NAVNE

SUPERIDEALISTEN PETER SINGER

Peter Singer er født 1946 i Australien og uddannet fra Melbourne University og Oxford University. Siden 1999 har han været professor i bioetik ved Princeton University. Forfatter til en række bøger om etiske problemstillinger, dyrevelfærd, mm. Peter Singer er en kontroversiel figur, fordi han går ind for aktiv dødshjælp og abort af fostre med handicap.

Den australske filosof Peter Singer besøgte for nyligt København for at promovere sin bog, ”Det liv du kan redde”. Han opfordrer alle til at give meget mere til verdens fattige. Foto: Leif Tuxen.

Af Mads Mariegaard

Et museum brænder, og både et Picasso-maleri og et lille barn er fanget i flammerne – hvem redder du?

Barnet, selvfølgelig.

Alligevel bruger vi i den vestlige verden hver dag penge på ting, vi kan undvære, selvom mennesker dør i u-landene.

Argumentet optræder i bogen ”Det liv du kan redde” af den australske filosof Peter Singer, som opfordrer alle til at give en del af deres indkomst til verdens fattige. Udvikling mødte ham, da han besøgte København i august.

Hvor meget giver du selv til de fattige?

– Omkring en tredjedel af min indkomst. Først gav jeg en tiendedel, men jeg fandt ud af, at jeg stadig havde mere tilbage, end jeg behøvede, og så jeg begyndte at give mere.

Kunne du ikke give TO tredjedele?

– Jo, og så ville jeg stadig overleve. Der er ikke noget endegyldigt svar på, hvor meget man bør give. En tredjedel er det punkt, jeg er nået til, og jeg påstår ikke at være nogen helgen.

Hvis alle gav en tredjedel, hvordan ville verden så se ud?

– Det ville slet ikke være nødvendigt. Hvis alle gav ti procent, kunne vi reducere global fattigdom drastisk – selvom der selvfølgelig altid vil være fattigdom i verden.

Hvorfor skal jeg give til fattige, når rige mennesker i fattige lande ikke gør – fx i Indien?

– De rige indere burde give til deres fattige landsmænd, men når de ikke gør, bør det ikke gå ud over de fattige. Min grund til at give – at jeg kan gøre en stor forskel for få penge – eksisterer stadig.

Der er også fattige i Danmark. Bør jeg ikke hjælpe dem, før jeg hjælper fattige i andre lande?

– Jo, men kun til en vis grad. For med de samme penge kan du hjælpe mange flere mennesker i u-landene.

Vi står midt i en finanskrise – er det ikke et svært tidspunkt at opfordre folk til at give mere?

– Nej, for mit budskab er tidløst. Det er rigtigt, at krisen har sat os nogle få år tilbage, men forskellen på velstanden i Vesten og ulandene er stadig kolossal.

Skattebetalt altruisme

I Danmark giver vi hovedsageligt via vores skattesystem. Er det en god model?

– Fordelen ved skattefinansieret bistand er, at alle bidrager – og at folk bidrager proportionelt med deres indkomst. Men jeg synes, Danmark giver for lidt. I er en af verdens største donorer per indbygger, men kun fordi resten af verden giver langt mindre, end den burde.

Hvor meget ville være nok for Danmark?

– Hvis Danmark gav to-tre procent af BNI i bistand, så vil jeg mene, at I ikke havde brug for min bog. Under én procent er alt for lidt i forhold til forskellen i velstand mellem Danmark og u-landene.

Hvis jeg mener, Danmark burde give mere, er det så uetisk af mig ikke selv at give mere?

– Ja, det synes jeg. Du kan selvfølgelig bruge din energi på at arbejde for, at regeringen skal give mere, men hvis du bare læner dig tilbage og klager, så det er for nemt. I stedet bør du finde løsningen på din egen bankkonto.

Ville den danske, skattefinansierede bistands model virke i USA?

– Nej, det tror jeg ikke. Amerikanerne er alt for skeptiske over for regeringen og højere skatter. Desuden er NGO-bistand langt mere effektiv end regeringens bistand i USA, blandt andet fordi regeringens bistand er styret af strategiske interesser i fx Irak, Afghanistan og Egypten.

Nogle vil mene, at alle donorer giver bistand af egeninteresse – fx drager Danmark stor nytte af det positive image, vores høje bistand giver os i udlandet?

– Det er for kynisk, synes jeg. Hvorfor skulle det være vigtigere for Danmark end for andre lande at fremstå positivt? Jeg tror, Danmarks høje bistand skyldes, at danskerne er mere bevidste om global fattigdom og bekymrer sig om problemet.

Undskyldning for at give

På det seneste har en række kritikere hævdet, at bistand ikke virker, fx den zambiske økonom Dambisa Moyo?

– Ja, men hun siger, at hun kun taler om bistand fra regeringer og Verdensbanken, ikke fra NGO’er. Min bog opfordrer folk til at give til NGO’er. Dog synes jeg også, hun tegner et noget ensidigt billede af regeringers bistand.

Det får ofte stor opmærksomhed og medieomtale, når nogen siger, at bistand ikke virker – hvad kan det skyldes?

– Jeg tror, folk leder efter en undskyldning for ikke at give. Ofte hører jeg folk sige, at det hele går til korruption og administration, selvom det ikke passer. Hvad angår medierne, så er effektiv bistand ikke lige så god en historie som ”bistand omdirigeret til schweizisk bankkonto”.

Hvis folk leder efter en undskyldning for ikke at give, kan man så sige, at du giver dem det modsatte?

– Ja. Og det er selvfølgelig en meget sværere opgave. Selvom mennesker har et stort potentiale for altruisme, så har de også et betydeligt niveau af egoisme, og det skal vi bekæmpe.

Hvordan skal folk uden nærmere kendskab til bistand kunne tro på, at den virker, når de ikke ser nogen beviser?

– Hvorfor skulle de tro det modsatte? Hvis man ser objektivt på det, vil man se begavede og dedikerede mennesker, som arbejder hårdt for at hjælpe folk i u-landene, og så vil man antage, at arbejdet nytter.

Idealister på arbejde

Nogle vil mene, at også folk, der arbejder med bistand, er blevet afhængige af den industri, bistandssystemet er?

– De fleste udviklingsarbejdere, jeg kender, kunne få bedre betalte jobs i andre brancher. Alligevel accepterer de længere arbejdstider og dårligere arbejdsvilkår, fordi de går ind for sagen og derfor opnår en tilfredsstillelse, som de ikke kunne få i fx et multinationalt selskab.

Men hvis jeg er idealist, bør jeg så ikke netop arbejde i et multinationalt selskab, hvor der virkelig er brug for idealister?

– Det vil blive meget frustrerende, fordi du hele tiden skal overbevise chefen om, at det gælder om andet end at tjene penge. Men jo, hvis du kan bevare idealismen i en ikke-idealistisk organisation, så kan det have en effekt i u-landene.

Så man kan godt forandre systemet indefra?

– Der er brug for en kombination, tror jeg. PR-folk i multinationale selskaber har fortalt mig, at selskaberne kun ændrer politik, hvis der føres en omfattende kampagne mod dem. Hvis kampagnen er stærk nok, bliver der nemlig lyttet, når idealister inden for selskabet råber ”hey, vi er nødt til at skifte kurs!”

”Det liv du kan redde” er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag. Bogen er på 215 sider og koster 249 kroner.

KNAP SÅ MEGET HATTEDAME

Soroptimist International har fået ny verdenspræsident for sine 90.000 medlemmer. Danske Hanne Jensbo vil fokusere mere på udviklingsarbejde og støve organisationens image af.

Af Mikkel Noel Lanzky

I 1990 var Hanne Jensbo i Rumænien for at inspicere nogle af landets børnehjem. Som medlem af Red Barnets hovedbestyrelse og mangeårig formand for foreningens afdeling i Århus havde hun allerede et socialt engagement. Det var på denne tur, at hendes sociale ildhu for alvor blussede op.

– Børnehjemmene var indrettet i nogle huse ude på landet milevidt fra byerne. Børn lå syge – nogle af dem døende – i sengen. Der var alt for få plejere, og de raske børn kunne intet foretage sig. Der var ingen spil, aktiviteter eller sågar bare en bold til dem. Vi havde rystende billeder med hjem, husker Hanne Jensbo.

Hjemme igen stod hun Hanne Jensbo foran et klart valg.

– Jeg sagde til mig selv: ’Du har to muligheder. Du kan enten sætte dig ned og sige, at dét var det. Det må andre tage sig af. Eller også må du gøre noget ved det.’

To år senere var Hanne Jensbo formand for Soroptimistunionen i Danmark. Soroptimisterne – hvis navn er dannet af det latinske sorores optimae eller ’søstre, der vil det bedste’ – er et netværk af erhvervskvinder over hele verden, der arbejder for at fremme kvinder og pigers status og menneskerettigheder. Lige nu med et stort hjælpeprogram i Sierra Leone, ligesom man har skaffet mere end 800.000 euro til vandprojekter i tørkeramte områder.

Som succesrig advokat i mere end 40 år, med egen praksis og speciale i skilsmissesager, er Hanne Jensbo en markant skikkelse i sit lokalområde. Hun har blandt andet været stærkt involveret i at få bygget mange andelsboliger for seniorer og er nu formand for Kvindehuset i Århus, der er et værested for kvinder med udenlandsk baggrund. Sideløbende med dette har hun været engageret i socialt arbejde gennem Soroptimisterne.

Hanne Jensbo overtog hvervet som verdenspræsident for organisationen i august, og skal bestride posten de næste to år. 70-årige Hanne Jensbo har et mål om større opmærksomhed om organisationen, der har godt 3.000 klubber og over 90.000 medlemmer på verdensplan. Alligevel er det ikke synderligt meget, man hører fra soroptimisterne, selvom FN har givet dem status som konsultativ NGO (rådgiver for FN’s Økonomiske og sociale råd, ECOSOC). Hanne Jensbo vil gerne styrke samarbejdet med FN-organer. Hun erkender også, at Soroptimisterne, for dem, der overhovedet kender til foreningen, ofte giver et indtryk af et lidt bedaget sammenrend af velgørende ’hattedamer’.

– Det image skal vi væk fra. Loppemarkeder og børnetøj er der jo intet galt i. Men jeg er særligt stolt af et projekt, danske soroptimister var med til at finansiere for UNIFEM (FN’s kvindeorganisation, red.) for nylig, hvor 72 kvindelige kandidater til valget i Afghanistan deltog i kurser om menneskerettigheder og fik hjælp til deres valgkamp. Vi skal lave mere af den slags. Vores arbejde skal have mere fokus på udviklingsarbejde, ønsker Hanne Jensbo.

Hanne Jensbo bor i Stautrup uden for Århus. Hun har to børn på 44 og 40 år og to børnebørn på ni og seks. Foto: Soroptimisterne.

KLIMA-DOX PÅ SKÆRMEN

Fire dokumentarfilm om klimaforandringernes konsekvenser i Bangladesh, Bolivia, Kenya og Vietnam bliver vist på DR fra 20. september. De fire lande er alle ramt af klimaforandringer

– Bangladesh og Kenya har ikke selv forårsaget forandringerne, hvorimod vækst i Vietnam og skovafbrænding i Bolivia er en del af problemet.

Filmene sætter også fokus på de fire landes ønsker og forventninger til de rige lande på FN’s klimatopmøde i København.

To internationale versioner af filmene bliver stillet gratis til rådighed for tv-stationer og NGO’er i u-landene – på engelsk, fransk og spansk.

Filmene er instrueret af Jesper Heldgaard og Bo Illum Jørgensen med støtte fra blandt andre Danida og UNESCO.

/mm

NYT OM NAVNE SEPTEMBER 2009

BILATERALE RÅDGIVERE
	M.Sc. Economics, Rene Taus Hansen, 42, er blevet kontraktansat som seniorrådgiver for Conflict Transformation and Human Rights ved HUGOU i Nepal med tjenestested i Kathmandu. Han kommer fra en stilling som senior-regeringsrådgiver i Zambia.
Cand.oecon. Niels Jørgen Knudsen, 60, er kontraktansat som seniorrådgiver ved DAR2 og RALNUC2 i Uganda med tjenestested i Kampala.
UDENRIGSMINISTERIET
	Cand. scient. adm. Michael Lund Jeppesen, 44, tiltræder som ny chef for Udenrigsministeriets kontor for Mellemøsten og Nordafrika (MENA). Han har de seneste tre år været leder af Center for Terroranalyse.
NGO’ER
	Sygeplejerske Dan Bøge Anderson rejser til Mali og Niger som udsendt for Dansk Røde Kors. Her skal han det næste år blandt andet arbejde med at sikre sundheden for indsatte fanger samt behandle krigsofre.
	Stine Bang, 31, har overtaget jobbet som ny sekretariatsleder for Operation Dagsværk (OD) efter Maria Molde. Stine Bang var i 2008 ansat som kampagneleder for OD.
	Brian Chlala, 35, er ansat som økonomichef i UNICEF Danmark. Han er uddannet markedsøkonom i controlling og kommer fra en stilling som økonomichef i firmaet Ad Pepper Media.
	Didde Elnif, 28, afløser Lotte Ærsøe på posten som redaktør for medlemsbladet IBIS Focus.
	Jonas Parello-Plesner, 35, tiltræder som direktør for AC Børnehjælp. Han kommer fra en stilling som chefkonsulent i Udenrigsministeriet.
	Læge Mogens Bernsdorf Petersen, 33, er rejst til DR Congos hovedstad, Kinshasa, for Læger uden Grænser (MSF). Han skal det næste halve år arbejde på et medicinsk udrykningshold, der med kort varsel reagerer på akutte nødsituationer rundt om i landet.
Christian Sørensen, 60, er tiltrådt en stilling i ADRA Danmark som programkoordinator med fokus på Livelihood & Food Security. Han er uddannet fra Bradford University i England med en Master i udvikling- og projektplanlægning.
	Sygeplejerske Thomas Thorhauge, 35, opholder sig i byen Faradje i det nordøstlige DR Congo for Læger uden Grænser (MSF). Han skal de næste seks måneder arbejde på et sundhedscenter, der tager sig af ofrene for oprørsgruppen Lord’s Resistance Armys (LRA) massakrer på befolkningen.
Signe Yde-Andersen, 35, rejser for Dansk Røde Kors til Mali, hvor hun de næste to år bl.a. skal rådgive om hygiejne og sanitet. Hun kommer fra en stilling som koordinator for Kønsnet, også kaldet kønsnetværket.
	Lotte Ærsøe, 50, skal være kommunikationsrådgiver for IBIS i Vestafrika med bopæl i Ghanas hovedstad, Accra.
ANDRE
	Journalist Katrine Nielsen, 41, er blevet ansat som kommunikationsansvarlig ved Dansk-Egyptisk Dialoginstitut (DEDI) i Cairo. Hun kommer fra en stilling som kulturredaktør på dagbladet Politiken.
Poul Michael Øllgaard, 55, er udsendt af Skovdyrkerne (Danish Forestry Extension) til miljøorganisationen AMA i Cabo Delgado i Mozambique. Her skal han støtte lokale skovbrugergrupper i metoder inden for ager-skovbrug og genskabe ødelagte naturskove.