TEMA: HANDICAPPEDE

Døv dreng får undervisning i tegnsprog på en specialskole i Kalulushi, Inde, Zambia. Foto: Jørgen Schytte/Danida.

FRA VELGØRENHED TIL RETTIGHED

Af Mikkel Noel Lanzky

Der er et nyt paradigme i byen. Personer med handicap skal tænkes ind i generelle udviklingsprojekter – såkaldt inklusion – og de skal have alle udfoldelsesmuligheder. I hvert fald hvis det står til Danske Handicaporganisationer, som dårligt kan få armene ned oven på Danmarks ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Efter en folketingsbeslutning i maj er konventionen i august trådt i kraft i Danmark, og det skorter ikke på de positive forventninger til, hvilke konsekvenser konventionen vil have.

– Handicapkonventionen er den største milepæl i nyere tid for personer med handicap. Særligt for borgere i u-landene, hvor folk med handicap sjældent har et dokument at vifte med og påberåbe sig, når der skal gøres noget ved deres ofte usle forhold. Formålet med konventionen er fuld inklusion og lige muligheder. I dag er vi langt fra dette, siger Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer. Han er begejstret for, at Danmark har ratificeret handicapkonventionen og håber den vil få stor betydning for, hvordan udviklingsprojekter med og for personer med handicap kommer til at foregå i fremtiden.

– Det handler ikke bare om at huske at lave ramper eller brede døre til toiletter. Man skal jo involvere personer med handicap helt fra starten. De skal være med til at planlægge et projekt og komme med gode råd til, hvordan man kan sikre, at personer med handicap kan drage fordel af projekterne på lige fod med alle andre, forklarer Stig Langvad.

Handicappede bliver synlige

Skiftet til udviklingsarbejde baseret på rettigheder i stedet for velgørenhed har været længe undervejs. Et forsøg på at få vedtaget en handicapkonvention allerede i 80’erne faldt til jorden. Bag forsøget stod blandt andre danske Holger Kallehauge, tidligere landsdommer og formand for Landsforeningen for Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU). Han er ikke i tvivl, når han skal vurdere konventionen, som han selv har været i New York for at forhandle igennem i FN:

– Den er udtryk for et paradigmeskifte. Nu understreges det, at handicappede har samme rettigheder som alle andre. Konventionen gør personer med handicap synlige. Der er ikke tale om nye rettigheder, men det gøres umisforståeligt klart, at personer med handicap har rettigheder, som de kan påberåbe sig, vurderer Holger Kallehauge.

I konventionen ser Holger Kallehauge også vigtige tiltag, der handler om inddragelse af personer med handicap i udviklingsarbejdet.

– Inklusion gøres til det bærende princip for udviklingsarbejde med personer med handicap. Man gør det klart, at særskilte handicapprojekter ikke når de samme grupper som generelle projekter, hvor inklusion er grundlaget. Inklusionen er så afgørende for accepten, at den er nødt til at være central. Ellers bliver handicap ikke synliggjort nok, mener Holger Kallehauge.

Hos Danske Handicaporganisationer har man i mange år haft en rettighedsbaseret tilgang til udviklingsprojekter. Det er derfor med glæde, at man kan notere sig, at den tankegang langsomt har bredt sig til resten af udviklingsverdenen.

Rettighedstanken bider sig fast

I Cape Town, på sekretariatet for NGO’en African Decade of Persons with Disabilities, kan direktør Kudakwashe Dube se tegn på, at andre end handicaporganisationer har taget rettighedstankegangen til sig. Det hænger i hans øjne også sammen med, at FN er blevet bedre til at nævne personer med handicap og tage deres syn på problemerne i ed.

– Synet på personer med handicap har ændret sig meget i de sidste ti år. Blot ved at vedtage konventionen har FN givet opmærksomhed til de handicappedes sag, og den opmærksomhed skal vi nu bruge fremadrettet. Konventionen er et godt værktøj til at sikre rettigheder, men politiske beslutninger trænger ikke automatisk ned til det praktiske niveau. Nu skal handicaporganisationerne gå sammen med andre NGO’er og lave fælles projekter, der inkluderer og skaber samhørighed. På den måde kan rettighedstanken være med til at fjerne stigmaet fra det at være handicappet, lyder det fra Kudakwashe Dube.

Hos Danida har rettighedstankegangen været det bærende element i Civilsamfundsstrategien, som blev vedtaget i 2001 og opdateret i 2008. Fuldmægtig Grethe Dittmer ser mange af de ansøgninger, Danida modtager. Hun har oplevet ændringen i hele tankesættet bag udviklingsprojekter, hvor rettighedstanken nu i flere år har været bærende.

– De danske handicaporganisationer har i mange år anvendt det rettighedsbaserede tankesæt i deres samarbejde med partnerorganisationer i udviklingslandene. Hvor der tidligere var fokus på mere serviceprægede projekter om hjælpemidler til mennesker med handicap drejer det sig nu om kapacitetsudvikling af organisationerne til at blive talerør for rettigheder for personer med handicap i forhold til det omgivende samfund og myndigheder. Dette arbejde har nu fået yderligere vægt gennem vedtagelse af konventionen, fortæller Grethe Dittmer.

UGANDA OVERHALER DANMARK PÅ HANDICAPFRONTEN

Af Marie Andergren og Morten Østervang, Kampala

Han sender sms’er med samme fart som en dansk teenager. Men det er tolken, som svarer, når mobilen ringer.

38-årige Alex Ndeezi er døv og formand for de handicappede medlemmer af Ugandas parlament. Her har de været sikret fem pladser siden 1996, hvor forfatningen med indførelse af positiv særbehandling sørgede for, at kvinder, unge og handicappede fik adgangs-billet til parlamentet.

Dengang blev Ndeezis kollegaer med krykker dog først forment adgang i den tro, at de gik med våben! Men meget vand er løbet i Nilen siden. I dag er handicaptoiletter, blindestokke og tegnsprogstolke fast inventar i parlamentet.

– I dag er tretten medlemmer af parlamentet handicappede. Og vores forfatning sikrer handicappede fodfæste hele vejen ned gennem det politiske system. 47.000 pladser er reserveret til personer med handicap i alle politiske strukturer i landsbyer, sogne og distrikter. Det ser du ikke noget andet sted i verden. For ti år siden blev vi gemt væk, siger Alex Ndeezi og kaster et blik på mobiltelefonen. Så fæstner han igen blikket på tolken, der følger Ndeezi som en anden bodyguard rundt i parlamentet.

Del af samfundet

I dag bryster parlamentarikeren og hans parti – det regerende National Resistance Movement (NRM) – sig af, at 400 handicappede sidste år fik en universitetsgrad. Positiv særbehandling gav dem adgang og økonomisk støtte. Og antallet af børn med handicap, der kommer i skole, er eksploderet – fra 1998 til 2000 steg antallet fra 10.000 til 160.000. Og i dag kan handicappede blive gift, mens de for bare ti år siden måtte holde deres kærlighed skjult.

Disse syvmileskridt vækker begejstring i Danske Handicaporganisationer (DH), der gennem de seneste mange år, med støtte fra blandt andet Danida, har arbejdet med part-nerorganisationer i Uganda. Heriblandt paraplyorganisationen NUDIPU, som Alex Ndeezi også tidligere arbejdede for, og som har været med til at presse på for forandringer i Uganda.

– Det er helt vildt. På ti år er der i Uganda sket en udvikling, som ville tage 30 år i Danmark. I Uganda sidder handicappede med ved bordet til politiske diskussioner, og det aftvinger respekt og giver dem status og synlighed i samfundet. I Danmark er handicappede ikke særligt synlige, siger udviklingskonsulent Kirsten Nielsen fra DH, der har boet og arbejdet i hovedstaden Kampala siden 1997.

– I Kampala er der nogle få handicappede tiggere, der har gjort det til deres levevej. Men det er ikke det generelle billede, siger Kirsten Nielsen.

Hun minder dog om, at der ofte er tale om langt mildere handicaps i Uganda.

– De allersværeste handicappede enten dør eller er fortsat gemt væk, da der ikke er ressourcer til at hjælpe dem.

Omkring 10 procent af Ugandas befolkning er ifølge FN handicappede. Størstedelen er blinde, derefter kommer de fysisk handicappede som følge af polio, trafikulykker, krig eller lignende. Og tredjepladsen indtages af de døve. Som Alex Ndeezi.

Alex Ndeezi, som er døv, er formand for de 13 handicappede medlemmer af Ugandas parlament. Foto: Marie Andergren.

Beskæftigelse er ifølge Ndeezi den største udfordring – for økonomisk uafhængighed giver status. Derfor giver regeringen skattenedsættelse til firmaer, der ansætter handicappede. Som Crane Bank, en af landets største banker, der for nylig ansatte ti.

– I virkeligheden har handicappede sværere ved at få arbejde i Danmark end i Uganda, hvor jeg ser forbavsende mange handicappede i høje stillinger, siger Kirsten Nielsen. Hun mener, at Uganda er mere inklusiv i tilgangen til handicappede, lige fra skole til arbejde.

– I Danmark har vi velfærd, men det er gået ud over vores rettigheder. Busserne er ikke særligt tilgængelige for handicappede, men jeg får jo også stillet egen bil til rådighed og bolig, så hvad mere kan jeg dog forlange? Men der er en skjult isolation i velfærdssamfundet, for jeg bliver ikke en del af samfundet ved at køre i min bil, siger Kirsten Nielsen.

Ifølge hende er en kombination af velfærd og rettigheder optimalt. I Uganda halter det dog med velfærd.

Donor-dilemma

For selvom Uganda ifølge DH er et mønster-land, som er nået længere end andre udviklingslande og vækker genlyd – også uden for kontinentet – så ’kniber det til tider med at implementere de fine ord’. Eksempelvis kan de færreste distrikter stille kørestole til rådighed, selvom loven foreskriver det. Og selvom antallet af handicappede børn i skolerne er eksploderet, så er frafaldet samtidig stort. For skolerne mangler specialuddannede lærere og hjælpemidler som blindskriftsmaskiner.

Men i et land, hvor knap en tredjedel af befolkningen lever for under en dollar om dagen, og hvor dele af det østlige Uganda sulter på grund af fejlslået høst, er det sin sag at tale om blindskriftsmaskiner og kørestole.

– Vi er 99 procent afhængige af donorstøtte. Regeringen lader donerne betale og høster selv æren. Men handicappede får langt færre støttekroner end kvinder og unge, selvom vores hjælpemidler er dyre, siger Hellen Asamo fra paraplyorganisationen NUDIPU(National Uganda Disabled People’s Organization).

Men skal man i et land, hvor folk dør af malaria og sult, bruge 1,5 mio. Ugandashillings (ca. 4.500 kr.) på en blindskriftsmaskine, når man for de samme penge kan købe 400 myggenet?

– Ja. Det er en rettighed. Du kan ikke lade 10 procent af befolkningen sakke bagud, siger Hellen Azamo.

Musevenis ’børn’

Formanden for de handicappede parlamentsmedlemmer, Alex Ndeezi, bakker op:

– Regeringen har gjort sit bedste ud fra, hvad der er til rådighed, siger Alex Ndeezi, der indædt forsvarer regeringens politik. Han taler formfuldendt engelsk med lidt nasal klang, men af og til misser deres udsendte et ord. Den opmærksomme tolk springer straks ind, til Ndeezis synlige irritation.

– For ti år siden gik handicappede ikke i skole. Så når folk siger, vi ikke har gjort nok, bør man kigge på konteksten. Du kan ikke få Nilen til at flyde nedad, siger Ndeezi. Han er som alle fem handicaprepræsentanter fra NRM, præsident Musevenis parti. Kritikere kalder dem ’Musevenis børn’.

De giver præsidenten adgang til stemmer i parlamentet og ikke mindst et stort vælger-segment. Og siden valget i 2006, hvor en fremtrædende handicappolitiker fra det største oppositionsparti røg ud, er de ifølge kritikere blevet stemmekvæg. Derfor opfattes handicapbevægelsen ofte som præsidentens forlængede arm, hvilket NUDIPUs vicedirektør er pinligt bevidst om.

– Vi er nødt til at ransage os selv, for ellers skader det os den dag, en anden regering kommer til, siger Hellen Asamo.

Marie Andergren er freelancejournalist. Morten Østervang er tidligere journalist ved Udvikling og nu udsendt af MS som PR- og medierådgiver. De er bosat i Uganda.

PÅ MED ADSPEC-BRILLEN!

Adspec er en universalbrille med væskefyldte linser, som brillebrugeren selv justerer. Foto: Centre for Vision in the Developing World.

Af Jesper Gormsen

– Hvor mange af jer går med briller, kontaktlinser eller har fået en laseroperation?

Sådan plejer Oxford-professoren Joshua Silver at indlede sine gæsteforelæsninger. Ifølge Silver, der er direktør for Centre for Vision in the Developing World, plejer omkring 60 pct. af de fremmødte at række hånden op. Det svarer til statistikken i den vestlige verden, mens tallet i udviklingslandene menes at være omkring fem pct.

Verdenssundhedsorganisationen WHO definerer synshandicap som en synsstyrke på under 6/18, det vil sige, at man først på seks meters afstand ser det, som en person med normalt syn ser på 18 meters afstand. Joshua Silver foreslår i stedet at definere det som det syn, der i Vesten diskvalificerer én til at køre bil uden briller

– nemlig 6/12 og derunder. Gør man det, når man frem til, at ikke 150 millioner – som WHO anslår – men tre milliarder ud af Jordens 6,8 milliarder mennesker har behov for synskorrektion. I mange ulande, hvor dagslønnen ligger omkring en dollar, er det imidlertid en utilgængelig luksus. Især syd for Sahara, hvor der ofte kun er én optiker for hver million indbyggere.

Silvers forslag til en løsning hedder Adspec.

Det er en universalbrille med væskefyldte linser. Ved hjælp af sprøjter kan brillebrugeren justere mængden af silikoneolie mellem membranerne og selv indstille styrken for hvert øje på mellem +6 og –6. Når man har indstillet linserne, forsegles de, og sprøjterne fjernes.

Adspec kan ikke korrigere for bygningsfejl eller erstatte behandling for fx forhøjet blodtryk eller sukkersyge, men 90 pct. af alle med behov for synskorrektion kan have gavn af brillerne. Foreløbige undersøgelser viser, at brugerne vælger netop den korrektion, som en optiker ville have anbefalet.

Produktionsprisen ligger på 19 dollars pr. styk, men Joshua Silver mener, at prisen skal ned på nogle få dollars, hvis Adspec skal ud til den milliard mennesker, som menes ikke at have råd til synskorrektion i dag.

Den største aftager af Adspec har hidtil været den amerikanske hær, der har delt brillerne ud gratis. Nu vil den britisk-indiske fond Rasuli Kanwar Khan Trust forsøge at sælge Adspec i fattige områder i Indien, men præcist hvordan brillen skal distribueres, må bero på erfaringer fra forskellige testforløb, mener Silver.

Foreløbigt er professorens erfaringer med offentlige udviklingsorganer dog, at hans projekt bliver skubbet rundt mellem budgetter afsat til henholdsvis sundheds- og uddannelsesrelaterede projekter. Det er frustrerende, fortæller Joshua Silver.

– Jeg kan ikke køre uden briller. Jeg er heldig, at jeg i min alder kan læse uden. Synet er essentielt i næsten alle menneskelige gøremål, så hvorfor ikke gøre det til en nøgleprioritet i alle udviklingsprogrammer? spørger den 63-årige professor.

Han bakkes op af John Godoy, optiker og præsident i den svenske non-profit organisation Vision for All, der gennem de sidste fjorten år har sendt optikere og frivillige til Latinamerika og uddelt 62.000 brugte briller.

– Op imod 70 pct. af de mennesker, som vi hjælper, er kvinder. De er ofte alene med børnene, og et par briller kan gøre forskellen på, om de kan tjene lidt ekstra på håndarbejde eller ej. Så vores arbejde hjælper ikke kun dem, vi finder briller til, men også deres familier, siger Godoy, der også efterlyser en bredere inkorporering af synsproblematikken i udviklingsprojekter.

Men Godoy og Silver bør måske i højere grad sætte deres lid til NGO’er. Det mener chefrådgiver Esben Sønderstrup i Udenrigsministeriets bistandsfaglige tjeneste. Med underskrivelsen af Paris-erklæringen om bistandseffektivitet i 2005 har donorlandene

 forpligtet sig til i videst muligt omfang at følge u-landenes egne prioriteter og procedurer i udviklingsarbejdet. Donorer kan således ikke længere detailstyre udviklingsbistanden, men NGO’er er ikke på samme måde bundne af nationale og internationale prioriteter, slutter Esben Sønderstrup.

Jesper Gormsen er freelancejournalist.

Mekanissa-skolen i udkanten af Addis Ababa ligner umiddelbart en hvilken som helst anden skole i Etiopiens hovedstad. Men skolen er en af de tre, der også underviser døve og hørehæmmede børn.

Aklilu Mulu på 14 år er døv og en af de 324 elever på Mekanissa-skolen i Addis Ababa.

SMITTER DE DØVE?

Tekst og fotos: Marta Gramstrup Rasmussen, Addis Ababa

Den tørre jord hvirvles op i luften, da to drenge med stor iver kaster sig mod den bold, der i en høj bue daler ned mod dem.

Drengenes øjne fokuserer så intenst på bolden, at de ikke ser, at en tredje dreng nærmer sig fra højre og med et snuptag griber bolden foran dem. De to andre drenge giver dog ikke op så let. Og kampen om bolden fortsætter med stor ihærdighed, indtil en høj, skinger tone signalerer, at det er tid til næste time.

På overfladen ligner Mekanissa-skolen, der ligger i udkanten af Addis Ababa, en hvilken som helst anden skole i Etiopiens hovedstad – latteren og de 324 elevers leg afslører intet usædvanligt. Bag skolens høje mure er børnene da også omgivet af ligesindede, men udenfor er situationen en anden. 212 af skolens børn er nemlig døve eller hørehæmmede.

I Danmark er det mange år siden, et høre-handicap betød, at man var udelukket fra at gå i skole og deltage aktivt i samfundslivet, men det er anderledes i Etiopien. Her har kun få af landets døve børn mulighed for at gå i skole og lære tegnsprog. Mange døve etiopiske børn vokser op uden at kunne kommunikere med deres omgivelser og lever derfor en isoleret hverdag.

– Generelt bliver børn med handicap ikke opfattet som rigtige borgere. At få en uddannelse bliver derfor heller ikke set som en rettighed, de har, siger Belayneh Wandafrash, der er rektor på Mekanissa-skolen, hvor man har over 46 års erfaring med at undervise døve.

– De døve børn kan ikke følge en normal skolegang, og mange dropper derfor ud i en tidlig alder. Det er meget frustrerende for dem, at de ikke kan dele deres tanker og idéer med andre, og det er kun med til at afskære dem yderligere fra deres omgivelser, tilføjer han.

Med base på skolen i Mekanissa har den danske Danida-støttede organisation AC Børnehjælp siden 2005 derfor også arbejdet med at integrere døve bedre i samfundet og samtidig forsøgt at skabe et bedre sammenhold i den døves familie.

Smitter døve?

– Der er mange misforståelser, når det kommer til døve i Etiopien. For eksempel er det et udbredt problem, at folk tror, det er noget, der smitter. Der mangler i høj grad information om, hvordan handicappet kan opstå, og hvordan man kan undgå det, fortæller Ephrem Amare, der er projektkoordinator for AC Børnehjælps projekt Tal med de døve.

En af dem, der mærker dette på egen krop, er døve Aklilu Mulu på 14 år, der bor sammen med søster og mor, som er psykisk syg. Hver dag konfronteres han med sit handicap, fordi mange af områdets børn hjemmefra har fået at vide, at de ikke må lege med ham. Han bliver derfor ofte drillet og frosset ud fra de andre børns leg.

Samtidig er der også store kommunikationsbarrierer, som går ud over hans forhold til familien:

– Min familie er endnu ikke så god til tegnsprog, så det er tit svært for os at forstå hinanden, fortæller han på tegnsprog, mens Belayneh Wandafrash oversætter.

Via store, landsdækkende kampagner i radio og tv og mindre lokale møder oplyser AC Børnehjælp og deres lokale partner SLTSSA derfor om det at være døv. Samtidig underviser de forældre og søskende til døve i tegnsprog, så de kan få en normal hverdag, hvor handicappet ikke er en hindring for, at de forstår hinanden. Men også professionelle instanser som sundhedspersonale og politi inddrages:

– Det siger sig selv, at også døve har behov for at kunne kommunikere med disse instanser. Det er derfor også vigtigt, at personalet disse steder ved, hvordan de skal forholde sig til døve, siger Ephrem Amare.

På Mekanissa-skolen er den store, støvede skolegård nu tom. Men selvom eleverne er gået til time, lyder der stadig latter fra flere af de blå, lerklinede klasselokaler, hvor der undervises i alt fra geografi og naturfag til sprogfag og tegnsprog.

Skolen blev grundlagt i 1963 med de døve børn, som grundlæggerne stødte på i gadebilledet som tiggere. Lige siden har skolen fungeret som en integreret skole med både døve og hørende børn, og i dag er de delt op i 10 klassetrin.

– Undervisning og leg er en god måde at bringe de to grupper sammen på. Både her og uden for skolens porte. Men det er selvfølgelig en udfordring at undervise dem sammen, og det kræver meget af lærerne at balancere undervisningen, så alle får noget ud af det, fortæller Belayneh Wandafrash.

Problemet er ikke løst

For Aklilu Mulu har undervisningen på Mekanissa-skolen betydet, at han har fået mere selvtillid:

– Jeg lærer meget af at gå her, og det håber jeg at kunne bruge til at få en karriere inden for fysik eller naturvidenskab, siger Aklilu Mulu.

AC Børnehjælps projekt på Mekanissa-skolen blev afsluttet i juli. Og selvom AC Børnehjælp er nået langt med deres arbejde på skolen, erkender Ephrem Amare, at alle problemer langtfra er løst:

– Der kommer hele tiden nye studerende og dermed nye udfordringer. Den viden, vi har opbygget via vores arbejde på Mekanissaskolen, er derfor vigtig at give videre, konkluderer Ephrem Amare.

AC Børnehjælp forbereder sig af den grund på en ny fase, hvor erfaringerne fra projektet skal bredes ud til andre døveskoler og skoler med døveklasser i Addis Ababa.

Marta Gramstrup Rasmussen besøgte Etiopien som journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

BEHANDLING: LÆNKET TIL ET TRÆ

Af Anders Pedersen

Det stod ikke skrevet i nogen drejebog, at Fatuma Ali skulle tage kontakt igen til sit gamle hjemland, for hun var aldrig typen, der mødtes hver weekend med det somaliske miljø i Danmark.

Efter 32 år i Danmark – inklusive ni års arbejde som psykiater i Grønland – begyndte hun alligevel for to år siden at samle somaliske psykiatere, læger og sygeplejersker fra hele Nordeuropa i Somali Psychiatric Network. Senere tog hun initiativ til den dansk-somaliske forening Mental Health in Somalia (MHiS) med det mål at forbedre psykiatrien i Somaliland. Et langt arbejdsliv med fast indkomst har fået hende til at reflektere over sin egen situation:

– Jeg føler mig dybt privilegeret med mit liv her i Vesten, men samtidig har jeg jo mine rødder og udgangspunkt i Somalia, og med det følger et særligt moralsk ansvar, siger Fatuma Ali.

Fattigdommens traumer

På to rejser til Somalias nordlige udbryderrepublik Somaliland har hun tilset patienter på lokale psykiatriske hospitaler:

– En kvinde tog os med ud i bushen til hendes to børn, en søn og en datter, der sad lænkede til hver deres træ, dybt psykotiske. Sammen med lokalt personale startede vi en medicinsk behandling, og da jeg vendte tilbage til familien seks måneder senere, kunne pigen byde os velkommen og skænke te.

Den psykiske nedslidning af samfundet overraskede imidlertid Fatuma mere end noget andet:

– Jeg forventede naturligvis at se en masse patienter med krigstraumer, men det, der virkelig slog mig, var de mange patienter, der aldrig havde været berørt direkte af borgerkrigen, men som alene var psykisk skadede af et langt liv med sult og massiv fattigdom.

Foreningens arbejde i Somaliland har allerede givet genlyd i Aabenraa, hvor brugerne af Montagen, et beskæftigelsestilbud for psykisk og fysisk syge, har været med til at indsamle og pakke en container til et komplet sengeafsnit med møbler og andet udstyr.

– Noget af det mest givende er den lokale støtte, vi modtager, og vi kan endda sende billeder malet af danske patienter med derned, siger Fatuma Ali.

Fordommene vores udfordring

Idéen om at syge voksne og børn bør lænkes til træer nærer ifølge Fatuma rødder i en lang historie af fordomme. Et af de få psykiatriske hospitaler i landet hedder ganske enkelt ’De Gales Fængsel’ og blev bygget af briterne tilbage i 1948.

– Denne holdning skal vi møde og udfordre med oplysning gennem borgermøder både på landet og i byerne, siger Fatuma Ali, der har en stor interesse for formidling af medicinsk viden om området.

– Jeg nyder en enorm respekt i samfundet på baggrund af min lægeprofession og min identitet som somalier, og dermed ser jeg gode muligheder for at ændre holdninger gennem formidling af viden.

Psykiatri er ingen luksus

I det hele taget er Fatuma overbevist om, at undervisning af den nye generation af læger og sygeplejersker er vejen frem for at forbedre de psykisk syges adgang til elementær medicinsk behandling. Foreningen sender derfor som noget af det første psykiatrisk centerchef ved Rigshospitalet Anne Lindhardt og Fatuma til Somaliland for blandt andet at undervise medicinstuderende ved universitetet i Somali-lands hovedstad, Hargeisa.

Mens MHiS venter på de første bevillinger ser Fatuma Ali en udfordring i at sætte psykiske lidelser på dagsordenen, når man taler sundhed i Afrika:

– Der er afgjort mange sundhedsmæssige udfordringer som aids- og malariabekæmpelse, men somme tider kan jeg godt få det indtryk, at de store programmer hos donorerne kommer til at skygge for andre sundhedsforhold, der også er vigtige. Nogle opfatter måske behandlingen af psykiske lidelser som en luksus, men i Somalia ser vi jo lige netop, hvordan psykiske lidelser er med til at lamme samfundsudviklingen på alle niveauer fra unge, der er for syge til at arbejde, til ældre traumatiserede soldater, der begår voldelige overgreb på medborgere selv efter borgerkrigen er slut, siger den dansk-somaliske psykiater.

Anders Pedersen er freelancejournalist.

Fatuma Ali – meget at gøre. Foto: Linda Henriksen/Scanpix.