Udenrigsministeriet

U-LANDENE VERDEN BLIVER SKÆVERE

Foto: CYKLONEN ELINE RAMTE MOZAMBIQUE I 2000. NÆSTEN 200 MENNESKER DØDE.

CYKLONEN ELINE RAMTE MOZAMBIQUE I 2000. NÆSTEN 200 MENNESKER DØDE.

Udviklingslandene rammes af stadig flere naturkatastrofer og andre negative følger af klimaændringerne. De rige landes CO2-forurening er ved at skabe et tilbageslag for den positive udvikling, som klodens fattige befolkningsgrupper ellers var inde i.

Verden er i forvejen skæv, men den globale opvarmning vil gøre det endnu værre. Ifølge FN’s udviklingsorganisation UNDP’s Human Development Report 2007-08 er klimakrisen den mest afgørende enkeltfaktor for udviklingen af u-landene i de kommende årtier. Den risikerer nemlig at underminere den internationale indsats for at bekæmpe fattigdom.

De såkaldte 2015 Mål, som politiske ledere fra hele verden har opstillet for at mindske kløften mellem rig og fattig, vil blive endnu sværere at nå. Den positive fremgang på udviklingsområdet, som er bygget op gennem generationer, risikerer ikke blot at gå i stå, men at vende til tilbagegang, advarer UNDP og en række uafhængige u-landseksperter.

Det gælder også i forhold til sundhed, ernæring, uddannelse og andre områder, der er afgørende for udviklingen af klodens fattige lande.

»Fiasko på klimaområdet vil overlade de fattigste 40 % af verdens befolkning – omkring 2,6 milliarder mennesker – til en fremtid med forringede muligheder. Det vil forstærke de store uligheder mellem ’dem, der har’ og ’dem, der ikke har’«, skriver UNDP.

Dette store tilbageslag for udviklingen i de fattige lande skyldes, at alle folk på kloden er blevet stadig mere afhængige af hinanden. »Alle nationer og alle mennesker deler den samme atmosfære«, fremhæver UNDP.

Det er den atmosfæres bæreevne, der er ved at blive overbelastet af de rige landes CO2-udledning. Og hvor konsekvenserne paradoksalt nok primært går ud over de fattige.

UNDP opfordrer derfor alverdens politikere til at følge videnskabens anbefalinger om at knække CO2-kurven inden for 10-15 år.

BHUTAN RAMMES AF GLETSJERDØD

Foto: Indtryk fra Bhutan

Det lille land Bhutan ligger klemt inde i dalsænkninger mellem Himalayas bjerge. Også her er der temperaturstigninger, og bønder og yakhyrder i bjergene melder om smeltende gletsjere.

Nogle prognoser vurderer, at gletsjerudtørring kan gøre dele af Bhutan til en ufrugtbar stenørken om 100-200 år. Men i første omgang er det alt for meget vand, der påvirker bhutanernes hverdag.

I stedet for den sne, som gletsjerne skulle have brugt til at gendanne sig, kommer nedbøren nemlig som regn. Landet har derfor oprettet et nyt katastrofe-departement, der forsøger at lave et beredskab for flodbølger af regn og smeltende gletsjervand, der kan skylle hele bysamfund væk. Men reelt står man uden mulighed for at forskanse sig mod vandmasserne.

Et af de mest udsatte steder er Punakha-dalen. Her ligger ikke blot Bhutans kulturelt set vigtigste bygning, klosterpaladset Punakha Dzong. Dalen er tillige det nordlige Bhutans spisekammer med produktion af ris og frugt.

Også Paro-dalen, hvor landets eneste lufthavn ligger, kan komme i farezonen, og Bhutan kan således næsten blive afskåret fra omverdenen.

EKSTREMVEJR RAMMER FATTIGE HÅRDERE

Den ene hovedårsag til, at de fattige rammes langt hårdest af klimaændringerne, er, at de ikke har samme ressourcer og økonomiske muligheder som de rige. De kan ikke bare bygge højere diger og større kloaknet, sikre veje og broer, lave bedre drikkevandsboringer eller på anden måde dæmme op for de negative følger af global opvarmning.

Mange af de fattige lande ligger geografisk i områder, som allerede er sårbare, og de vil derfor blive særligt hårdt ramt af fremtidens ekstreme vejr.

Det betyder, at der bliver mere tørke i mange af de områder, der i forvejen er ørken eller på vej til at blive det. Der kommer flere oversvømmelser i de områder, der i forvejen er meget våde. Og flere intense cykloner eller orkaner i de områder, der i forvejen slås med kraftige storme.

I u-landene er fattige og sårbare befolkningsgrupper ofte ekstra udsatte for ekstremvejr, fordi de lever med midlertidige huse lavet af blik, ler og plastik – nogle gange faretruende tæt på kysten.

Også vejene og anden infrastruktur er mere sårbare over for kraftige regnskyl eller storme, end de er i Vesten Hertil kommer, at beredskabet som regel er ringe. Der er sjældent effektive systemer til varsling af befolkningen, til hjælp under selve naturkatastrofen, eller til at dæmme op for følgevirkninger som sygdomsudbrud og epidemier. Der er heller ikke et fintmasket socialt sikkerhedsnet for ofrene.

Denne tendens er tydelig i statistikkerne. De fortæller samstemmende, at kun et fåtal af de mennesker, der bliver alvorligt berørt af naturkatastrofer, er bosat i de rige lande. Ifølge UNDP’s Human Development Report 2007-08 blev 262 millioner mennesker ramt af naturkatastrofer i 2000-2004. 98 % af dem var bosat i udviklingslandene.

FOR LIDT OG FOR MEGET VAND

1,5-2 milliarder mennesker vil komme til at leve i områder med øget vandmangel. 500 millioner mennesker vil blive påvirket af oversvømmelser – de 100 millioner, der bor mindre end en meter over havoverfladen, risikerer at miste deres hjem.

Kilde: FN’s Klimapanel, IPCC.

Verdenskort: STORME: VERDENSBANKEN HAR AFDÆKKET, HVOR I VERDEN BEFOLKNINGEN HAR STØRST RISIKO FOR AT DØ PGA. CYKLONER. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE HÅRDEST RAMT.

STORME: VERDENSBANKEN HAR AFDÆKKET, HVOR I VERDEN BEFOLKNINGEN HAR STØRST RISIKO FOR AT DØ PGA. CYKLONER. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE HÅRDEST RAMT.

MOZAMBIQUES UDFORDRINGER

Hvis man vil forstå, hvordan klima og udvikling hænger sammen, kan man fx se på Mozambique. Landet er et af verdens fattigste og meget udsat for klimakonsekvenserne. Mozambiques regering er derfor begyndt at tænke klima ind i udviklingen, og der er fx oprettet et Institut for Katastrofeberedskab, der skal indsamle og analysere klima-data – og forsøge at dæmme op for de negative konsekvenser.

Det er noget af et Sisyfos-arbejde: Mozambique har en 2400 km lang kystlinje, og landbrugsområderne inde i landet ligger lavt og gennemskæres af store floder. Derved kommer der pres fra to fronter: af det øgede antal stadig kraftigere cykloner ude fra Det Indiske Ocean og af den øgede nedbør, der får floderne til at gå over deres bredder.

Hyppigere og kraftigere regn giver i perioder voldsomme problemer. Det ses fx langs den vældige Zambezi-flod.

Foto: CAHORA BASSA-DÆMNINGEN LEVERER STORT SET AL STRØM I MOZAMBIQUE. MEN DEN KAN IKKE MODSTÅ DET VOLDSOMMERE KLIMAS STØRRE VANDMÆNGDER.

CAHORA BASSA-DÆMNINGEN LEVERER STORT SET AL STRØM I MOZAMBIQUE. MEN DEN KAN IKKE MODSTÅ DET VOLDSOMMERE KLIMAS STØRRE VANDMÆNGDER.

Kibera-dæmningen i nabolandet Zimbabwe og Mozambiques Cahora Bassadæmning har ikke længere tilstrækkelig kapacitet.

I de senere år er myndighederne flere gange blevet nødt til at åbne sluserne for at forhindre, at dæmningerne bliver ødelagt.

Derved strømmer vandmasserne ind i de store dalstrækninger langs floden og oversvømmer Mozambique. Det betyder, at omkring 50.000 mennesker lever i konstant beredskab i perioder med regn. De må flygte fra deres jord, når vandet kommer – hvis de altså når det – og vende tilbage, når vandet igen har trukket sig. For de har ikke andre steder at tage hen.

Gennem de senere år har disse oversvømmelser betydet ødelagte liv, landsbyer og marker. Derudover betyder de uforudsigelige vandmængder også stort spild af energiressourcer: En af Mozambiques få eksportindtægter kommer nemlig fra salg af vandkraftstrøm fra Zambezi-floden til andre dele af det sydlige Afrika. Og denne produktion påvirkes af både for lidt og for meget nedbør.

Cyklonerne truer også den lange kyststrækning. Rejefarmene i mangroven – landets næststørste eksportindtægt – ødelægges af oversvømmelser, og de strande, der skulle tiltrække turister, forsvinder. Dertil kommer, at fiskebestandene og koralrevene påvirkes negativt.

De dystre udsigter for eksporten bliver ikke mindre af, at de to store havneanlæg i Maputo og Beira ifølge Mozambiques Institut for Katastrofeberedskab kan være oversvømmet allerede om 30 år. Det rammer ikke kun Mozambique, men også Zambia og andre nabolande, der ikke har andre korridorer til havet.

OVERBEFOLKNING TRUER KLIMAET

I årtierne omkring 1960’erne bakkede USA og andre vestlige donorlande op om tvangssterilisationer og andre overgreb mod fattige i u-lande for at holde fødselstallet nede.

Mange u-lande er derfor ligesom forskere og ngo’er bange for, at Vesten igen vil forsøge noget lignende med klimakrisen som undskyldning. For jo flere mennesker, jo mere CO2 udledes der.

De fleste er dog enige om, at selv om det er kontroversielt, er det også nødvendigt at diskutere befolkningens størrelse – og begrænsning – når man diskuterer klimaet.

For hundrede år siden var der cirka 1,5 mia. mennesker på kloden. I dag er vi oppe på 6,7 mia., og FN forventer, at dette tal stiger til 9 mia. i 2050.

Mens Europas befolkning ventes at falde fra de nuværende 725 millioner til omkring 600 millioner, vil fx Afrikas befolkning ifølge prognoserne blive mere end fordoblet fra 832 millioner til 2 milliarder mennesker. Og i Asien vil befolkningstallet stige fra 3,8 til 5,4 mia.

Befolkningstilvæksten er ikke i sig selv det primære problem for klimaet. Det er derimod det stigende forbrug og deraf følgende store CO2-udledning, der er i de rige lande – forbrugsmønstre, som mange fattige ønsker at kopiere.

Hvis alle i verden havde et forbrug som en gennemsnitsdansker, ville vi have brug for to ekstra jordkloder for at opfylde ressourcekravet.

Foto: Afrikansk barn bag trådhegn

Kilder: FN, WWF m.fl.


BLIVER SAHARA GRØNT?

Også nogle steder i den fattige verden vil klimaændringerne få positive konsekvenser, i hvert fald i første omgang. Fx vurderer nogle forskere, at dele af Sahara kan blive grønt – som det har været i fortiden, da klimaet var varmere. Øget regnfald er mest sandsynligt i det østlige Sahara, bl.a. i det ellers hårdt plagede Sudan, hvor den nordlige del af landet ligefrem kan få skove.

Selv om denne teori skulle holde vand, kræver kraftig plantevækst dog, at de lokale nomader ikke driver deres kvæg hen til hvert et nyt græsstrå og afgræsser det.

Kilde: Meteorologisk Institut, Hamburg Universitet.

MAJSPRODUKTION SVINDER IND

Den hidtil værste oversvømmelse i Mozambique var i 2000, hvor i alt 700 mennesker døde, ikke kun i selve oversvømmelsen, men også af følgesygdomme som malaria og kolera. Mere end en halv million mennesker måtte flytte, og 200.000 mistede deres landbrugsjord.

Samtidig med det stigende antal oversvømmelser rammes andre dele af landet stadig oftere og mere alvorligt af tørke. En tørkeperiode fra 2001-2003 resulterede i, at 650.000 mennesker måtte leve af nødhjælp.

Flere oversvømmelser og mere tørke kan reducere produktionen af majs til under en tredjedel i 2075, viser en prognose fra Mozambiques Institut for Katastrofeberedskab.

Verdenskort: TØRKE: RISIKOEN FOR AT DØ PGA. TØRKE ER KLART STØRST I AFRIKA, HVOR BEFOLKNINGERNE ER DÅRLIGST FORBEREDT PÅ TØRKEBEGIVENHEDER. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE OMRÅDER ER HÅRDEST RAMT.

TØRKE: RISIKOEN FOR AT DØ PGA. TØRKE ER KLART STØRST I AFRIKA, HVOR BEFOLKNINGERNE ER DÅRLIGST FORBEREDT PÅ TØRKEBEGIVENHEDER. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE OMRÅDER ER HÅRDEST RAMT.

NATURENS RESSOURCER SVINDER IND

Netop klimaets indflydelse på afgrøder og andre naturressourcer er det andet store hovedproblem for u-landene.

I den fattigste del af verden er den primære indkomstkilde agerbrug, skovbrug, kreaturer, fiskeri, jagt og anden såkaldt primær produktion. Denne produktion rammes i sagens natur langt hårdere af klimaændringerne end samfund, der som i vores del af verden er baseret på industri- eller servicefag. I takt med, at vejret bliver stadig mere uforudsigeligt, får bønderne stadig mindre mulighed for at planlægge så- og høstperioder:

Bønderne sår i forventning om, at regnen falder som den plejer, men så kommer regnen i stedet i store mængder i en kort heftig periode, så de fine plantespirer rådner. Eller omvendt: regnen falder kun i mindre omfang, og spirerne udvikler sig ikke overhovedet, eller de unge planter visner.

Denne situation forværres af, at de fattige lande ikke har meteorologiske tjenester eller beredskaber, der kan forudsige vejret lokalt. De fattige har også sjældent mulighed for at importere fødevarer, hvis den nationale høst slår fejl. Og det vil der være stadig større risiko for, at den gør i fremtiden.

Ifølge bl.a. FN’s Klimapanel vil det være lande som Danmark og andre på samme breddegrader, der i de kommende årtier vil få mulighed for højere produktion af fødevarer og andre afgrøder – i hvert fald ved de første 2-3 graders stigning i temperaturen. I de subtropiske og især de tropiske egne vil produktionen fra korn og kreaturer derimod i langt de fleste tilfælde falde.

Foto: DET ER BLEVET SVÆRERE AT FÅ LANDBRUG TIL AT LØBE RUNDT I U-LANDENE. HER ER DER INGEN VAND TIL GEDERNE I EN UDTØRRET FLODSÆNKNING I KENYA.

DET ER BLEVET SVÆRERE AT FÅ LANDBRUG TIL AT LØBE RUNDT I U-LANDENE. HER ER DER INGEN VAND TIL GEDERNE I EN UDTØRRET FLODSÆNKNING I KENYA.

VANDMANGEL VÆRST I AFRIKA

I Asien vil landbrugsproduktionen stige i øst og sydøst og falde i de sydlige og centrale dele, ikke mindst på grund af de svindende forsyninger med gletsjervand fra Himalaya.

Latinamerika får heller ikke kun ulemper, mens Afrika efter alt at dømme bliver klimaændringernes store sorteper. FN vurderer, at nogle lande syd for Sahara risikerer et fald i udbytterne på mere end 50 % allerede i 2020. Og her taler vi altså om et kontinent, hvis samlede bidrag til den globale opvarmning knap nok skal tælles i procenter.

Billedet er det samme, når det gælder vand. Samlet set vil der ifølge Klimapanelet være mindre problemer med vandforsyning på cirka 20-30 % af kloden, mens problemerne vil blive øget på 60-75 % af kloden.

Det er især Sydeuropa, det nordlige Latinamerika, det meste af Asien samt – igen – stort set hele Afrika, der vil slås med vandmangel. En fjerdedel af kontinentets befolkning – cirka 200 millioner mennesker især i det østlige og sydlige Afrika – oplever allerede i dag vandmangel.

Det tal kan ifølge FN stige helt op til det tredobbelte i 2050, og det vil sætte yderligere gang i folkevandringer eller ligefrem flygtningestrømme mod lande, hvor det er lettere at skaffe vand og mad.

Skovbruget er et af de få lyspunkter. Det vil formentlig få bedre muligheder, fordi varmen og det højere CO2-indhold får træerne til at vokse hurtigere.

Denne fremgang er dog under forudsætning af, at der ikke sker rovdrift på skovene. Fortsætter den ret uhæmmede tømmerhugst, frygter forskerne, at klimaændringerne kan løbe løbsk, og at store dele af fx Amazonas-regnskoven – med næsten en tredjedel af verdens dyre- og plantearter – kan blive til savanne.

ØSTATER OVERSVØMMES

I 2004 fik den hidtil upåagtede østat Tuvalu i Stillehavet pludselig verdens opmærksomhed.

Stadig flere og stadig større oversvømmelser betød ikke blot, at flere beboere måtte sejle i kano for at komme ind i deres pælehuse. De betød også, at plantager med den traditionelle spise, rodfrugten pulaka, måtte opgives på grund af indtrængende saltvand.

Og de betød sidst, men ikke mindst, at selve Tuvalus eksistens var truet. Det højeste punkt ligger nemlig blot fem meter over havet.

De efterfølgende år begyndte flere østater at melde om eksistenstruende oversvømmelser. I Mikronesien ligger 500 ud af 607 øer blot en meter over havoverfladen. Og det handler ikke bare om at miste et land, forklarede Mikronesiens miljøminister Andrew Yatilman til Politiken i december 2008:

»Det er at miste min fortid og min identitet. Vores øer har noget at bibringe verdens kulturarv. Vi har dyr og planter, som kun findes her. Vi har en kultur og et sprog, som vil forsvinde, hvis vi tvinges til at flytte til et andet land«, sagde Yatilman.

Hans børn kan som mange andre af Mikronesiens indbyggere se frem til at skulle flytte til New Zealand eller andre steder i regionen – hvis de andre lande altså vil tage imod dem.

Maldiverne i Det Indiske Ocean risikerer man også at skulle flytte. Men her betyder ret store turistindtægter, at Maldiverne er bedre rustet til en fremtid som sunken Atlantis end langt de fleste andre østater.

Regeringen er begyndt at lægge penge til side, så det i fremtiden bliver muligt at købe nye landområder til de i dag 300.000 indbyggere.

Præsident Mohamed Nasheed sagde i november 2008 til den britiske avis The Guardian, at han især havde blikket rettet mod Sri Lanka, Indien og Australien.

»Vi ønsker ikke forlade Maldiverne, men vi vil ikke leve som klimaflygtninge i telte i flere årtier«, sagde præsidenten.

Foto: Luftfoto af stillehavsø

FRA GODGØRENHED TIL RETFÆRDIGHED

Flere eksperter fremhæver, at klimakrisen fundamentalt forandrer baggrunden for pengestrømmene fra nord til syd.

Det gælder bl.a. Saleemul Huq, en af hovedforfatterne i FN’s Klimapanel og leder af klimasektionen i det britiske International Institute for Environment and Development. Han stammer oprindelig fra Bangladesh, et af de lande i verden, der rammes hårdest af klimaændringerne.

Saleemul Huq påpeger, at de rige lande i mange årtier primært har givet u-landsbistand til de fattige lande som et udslag af godgørenhed. Men nu er der tale om, at den globale opvarmning forværrer vandmangel, malaria og andre af de problemer, som u-landene i forvejen slås med: »Og så ligger det jo i almindelige nationale og internationale retsprincipper, at de rige lande skal betale kompensation for de skader, deres forurening forvolder. Altså et skifte fra godgørenhed til retfærdighed – fra ulandsbistand til u-landskompensation«, fremhæver Saleemul Huq. Og hans synspunkt deles af næsten alle miljø- og udviklingsorganisationer.

De fleste rige lande er principielt enige; i hvert fald har de i Klimakonventionen skrevet under på, at de vil betale de ekstra omkostninger, de fattige får som følge af klimaændringerne.

2015 MÅLENE

  1. Halvere fattigdom og sult i verden
  2. Opnå grundskoleuddannelse til alle
  3. Øge ligestillingen mellem kvinder og mænd
  4. Mindske børnedødeligheden med to tredjedele
  5. Mindske mødredødeligheden med tre fjerdedele
  6. Bekæmpe hiv/aids, malaria og andre sygdomme
  7. Sikre udviklingen af et bæredygtigt miljø
  8. Øge samarbejdet om bistand, handel og gældseftergivelse

FOR FÅ PENGE

Både Huq, andre eksperter og EU-kommissionen har påpeget, at de penge, der foreløbig er afsat til denne klimatilpasning, er helt utilstrækkelige.

De tilpasningsfonde, der er oprettet i FN eller som uafhængige institutioner, havde i sommeren 2009 i alt tilsagn om mindre end fem mia. kr. Det er temmelig langt fra behovet.

Verdensbanken har beregnet omkostningerne til klimatilpasning i u-landene til 50-200 mia. kr. ekstra om året. UNDP anslår behovet til mindst 430 mia. kr. årligt.

Verdens samlede overførsel af midler fra de rige til de fattige lande ligger ifølge OECD’s ’Geographical Distribution of Financial Flows to Developing Countries’ (2009) på omkring 570 mia. kr. om året. Klimaændringerne kan således måske kræve næsten en fordobling af disse pengestrømme.

Illustration: HEDEBØLGER, SMELTENDE GLETSJERE, TØRKE OG KRAFTIGE STORME. INGEN AF KLODENS LANDE GÅR FRI AF KLIMAFORANDRINGER, MEN DE FATTIGE RAMMES HÅRDEST.

HEDEBØLGER, SMELTENDE GLETSJERE, TØRKE OG KRAFTIGE STORME. INGEN AF KLODENS LANDE GÅR FRI AF KLIMAFORANDRINGER, MEN DE FATTIGE RAMMES HÅRDEST.

DANMARK KLIMASIKRER BISTAND

Det gør ikke udfordringen mindre, at den rige del af verden i forvejen har svært ved at leve op til sine løfter om udviklingsbistand. Ifølge de foreløbige 2008-tal fra OECD giver kun en håndfuld lande mindst de 0,7 % af bruttonationalindkomsten til de fattige, som FN anbefaler: foruden Danmark er det Sverige, Norge, Holland og Luxembourg.

Gennemsnittet er 0,3, og verdens rigeste land USA giver blot 0,18 %. Danmark forsøger både i EU og andre fora at få de større lande til at forhøje procenten – og til at integrere klimahensyn i bistanden, som vi selv gør. Fx lancerede udviklingsminister Ulla Tørnæs i november 2008 en international dialog om klimatilpasning mellem eksperter, organisationer og nationer.

Dialogen fokuserer specielt på vand og jord, fordi det er kernen i livsgrundlaget for de mest udsatte befolkningsgrupper, og fordi det ifølge Klimapanelet især er på de områder, at den globale opvarmning vil ramme de fattige lande.

Allerede i 2005 fastslog Danida i sin såkaldte klima- og udviklingsplan, at klima og udviklingsbistand er to uadskillelige størrelser. Fordi klimaforandringerne rammer alle sektorer, især sundhed, rent drikkevand og adgang til opdyrkelig jord. Derfor skulle bistanden klimasikres.

De næste tre år blev samtlige lande, som Danmark giver bistand til, klimascreenet. Det vil sige, at man undersøgte, hvor landene er ekstra sårbare over for global opvarmning, og hvordan deres mulighed for at tilpasse sig er.

»Klima og udvikling hænger tæt sammen«, opsummerer Geert Aagaard Andersen, chef for miljø, klima og bæredygtig udvikling i Danida:

»I fremtiden er vi nødt til at tilrettelægge udviklingsbistanden, så klimaudfordringen kommer med. Vi skal hjælpe med at styrke landenes modstandsdygtighed over for klimaforandringernes negative virkninger. Alle de traditionelle bistandsområder vil blive berørt, ikke kun landbrug, vand og energisektoren, men også de sociale sektorer som fx sundhed«, siger Geert Aagaard Andersen.

TRE SLAG FRA ÉN KLIMAKRISE

Flere ngo’er påpeger, at verdens fattigste lande rammes hele tre gange af klimakrisen:

De rammes hårdt af selve klima ændring erne. De rammes, fordi der i fremtiden kommer begrænsninger på brugen af energi, og det vil bremse deres muligheder for vækst og udvikling.

Og så rammes de af flere af de måder, vi i Vesten forsøger at løse klimakrisen på:

Fokus på biobrændsler betyder højere fødevarepriser for især de fattige forbrugere. Og mange rige lande overfører penge fra den traditionelle udviklings bistand til puljer, der skal løse klima problemer i u-lande. Eller som international chef Christian Friis Bach fra Folkekirkens Nødhjælp udtrykker det: »Vi bygger diger i stedet for at bygge skoler«.

KLIMATILPASNING NØDVENDIG

Den danske strategi fokuserer både på forebyggelse af klimaændringer og tilpasning til dem.

Men i og med at den fattige del af verden ikke bidrager synderligt til den globale opvarmning, er der især fokus på tilpasning til de klimaændringer, der uvægerligt kommer som følge af den CO2, vi allerede har lukket ud eller vil lukke ud i atmosfæren.

Den danske u-landsbistand bruges således bl.a. til omlægning til nye typer afgrøder, der er mindre følsomme over for tørke og oversvømmelse.

Man søger også at hjælpe de fattige lande med at opbygge diger, gøre veje mere robuste over for ekstremvejr, udvikle bedre varslingssystemer og i det hele taget udnytte de knappe ressourcer bedre. Ud af de cirka 15,2 mia. kr, Danmark afsatte til u-landsbistand i 2009, blev godt 1,2 mia. anvendt til klimatilpasning – både egentlige klimaaktiviteter og klimahensyn i fx større landbrugsprogrammer.

Verdenskort: OVERSVØMMELSER: RISIKOEN FOR AT DØ PGA. OVERSVØMMELSER ER STOR MANGE STEDER I VERDEN, BL.A. SYDØSTASIEN. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE OMRÅDER ER HÅRDEST RAMT.

OVERSVØMMELSER: RISIKOEN FOR AT DØ PGA. OVERSVØMMELSER ER STOR MANGE STEDER I VERDEN, BL.A. SYDØSTASIEN. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE OMRÅDER ER HÅRDEST RAMT.

Til top
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9398/index.htm