AKTUELT

NYT FRA DANIDAS STYRELSE: FORBRYDELSE OG STRAF I VIETNAM

Danmark fortsætter støtten til Vietnams juridiske reform-proces. Men kan man være sikker på, at institutionerne er retfærdige, når landet ikke er demokratisk?

Af Mads Mariegaard

Væksten i Vietnam, Asiens yngste tigerøkonomi, har de senere år været så massiv, at det traditionelle danske sektorprogramsamarbejde ikke fortsætter meget længere. Men landet styres stadig af ét parti, som kontrollerer alle politiske organisationer, og borgerne må undvære uafhængige domstole og en deling mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Så meget desto mere brug er der for støtte til landets juridiske reformproces. Derfor godkendte Danidas styrelse på sit møde i august en bevilling på 78 mio. kr. til ”Justice Partnership Programme” i Vietnam.

Den danske støtte begyndte i 1997, og det nye program er det fjerde i rækken. Målet er at udvikle en stærk og demokratisk juridisk sektor. Vietnam har et relativt veludviklet lovgrundlag på området, men mangler juridiske institutioner, der kan gennemføre lovgivningen, så dét er programmets fokus.

Hård regeringskurs

De principielle problemer ved at støtte juridiske institutioner i et udemokratisk land gav anledning til debat på styrelsens møde. Hvad nytter det eksempelvis at støtte landets anklagemyndighed, hvis den bruger pengene til at krænke menneskerettighederne, lød bekymringen.

På det seneste er situationen på menneskerettighedsområdet i Vietnam på visse punkter blev forværret, måske fordi næste partikongres i januar 2011 nærmer sig. I juni arresterede regeringen den prominente advokat Le Cong Dinh, hvilket adskillige regeringer og internationale organisationer har protesteret imod.

På trods af de begrænsninger, som ét-partisystemet medfører, var der på mødet enighed om fornuften i at støtte statslige aktører. Fx er det nu, som en direkte konsekvens af det danske program, muligt at få en forsvarer i kriminalsager, fortalte Danmarks ambassadør i Vietnam, Peter Lysholt Hansen, som deltog i mødet per videotelefon fra Hanoi.

Nye aktører på banen

”Justice Partnership Programme” adskiller sig fra den tidligere danske støtte ved også at involvere ikke-statslige aktører. De senere år er der opstået mange foreninger og institutioner, som ikke i samme omfang er underlagt statens og partiets kontrol.

Programmet etablerer en fond, hvor civil-samfundsorganisationer, forskningsinstitutioner og medier kan søge midler til aktiviteter, der er relevante for reformprocessen, fx forskning, formidling og netværksdannelse.

Det øgede fokus på de ikke-statslige aktører kommer på et tidspunkt, hvor det er lykkedes for ambassaden at etablere en tættere dialog med politiske beslutningstagere, herunder personligt med landets præsident. Derfor blev der på mødet spurgt, om det er fornuftigt at skifte fokus fra stat til civilsamfund netop nu. Der var dog enighed om, at man bør støtte begge grupper.

Udenrigsministeriet planlægger at udfase bistanden til Vietnam og forventer at give det sidste tilsagn i 2011. Herefter vil en række bistandsaktiviteter dog fortsætte. Det gælder blandt andet støtten til klima, kultur, erhverv og god regeringsførelse, herunder juridiske reformer.

Mads Mariegaard er journalist på Udvikling.

GULT KORT TIL NICARAGUA

I juni 2008 udelukkede det politisk kontrollerede Valgråd to oppositionspartier i Nicaragua. Det medførte massive protester – indtil Ortega-støtter satte en stopper for demonstrationerne ved at besætte alle centrale pladser i hovedstaden Managua. En besættelse, der varede otte måneder. Foto: Rikke Zeuner.

Tekst og foto: Christian Korsgaard, Managua

Den nicaraguanske regering kan godt forberede sig på at skulle spænde livremmen ind næste år.

Det er konklusionen efter udviklingsminister Ulla Tørnæs’ besøg i det mellemamerikanske programsamarbejdsland, hvor hun kunne konstatere, at den demokratiske udvikling går i den helt forkerte retning.

– Demokratiet er under stærkt pres. Jeg blev overrasket over, hvor entydigt det blev beskrevet af de forskellige aktører, jeg mødtes med. Den danske udviklingspolitik er baseret på grundlæggende værdier om fremme af demokrati og menneskerettigheder, og jeg vil gerne understrege, at jeg med dansk bistand ikke ønsker at være med til at støtte en negativ udvikling i Nicaraguas demokrati ved at støtte Nicaraguas regering, fortæller Tørnæs efter besøget i Nicaragua.

Omlægninger på vej

Danmark står ikke alene med sin kritik af den sandinistiske Ortega-regering. Efter et skandaløst kommunevalg i november 2008 fastfrøs EU sin budgetstøtte, mens USA lukkede sit store Millennium-Challenge program.

– Jeg har i finanslovsforslaget for 2010 lagt op til en reduktion af rammen på 15 mio. kr. ud fra en bistandsfaglig vurdering af det danske landeprogram. Men mit besøg giver anledning til en yderligere omlægning af vores program, så vi i højere grad samarbejder med civilsamfundet, NGO’er og uafhængige medier, samt med et øget fokus på den private sektor. Jeg vil også gerne se på mulighederne for at støtte faglige uddannelser, hvis det kan ske uden om regeringsstrukturerne, forklarer Tørnæs.

Ændringerne vil blive gennemført, så snart det er muligt, og med præsidentvalget i 2011 som en klar milepæl. Direkte adspurgt om Danmark også vil yde udviklingsbistand til Nicaragua om fem år, svarer Ulla Tørnæs uden tøven:

– Det tør jeg ikke sige.

Mellem diktatur og demokrati

Bekymringen over den demokratiske situation i Nicaragua deles af både de danske NGO’er og flere investorer i landet. Men den demokratiske analyse holder ikke på alle punkter, mener flere.

– Det er korrekt, at det overordnet set går den forkerte vej i Nicaragua, men det har en betydning, hvilken vinkel man vurderer demokratiet fra. Vi arbejder ude på landet, og der mener jeg bestemt ikke, at demokratiopfattelsen er svækket. Der er en større deltagelse i dag end tidligere, for folk kræver at blive hørt, og de står fast på deres rettigheder. Demokratiet er bestemt ikke gået i stå, vurderer Lisbeth Petersen, regional direktør for Mellemfolkeligt Samvirke i Mellemamerika.

Heller ikke hos Jørgen Hovgaard, koordinator for fagforbundet 3F’s program i Latinamerika, er pessimismen så stor.

– Nedefra går det i den rigtige retning. Men når man kommer op i hierakierne, så er der problemer, for visse grupper og personer er blevet til instrumenter for regeringens politik. Det har givet konfrontationer, men det synes jeg faktisk er et sundt tegn – der er styrke nedefra til at prøve at ændre tingene, siger Jørgen Hovgaard. Lisbeth Petersen er helt enig:

– Polariseringen og konfrontationerne er ikke nødvendigvis et udtryk for, at vi går mod et diktatur. Det kan også være udtryk for at vi går mod demokrati, fordi folk kræver deres ret. Folk er blevet mere bevidste om deres demokratiske rettigheder, siger hun.

Kursen bør være tolerance

Begge advarer Danida mod at smække med døren. Den samme holdning indtager Ole Nielsen, direktør i virksomheden Sera Scandia, som i dag modtager støtte via Danidas B2B-program.

– Jeg vil da opfordre Danida til ikke at rokke for meget med båden. Så længe vi er til stede kan vi påvirke og samarbejde, men hvis vi maler folk op i et hjørne, så gør de tåbelige ting. Hvis vi derimod holder liv i dialogen, så kan vi måske forhindre dem i at gøre tåbelige ting. Kursen for Danmark må være tolerance, for taberne ved en hård linje bliver hverken danskerne eller de politikere, som i dag leder Nicaragua. Det bliver den menige nicaraguaner, siger Ole Nielsen.

Ulla Tørnæs kan godt se behovet for dialog – men der må dog være grænser, mener hun.

– Hvis man smækker kassen i, så fraskriver man sig muligheden for overhovedet at være med til at påvirke udviklingen i Nicaragua. Jeg har da forsat en tro på, at der må være en fremtid for demokratiet i Nicaragua. Problemet er bare, at det går den forkerte vej, beklager udviklingsministeren.

Beslutningen vil ramme hårdt

Forud for sin afrejse fra Nicaragua orienterede den danske udviklingsminister præsident Ortega om omlægningen af den danske bistand.

– Jeg gav udtryk for min bekymring over det pres, som jeg ser, Nicaraguas demokrati er sat under. Ikke overraskende er hverken Ortega eller hans ministre enige i den vurdering. Man kan roligt sige, at der ikke var megen lydhørhed, så mine samtaler med dem gav deværre ikke grundlag for optimisme, fortæller hun.

Men ifølge den nicaraguanske sociolog Manuel Ortega (der intet har med præsident Ortega at gøre) vil den danske beslutning nu alligevel ryste styret.

– Regeringen vil uden tvivl prøve at minimere sagen, men sårbarheden er stor, efter at budgetstøtten er forsvundet, og indtægterne fra skatter og afgifter er faldet. For regeringen er det vigtigt, at sektorstøtten fortsætter. Så den danske beslutning vil ramme hårdt, ikke alene af økonomiske årsager, men også symbolske. Danmark er en af donorpionererne i Nicaragua og har været meget gavmild, også i de vanskelige perioder i 1980’erne. Så det er en traditionel donor, der nu viser sig kritisk, siger Manuel Ortega.

Han mener, at Danmark er i sin gode ret til at omlægge bistanden, men forventer også, at den demokratiske bekymring udmønter sig meget konkret.

– Det handler ikke bare om, hvordan man kanaliserer bistanden, men også om, hvilke områder man giver den til. Hvis bekymringen er reel, så skal Danmark fremover støtte projekter, der styrker lokaldemokratiet.

Christian Korsgaard er informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke-ActionAid Denmark.

2015 MÅL OVERSER HANDICAPPEDE

Af Mikkel Noel Lanzky

Otte mål, med et hav af delmål – men ikke en eneste reference til handicap.

Udformningen af FN’s 2015 Mål vækker undren hos handicaporganisationer, danske såvel som udenlandske. Et handicap forværrer nemlig en i forvejen slem situation.

International Disability and Development Consortium (IDDC) forstår ikke, at der ikke er taget særlige hensyn til personer med handicap i implementeringen af 2015 Målene. EU-koordinator hos IDDC, Celia Cranfield, understreger, at personer med handicap bliver ramt ekstra hårdt af eksempelvis fattigdom, diskrimination eller et svigtende skolesystem.

– Børn med handicap er kraftigt overrepræsenterede blandt børn uden skolegang, og i flere lande er skolefrekvensen for handicappede børn mere end halvt så lav som for børn uden handicap. Nogle af årsagerne kan være, diskriminerende holdninger, at man glemmer at bygge ramper til kørestole eller give lærere redskaber til at håndtere elever med nedsatte sanser, fortæller Celia Cranfield.

600 millioner må ikke glemmes

I Danmark er handicaporganisationerne enige i, at 2015 Målene ikke kan opfyldes, så længe der ikke specifikt udpeges og arbejdes for mål, der hjælper handicappede.

– Der er over 600 millioner personer med handicap i verden, og et flertal af dem lever i u-lande. I dag udgør handicappede bunden i alle de grupper, der er omfattet af 2015 Målene, og de er så godt som glemt. Det er på tide, at der bliver gjort noget for dem, lyder det fra Stig Langvad, formand for Danske Handicap-organisationer.

Direktøren for den afrikanske NGO African Decade of Persons with Disabilities, Kudakwashe Dube, er enig i kritikken:

– Enhver tale om at nå 2015 Målene vil være hul, så længe en så vigtig og talrig gruppe som handicappede ikke bliver regnet med i optællingen, siger han fra sit kontor i Cape Town.

Spirende optimisme

Der er dog begyndende tegn på anerkendelse af personer med handicap fra blandt andre FN. I maj 2008 trådte FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap i kraft, og i september samme år sponsorerede FN en konference i Nairobi, der satte fokus på handicappedes plads i fattigdomsbekæmpelse.

Kudakwashe Dube var pennefører på konferencens slutdokument, der kom med flere specifikke opfordringer til det internationale samfund. Udviklingen gør ham optimistisk:

– Jeg har fået frisk håb om, at 2015 Målene vil blive nået, og at personer med handicap vil blive inkluderet i processen. Men det kræver stadig en masse arbejde at udmønte handicapkonventionen i praksis. Der skal indsamles viden om de handicappedes situation, og der skal skaffes effektive budgetter til at støtte arbejdet. Endelig er det også vigtigt, at handicaporganisationer følger projekterne og evaluerer indsatsen, siger Kudakwashe Dube.

Mikkel Noel Lanzky er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet.

Læs mere om personer med handicap i udviklingslande i temaet på side 15-19.

VERDENS FATTIGE SKAL IKKE BETALE FOR DANSKERNES KRISE

Af Hanne Mølby Henriksen

Irland gør det, Italien gør det, og flere andre lande følger formentlig trop.

Med finanskrisen som argument ventes flere donorlande at skære i næste års støtte til verdens fattige, mens den danske regering har besluttet at holde fast i dette års beløb til ulandene, selvom statskassen er slunken.

Det fremgår af regeringens forslag til finansloven for 2010. For nok er der krise, også i dansk økonomi, men derfor har vi alligevel råd til ikke at lade det gå ud over de svageste, mener regeringen.

Det danske bidrag til verdens fattige stod til at falde i takt med statens samlede indtægter, da u-landsbistanden normalt udgør en fast procentsats af det nationale budget. Omkring 200 mio. kr. havde der manglet i kassen, hvis ikke regeringen havde besluttet at hæve procentsatsen fra 0,82 til 0,83 pct. af den danske bruttonationalindkomst (BNI).

Næste års u-landsbistand kommer nu til at ligge på 15,2 mia. kr. ligesom i år. Det er et vigtigt og godt signal at sende i en krisetid, mener generalsekretær i IBIS Vagn Berthelsen.

– De 0,83 procent – når det ikke kan blive bedre – er dog et positivt signal at sende til andre lande, som skærer ned, siger han.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær er enig:

– Vi glæder os over, at procentsatsen stiger. For os signalerer det, at vi er på vej tilbage mod den ene procent, siger han med henvisning til det tidligere niveau for dansk bistand.

Krise, krise, krise

De to generalsekretærer bemærker, at Irland og Italien har været meget hurtige til at skære ned på deres u-landsbistand, og at andre lande ventes at gøre det samme. Ligesom i Danmark er næste års budget i de fleste lande til forhandling langt ind i efteråret, så det er for tidligt at danne sig noget overblik over, hvordan det vil gå med den samlede bistand til u-landene.

Falder bistanden, vil det være et skidt signal at sende netop nu, hvor verdens fattige lande ikke bare er ramt af finanskrisen, men også må døje med klimakrise og fødevarekrise, mener begge generalsekretærer.

– De klimamæssige udfordringer er helt enorme. Nogle lande er hårdt ramt af tørke, andre af oversvømmelser. Det hele er forårsaget af den voldsomme mængde drivhusgasser, vi har udledt her i den rige del af verden. Det er vigtigt, at Danmark kompenserer for det, siger Henrik Stubkjær og efterlyser flere penge til kampen for et bedre klima.

Regeringen har allerede afsat yderligere 100 mio. kr. til en klimapulje, der næste år når op på 300 mio. kr. i alt. Men det kan være ét fedt, så længe pengene er fundet ved at skære andre steder i bistandsbudgettet, mener Henrik Stubkjær.

– Det er ingen løsning bare at flytte rundt på kasserne. Vi står i en situation lige nu, hvor over en milliard mennesker sulter, og de klimamæssige udfordringer er enorme. Derfor er det helt afgørende, at der tilføres nye midler, siger han.

Inflationen æder sin del

Samme melding kommer fra Jeppe Kofod, Socialdemokraternes udenrigsordfører. Han påpeger, at regeringen skal være vært ved dette års klimatopmøde i København og derfor burde have været mere ambitiøs i sit klimaudspil:

– Regeringen kunne godt have øget bistanden en smule for at signalere, at vi tager krisen alvorligt. Det kan godt være, at den også for os har store konsekvenser, men for folk i u-landene er det et spørgsmål om liv eller død, siger han.

Jeppe Kofod er i det hele taget ikke imponeret over regeringens udspil til u-landsbudgettet. For nok har regeringen sørget for at fastholde det samlede beløb i kroner og øre for næste års u-landsbudget, så de fattige ikke skal bøde yderligere for vores finanskrise. Men det kommer de til alligevel, mener han.

For det første fordi inflationen udhuler de 15,2 mia. kr., der ikke vil være lige så meget værd næste år som i år. For det andet fordi den direkte, fattigdomsbekæmpende bistand til udviklingslandene i regeringens forslag til finansloven faktisk ser ud til at falde med 169 mio. kr.

Omvendt stiger udgifterne til en stribe andre poster, som bliver bogført under den samlede u-landsramme. Det gælder for eksempel udgifterne til at tage imod flygtninge i Danmark samt dele af udgifterne til de danske soldater i Afghanistan (se boks).

– I forvejen lever den vestlige del af verden ikke op til sine løfter om at hjælpe de fattige, og så kommer der en stribe kriser, som rammer dem meget hårdere end os, og så giver vi alligevel ikke noget ekstra, siger Jeppe Kofod.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs er selv ”meget stolt” over, at regeringen lægger op til at fastholde bistanden i kroner og øre næste år.

– Jeg synes, det er ærgerligt, at Jeppe Kofod har de negative briller på, siger hun og peger på, at alternativet havde været at skære ned ligesom flere af verdens andre rige lande.

– Det er jo en almindeligt kendt sag, at Socialdemokraterne altid gerne vil bruge flere penge. Men medmindre Jeppe Kofod har en seddelpresse stående i kælderen, vil jeg gerne høre hans anvisning af, hvor han har tænkt sig at tage de ekstra penge fra, siger udviklingsministeren.

Regeringens prioriteter vækker heller ingen begejstring hos Dansk Folkeparti, der finder det ”uacceptabelt”, at de kriseramte danskere skal kompensere for noget som helst.

– Det vil vi ikke være med til, siger udenrigsordfører Søren Espersen og opfordrer regeringen til at finde ud af, om den vil have u-landsbistanden som en procentsats eller et fast beløb.

– Man er nødt til at tage det sure med det søde, siger han.

Finansloven ventes forhandlet på plads i løbet af efteråret.

Tjen penge, mens du udrydder fattigdom ved at låne dine penge til iværksættere i u-landene. Det er konceptet bag MyC4. Her markedet i bydelen Nima, Accra, Ghana. Foto: Klaus Holsting/Danida.

MYC4-INVESTORER: "VI TABER VORES PENGE"

Af Jeppe Villadsen

– Fuldkommen ubrugeligt.

Så hårde ord bruger investor Peter W. Andersen om det selskab, han har sat penge i. Han mener ikke, at mikrolånsvirksomheden MyC4 lever op til sine løfter om at være en seriøs investeringsplads.

– Man har solgt MyC4 som et sted, hvor man kan lave gode investeringer og samtidig være med til at hjælpe nogle andre. Men set som investering er det den største dødssejler, der er set syd for Polarcirklen. Jeg har færre penge i dag, end da jeg startede. Så ville jeg hellere have givet dem væk til hjælpeprojekter.

Peter W. Andersen investerede i alt 976 euro for et år siden som udlån fordelt på en lang række forskellige afrikanske entreprenører. I dag har han omkring 900 euro tilbage af sin investering.

Købers marked

Flemming Aanæs har investeret i mikrolån hos MyC4 i et år. Han mener heller ikke, det er muligt at tjene penge via MyC4.

– Jeg har sat et enkelt system op, hvor jeg har investeret 100 euro i 95 forskellige projekter. Så er det nemt at se, om der kommer 100 euro tilbage igen – og det gør der ikke!

Samtlige 95 projekter, han har investeret i, har givet tab.

– Markedsføringen af MyC4 som et sted, man kan tjene penge ved at hjælpe Afrika, er meget problematisk, fordi man sår nogle forkerte forventninger, og så får man frustrationer hos investorerne, når det går op for dem, at de ikke får pengene igen, siger Flemming Aanæs.

Han mener, at mange lader sig lokke af MyC4’s på papiret høje afkast, der i øjeblikket ligger på 13,2 pct.

– Folk tror, at en rente på 12-13 pct. er høj, og tænker, at det er mere end i banken, men reelt giver det minus.

Men renten skal ifølge Flemming Aanæs’ beregninger helt op på 25-26 pct., hvis bare investeringen skal gå i nul. Og så har han i beregningen ikke engang taget højde for de projekter, der går i ’default’, det vil sige, hvor låneren i Afrika ikke kan betale lånet tilbage, og investoren derfor taber sine penge.

MyC4 vil ikke selv give et estimat på, hvor højt renten skal sættes, hvis man vil være sikker på et vist overskud.

– Vi har ikke en tommelfingerregel for, hvor meget man skal kræve i rente for at få et afkast. Der er så mange variable, og vi lader det derfor være op til hver enkelt investor at vurdere risikoen, siger kommunikationsansvarlig i MYC4, Mille Kristine Klink.

Efter problemer i Elfenbenskysten med manglende tilbagebetalinger af helt op til 90 pct. af lånene er MyC4 blevet mere kritiske med, hvem der får lov til at optage lån. Det har ført til den paradoksale situation, at der er for få afrikanske lånere og for mange investorer, der vil låne penge ud. Hvilket igen er med til at presse renten ned, da mikrolånene udbydes i en auktionsform, hvor investo rerne/ udlånerne byder på lån til de afrikanske entreprenører, så det er de bud med de laveste renter, der løber med udlånet.

80 pct. i rente

Idéen med MyC4 er at tilbyde lånemuligheder til afrikanske entreprenører, som ikke har andre lånemuligheder, eller ellers er henvist til at låne til trecifrede ågerrenter. Men lånene hos MyC4 er heller ikke gratis.

Et lån, som en dansk investor har udbudt til ti pct. i rente, ender oftest med en samlet årlig rente på 40-60 pct. for låntageren i den anden ende. Årlige renter på helt op til 80 pct. er ikke usædvanligt for låntagerne hos MyC4.

Forklaringen er de mange led undervejs i transaktionen, der alle skal tjene på lånet: Den europæiske investor, som udlåner pengene. MyC4, som formidler lånet. En ’provider’, som står for den overordnede styring i det enkelte afrikanske land. Samt en udlåner, som foranstalter selve lånet.

– Jeg var meget idealistisk til at begynde med, siger Peter W. Andersen.

– Der var en kvinde, som ville være selvstændig jordemoder, hvilket jeg syntes var en fremragende idé, så jeg udbød et lån til fire pct., men når det hele var lagt sammen, endte hun alligevel med at skulle betale op imod 50 pct. i årlig rente, siger han.

MyC4 begrunder rentestørrelsen med, at det afrikanske marked er kompliceret og risikofyldt og fremhæver, at deres lån stadig er langt billigere, end hvad der ellers er af lånemuligheder for almindelige afrikanere.

’Uigennemskueligt system’

Poul Schou er økonom og har taget et kritisk blik på MyC4. Han har selv tabt godt 2.000 kr. ud af en samlet investering på 35.000 kr., eller hvad der svarer til syv pct. i årlig negativ rente.

– Man skal være heldig efter min vurdering med de lån, der har været indtil nu, hvis man bare skal komme ud med skindet på næsen, siger Poul Schou og peger samtidig på, at systemet er uigennemskueligt for almindelige mennesker.

Nettoafkastet til investorerne er støt faldende og er nede på 1,6 pct. p.a. for første halvår i år. Nettoafkastet er renten til udlåneren, når der er fratrukket ’defaults’ og kurstab på grund af den højere inflation i mange afrikanske lande.

Det reelle udbytte bliver imidlertid endnu lavere, da der også skal medregnes skat i investorlandet og rentetab, fordi der kan gå op imod tre måneder fra det første bud på et lån falder, til det første afdrag kommer ind. Endelig er der også i den del tilfælde bankgebyrer for at indsætte og hæve de enkelte investeringer.

Så man skal gøre det som en udviklingshjælp og ikke som en forretning?

– Ja, men hvis jeg ville give velgørenhed til Afrika, ville jeg nok vælge andre kanaler. Det er lidt mærkeligt at gøre det som lån. Man må regne med, at folk, der tager imod lån, ikke har brug for velgørenhed. Hvis de har en forretning, som er sund i sig selv, har de ikke brug for gaver, men bare for en rimelig rente, siger Poul Schou.

– Rent personligt synes jeg, det er en sammenblanding af ting at være social investor et sted som MyC4. Hele pointen med en bank-virksomhed er, at det skal fungere på markedsvilkår. Man skal få et marked til at opstå og fungere, som ikke var der i forvejen.

MIKROLÅN MED STORE TAB

Af Jeppe Villadsen

Vækst, goodwill og skyhøje ambitioner.

Nogenlunde sådan kan mikrolåns-portalen MyC4’s første to år sammenfattes. Men nu viser virksomheden, der hidtil har kunnet sole sig i hædersbevisninger og positiv presseomtale, krisetegn.

Væksten er gået i stå, indskyderne taber penge, og virksomheden mangler aktionærer. MyC4 regner med et underskud på 25 mio. kr. i år.

Det var meningen, at MyC4 i år skulle nå op på at operere i 20 afrikanske lande, men virksomheden er i stedet gået fra syv til seks lande, efter man tidligere på året indstillede for nye lån i Elfenbenskysten.

– Generelt har vi været for optimistiske, både med væksten og med hvor mange lande vi ville udbrede konceptet i. Vi har undervurderet kompleksiteten ved at rulle ud i Afrika, så derfor handler det lige nu om at konsolidere og få de igangværende projekter til at performe optimalt, inden vi giver os i kast med nye markeder, siger kommunikationsansvarlig i MyC4, Mille Kristine Klink.

’Det er forretning’

Det er nye toner. I november sidste år meldte virksomhedens økonomichef ud, at MyC4 sigtede mod at nå break-even ved udgangen af 2009 – og en vækstrate på 1.000 pct. Dengang regnede man også med at nå 300 mio. kr. i samlede udlån i år. Det tal blev senere nedjusteret til 100 mio. kr.

Nu ser udlånet ud til at lande på samme niveau som sidste år, nemlig 45 mio. kr., og dermed er der endog meget langt op til de 750 mio. kr. i udlån, som virksomheden efter egne beregninger skal op på for at give overskud.

MyC4 mangler desuden aktionærer. Kun én af fire investorer, der ifølge virksomhedens forretningsplan i år skal spytte hver ti mio. kr. i MyC4, er kommet på plads. Nemlig den nederlandske fond D.O.B. Foundation, som investerer i virksomheder og projekter med en social profil. Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) – der er en selvejende institution oprettet af staten i 1967 – brugte sidste år MyC4 som kanal til at udlåne 10 mio. kr. til mindre afrikanske virksomheder.

MyC4’s hovedaktionær The Way Forward ApS, der er ejet af selskabets stifter og administrerende direktør Mads Kjær, har dog lovet at stille den nødvendige kapital til rådighed, for at driften af MyC4 kan fortsætte.

Ingen profit

Udgangspunktet for MyC4 har fra starten været, at lånevirksomheden skulle foregå på markedsvilkår og med profit. Som det lød fra Mads Kjær for et år siden i Jyllands-Posten:

– Hvis man vil yde nødhjælp, skal man give sine penge til Røde Kors. Det her er forretning, hvor man både kan gøre godt og tjene penge. Vi vil gerne bevise, at Afrika er en business case og ikke bare en nutcase.

Netop kombinationen af profit og social ansvarlighed har været et budskab, der appellerede til såvel filantroper som businessfolk: Tjen penge, mens du hjælper med at udrydde fattigdom.

Men det kniber gevaldigt med profitten. At det altid er risikabelt at investere i u-lande, har MyC4 senest fået at føle i Elfenbenskysten, hvor virksomheden har oplevet et sammenbrud i udlånsvirksomheden. Op til 90 pct. af lånene ser ud til ikke vil blive tilbagebetalt. Forklaringen på problemerne er, så vidt vides, en kombination af svage lokale samarbejdspartnere, der slet ikke har kunnet håndtere den kæmpe vækst på kort tid, og en generelt dårlig økonomisk udvikling i Elfenbenskysten.

Og for at gøre sagen værre er den instans, der skulle have dækket tabene for omkring halvdelen af lånene, Miscoci, gået konkurs. MyC4 dækker omkring halvdelen af tabene i Elfenbenskysten nemlig den del, som Miscoci garanterede for, hvilket efterlader investorerne med et tab på omkring 1,9 mio. kr.

– Vi var en ukendt opstartsvirksomhed, som i begyndelsen måtte tage til takke med meget små samarbejdspartnere. Og vi må erkende, at flere ikke har været i stand til at håndtere den arbejdsbyrde, som arbejdet med os indebærer, har økonomichef Svend Tøttrup, MyC4, sagt om forløbet.

MyC4 peger på, at de i dag har fået større og mere professionelle partnere i Afrika.

Problemerne i Elfenbenskysten har bidraget til en støt stigning i andelen af lån der 'defaulter', det vil sige hvor tilbagebetalingen helt må opgives. Den er nu oppe på 10 pct. MyC4 forventede som udgangspunkt, at under én pct. af lånene ville ende med ikke at blive tilbagebetalt.

Det virker ikke, som om MyC4 i øjeblikket er det rigtige valg, hvis jeg blot ønsker at investere mine penge lukrativt – er du enig i det?

– Det er måske lidt hårdt, men du har helt ret i, at lige nu har vi nogle udfordringer, som gør, at vi ikke lever op til vores mål om at være et sted, hvor både investorerne kan tjene penge, hvor vores partnere i Afrika har en forretning ud af det, hvor vi selv har en forretning ud af det, og hvor vi gør en stor forskel for de afrikanske entreprenører. Men det ændrer ikke ved, at det er dér, vi er på vej hen, siger Mille Kristine Klink.

Jeppe Villadsen er Afrika-korrespondent for Kristeligt Dagblad.

Blev der lovet for meget? Motiv fra Kibera, Nairobi, Kenya. Foto: Jørgen Schytte/Danida.

DEN UKENDTE PARASIT

Mellem otte og 11 millioner mennesker er smittet af parasitten Chagas. Chagas disease, hvis symptomer er få, og derfor kan være svær at opdage, giver kroniske skader på indre organer – eksempelvis hjertet. Uden behandling er sygdommen oftest dødelig, og den eksisterende medicin kan ikke altid kurere sygdommen.

En af de største udfordringer med Chagas er mangel på viden om sygdommen, og derfor kører Læger Uden Grænser en kampagne om sygdommen, ”Chagas – It’s Time to Break the Silence”. Kampagnen fokuserer lige så meget på oplysning som regulær behandling, da det skønnes, at op mod to tredjedele af de smittede ikke er diagnosticerede.

Kilde: Læger Uden Grænser

NORGE SIKRER BILLIGERE VACCINE

G8’s vaccinationsinitiativ Advance Market Commitment (AMC) var tæt på aldrig at blive til noget. Forud for lanceringen af projektet på G8-topmødet i l’Aquila i Italien var der hårde forhandlinger om prisen for en dosis vaccine mod pneumokokbakterien, der blandt kan forårsage lungebetændelse og meningitis. Her stod Norge hårdt på, at prisen ikke måtte overstige syv dollars – ellers truede landet med at forlade den 1,5 mia. dollars dyre satsning. Norge fik sin vilje, og prisen for en dosis blev sat til syv dollars i stedet for de foreslåede ti dollars. Selv dette er dog for højt, mener Læger Uden Grænser, der håber på, at flere producenter over tid vil sænke priserne. Donorer til AMC tæller Italien, Storbritannien, Canada, Rusland, Norge og The Bill & Melinda Gates Foundation.

Kilde: Development Today.

DA DANIDA FLYTTEDE HJEMMEFRA

Af Mads Mariegaard

Dansk bistand skal ikke administreres fra København, men i Kampala, Kathmandu og de øvrige hovedstæder i Danmarks program-samarbejdslande.

Det var tanken bag en decentralisering af bistanden, som Udenrigsministeriet gennemførte for seks år siden.

Decentraliseringen er nu blevet evalueret i en rapport, som blev offentliggjort i slutningen af august. Konklusionen er, at medarbejderne opfatter decentraliseringen som positiv. Fleksibiliteten og hurtigheden er øget, fordi flere beslutninger tages på ambassaderne. Også lydhørheden over for de lande, der modtager bistand, er øget, fordi ambassaderne er bedre lytteposter end Udenrigsministeriet i København.

Således tyder det på, at decentraliseringen er med til at gøre dansk bistand mere effektiv. Det er i tråd med den internationale Paris-erklæring om effektiv bistand fra 2005.

– Generelt er de lande, der har decentraliseret administrationen af bistanden, tættest på at nå Paris-erklæringens mål. Derfor er der ingen tvivl om, at det er fornuftigt at decentralisere, siger Niels Dabelstein, ansvarlig for en international evaluering af Paris-erklæringen på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Ledelsens opbakning

Chef for Udenrigsministeriets center for udviklingspolitik Carsten Nilaus Pedersen mener, at især opbakningen fra ministeriets ledelse kan forklare, at decentraliseringen er lykkedes.

– Da processen blev sat i gang, var der en vis modstand i organisationen, fordi det tager tid at vænne sig til nye roller og opgaver. Dér har ledelsen holdt fast, fordi den mente, at det var den rigtige vej at gå, siger Carsten Nilaus Pedersen, der både oplevede decentraliseringen ”indefra” som kontorchef under pilotfasen og ”udefra” som Danmarks ambassadør i Tanzania fra 2003 til 2007.

– Jeg oplevede helt klart, at medarbejderne på ambassaden i Dar es Salaam var tilfredse med decentraliseringen, fortæller han.

Evalueringen konkluderer dog også, at færre end halvdelen af de udsendte og kun en fjerdedel af de lokalansatte på ambassaderne føler, at de i vid udstrækning har de nødvendige færdigheder inden for de områder, som ikke er sektor-specifikke, fx planlægning, forhandling og finansiel styring.

– Decentraliseringen har betydet, at meget af oplæringen af medarbejderne må ske umiddelbart før udsendelsen til en ambassade eller under udstationeringen. I dag kan man blive sendt ud på en ambassade uden at have nogen praktisk erfaring med bistand. Derfor har vi styrket efteruddannelsen, men vi skal fokusere endnu mere på det, både for udsendte og lokalansatte på ambassaderne. Samtidig skal vi tage højde for, hvor medarbejderne selv mener, at de har behov for efteruddannelse, siger Carsten Nilaus Pedersen.

Mangler færdigheder

De manglende færdigheder på ambassaderne er bekymrende, mener Niels Dabelstein fra DIIS, som desuden er tidligere chef for Udenrigsministeriets Evalueringskontor.

– Når under halvdelen af medarbejderne føler, at de har de færdigheder, der er nødvendige for at udføre deres arbejde, så vil jeg mene, at man har et problem, siger han.

Problemet forstærkes af, at Udenrigsministeriet måtte reducere antallet af ansatte, netop som decentraliseringen blev gennemført, mener Niels Dabelstein.

– De medarbejdere, der skulle have været flyttet ud på ambassaderne, dukkede aldrig op derude, fordi de blev fyret. Problemet kan delvist løses ved at effektivisere administrationen, men der er en smertegrænse, og krydses den, kan det gå ud over bistandens effektivitet, siger han.

Civilsamfund overset

Kritikken bakkes op af Henrik Stubkjær, generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp.

– Ambassaderne er Danmarks forposter i programsamarbejdslandene, og vi kan mærke, at de er for overbelastede til at løse den opgave. De ved ikke nok om, hvad der sker i landene, og derfor kan vi ikke få den dialog med dem, som vi gerne vil, siger han.

Henrik Stubkjær glæder sig over evalueringens positive anmærkninger om øget fleksibilitet, hurtighed og lydhørhed, men ærgrer sig over, at evalueringen ikke har fokuseret på ambassadernes samarbejde med de lokale civilsamfund.

– Vi tror ikke, at ambassaderne har kapaciteten til at implementere den civilsamfundsstrategi, som kom sidste år. Og vores bekymring støttes af Rigsrevisionen, som for to år siden kritiserede ambassaderne for at mangle analyser af civilsamfundet i programsamarbejdslandene, siger NGO-chefen.

Foto: Thorsten Overgaard/Danida.

HURTIGERE SVAR PÅ KATASTROFER

Gryder og tallerkener i kø ved Røde Kors-maduddeling under sultkatastrofen i Niger i 2005. Udenrigsministeriet vil fremover forbedre muligheden for at yde bidrag til de organisationer, der kan reagere hurtigst på katastrofer i u-lande. Foto: Mads Nissen/Polfoto.

Af Thorkil Green Nielsen

Udenrigsministeriet vil styrke det humanitære hjælpearbejde i de kommende år ved at optræde mere aktivt og kritisk i FN og ved at arbejde tættere sammen med humanitære organisationer i Danmark.

De danske organisationer skal så vidt muligt have løfte om tilskud flere år frem i tiden og kunne rykke hurtigere ud, når katastrofer rammer, eller konflikter bryder løs. Og hvert år vil Udenrigsministeriet udarbejde en liste med cirka ti langvarige kriser, som vil få særlig prioritet. To ud af tre skal være i Afrika.

Det fremgår af Udenrigsministeriets strategi for den danske humanitære indsats 2010-2015. Den blev offentliggjort 2. september og er udviklet i tæt parløb med de humanitære organisationer i Danmark.

Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, glæder sig over såkaldte nødhjælpspuljer, som skal gøre det hurtigere og enklere at overføre penge til humanitære katastrofer.

– I fremtiden regner vi med at kunne rykke ud med få timers varsel. Det kan redde menneskeliv, hvis vi kan ringe til vores partnere og sige, at pengene er der samme dag, som katastrofen sker. Før gik det hurtigt, men der kunne alligevel gå dage eller uger, inden der blev taget en beslutning, siger Anders Ladekarl.

Reglerne for, hvordan nødhjælpspuljerne skal administreres, er dog endnu ikke helt på plads.

Neutralitet i skudlinjen

Røde Kors’ generalsekretær roser også, at strategien bygger på de humanitære principper om neutralitet, upartiskhed og uafhængighed og om at sætte ofrene i centrum.

– Danmark er ikke faldet for fristelsen til at bruge nødhjælpen til at fremme politiske eller militære behov – modsat flere andre lande. Den danske strategi er ”state of the art”, siger Anders Ladekarl.

Læger Uden Grænsers programme manager, Vivianna Nyroos, er mere skeptisk:

– Vi er glade for, at strategien viser forståelse for neutralitetsprincippet, men bekymrede for, hvordan den vil blive implementeret. Udenrigsministeriet er under pres fra andre, som vil styrke den militære indsats i konflikt-områder, selv om det sker på bekostning af neutraliteten og upartiskheden i de humanitære indsatser, siger hun.

Tidlig genopbygning

Strategien lægger vægt på tidlig genopbygning i katastrofe- og konfliktområder.

”Selv under en krise, og længe før fred er i sigte, kan der findes muligheder for at genetablere lokale institutioners kapacitet, forbedre leveforhold, retsforhold og basale sociale ydelser,” står der i strategien.

Men det vækker ikke optimisme hos Læger Uden Grænsers programme manager.

– Det vil true neutraliteten, for når man kæder humanitært arbejde sammen med tidlig genopbygning i konfliktzoner, kommer man til at samarbejde med politiske aktører, for eksempel regeringer eller oprørsgrupper. De har deres egne prioriteter, som vil gøre det sværere at tage hensyn til de civile ofres behov, mener Vivianna Nyroos.

Vage formuleringer

Klimaforandringer er også et prioritetsområde i den nye strategi.

”Som vært for FN’s Konference for Klimaændringer i 2009 føler Danmark et særligt ansvar for at gøre noget ved de humanitære konsekvenser af klimaforandringer”, står der i strategien.

Men det imponerer ikke Dansk Røde Kors’ generalsekretær. Han mener, at formuleringerne på klimaområdet er for uklare.

– Vi så gerne, at strategien var tættere linket til klimadebatten. Næsten alle de kriser, vi ser, er klimarelaterede, og der er behov for flere penge til dem. Men jeg er bange for, at der er lagt mere op til ord end handling på det område, udtaler Anders Ladekarl.

Seksuelle overgreb

En stor del af bidragene skal kanaliseres gennem FN-systemet.

“Danmark vil styrke sin rolle i den humanitære reformproces og være en aktiv, kritisk partner for FN-organisationerne med det mål at styrke dets effektivitet og kapacitet”, fastslår strategien.

Det skal blandt andet ske ved at fordoble det danske bidrag til FN’s Koordinationskontor for Humanitær Bistand (OCHA), som spiller en voksende rolle i koordineringen af den internationale nødhjælp.

Større gennemslagskraft kan også opnås ved at fokusere på udvalgte, langvarige kriser, for eksempel på Afrikas Horn. Udenrigsministeriet vil udarbejde en årlig liste i dialog med danske humanitære organisationer og efter at have skelet til FN’s anbefalinger.

Læger Uden Grænser mener, at det er fornuftigt at prioritere en halv snes kriser om året.

– Det giver mening, at Danmark vil satse mere på færre steder. Det vil give mulighed for at opbygge større kapacitet og viden om, hvad der sker i de udvalgte områder, og det vil give større indflydelse, siger Vivianna Nyroos.

Hun glæder sig også over, at den nye strategi vil fokusere på vold og seksuelle overgreb mod kvinder og børn.

– Vi vil nøje følge, hvordan den kønsrelaterede indsats bliver implementeret. Det skulle nødig ende som en tom hensigtserklæring, siger Vivianna Nyroos.

Thorkil Green Nielsen er freelancejournalist.