord – er det bemærkelsesværdigt. Kagame og hans ledelsesstil er ganske vist ofte genstand for debat. Og kampen mod korruption er drevet af en stærk nationalist og ikke af et levende civil-samfund.

Men sikkert er det, at Rwanda er nået langt.

Traditionen tro

Præsidenten og hans ledelse har formået at skabe en stærk national moralsk diskurs. Tanken i det hele er: Vi har travlt, og alle skal gøre deres forbandet bedste. I et forsøg på at omsætte værdierne til noget brugbart og realistisk i rwandesernes hverdag har Rwanda bygget på traditionelle strukturer.

Regeringen har udnyttet de gode elementer som Itoorero (en slags traditionel uddannelse til at fremme integritet hos unge), Abunzi (patriotisme) og Gagaca (traditionel medieringsmekanisme). Alle disse traditionelle elementer bliver opmuntret af regeringen og integreret i offentlige strukturer.

På et mere innovativt plan har Ministeriet for Local Government udstyret alle borgere med en klagebog. Når en borger går ind på et kontor for at bede om en offentlige service, og han ikke får det, han ønsker, skal den offentlige embedsmand forklare i bogen, hvorfor og hvad han har gjort.

To frihedskæmpere

Hvad er så forskellen mellem Rwanda og Uganda? Landene har visse fælles forudsætninger. Begge er relativt små. Har en blodig fortid (Ugandas fortid var meget blodig under Amin, men ikke i samme omfang som folkemordet i Rwanda).

Knap ti år før, i 1986, var præsident Musesvenis bevægelse National Resistance Movement (NRM) ligesom Kagame vinderen, der skulle samle Uganda og genopbygge ’Afrikas perle’, som var brudt sammen efter Amin. Det var ganske vist ikke før 2006, at Uganda fik flerparti-valg, men Museveni blev hurtigt en donordarling.

Som Kagame startede Museveni formidabelt ud. Fattigdommen blev reduceret markant under NRM’s første år. Og Uganda blev senere kendt som landet, der knækkede hiv/aids-kurven. Og korruption var et af de ti punkter på NRM’s dagsorden, da de kom til magten.

Både Rwanda og Uganda har gode økonomiske resultater. Rwanda har en imponerende økonomisk vækst på 10 pct. årligt, men også Uganda havde i 2008 en vækst på omkring syv pct.

Men i dag synes synet på NRM og Museveni mere mudret. Korruption er nærmest eksploderet som tema i medierne. Landet har måske nogle af verdens bedste rammer for at bekæmpe korruption. Lovgivningen er på plads. Du har et væld af institutioner. En særlig korruptionsdomstol. Et Inspectorate of Government (ombudsmand med fokus på korruption).

Alligevel er korruptionen massiv, og håndhævelsen af de mange hensigter halter.

Hvorfor er korruptionen så stadig massiv trods alle de gode hensigter? Svaret er selvfølgelig ikke enkelt. Du kan ty til forklaringer som den moralske ødelæggelse under Amin, hvor staten var Amins personlige ejendom. Tradition for nepotisme, klientelisme og patronage? At den bureaukratiske stat og de tilhørende institutioner er vestlige opfindelser? Alle er sikkert gyldige forklaringer. Men sammenholder du Uganda med Rwanda er der en tydelig forskel: Den politiske vilje.

Korruption er ganske vist højere på den politiske dagsorden i Uganda nu end for nogle år siden. Flere bliver retsforfulgt, selvom de store fisk i offentlige skandaler, herunder en række ministre, endnu ikke er blevet prøvet ved retten. Og som modsvar på det stærke fokus på korruption har præsidenten netop i sin årlige ’state of the nation-tale’ erklæret krig mod korruption. Men i regeringen sidder der rigeligt med ministre, der selv er under korruptionsmistanke. Det var ikke sket i Rwanda.

Lidt som i Rwanda prædiker den politiske ledelse i Uganda patriotisme. Men spørger du civilsamfundet her, hvordan de ser på patriotismen, er svaret indlysende: Når politikere og ledende embedsmænd er korrupte, hvorfor skal jeg så ikke være det? Korruption er ved at blive en måde at leve på i Uganda – og lederne viser vejen. Det er ved at blive normalt at bestikke, hvis man vil hurtigere igennem på kommunekontoret.

Korruptionen fylder mere

Bliver korruptionen så værre i Uganda? I en undersøgelse foretaget for nylig af Transparency International blev Uganda kåret som et af de fire lande, hvor befolkningen oftest betaler bestikkelse. Forsigtige skøn vurderer, at 10 pct. af landets årlige budget forsvinder til korruption.

Men ingen vil nogensinde vide præcist, hvor meget der forsvinder til korruption. Transparency Internationals index er baseret på folks opfattelse af korruption. Danmark er således et absolut eliteland. Men er det, fordi vi glemmer at medregne, at moms- og skatteunddragelse er en folkesport? At den grå økonomi befolkes af bedsteborgere som du og jeg? I Danmark er korruption noget, som Peter Brixtofte og Rasmus Trads er involveret i.

I Uganda fylder korruption utroligt meget i medierne og i stigende grad. Og det kan være med til at øge folks opfattelse af, at landet er korrupt. Under alle omstændigheder er det positivt, at korruptionen bliver omtalt massivt i medierne.

Når alt det er sagt, er der en fornemmelse af, at det politiske establishment i stigende grad bruger statens ressourcer. Medierne er dagligt fyldt med historier om dyre biler, et overdrevent antal ministre (over 70), der dræner statskassen og ikke mindst de næsten daglige rapporter om korruptionsskandaler i offentlige institutioner. Og det vil fylde medierne op til valgkampen i 2011.

Hver dag skal der købes mere politisk støtte med statskroner, lyder det fra civilsamfundet. Magten er i stigende grad centraliseret omkring præsidenten, der er på vej mod sin sjette valgperiode og kritiseres for at favorisere sine politiske støtter. Flere og flere kritikere udtrykker offentligt, at Uganda er det næste Zimbabwe.

Hva’ nu, donor?

Spørger du civilsamfundet i Uganda er det på tide, at donorsamfundet stiller flere spørgsmål til sig selv. Og endnu flere krav til regeringen.

Uganda får tæt ved 40 pct. af sit budget fra donorer. De fleste donorer har en antagelse om, at det ikke er deres kroner, der korrumperes. I den danske debat om korruption hører man tit to argumenter. Hvis modtagerlandene var perfekte, var der ingen grund til at være der – med andre ord: Et lille spild er uundgåeligt.

I virkeligheden har der nok i bistandsmiljøet i mange år været en irritation over, at politikere er så bange for folkestemningen i Danmark, at de absolut skal kræve nul-tolerance. Fra officielt hold lyder argumentet imidlertid: Der bliver gjort rede for hver en krone. Det har skatteyderne krav på.

Anti-korruptionsaktivister i Uganda undrer sig over den slags argumenter. Hvordan kan man skabe en ø af økonomisk ansvarlighed med hundredvis af millioner kroner i et land, hvor penge forsvinder overalt?

Skulle der ikke blive svindlet med udenlandske donorkroner, giver det i hvert fald den ugandiske regering råd til at svindle med deres egne.

I virkeligheden er problemet ikke, at der er massiv korruption i Uganda. Det er der i alle udviklingslande – og det skal bistand hjælpe med at udrydde. Det, der sætter donorerne i et dilemma, er, at korruption på trods af utallige reformer og institutioner (ofte med donorstøtte) synes i bedste fald ikke at reduceres, i værste fald bliver den værre. Hvordan skal man håndtere det?

Det er interessant, at stemmer i det lokale civilsamfund, om end svagt som det er, efterspørger, at donorerne i endnu højere grad end i dag stiller krav til Ugandas regering.

Danida har gjort det klart, at man ikke vil tolerere korruption. Man støtter dels et accountability program og er, ligesom Sverige, også en af de donorer, der mest klart og kontant gør opmærksom på, at Danmark ikke tolererer korruption.

Da udviklingsminister Ulla Tørnæs for nylig besøgte landet, lød det således i en af landets førende aviser, Daily Monitor: ’Jeg er meget bekymret over, at Uganda er gået 15 pladser ned i Transparency Internationals korruptionsindex. Det er selvfølgelig vigtigt, at regeringen reagerer på Ugandas placering’, sagde ministeren og tilføjede, at ’Danmark vil ophøre med at samarbejde med folk, der ikke arbejder med os på den rigtige måde, da Danmark er her for at støtte Ugandas folk’ (oversættelse, red.).

Det er ikke altid den slags ligefrem snak er populært. Trods alt er det uganderne selv, der vælger deres ledere og må holde dem ansvarlige.

Men for mange ugandere er den slags ’utidig indblanding’ fra donorerne velkommen.

Sandheden er også, at ansvarligheden i det politiske system er svagt. Vælgerne er ikke uddannede, flerpartisystemet purungt, og koblingen mellem korruption og genvalg af de ansvarlige politikere er svag. Her var måske et oplagt område for donorer.

Men præsidenten, der snart vil genvælges til sin femte valgperiode (så vil han have siddet i 30 år), er kendt for at skrue retorikken på over for donorerne og være lettere uimødekommende over for den slags udenlandsk ’bedreviden’, i hvert fald offentligt.

Men hvem ved, ville han sige nej tak til pengene, når afgørelsens time kom?

Under alle omstændigheder er det den slags udmeldinger, der efterlyses. Men omvendt stiller det selvfølgelig også donorer som Danida over for et forpligtende og svært valg, hvis der vitterligt ikke sker forbedringer. Hvilke ændringer skal der så ske?

Rwanda og Uganda

Ti timers kørsel mod sydvest fra Kampala, i Rwandas hovedstad Kigali, kalder kritikere Kagame en autokrat. Og hvad sker der, når han forsvinder? Kan et land bygges op omkring en mands gode vilje? Institutioner skal der til, lyder mantraet som regel.

Men som Uganda viser, er det ikke nok. Også her er læren klar, bare med omvendt fortegn: Politisk vilje er alfa omega. Selvfølgelig kan vi ikke se bort fra institutioners afgørende rolle. Men det ville være forkert ikke at anerkende stærke personligheders rolle.

Problemet er, at personer kan ændre prioriteter. Historien har masser af eksempler på frihedskæmpere, der kom til magten med gode intentioner og var drevet af patriotisme, men endte som befolkningens mareridt.

Man kan diskutere Kagames ledelsesstil, men kigger man på, hvor langt landet er nået, kan det ikke andet end at imponere.

Og Uganda gjorde det samme – i de første år.

Fremtiden vil vise os, om Rwanda kan holde kursen. Det positive er, at præsidentens vilje trænger ned igennem systemet. Kampen mod korruptionen kommer stadig fra regeringen. Nu skal civilsamfundet på banen.

I Uganda er det omvendt. Selvom civil-samfundet er relativt svagt, er det her, håbet er. Selvfølgelig er det fortsat afgørende at styrke både ansvarligheden og gennemsigtigheden i de offentlige organer samt de institutioner, der skal bekæmpe korruption.

Men når den politiske vilje ikke er til stede i tilstrækkeligt omfang, er strategien hos antikorruptionsbevægelsen, der er samlet under paraplyorganisationen ACCU, at mobilisere masserne, for nu at bruge lidt populært sprog, til at sige nej til korruption.

Danida er en vigtig partner, der i årevis har støttet lokale NGO’er. På ganske få år er det lykkedes at lave en myriade af organisationer, der lokalt og regionalt mobiliserer folk. I landsbyer over hele landet bliver lokale trænet i at monitorere offentlige service -ydelser. I efterhånden mange tilfælde har deres arbejde været medvirkende til, at embedsmænd må betale penge tilbage og endda fængsles. Med offentlige dialogforum i landsbyerne mellem politikere og befolkning kommer problemerne frem i lyset.

På radioen laver de regionale anti-korruptionsorganisationer jævnligt radioudsendelser. På ganske kort tid har de været med til at vise lokalbefolkningen, at folk selv kan spille en rolle i forhold til at bekæmpe korruptionen. Og de er med til at sende et signal til politikere og embedsmænd om at der bliver holdt øje.

Den hastigt voksende bevægelse og det stigende antal aktivister er et håb om en bevægelse, der kan forlange ændringer på tværs af landet. I sidste ende er det folket, der bedst kan forlange politisk ansvarlighed. Med donorernes hjælp, selvfølgelig.

Hele debatten om korruption er følsom og svær – og den kan tages til indtægt af dem, der gerne så bistanden reduceret. Men at afvige fra diskussionerne om, hvordan man agerer over for korruptionen, hjælper ikke sagen i det lange løb. En vedvarende og ærlig diskussion om korruption er den eneste måde, man kan komme videre – og undgå den slags diskussion om korruption, som den danske bistandsverden havde sidste år. Nemlig helt ude af proportioner og skidt for den folkelige opbakning.

Morten Østervang er tidligere journalist på Udvikling og nu udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke som PR-og medierådgiver for Anti-corruption Coalition of Uganda (ACCU). Kronikken udtrykker hans syn som privatperson.

Morten Østervang – her i København. Foto: Udvikling.

DANSK AMBASSADØR: VI TOLERERER IKKE KORRUPTION

Af Nathalia Feinberg

I sin kronik i dette nummer af Udvikling efterlyser Morten Østervang, at der stilles større krav til regeringerne i Afrika in casu Uganda på anti-korruptions-området. Man kunne godt få det indtryk, at Danmarks ambassade er lidt passiv på dette vigtige område. Jeg vil derfor gerne skitsere vores indsats i en kort replik.

Danmark deltager sammen med en række ligesindede udviklingspartnere i forummet Partners for Democracy and Governance, der har kampen mod korruption som en af sine topprioriteter. Partners for Democracy and Governance fremfører deres bekymringer på mange niveauer i møder med fagministre, embedsmænd og repræsentanter for civil-samfundet.

På EU-landenes møder med præsident Museveni står kampen mod korruption også højt på dagsordenen. Museveni og hans fagministre er ikke i tvivl om vores holdning til betydningen af at bekæmpe korruption.

Dansk nul-tolerance

Danmark har en meget klar profil i den ugandiske offentlighed og, som Morten Østervang nævner, sendte udviklingsminister Ulla Tørnæs et klart signal om den danske regerings holdning under sit besøg i Uganda i marts i år.

Som Danmarks ambassadør i Kampala har jeg i en række interviews, senest i forbindelse med Grundlovsdagen, givet klart udtryk, at vi har en nul-tolerance over for korruption.

Danmark er en ledende drivkraft i at udvikle et program, der har til formål at bekæmpe korruptionen. I øjeblikket er vi i færd med at designe en ny og ambitiøs generation af indsatsen sammen med vores britiske kollegaer i bistandsdepartementet Dfid.

Danmark er også i øjeblikket formand for den fælles arbejdsgruppe vedrørende anti-korruption. Vores indsats er bredspektret og inddrager en styrkelse af hele den statslige og juridiske ramme, der er etableret for at bekæmpe korruptionen.

Domstol mod korruption

Senest har Danmark og de øvrige partnere støttet oprettelsen af en særlig domstol til bekæmpelse af korruption, der udstedte sin første markante dom tidligere på året. Danmark har været en af de mest betydende støtter til civilsamfundet, herunder organisationen Anti-Corruption Coalition Uganda (ACCU), som Morten Østervang er tilknyttet.

Det er vigtigt, at kampen mod korruption kører i flere spor, hvor støtten til opbygningen af rammeværket suppleres med støtte til civilsamfundet, der kan gøre folkevalgte og embedsmænd ansvarlige over for fornuftig forvaltning af offentlige midler. En fornuftig forvaltning af offentlige midler er en helt grundlæggende forudsætning for, at vi kan mindske fattigdommen.

Diplomater og aktivister i civilsamfundet har forskellige og komplementære roller at spille. Diplomater bruger ikke nødvendigvis megafoner, men i kampen mod korruption er vi faktisk rimeligt klare i mælet, når vi fremfører vores synspunkter.

Nathalia Feinberg er Danmarks ambassadør i Uganda.

ÅRSBERETNING: 2015 MÅL FYLDER FOR MEGET

Af Ole Mølgård Andersen

Danidas 2008-beretning, med indlagte smagsprøver på afrikansk billedkunst, er indbydende at kigge og læse i. Desuagtet er det følgende en kritik af, at temaet for årsberetningens tekstafsnit er en ikke velbegrundet gennemgang især af, hvordan dansk bistand formodes at bidrage til FN’s 2015 Mål.

2015 Målene er stort set identiske med de globale mål, som i 1996 blev vedtaget i OECD, på u-landenes vegne og uden at spørge dem. Vedtagelsen skete typisk samtidig med, at de i denne sag toneangivende OECD-regeringer, især Sverige og Storbritannien, skar i deres udviklingsbistand. Fra Paris blev vedtagelserne overført til New York og med mindre revisioner vedtaget på FN’s såkaldte millennium-generalforsamling i år 2000.

Mere vægt på bistand

De globale ønskemål for 2015 er naturligvis ikke parametre i handlingsplanerne i nogen af de 16 danske hovedsamarbejdslande. Det er de enkelte landes specificerede handlings-planer og såkaldte fattigdomsstrategier, som vist i alle tilfælde er basis for Danmarks støtteprogrammer.

I stedet for de i OECD og FN for det vilkårlige år 2015 opstillede globale mål ville det derfor have været relevant at lægge mere vægt på den i 2008 ydede bistand til de enkelte samarbejdslandes egne omfattende tiltag, og med de neddroslinger heri, som de forværrede kriseproblemer desværre har ført med sig.

En således tidssvarende tilgang ville have markant udvidet det, som i beretningen er en ”kort gennemgang” af de 16 danske program-samarbejdslande, og burde have været det centrale i beretningens tekstafsnit.

Evalueringer mangler

Landefremstillingerne bør fremover desuden resumere konklusionerne i de evalueringer af landeprogrammerne, som udføres sammen med andre donorer og angiveligt i stigende omfang under anførsel af modtagerlandenes egen ekspertise (2008-beretningen er mærkværdigt tavs om evalueringer!).

Også om regeringernes korruptionsbekæmpelse og støtten dertil bør der rutinemæssigt rapporteres fra de enkelte landes anti-korruptionsenheder og fra deres rigsrevisioner. Endelig bør vurderinger af fremgangen i virkeliggørelsen af Paris-erklæringens anvisninger på en mere effektiv udviklingsbistand være en fast ingrediens i årsberetningerne, herunder om fremskridt med anvendelse af generel budgetstøtte, der som bekendt er Paris-erklæringens ultimative mål for den måde, hvorpå finansielle bistandsoverførsler bør foregå.

Ole Mølgård Andersen er cand.polit og fhv. top-diplomat i Udenrigsministeriet.

Danidas årsberetning 2008 udkom i juni og kan downloades gratis og bestilles i trykt version på såvel dansk som engelsk på www.danida-publikationer. Årsberetningen blev anmeldt i Udvikling 4/2009.

BØGER

TUREN GÅR TIL DE (V)ARME LANDE

Illustration fra bogen. Foto: Polfoto.

Af Anne Klejsgård Hansen

”Turen går til de varme lande” er mest af alt et blik ind i fremtiden. Et uhyggeligt, men desværre også meget realistisk blik.

De to Politiken-journalister Lars Dahlager og Michael Rothenborg kommer i bogen ud i de fleste krinkelkroge af klimadebatten og tegner på pædagogisk og levende vis et billede af de udfordringer, vi står over for.

Bogen er opbygget efter den klassiske ”turen-går-til-skabelon” og fungerer godt som opslagsbog. Den overskuelige og logiske opbygning samt det visuelle udtryk med korte kapitler og mange forklarende bokse gør det let for læseren hurtigt at finde frem til netop den faktaoplysning eller den case -historie, man som læser er interesseret i. Omvendt betyder bogens form, at den mere har karakter af en opslagsbog end af en klassisk oplysningsbog.

Smeltevandet svinder

Bogen har sit største fokus på klimaforandringernes konsekvenser – herhjemme, men især i ”de varme lande”, der kun bliver endnu varmere, hvis den globale opvarmning fortsætter. Kapitlerne er en blanding af faktuelle oplysninger, videnskabelige forudsigelser og personlige skildringer.

Ved at portrættere virkelige steder og virkelige mennesker bliver beskrivelserne fængende og nærværende og klimaforandringernes konsekvenser meget håndgribelige.

Den fortællende stil gør historierne interessante for både voksne og børn. Fordi de er oplysende og relevante, men simpelthen også fordi der er tale om vedkommende og godt fortalte historier.

For eksempel møder læseren den kenyanske bonde, hvis majs ”vokser baglæns”, fordi det visner, inden det er modnet, og den bolivianske familie, der allerede i dag mærker den akutte mangel på vand, fordi smeltevandet fra gletsjerne svinder ind.

Historierne er suppleret med faktabokse, der sort på hvidt slår fast, at de mange problemer, klimaforandringerne allerede har skabt, kun er begyndelsen. Læseren får blandt andet at vide, at den temperaturstigning på godt en halv grad, kenyanerne har oplevet de seneste halvtreds år, er vand i forhold til, hvad der venter dem. For hvis FN’s klimapanels forudsigelser passer, vil temperaturen over de næste knap 100 år stige yderligere med op mod tre grader.

Snart er det sommerhusenes tur

Men bogen starter faktisk et helt andet sted. Nemlig i Lønstrup (i Nordjylland, red.), hvor drømmen om havudsigt har udviklet sig til et mareridt for ejerne af de sommerhuse, der ligger tættest på kysten. Her har de kraftigere storme og den ekstreme regn, Danmark har oplevet de seneste årtier, hvert år taget en ordentlig luns af kysten – og snart er det sommerhusenes tur.

Herfra bliver læseren ført videre gennem en række indledende afsnit, hvor videnskabens syn på klimaforandringerne, fortidens klimaforandringer, kampen om klimasagen og den danske politik på området præsenteres. Disse afsnit er informationstunge, men illustrationer, faktabokse og godt sprog gør, at det til tider noget langhårede stof både er letforståeligt og interessant.

Efter at have læst sig gennem bogens første 150 sider er det ikke just, fordi man sidder og glæder sig til fremtiden, selvom sommeren måske efter nogens smag godt kunne have budt på bedre strandvejr.

Men det er der råd for. Bogens sidste sider bruges nemlig på at komme med nogle konkrete råd til, hvordan vi i vores hverdag med nogle ganske enkle tiltag kan mindske vores ’klimafodspor’ betydeligt.

Sprog er både styrke og svaghed

Bogens levende sprog er dens store styrke, men nogle steder bliver det også bogens største svaghed. For hvor de sproglige billeder i de fortællende afsnit fra ”de varme lande” fænger læseren, bliver det i nogle af de mere forklarende afsnit påtaget og trættende. For eksempel krydrer forfatterne i afsnittet ”Sidste nat på Bali – internationale forhandlinger” teksten med en del reportageelementer, der desværre i en del tilfælde mest af alt virker som unødvendige og forvirrende elementer.

Bogen er dog overordnet et væsentligt bidrag til klimadebatten, hvor den på læseværdig vis bidrager med ny viden til både klima-begyndere og klimakendere.

Anne Klejsgård Hansen er freelancejournalist med speciale i klimaforhold.

 

NAVNE

SUPERIDEALISTEN PETER SINGER

Peter Singer er født 1946 i Australien og uddannet fra Melbourne University og Oxford University. Siden 1999 har han været professor i bioetik ved Princeton University. Forfatter til en række bøger om etiske problemstillinger, dyrevelfærd, mm. Peter Singer er en kontroversiel figur, fordi han går ind for aktiv dødshjælp og abort af fostre med handicap.

Den australske filosof Peter Singer besøgte for nyligt København for at promovere sin bog, ”Det liv du kan redde”. Han opfordrer alle til at give meget mere til verdens fattige. Foto: Leif Tuxen.

Af Mads Mariegaard

Et museum brænder, og både et Picasso-maleri og et lille barn er fanget i flammerne – hvem redder du?

Barnet, selvfølgelig.

Alligevel bruger vi i den vestlige verden hver dag penge på ting, vi kan undvære, selvom mennesker dør i u-landene.

Argumentet optræder i bogen ”Det liv du kan redde” af den australske filosof Peter Singer, som opfordrer alle til at give en del af deres indkomst til verdens fattige. Udvikling mødte ham, da han besøgte København i august.

Hvor meget giver du selv til de fattige?

– Omkring en tredjedel af min indkomst. Først gav jeg en tiendedel, men jeg fandt ud af, at jeg stadig havde mere tilbage, end jeg behøvede, og så jeg begyndte at give mere.

Kunne du ikke give TO tredjedele?

– Jo, og så ville jeg stadig overleve. Der er ikke noget endegyldigt svar på, hvor meget man bør give. En tredjedel er det punkt, jeg er nået til, og jeg påstår ikke at være nogen helgen.

Hvis alle gav en tredjedel, hvordan ville verden så se ud?

– Det ville slet ikke være nødvendigt. Hvis alle gav ti procent, kunne vi reducere global fattigdom drastisk – selvom der selvfølgelig altid vil være fattigdom i verden.

Hvorfor skal jeg give til fattige, når rige mennesker i fattige lande ikke gør – fx i Indien?

– De rige indere burde give til deres fattige landsmænd, men når de ikke gør, bør det ikke gå ud over de fattige. Min grund til at give – at jeg kan gøre en stor forskel for få penge – eksisterer stadig.

Der er også fattige i Danmark. Bør jeg ikke hjælpe dem, før jeg hjælper fattige i andre lande?

– Jo, men kun til en vis grad. For med de samme penge kan du hjælpe mange flere mennesker i u-landene.

Vi står midt i en finanskrise – er det ikke et svært tidspunkt at opfordre folk til at give mere?

– Nej, for mit budskab er tidløst. Det er rigtigt, at krisen har sat os nogle få år tilbage, men forskellen på velstanden i Vesten og ulandene er stadig kolossal.

Skattebetalt altruisme

I Danmark giver vi hovedsageligt via vores skattesystem. Er det en god model?

– Fordelen ved skattefinansieret bistand er, at alle bidrager – og at folk bidrager proportionelt med deres indkomst. Men jeg synes, Danmark giver for lidt. I er en af verdens største donorer per indbygger, men kun fordi resten af verden giver langt mindre, end den burde.

Hvor meget ville være nok for Danmark?

– Hvis Danmark gav to-tre procent af BNI i bistand, så vil jeg mene, at I ikke havde brug for min bog. Under én procent er alt for lidt i forhold til forskellen i velstand mellem Danmark og u-landene.

Hvis jeg mener, Danmark burde give mere, er det så uetisk af mig ikke selv at give mere?

– Ja, det synes jeg. Du kan selvfølgelig bruge din energi på at arbejde for, at regeringen skal give mere, men hvis du bare læner dig tilbage og klager, så det er for nemt. I stedet bør du finde løsningen på din egen bankkonto.

Ville den danske, skattefinansierede bistands model virke i USA?

– Nej, det tror jeg ikke. Amerikanerne er alt for skeptiske over for regeringen og højere skatter. Desuden er NGO-bistand langt mere effektiv end regeringens bistand i USA, blandt andet fordi regeringens bistand er styret af strategiske interesser i fx Irak, Afghanistan og Egypten.

Nogle vil mene, at alle donorer giver bistand af egeninteresse – fx drager Danmark stor nytte af det positive image, vores høje bistand giver os i udlandet?

– Det er for kynisk, synes jeg. Hvorfor skulle det være vigtigere for Danmark end for andre lande at fremstå positivt? Jeg tror, Danmarks høje bistand skyldes, at danskerne er mere bevidste om global fattigdom og bekymrer sig om problemet.

Undskyldning for at give

På det seneste har en række kritikere hævdet, at bistand ikke virker, fx den zambiske økonom Dambisa Moyo?

– Ja, men hun siger, at hun kun taler om bistand fra regeringer og Verdensbanken, ikke fra NGO’er. Min bog opfordrer folk til at give til NGO’er. Dog synes jeg også, hun tegner et noget ensidigt billede af regeringers bistand.

Det får ofte stor opmærksomhed og medieomtale, når nogen siger, at bistand ikke virker – hvad kan det skyldes?

– Jeg tror, folk leder efter en undskyldning for ikke at give. Ofte hører jeg folk sige, at det hele går til korruption og administration, selvom det ikke passer. Hvad angår medierne, så er effektiv bistand ikke lige så god en historie som ”bistand omdirigeret til schweizisk bankkonto”.

Hvis folk leder efter en undskyldning for ikke at give, kan man så sige, at du giver dem det modsatte?

– Ja. Og det er selvfølgelig en meget sværere opgave. Selvom mennesker har et stort potentiale for altruisme, så har de også et betydeligt niveau af egoisme, og det skal vi bekæmpe.

Hvordan skal folk uden nærmere kendskab til bistand kunne tro på, at den virker, når de ikke ser nogen beviser?

– Hvorfor skulle de tro det modsatte? Hvis man ser objektivt på det, vil man se begavede og dedikerede mennesker, som arbejder hårdt for at hjælpe folk i u-landene, og så vil man antage, at arbejdet nytter.

Idealister på arbejde

Nogle vil mene, at også folk, der arbejder med bistand, er blevet afhængige af den industri, bistandssystemet er?

– De fleste udviklingsarbejdere, jeg kender, kunne få bedre betalte jobs i andre brancher. Alligevel accepterer de længere arbejdstider og dårligere arbejdsvilkår, fordi de går ind for sagen og derfor opnår en tilfredsstillelse, som de ikke kunne få i fx et multinationalt selskab.

Men hvis jeg er idealist, bør jeg så ikke netop arbejde i et multinationalt selskab, hvor der virkelig er brug for idealister?

– Det vil blive meget frustrerende, fordi du hele tiden skal overbevise chefen om, at det gælder om andet end at tjene penge. Men jo, hvis du kan bevare idealismen i en ikke-idealistisk organisation, så kan det have en effekt i u-landene.

Så man kan godt forandre systemet indefra?

– Der er brug for en kombination, tror jeg. PR-folk i multinationale selskaber har fortalt mig, at selskaberne kun ændrer politik, hvis der føres en omfattende kampagne mod dem. Hvis kampagnen er stærk nok, bliver der nemlig lyttet, når idealister inden for selskabet råber ”hey, vi er nødt til at skifte kurs!”

”Det liv du kan redde” er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag. Bogen er på 215 sider og koster 249 kroner.

KNAP SÅ MEGET HATTEDAME

Soroptimist International har fået ny verdenspræsident for sine 90.000 medlemmer. Danske Hanne Jensbo vil fokusere mere på udviklingsarbejde og støve organisationens image af.

Af Mikkel Noel Lanzky

I 1990 var Hanne Jensbo i Rumænien for at inspicere nogle af landets børnehjem. Som medlem af Red Barnets hovedbestyrelse og mangeårig formand for foreningens afdeling i Århus havde hun allerede et socialt engagement. Det var på denne tur, at hendes sociale ildhu for alvor blussede op.

– Børnehjemmene var indrettet i nogle huse ude på landet milevidt fra byerne. Børn lå syge – nogle af dem døende – i sengen. Der var alt for få plejere, og de raske børn kunne intet foretage sig. Der var ingen spil, aktiviteter eller sågar bare en bold til dem. Vi havde rystende billeder med hjem, husker Hanne Jensbo.

Hjemme igen stod hun Hanne Jensbo foran et klart valg.

– Jeg sagde til mig selv: ’Du har to muligheder. Du kan enten sætte dig ned og sige, at dét var det. Det må andre tage sig af. Eller også må du gøre noget ved det.’

To år senere var Hanne Jensbo formand for Soroptimistunionen i Danmark. Soroptimisterne – hvis navn er dannet af det latinske sorores optimae eller ’søstre, der vil det bedste’ – er et netværk af erhvervskvinder over hele verden, der arbejder for at fremme kvinder og pigers status og menneskerettigheder. Lige nu med et stort hjælpeprogram i Sierra Leone, ligesom man har skaffet mere end 800.000 euro til vandprojekter i tørkeramte områder.

Som succesrig advokat i mere end 40 år, med egen praksis og speciale i skilsmissesager, er Hanne Jensbo en markant skikkelse i sit lokalområde. Hun har blandt andet været stærkt involveret i at få bygget mange andelsboliger for seniorer og er nu formand for Kvindehuset i Århus, der er et værested for kvinder med udenlandsk baggrund. Sideløbende med dette har hun været engageret i socialt arbejde gennem Soroptimisterne.

Hanne Jensbo overtog hvervet som verdenspræsident for organisationen i august, og skal bestride posten de næste to år. 70-årige Hanne Jensbo har et mål om større opmærksomhed om organisationen, der har godt 3.000 klubber og over 90.000 medlemmer på verdensplan. Alligevel er det ikke synderligt meget, man hører fra soroptimisterne, selvom FN har givet dem status som konsultativ NGO (rådgiver for FN’s Økonomiske og sociale råd, ECOSOC). Hanne Jensbo vil gerne styrke samarbejdet med FN-organer. Hun erkender også, at Soroptimisterne, for dem, der overhovedet kender til foreningen, ofte giver et indtryk af et lidt bedaget sammenrend af velgørende ’hattedamer’.

– Det image skal vi væk fra. Loppemarkeder og børnetøj er der jo intet galt i. Men jeg er særligt stolt af et projekt, danske soroptimister var med til at finansiere for UNIFEM (FN’s kvindeorganisation, red.) for nylig, hvor 72 kvindelige kandidater til valget i Afghanistan deltog i kurser om menneskerettigheder og fik hjælp til deres valgkamp. Vi skal lave mere af den slags. Vores arbejde skal have mere fokus på udviklingsarbejde, ønsker Hanne Jensbo.

Hanne Jensbo bor i Stautrup uden for Århus. Hun har to børn på 44 og 40 år og to børnebørn på ni og seks. Foto: Soroptimisterne.

KLIMA-DOX PÅ SKÆRMEN

Fire dokumentarfilm om klimaforandringernes konsekvenser i Bangladesh, Bolivia, Kenya og Vietnam bliver vist på DR fra 20. september. De fire lande er alle ramt af klimaforandringer

– Bangladesh og Kenya har ikke selv forårsaget forandringerne, hvorimod vækst i Vietnam og skovafbrænding i Bolivia er en del af problemet.

Filmene sætter også fokus på de fire landes ønsker og forventninger til de rige lande på FN’s klimatopmøde i København.

To internationale versioner af filmene bliver stillet gratis til rådighed for tv-stationer og NGO’er i u-landene – på engelsk, fransk og spansk.

Filmene er instrueret af Jesper Heldgaard og Bo Illum Jørgensen med støtte fra blandt andre Danida og UNESCO.

/mm

HUSK AT LÆSE:

KAMPEN MOD KORRUPTION

Hvorfor forsvinder en tiendedel af Ugandas budget til korruption, når problemet er på retur hos naboerne i Rwanda? Forklaringen er politisk vilje, skriver Morten Østervang, rådgiver for anti-korruptions-NGO’er i Kampala.

Side 12-13.

KØGE – MALAWI 1-0

I august besøgte Malawis fodboldlandshold Danmark som en del af forberedelserne til holdets VM-kvalifikationskampe i efteråret. Udviklings fotograf var med, da Malawi mødte HB Køge på Haslev Stadion.

Side 9.

KRIGERE OG KVÆGFOLK

Det er høsttid i Simanjirodistriktet, men der er ingen modne majs at høste, fordi regnen er udeblevet. Klimaforandringer har ændret hverdagen for knap en million masaier i Kenya og Tanzania.

Side 10-11.

SUPER-IDEALIST

Danmark er en af verdens største donorer per indbygger, men kun fordi resten af verden giver alt for lidt. Det siger den australske filosof Peter Singer, som giver en tredjedel af sin indkomst til verdens fattige.

Side 22.

FOTOGRAFI

IKKE KUN BRYLLUPSBILLEDER

En af Malis få kvindelige fotografer hedder Fatoumata Diabaté. Hendes foretrukne motiv er livet på og omkring Niger-floden.

Foto: Fatoumata Diabaté.

Af Morten Nilsson

Fotografiet af kvinderne på Niger-floden, der løber gennem Malis hovedstad Bamako er blot et billede i en større fotoreportage skabt af den 28-årige kvindelige maliske fotograf Fatoumata Diabaté. Hun har gennem de seneste år fotograferet den mangfoldighed af liv, der udfolder sig på og omkring floden Niger.

At være kvinde og fotograf i Mali er næsten en umulig cocktail. Traditionelt er kvindens plads i hjemmet. Fatoumatas mor og far var da også imod, at hun startede på Malis eneste fotoskole, CFP, i Bamako. Men hun insisterede og gennemførte den to-årige uddannelse og virker nu som teknisk assistent på skolen.

Mali kan bryste sig af flere internationalt anerkendte kunstfotografer med Malick Sidibé i spidsen og fotofestivalen African Photography Encounter, som afholdes i Bamako hvert andet år. Alligevel er det stadig stort set umuligt at afsætte andet end bryllups- og ID-billeder i Mali. Så udfordringer var der nok af.

Fotoskolen Fatamorgana i København har med støtte fra Center for Kultur og Udvikling (CKU) startet et 3-årigt samarbejde med CFP, der går ud på at digitalisere skolen så meget som muligt og – ved brug af internettet – at få elevernes billeder ud til et større publikum og marked. Hvis alt går efter planen, starter otte nye elever dette efterår – med Fatoumata som en af lærerne.

Morten Nilsson er fotograf og daglig leder af Fotoskolen Fatamorgana.