MASAIER

KRIGERNE, KVÆGET OG KLIMADAGSORDENEN

Tekst og fotos: Marianne Buhrkal Sørensen, Orkusemet

Det er i slutningen af regnsæsonen, og landskabet omkring mig burde være grønt.

I stedet er alt tørt her i Simanjiro-distriktet i det nordlige Tanzania. Det er høsttid, men ikke en eneste moden majskolbe er i sigte på markerne. Den livsvigtige regn i den lange regnsæson fra marts til maj er udeblevet.

Hamad Lyimo, District Agricultural & Livestock Development Officer på distriktskontoret i byen Orkusemet, bekræfter situationens alvor: Der er tørke og hungersnød. Regeringen uddeler fødevarehjælp i form af majsmel, men hjælpen er en dråbe i havet. En lille procentdel uddeles gratis til de fattigste, mens andre fattige familier skal betale en tiendedel af den normale pris for en sæk. En pris mange ganske enkelt ikke har råd til at betale.

Hamad fortæller, at tørken i år er den værste, han har oplevet, siden han flyttede til området i 2002.

– De lokale faktorer, der primært bidrager til klimaændringerne, er træfældning til at producere kul og skaffe brænde, overgræsning og etablering af landbrug. Som en masai-kvinde fortalte mig, så er der ikke længere nok træer til at fange regnen, siger han.

De masaier, jeg møder på min vej, fremhæver tillige afbrænding af vegetation som en årsag. Marker brændes af, for at afgrøder skal vokse hurtigere, og i en fejlagtig tro på, at det vil fjerne tsetsefluen, der overfører livsfarlige sygdomme til dyr og mennesker. Af nød er flere masaier tillige begyndt at tage friske grene fra træer til brændsel, selvom det er ulovligt. Førhen samlede de kun tørre og nedfaldne grene.

Fra kvæg til landbrug og storbyen

Masaier er semi-nomader. I generationer har de flyttet deres kvæg hen, hvor der er græs og vand – og når regntiden atter sætter ind, drager de hjem igen.

– Sådan har det altid været, men nu er vi tvunget til at flytte kvæget længere og længere væk for at finde grønne områder, siger en ung kriger, Olemoson Moson.

Samtidig er tilgængelige græsningsområder reduceret kraftigt, da tusindvis af hektarer land er inddraget til især nationalparker, store landbrug og campingpladser. For nyligt blev næsten 20.000 masaier fordrevet fra Loliondo i Ngorongoro-distriktet, fordi en udenlandsk investor har fået rettighederne til at bruge området til jagt. Tilbage står fortvivlede masaier uden mad, vand eller tag over hovedet. Deres boliger og lagre af fødevarer blev brændt.

De ændrede tider har fået masaier til selv at søge andre græsgange end kvæg. De er ikke farmere af natur, men flere dyrker nu landbrug for at skaffe mad til familien og tjene penge. Manglende erfaring, udstyr og vandingssystemer er nogle af de udfordringer, som masaierne står over for. NGO’er og den tanzanianske regering har fokus på sagen. De forsøger at forbedre produktionen ved at opbygge kapacitet via træning samt introducere modstandsdygtige og nye typer afgrøder, men deres ressourcer er knappe, og hjælpen når ikke ret langt ud.

Andre masaier søger nye græsgange ved at flytte til storbyer som Arusha og Dar es Salaam for at finde arbejde som vagter, på barer eller som turguider – eller for at sælge traditionelle masai-smykker. Ældre masaier udtrykker bekymring for denne udvikling, da den tætte interaktion med andre stammer og påvirkninger fra omverdenen i høj grad er med til at ændre masaiernes kultur. Samtidig er lønnen lav, og mange af de unge mænd, der rejser ud, glemmer deres koner og børn hjemme i bomaen (boplads, red.). Ofte flytter de ikke tilbage igen.

Nomadeliv i opbrud

For de tilbageværende masaier på sletten og i landsbyerne er der en tendens til, at de ændrer status fra semi-nomader til mere faste bosættere. De har ikke den samme frihed til at flytte på grund af farmerlivet. Et lovkrav om, at alle børn skal gå i skole og konflikter omkring landrettigheder, nævnes som andre faktorer. De unge krigere drager af sted med kvægflokkene sammen med hyrdedrenge, mens familiemedlemmer i stigende grad bliver i bomaen.

Specielt i landsbyerne bedyrer masaierne, at børn går i skole, og at regeringen griber ind med repressalier, hvis de bliver væk. En snak med hyrdedrenge uden for byerne og den uddannelsesansvarlige leder på distriktskontoret viser dog, at der er lang vej endnu. Loven har vist retningen, og folk forstår behovet for uddannelse, men i disse tider – og med mange børn i en familie – er det en stor udfordring at betale for tøj og andre skoleudgifter. I en skole i Orkusemet var der over 60 elever sidste år – lige nu er der tre. En anden udfordring er, at kun få børn er registreret. Regeringen ved således ikke, hvor mange børn, der burde gå i skole.

Effekt på kvindernes liv

Det er tidlig morgen ved et mælkecenter. Kvinder fra nær og fjern venter tålmodigt på at aflevere deres mælk. Muligheden for at sælge mælk til den lokale pastoralistorganisation Ilaramatak har ændret deres liv markant. De har fået deres egen indtægtskilde til at kunne forsørge familien, og mange har etableret en lille forretning, hvor de fx sælger dagligvarer.

Men heller ikke mælkeforretningen går ram forbi den manglende regn og tørken. Med køerne på græs i længere tid er der ingen mælk, og de tilbageblevne køer har kun få dråber i yveret. Nogle steder har Ilaramatak været nødt til at lukke centre.

Alt arbejde i hjemmet udføres af kvinderne. De bygger og vedligeholder lerhytterne, malker køerne, sørger for mad til familien, passer børnene og henter vand og brænde.

Klimaændringerne gør livet hårdere for dem, da de ofte skal gå længere for at hente vand og samle brænde. Nogle bærer forsyningerne på hovedet – andre er heldige at have æsler som transportmiddel. I flere landsbyer i Simanjiro sørger Ilaramatak for at pumpe vand op fra undergrunden, så folk kan hente det i dunke eller spande til 25 øre for 20 liter. Regeringen borer også efter vand, men mangler det nødvendige udstyr til at lykkes.

Nogle masai-kvinder har skabt en forretning ved at videresælge vand til folk, der har råd til at betale, og som gerne vil slippe for selv at hente det. Betalingen har imidlertid ført til en trist skæbne for andre, idet skolepiger på 12 til 15 år har prostitueret sig for at skaffe vand. Det blev opdaget, da de blev gravide.

Masaier er meget religiøse, og på spørgsmålet om, hvad de vil gøre ved den akutte mangel på vand og mad, svarer mange, at de vil bede til Gud og håbe på et mirakel. Hvem ved – måske det kommer regnende ned fra himlen i form af mønter og sedler på klimatopmødet i december.

Marianne Buhrkal Sørensen er freelancekonsulent og har arbejdet som kommunikationsrådgiver i Tanzania 2006-2008. Hun var tilbage i maj og juni 2009 på en rejse finansieret med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.

Saitoti er en af de unge masai-krigere, der arbejder som vagt i Dar es Salaam. Masaier er kendt for deres frygtløshed og derfor værdsat som vagter.

Masai-krigere vogter kvæg i Orkusemet i Simanjiro-distriktet.

OPRINDELIGE FOLK KÆMPER MOD KLIMAET

Af Marianne Buhrkal Sørensen

I april 2009 mødtes repræsentanter for oprindelige folk i hele verden til et topmøde i Alaska for at diskutere, hvordan klimaforandringer påvirker deres leveforhold samt udveksle erfaringer om, hvordan de tilpasser sig. Mødet resulterede i en deklaration, som vil blive præsenteret på klimatopmødet COP15 til december i København.

– Klimaforandringer er i høj grad virkelighed for oprindelige folk som masaier. Perioder med tørke varer længere end for blot ti år siden, og inden for de sidste seks år er 60 pct. af deres kvægbestand døde. Det betyder, at mange familier ikke har nok dyr til at forsørge husstanden. Andre udfordringer er konflikter med andre jordejere, reallokering til områder med kun lidt vegetation og mangel på medicin, fordi urter ikke længere er lettilgængelige, siger Tanzanias repræsentant på topmødet i Alaska, Elifuraha Laltaika, Program Officer hos pastoralistorganisationen CORDS (Community Research and Development Services) og underviser i miljølovgivning på Makumira University College i Arusha.

Primære budskaber

Blandt de primære budskaber fra topmødet i Alaska fremhæver Laltaika retten til ’free, prior and informed concern’. Det betyder kort fortalt, at oprindelige folk skal have fri adgang til information om alle projekter, der planlægges på deres land og som har indflydelse på deres leveforhold. Han kommenterer betalingen for vand i Simanjiro og fødevarehjælpen fra regeringen med disse ord:

– Jeg siger ikke, at det er forkert at tage penge for vand, da der er udgifter forbundet med at pumpe det op, men befolkningen bør involveres og informeres om de beregninger, der ligger til grund for den fastsatte pris for 20 liter vand. Det samme gælder det beløb, befolkningen skal betale for 20 kilo majsmel i forbindelse med fødevarehjælpen. Det bør være transparent, hvad pengene går til. Befolkningen skal inddrages, så de får større forståelse for, hvad der foregår, og mulighed for at bidrage til beslutningsprocessen, siger Laltaika og tilføjer:

– Måske vil nogle folk være villige til at betale mere, for at andre fattige medlemmer af samfundet kan få hjælpen gratis.

4. verdens folk hårdt ramt

Et andet vigtigt budskab fra topmødet er at gøre opmærksom på, at oprindelige folk lider uforholdsmæssigt meget som følge af klimaændringer set i forhold til, hvor meget de selv bidrager til dem.

– Oprindelige folk tilpasser sig for at overleve, men de har behov for teknisk og økonomisk støtte fra dem, der har bidraget mest til klimaforandringerne – de rige lande, siger Elifuraha.

Ikke egen stemme ved COP15

Og hvor meget de rige lande skal punge ud med til u-landene er netop et af de store emner, der præger klimadebatten.

Oprindelige folk har ikke specielle forhandlingsrettigheder ved COP15, men vil være repræsenteret via NGO’er, som både enkeltvis og i fællesskab vil lave lobbyarbejde for og tale de indfødtes sag.

Den officielle talsperson for oprindelige folk er formanden for ’United Nations Permanent Forum on Indigenous Issues’, Victoria Tauli-Corpuz. Hun tilhører Kankana-ey Igorot-folket i den nordlige del af Filippinerne.