Turen Går Til De Varme Lande

Verdens klima – Hvad sker der?

Billede af publikationens forside

 

Kolofon

Titel:
Turen Går Til De Varme Lande

Undertitel:
Verdens klima – Hvad sker der?

Resume:

Mød kvinder i Kenya, hvis majs vokser baglæns; en boliviansk Georg Gearløs og en vietnamesisk købmand med en synkende butik. Kredsen af “varme lande” vokser, og verdens fattige bøder for Vestens CO2-udledning. Om få årtier vil millioner stå uden rent vand, mens andre risikerer at drukne.

Turen Går Til De Varme Lande tager dig med til steder, hvor klimaændringerne allerede er virkelighed, og du får info om forskning og debat. Bogen ser også ind i fremtidens Danmark og kommer med bud på, hvad politikerne og du selv kan gøre for at begrænse problemet.

Udgiver:
Politikens Forlag A/S

Ansvarlig institution:
Udenrigsministeriet

Forfatter:
Lars Dahlager & Michael Rothenborg

Andre bidragydere:
Søren Sattrup (Forlagschef), Gunhild Riske (Redaktionschef), Pipaluk Balslev Fabricius (Billedredaktør), Kristoffer Flakstad (Redaktør og projektleder), Schultz Grafisk (Elektronisk udgave), Embryo Design (Omslag og layout), Narayana Press (Trykkeri) Tine

Sprog:
Dansk

URL:
http://www.netpublikationer.dk/um/9398/index.htm

ISBN nr:
978-87-567-9314-8

Digital ISBN nr:
978-87-7087-227-0

Version:
1.0

Versionsdato:
14-08-2009

Publiceringsstandard nr.:
2.0

Dataformater:
html,htm,jpg,gif,pdf,css,js

Udgiverkategori:
statslig

Emneord:
Klima, udvikling, vandmangel, oversvømmelser, u-lande, konflikter, tørke

Copyright:
Politikens Forlag A/S, Udenrigsministeriet

Noter og andre oplysninger:

Kopiering fra denne bog må finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPYDAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Politikens Forlag.

Forfatter og redaktion har indhentet oplysninger fra så pålidelige kilder som muligt. Vi kan dog ikke garantere for oplysningernes fuldstændige korrekthed og er ikke ansvarlige for følgerne af eventuelt senere ændringer. Skriv til Politikens Rejsebøger på ovennævnte adresse eller politikensforlag@pol.dk. Forfatterne kan kontaktes på: lars.dahlager@pol.dk og michael.rothenborg@pol.dk Bogen er et samarbejde mellem Politikens Rejsbøger og Dagbladet Politiken med støtte fra Danida.

Lars Dahlager (f. 1970). Journalist 1997, har siden 2005 skrevet om klima på Politiken. Har udgivet bogen Global Feber (2007). Også kendt som forfatter til iByen-tillægets LiSTEN.

Michael Rothenborg ( f. 1965). Journalist 1995. Jyllands-Posten, TV2/Nordisk Film og Politiken, siden 2002 på miljø/klima. Har udgivet I strid med naturen (2006), Global feber (2007) og Tordenregn (2009).

Forfattere og forlag takker Charlotte Henriksen og Danidas øvrige medarbejdere i Udenrigsministeriet, herunder personalet på de danske ambassader i La Paz, Hanoi og Nairobi; alle interviewede i bogen; kolleger på Politiken, ikke mindst Nis Olsen, Michael Jarlner og Jesper Friis samt tålmodige familier.



Indholdsfortegnelse

DEN UUNDGÅELIGE VARME

TO HUSE, ÉN VERDEN


BLIVER DANMARK ET SMØRHUL?

SAHARA I SPANIEN, KARTOFLER I GRØNLAND

KINA: DE FOLKERIGE VIL VÆRE RIGE

U-LANDENE VERDEN BLIVER SKÆVERE

KLIMAKRIGE: KONFLIKTER OPTRAPPES

BOLIVIA: BJERGENE SMELTER

VIETNAM: OVERSVØMMELSER OG TYFONER

KENYA: TØRKEN SPREDER SIG

PRAKTISKE OPLYSNINGER

LITTERATURLISTE

REGISTER




DEN UUNDGÅELIGE VARME

Foto: JULIANA KISILU HØSTER SIN INDTØRREDE MAJS I KENYA. ENGANG VAR DER FRODIGT, MEN NU KAN KLIMAFORANDRINGERNE MÆRKES.

JULIANA KISILU HØSTER SIN INDTØRREDE MAJS I KENYA. ENGANG VAR DER FRODIGT, MEN NU KAN KLIMAFORANDRINGERNE MÆRKES.

Det, du sidder med i hånden, er en rejseguide. Som alle andre rejsebøger tager den dig med rundt i verden til attraktioner. Men i Turen Går Til De Varme Lande, er det nogle andre oplevelser, end dem vi normalt forventer os af en rejsebog.

Det er udtørrede majsmarker i Kenya. Det er skilifter, der ruster i Bolivia, fordi gletsjerne smelter. Det er nye kinesiske kulkraftværker, der opføres flere og flere af, mens naboerne i Vietnam rammes af voldsomme tyfoner.

Det er byer, der står under vand efter rekordstore regnskyl. Det er kartoffelmarker i Grønland og isbjørne, der mangler is. Det er kort sagt en rejsebog til en verden, der lige nu varmer op, og hvor der bliver slået den ene klimarekord efter den anden.

Turen Går Til De Varme Lande er også en rejsebog til fremtiden: En fremtid, hvor udtrykket ’de varme lande’ vil dække over mange flere lande i verden end i dag. Det er en fremtid, hvor Afrikas tørke trænger op i Sydeuropa, og hvor Danmark får et vejr som i Midtfrankrig.

Alle klodens lande kommer nemlig til at mærke konsekvenserne af et ændret klima – nogle gange til det bedre, men oftest til det værre. De, der bliver ramt hårdest, er dem, der har de færreste ressourcer til at imødegå forandringerne. Det er verdens fattigste, der betaler regningen for den forurening med CO2, som de rige lande har været skyld i.

Turen Går Til De Varme Lande er derfor i høj grad en rejse til en ulig verden. En verden, hvor fattige bønder allerede i dag kan se effekterne af Vestens forbrug i form af tørre eller oversvømmede marker; hvor befolkningsgrupper allerede er begyndt at søge til områder med mere drikkevand og bedre muligheder for at dyrke afgrøder; og hvor antallet af klimaflygtninge vil kunne tælles i millioner.

Vi har besøgt nogle af de steder i verden, der mærker – og kommer til at mærke – klimaforandringerne stærkest. På rejsen kloden rundt tager bogen dig også med på en tur til det politiske spil omkring klimaet – et spil, der skal ende i en ny global klimaaftale.

Som alle gode rejsebøger har Turen Går Til De Varme Lande et afsnit med praktiske oplysninger. Her kan du læse mere om, hvad dine politikere bør gøre – og også hvad du selv bør pakke i kufferten af teknologier og handlinger, når vi alle sammen tager turen ind i fremtidens klima. Ud over bogen her kan du se mere på: http://www.devarmelande.um.dk

God rejse.

TO HUSE, ÉN VERDEN

Foto: Vietnamesisk familie og Lønstrup Klint

FATTIGE VIETNAM OG RIGE DANMARK RAMMES FORSKELLIGT AF DET ÆNDREDE KLIMA. MEN INGEN LANDE GÅR FRI.

I Lønstrup i Nordjylland ligger et hus, hvis levetid er blevet forkortet af klimaændringerne. I Da Loc i det nordlige Vietnam bor en familie, der allerede har mistet deres hus – og deres ti-årige søn – i en af de stadig hyppigere og kraftigere storme, der er en konsekvens af klimaændringerne.

Huset i Lønstrup ligger i et sommerhusområde, hvor Vesterhavet altid har ædt af kysten. Men processen er eskaleret med de kraftigere storme og den ekstremregn, som Danmark har oplevet stadig mere af i de seneste årtier.

Sommerhuset har nu mindre end fem meter til skrænten, det er næsten omringet af afgrund, og ifølge Kystdirektoratet kan det styrte i havet ved den næste storm. Huset er ejet af et ejendomsselskab, der vil prøve at leje det ud i dets sidste levetid. Der er med andre ord kun penge på spil her.

Situationen er en ganske anden i Da Loc. Den lille vietnamesiske landsby har som andre steder i det asiatiske land oplevet både flere og voldsommere tropiske storme.

I juni 2005 ramte en storm kysten, mens ti-årige Pham Thi Phi var ude og græsse familiens vandbøffel. Han blev senere fundet druknet i en af landsbyens rejedamme.

Dermed var tragedien dog ikke slut for hans mor Pham Thi Tuyen og resten af familien. 29. september samme år rasede tyfonen Damrey ind over byen med hastigheder på op mod 133 km/t, og familiens hus blev skyllet væk af en otte meter høj flodbølge.

I dag er familien så småt ved at komme på fode igen. Og nu krydser de fingre for, at deres nye hus overlever den næste cyklon – for én ting er sikkert: der kommer flere kraftige storme i fremtiden.

FATTIGE LANDE HÅRDEST RAMT

Konsekvenserne af den globale opvarmning rammer hele kloden. Men den rammer de fattige lande langt hårdest. Antallet af tørker, oversvømmelser og storme er i forvejen større omkring troperne, hvor størstedelen af verdens fattige bor.

De begivenheder vil vokse i omfang og voldsomhed. Det vil ramme de fattige hårdt, fordi de ikke har samme muligheder som de rige for at dæmme op for følgerne ved fx at bygge diger til kystsikring eller vandingssystemer til landbruget – for ikke at tale om varslings- og beredskabssystemer.

Samtidig betyder klimaændringerne ifølge FN’s Klimapanel, at udbyttet fra landbrugsproduktion falder i de fleste lande. Mange steder er det ellers den eneste indtægtskilde og mulighed for at få mad i munden.

Mange udviklingslande har gennem tiderne skullet slås med ekstremt vejrlig og fattigdomsproblemer, men forskerne peger på, at de drivhusgasser, vi har udledt i den rige del af verden, gør denne kamp endnu sværere. Det er alverdens politikere principielt enige i – også dem i den rige del af verden. Det er bare svært for dem at blive enige om, at pengene til at dæmme op for klimaændringerne primært skal bruges der, hvor behovet er størst.

De fleste rige lande vil hellere sikre hjemmefronten først. Eller med andre ord: Selv om konsekvenserne af klimaændringerne er langt større i Da Loc end i Lønstrup, bliver der brugt langt flere penge til at beskytte de enkelte lokalsamfund ved kysten i Danmark end i Vietnam.

VERDEN MÅLT I CO2-UDLEDNING

Afrika er næsten væk, og Sydamerika er en smal tange. USA er derimod gigantisk. Sådan ville verden tage sig ud, hvis man i stedet for faktuel størrelse så på, hvem der udleder mest CO2. De angivne lande er dem, der fremgår af WHO's tilsvarende kort.

Kilde: ’Protecting Health from Climate Change’, WHO.

Illustration: VERDEN MÅLT I CO2-UDLEDNING
Se billede i fuld størrelse

DØDELIGHED PGA. GLOBAL OPVARMNING

Afrika er gigantisk, og de rige, vestlige lande er svundet ind. Sådan ville verden tage sig ud, hvis man i stedet for faktuel størrelse så på, hvor mange der allerede i dag dør pga. global opvarmning, dvs. af tørke, sygdom og klimakatastrofer. De angivne lande er dem, der fremgår af WHO’s tilsvarende kort.

Kilde: ’Protecting Health from Climate Change’, WHO.

Illustration: DØDELIGHED PGA. GLOBAL OPVARMNING
Se billede i fuld størrelse

HVORDAN VED VI, DER ER KRISE? – KLIMAFORSKNINGEN

Man får nemt det indtryk, at der er stor uenighed blandt forskerne om den globale opvarmning – især når man følger med i medierne og klikker rundt på websteder på internettet. Man skulle tro, at det er en relativ ny og uprøvet teori, som nærmest er opfundet af eksperterne i FN’s Klimapanel. Men det er på ingen måde tilfældet.

I dag kan man nok finde videnskabsfolk, der er stærkt kritiske over for teorien om global opvarmning. Men blandt forskere med ekspertise i klima finder man kun ganske få, der betvivler den grundlæggende teori: Mængden af CO2 i atmosfæren stiger takket være menneskets afbrænding af fossilt brændstof. Det får temperaturen til at stige. Den højere temperatur giver klimaforandringer.

KAN VI TAGE FEJL?

Men hvad hvis forskerne tager fejl? Hvordan ved vi egentlig, at den videnskabelige enighed om den menneskeskabte globale opvarmning er rigtig? Der har trods alt været mange tilfælde af skråsikker og overbevisende videnskabelig konsensus i tidligere tider, der senere hen viste sig at være forkerte, fx:

  • At solen bevægede sig rundt om jorden frem for omvendt.
  • At antallet af dyrearter altid havde været det samme.
  • At verdensrummet var fyldt med en usynlig ’luft’ kaldet æteren.
  • At kontinenterne altid havde ligget, hvor de ligger i dag.

Det er selvfølgelig muligt, at også teorien om den globale opvarmning er forkert. Men teorien har igennem 100 år vist sig at være meget modstandsdygtig.

Den er blevet afvist og ignoreret det meste af sin levetid. Men efterhånden har dusinvis af forskningsgrene efterforsket ideen fra hver sin vinkel og bekræftet den grundlæggende teori, længe før man kunne måle, at verden begyndte at blive varmere.

De sidste årtiers usædvanlige opvarmning af kloden bekræfter blot en efterhånden temmelig gammel videnskabelig forudsigelse.

Foto: SVANTE ARRHENIUS

SVANTE ARRHENIUS’ DRIVHUSTEORI FRA 1895 ER BLEVET BEKRÆFTET AF DEN MODERNE FORSKNING.

EN TEORI FRA 1895

Teorien om en fremtidig global opvarmning opstod på et tidspunkt, hvor menneskeheden knapt var begyndt at tilføre CO2 til atmosfæren i nogen videre mængder.

I 1800-tallet var fysikere dybt optaget af mysteriet om de store præhistoriske istider. En forsker, John Tyndall, satte sig for at finde ud af, om luftarter i atmosfæren kunne være en del af årsagen. I 1868 identificerede Tyndall ved hjælp af eksperimenter, at kuldioxid – CO2 – netop var med til at regulere jordens temperatur og holde kloden varm og beboelig. Han mente, ganske korrekt, at CO2 var en drivhusgas.

DEN FREMSYNEDE SVENSKER

Drivhuseffekten blev gennemregnet allerede i december 1895. Det var den senere nobelpristager i kemi, svenske Svante Arrhenius, der i Stockholms Kungliga Vetenskabsakademien udgav rapporten ’Verkningen av CO2 i luften på temperaturen på Jorden’.

Arrhenius var et tidligere vidunderbarn, der havde lært sig selv at læse som tre-årig, og som var blevet rykket direkte fra 1. til 5. klasse, da han begyndte i katedralskolen i Uppsala. Han fik sin doktorgrad som 25-årig og kastede sig derefter over drivhuseffekten.

Arrhenius’ beregninger konkluderede, at industrisamfundets kraftigt stigende forbrug af kul og andre fossile brændstoffer ville føre til en fordobling af CO2-indholdet i atmosfæren. Og i 1908 kunne han sætte relativt præcist årstal på, hvornår en fordobling kunne være en realitet: nemlig omkring 2100. Dermed var den svenske kemiker forbløffende tæt på de prognoser, nutidens videnskabsfolk har opstillet.

Hverken Svante Arrhenius eller andre samtidige forskere var dog specielt bekymrede ved denne vejrudsigt, tværtimod. De vurderede, at drivhuseffekten kunne forhindre endnu en istid, og at den var nødvendig for at stimulere plantevækst, så man kunne brødføde den hastigt stigende befolkning.

Foto: Moderne videnskabelig klimaforskning

BASERET PÅ GRUNDLÆGGENDE FYSIK

Teorien om global opvarmning er baseret på grundlæggende fysik. Men klimasystemerne er komplicerede, og kun få forskere troede i de efterfølgende årtier på Arrhenius. Man mente, at klimasystemet stabiliserede sig selv - de store verdenshave ville blot optage CO2’en og annullere effekten.

Den håndfuld forskere, der arbejdede videre med teorien, blev i store træk ignoreret og nedgjort. Først i 1950’erne kom der igen gang i hypoteserne om CO2 og klimaet.

Det amerikanske militær begyndte at støtte forskningen i oceaner og atmosfære med massive beløb, fordi den viden kunne have stor betydning for den nationale sikkerhed. Videnskabsmænd forskede i stråling gennem atmosfæren, fordi det kunne have betydning for våbensystemer. Forskerne brugte moderne computer-teknologi til at kalkulere effekterne. De fandt bl.a. ud af, at CO2 ganske rigtigt havde en kraftig virkning på atmosfæren.

FORSKEL PÅ KLIMA OG VEJR

Vejret karakteriseres af øjebliks-observationer. Klimaet derimod er vejret et givet sted målt over en længere periode på typisk 20-30 år. Her registrerer man både temperatur, nedbør, fugtighed, solskinstimer og vind.

2008 var på globalt plan 0,1 grad koldere end året før – i det år var vejret altså koldere. Men det var stadig blandt de ti varmeste år, siden de meteorologiske målinger begyndte sidst i 1800-tallet.

Samlet set var 2000-2008 0,2 grader varmere end 1990-1999 – og 0,3 grader varmere end normalen for 1961-90. Klimaet bliver således varmere.

Den globale opvarmning er altså ikke aflyst, hvis et enkelt år – eller tre-fem år – er koldere end de foregående. Kun hvis de langsigtede tendenser peger i en bestemt retning, kan man tale om, at klimaet ændrer sig.

MEGET MERE CO2

Men var mængden af CO2 i atmosfæren overhovedet steget, eller havde havene bare optaget de øgede mængder drivhusgas, sådan som mange mente?

Flere forskere regnede sig frem til, at mængden af CO2 måtte være kraftigt stigende. Enkelte videnskabsmænd, som svenske Bert Bolin, der senere skulle komme til at lede FN’s Klimapanel, og den russiske klimaforsker Mikhail Budyko, advarede om ’radikale klimaforandringer’ og ’drastisk opvarmning’. Stort set ingen hørte efter.

Men det første endelige bevis kom i 1960, da Charles David Keeling, en amerikansk meteorolog, foretog de første troværdige målinger af CO2 i atmosfæren. Keeling satte målestationer op på Antarktis og på den hawaiianske vulkan Mauna Loa, hvor instrumenterne ikke kunne påvirkes af forurening.

Efter blot et par års målinger viste det sig, at CO2-indholdet i luften var steget. Målingerne gennem de næste årtier bekræftede, at CO2-niveauet bare steg og steg. Ideen om, at havene ville klare CO2-problemet for os, var død.

HVAD ER CO2?

CO2 eller kuldioxid er en lugtfri, usynlig luftart, som vi ikke ville kunne klare os uden. Mennesker og dyr udånder det, og planter bruger luftarten til deres fotosyntese. Vi kender den i synlig form som boblerne i sodavand og i frossen tilstand som tøris, der kan bruges til at danne røg til sceneshow og diskoteker. CO2 er også den vigtigste drivhusgas bortset fra vanddamp, og den er en af grundene til, at kloden er varm og beboelig – med en gennemsnitstemperatur på omkring 14 grader. Uden drivhusgasser som CO2 ville temperaturen være 30 grader lavere, og planeten en frossen isklump.

Planter og dyr optager det kulstof, som CO2 bl.a. består af, og igennem millioner af år er meget af det kulstof blevet presset sammen og lagret som kul eller olie i depoter i undergrunden. Vi er i færd med at afbrænde de mange millioner års lagring af kulstof på et par hundrede år.

FORSKERE FRYGTEDE KULDE

Der var bare den hage, at temperaturerne var faldet – ikke steget – siden 1940’erne. Mange videnskabsfolk var derfor i tvivl om, hvorvidt fremtiden bragte varme, sådan som CO2-teorien foreskrev, eller mere kulde på grund af et andet forureningsproblem, nemlig smog og røg, der blokerer for solens stråler.

Denne kuldeteori var især sejlivet i medierne. Først omkring 1980 var der en klar enighed blandt de mest fremtrædende klimaforskere om, at fremtidens klimaproblem var varme, ikke kulde – selv om vejret det år var rekordkoldt mange steder.

Mange af de grundlæggende elementer i teorien var nu faldet på plads, og det varmere vejr op i gennem 1980’erne bekræftede snart, at man var på rette spor.

Foto: POLARFORSKEREN LOU ALBERSHARDT ER VED AT BORE EN ISKERNE UD AF ISEN PÅ ANTARK TIS. ISKERNEN K AN AFSL ØRE, HVORDAN KLIM AE T VAR I FORTIDEN.

POLARFORSKEREN LOU ALBERSHARDT ER VED AT BORE EN ISKERNE UD AF ISEN PÅ ANTARK TIS. ISKERNEN K AN AFSL ØRE, HVORDAN KLIM AE T VAR I FORTIDEN.

Foto: EN CANADISK GLETSJER ER PÅ VEJ UD I HAVET. FORSKERE ANSLÅR, AT DEN KAN VÆRE FORSVUNDET OM 30 ÅR.

EN CANADISK GLETSJER ER PÅ VEJ UD I HAVET. FORSKERE ANSLÅR, AT DEN KAN VÆRE FORSVUNDET OM 30 ÅR.

ISKERNER BEKRÆFTER TEORIEN

Det var dog stadig svært for mange klimaforskere at ændre århundreders forestilling om, at klimaet skifter langsomt over mange tusind år. Men en række store ekspeditioner skulle ændre ved det billede. Den kilometertykke is på Grønland og Antarktis er det eneste sted på jorden, der kan holde luft intakt, selv når den er hundredtusindvis af år gammel. Boringer i isen kan også vise, hvad temperaturen var i forhistorisk tid.

I 1985 udborede et russisk-fransk hold en to kilometer lang iskerne på Vostokbasen på Antarktis. En analyse af iskernen viste, at temperatur og CO2 igennem årtusinderne havde bevæget sig op og ned på samme tid. Og at CO2-niveauet i dag var markant højere, end det havde været i de sidste 160.000 år (i dag ved forskerne, at det faktisk er højere end de sidste 800.000 år).

Det stod nu klart, at klima og CO2 altid havde været tæt forbundne. Men der var endnu mere skræmmende perspektiver i iskernerne:

I 1993 viste iskerneboringer fra Grønland, at verden i tidligere tider havde oplevet enorme skift i temperaturer på bare årtier. Som videnskabsmagasinet Science skrev det, så ’smadrede det billedet’ af et stabilt klima i fortiden. Nu kunne verdens klimaforskere ikke længere afvise fremtidige massive og hurtige skift i klimaet.

Diagram: Afvigelse i temperatur i forhold til gennemsnittet af årene 1961-1990

TEMPERATURERNE I 1980’ERNE, 90’ERNE OG 00’ERNE HAR VÆRE T VÆSENTLIGT HØJERE END ANDRE ÅR, MAN HAR TEMPERATURMÅLINGER FRA. KILDE: NASA .

OPVARMNINGEN SLÅR IGENNEM

Teorien om, at vores CO2-udledning vil opvarme kloden, er blevet bekræftet på mange måder. Men mest tydelig ved, at det simpelthen er sket: Det er blevet varmere.

Da teorien fandt fodfæste i 1960’erne og 1970’erne, var temperaturerne svagt faldende. Alligevel forudså flere forskere uafhængigt af hinanden, at den globale opvarmning snart ville kunne mærkes.

Den amerikanske rumorganisation NASA’s senere klimachef, James Hansen, forudsagde fx i 1981, at ’signalet’ fra opvarmningen af klimaet ville kunne ses over ’støjen’ fra det altid omskiftelige vejr omkring år 2000.

Det viste sig at være rigtigt. Der var mange usædvanligt varme år i 1980’erne og 1990’erne, men også år, der mindede om historiske temperaturer.

Fra 1997 var samtlige år dog langt varmere end noget år siden 1850 – året, hvor meteorologer konsekvent begyndte at måle klodens temperaturer. Det gjaldt også de relativt kølige år som fx 2008.

Verdensort: Temperaturafvigelser i 2001-2007 i forhold til perioden 1951-1980

DE FLESTE DELE AF KLODEN ER BLEVET VARMERE, MEN ARKTIS, SIBIRIEN OG VESTANTARKTIS ER BLEVET VARMERE LANGT HURTIGERE END RESTEN AF VERDEN. KILDE: NASA.

TEORI FORUDSÅ FREMTIDEN

Hypotesen om global opvarmning – den menneskeskabte drivhuseffekt – var i slutningen af 1800-tallet, at ’hvis CO2 stiger, så forventer vi stigninger i temperaturen’.

Temperaturstigningerne de sidste mange år har bekræftet forudsigelsen, og det er ét stærkt bevis på, at teorien holder. Men det er ikke den eneste forudsigelse, der har vist sig at være korrekt.

Forskere forudså tidligt, at temperaturerne ville stige mere om natten end om dagen, mere om vinteren end om sommeren, og mere ved polerne end ved ækvator. Det har også har vist sig at holde stik.

Forskere forudså, at verdens gletsjere ville miste masse, og at man ville opleve øget afsmeltning fra Arktis og Antarktis. De forudså desuden, at Nordpolens is ville blive mindre og mindre. Det er også sket.

DE ANDRE DRIVHUSGASSER

CO2 er den vigtigste af de drivhusgasser, mennesket udleder, men der findes andre: Metan, lattergas og kølemiddel fra køleskabe, for at nævne nogle vigtige. En dansker udleder næsten ti ton CO2 årligt. Men hvis man regner de andre gasser med, udleder vi, hvad der svarer til 12,9 ton CO2.


DE FEM STØRSTE CO2-UDLEDERE

1. KRAFTVÆRKERNE
Verdens energiforsyning står for lidt over en fjerdedel af vores samlede udledninger af drivhusgasser. Det er dermed den største enkeltsynder. Især kulkraftværker sender meget CO2 op i luften, men også oliefyr, dieselgeneratorer og naturgaskraftværker har en stor del af ansvaret.

2. DEN TUNGE INDUSTRI
Verdens industri står for en femtedel af udledningen. 85 % skyldes tung, energikrævende industri, der fremstiller materialer som kemikalier, olieprodukter, jern, stål og andre metaller, papir, cement og mineraler.

3. FÆLDNING AF TRÆER
Afskovning står for en femtedel af udledningerne. Afskovning sker først og fremmest for at skaffe mere landbrugsjord, men skyldes også udvidelse af beboelsesområder, bygning af veje eller simpelthen for at skaffe tømmer og brænde.

4. LANDBRUG
Drivhusgasser fra dyrkning og husdyrhold står for 13 % af udledningerne. Det er dog ikke CO2, men drivhusgasserne lattergas og metan, som gør landbruget til en stor klimasynder. Lattergassen stammer fra natur- og kunstgødning. Metanen udløses, når køer tygger drøv – faktisk når køerne bøvser. Risdyrkning er også en stor kilde til metan.

5. BILER, LASTBILER OG SKIBE
Transport står for 13 % af udledningerne. Transport er ’kun’ på en femteplads, men det er den klimasynder, der vil vokse hurtigst i fremtiden. Udledningerne af CO2 fra benzin og diesel vil stige med 80 % frem mod 2030.

Se, hvordan du selv kan mindske CO2-udledningen.

Kilde: IPCC working group III, 2007

STORT FLERTAL BAKKER OP

Er der så i dag enighed eller stor u enig hed blandt forskere om global opvarmning? Det har forskere fra Illinois Universitet forsøgt at besvare i en omfattende undersøgelse fra 2009.

Svaret er, at der er stor enighed blandt aktive klimaforskere om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, men at billedet er mere broget blandt andre grene af naturvidenskaben.

Universitetet fik svar fra mere end 3100 forskere inden for geovidenskaberne – det dækker over grene som klima, meteorologi, geologi, geofysik, geokemi, havforskning, hydrologi og palæontologi.

Alt i alt svarede 82 % af forskerne, at den menneskelige aktivitet var en betydelig faktor til global opvarmning. Der var altså et overvældende flertal for teorien om global opvarmning. Men det dækkede over store forskelle.

De mest skeptiske var olie-geologer hvor 54 % støttede teorien. Blandt meteorologerne troede 64 %, at mennesket er skyld i global opvarmning. Man kan måske undre sig over, at så mange meteorologer var skeptiske, men i modsætning til klimaforskere studerer de primært vejret på kort sigt.

89 % af de egentlige klimaforskere var enige i teorien. De klimaforskere, der bedrev aktiv forskning og publicerede i videnskabelige tidsskrifter, var endnu mere sikre: 97 % mente, at vores CO2-udledning er en betydelig faktor i den globale opvarmning.

Foto: Tundra

KAN KLIMAET LØBE LØBSK?

Både verdens skove og have optager en stor del af det ekstra CO2, som menneskeheden udleder. Faktisk mere end halvdelen. Men meget tyder på, at havene og skovenes evne til at afbøde noget af effekten af CO2-udledningen er på retur. Ifølge det FN-støttede The Global Carbon Project kunne økosystemerne for 50 år siden fjerne 600 kilo, hver gang vi sendte et ton CO2 op i atmosfæren. I dag kan naturen kun fjerne 550 kilo for hvert ton CO2, og det tal er faldende.

Mange forskere mener, at de store klimamodeller undervurderer en række selvforstærkende mekanismer, hvor naturen bliver påvirket af vores udledninger og selv forstærker opvarmningen. Det kaldes ’positiv tilbagekobling’ eller ’feedback-effekt’ og kan få klimaforandringerne til at løbe løbsk. Her er tre eksempler:

SMELTENDE IS:
Opvarmningen smelter isen og sneen fra fx Nordpolens hav, jorden i Sibirien eller bjergsider i alperne. Den hvide is reflekterer sollys og varme, og når isen er borte, optager jorden og vandet i havet derfor langt mere varme. Dermed forstærkes opvarmningen af atmosfæren, hvilket får endnu mere sne og is til at smelte.

PERMAFROST:
Den permanent frosne jord i Nordamerika, Sibirien og på Grønland indeholder enorme mængder af plantemateriale. Når den globale opvarmning får jorden til at tø, kan materialet gå i forrådnelse og blive udløst som CO2 eller den ekstremt potente drivhusgas metan. Alene Sibiriens tundra indeholder, hvad der svarer til 70 års menneskelige udledninger.

AMAZONAS:
Der er allerede tørkeperioder i Amazonas, og nogle forskere mener, at det kan nå et punkt, hvor junglen ’tipper’ over i en ny tilstand og begynder at dø. Amazonas optager en betragtelig del af den menneskelige CO2-udledning og er med til at holde den globale opvarmning nede. Hvis skoven begynder at tørre ud, kan Amazonas i stedet forværre den globale opvarmning. Brasiliens nationale rumforskningsinstitut vurderer, at denne onde cirkel kan føre til, at helt op til 60 % af Amazonas vil blive tør savanne inden midten af århundredet, måske endda før.

Kilde: Potential Anthropogenic Tipping Elements in the Earth System, Potsdam Universitet

SKEPTIKERNES INDVENDINGER – MODSTAND

I dag er langt de fleste forskere – og efterhånden også mange politikere og meningsdannere – enige om, at den globale opvarmning er menneskeskabt. Men ikke alle er overbeviste. Mange skeptikere afviser teorien om global opvarmning med, at klimaet altid har været foranderligt, og at den opvarmning, vi ser i dag, derfor blot er et udtryk for naturlige udsving i klimaet.

Men hvad er egentlig klimaskeptikernes argumenter for at fastholde, at klodens stigende temperaturer er helt normale – og at de i øvrigt ikke udgør en trussel mod mennesker og natur? Her er nogle af de mest almindelige indvendinger:

”DET VAR VARMERE I VIKINGE TIDEN”

Vikingerne beboede et Grønland, der var varmere og grønnere, end det er i dag. Ergo er nutidens temperaturer ikke usædvanlige, men blot naturlige udsving. Sådan lyder en kendt skeptikerindvending, og der er lidt om snakken.

Temperaturerne har i historisk tid svinget op og ned, og en lang række rekonstruktioner af temperaturerne ved hjælp af analyser af iskerner og træ-åringe tyder på, at der var noget varmere i Europa og Nordamerika i perioden 900 til 1300. Temperaturerne var dog ikke markant højere end i begyndelsen eller midten af 1900-tallet, og slet ikke i nærheden af, hvad vi er godt på vej til at opleve.

Det var formentlig kun Europa og Nordamerika, der oplevede en ’middelalderlig varmeperiode’. Ifølge organisationer som FN’s klimapanel og den amerikanske hav- og atmosfæreadministration NOAA er der ikke noget, der tyder på, at det globalt var en meget varm periode.

”DET ER SOLENS SKYLD”

Det er den stigende stråling fra solen, ikke CO2-udledningen, der er den rigtige forklaring på temperaturstigningen de sidste 100 år. Sådan lyder skeptikernes mest brugte alternative teori om, hvorfor det er blevet varmere.

Det lyder besnærende, for det er jo solen, der varmer jorden, og forskere er enige om, at solens stråling varierer en del.

Forskere er også enige om, at solstrålingen formentlig er en del af årsagen til, at kloden blev varmere mellem 1900 og 1940. Men solen kan ikke forklare temperaturstigningerne de seneste tredive år. Satellitmålinger viser, at der ikke har været nogen forøgelse i solstrålingen siden 1978, hvor temperaturen for alvor begyndte at stige. Målingerne bekræftes af mange andre undersøgelser.

Foto: Solstråler gennem skydække over hav

UDSVING I SOLENS STRÅLER ER DEN DOMINERENDE ALTERNATIVE TEORI FOR, HVORFOR KLIMAET BLIVER VARMERE.

”1970’ERNE: NY ISTID PÅ VEJ”

Forskere advarede i mange medier i 1970’erne verden om, at en ny istid kunne være lige rundt om hjønet. Derfor kan deres advarsler om global opvarmning ikke tages alvorligt. Sådan lyder en populær anklage mod klimaforskere.

Der var ganske rigtigt mange historier i medierne om, at ’forskere advarer om ny istid’. Det passede også fint med, at temperaturerne generelt var faldet fra 1940 til 1970.

Men blandt de klimaforskere, der publicerede forskningsresultater om emnet, var der generel enighed om, at det egentlige problem var opvarmning.

En forsker fra den amerikanske hav- og atmosfæreadministration NOAA har gennemgået alle videnskabelige artikler om emnet, der har været publiceret i videnskabelige tidsskrifter mellem 1965-1979. Syv forudsagde en global afkøling, mens 44 forudså en opvarmning.

”FORSKERNE ER SLET IKKE ENIGE”

Folk, der er skeptiske over for menneskeskabt global opvarmning, siger ofte, at der i virkeligheden er en stor uenighed blandt forskere: Er der overhovedet sket klimaforandringer? Og bliver de overhovedet et problem?

Der er stor uenighed blandt forskere, men ikke om den grundlæggende teori: At der er en markant global opvarmning, at den skyldes en øget drivhuseffekt, og at den primært er menneskeskabt. Videnskabshistorikeren Naomi Oreskes har undersøgt samtlige artikler om ’globale klimaforandringer’, der blev publiceret i såkaldt peer-reviewed videnskabelige tidsskrifter (tidsskrifter, hvor forsker-resultaterne er tjekket af andre forskere).

Mellem 1993 og 2003 blev der publiceret 928 artikler om emnet. Ingen af artiklerne afviste den gængse teori om CO2 og klimaforandringer.

FORTIDENS VILDE KLIMA

Verden har gennem tiderne oplevet mange drastiske klimaforandringer som følge af ændringer i solens energi, havstrømme, kontinenternes bevægelser, meteor-nedslag eller mængden af naturlige drivhusgasser i atmosfæren. Både natur og mennesker har i et vist omfang tilpasset sig. Men det var, inden Homo sapiens satte sig tungt på kloden.

Oversigt: Jordens klima fra 4-5 mia. år fvt. - ca. 4000 år fvt.

Oversigt: Jordens klima ca. 4000 år fvt. til nu

OG HVAD KAN VI SÅ LÆRE AF DET? ISÆR TRE TING:

  • For det første at havet rent faktisk kan stige meget kraftigt på kort tid, hvis store ismasser smelter.
     
  • For det andet at dyre- og plantelivet er meget sårbart over for temperatur stigninger.
     
  • Og for det tredje – måske det vigtigste – at det på sin vis er blevet sværere for både mennesket og naturen at tilpasse sig klimaændringer. Mindst en milliard mennesker bor i dag så tæt ved havet, at selv relativt små stigninger i vandstandene kan skabe pladsmangel. Samtidig er dyr og planter tillige presset af byer, veje, agerbrug, forurening og mangel på levesteder.

KAMPEN OM KLIMASAGEN – GLOBAL DEBAT

Forskning i klimaændringer er domineret af mænd. Men det var to kvinder, der fik klimaet på den verdensomspændende politiske dagsorden i slutningen af 1980’erne: den daværende socialdemokratiske statsminister i Norge Gro Harlem Brundtland og hendes britiske kollega, den konservative premierminister Margaret Thatcher.

Gro Harlem Brundtland var hovedforfatter til den skelsættende FN-rapport ’Vores fælles fremtid’ fra 1987. Rapporten promoverede det dengang nye begreb bæredygtig vækst: en udvikling, der gavner økonomien, sociale forhold og miljøet – både nu og for fremtidige generationer.

Den indeholdt også centrale afsnit om global opvarmning, baseret på advarsler fra blandt andre World Meteorological Organization. Brundtland fremhævede selv i forordet og ved møder om rapporten, at når det gjaldt klimaet, »ved vi allerede nok til, at handling er berettiget«.

Foto: Smeltende gletsjer

JERNLADYEN LYTTEDE

En af dem, der lyttede, var Margaret Thatcher. Hun blev populært kaldt Jernladyen – og gik da også til klimasagen på den hårde måde. Thatcher var især optaget af den globale opvarmnings betydning for sikkerheden. Hun så allerede dengang en klar kobling fra klimaændringer til konflikter, flygtningestrømme og terror.

Thatcher var den første toppolitiker, der udnævnte klimaet til »klodens altoverskyggende udfordring«. Og hun var nok den største drivkraft på den første verdenskonference om problemet, i Toronto, Canada, i juni 1988. Her anbefalede et usædvanligt ambitiøst slutdokument at »reducere CO2-udledninger med omkring 20 % af 1988-niveauet inden 2005 som foreløbigt mål«.

Men Toronto-dokumentet var ikke bindende. Og selv om FN fulgte op på Brundtland-rapporten med den måske hurtigste politiske proces nogensinde – vedtagelsen af en Klimakonvention på miljøtopmødet i Rio i 1992 – gik indsatsen mod klimaændringerne langsomt i stå. Paradoksalt nok netop fordi der var kommet så meget politisk fokus på dem.

Foto: Margaret Thatcher sammen med Gro Harlem Brundtland foran Downing Street nr. 10

THATCHER OG BRUNDTLAND STOD NORMALT MEGET LANGT FRA HINANDEN POLITISK. MEN IKKE I KLIMASAGEN.

USA BREMSEDE

Det var en høring i USA’s senat i juni 1988, der for alvor satte gang i skepsissen over for menneskeskabt global opvarmning. En af klimaforskningens pionerer, James Hansen fra rumorganisationen NASA, var indkaldt af en komité med blandt andre demokraten Al Gore.

Der var en usædvanlig hedebølge i Washington DC. For snurrende tvkameraer og i et lokale, hvor airconditioningen dårligt kunne hamle op med varmen, erklærede Hansen, at han var »99 % sikker på, at drivhuseffekten er påvist, og at den ændrer vores klima lige nu«.

Der gik ikke mange timer fra komiteen sagde »Thank you, Dr. Hansen«, til olie- og kulindustrien begyndte at hyre klimalobbyister og etablere klimatænketanke. Formålet var at sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kunne betale sig at bruge mange mia. dollar på at bremse noget, der måske slet ikke eksisterede.

Det var et succesfuldt modtræk. På trods af, at videnskaben allerede dengang var ret sikker i sin sag, var lobbyister, ansat af USA’s olieindustri, stærkt medvirkende til de beskedne politiske resultater de efterfølgende år.

Det var således netop på initiativ fra USA, at Toronto-målene blev neddroslet i Rio 1992. Det var USA, der talte ambitionerne ned, da verden efter flere års pres fra EU skulle vedtage en bindende klimaaftale i den japanske kejserby Kyoto i 1997.

Og det var USA, der efterfølgende undlod at gennemføre Kyoto-protokollen med henvisning til, at Kina og andre store u-lande ikke var forpligtede til at reducere CO2. Det kunne skade amerikanske arbejdspladsers konkurrenceevne, mente både republikanere og demokrater.

Resultatet var, at den internationale indsats mod klimaforandringer stod næsten helt stille i årevis. Indtil en række indbyrdes uafhængige begivenheder igen kickstartede den.

TØBRUD I KLIMAFRONTERNE

Man tager en storpolitisk studehandel, en misforstået orkan og en voldsomt stigende pris på olie. Det røres godt sammen med mange tunge udsagn fra videnskabsfolk og en let dokumentarfilm fra en tidligere amerikansk vicepræsident. Og sidst, men ikke mindst, udhungrede isbjørneunger og andre konkrete effekter af klimaændringer. Efter få år er gryden nærmest ved at koge over af bekymring over global opvarmning.

Først den storpolitiske studehandel: I 2004 fik Ruslands præsident Vladimir Putin EU-tilsagn om sit eftertragtede medlemskab af verdenshandelsorganisation WTO. Til gengæld sagde han som aftalt ja til endelig at ratificere Kyoto-protokollen.

Så kom den misforståede orkan: Katrinas ødelæggende effekt på New Orleans i august 2005 skyldtes i langt overvejende grad utilstrækkelige diger – ikke global opvarmning. Alligevel var det formentlig den enkeltepisode, der blæste mest til en ny grøn bølge i USA.

Den nok væsentligste faktor for den nye globale interesse for CO2-fri energi havde heller ikke noget med klimaændringerne at gøre. Det var nemlig den stigende oliepris. Den fik hele den vestlige verden – og de boomende økonomier i Asien – til at spekulere over, hvordan man i fremtiden kunne få billig nok energi. Og om man overhovedet kunne få nok energi.

Forsyningssikkerhed kom for alvor på dagsordenen i EU, da det russiske gasmonopol Gazprom nytårsdag 2006 lukkede for hanerne til Ukraine – og dermed for tre fjerdedele af gaseksporten til resten af Europa.

Foto: TIMES TEMANUMMER FRA APRIL 2006 VAR SVÆRT AT OPDRIVE PGA. STIGENDE INTERESSE FOR KLIMAET.

TIMES TEMANUMMER FRA APRIL 2006 VAR SVÆRT AT OPDRIVE PGA. STIGENDE INTERESSE FOR KLIMAET.

ISBJØRNE PÅ FORSIDEN

Det var også i 2006, at topchefer over hele verden for alvor begyndte at indse, at man kunne få imagemæssig – og økonomisk – fordel af at arbejde med og ikke mod forskere og miljøfolk.

Fremsynede erhvervsfolk ønskede at kende deres vilkår på energiområdet langt ud i fremtiden. Fx gik verdens største private arbejdsgiver, supermarkedskæden Wal-Mart i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden. De bad direkte den amerikanske regering om restriktioner på CO2-udledningerne.

Selv olieselskabet ExxonMobil, der i to årtier havde været blandt de allermest aktive klimaskeptikere, vendte på en tallerken og var pludselig for en skat på CO2.

Miljøfolkene kvitterede ved at tale om konkurrencedygtighed og risk management. Som WWF’s internationale klimachef Hans Verolme forklarede til Politiken i 2007: »Vi kom jo ingen vegne ved blot at sige: ’vi repræsenterer alle pelsdyr i verden, giv os nogle penge, og hold op med at forurene, vil I ikke nok?’ Vi blev nødt til at vise, at vi forstår markedsmekanismerne«.

Nogle pelsdyr var dog stadig en vigtig del af klimasagen. Fx prydede isbjørnen forsiden af Time Magazine’s specialrapport om global opvarmning fra april 2006, fordi de svindende ismængder forhindrede hunnerne i at fange nok sæler og producere tilstrækkelig mælk til deres unger.

I månederne efter var der premiere på USA’s eks-vicepræsident Al Gores dokumentarfilm om klimaet, An Inconvenient Truth (En ubekvem sandhed), over hele verden. Og så eksploderede interessen, i hvert fald i Nordeuropa og blandt USA’s progressive kystbefolkning.

Foto: TOÅRIGE MORGAN PIERRE VAR EN AF DE OVERLEVENDE I KATRINA-ORKANEN. SKRIFTEN PÅ VÆGGEN BAG HENDE FORTÆLLER, HVOR MANGE, DER DØDE I HENDES HUS.

TOÅRIGE MORGAN PIERRE VAR EN AF DE OVERLEVENDE I KATRINA-ORKANEN. SKRIFTEN PÅ VÆGGEN BAG HENDE FORTÆLLER, HVOR MANGE, DER DØDE I HENDES HUS.

NOBELPRIS TIL KLIMAFOLK

I 2007 satte videnskaben og verdenssamfundet trumf på. De mere end 450 hovedskribenter i FN’s Klimapanel var nu blevet så enige, som forskere næsten kan være: Menneskeskabt global opvarmning var en reel og global trussel – og konsekvenserne af opvarmningen kunne allerede ses og mærkes.

FN’s klimapanel – Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) – blev oprettet i 1988 som opfølgning på rapporten ’Vores fælles fremtid’. Panelet udgiver rapporter, der opsummerer forskning og viden om klimaændringer og mulighederne for at begrænse CO2-udledningen.

Panelets fire 2007-rapporter fik toppolitikere til at stå i kø for at springe ud som grønne, blandt andet på et ekstraordinært FN-møde for alverdens statsledere i New York i september. Nu igen med Gro Harlem Brundtland i en hovedrolle – som en af FN-generalsekretær Ban Ki-moons tre særlige klimaudsendinge, der skulle være med til at gøde jorden for en global aftale. Og i oktober 2007 gav Nobelpriskomiteen så sin fredspris til Al Gore og Klimapanelet.

Komiteens begrundelse var stort set enslydende med, hvad Gro Harlem Brundtland og Margaret Thatcher næsten 20 år tidligere havde sagt om klimaudfordringen: »Omfattende klimaforandringer kan komme til at ændre og true livsvilkårene for store dele af menneskeheden. Det vil kunne føre til store folkeflytninger og øge kappestriden om Jordens ressourcer. Sådanne ændringer vil lægge særligt store byrder på verdens mest sårbare stater. Faren for voldelige konflikter og krige i og mellem stater vil kunne forøges«.

DEN GRØNNE BUSH

Hvilken stat i USA har i mange år fået den største andel af sin strøm fra vindmøller? Nej, det er ikke Californien. Det er Texas.

Hvem satte satsningen på vindmøller og anden vedvarende energi i gang i Texas? Det gjorde guvernør George W. Bush i 1999, mindre end to år før han blev amerikansk præsident og kendt for at gå kul- og olielobbyens ærinde.

Faktisk flyttede Bush ind i Det Hvide Hus i januar 2001 efter at have ført en relativt progressiv miljøkampagne, hvor han fx i en tv-debat kaldte global opvarmning et alvorligt problem.

Men få uger efter måtte Bush bryde sit første grønne valgløfte og opgive at begrænse kraftværkernes udledning af CO2. Da havde hans regering nemlig været udsat for et massivt og vedholdende pres fra ledende republikanere, industrirepræsentanter og konservative tænketanke. Derefter stod den på massive nedskæringer på miljøområdet og censur af videnskabelige rapporter om klimaproblematikken. Fx slettede Det Hvide Hus’ miljøkontor hele afsnit om svindende gletsjere, vandmangel i landbruget og risiko for skovbrande fra US Global Change Research Programs årlige klimarapporter.

Først da olieprisen blev fordoblet på få år, begyndte præsidenten at bløde op på sin afvisning af vedvarende energi. I sin ’State of the Union’-tale 31. januar 2006 erklærede George W. Bush, at USA var »addicted to oil« – afhængigt af olie – fra ustabile regimer i Mellemøsten, og at man skulle »investere mere i… revolutionerende sol- og vindenergi« samt biobrændstoffer.

Året efter gentog han budskabet – og tilføjede, at de nye miljøteknologier også ville »hjælpe os til at imødegå den alvorlige udfordring, som de globale klimaforandringer er«. Altså en tydelig anerkendelse af klimaproblemet for første gang siden valgkampen i 2000.

Foto: GEORGE BUSH VAR UPOPULÆR BLANDT NGO’ER, HER I JAPAN, FORDI USA I MANGE ÅR OBSTRUEREDE DE INTERNATIONALE KLIMAFORHANDLINGER.

GEORGE BUSH VAR UPOPULÆR BLANDT NGO’ER, HER I JAPAN, FORDI USA I MANGE ÅR OBSTRUEREDE DE INTERNATIONALE KLIMAFORHANDLINGER.


TERMINATOR CO2

»Action, action, action«. Den tidligere actionhelt Arnold Schwarzenegger tordnede mod FN-samlingen. Det var en varm septemberdag i New York i 2007, og nu skulle alle, rige som fattige lande, holde op med at se mistroisk på hinanden og i stedet handle, prædikede muskelbundtet fra Terminator-filmene.

Som republikansk guvernør i Californien havde Schwarzenegger selv været med til at vise vejen: Han havde ombygget sine tidligere benzinslugende Hummer-biler til at køre på biogas og brændselsceller. Og han havde stillet stadig større klimakrav til bilfabrikanterne og anden industri i sin solskinsstat. Presset fra Schwarzenegger og andre regionale og lokale ledere i USA var med til at få regeringen i Washington D.C. til at anerkende klimaproblematikken og til, at USA ikke længere så aktivt obstruerede de internationale klimaforhandlinger.

Foto: EKS-VICEPRÆSIDENT AL GORE OG KLIMAPANELETS FORMAND RAJENDRA PACHAURI MODTOG NOBELS FREDSPRIS 2007 FOR DERES KAMP MOD KLIMA ÆNDRINGER.

EKS-VICEPRÆSIDENT AL GORE OG KLIMAPANELETS FORMAND RAJENDRA PACHAURI MODTOG NOBELS FREDSPRIS 2007 FOR DERES KAMP MOD KLIMA ÆNDRINGER.

DA DANSK POLITIK IGEN BLEV GRØN – KLIMADEBAT I DANMARK

»Det handler om at beskytte klimaet og bevare mangfoldigheden af levende væsner, så også kommende generationer kan glæde sig over isbjørnen, tigrene og pandaerne«.

En del tilhørere på Venstres landsmøde måtte gnide øjnene en ekstra gang denne november-søndag i 2008. Det var ikke en fodformet økoflipper, der stod oppe på scenen i Herning Kongrescenter og talte om miljøproblemer og bløde pelsdyr. Det var deres formand Anders Fogh Rasmussen – statsministeren, der for ikke så længe siden agiterede for, at staten skulle blande sig så lidt som muligt i markedskræfternes frie spil.

»At skabe en grøn og bæredygtig vækst, det er den største udfordring for denne generation og for den næste generation«, sagde Fogh Rasmussen.

Statsministerens tale blev udråbt som en grøn revolution af tv-nyhederne samme aften. Men faktisk var det en omvendelse, der havde været undervejs i flere år, og som Fogh Rasmussen første gang havde bebudet allerede ved Folketingets åbning i oktober 2006.

Foto: PÅ VENSTRES LANDSMØDE I 2008 HANDLEDE HELE STATSMINISTER FOGH RASMUSSENS TALE OM KLIMAKRISEN.

PÅ VENSTRES LANDSMØDE I 2008 HANDLEDE HELE STATSMINISTER FOGH RASMUSSENS TALE OM KLIMAKRISEN.

AKTIV KLIMASKEPTIKER

Statsministeren nævnte selv på scenen i Herning 2008, at han havde hørt til dem, der »sådan var lidt i tvivl om det der med klimaet«.

Op gennem 1990’erne var Fogh Rasmussen blandt de mest aktive klimaskeptikere i Danmark. Han skosede ofte den daværende socialdemokratiske miljø- og energiminister Svend Auken og dennes støttepartier på venstrefløjen for grønne afgifter og anden indsats mod klimaændringerne.

Så sent som i februar 1998 – da videnskaben allerede var relativt enig om, at menneskeskabt global opvarmning var et faktum og et stort problem – skrev Fogh Rasmussen en kronik i Information med overskriften ’Dommedagsteorier skifter med vejret’. Her fastslog han bl.a., at der »ikke i praksis er belæg for teorien om, at isen ved polerne gradvis vil smelte«.

MILJØIMPERIET SKÅRET NED

Da Venstre og Konservative overtog regeringskontorerne fra Socialdemokraterne og De Radikale i november 2001, blev der skåret kraftigt ned på Svend Aukens såkaldte miljøimperium, og Fogh Rasmussen var langt fra den eneste klimaskeptiker i regeringen. Den daværende konservative formand Bendt Bendtsen havde fx vakt en vis opsigt ved at udtale, at han ikke opfattede CO2 som forurening:

»Ovre på Fyn stopper de CO2 ind i drivhusene, du! Og så får de 20 % flere tomater«, påpegede Bendtsen. Som en af sine første handlinger som økonomi- og erhvervsminister aflyste han tre havvindmølleparker og barberede budgetterne til forskning og udvikling af vedvarende energi. Det skete med henvisning til Danmarks konkurrenceevne.

MINISTER ÆNDREDE TEKSTEN

Også Venstres finansminister Thor Pedersen var klimaskeptiker, og regeringstoppens holdning smittede af på partifællen, miljøminister Hans Christian Schmidt. Schmidt ændrede således i 2004 flere passager i klimaforskeres tekst til pjecen ’Tilpasning til fremtidens klima’.

Blandt andet tilføjede ministeren, at der var »meget usikkerhed om klimaets udvikling og menneskets bidrag til drivhuseffekten« – selv om der på det tidspunkt tværtimod var stærk videnskabelig konsensus.

MUHAMMEDKRISENS BETYDNING

I begyndelsen af 2006 begyndte statsministeren at ændre holdning til klimasagen – i første omgang, fordi han opdagede, at problematikken hang tæt sammen med sikkerhed for energiforsyning.

Først udløste det russiske gasmonopol Gazproms lukning af hanerne til Europa EU-krisemøder. Og så resulterede Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed i afbrændinger af Dannebrog i muslimske lande.

Fogh Rasmussen fortalte i september 2007 til Politiken, at han på det tidspunkt i sit stille sind priste sig lykkelig for, at Danmark ikke skulle ud og købe olie i Mellemøsten – eller skaffe energi fra andre ustabile leverandører.

Kort efter Muhammed-krisens kulmination kom den konservative miljøminister Connie Hedegaard til statsministeren med en idé: Danmark skulle påtage sig værtskabet for FN’s store klimatopmøde i 2009 – det år, hvor efterfølgeren til Kyoto-aftalen skulle landes.

På det tidspunkt vurderede Fogh Rasmussen, at en grøn klimapolitik kunne sikre miljø, eksportkroner, energiforsyning og sikkerhed på én gang. Svaret til Connie Hedegaard var således positivt.

DANMARK IMPONEREDE USA

De efterfølgende måneder gjorde det indtryk på statsministeren, at topledere i Danfoss, Grundfos og andre dele af dansk erhvervsliv agiterede ivrigt for en grøn klimapolitik. Men den mest markante enkeltbegivenhed var besøget hos daværende præsident George W. Bush i juni 2007.

Bush var også blevet opmærksom på de økonomiske og sikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med energiforsyning og talte stadig mere om, at USA skulle gøre sig uafhængig af dyr mellemøstlig olie.

Ved sit besøg i Det Hvide Hus kunne Fogh Rasmussen derfor imponere Bush med, at Danmark siden 1980 havde haft en vækst i økonomien på omkring 70 % – samtidig med, at energiforbruget var forblevet stort set konstant. En effektiv udnyttelse af energien, der var afledt af 1970’ernes oliekriser og 1980’ernes miljøbølge, og som USA kun kunne drømme om. Da den danske statsminister fortalte om dette danske eksempel fik han således den amerikanske præsident til at læne sig frem og duperet udbryde »WHAT?«. Tre dage efter fik Fogh Ras mussen topforskerne på Stanford University i Californien til at klappe af samme danske eksempel.

Foto: ANDERS FOGH RASMUSSEN OG GEORGE W. BUSH VAR ENIGE OM MANGE POLITISKE EMNER. DE BLEV OGSÅ BEKYMREDE FOR KLIMAET PÅ NOGENLUNDE SAMME TID.

ANDERS FOGH RASMUSSEN OG GEORGE W. BUSH VAR ENIGE OM MANGE POLITISKE EMNER. DE BLEV OGSÅ BEKYMREDE FOR KLIMAET PÅ NOGENLUNDE SAMME TID.

FN-RAPPORT OVERBEVISTE FOGH

Statsministeren har hele tiden fastholdt – også i sin grønne tale på Venstrelandsmødet i november 2008 – at opgøret med Svend Aukens miljøpolitik var nødvendigt, fordi man angiveligt ikke fik nok miljø for pengene.

Men netop på scenen i Herning sagde statsministeren for første gang, at VK var gået for langt i dette opgør. Regeringen havde været »fodslæbende« i klimaspørgsmålet, og »det var måske også forkert«, erkendte statsministeren. Selv forklarede han til Politiken i 2007, at han var blevet overbevist af 2007-rapporterne fra FN’s internationale klimapanel. Panelet og andre forskere som den britiske topøkonom Sir Nicholas Stern talte også til økonomen i Fogh Rasmussen ved at påpege, at det nok ville være dyrt at gøre noget ved klimaproblemet. Men det ville efter alt at dømme være langt dyrere ikke at gøre noget.

Samtidig vidste Fogh Rasmussen, at der var stigende efterspørgsel på det, Danmark var blevet rigtig god til, nemlig en effektiv udnyttelse af energi.

Med andre ord kunne man ikke blot kombinere miljøbevidsthed med forsyningssikkerhed, men også med vækst. Og de lande, der først gjorde det, ville få et uvurderligt miljøteknologisk forspring – der bestemt ikke ville skade, men tværtimod gavne konkurrenceevnen.

Derfor sluttede statsministerens tale i Herning på Venstres landsmøde i 2008 med opfordringen til »et grønt kvantespring«. »Lad os skabe en ny grøn vækst og tusindvis af nye grønne arbejdspladser. Lad os gøre Danmark til en grøn vindernation«.

KLIMA – DET VIL LØKKE

Foto: Lars Løkke Rasmussen

Efter Anders Fogh Rasmussen blev NATO-generalsekretær, overtog Lars Løkke Rasmussen hans klimapolitik stort set uændret. Allerede umiddelbart efter den officielle udnævnelse hos dronningen 5. april 2009 sagde den nye statsminister ude på Amalienborg Slotsplads, at en ambitiøs aftale på klimatopmødet i Køben havn var en af hans vigtigste opgaver overhovedet.

Det budskab gentog Lars Løkke Rasmussen et par dage senere i sin tiltrædelsestale i Folketinget: »En ny klimaaftale skal ikke slå nye rekorder i varmluftig retorik, men derimod finde troværdige og praktiske løsninger på den globale opvarmning. Det bliver ikke nogen nem opgave. At få verdens lande til at enes om noget som helst er svært – men at enes om en ambitiøs klimaaftale midt i en krisetid bliver overordentligt svært«.

Lars Løkke Rasmussen havde kun ganske få gange udtalt sig offentligt om klimaet, før han blev statsminister. Mest markant var i journalisten Kirsten Jacobsens bog Løkkeland fra 2006, hvor den daværende indenrigs- og sundhedsminister i et interview på Fyn påpegede, at det havde en pris, at Danmark med bl.a. grønne afgifter ville være »de fremmeste i forhold til Kyotobestræbelserne«:

»Imens lukker det ene gartneri efter det andet så her på Fyn. Jeg kunne godt ønske mig, at vi var en smule pragmatiske. At vi havde en mere realistisk tilgang til problemerne, for lukkede gartnerier er tabt velfærd«, sagde Lars Løkke Rasmussen. Men ved sin tiltrædelse i april 2009 erklærede den nye statsminister sig for en fortsættelse – og skærpelse – af Kyoto-bestræbelserne. Her fastslog han, at »alle må bidrage til at nå målet om en halvering af udledningerne ved midten af dette århundrede«. Altså et klimamål, der var på linje med forskernes anbefalinger.


HVAD LOMBORG EGENTLIG MENER »Drivhuseffekten er yderst tvivlsom«.

Foto: Bjørn Lomborg

Den lille sætning i en kronik i Politiken 12. januar 1998 var med til at sætte gang i en global lavine, som dens ophavsmand aldrig havde drømt om. Det var Bjørn Lomborg, dengang helt ukendt lektor i statistik på Aarhus Universitet, der skrev den som led i fire kronikker om, at kloden havde det langt bedre, end miljøbevægelsens dommedagsprædikanter gav udtryk for.

Det var den sætning, der mange år frem kom til at definere Lomborg, og som sammen med stramme T-shirts og en usædvanlig retorisk begavelse var med til at gøre ham verdensberømt.

Selv fortryder Lomborg sætningen: »Jeg ville gerne have skrevet den mere tænksomt«, erkendte han over for Politiken i 2007.

Lomborgs ærinde var – og er – nemlig ikke at benægte drivhuseffekten. Blot at konsekvenserne af den ikke er så uoverstigelige, som langt hovedparten af alverdens videnskabsfolk og toppolitikere mener.

Men formuleringen »yderst tvivlsom« var medvirkende til, at han i årevis blev hevet frem som hardcoreskeptiker – både af sine modstandere og tilhængere. Og til at hans retorik og menneskesyn blev sammenlignet med Hitler og nazismen i det videnskabelige tidsskrift Nature og af formanden for FN’s Klimapanel Rajendra Pachauri.

I virkeligheden anerkender Lomborg den menneskeskabte drivhuseffekt, og at følgerne primært er negative. Hans egentlige hovedbudskab på klimaområdet er, at det er alt for dyrt at forsøge at bremse klimaændringerne med kvoter og andre begrænsninger på CO2-udledning.

I stedet skal alverdens lande investere 0,05 % af BNP i forskning og udvikling af renere energikilder – så vil markedet mere eller mindre klare resten og sørge for, at en ny miljøteknologi bliver sat i storproduktion, når den kan betale sig. Et synspunkt, han dog står relativt alene med blandt alverdens klimaforskere og økonomer. De finder det nødvendigt at skubbe mere til markedet.

Lomborgs synspunkter og hans evne til at markedsføre dem har fået bl.a. Time Magazine og Esquire til at kåre ham til en af verdens mest indflydelsesrige tænkere. Og miljøorganisationer giver ham en stor del af ansvaret for, at indsatsen mod klimaændringer blev forsinket i flere år. Ikke kun i Danmark, men også globalt.


DE GRØNNE DANSKE AFTRYK

To danske politikere har haft markant indflydelse på de globale klimaforhandlinger: Svend Auken, der var miljø- og energimister i Poul Nyrup Rasmussens regeringer fra 1993-2001 og Connie Hedegaard, der blev miljøminister i august 2004.

Den socialdemokratiske miljøminister Svend Auken var en af drivkræfterne i EU’s miljø- og klimapolitik op gennem 1990’erne. Mest markant nok ved fastlæggelsen af forhandlingsudspillet til Kyoto-topmødet:

Et EU-miljøministermøde 3. marts 1997 skulle blot have været en formssag, fordi man efter to års tovtrækkeri endelig var blevet enige om, hvordan medlemslandene skulle fordele et EU-mål om 10 % CO2-reduktion i perioden 1990-2012. Men så rystede Auken pludselig posen og foreslog, at man i stedet spillede ud med 15 %.

Som klodens klimalokomotiv burde EU være ekstra ambitiøs, for ellers ville man ikke kunne hive en god aftale igennem, argumenterede Auken. Med succes. EU rejste således til Kyoto med et udspil på 15 %, endte på 8 og fik dermed presset den samlede reduktion op på 5,2.

Den konservative Connie Hedegaard kastede sig også over klimasagen, kort efter hun var blevet udnævnt som miljøminister. Et år efter samlede hun en snes miljøministre til et uformelt klimamøde på Grønland.

Her så politikerne med egne øjne isen smelte i rekordtempo, og det lykkedes faktisk Hedegaard at være med til at skabe tøbrud i klodens fastlåste klimafronter.

Da den canadiske miljøminister Stéphane Dion med møje og besvær havde fået hevet et ret så ambitiøst slutdokument i land på FN-konferencen i Montreal i december 2005, sendte han en særlig tak til Danmark og den såkaldte Grønlandsdialog.

Hedegaard blev udnævnt til klima- og energiminster i 2007. Som verdens første klimaminister blev hun den centrale indpisker i forberedelserne til klimatopmødet i København 2009.

Foto: Svend Auken og Connie Hedegaard

SIDSTE NAT PÅ BALI – INTERNATIONALE FORHANDLINGER

Hvordan foregår klimaforhandlingerne egentlig i praksis? Og hvorfor bliver resultaterne tolket så forskelligt? Vi skal en tur til Bali og følge forhandlingerne i 2007.

Hvis en af FN’s klimakonferencer blev sat op som Hollywood-film, ville den blive et flop. Ingen almindelige biografgængere ville være godt underholdt af at se på politikere og topembedsmænd, der bruger dage på at grave sig ned i detaljer og vende hvert et lille ord på en guldvægt.

Og de ville nok også sidde der i plyssæderne i biografmørket og undre sig over, at tempoet i det airconditionerede konferencecenter kan være så skildpaddeagtigt, når den eskalerende globale opvarmning udenfor minder stadigt mere om en thriller.

Hvordan kan man fx bruge den sidste nat – og formiddag – på en klimakonference på at diskutere, om ordene ’måle, rapportere og verificere’ skal stå i begyndelsen eller slutningen af et afsnit?

Det kunne man på den indonesiske ø Bali i december 2007. Placeringen i sætningen var nemlig afgørende for, om det kun var de rige landes finansiering til udviklingslandene eller tillige u-landenes egen indsats mod klimaforandringer, der skulle kunne måles, rapporteres og verificeres.

Eksemplet fra den sidste nat på Bali er også rammende som illustration af, at klimakonferencer skam godt kan få følelserne i kog. I hvert fald hos dem, der deltager.

Foto: ISBJØRNE OG PINGVINER SVEDTE TRAN, MENS POLITIKERNE FORHANDLEDE VED FN-KONFERENCEN PÅ BALI I 2007.

ISBJØRNE OG PINGVINER SVEDTE TRAN, MENS POLITIKERNE FORHANDLEDE VED FN-KONFERENCEN PÅ BALI I 2007.

PINGVINER MED SOLSTIK

Bali-aftalen var ekstra vigtig, fordi der skulle fastlægges en køreplan frem til klimatopmødet i København 2009.

Det var begyndt, som det plejede et par uger forinden. Embedsmændene ankom og forsøgte at skrive ned, hvad man var enige om på forhånd. Det var som sædvanlig ikke ret meget, og heller ikke efter den første uges forhandlinger var der nogen centrale afsnit uden såkaldt skarpe parenteser; uafklarede spørgsmål, der skulle forhandles på ministerniveau.

Ngo’erne var frustrerede – som altid. Uden for konferencecentret demonstrerede de blandt andet ved at klæde sig ud som pingviner – lidt af en bedrift i 35 graders varme og luftfugtighed tæt på 100.

Indenfor pressede de på for fremskridt og havde her selskab af lobbyister fra industrien og andre erhvervsfolk. De ngo’er og erhvervsfolk, der er en del af et lands delegation, må i modsætning til pressen godt overvære et forhandlingsmøde, men de må ikke sige noget.

Til gengæld tager de revanche i korridorerne og gangene, hvor det ikke skorter på gode råd til forhandlerne.

HVAD BETYDER COP 15?

Fagfolk taler om klimatopmødet i København 2009 som COP 15, og om klimakonferencerne som COP’er. Det skyldes, at mødet i København er den 15. Conference Of the Parties, siden man begyndte i Berlin i 1995.

Berlin-konferencen var den første, efter at klimakonventionen fra det store miljømøde i Rio de Janeiro 1992 var trådt i kraft.

For at det ikke skal være løgn, har man siden 2005 – hvor Kyoto-protokollen trådte i kraft – sideløbende afholdt noget, der hedder COP-MOP’er. MOP står for Meeting Of the Parties, og det er kun for medlemmer af Kyoto-protokollen, hvor lande som USA altså ikke deltager.

Det er højere diplomatisk videnskab at adskille, hvad der skal og må forhandles hvor og hvornår.

FORMANDENS VENNER SAMLES

Lige meget hjalp det dog. Så da ministrenes fly landede i begyndelsen af konferencens anden uge, højniveau-delen, havde det indonesiske FN-formandskab brug for at få tempoet op. De samlede derfor knap 40 centrale lande i det såkaldte ’Friends of the Chair’, formandens venner, som det hedder i jargonen.

To døgn efter blev gruppen halveret, og embedsmænd blev forment adgang. Nu var det kun ministre fra nøglelande, der sad med til bords.

Fra EU var der tre med: Daværende EU-formandsland Portugal, Europas største og dengang mest klimaprogressive land Tyskland, og så Danmark, fordi vi skulle være vært for klimatopmødet i 2009.

Derudover naturligvis USA, samt blandt andre Kina, Indien, Australien, Japan, Rusland, Nigeria, Saudi-Arabien og Pakistan, der på det tidspunkt var formand for G77. G77 er gruppen af udviklingslande, der siden sin dannelse er vokset fra 77 til omkring 130 medlemmer.

Foto: I 2005 KOM RUSLAND MED I KYOTO-AFTALEN, MEN FIK DOG INGEN DIREKTE FORPLIGTELSER TIL AT NEDBRINGE FORURENINGEN FRA KRAFTVÆRKER SOM DETTE I MOSKVA.

I 2005 KOM RUSLAND MED I KYOTO-AFTALEN, MEN FIK DOG INGEN DIREKTE FORPLIGTELSER TIL AT NEDBRINGE FORURENINGEN FRA KRAFTVÆRKER SOM DETTE I MOSKVA.

AKTØRERNE OG DERES HOLDNINGER

Nogenlunde sådan her har rollerne været på langt de fleste klimakonferencer:

EU er verdens klimalokomotiv, der – som regel – forsøger at højne ambition erne.

USA, Canada, Japan og Australien er de rige skeptikere, der holder igen.

Udviklingslandene, organiseret i G77, forsøger at få de rige til at erkende større ansvar og påtage sig større CO2-reduktioner. Dels hjemme, dels ved at reducere i u-lande, bl.a. via fonde, CDM-projekter og skovbevarelse. De rige bør også overføre flere penge og mere teknologi til de fattige, mener G77. Gruppen består af flere undergrupper, hvor de vigtigste er:

  • Kina, Indien, Brasilien og enkelte andre lande, der har haft kraftig vækst (og dermed stigende CO2-udledning) de seneste årtier. De erkender deres medansvar, men forsøger at undgå for store forpligtelser. (Rusland er ikke et udviklingsland og har ofte sin egen dagsorden, der ikke mindst handler om respekt for landets stormagts-status. Rusland agerer imidlertid ofte som resten af denne gruppe).
  • Saudi-Arabien og de andre olielande, der nødig vil erkende, at olie kan være et problem. Og som derfor ofte holder sig uden for eller direkte forsøger at sabotere processen.
  • De lavtliggende østater, der er meget aktive over for medierne og i forhandlingerne – ikke mindst fordi de som de eneste risikerer egentlig udslettelse.
  • De fattigste lande, især i Afrika, der har svært ved at blive hørt, og derfor primært forsøger at få penge til at tilpasse sig og til at forebygge yderligere forandringer af klima et.

KØRT FAST PÅ PENGESTRID

Efter yderligere to slidsomme døgn var der stadig et par essentielle sætninger, der var kontroversielle, heriblandt det med at ’måle, rapportere og verificere’ indsatsen mod klimaændringer.

Substansen i det var som så ofte før penge – hvem skal nu betale hvor meget? Hvis u-landene ikke skulle måle, rapportere og verificere, havde de så overhovedet forpligtelser – og ville de rige så ikke komme til at bære ansvaret for at reducere CO2 alene, spurgte især USA.

Forhandlingerne gik i hårdknude natten til lørdag, og et par timer efter midnat sendte de indonesiske værter formandens venner hjem i hotelsengene. I stedet skulle alle mødes til stormøde i plenumsalen, når solen igen var stået op over Bali.

EN GRÆDENDE FN-CHEF

Om morgenen lørdag 15. december havde de søvndrukne delegerede dårligt nok nået at sætte sig i plenum, før den kinesiske chefforhandler kom med en usædvanlig hård anklage mod den øverste chef for FN’s klimasekretariat, hollænderen Yvo de Boer.

De Boer har spillet dobbeltspil, lød det fra kineseren, der understregede sine pointer ved at banke knytnæven ned i bordet.

Det indonesiske formandskab havde afholdt forhandlinger med nøglelande parallelt med, at man begyndte forhandlinger i plenum. Det var respektløst og tegn på, at FN’s klimasekretariat ikke er udviklingslandenes sekretariat, mente kineseren.

Efter nogen forvirring fik Yvo de Boer chancen for at forsvare sig mod anklagerne. »Jeg vidste ikke, at der blev forhandlet i et andet lokale«, nåede de Boer at få fremstammet. Så blev han ramt i nakken af alt for mange døgn med alt for mange uenigheder og alt for lidt søvn. Først begyndte tårerne at løbe. Så løb de Boer selv rystende og sammenkrøbet ned fra podiet og ud af salen.

ET MARKED FOR CO2

EU forsøger i disse år at få USA og andre dele af verden med på det såkaldte kvotehandelssystem. Det er et system, som oprindeligt blev skrevet ind i Kyoto-aftalen på USA’s initiativ.

Den britiske økonomiprofessor Nicholas Stern og andre eksperter har anbefalet det som et af midlerne til at løse klimakrisen. Det sætter nemlig et loft over CO2-udledningerne og skaber samtidig et marked for at handle med forureningen.

En CO2-kvote giver retten til at udlede 1 ton CO2 i en bestemt periode. EU har siden 2005 haft et CO2-kvotesystem, der omfatter mere end 10.000 virksomheder, heraf ca. 380 danske, primært i energisektoren og den energitunge industri. Fra 2013-2020 skal de fleste CO2-kvoter auktioneres væk – til den pris, som markedet vil betale på det tidspunkt.

Flere byer og stater i USA planlægger at indføre CO2-begrænsninger efter netop sådan et system. Også centralt i Washington er der overvejelser, men det store spørgsmål er, om systemet vil passe sammen med EU’s.

Ud over kvotesystemet skal landene også reducere CO2 i de sektorer, der ikke er omfattet, især transport, landbrug og byggeri: populært sagt biler, bønder og boliger.

AMERIKANERE MØDT MED BUH-RÅB

Den ellers så korrekte FN-embedsmands sammenbrud viste sig paradoksalt nok at blive vendepunktet. Den indonesiske miljøminister blev siddende på podiet og forsøgte at samle trådene i begyndelsen meget famlende, men efterhånden godt hjulpet af velvilje fra salen.

Derfor skabte det også ekstra frustration, da USA’s chefforhandler Paula Dobriansky nedlagde veto mod det sidste kompromisforslag, fordi det angiveligt krævede for lidt af udviklingslandene.

Formanden for G77 havde ellers lige foreslået en udlægning af den kontroversielle del af teksten, som kom USA i møde. Amerikanerne blev derfor mødt af høje buh-råb.

SUPERMAGTEN, DER KOM IND FRA KULDEN

USA var i årevis klimakonferencernes hyppigste modtager af ngo’ernes hadepris, Dagens Fossil, for at modarbejde og forsinke de globale forhandlinger. Men det sluttede på konferencen i Poznan, Polen i december 2008.

Med den nye præsident Barack Obamas engagement i klimakampen kom USA nemlig ind fra kulden.

De færreste lyttede til den afgående præsident Bush’ forhandlere i Poznan. Opmærksomheden var rettet mod udmeldingerne fra formanden for det amerikanske Senats udenrigsudvalg, Obamas demokratiske partifælle John Kerry. Under konferencen bebudede han flere gange stærkt forhøjede ambitioner.

Forskere, ngo’er og udviklingslande fremhævede, at USA’s nye toner var ekstra tiltrængt, fordi EU på grund af finanskrisen langt fra viste samme lederskab som tidligere. Ja, faktisk var det i Poznan flere gange EU-lande, der fik hadeprisen som Dagens Fossil.

Foto: PRÆSIDENT OBAMAS GRØNNE PROFIL SLOG IGENNEM I KLIMAFORHANDLINGERNE, ALLEREDE INDEN HAN VAR RYKKET IND I DET OVALE VÆRELSE.

PRÆSIDENT OBAMAS GRØNNE PROFIL SLOG IGENNEM I KLIMAFORHANDLINGERNE, ALLEREDE INDEN HAN VAR RYKKET IND I DET OVALE VÆRELSE.

HÅRDE ORD TIL USA

Udviklingslandene var særligt frustrerede. De havde blødt op på deres sædvanlige indvendinger om, at de først kunne forpligte sig til en indsats mod klimaændringer, når deres borgere var blevet mætte.

Til gengæld forventede de, at den rige verden ville påtage sig hovedansvaret – og langt den største økonomiske byrde.

Papua Ny Guinea sagde direkte til USA: »Hvis I af en eller anden grund ikke er villige til at lede, så overlad det til resten af os. Please – get out of the way!«.

DANMARK GRIBER IND

Men måske havde USA slet ikke set den udstrakte hånd fra udviklingslandene? Den tanke opstod i den danske delegation. Chefforhandleren gik over til amerikanernes bord og forsøgte at forklare forskellen på G77’s gamle og nye opfattelse af ordene.

Paula Dobriansky vendte sig om mod sin højre hånd Harlan L. Watson for at høre hans vurdering. Watson var imidlertid døset lidt hen, og det fik rødmen til at fare op i Dobrianskys ansigt.

Den normalt så kølige chefforhandler vendte sig i stedet til den anden side og råbte »So do something!« til sin sidemand, præsident Bush’ specialudsending James Connaughton.

KRISE – TIL GAVN ELLER SKADE FOR KLIMAET?

Da finanskrisen ramte verden i efteråret 2008, begyndte det pludselig at gå endnu mere trægt i klimaforhandlingerne. Tysklands førhen så progressive kansler Angela Merkel krævede sin tunge industri undtaget fra EU’s CO2-reduktionsmål, og også andre lande skiftede fra første gear til bakgear.

Danmark var imidlertid blandt dem, der argumenterede for, at finanskrisen ikke ville skade, men tværtimod gavne klimasagen.

Ikke kun fordi den ville få nedsat væksten og dermed stigningen i CO2-udledningen. Næ, det primære argument var, at krisen gav alverdens lande endnu færre penge til at købe dyr olie og gas fra ustabile regimer – og at de derfor ville være endnu mere motiverede til at kickstarte økonomien med satsning på grøn teknologi.

De fleste nyere økonomiske analyser viser, at det bedre kan betale sig at handle nu for at bremse klimaændringerne end at vente, til de er tæt på at løbe løbsk.

USA’s nyvalgte præsident Obama var på samme linje. Alligevel tvivlede eksperterne på verdens evne til handling. De pegede på, at en ambitiøs global klimaaftale ville kræve en evne til at tænke fornuftigt og langsigtet, som man langt fra altid ser hos politikere.

VERDEN HOLDER VEJRET

Om det skyldtes den danske delegations arbejde, et lignende forsøg på ansigt til ansigt-diplomati fra Brasilien eller de konkrete meldinger i udviklingslandenes taler, ved man ikke. Men til sidst blev USA overbevist, om at aftaleteksten indebar, at også udviklingslandenes indsats mod klimaændringer skulle kunne måles, rapporteres og verificeres. Og så kom forløsningen:

»Vi er klar til at gå videre og acceptere konsensus«, sagde Paula Dobriansky. Deltagerne klappede, grinede og lænede sig tilbage i stolene i lettet udmattelse. Kun for få minutter senere igen at holde vejret. Nu var det nemlig Rusland, der bad om ordet.

To år forinden, på klimakonferencen i Montreal 2005, havde russerne holdt hele verden oppe den halve nat ved at insistere på en teknisk detalje, som ingen rigtig kunne se substansen i.

Reelt var der dengang tale om spillen med magtmusklerne, fordi Rusland var fornærmet over, at man ikke havde været med i den gruppe af formandens venner, som de canadiske værter havde indkaldt.

ENDELIG FORLØSNING

Også på Bali ville russerne markere sig som en genopstanden stormagt. Men denne gang havde landet været med blandt formandens venner. Det tog således kun et par minutter med relativt usammenhængende tale, før også den russiske chefforhandler tilsluttede sig aftalen.

Formanden spurgte igen »Nogen indvendinger?«, og salen kiggede over på Saudi-Arabien, der også har talrige forsinkelser på samvittigheden. Ved Nairobi-konferencen i 2006 krævede det rige olieland fx penge fra den fond, der ellers skal hjælpe ludfattige lande med at modstå effekterne af klimaændringerne. Begrundelse: Saudi-Arabien ville miste indtægter, når nu verden ville skrue ned for olieforbruget.

Men denne gang var saudierne tavse. Og efter en rekordlang forsinkelse på 21 timer i forhold til den oprindelige tidsplan kunne FN-chef Yvo de Boer tørre øjnene og igen smile. Om end lidt forlegent.

FRA KYOTO TIL KØBENHAVN – OG VIDERE

Kyoto-protokollen blev aftalt i december 1997. Men reelt manglede man at udfylde mange huller i teksten. Den skulle først træde i kraft, når lande med tilsammen 55 % af verdens CO2-udledning havde underskrevet den. Det skete så sent som i februar 2005, da Rusland endelig tilsluttede sig aftalen.

USA afviste at gennemføre Kyoto-aftalen, og udviklingslandene fik ingen forpligtelser. Det er kun EU, Japan og Canada, der skal reducere CO2 med hhv. 8, 6 og 6 % fra 1990-2012. Den seneste udvikling tyder på, at man når i mål, men kun på et hængende hår.

FN-landene er enige om, at disse Kyoto-mål skal erstattes af en aftale på topmødet i København 2009. Den skal fastlægge reduktioner af drivhusgasser efter 2012, og denne gang skulle alle verdens store CO2-udledere gerne med. Altså ikke kun EU og Japan, men også USA og rigere udviklingslande som Kina.

USA og Kina står tilsammen for næsten 40 % af klodens samlede udledning af drivhusgasser. De to landes positioner i forhandlingerne har længe været, at USA kun vil gå med, hvis Kina går med. Og Kina vil kun gå med, hvis USA går med. Op til topmødet i København i december 2009 gik de to lande dog i dialog om klimaspørgsmålet.

Uanset resultatet i København vil man først flere år efter kunne se de reelle effekter af en ny aftale. Også fordi den ligesom Kyoto skal udbygges, finpudses – og ikke mindst ratificeres af så mange som muligt.

LANG, STENET VEJ TIL KØBENHAVN

Tolkningen af Bali-aftalen bekræftede dog, at det sete i høj grad afhænger af øjnene, der ser. Videnskabsfolk, ngo’er og andre kritikere så på aftalen med klimabriller, altså ud fra hvad jordkloden kan klare af CO2-udledning. De var derfor skuffede over, at USA inden dramaet lørdag morgen havde fået reduceret videnskaben til en fodnote.

Slutdokumentets forside havde længe indeholdt FN’s Klimapanels understregning af, at klodens CO2-udledning skal toppe inden for 10-15 år. Den skal være skåret ned til halvdelen af 1990-niveau i 2050, og de rige lande skal reducere drivhusgasserne med 25-40 % inden 2020.

Men i den endelige tekst var det fjernet, og der stod blot en note, der henviste til tre sider i Klimapanelets rapport. Derfor var ngo’ernes primære dom, at Bali-aftalen var »svag på substans«.

De tilstedeværende ministre og embedsmænd var imidlertid først og fremmest lettede over, at det hele ikke var brudt sammen. De så på aftalen ud fra, hvad det træge FN-system realistisk kunne præstere, og kaldte den »meget ambitiøs«.

Også den danske delegation var lettet. De havde fået deres køreplan frem mod København.

Connie Hedegaard havde efter sine første FN-møder i 2004-2005 erklæret, at hun fik »tics i knæene« af »det enerverende skildpaddetempo« på møderne. Men på Bali i 2007 fremhævede klimaministeren, at nok var vejen til København lang og stenet, men den var ikke lukket.

Foto: LOKALE MILJØFOLK PLANTEDE I DECEMBER 2007 MANGROVETRÆER PÅ BALI I EN KAMPAGNE, DER OPFORDREDE DE FORHANDLENDE TOPPOLITIKERE TIL AT SIKRE JORDENS FREMTID.

LOKALE MILJØFOLK PLANTEDE I DECEMBER 2007 MANGROVETRÆER PÅ BALI I EN KAMPAGNE, DER OPFORDREDE DE FORHANDLENDE TOPPOLITIKERE TIL AT SIKRE JORDENS FREMTID.

BLIVER DANMARK ET SMØRHUL?

Foto: KRAFTIGE SKYBRUD GIVER ALLEREDE NU PROBLEMER FOR BL.A. TOGTRAFIKKEN I DANMARK. HER VED GRÅSTEN I 2007.

KRAFTIGE SKYBRUD GIVER ALLEREDE NU PROBLEMER FOR BL.A. TOGTRAFIKKEN I DANMARK. HER VED GRÅSTEN I 2007.

Meget mildt vejr, palmer og masser af sol. Det lyder som noget, vi kun kan glæde os til, men vi vil også opleve negative konsekvenser af klodens ændrede klima. Kraftigere storme, nye sygdomme, hedebølger og oversvømmelser følger med det varmere vejr.

Om aftenen 20. august 2007 oplevede Gråsten i Sønderjylland Danmarks hidtil værste skybrud. På halvanden time faldt der 142 mm regn – det ville svare til, at der bankede cirka 450 liter ned i sekundet på en fodboldbane. De vandmængder fik Gråstens lille vandløb Fiskbækken til at svulme op til 8-9 meters højde og komme buldrende ned mod en jernbanedæmning med 80 km i timen.

Dæmningen kunne ikke holde til denne højtryksspuler. Så da det første morgentog til Sønderborg kom trillende dagen efter kl. 04.30, styrtede jorden sammen, og toget kørte over på skinner, der hang fritsvævende i luften. Ifølge eksperterne var det meget heldigt, at de holdt.

Længere nede pressede Fiskbækken en stenkiste ud af landevejens fundament. Det skabte en ti meter bred flod, og dermed var også vejtrafikken mellem Gråsten og Sønderborg stoppet.

Ifølge eksperterne vil der komme flere af denne slags ekstreme skybrud. Banedanmark er derfor bl.a. i gang med at tjekke jernbanedæmninger, og Vejdirektoratet er i gang med at tjekke motorvejsbroer, hvor regnvand æder sig ind i bropiller.

Voldsomme skybrud er blot et eksempel på, hvordan klimaændringerne allerede har konsekevenser for Danmark – og formentlig vil ramme endnu hårdere i fremtiden.

Alligevel fremhæver klimaeksperter, at Danmark ligger i noget, der ligner et smørhul – hvor vi i første omgang slipper temmelig nådigt fra den globale opvarmning.

VEJRET I DANMARK – FØR, NU OG FREMOVER

Danmark oplevede op gennem 1900-tallet – og især i århundredets sidste knap 20 år – en stigning i lufttemperaturen på 1,5 grader. Primært som følge af klimaændringerne, men også fordi store dele af Danmark er gået fra at være land til at være by.

I samme periode er den årlige nedbør steget fra cirka 650 til 750 millimeter – med størst stigning i Vestjylland. Der er også kommet flere orkaner og orkanagtige storme: næsten 50 % flere i de seneste 40 år end i de foregående 60 år.

De tendenser vil fortsætte – og blive forstærket. Mod slutningen af århundredet vil gennemsnitstemperaturen være godt 11 grader mod 7,7 i slutningen af 1900-tallet. Mindre hvis alverdens politikere meget hurtigt bliver meget ambitiøse med at skrue ned for CO2-udledningen. Mere hvis der går flere årtier, før CO2-kurven knækkes. Især august og september bliver klart varmere og tørrere, end vi har været vant til.

Årets længste hedebølge bliver både længere og varmere. Sommernætterne vil blive langt lunere, i omkring 30 tilfælde årligt vil temperaturen i store dele af landet ikke krybe ned under 18 grader.

Den samlede mængde nedbør vil vokse med knap en tiendedel, men det vil være skævt fordelt. Om sommeren vil det regne mindre, men når det endelig regner, vil der være flere tropelignende skybrud.

Om vinteren vil det ofte sile ned. Antallet af døgn med frost vil blive mere end halveret, og vi vil formentlig kun opleve sne cirka hvert syvende år og hvid jul hvert 28. år.

Der bliver næppe flere storme, men de kraftigste bliver kraftigere, og vi får et stormmønster, der minder om Hebriderne nord for Skotland. Den øgede stormstyrke betyder sammen med stigningen i havniveauet, at den maksimale vandstand ved stormflod ved Vestkysten stiger med mellem 45-105 cm. Og endnu mere, hvis FN’s Klimapanel har undervurderet stigningen i verdenshavene, hvad stadig flere forskere mener.

Kilder: DMI, FN’s Klimapanel m.fl.

Foto: DER KOMMER LÆNGERE TØRKEPERIODER OM SOMMEREN. DET KAN GÅ UD OVER HØSTEN, MEN GENERELT FÅR LANDBRUGET GAVN AF DET NYE KLIMA.

DER KOMMER LÆNGERE TØRKEPERIODER OM SOMMEREN. DET KAN GÅ UD OVER HØSTEN, MEN GENERELT FÅR LANDBRUGET GAVN AF DET NYE KLIMA.

SOM BLOMMEN I ET ÆG?

»I Danmark får vi det som blommen i et æg«. Vurderingen kommer fra forskningsprofessor og agronom Jørgen E. Olesen, fremtrædende medlem af FN’s Videnskabelige Klimapanel. Og han er langt fra alene med den.

Professor i biologi på Aarhus Universitet Jens-Christian Svenning kan faktisk ikke komme i tanke om noget andet sted på kloden, der isoleret set får så mange fordele i forhold til ulemper. I hvert fald ved de første to-fire graders stigning i temperaturen, det vil formentlig sige i tiden frem mod 2080-2100.

Samtidig fremhæver eksperterne dog, at man ikke kan se isoleret på Danmark, når det brænder på udenfor. Og selvom vi slipper relativt let fra de første årtiers klimaædringer, vil vi også se forandringer, vi helst er foruden.

STIGENDE HAV

Men hvad er det så for et Danmark, vi vil opleve i de kommende årtier?

Havet omkring Danmark vil stige. Og i takt med at det stiger, skaber det både mere erosion og flere oversvømmelser. Jo større stigning, jo flere ødelæggelser.

Erosionen vil især være et problem på de danske kyster, der er domineret af klinter, det vil sige Nordsjælland og den nordlige del af den jyske vestkyst.

Det vil være svært for sommerhusejere at blive enige om at sikre kysterne, for groft sagt vil det være en fordel for 2. række, hvis klinterne undermineres så meget af havet, at 1. række styrter ned.

Det viste et konkret kystsikringsprojekt i Liseleje-Hyllingebjerg omkring årtusindeskiftet. Her var grundejerne så uenige om fordelingen af udgifter, at det daværende Frederiksborg Amt blev nødt til at finansiere langt hovedparten af de bølgebrydere og den sandfodring, der skulle sikre kysterne.

Det kan samfundsøkonomisk betale sig i Nordsjælland, hvor hus- og grundpriserne er ret høje. Andre steder bliver man ifølge Kystdirektoratet nødt til at opgive sommerhuse, fordi udgifterne til at sikre kysten ikke står mål med de værdier, der beskyttes.

Det gælder blandt andet dele af sommerhusområdet syd for Lønstrup i Nordjylland. Her har kraftigere storme og nedbør forstærket den naturlige erosion. Vi får dog næppe tilstande som i Storbritannien, hvor myndighederne de næste par år vil flytte hele småsamfund.

HØJERE DIGER KOSTER

Oversvømmelser vil ramme langt flere steder end erosion. Digerne skal bygges højere, og det er kun på en del af den jyske vestkyst, at staten som følge af historisk meget voldsomme stormfloder har påtaget sig den økonomiske forpligtelse.

Andre steder må husejerne klare sig selv. Det bliver hverken billigt eller let. Ifølge Kystdirektoratet vil det fx koste omkring 60-70 mio. kr. at forhøje det 18 km lange dige foran sommerhusene i Marielyst-området på Falster med en meter.

Også her er en forhøjelse af diget til gavn for nogles stuegulve, men til skade for andres udsigt. Så hvem skal nu betale?

BOLIGOMRÅDE OPGIVES

De steder, der ligger mest uheldigt, kan blive ramt af oversvømmelser både fra siden og fra oven. Den store vandgang i københavnerforstaden Greve i sommeren 2007 skyldtes netop sådan en cocktail.

Tre uger med mere end 300 mm regn kulminerede den 6. juli med kloak- og regnvand til navlen i det lavtliggende kvarter Godsparken. Beboere og medier sammenlignede stedet med Venedig og Bangladesh. Oversvømmelserne blev forværret af, at vandstanden ude i Køge Bugt var 40 cm over normalen.

Også mange større provinsbyer er presset af både hav og åer, der i tilfælde af kraftig nedbør ikke kan komme af med vandet: 1. november 2006 var vandstanden 2,04 m over daglig vande i Odense Fjord, og samtidig var Odense Å fyldt op.

Det betød, at man kunne soppe på havnekajen, og beboerne i de eksklusive boliger bagved kunne både se og lugte afføringen fra kloakkernes overløb. Og det illustrerer behovet for, at de danske kloakkers kapacitet udvides i takt med klimaændringerne.

Odense er også byen, hvor klimaændringer for første gang har tvunget danske myndigheder til at flytte et helt lille boligområde.

Syv husejere på den meget lavtliggende Ejersmindevej er købt ud – med deres egen velsignelse – fordi husene alt for ofte blev oversvømmet. Nu har man revet dem ned og i stedet gravet et kæmpe hul i jorden, så vandet løber derned i stedet for ind i huse. Ifølge eksperterne bliver det langt fra sidste gang, at boligkvarterer opgives.

Foto: “VELKOMMEN TIL BANGLADESH”, RÅBTE NOGLE BEBOERE TIL PRESSEFOLK, DA DE NÅEDE UD TIL OVERSVØMMELSERNE I GODSPARKEN I GREVE I JULI 2007.

“VELKOMMEN TIL BANGLADESH”, RÅBTE NOGLE BEBOERE TIL PRESSEFOLK, DA DE NÅEDE UD TIL OVERSVØMMELSERNE I GODSPARKEN I GREVE I JULI 2007.

PALMER OG LIANER

Hvad vil de højere temperaturer så betyde for naturen? Ifølge eksperterne er der fortrinsvist godt nyt. I hvert fald set med almindelige menneskers øjne. Floraen vil generelt blive mere eksotisk og frodig, især i Jylland, fordi der her er mere nedbør.

Flere haveplanter vil springe ud i skovkanten eller parkerne. Det gælder bl.a. sommerfuglebusken, der blomstrer med store klaser af lilla eller hvide blomster. I nogle skove vil kinesiske hørpalmer stå sammen med laurbær og den gammeldanske kristtjørn.

Hørpalmer er ret modstandsdygtige over for vinterfrost, og klarer sig allerede nu fint i danske haver. De hører ikke til de højeste palmer, men kan blive 10-12 meter.

Der vil ikke blot være mange flere forskellige plantearter, men også mange flere forskellige størrelser og aldre. Folketinget har allerede bestemt, at døde træer sjældnere skal fjernes, fordi de skal være grobund for nyt liv. En hel del danske skove vil således efterhånden få et urskovslignende præg – også fordi mange af træerne vil være behængt med kraftige lianer.

SÅRBARE BLOMSTER VIL DØ

Hvis ikke somrene bliver meget tørre, vil her stadig være masser af bøgetræer. Og vi vil også stadig kunne forsyne os selv med juletræer, men det vil primært være nordmannsgran og ædelgran, vi tager med ind i stuerne. Ikke den klassiske rødgran, som får det for varmt, og som man derfor vil skulle et godt stykke op i Sverige for at finde.

Mange sårbare blomster vil forsvinde. Især dem, der gror på enge og andre små naturområder i nærheden af fjorde, søer eller åer.

Havstigningerne vil indsnævre strandenge og andre naturarealer mellem vandet og landbrug eller bebyggelse. Og en kombination af øget CO2 og påvirkning med kvælstof vil betyde, at lyngen måske helt forsvinder fra det danske landskab.

FLERE GNAVERE

Også dyrelivet står over for ret store forandringer. Pattedyrene har ikke let ved at krydse veje, byer og landbrugsområder, men vi vil dog få nogle nye mus og andre gnavere.

En af de mest markante er den 30 cm lange havesyvsover, der med sin hvide bug, sorte halvmasketegning og buskede sort-hvide halespids ligner en nuttet blanding af mus og egern. Den ses allerede jævnligt i det sydlige Jylland.

Knap så charmerende er sumpbæveren, hvis lange hårløse hale får den til at minde mere om en kæmperotte end om en bæver.

Omvendt vil vi nok miste birkemusen og måske enkelte andre arter. Ikke kun på grund af klimaet, men også fordi vi mennesker fylder så meget i Danmark.

Foto: COSTA KALUNDBORG? NEJ, DET ER FREDERIKSHAVN, DER HAR TAGET FORSKUD PÅ FREMTIDENS DANSKE KLIMA. PALMERNE ER DOG GRAVET NED I SANDET.

COSTA KALUNDBORG? NEJ, DET ER FREDERIKSHAVN, DER HAR TAGET FORSKUD PÅ FREMTIDENS DANSKE KLIMA. PALMERNE ER DOG GRAVET NED I SANDET.

Foto: DEN SOLSKINSGULE ENGBLOMME ER BLANDT DE DANSKE PLANTER, DER FORMENTLIG VIL FORSVINDE I FREMTIDEN.

DEN SOLSKINSGULE ENGBLOMME ER BLANDT DE DANSKE PLANTER, DER FORMENTLIG VIL FORSVINDE I FREMTIDEN.

PAPEGØJER OG KRYB

KLIMAET TÆT PÅ ÅR 2100

Hvis man vil opleve det klima, vi danskere får i slutningen af det 21. århundrede, er det en god idé at tage til Nantes.

Hvor København har dagsgennemsnit på 2, 10, 20 og 12 grader i henholdsvis januar, april, juli og oktober, har Nantes 8, 15, 24 og 17.

I Danmark kommer vi næppe så højt op om vinteren og foråret i dette århundrede. Men varmegraderne for sommer og efterår er realistiske nok, understreger forskningsleder Jens Hesselbjerg fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Det er DMI, der har puttet prognoserne for Danmarks fremtidige klima ind i nutidens vejrstatistikker og beregnet, hvilket område af Europa, der i dag klimamæssigt mest ligner det, vi kan vente os.

I 2040-50 vil klimaet være som i Holland eller Midttyskland, og i 2080-2100 altså som Nantes.

Om vinteren kan Nantes være endog meget våd og i perioder minde lidt om de dystre digte om evig november, som mørkedeprimerede danskere har skrevet.

Andre gange kan vejret skifte hurtigt, og også om vinteren kan man være heldig at opleve blå himmel. Frost er relativ sjælden, sne endnu sjældnere, og i fremtiden vil de fleste danskere nå at blive voksne, før de oplever hvid jul. Faktisk kan de sidste dage af december blive så milde, at husejere må ud med plæneklipperen.

I hele sommerhalvåret kan beboere og turister i Nantes sidde ude på fortovscafeerne uden gasbrændere og tæpper. Det vil vi også kunne.

Badesæsonen vil blive markant udvidet. Og selv om sommeren også vil byde på ulidelige hedebølger og tørke, der får mange græsplæner til at blive vissengule, vil de fleste danskere nok være glade for denne del af klimaændringen.

Cirka en femtedel af de danske fuglearter vil forsvinde, men vi vil få et tilsvarende antal i stedet. Fugle kan i sagens natur nemmere flytte sig efter klimaet.

Vi vil bl.a. kunne se visse typer papegøjer i parkerne. De vil ikke komme naturligt herop, men vil være efterkommere af udsatte kæledyr.

Man vil efter alt at dømme især kunne opleve Alexander-parakitter. De er i familie med undulaten, men langt større, ofte over 40 cm, og har kraftige næb med sorte og rosa halsbånd hos hannerne. Og de flyver allerede rundt i hollandske og britiske parker.

Også blandt krybdyrene vil der være flere tidligere udsatte kæledyr, fx den europæiske sumpskildpadde. Den formerer sig i dag i naturen i Polen og Nordtyskland, og i løbet af få årtier vil også Danmark have høje nok sommertemperaturer til, at skildpaddens æg kan klækkes.

Europas største slange, den spættede æskulapsnog, vil smyge sig frem i lysåbne skove med frodig undervegetation, ofte med en længde på mere end to meter. Æskulapsnogen er dog ikke farlig for mennesker, og et andet nyt bekendtskab vil nok få danskerne til at gyse mere: Den europæiske ferskvandsmalle.

Den olivengrønne og rødtonede art er verdens største; den kan blive 60 år, 4,5 meter og veje op til 300 kg, og den kan krybe mindre strækninger over fugtigt land.

Mallen lever normalt af fisk, krebsdyr, ællinger, ænder og sågar mosegrise, men har også smag for små udgaver af menneskets bedste ven, især gravhunde. Maller på over to meter har de seneste årtier opskræmt de lokale i bl.a. Midttyskland og Holland.

Foto: DE EUROPÆISKE FERSKVANDSMALLER, SOM DANMARK FÅR I FREMTIDEN, KAN BLIVE MEGET STORE. DENNE KRABAT BLEV FANGET NÆR BARCELONA I JULI 2005.

DE EUROPÆISKE FERSKVANDSMALLER, SOM DANMARK FÅR I FREMTIDEN, KAN BLIVE MEGET STORE. DENNE KRABAT BLEV FANGET NÆR BARCELONA I JULI 2005.

OPDRÆT I STEDET FOR FISKERI

Nede i vandet vil de varmere temperaturer betyde et farvel til mange af de laksefisk, Danmark ellers har brugt mange millioner på at give bedre vilkår i de senere år.

En amerikansk analyse fra St. Anthony Falls-laboratoriet på University of Minnesota viser, at en temperaturstigning på 2-4 grader i Nordamerika vil betyde en tilbagegang på 15 % blandt koldtvandsfisk som laks.

Omvendt vil karpefisk og andre varmtvandsarter gå frem med godt 30 %. Samme billede tegner sig i Nordeuropa.

Livet i havet vil forandre sig endnu mere. Her møder fiskene jo ikke hindringer, når de søger køligere vand nordpå.

Vi vil få flere fisk – og også flere eksotiske af slagsen. Forskernes analyse af danske køkkenmøddinger fra dengang, temperaturen sidst var godt to grader højere end i dag – for cirka 7000-8000 år siden – viser, at vi har haft både sværdfisk, rokker og mindre hajer.

Disse fisk kommer igen. Nogle af dem er allerede jævnligt på visit, fx fik en Lillebæltsfisker en sværdfisk i nettet i Båring Vig i september 2006.

Til gengæld må vi nok sige farvel til torskene – i hvert fald dem, der lever i Østersøen. Her betyder stigende temperaturer og større udvaskning af forurenende stoffer som kvælstof fra især landbruget, at der bliver mindre ilt. Faktisk forudser forskere fra bl.a. Danmarks Miljøundersøgelser, at alvorlige iltsvind – med døde bunddyr og fisk til følge – vil blive et langt større og hyppigere problem.

I forvejen er Østersøen verdens mest døde hav efter Det Døde Hav. Ifølge data fra World Resources Institute er i alt 42.000 km² – svarende til næsten hele Danmarks landareal – »permanent dødt«.

Det betyder ikke, at der slet ikke er noget liv, men at alger og gopler dominerer på bekostning af søgræs, dyre-plankton og fisk – ikke mindst torsk.

Der er ikke rigtig nogen arter, der kan afløse torsken, rent kommercielt set. Også rødspætter og andre fladfisk vil formentlig gå tilbage. Derfor regner stadig flere eksperter med, at fiskeriet i Danmark gradvist vil blive erstattet af fiskeopdræt i havbrug.

SUNDERE, MEN FARLIGERE

I takt med at vejret bliver mere ekstremt, stiger også risikoen for at blive ramt af farlige sygdomme, som hidtil stort set kun har huseret under sydligere himmelstrøg. Blandt andet havkolera, Vest Nil Virus og variationer af dengue feber, der kryber stadig længere nordpå i Europa. Havkolera har allerede krævet et dansk offer – en fritidsfisker fra Amager i juli 2006.

Danmarks farligste dyr, skovflåten, vil blive endnu farligere. Den vil ikke kun være bærer af borrelia, der kan give lammelser, men også af den potentielt dødelige TBE, Tick-Borne Encephalitis. Der er TBE-flåter på Bornholm og i Skåne.

Varmen vil udvide pollensæsonen og forøge risikoen for svamp og andre problemer med indeklimaet. Begge dele kan forøge antallet af allergikere yderligere.

Der vil også være langt større risiko for hedebølger, der er så alvorlige, at man kan dø af dem. Til gengæld vil befolkningens generelle sundhedstilstand stige, ifølge Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. Forudsat at børn og voksne bruger de varmere temperaturers muligheder for et mere aktivt udeliv.

Desuden vil Danmark også på sundhedsområdet som hovedregel have penge og andre ressourcer til at modvirke langt de fleste negative følger af klimaændringerne.

HVIDVIN MED MAJSKOLBER

Foto: Danske vinstokke

I fremtiden vil danske vinavlere ikke skulle skele misundeligt sydpå og nøjes med tvivlsomme druekloner, der kan modstå forårsfrost og vedholdende sommerregn. De vil formentlig uden problemer kunne dyrke Pinot Noir, Chardonnay og Riesling. Især kvaliteten af vores hvidvin vil stige.

De grønne vinmarker med de blå druer vil få selskab af andre farver, vi i dag forbinder med sydlige himmelstrøg: lilla lavendelmarker og gule solsikker. Og efterhånden vil vi også kunne dyrke røde tomater og andre hidtidige drivhusplanter på friland.

Den mest markante ændring i landskabet bliver dog nok majsmarkerne. Majs vil ikke blot blive dyrket til dyrefoder som i dag, men vil også blive til høje, fuldmodne stængler, der bruges til majskolber, popcorn og cornflakes.

Foto: DANMARK FÅR FLERE VOLDSOMME STORME SOM I JANUAR 2005, HVOR TRÆER VÆLTEDE PÅ STRIBE I ROLD SKOV.

DANMARK FÅR FLERE VOLDSOMME STORME SOM I JANUAR 2005, HVOR TRÆER VÆLTEDE PÅ STRIBE I ROLD SKOV.

RABALDER I COSTA KALUNDBORG

Værre ser det ud for landene syd for os, dels fordi de ikke har så mange penge til at imødegå klimaændringerne, dels fordi de vil blive langt hårdere ramt.

Og som eksperterne konstaterer, så er Danmark ikke en ø i verdensrummet. Vi kan ikke undgå at blive påvirket negativt af, at manglen på vand og fødevarer breder sig til stadig større dele af kloden.

Ikke nok med, at vi lige syd for Europa har det forarmede og konfliktramte Afrika – hvor klimaændringerne vil få antallet af flygtninge til at stige kraftigt. Men faktisk vil også noget af Afrikas klima søge til Europa – ørkenen vil brede sig i Sydeuropa.

Den globale opvarmnings betydning for Danmark er ofte blevet illustreret ved at citere popgruppen Shu-bi-duas fremtidsvision ’Costa Kalundborg’ fra 1982:

»Der er sket en forurening af den ydre atmosfære, så meteorologerne har lovet, at vi nu får bedre vejr«.

Men med til billedet hører også mere dystre toner, fx rockgruppen Gasolins ’Rabalder’ fra 1973: »Vi maser frem, naturen bløder. Hvor skal vi hen, og hvad fanden er det, der sker mand? Kloden brænder, er vi strandet?«

DRÆBERSNEGL OG DRÆBERGOPLE

Når vejret bliver varmere, er der større risiko for, at flere såkaldte invasive arter kan få fodfæste i Danmark.Invasive arter er dyr og planter fra fremmede himmelstrøg, som pga. mangel på naturlige fjender breder sig og udkonkurrerer hjemmehørende arter.

Et eksempel er bjørnekloen, der op rindelig stammer fra Kaukasus, og som på vores breddegrader ødelægger hele mini-økosystemer med sin hurtige vækst, sit store bladareal og sin voldsomme spredning af kradsbørstige frø.

Et andet er dræbersneglen (den iberiske skovsnegl), der pga. mindre frost i fremtiden formentlig vil brede sig endnu mere, og i de værste år vil ødelægge en af de store fornøjelser ved den danske sommer: bare tæer på græsplæner.

Mildere vintre har tillige mangedoblet forekomsten af den såkaldte dræbergople – også kaldet ’gelemonstret fra USA’. I Østersøen spiser dræbergoplen både torskeæg og de vandlopper, torskelarverne ellers skulle leve af – og bidrager dermed til det, der kan blive torskens dødskamp.

Dette kapitel bygger på Michael Rothenborgs bog ’Tordenregn – Danmarks fremtid i en varmere verden’ (2009, Lindhardt & Ringhof). Bogen er baseret på interview med mere end 30 klimaeksperter og en lang række analyser af, hvordan klimaændringerne vil påvirke Danmark frem mod år 2100.

SAHARA I SPANIEN, KARTOFLER I GRØNLAND

Foto: KARTOFFELAVLER-FAMILIEN EGEDE FRA ØSTERBYGD HAR GAVN AF, AT DET BLIVER VARMERE I GRØNLAND.

KARTOFFELAVLER-FAMILIEN EGEDE FRA ØSTERBYGD HAR GAVN AF, AT DET BLIVER VARMERE I GRØNLAND.

Tørke i Sydeuropa. Mildt og fugtigt klima mod nord. Grønlænderne kan se frem til store økonomiske gevinster og dyrker allerede nu kartofler. Vandmanglen breder sig i takt med, at Sahara flytter op i Spanien. Dyr og planter i bjergene har ingen steder at flytte hen.

Fremtidens klima vil dele Europa op i nord og syd. Man vil kunne trække en linje cirka fra Bretagne i vest skråt gennem det sydlige Midttyskland og ned til omkring Rumænien. Nord for denne usynlige streg vil man i første omgang få gavn af klimaændringerne. Syd for vil man absolut ikke.

Denne hovedregel gælder dog ikke for naturen. Selv på det nordligste sted i Norden må dyr og planter bøde: I Grønland går udviklingen især ud over isbjørnen, der i forvejen er presset af jagt og kemikalier.

ISBJØRNENS SIDSTE REFUGIUM

Isbjørnen kan kun overleve i områder med kulde og havis nok til sæljagt i mange måneder af året – ellers bliver kropsvægten for lav til at producere tilstrækkelig mælk til ungerne. Det store hvide rovdyr vil derfor i fremtiden trække med havisen mod nord og efter alt at dømme helt forsvinde fra Østgrønland.

Overlevende eksemplarer vil klumpe sig sammen i det kolde nordvestlige hjørne af Grønland og sammen med naboerne i det nordøstlige hjørne af Canada udgøre verdens sidste bestand af fritlevende isbjørne. Om end klimaoptimister påpeger, at der i 2050 formentlig stadig vil være omkring 7-8000 – et par tusinde flere, end vi havde i 1950.

Temperaturen i Grønland og andre steder i det arktiske område er op gennem 1900-tallet steget omtrent dobbelt så meget som det globale gennemsnit. Den tendens vil fortsætte. I slutningen af det 21. århundrede vil termometret vise mindst et par grader mere i Sydgrønland og 6-10 grader mere i Nordgrønland.

Det vil presse rener, moskusokser, mange fugle og ikke mindst sæler. Især ringsælen har som isbjørnen høj symbolværdi, og udviklingen vil være med til at få inuitternes fangerkultur til at forsvinde hurtigere, end den ellers ville have gjort.

GRØNLAND OG GEOGRAFIEN

Geografisk er Grønland en del af det nordamerikanske kontinent, men geopolitisk er landet en del af Europa.

Kort: ET VOKSENDE AREAL AF GRØNLANDS IS OG SNE SMELTER I SOMMERMÅNEDERNE. I 2007 VAR SMELTEAREALE T 10 % STØRRE END 1998, DER ELLERS OGSÅ VAR ET REKORDÅR. KILDE: UNIVERSITY OF COLORADO

ET VOKSENDE AREAL AF GRØNLANDS IS OG SNE SMELTER I SOMMERMÅNEDERNE. I 2007 VAR SMELTEAREALE T 10 % STØRRE END 1998, DER ELLERS OGSÅ VAR ET REKORDÅR. KILDE: UNIVERSITY OF COLORADO

HOT ER GODT FOR ØKONOMIEN

Fangerne og andre grønlænderne kan til gengæld se frem til nye økonomiske muligheder: Fiskeriet er i dag meget hængt op på den grønlandske reje. Den vil trække nordpå, men næppe så langt op, at den ikke kan fiskes, og samtidig vil torsken komme op fra de danske breddegrader.

Grønlands enlige skovfoged vil få mere at lave, og også landbruget vil blomstre. Især det sydlige Grønland vil leve mere og mere op til Erik den Rødes navngivning tilbage i den relativt varme vikingetid.

Køer vil trives og vil kunne producere stadig mere mælk og andre mejeriprodukter. Allerede i dag er Grønland på vej til at blive selvforsynende med kartofler – oven i købet nogle meget lækre af slagsen på grund af den relativt lange udviklingsperiode.

Transporten mellem byer og bygder på land vil generelt blive lettere, men endnu større fordel vil man få på havet. I august 2007 var den sagnomspundne, økonomisk fordelagtige – og energibesparende – Nordvestpassage for første gang i nyere tid åben for almindelige skibe. Og om få årtier vil man kunne sejle igennem flere måneder om året.

Det samme gælder Nordøstpassagen fra Europa nord om Rusland, der traditionelt også har været umulig for andet end isbrydere, men som blev besejlet i 2008. Fremsynede rederier har derfor bestilt dobbeltskrogede skibe, der vil kunne pløje sig gennem den tynde is og spare penge og brændstof på vej til og fra Fjernøsten.

OLIE GIVER PENGE –OG KONFLIKTER

Den mest dramatiske ændring i Grønland bliver dog nok, at man vil kunne udnytte langt flere af de mineralske rigdomme, der gemmer sig i undergrunden, til lands og især til vands.

Guld, diamanter, zink, bly, aluminium – og ikke mindst den olie, som verden tørster stadig mere efter i takt med, at reserverne svinder andre steder. En høj oliepris vil betyde, at det kan betale sig at hente hidtil uudnyttede forekomster op. Der er er formentlig rigeligt til både at finansiere grønlandsk selvstændighed fra Danmark og til at sætte ekstra gang i stridigheder mellem de arktiske nationer.

I juli 2005 genopblussede konflikten mellem de to ellers så civiliserede stater Danmark og Canada om retten til Hans Ø – en 1,3 km² gold, aflang knold i Kennedykanalen mellem Grønland og Ellesmere Island. Øen kunne vise sig at blive vigtig i jagten på fremtidens ressourcer.

De seneste år har også Rusland, USA og Norge sendt ubåde og flådefartøjer eller på anden måde spillet med musklerne i stillingskrigen om grænsedragningen ved Nordpolen. Til stor bekymring for både sikkerhedseksperter og miljøfolk, der frygter for olieudslip og anden skade på den sårbare natur.

Det er langt fra den eneste klimakonflikt, vi vil se i denne del af verden i de kommende årtier. Mange af konflikterne vil dog handle om en anden og mere grundlæggende ressource: vand.

FN’s Klimapanel og andre videnskabelige undersøgelser fastslår nemlig, at der i det sydlige Europa vil blive markant mangel på vand.

KLIMATILPASNING MED PARRINGSPROBLEMER

Langt de fleste dyre- og plantearter må søge mod polerne eller op i bjergene, når det bliver varmere. Det er som regel kun bananfluer og andre insekter, der kan tilpasse deres genetik eller fysik til klimaændringer.

En undtagelse blandt de større dyr er den norske underart af kronhjorten. De reagerer prompte på klimaforandringer ved at ændre sommerstørrelse, alt efter hvor varm vinteren har været. Hannen bliver større og hunnen mindre, jo varmere det er. Men det kan så give mærkbare problemer med at gennemføre parringsakten.

Kilde: Nature.

MINDRE SNE I ALPERNE

Alperne er den bjergkæde, der ifølge FN og Det Europæiske Miljøagentur nok bliver hårdest ramt af global opvarmning. Miljøagenturet vurderer, at tre fjerdedele af gletsjerne i de schweiziske alper vil være forsvundet i 2050.

Selv højt oppe i disse bjerge kan en 2-graders stigning betyde 50 dage mindre om året med egnet skiføre. Det vil gå ud over mange danskeres årlige skiferie, men set med globale briller er andre perspektiver mere skræmmende.

Alpelandene er i gang med mere eller mindre fantasifulde initiativer til at bremse opvarmningen. Fx trækker skisportsstedet Verbier i Schweiz hvert forår et 2500 kvadratmeter stort lyseblåt lagen hen over Tortin-gletsjeren. Men lagenet kan højst give en stakket frist, og teknikken er umulig på de gletsjere, der batter i den store sammenhæng. Fx Jungfrau-Aletsch-Bietschhorn i Schweiz, der er Europas største. Her vil afsmeltningen påvirke vigtige floder som Rhinen, Rhône og Donau.

I de første årtier vil afstrømningen fra gletsjerne stige, dog med øget risiko for oversvømmelser. Derefter vil den falde – med op til 50-80 % i de værst ramte floder. Vandkvaliteten vil blive påvirket, og risikoen for algeopblomstring og giftige bakterier stige betragteligt. Det vil bidrage til den mangel på rent vand, som det centrale og sydlige Europa må slås med.

Mens årsnedbøren stiger en smule på vores breddegrader, vil den nemlig falde kraftigt sydpå, så man i nogle områder kun vil få 30 % af den regn, man har i dag. Og regnen vil blive endnu mere koncentreret i korte heftige regnskyl. Tørkeperioderne bliver altså længere og varmere.

Foto: FORSKERE PRØVER AT NEDSÆTTE HASTIGHEDEN PÅ VINDEN, DER FYGER HEN OVER RHÔNE-GLETSJEREN. FORMÅLET ER AT BEGRÆNSE GLETSJERENS AFSMELTNING.

FORSKERE PRØVER AT NEDSÆTTE HASTIGHEDEN PÅ VINDEN, DER FYGER HEN OVER RHÔNE-GLETSJEREN. FORMÅLET ER AT BEGRÆNSE GLETSJERENS AFSMELTNING.

VEJRET I EUROPA – NU OG FREMOVER:

I løbet af det 20. århundrede er temperaturen i Europa i gennemsnit steget med 0,8 grader – især i vinterhalvåret er det blevet varmere. Nedbøren er steget med 10-40 % i Nordeuropa, mens den i Sydeuropa er faldet med næsten til 20 %.

De tendenser vil fortsætte. Frem mod 2100 vil temperaturen stige med yderligere 2-3 grader – og endnu mere, hvis vi ikke knækker CO2-kurven i løbet af få årtier. I vinterhalvåret vil det især være varmere i den østlige del, om sommeren især i Vest- og Sydeuropa.

Samtidig stiger nedbøren fortsat i nord, mens den falder i syd. Overalt vil vi se mere ekstremregn i form af korte, tropelignende skybrud. Vi vil altså se både mere tørke og flere oversvømmelser, især i syd. Det ser også ud til, at stormene bliver kraftigere – især i Nordsøen.

Kilder: FN’s Klimapanel m.fl.

VANDMANGEL I SPANIEN

I juni, juli og august vil gennemsnitstemperaturen stige med helt op til 6 grader på Den Iberiske Halvø og i det sydlige Frankrig. Det betyder ikke kun, at turiststrømmen fra nord til syd vil flytte til forår og efterår, fordi der vil være alt for varmt om sommeren. Det betyder også, at Sydeuropa får store problemer med at skaffe vand og mad.

Mens danskerne i maj 2008 glædede sig over den solrigeste måned registreret nogensinde, måtte indbyggerne i Spaniens næststørste by Barcelona bruge 300 mio. kr. på at få sejlet drikkevand ind i tankskibe fra Marseille og andre dele af Sydeuropa.

Afsaltning af havvand kan nu og i fremtiden kun dække en brøkdel af vandbehovet. Myndighederne har derfor planer om en rørledning fra floden Ebro til Barcelona. Men den vil ikke blot koste 1,3 mia. kr. Den vil også være en kilde til den type vandkonflikter, som der allerede er mange af i Nordafrika og Mellemøsten: Lokalpolitikere og befolkning i sydligere provinser raser allerede over, hvad de opfatter som regeringens favorisering af storbyen Barcelona.

TRUET BJERGNATUR

Foto: APOLLO-SOMMERFUGLEN ER BLANDT DE TRUEDE ARTER I ALPERNE.

APOLLO-SOMMERFUGLEN ER BLANDT DE TRUEDE ARTER I ALPERNE.

Dyr og planter vil også lide under udtørrede gletsjere og temperaturstigninger i Alperne og andre europæiske bjergkæder. Ifølge nogle videnskabelige modeller kan mere end halvdelen af plantearterne i visse bjergkæder forsvinde, og her er vel at mærke tale om mange endemiske – altså unikke – arter. Dette gælder også bl.a. flere sommerfuglearter.

LANDBRUGET TØRSTER EFTER VAND

Hovedårsagen til, at man allerede i dag har udbredt vandmangel flere steder i Middelhavsområdet, er landbruget. Det bruger samlet set omkring 80 % af det tilgængelige vand, ikke mindst på at opdyrke jorder, der egentlig var for tørre, allerede før klimaændringerne for alvor slog igennem. Der dyrkes korn i Spaniens Zaragosa-ørken, Huelva er blevet jordbær-hovedstad, selv om der er alt for varmt for den afgrøde, og over hele landet er der tørstige tomater og andet frugt og grønt.

Også andre lande i regionen er ramt: Italien frygter eksempelvis, at der ikke længere vil kunne produceres citrus-frugter på Sicilien eller tomater eller oliven i støvlelandets sydlige del.

Ifølge FN’s Klimapanel vil der fremover på op mod halvdelen af de produktive jorde i Sydeuropa kun kunne dyrkes biobrændselsafgrøder eller slet ingenting. Det får panelet til at forudsige øget ulighed mellem kontinentets nordlige og sydlige del.

Foto: I 2005 VAR VANDRESERVOIRET I ALCORA I ØSTSPANIEN SÅ TØRT, AT MAN SNILDT KUNNE GÅ TUR MED HUNDEN I DET.

I 2005 VAR VANDRESERVOIRET I ALCORA I ØSTSPANIEN SÅ TØRT, AT MAN SNILDT KUNNE GÅ TUR MED HUNDEN I DET.

STØRRE OVERSVØMMELSER

Foto: I DECEMBER 2008 VAR VANDSTANDEN I VENEDIG 156 CM OVER NORMALT NIVEAU - TIL GLÆDE FOR NOGLE FÅ.

I DECEMBER 2008 VAR VANDSTANDEN I VENEDIG 156 CM OVER NORMALT NIVEAU - TIL GLÆDE FOR NOGLE FÅ.

Ligesom i Danmark vil der i mange andre europæiske lande nogle gange være for meget vand. De voldsomme oversvømmelser i Centraleuropa i sommeren 2002 var en forsmag på, hvad der venter: I middelalderbyen i den tjekkiske hovedstad Prag stod vandet flere steder to meter over gulvniveau, og 150 bygninger fra den gotiske periode og renæssancen fik betydelige skader.

Med en havstigning på blot en halv meter i Middelhavet i 2100 vil det i forvejen synkende Venedig blive oversvømmet næsten dagligt.

Og allerede i 2025-30 kan størrelsen på Londons ellers gigantiske Thames Barrier-sluse fra 1970’erne være forældet. Blot én oversvømmelse af Themsen kan ifølge UNESCO koste den britiske økonomi mere end 300 mia. kr. og gøre ubodelig skade på Westminster, Tower, det maritime museum og Greenwich. Murene vil blive eroderet, og når vandet har trukket sig tilbage, vil svamp og andre skadelige mikroorganismer invadere bygningerne.

Allermest udsat i denne sammenhæng er dog Holland, hvis indbyggere ikke uden grund kalder deres land for ’Nederlandene’: 55 % af arealet ligger under havets overflade, hvor 60 % af befolkningen bor og 65 % af bruttonationalproduktet produceres. Hollænderne har imidlertid mange århundreders erfaring i at holde vandet ude, og har desuden de økonomiske midler til fortsat at gøre det.

Også i Prag, Venedig og London er myndighederne i gang med at sikre mod oversvømmelser.

SUNDHEDEN SKRANTER I SYD

Sydeuropæerne vil ikke kun skulle importere fødevarer og måske vand fra os. De vil også få større udgifter til sundhedsvæsnet.

Efter 2040 vil en ekstrem hedebølge som den, der i 2003 kostede næsten 15.000 franskmænd livet, forekomme flere gange på et årti. Risikoen for luftvejssygdomme, madforgiftning, insektoverførte vira og andre mere eksotiske sygdomme vil stige – og den vil stige mere, jo længere sydpå man bor.

Hertil kommer, at balancen i energiforbruget vil blive forrykket til fordel for Nordeuropa.

Hvor vi vil få mindre behov for opvarmning om vinteren, vil sydeuropæerne få større behov for køling om sommeren – i Madrid vil det eksempelvis blive mere end fordoblet. Og udvidelsen af aircondition-sæsonen med 2-5 uger vil formentlig overskygge, hvad sydeuropæerne sparer på, at varmesæsonen om vinteren forkortes med 2-3 uger.

Samtidig får de sværere ved at skaffe energien: En lille øgning af den gennemsnitlige vindstyrke vil ganske vist gøre vindmøller mere rentable, men udbuddet af strøm fra vandkraft vil falde i Sydeuropa, mens det vil stige i Nordeuropa.

Det bliver værre, jo længere vestpå man kommer. Østeuropæerne får knap så kraftig stigning i temperaturen, og kan også glæde sig over mindre varmebehov om vinteren. Men da deres levestandard i forvejen ligger under resten af Europas, vil forskellen til det rige nord også være tydelig her.

Foto: DE SER INDBYDENDE UD, MEN DER KRÆVES STORE MÆNGDER KUNSTVANDING FOR AT FREMELSKE JORDBÆR I DET MEGET TØRRE HUELVA-OMRÅDE I SPANIEN.

DE SER INDBYDENDE UD, MEN DER KRÆVES STORE MÆNGDER KUNSTVANDING FOR AT FREMELSKE JORDBÆR I DET MEGET TØRRE HUELVA-OMRÅDE I SPANIEN.

DYR OG PLANTER RAMMES HÅRDT

Samlet er Europa så rigt, at mennesket til en vis grad vil kunne tilpasse sig de nye ekstremer. Det er straks sværere for naturen. Ifølge Instituto Español de Oceanografía risikerer over halvdelen af Spaniens eksisterende plantearter at uddø.

Fugle slipper formentlig relativt billigt. De kan flytte sig, hvis der nordpå findes andre egnede yngle- og opholdssteder, som ikke er alt for påvirket af Homo sapiens. Pattedyr og især krybdyr vil derimod sjældent være i stand til at bevæge sig hurtigt nok til at finde kulde og vand nok til at overleve.

De vil støde på landbrug, bebyggelse eller anden menneskelig aktivitet mange steder. Specielt på Den Iberiske Halvø vil der være yderligere en hurdle i form af den store vandmangel.

Et godt eksempel på en presset art er den spanske los, et lille rovdyr, der kun bliver godt en meter lang og vejer 10-13 kg. Den findes i dag kun i omkring 200 vildtlevende eksemplarer, og kan få store problemer i takt med, at kaniner og andre af dens byttedyr forsvinder på grund af tørke og fødevaremangel.

Det spanske miljøministerium anslår selv, at hen ved en tredjedel af Spanien vil være ørken inden 2060 – mod mindre end en tiendedel i dag.

Faktisk er ørkendannelsen allerede så fremskreden, at forskere fra DTU Space ved hjælp af satellitmålinger har kunnet beregne, at Spanien er blevet lettere: Tørt sand vejer mindre end fugtig jord. Sahara er på vej op i Spanien. Afrika nærmer sig Europa.

FOR VARMT FOR HAVSKILDPADDER

Et af de steder, hvor Afrika allerede er meget tæt på Europa, er Italiens sydligste punkt, øen Lampedusa. Den lille ø på 20 km² ligger mere end 200 km fra Sicilien, men kun godt 110 km fra Tunesiens kyst, og er også geologisk og biologisk meget nærmere på Afrika. Lampedusa er en del af den afrikanske kontinentalsokkel, og dens støvede, ørkendækkede klippegrund huser også væsner, der er tættere beslægtet med det afrikanske dyreliv end det europæiske.

De fleste af de velklædte italienske turister på øen kommer for at se havskildpadder, og den stadig større turiststrøm har skræmt en del af de sjældne dyr væk. De skildpadder, der er tilbage, burde også tage ved lære, for Lampedusa er som mange andre steder i verden ved at blive for varmt til deres æg.

Når temperaturen stiger til over 29 grader, er der større sandsynlighed for, at æggene udvikler sig til hunner. Er den meget over, kommer der stort set ingen hanner.

Samtidig er der risiko for, at æggene bogstaveligt talt bliver hårdkogt, bare ved at ligge i sandet. Og jo mere Middelhavet stiger, jo mindre sand vil der være at begrave æggene i.

GREAT DRYING LAND

Foto: Koala bjørn

Eleverne i de yngste klasser på Wattle Park Primary School ved den australske by Melbourne har ikke kendt andet end tørke. Derhjemme har børnene en timer til at sikre, at deres brusebade ikke bliver længere end to minutter, og det overskydende vand opsamles og bruges til haven. I skolen bruger man samme principper: det vand, der spildes ved drikkevandsfontænerne, bruges til at vande Wattle Parks grøntsagsbede.

Great Southern Land, Australien, er blevet tørrere, og den tendens vil fortsætte. Den foreløbige kulmination kom i januar-februar 2009 med den værste hedebølge i 100 år, temperaturer på mere end 45 grader, mange varmedødsfald og ødelæggende skovbrande.

Ikke kun mennesker og afgrøder lider under det nye australske klima. Great Barrier Reef er som andre koralrev i fare, og også et andet australsk ikon rammes:

Tørken og højere CO2-indhold påvirker koalabjørnens fødekilde, blade fra eukalyptus-træerne. Indholdet af giftstoffer stiger, og næringsværdien falder, så det er tvivlsomt, om koalaen kan få tilstrækkeligt med næring i de fire timer i døgnet, den normalt er vågen.


TRÆÆDERE OG VANDMANGEL I NORDAMERIKA

Mange landbrugsafgrøder i det nordlige USA og det sydlige Canada vil få gavn af det nye klima. Samtidig vil der dog være forøget risiko for tørke og skovbrande – og for at skadedyr kan boltre sig.

Fyrrebarkbillens udbredelse har allerede fået bibelske proportioner i dele af Nordamerika, efter at mildere vintre har forøget overlevelsesraten fra typisk omkring 20 % i midt-90’erne til omkring 90 % i dag.

Barkbiller har alene i Washington og Alaska udryddet, hvad der svarer til et halvt Danmark, og den canadiske professor Doug McArthur fra Simon Fraser University i Vancouver kalder billerne »den første store klimakrise i Canada«.

I det vestlige og sydlige USA truer smeltende gletsjere og tørke med at lede til vandmangel og australske forhold, især i sommermånederne, hvor efterspørgslen er højest.

Colorado-floden kan miste op mod en tredjedel af sine vandmængder i de næste 50 år, og allerede inden 2020 kan USA’s største kunstige sø Lake Mead udtørre så meget, at Hoover-dæmningen ikke længere vil kunne forsyne Las Vegas og andre amerikanske byer med strøm. Mere end 95 % af vandet i Lake Mead stammer fra smeltet sne i Colorado, Utah, Wyoming og New Mexico.

I det sydligste USA og dele af Mexico kan de højere temperaturer få ørkenen til at brede sig og gøre landbrugsproduktion umulig eller uforholdsmæssig dyr.

I de nordligste egne af Nordamerika er forskerne meget bekymrede for udsigten til, at permafrosten tør. Det betyder ikke blot, at oprindelige folks byer og mindesmærker kan skride i havet eller floderne, og at veje og anden infrastruktur undermineres.

Det betyder også, at de store mængder af den kraftige drivhusgas metan, der er ophobet i frosne søer og moser, kan blive frigjort ligesom i Sibirien – en feedback-effekt, der kan forstærke den globale opvarmning betydeligt.

Foto: RUSTRØDE FYRRESKOVE I COLORADO, USA. FARVEN ER ET TEGN PÅ, AT TRÆERNE ER ANGREBET AF BILLER.

RUSTRØDE FYRRESKOVE I COLORADO, USA. FARVEN ER ET TEGN PÅ, AT TRÆERNE ER ANGREBET AF BILLER.

Foto: BÅDFLYGTNINGE PÅ LAMPEDUSA VENTER PÅ, AT POLITIET SKAL OVERFØRE DEM TIL HOVEDBYEN AGRIGENTO. ANTALLET AF FLYGTNINGE FRA AFRIKA STIGER VOLDSOMT.

BÅDFLYGTNINGE PÅ LAMPEDUSA VENTER PÅ, AT POLITIET SKAL OVERFØRE DEM TIL HOVEDBYEN AGRIGENTO. ANTALLET AF FLYGTNINGE FRA AFRIKA STIGER VOLDSOMT.

FLERE AFRIKANSKE FLYGTNINGE

Lampedusa er andet end hvide strande, blåt vand og skildpadder. På øen har man bygget en lejr med pigtråd omkring til at internere bådflygtninge fra Afrika. Og det er langt fra ualmindeligt, at der skyller mørke lig op på stranden.

Sammen med De Kanariske Øer og den sydspanske kyst er Lampedusa nemlig det sted, som flest afrikanere søger til i forsøget på at få opfyldt ’Drømmen om Europa’.

Myndighederne har hvert af de seneste år registreret et voksende antal nye flygtninge på øen, der har cirka 5000 indbyggere. I 2008 ankom mere end 30.000 – en stigning på 75 %. Det skabte voldsomt pres, pladsmangel og uro i øens asylcenter.

Som de andre EU-lande vil Italien ikke bare åbne sine grænser for illegale immigranter, så stort set alle dem, der kommer levende gennem sejlturen og opdages af kystvagten, sendes retur.

Antallet af illegale immigranter vil stige yderligere i takt med, at den globale opvarmning og anden menneskelig indflydelse gør det stadig sværere at finde rent vand og mad i stadig større dele af Afrika.

På den måde er Lampedusa en slags spejl af den vestlige verden: Vi efterspørger i stigende grad eksotisk natur, men klimaændringerne og anden menneskelig påvirkning betyder, at der bliver mindre af den. Til gengæld betyder klimaændringerne og anden menneskelig påvirkning, at flere og flere mennesker fra især Afrika presses eller fristes til at søge mod Europa.

KINA: DE FOLKERIGE VIL VÆRE RIGE

Foto: KINA RAMMES AF STADIG MERE VARME. HER SØGER TO SKYGGE FRA SOLENS STRÅLER UNDER EN HEDEBØLGE I XIAMEN.

KINA RAMMES AF STADIG MERE VARME. HER SØGER TO SKYGGE FRA SOLENS STRÅLER UNDER EN HEDEBØLGE I XIAMEN.

Kan vi lave regnvejr og solskin, som vi har lyst til? I Kina forsøger de – foreløbig med begrænset held. Ligesom i Indien er vækst og bekæmpelse af fattigdom vigtigere end miljøet. Imens leder fabrikkerne, der bl.a. producerer varer til os i Vesten, masser af CO2 ud i atmosfæren.

Kina er gået i krig – ikke mod et andet land, men mod de dramatiske ændringer af klimaet, som mennesket er skyld i. Også kineserne selv.

Mange af de tiltag, landet har iværksat i krigen mod klimaændringerne, er i bedste fald halvhjertede. Det gælder også forsøget på at tage kanoner og kemi til hjælp for at skabe regn til at afhjælpe vandmanglen i Beijing og andre af landets nordlige millionbyer.

Skyer består af vanddamp, og med kemikalier kan man nedkøle vanddampen, så den fortættes og falder som regn eller sne. Sølvjodid er det mest brugte kemikalie til at ’pode’ skyerne, som det kaldes. Sølvjodiden skal spredes i skyerne for at virke. Det er her, kanonerne kommer ind i billedet. Kineserne bruger tillige raketter til at opsende kemikaliet, ligesom det også bliver spredt fra flyvemaskiner.

På en enkelt dag i foråret 2009 blev der affyret 2392 raketter og 409 granater, og otte CO2-udledende fly var i luften for at sprede kemikalier over de tørkeramte provinser.

Resultatet var magert. Nogle enkelte regnbyger og en hel del støvregn, som ikke kunne gennemvæde den tørre jord. Regnen lugtede kemisk, og den skyllede forureningen ud af luften, så den faldt som syreregn. I Beijing flygtede indbyggerne inden døre for at undgå at få skadet deres overtøj – og deres sundhed.

BRIC-LANDENE

BRIC er en forkortelse for Brasilien, Rusland, Indien og Kina (China), der nu benyttes verden over, også i klimasammenhæng.

BRIC-landene er store – med tilsammen 2,8 milliarder mennesker (næsten 45 % af verdens befolkning) – og de har de seneste år haft stærk økonomisk udvikling.

BRIC-landene ser sig selv som regionale supermagter, hvilket understreges af, at Rusland, Indien og Kina har A-våben.

Landene har derfor ved talrige lejligheder i de seneste år signaleret, at de vil tages mere alvorligt på den internationale politiske scene. Og det er ret sikkert, at ingen af dem er til at komme udenom, når der i de kommende år skal laves aftaler på klimaområdet.

4,5 MIO. ER BERØRT

Kina er nu verdens tredje største økonomi og ventes snart at overhale nr. to, Japan. Og om 30-35 år bliver Kinas økonomi formentlig større end USA’s. Kineserne har allerede overhalet USA på CO2-udledning. Landet udleder mere end seks mia. ton årligt – næsten en femtedel af totalen.

I det nordlige Kina har klimaændringerne medført alvorlig tørke flere år i træk. I år – 2009 – er det værre end tidligere. Den værste tørke i 50 år har ramt otte provinser. Mange steder er der ikke faldet en eneste dråbe regn eller sne i mere end 100 dage.

Tørken betyder vandmangel i et område, der er mere end dobbelt så stort som Danmark – 100.000 km² landbrugsjord, som udgør 80 % af Kinas hvedemarker.

Vandmanglen har berørt 4,5 millioner mennesker, næsten lige så mange som Danmarks befolkning. Samtidig med den alvorlige tørke i nord har det regnet 20 dage i træk i storbyen Shanghai ved Yangtze-flodens udløb. Det er den længste regnperiode i 136 år.

Foto: TØRKEN I 2009 VAR DEN VÆRSTE I 50 ÅR I OTTE PROVINSER I KINA. DEN RAMTE ET OMRÅDE, DER ER DOBBELT SÅ STORT SOM DANMARK.

TØRKEN I 2009 VAR DEN VÆRSTE I 50 ÅR I OTTE PROVINSER I KINA. DEN RAMTE ET OMRÅDE, DER ER DOBBELT SÅ STORT SOM DANMARK.

Foto: TRODS DEN KVÆLENDE TRAFIK I INDIENS STORBYER UDLEDER INDERNE KUN 1 TON CO2 PR. NÆSE, I DANMARK UDLEDER VI TI GANGE SÅ MEGET PR. INDBYGGER.

TRODS DEN KVÆLENDE TRAFIK I INDIENS STORBYER UDLEDER INDERNE KUN 1 TON CO2 PR. NÆSE, I DANMARK UDLEDER VI TI GANGE SÅ MEGET PR. INDBYGGER.

INDIEN: »DET ER DE RIGES ANSVAR«

Kinas nabo Indien er også et land i vækst. Indien har 1,15 milliarder indbyggere, en smule mindre end Kina. Landet er ifølge nogle opgørelser verdens tredjestørste udleder af CO2 efter Kina og USA.

Opgjort pr. næse er der dog stor forskel i udledningen: Indiens er kun godt 1 ton, Kinas omkring 5 ton – og Danmarks godt 10 ton. Indiens økonomi er vokset langsommere end Kinas, omkring 7 % i gennemsnit pr. år siden 1995.

Indiens vækst er ikke bygget på industrieksport på samme måde som Kinas, mere på hjemmemarkedet og på servicefag som it.

Indien oplever også den globale opvarmning med mere ekstremt vejr, der gør det sværere at skaffe vand og mad.

Den indiske regering fremlagde i sommeren 2008 en handlingsplan mod klimaforandringerne. Senere kommer specifikke planer for implementeringen.

De otte hovedpunkter omfatter blandt andet satsning på solenergi og effektivisering af energiudnyttelsen. Fx er ledningsnettet så dårligt, at op mod en tredjedel af strømmen ikke når ud til forbrugerne. Desuden skal vandforbruget nedsættes med 20 %.

Også den indiske regering kommer til København og de efterfølgende klimamøder med forventningen om at nå en aftale. Men dens udgangspunkt er meget klart:

Inderne siger, at det er de rige landes forurening gennem 200 år, som bærer ansvaret for klimaforandringerne. Derfor er det de rige, der skal reducere CO2-udledningen.

Den indiske regering er fokuseret på vækst til gavn for den fattige befolkning og kan ikke se, hvorfor den skal reducere udslippet, når fx halvdelen af inderne endnu ikke har adgang til elektricitet.

Regeringen giver dog en enkelt indrømmelse. Den lover, at CO2-udslippet pr. inder ikke vil komme til at overstige udslippet pr. næse i de industrialiserede lande.

Løftet lyder ikke at så meget i dag, men i 2050 vil situationen være anderledes, fordi Vesten skærer ned på udslippet, mens u-landenes fortsat vokser.


Foto: VINDMØLLERNE SNURRER I GANSU-PROVINSEN. KINA ØGER KAPACITETEN AF VINDENERGI FRA 12.000 MEGAWATT I 2008 TIL 30.000 MEGAWATT I 2010.

VINDMØLLERNE SNURRER I GANSU-PROVINSEN. KINA ØGER KAPACITETEN AF VINDENERGI FRA 12.000 MEGAWATT I 2008 TIL 30.000 MEGAWATT I 2010.

DEN LYSEGRØNNE MEKANISME

En af de forkortelser, man oftest støder på i klimadiskussionen er ’CDM’.

CDM er Kyoto-aftalens Clean Development Mechanism – eller den grønne udviklingsmekanisme: projekter, der forsøger at nedbringe CO2-udslippet i udviklingslande, primært finansieret af de vestlige lande.

Danmark har blandt meget andet investeret i vindmøllefarme i Kinas Shandong-provins, i spildevandsrensning i Thailand og i vandkraft i Sydafrika.

I alt regner Danmark med at klare 18 % af sine reduktionsforpligtelser 2008-2012 ved at købe projekter i u-landene og de tidligere østlande. Det svarer til 36, 5 mio. ton CO2.

Ved at støtte sådanne projekter undgår de rige lande at betale langt højere beløb for at isolere boliger, nedbringe biltransporten eller på andre måder reducere CO2-udslippet derhjemme. Reduktionen i udviklingslandet godskrives nemlig på det rige lands CO2-regnskab.

Man får ofte mere CO2-reduktion for pengene på denne måde. Men der er også ulemper ved CDM:

Projekterne er skævt fordelt: fx står Asien, især Kina, for mere end 80 %, mens de fattige afrikanske lande stort set ingenting får.

Desuden kritiseres mange af projekterne for at have tvivlsom klimaeffekt. En rapport fra Stanford Universitet konkluderede i 2008, at mellem en tredjedel og to tredjedele af verdens CDM-projekter »ikke repræsenterer nogen egentlig CO2-reduktion«.

De fleste af de problematiske projekter har nemlig umiddelbart så stor økonomisk og miljømæssig gevinst, at de ville være blevet gennemført, også selv om de rige lande ikke bidrog med penge. Dermed betyder de ikke nogen ekstra gevinst for klimaet.

LANDBRUG ER TRUET

Tørken og nedbørsrekorden er blot to af mange eksempler på, at Kinas klima opfører sig mærkværdigt.

»Vi ser en skræmmende udvikling, hvor ekstreme vejrforhold opleves oftere, varer længere og dermed skader Kinas økonomi og indbyggernes liv i større og større grad«, siger Li Yan, miljøorganisationen Greenpeaces klimaekspert i Beijing.

Uafhængige forskere er på linje med hende, og i fremtiden bliver det endnu værre ifølge blandt andre FN’s Klimapanel og det kinesiske landbrugsakademi i Beijing: Tørke kan om 50 år betyde en tredjedel mindre høst af ris, majs og hvede. Stigende vandstand i havet og voldsommere storme vil være en trussel mod deltaerne, hvor de store floder Yangtze, Den Gule Flod og Perlefloden løber ud, blandt andet ved Shanghai og Hongkong.

REGERINGENS LØFTE

Kinas regering har taget miljø, energi og klima på dagsordenen og blandt andet lavet en femårsplan 2006-2010, der vil udnytte energien bedre.

Det er siden fulgt op med konkrete regler for energieffektivitet i fabrikker og private hjem, blandt andet for fjernsyn, computere, vaskemaskiner, vandvarmere og andre husholdningsredskaber. Regeringen vil også bruge en halv mia. kr. på at subsidiere elsparepærer, så de kan sælges billigt til kineserne.

Den kinesiske regering har også en plan om, at 15 % af energien i 2020 skal komme fra vedvarende energikilder som vind, sol og biogas. Et halvt år før klimatopmødet i København begyndte ledende embedsmænd endda at tale om 20 % - samme mål, som EU har opstillet.

Også på andre områder nærmer Kina sig de rige lande; i løbet af 2009 afholdt man fx en række bilaterale møder om klimakrisen med USA.

Foto: SATELLITBILLEDET FRA NASA AFSLØRER, HVORDAN GLETSJERNE SMELTER I HIMALAYA, SÅ ISEN BLIVER TIL SØER. BILLEDET ER TAGET OVER BHUTAN.

SATELLITBILLEDET FRA NASA AFSLØRER, HVORDAN GLETSJERNE SMELTER I HIMALAYA, SÅ ISEN BLIVER TIL SØER. BILLEDET ER TAGET OVER BHUTAN.

PENGE VIGTIGERE END KLIMA

De kinesiske forhandlere har generelt lovet at arbejde positivt for international enighed om CO2-reduktion i København og ved de efterfølgende internationale klimaforhandlinger. Men landet vil ikke acceptere at få pålagt CO2-reduktioner af det internationale samfund.

Det skyldes ikke mindst, at kineserne målt pr. indbygger stadig udleder langt mindre end Vesten: 5 ton mod fx amerikanernes godt 20 ton. Og Kinas regering mener, at den økonomiske vækst kommer forud for klimaet.

Kina mener derfor, at det er de vestlige landes ansvar at skære ned på CO2-udledningen. Faktisk skal vi nedbringe vores udledning med 40 % i 2020 i forhold til 1990, mener kineserne, der henviser til videnskabens beregninger. Samtidig kræver Kina teknologi og kapital fra os til fx bedre udnyttelse af energien og til mere effektive kulkraftværker.

Foto: KVINDER I LANDSBYEN DONGGOU I HENAN-PROVINSEN SYR SKO I UDKANTEN AF DE TØRRE, VINTERGOLDE MARKER.

KVINDER I LANDSBYEN DONGGOU I HENAN-PROVINSEN SYR SKO I UDKANTEN AF DE TØRRE, VINTERGOLDE MARKER.

TIBETS GLETSJERE SMELTER

Kinas eget forsøg på at begrænse klimakrisen ved hjælp af teknologi har ikke virket særlig godt. Landet har brugt flere mia. kr. på at skabe kunstig regn med den kemiske podning af skyerne i de seneste år. Men det har ikke brudt den onde cirkel i den nordlige del af landet.

Den stigende tørke har fået de kinesiske landmænd til at kunstvande massivt. I nogle floder er gennemstrømningen faldet med helt op til 40 % på blot 20 år.

Samtidig smelter gletsjerne i Tibets bjerge, så den fremtidige vandforsyning til Kinas to største floder er alvorligt truet. Himalaya bliver kaldt »den tredje pol« eller »Asiens våndtårn«, men eksperter frygter, at halvdelen af gletsjerne her er væk i 2050.

Kina er dybt afhængig af flodernes ferskvand, fordi landet har meget lidt grundvand. 20 % af verdens befolkning bor i Kina, men landet rummer kun syv % af verdens ferskvand. Langt det meste af bøndernes vand hentes i flodsystemerne. Det er derfor nødvendigt at gøre noget drastisk.

FORURENET DRIKKEVAND

»Mennesket skal erobre naturen«, erklærede Mao Zedong, Kinas leder fra 1949 til 1976. Allerede i hans regeringstid begyndte planlægningen af det nok mest ambitiøse vandingsprojekt i verden:

Tre kanaler på i alt 3000 kilometers længde skal hvert år føre 45 mia. ton vand fra Kinas største flod, Yangtze i syd, op til Den Gule Flod i nord og derfra videre til landbrugsområder og byer med vandmangel som Beijing.

Men projektet er løbet ind i en række problemer: De tre ruter var budgetteret til 350 mia. kr., men der er allerede brugt mere end 200 mia. kr., bare på begyndelsen af de to første.

Vandet – der jo altså skulle bruges til at drikke – er blevet forurenet af industri, landbrug og husholdninger. Og det bliver ikke bedre af, at der skal bygges nye industriområder langs kanalerne.

Det var planen, at mindst 500.000 mennesker skulle tvangsflyttes for at give plads til kanalerne og opdæmningen af vandreservoirer omkring dem. Men selv om Kina stadig er en politistat, bliver flere og flere modige nok til at protestere mod det, de opfatter som myndighedernes overgreb.

Et eksempel er landsbyen Machuan i Henan-provinsen, hvor omkring 1000 beboere har fået besked på at flytte for at give plads til en dæmning.

Det nægter de, fordi den nye landbrugsjord, de har fået udpeget til erstatning, er langt dårligere end den, de har i dag.

En af landsbyboerne, den 46-årige bonde Quan Weifeng siger: »Hvis vi ikke flytter frivilligt, vil de tvinge os til det. Men jeg har truffet min beslutning: Jeg vil blive her og gøre modstand«.

PANDAER KAN FÅ GAVN AF NYT KLIMA

Foto: Panda

Som hovedregel er det stort set kun bananfluer og andre tropiske kriblekrablekryb uden de store pladsbehov, der sammen med en række varmekrævende planter får det markant bedre end i dag, når temperaturen stiger. De fleste dyr og planter får det dårligere.

De dystre udsigter skyldes langt fra kun klimaændringerne, men i høj grad også, at Homo sapiens i forvejen levner dyrene meget lidt plads.

En af de få større arter, der muligvis kan få gavn af varmen, er den stærkt truede pandabjørn, hvis fødegrundlag – bambussen – i nogle tilfælde vil få en opblomstring.

Bambussen kan så sprede sig, hvis kineserne fortsat prioriterer at tilplante tilstrækkeligt store skovarealer i pandaens leveområder i den sydvestlige del af landet.

IKKE RÅD TIL KUNSTVANDING

Flere hundrede kilometer længere mod nord venter tørkeramte bønder utålmodigt på, at det store kanalprojekt skal bringe vand til deres marker.

»Se engang, hvedespirene er helt gule. Hvis de ikke snart får vand, så dør de«. 54-årige Li Ju står i sin slidte dynefrakke og peger med en hullet vante ud over de flade marker. De burde være grønne her i slutningen af vinteren, men de ser gule og afsvedne ud.

Li Ju og hendes mand, Niu Ping, har knap en hektar – 10.000 m² – marker uden for landsbyen Xian i Henan-provinsen. De får kun 2000 kg vinterhvede i år, ikke nok til at betale udgifterne til leje af maskiner til at pløje, så og høste. Hveden er simpelthen udtørret.

»Kunstvanding? Det er dyrt, for jeg skal selv betale for strøm til pumperne«, siger Niu Ping og skodder den hjemmerullede cigaret.

Foto: VÆRKE T I FUXIN ER TYPISK FOR KINA. OMKRING 75 % AF LANDETS STRØM KOMMER FRA KULKRAFTVÆRKER, HVILKET BIDRAGER MARKANT TIL DRIVHUSEFFEKTEN.

VÆRKE T I FUXIN ER TYPISK FOR KINA. OMKRING 75 % AF LANDETS STRØM KOMMER FRA KULKRAFTVÆRKER, HVILKET BIDRAGER MARKANT TIL DRIVHUSEFFEKTEN.

ENORMT KULFORBRUG

Strømmen, som bonden skal bruge til kunstvanding, er netop hovedproblemet i den kinesiske CO2-forurening. Hovedparten af Kinas strøm kommer nemlig fra kraftværker, som fyrer med kul. Kina er verdens største kulforbruger, og landet har enorme kulreserver – nok til at holde den økonomiske vækst kørende de næste 100 år – og bruger mere kul end USA, Europa og Japan tilsammen.

Nogle af de nye kulkraftværker, der bliver bygget, har moderne teknologi, som gør dem mere effektive og mindre forurenende. Men langt de fleste er primitive og medskyldige i, at kul er den energikilde, der bidrager mest til drivhuseffekten. Problemet er, at når der er kul nok, er der ikke tilstrækkelig grund til at spare og effektivisere.

Derfor bliver der arbejdet på højtryk i Kinas flere tusinde kulminer. Og derfor ligger 16 af verdens 20 mest forurenede byer i Kina.

I nogle af dem ser indbyggerne aldrig deres egen skygge. Solen er kun en tåget lysplet i den brune dyne af sodet luft, som ligger over byen.

Foto: VERDENS FABRIK: MELLEM EN TREDJEDEL OG EN FJERDEDEL AF KINAS CO2-UDSLIP SKYLDES PRODUKTION AF VARER, DER EKSPORTERES TIL USA OG EUROPA.

VERDENS FABRIK: MELLEM EN TREDJEDEL OG EN FJERDEDEL AF KINAS CO2-UDSLIP SKYLDES PRODUKTION AF VARER, DER EKSPORTERES TIL USA OG EUROPA.

VERDENS FABRIK

Den kraftigt voksende forurening er dog ikke alene Kinas ansvar. Folk i Vesten er medansvarlige – også helt almindelige borgere i Danmark.

Kig på dig selv, og se dig omkring i dit hjem. Du er sikkert klædt i tøj eller sko, som er produceret i Kina. Og dit hjem er fyldt med elektronik, legetøj, møbler og køkkenting, som er produceret i Kina.

Hver dansker køber i gennemsnit 13 kilo tøj og fire par sko om året. Omkring en tredjedel kommer fra Kina. De seneste år har Kina fået tilnanvet »Verdens Fabrik«.

Danmark importerede i 2008 for 33 mia. kr. varer fra Kina – mere end fra USA og Storbritannien. For 15 år siden var tallet blot fem mia. kr.

CO2-FODAFTRYK

Produktionen af alle de ting, du bruger, påvirker miljøet der, hvor de bliver produceret. Og CO2-udslippet og den øvrige forurening måles i Kina, selv om det egentlig er dig, der har glæde af tøjet, skoene og sportsudstyret.

Mellem en tredjedel og en fjerdedel af Kinas rekordstore udslip af CO2 skyldes således produktion på kinesiske virksomheder, som eksporterer varerne til udlandet, især Europa og USA.

I Danmark udleder vi godt 10 ton CO2 pr. indbygger. Men det tal omfatter ikke udledning i de lande, hvorfra vi importerer vores varer. Udledningen dér kaldes for vores »CO2-fodaftryk«.

Kina er det land i verden, hvor vi danskere sætter det største fodaftryk. WWF Verdensnaturfonden har beregnet, at det danske fodaftryk i Kina er på otte millioner ton CO2, hvilket svarer til 1,5 ton CO2 pr. dansker – altså oven i de godt 10 ton, vi i forvejen udleder. Og det bliver hurtigt mere, for alene i perioden 2001-2006 steg vores fodaftryk i Kina med 140 %.

Hovedforfatter på dette kapitel er Politikens Asien-korrespondent Nis Olsen

U-LANDENE VERDEN BLIVER SKÆVERE

Foto: CYKLONEN ELINE RAMTE MOZAMBIQUE I 2000. NÆSTEN 200 MENNESKER DØDE.

CYKLONEN ELINE RAMTE MOZAMBIQUE I 2000. NÆSTEN 200 MENNESKER DØDE.

Udviklingslandene rammes af stadig flere naturkatastrofer og andre negative følger af klimaændringerne. De rige landes CO2-forurening er ved at skabe et tilbageslag for den positive udvikling, som klodens fattige befolkningsgrupper ellers var inde i.

Verden er i forvejen skæv, men den globale opvarmning vil gøre det endnu værre. Ifølge FN’s udviklingsorganisation UNDP’s Human Development Report 2007-08 er klimakrisen den mest afgørende enkeltfaktor for udviklingen af u-landene i de kommende årtier. Den risikerer nemlig at underminere den internationale indsats for at bekæmpe fattigdom.

De såkaldte 2015 Mål, som politiske ledere fra hele verden har opstillet for at mindske kløften mellem rig og fattig, vil blive endnu sværere at nå. Den positive fremgang på udviklingsområdet, som er bygget op gennem generationer, risikerer ikke blot at gå i stå, men at vende til tilbagegang, advarer UNDP og en række uafhængige u-landseksperter.

Det gælder også i forhold til sundhed, ernæring, uddannelse og andre områder, der er afgørende for udviklingen af klodens fattige lande.

»Fiasko på klimaområdet vil overlade de fattigste 40 % af verdens befolkning – omkring 2,6 milliarder mennesker – til en fremtid med forringede muligheder. Det vil forstærke de store uligheder mellem ’dem, der har’ og ’dem, der ikke har’«, skriver UNDP.

Dette store tilbageslag for udviklingen i de fattige lande skyldes, at alle folk på kloden er blevet stadig mere afhængige af hinanden. »Alle nationer og alle mennesker deler den samme atmosfære«, fremhæver UNDP.

Det er den atmosfæres bæreevne, der er ved at blive overbelastet af de rige landes CO2-udledning. Og hvor konsekvenserne paradoksalt nok primært går ud over de fattige.

UNDP opfordrer derfor alverdens politikere til at følge videnskabens anbefalinger om at knække CO2-kurven inden for 10-15 år.

BHUTAN RAMMES AF GLETSJERDØD

Foto: Indtryk fra Bhutan

Det lille land Bhutan ligger klemt inde i dalsænkninger mellem Himalayas bjerge. Også her er der temperaturstigninger, og bønder og yakhyrder i bjergene melder om smeltende gletsjere.

Nogle prognoser vurderer, at gletsjerudtørring kan gøre dele af Bhutan til en ufrugtbar stenørken om 100-200 år. Men i første omgang er det alt for meget vand, der påvirker bhutanernes hverdag.

I stedet for den sne, som gletsjerne skulle have brugt til at gendanne sig, kommer nedbøren nemlig som regn. Landet har derfor oprettet et nyt katastrofe-departement, der forsøger at lave et beredskab for flodbølger af regn og smeltende gletsjervand, der kan skylle hele bysamfund væk. Men reelt står man uden mulighed for at forskanse sig mod vandmasserne.

Et af de mest udsatte steder er Punakha-dalen. Her ligger ikke blot Bhutans kulturelt set vigtigste bygning, klosterpaladset Punakha Dzong. Dalen er tillige det nordlige Bhutans spisekammer med produktion af ris og frugt.

Også Paro-dalen, hvor landets eneste lufthavn ligger, kan komme i farezonen, og Bhutan kan således næsten blive afskåret fra omverdenen.

EKSTREMVEJR RAMMER FATTIGE HÅRDERE

Den ene hovedårsag til, at de fattige rammes langt hårdest af klimaændringerne, er, at de ikke har samme ressourcer og økonomiske muligheder som de rige. De kan ikke bare bygge højere diger og større kloaknet, sikre veje og broer, lave bedre drikkevandsboringer eller på anden måde dæmme op for de negative følger af global opvarmning.

Mange af de fattige lande ligger geografisk i områder, som allerede er sårbare, og de vil derfor blive særligt hårdt ramt af fremtidens ekstreme vejr.

Det betyder, at der bliver mere tørke i mange af de områder, der i forvejen er ørken eller på vej til at blive det. Der kommer flere oversvømmelser i de områder, der i forvejen er meget våde. Og flere intense cykloner eller orkaner i de områder, der i forvejen slås med kraftige storme.

I u-landene er fattige og sårbare befolkningsgrupper ofte ekstra udsatte for ekstremvejr, fordi de lever med midlertidige huse lavet af blik, ler og plastik – nogle gange faretruende tæt på kysten.

Også vejene og anden infrastruktur er mere sårbare over for kraftige regnskyl eller storme, end de er i Vesten Hertil kommer, at beredskabet som regel er ringe. Der er sjældent effektive systemer til varsling af befolkningen, til hjælp under selve naturkatastrofen, eller til at dæmme op for følgevirkninger som sygdomsudbrud og epidemier. Der er heller ikke et fintmasket socialt sikkerhedsnet for ofrene.

Denne tendens er tydelig i statistikkerne. De fortæller samstemmende, at kun et fåtal af de mennesker, der bliver alvorligt berørt af naturkatastrofer, er bosat i de rige lande. Ifølge UNDP’s Human Development Report 2007-08 blev 262 millioner mennesker ramt af naturkatastrofer i 2000-2004. 98 % af dem var bosat i udviklingslandene.

FOR LIDT OG FOR MEGET VAND

1,5-2 milliarder mennesker vil komme til at leve i områder med øget vandmangel. 500 millioner mennesker vil blive påvirket af oversvømmelser – de 100 millioner, der bor mindre end en meter over havoverfladen, risikerer at miste deres hjem.

Kilde: FN’s Klimapanel, IPCC.

Verdenskort: STORME: VERDENSBANKEN HAR AFDÆKKET, HVOR I VERDEN BEFOLKNINGEN HAR STØRST RISIKO FOR AT DØ PGA. CYKLONER. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE HÅRDEST RAMT.

STORME: VERDENSBANKEN HAR AFDÆKKET, HVOR I VERDEN BEFOLKNINGEN HAR STØRST RISIKO FOR AT DØ PGA. CYKLONER. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE HÅRDEST RAMT.

MOZAMBIQUES UDFORDRINGER

Hvis man vil forstå, hvordan klima og udvikling hænger sammen, kan man fx se på Mozambique. Landet er et af verdens fattigste og meget udsat for klimakonsekvenserne. Mozambiques regering er derfor begyndt at tænke klima ind i udviklingen, og der er fx oprettet et Institut for Katastrofeberedskab, der skal indsamle og analysere klima-data – og forsøge at dæmme op for de negative konsekvenser.

Det er noget af et Sisyfos-arbejde: Mozambique har en 2400 km lang kystlinje, og landbrugsområderne inde i landet ligger lavt og gennemskæres af store floder. Derved kommer der pres fra to fronter: af det øgede antal stadig kraftigere cykloner ude fra Det Indiske Ocean og af den øgede nedbør, der får floderne til at gå over deres bredder.

Hyppigere og kraftigere regn giver i perioder voldsomme problemer. Det ses fx langs den vældige Zambezi-flod.

Foto: CAHORA BASSA-DÆMNINGEN LEVERER STORT SET AL STRØM I MOZAMBIQUE. MEN DEN KAN IKKE MODSTÅ DET VOLDSOMMERE KLIMAS STØRRE VANDMÆNGDER.

CAHORA BASSA-DÆMNINGEN LEVERER STORT SET AL STRØM I MOZAMBIQUE. MEN DEN KAN IKKE MODSTÅ DET VOLDSOMMERE KLIMAS STØRRE VANDMÆNGDER.

Kibera-dæmningen i nabolandet Zimbabwe og Mozambiques Cahora Bassadæmning har ikke længere tilstrækkelig kapacitet.

I de senere år er myndighederne flere gange blevet nødt til at åbne sluserne for at forhindre, at dæmningerne bliver ødelagt.

Derved strømmer vandmasserne ind i de store dalstrækninger langs floden og oversvømmer Mozambique. Det betyder, at omkring 50.000 mennesker lever i konstant beredskab i perioder med regn. De må flygte fra deres jord, når vandet kommer – hvis de altså når det – og vende tilbage, når vandet igen har trukket sig. For de har ikke andre steder at tage hen.

Gennem de senere år har disse oversvømmelser betydet ødelagte liv, landsbyer og marker. Derudover betyder de uforudsigelige vandmængder også stort spild af energiressourcer: En af Mozambiques få eksportindtægter kommer nemlig fra salg af vandkraftstrøm fra Zambezi-floden til andre dele af det sydlige Afrika. Og denne produktion påvirkes af både for lidt og for meget nedbør.

Cyklonerne truer også den lange kyststrækning. Rejefarmene i mangroven – landets næststørste eksportindtægt – ødelægges af oversvømmelser, og de strande, der skulle tiltrække turister, forsvinder. Dertil kommer, at fiskebestandene og koralrevene påvirkes negativt.

De dystre udsigter for eksporten bliver ikke mindre af, at de to store havneanlæg i Maputo og Beira ifølge Mozambiques Institut for Katastrofeberedskab kan være oversvømmet allerede om 30 år. Det rammer ikke kun Mozambique, men også Zambia og andre nabolande, der ikke har andre korridorer til havet.

OVERBEFOLKNING TRUER KLIMAET

I årtierne omkring 1960’erne bakkede USA og andre vestlige donorlande op om tvangssterilisationer og andre overgreb mod fattige i u-lande for at holde fødselstallet nede.

Mange u-lande er derfor ligesom forskere og ngo’er bange for, at Vesten igen vil forsøge noget lignende med klimakrisen som undskyldning. For jo flere mennesker, jo mere CO2 udledes der.

De fleste er dog enige om, at selv om det er kontroversielt, er det også nødvendigt at diskutere befolkningens størrelse – og begrænsning – når man diskuterer klimaet.

For hundrede år siden var der cirka 1,5 mia. mennesker på kloden. I dag er vi oppe på 6,7 mia., og FN forventer, at dette tal stiger til 9 mia. i 2050.

Mens Europas befolkning ventes at falde fra de nuværende 725 millioner til omkring 600 millioner, vil fx Afrikas befolkning ifølge prognoserne blive mere end fordoblet fra 832 millioner til 2 milliarder mennesker. Og i Asien vil befolkningstallet stige fra 3,8 til 5,4 mia.

Befolkningstilvæksten er ikke i sig selv det primære problem for klimaet. Det er derimod det stigende forbrug og deraf følgende store CO2-udledning, der er i de rige lande – forbrugsmønstre, som mange fattige ønsker at kopiere.

Hvis alle i verden havde et forbrug som en gennemsnitsdansker, ville vi have brug for to ekstra jordkloder for at opfylde ressourcekravet.

Foto: Afrikansk barn bag trådhegn

Kilder: FN, WWF m.fl.


BLIVER SAHARA GRØNT?

Også nogle steder i den fattige verden vil klimaændringerne få positive konsekvenser, i hvert fald i første omgang. Fx vurderer nogle forskere, at dele af Sahara kan blive grønt – som det har været i fortiden, da klimaet var varmere. Øget regnfald er mest sandsynligt i det østlige Sahara, bl.a. i det ellers hårdt plagede Sudan, hvor den nordlige del af landet ligefrem kan få skove.

Selv om denne teori skulle holde vand, kræver kraftig plantevækst dog, at de lokale nomader ikke driver deres kvæg hen til hvert et nyt græsstrå og afgræsser det.

Kilde: Meteorologisk Institut, Hamburg Universitet.

MAJSPRODUKTION SVINDER IND

Den hidtil værste oversvømmelse i Mozambique var i 2000, hvor i alt 700 mennesker døde, ikke kun i selve oversvømmelsen, men også af følgesygdomme som malaria og kolera. Mere end en halv million mennesker måtte flytte, og 200.000 mistede deres landbrugsjord.

Samtidig med det stigende antal oversvømmelser rammes andre dele af landet stadig oftere og mere alvorligt af tørke. En tørkeperiode fra 2001-2003 resulterede i, at 650.000 mennesker måtte leve af nødhjælp.

Flere oversvømmelser og mere tørke kan reducere produktionen af majs til under en tredjedel i 2075, viser en prognose fra Mozambiques Institut for Katastrofeberedskab.

Verdenskort: TØRKE: RISIKOEN FOR AT DØ PGA. TØRKE ER KLART STØRST I AFRIKA, HVOR BEFOLKNINGERNE ER DÅRLIGST FORBEREDT PÅ TØRKEBEGIVENHEDER. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE OMRÅDER ER HÅRDEST RAMT.

TØRKE: RISIKOEN FOR AT DØ PGA. TØRKE ER KLART STØRST I AFRIKA, HVOR BEFOLKNINGERNE ER DÅRLIGST FORBEREDT PÅ TØRKEBEGIVENHEDER. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE OMRÅDER ER HÅRDEST RAMT.

NATURENS RESSOURCER SVINDER IND

Netop klimaets indflydelse på afgrøder og andre naturressourcer er det andet store hovedproblem for u-landene.

I den fattigste del af verden er den primære indkomstkilde agerbrug, skovbrug, kreaturer, fiskeri, jagt og anden såkaldt primær produktion. Denne produktion rammes i sagens natur langt hårdere af klimaændringerne end samfund, der som i vores del af verden er baseret på industri- eller servicefag. I takt med, at vejret bliver stadig mere uforudsigeligt, får bønderne stadig mindre mulighed for at planlægge så- og høstperioder:

Bønderne sår i forventning om, at regnen falder som den plejer, men så kommer regnen i stedet i store mængder i en kort heftig periode, så de fine plantespirer rådner. Eller omvendt: regnen falder kun i mindre omfang, og spirerne udvikler sig ikke overhovedet, eller de unge planter visner.

Denne situation forværres af, at de fattige lande ikke har meteorologiske tjenester eller beredskaber, der kan forudsige vejret lokalt. De fattige har også sjældent mulighed for at importere fødevarer, hvis den nationale høst slår fejl. Og det vil der være stadig større risiko for, at den gør i fremtiden.

Ifølge bl.a. FN’s Klimapanel vil det være lande som Danmark og andre på samme breddegrader, der i de kommende årtier vil få mulighed for højere produktion af fødevarer og andre afgrøder – i hvert fald ved de første 2-3 graders stigning i temperaturen. I de subtropiske og især de tropiske egne vil produktionen fra korn og kreaturer derimod i langt de fleste tilfælde falde.

Foto: DET ER BLEVET SVÆRERE AT FÅ LANDBRUG TIL AT LØBE RUNDT I U-LANDENE. HER ER DER INGEN VAND TIL GEDERNE I EN UDTØRRET FLODSÆNKNING I KENYA.

DET ER BLEVET SVÆRERE AT FÅ LANDBRUG TIL AT LØBE RUNDT I U-LANDENE. HER ER DER INGEN VAND TIL GEDERNE I EN UDTØRRET FLODSÆNKNING I KENYA.

VANDMANGEL VÆRST I AFRIKA

I Asien vil landbrugsproduktionen stige i øst og sydøst og falde i de sydlige og centrale dele, ikke mindst på grund af de svindende forsyninger med gletsjervand fra Himalaya.

Latinamerika får heller ikke kun ulemper, mens Afrika efter alt at dømme bliver klimaændringernes store sorteper. FN vurderer, at nogle lande syd for Sahara risikerer et fald i udbytterne på mere end 50 % allerede i 2020. Og her taler vi altså om et kontinent, hvis samlede bidrag til den globale opvarmning knap nok skal tælles i procenter.

Billedet er det samme, når det gælder vand. Samlet set vil der ifølge Klimapanelet være mindre problemer med vandforsyning på cirka 20-30 % af kloden, mens problemerne vil blive øget på 60-75 % af kloden.

Det er især Sydeuropa, det nordlige Latinamerika, det meste af Asien samt – igen – stort set hele Afrika, der vil slås med vandmangel. En fjerdedel af kontinentets befolkning – cirka 200 millioner mennesker især i det østlige og sydlige Afrika – oplever allerede i dag vandmangel.

Det tal kan ifølge FN stige helt op til det tredobbelte i 2050, og det vil sætte yderligere gang i folkevandringer eller ligefrem flygtningestrømme mod lande, hvor det er lettere at skaffe vand og mad.

Skovbruget er et af de få lyspunkter. Det vil formentlig få bedre muligheder, fordi varmen og det højere CO2-indhold får træerne til at vokse hurtigere.

Denne fremgang er dog under forudsætning af, at der ikke sker rovdrift på skovene. Fortsætter den ret uhæmmede tømmerhugst, frygter forskerne, at klimaændringerne kan løbe løbsk, og at store dele af fx Amazonas-regnskoven – med næsten en tredjedel af verdens dyre- og plantearter – kan blive til savanne.

ØSTATER OVERSVØMMES

I 2004 fik den hidtil upåagtede østat Tuvalu i Stillehavet pludselig verdens opmærksomhed.

Stadig flere og stadig større oversvømmelser betød ikke blot, at flere beboere måtte sejle i kano for at komme ind i deres pælehuse. De betød også, at plantager med den traditionelle spise, rodfrugten pulaka, måtte opgives på grund af indtrængende saltvand.

Og de betød sidst, men ikke mindst, at selve Tuvalus eksistens var truet. Det højeste punkt ligger nemlig blot fem meter over havet.

De efterfølgende år begyndte flere østater at melde om eksistenstruende oversvømmelser. I Mikronesien ligger 500 ud af 607 øer blot en meter over havoverfladen. Og det handler ikke bare om at miste et land, forklarede Mikronesiens miljøminister Andrew Yatilman til Politiken i december 2008:

»Det er at miste min fortid og min identitet. Vores øer har noget at bibringe verdens kulturarv. Vi har dyr og planter, som kun findes her. Vi har en kultur og et sprog, som vil forsvinde, hvis vi tvinges til at flytte til et andet land«, sagde Yatilman.

Hans børn kan som mange andre af Mikronesiens indbyggere se frem til at skulle flytte til New Zealand eller andre steder i regionen – hvis de andre lande altså vil tage imod dem.

Maldiverne i Det Indiske Ocean risikerer man også at skulle flytte. Men her betyder ret store turistindtægter, at Maldiverne er bedre rustet til en fremtid som sunken Atlantis end langt de fleste andre østater.

Regeringen er begyndt at lægge penge til side, så det i fremtiden bliver muligt at købe nye landområder til de i dag 300.000 indbyggere.

Præsident Mohamed Nasheed sagde i november 2008 til den britiske avis The Guardian, at han især havde blikket rettet mod Sri Lanka, Indien og Australien.

»Vi ønsker ikke forlade Maldiverne, men vi vil ikke leve som klimaflygtninge i telte i flere årtier«, sagde præsidenten.

Foto: Luftfoto af stillehavsø

FRA GODGØRENHED TIL RETFÆRDIGHED

Flere eksperter fremhæver, at klimakrisen fundamentalt forandrer baggrunden for pengestrømmene fra nord til syd.

Det gælder bl.a. Saleemul Huq, en af hovedforfatterne i FN’s Klimapanel og leder af klimasektionen i det britiske International Institute for Environment and Development. Han stammer oprindelig fra Bangladesh, et af de lande i verden, der rammes hårdest af klimaændringerne.

Saleemul Huq påpeger, at de rige lande i mange årtier primært har givet u-landsbistand til de fattige lande som et udslag af godgørenhed. Men nu er der tale om, at den globale opvarmning forværrer vandmangel, malaria og andre af de problemer, som u-landene i forvejen slås med: »Og så ligger det jo i almindelige nationale og internationale retsprincipper, at de rige lande skal betale kompensation for de skader, deres forurening forvolder. Altså et skifte fra godgørenhed til retfærdighed – fra ulandsbistand til u-landskompensation«, fremhæver Saleemul Huq. Og hans synspunkt deles af næsten alle miljø- og udviklingsorganisationer.

De fleste rige lande er principielt enige; i hvert fald har de i Klimakonventionen skrevet under på, at de vil betale de ekstra omkostninger, de fattige får som følge af klimaændringerne.

2015 MÅLENE

  1. Halvere fattigdom og sult i verden
  2. Opnå grundskoleuddannelse til alle
  3. Øge ligestillingen mellem kvinder og mænd
  4. Mindske børnedødeligheden med to tredjedele
  5. Mindske mødredødeligheden med tre fjerdedele
  6. Bekæmpe hiv/aids, malaria og andre sygdomme
  7. Sikre udviklingen af et bæredygtigt miljø
  8. Øge samarbejdet om bistand, handel og gældseftergivelse

FOR FÅ PENGE

Både Huq, andre eksperter og EU-kommissionen har påpeget, at de penge, der foreløbig er afsat til denne klimatilpasning, er helt utilstrækkelige.

De tilpasningsfonde, der er oprettet i FN eller som uafhængige institutioner, havde i sommeren 2009 i alt tilsagn om mindre end fem mia. kr. Det er temmelig langt fra behovet.

Verdensbanken har beregnet omkostningerne til klimatilpasning i u-landene til 50-200 mia. kr. ekstra om året. UNDP anslår behovet til mindst 430 mia. kr. årligt.

Verdens samlede overførsel af midler fra de rige til de fattige lande ligger ifølge OECD’s ’Geographical Distribution of Financial Flows to Developing Countries’ (2009) på omkring 570 mia. kr. om året. Klimaændringerne kan således måske kræve næsten en fordobling af disse pengestrømme.

Illustration: HEDEBØLGER, SMELTENDE GLETSJERE, TØRKE OG KRAFTIGE STORME. INGEN AF KLODENS LANDE GÅR FRI AF KLIMAFORANDRINGER, MEN DE FATTIGE RAMMES HÅRDEST.

HEDEBØLGER, SMELTENDE GLETSJERE, TØRKE OG KRAFTIGE STORME. INGEN AF KLODENS LANDE GÅR FRI AF KLIMAFORANDRINGER, MEN DE FATTIGE RAMMES HÅRDEST.

DANMARK KLIMASIKRER BISTAND

Det gør ikke udfordringen mindre, at den rige del af verden i forvejen har svært ved at leve op til sine løfter om udviklingsbistand. Ifølge de foreløbige 2008-tal fra OECD giver kun en håndfuld lande mindst de 0,7 % af bruttonationalindkomsten til de fattige, som FN anbefaler: foruden Danmark er det Sverige, Norge, Holland og Luxembourg.

Gennemsnittet er 0,3, og verdens rigeste land USA giver blot 0,18 %. Danmark forsøger både i EU og andre fora at få de større lande til at forhøje procenten – og til at integrere klimahensyn i bistanden, som vi selv gør. Fx lancerede udviklingsminister Ulla Tørnæs i november 2008 en international dialog om klimatilpasning mellem eksperter, organisationer og nationer.

Dialogen fokuserer specielt på vand og jord, fordi det er kernen i livsgrundlaget for de mest udsatte befolkningsgrupper, og fordi det ifølge Klimapanelet især er på de områder, at den globale opvarmning vil ramme de fattige lande.

Allerede i 2005 fastslog Danida i sin såkaldte klima- og udviklingsplan, at klima og udviklingsbistand er to uadskillelige størrelser. Fordi klimaforandringerne rammer alle sektorer, især sundhed, rent drikkevand og adgang til opdyrkelig jord. Derfor skulle bistanden klimasikres.

De næste tre år blev samtlige lande, som Danmark giver bistand til, klimascreenet. Det vil sige, at man undersøgte, hvor landene er ekstra sårbare over for global opvarmning, og hvordan deres mulighed for at tilpasse sig er.

»Klima og udvikling hænger tæt sammen«, opsummerer Geert Aagaard Andersen, chef for miljø, klima og bæredygtig udvikling i Danida:

»I fremtiden er vi nødt til at tilrettelægge udviklingsbistanden, så klimaudfordringen kommer med. Vi skal hjælpe med at styrke landenes modstandsdygtighed over for klimaforandringernes negative virkninger. Alle de traditionelle bistandsområder vil blive berørt, ikke kun landbrug, vand og energisektoren, men også de sociale sektorer som fx sundhed«, siger Geert Aagaard Andersen.

TRE SLAG FRA ÉN KLIMAKRISE

Flere ngo’er påpeger, at verdens fattigste lande rammes hele tre gange af klimakrisen:

De rammes hårdt af selve klima ændring erne. De rammes, fordi der i fremtiden kommer begrænsninger på brugen af energi, og det vil bremse deres muligheder for vækst og udvikling.

Og så rammes de af flere af de måder, vi i Vesten forsøger at løse klimakrisen på:

Fokus på biobrændsler betyder højere fødevarepriser for især de fattige forbrugere. Og mange rige lande overfører penge fra den traditionelle udviklings bistand til puljer, der skal løse klima problemer i u-lande. Eller som international chef Christian Friis Bach fra Folkekirkens Nødhjælp udtrykker det: »Vi bygger diger i stedet for at bygge skoler«.

KLIMATILPASNING NØDVENDIG

Den danske strategi fokuserer både på forebyggelse af klimaændringer og tilpasning til dem.

Men i og med at den fattige del af verden ikke bidrager synderligt til den globale opvarmning, er der især fokus på tilpasning til de klimaændringer, der uvægerligt kommer som følge af den CO2, vi allerede har lukket ud eller vil lukke ud i atmosfæren.

Den danske u-landsbistand bruges således bl.a. til omlægning til nye typer afgrøder, der er mindre følsomme over for tørke og oversvømmelse.

Man søger også at hjælpe de fattige lande med at opbygge diger, gøre veje mere robuste over for ekstremvejr, udvikle bedre varslingssystemer og i det hele taget udnytte de knappe ressourcer bedre. Ud af de cirka 15,2 mia. kr, Danmark afsatte til u-landsbistand i 2009, blev godt 1,2 mia. anvendt til klimatilpasning – både egentlige klimaaktiviteter og klimahensyn i fx større landbrugsprogrammer.

Verdenskort: OVERSVØMMELSER: RISIKOEN FOR AT DØ PGA. OVERSVØMMELSER ER STOR MANGE STEDER I VERDEN, BL.A. SYDØSTASIEN. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE OMRÅDER ER HÅRDEST RAMT.

OVERSVØMMELSER: RISIKOEN FOR AT DØ PGA. OVERSVØMMELSER ER STOR MANGE STEDER I VERDEN, BL.A. SYDØSTASIEN. BLÅ OMRÅDER ER MINDRE UDSAT, RØDE OMRÅDER ER HÅRDEST RAMT.

KLIMAKRIGE: KONFLIKTER OPTRAPPES

Foto: VANDMANGEL VAR IFØLGE EKSPERTER MEDVIRKENDE TIL, AT KONFLIKTEN I DARFUR BLEV OPTRAPPET.

VANDMANGEL VAR IFØLGE EKSPERTER MEDVIRKENDE TIL, AT KONFLIKTEN I DARFUR BLEV OPTRAPPET.

Flere og større ørkener. Oversvømmelser og vandmangel. Der bliver rift om verdens naturressourcer, og selv konservative økonomer forudser flere end 100 millioner klimaflygtninge.

I 1985 sad den unge britiske antropolog Alex de Waal i et beduintelt i Darfur. De Waal var i færd med at samle stof til sin doktorafhandling om hungersnøden i området, og han var blevet inviteret til te af en gammel, næsten blind sheik ved navn Hilal Abdalla.

Abdallas hovedbudskab til de Waal var, at dommedag var nær. Sandet fra ørkenen havde aldrig på denne måde blæst i så store mængder hen over tidligere så frugtbart land, fortalte sheiken.

Det var en udvikling, der dengang udelukkende blev henført til rovdrift på skovene og græsarealerne – og som altså ifølge den vestlige verden var afrikanernes egen skyld.

Men 20 år senere havde klimaforskere på USA’s Columbia University og andre eksperter fundet ud af, at ændringerne efter alt at dømme primært kunne henføres til de rige landes CO2-udledning.

Stigende temperaturer i tropiske og sydlige oceaner kombineret med en nedkøling over Atlanten var nok til at forstyrre de afrikanske monsuner, der tidligere jævnligt havde sørget for tilstrækkeligt med vand til Darfur-regionen.

Samtidig med at disse nye forskningsresultater blev offentliggjort, sad Alex de Waal – nu forfatter og direktør for organisationen Justice Africa – med USA’s liste over de eftersøgte for krigsforbrydelser i Darfur. En region, der siden 2003 havde været præget af voldsomme overgreb mod lokalbefolkningen.

Øverst på listen over de arabere, der var hovedansvarlige for drabene på mellem 200.000 og 450.000 afrikanere og fordrivelse af yderligere to millioner, stod navnet Musa Hilal. Han var søn af Abdalla, den klimabekymrede sheik, som havde budt de Waal på te 20 år tidligere.

Foto: SUDANESISKE KVINDER OG BØRN VENTER PÅ BEHANDLING I ZAMZAM-FLYGTNINGELEJREN. LEJREN ER AFHÆNGIG AF, AT LASTBILER HVER DAG KOMMER MED VAND.

SUDANESISKE KVINDER OG BØRN VENTER PÅ BEHANDLING I ZAMZAM-FLYGTNINGELEJREN. LEJREN ER AFHÆNGIG AF, AT LASTBILER HVER DAG KOMMER MED VAND.

»TØRKE BETYDER DØD«

Beretningen om de Alex de Waal og familien Hilal kan læses i forfatteren Stephen Faris’ klimabog ’Forecast’. Men de Waal var langt fra den eneste, der i de år begyndte at koble konflikten i Sudan med klimaændringerne. Stadig flere og stadig mere prominente folk opdagede sammenhængen:

I oktober 2006 konkluderede den tidligere rådgiver for FN og Verdensbanken, professor i økonomi Jeffrey Sachs fra Columbia University, at »Darfur har brug for en vandstrategi frem for en militærstrategi«:

»Den basale årsag til konflikten er regionens ekstreme fattigdom, der i løbet af 1980’erne blev katastrofalt forværret af en tørke, der faktisk har varet lige frem til i dag. (...) Afrika syd for Sahara er et område, hvor livet er afhængigt af regnens komme, og hvor tørke betyder død«, fremhævede Sachs.

Han og andre eksperter var naturligvis helt på det rene med, at Sudan – og andre tørre områder – har haft tørke, vandmangel og ikke mindst voldelige konflikter før. Men klimaændringerne gør disse problemer værre.

Problemerne i Sudan spredte sig også til nabolandet Tchad, hvor kvægdrivere og andre nomader kom op at toppes med lokalbefolkningen om retten til vandet.

Og i Somalia blev mindst 250 mennesker i 2004-2006 dræbt under det, der lokalt blev omtalt som ’krigen om brøndene’.

GENERALER FORUDSER KLIMAKRIGE

Klimaforandringer udgør en alvorlig trussel mod USA’s – og andre landes – nationale sikkerhed. Det konkluderede en amerikansk tænketank med tidligere hærchef, general Gordon R. Sullivan og 10 andre højtstående militærfolk i en rapport i april 2007.

Generalerne nævnte konflikterne i Darfur og Somalia som eksempler på krige, der var udløst af ressourcemangel, som var forværret af global opvarmning. De lavede også en klar kobling til flygtningestrømme og terror.

»Mange udviklingslande har hverken regering eller social infrastruktur til at håndtere det pres, der kan blive udløst af klimaforandringer. Når en regering ikke længere kan servicere sit folk, sikre den hjemlige orden og beskytte landets grænser mod invasion, trives betingelserne for, at uro, ekstremisme og terrorisme kan fylde tomrummet«, hed det i generalernes rapport.

Den britiske regering havde næsten 20 år tidligere advaret om dette aspekt og var helt enig. Briterne fik således for første gang klimaændringer på dagsordenen i FN’s Sikkerhedsråd 17. april 2007 – et nybrud i hele klimadebatten.

Og netop den nære sammenhæng mellem klima og krig var baggrunden for, at Nobels Fredspris senere på året blev givet til FN’s Klimapanel og USA’s tidligere vicepræsident Al Gore.

Verdenskort: DENNE OVERSIGT FRA NORSK FLYGTNINGERÅD VISER KLIMARELATEREDE PROBLEMER SOM EKSTREMT VEJR OG TØRKE – OG DERVED STIGENDE FLYGTNINGESTRØMME.

DENNE OVERSIGT FRA NORSK FLYGTNINGERÅD VISER KLIMARELATEREDE PROBLEMER SOM EKSTREMT VEJR OG TØRKE – OG DERVED STIGENDE FLYGTNINGESTRØMME.

KINA HAR KIG PÅ INDIENS FLODER

Vandkrige og andre klimakonflikter er ikke isoleret til Afrika. Langt fra. Faktisk vurderer eksperter i klima og sikkerhedspolitik, at det globalt set værste hot spot for denne type tvister vil blive neden for verdens højeste bjergkæde Himalaya.

Her vil op mod to milliarder mennesker blive berørt af de smeltende gletsjere. I de højereliggende områder har man allerede oplevet øget erosion, jordskred og oversvømmelser fra dæmninger og søer.

Nedstrøms er situationen endnu mere problematisk: Himalaya leverer vand til Yangtze – den længste flod i Asien – samt Mekong og fem andre store floder. Især omkring Indien vil vand direkte eller indirekte forstærke de spændinger, som i forvejen plager regionen. Fx fik den indiske regering ifølge internationale iagttagere både sved på panden og kuldegysninger, da bogen ’Tibet’s water will save China’ udkom for et par år siden.

Her beskrev kinesiske embedsmænd, hvordan man kunne lede Brahmaputra-floden ind i Kina ved hjælp af kæmpedæmninger. Brahmaputra-floden er en af Indiens allervigtigste vandkilder.

Den kinesiske regering tog hurtig afstand fra ideen – officielt. Men kineserne har allerede besluttet at bygge næsten 500 km tunneler for at lede andre vandkilder fra det tibetanske plateau ned til sine tørre vestlige regioner.

Foto: INDIEN BYGGEDE DENNE DÆMNING VED CHENAB-FLODEN. PÅ TRODS AF PROTESTER FRA PAKISTAN.

INDIEN BYGGEDE DENNE DÆMNING VED CHENAB-FLODEN. PÅ TRODS AF PROTESTER FRA PAKISTAN.

TO ATOMMAGTER I VANDKAMP

Indien kan også komme i ny nabostrid med Pakistan. De to atommagter har været i krig tre gange om delstaten Kashmir, senest i 1999, og ingen af fejderne havde officielt noget med global opvarmning at gøre.

Men så alligevel: Kashmir og Pakistan får cirka 80 % af deres livsvigtige flodvand til husholdninger og landbrug fra gletsjere. Og i sine memoirer skriver lederen af de styrker, der erobrede det vestlige Kashmir fra Indien i 1947, generalmajor Akbar Khan, udtrykkeligt om hovedårsagen til angrebet: »Pakistans landbrugsøkonomi var afhængig af floderne, der kom ud af Kashmir.(…) Hvilken situation ville vi være i, hvis hele Kashmir var i indiske hænder?«.

Der går en lige linje fra den gamle krigsherres bekymringer til de nutidige politikere og eksperter, der heller ikke tøver med at udnævne vandspørgsmålet til at være en vigtigere komponent i konflikten end religion. Og som konkluderer, at det er kombinationen af de potentielle stridspunkter – vandmangel og religionsstridigheder – der er så sprængfarlig.

Pakistanske ledere kalder floderne i området – Jammu og Kashmir – deres »livline«, og ved valget i 2008 var et af de vigtigste emner de stigende fødevarepriser, der blandt andet skyldtes fejlslagen kornhøst som følge af vandmangel.

Efterspørgslen på kunstvanding til landbrug i Indien og Pakistan er flerdoblet på få år. Samtidig er befolkningstallet eksploderet. Pakistan oplever allerede følgerne. I 2000 var der ifølge Asian Development Bank 3000 kubikmeter vand per pakistaner, i 2007 var der kun lidt over 1000 kubikmeter.

ORANGUTANG I KNIBE

Foto: Orangutang

Orangutangen har længe været presset af Homo sapiens’ ekspansion og trang til at holde den som kæledyr. Klimaforandringerne sætter tommelskruerne yderligere på:

For det første kan mere koncentreret nedbør og længere tørkeperioder på de to eneste tilbageværende levesteder, øerne Sumatra og Borneo, betyde mindre af den næringsrige frugt, orangutangerne er afhængige af.

For det andet vil de flere skovbrande, der følger tørkeperioderne, presse menneskeaberne yderligere – en orangutang-han har brug for et territorium på 25 km² for at trives.

Størst indflydelse har dog nok den rydning af regnskov, der sker, så de rige landes bilister kan putte palmeolie i tanken – i et misforstået forsøg på at bremse CO2-udledningen.

FN’s miljøorganisation UNEP vurderer, at udskiftningen af regnskov med oliepalmeplantager er medvirkende til, at antallet af vildtlevende orangutanger på ganske få årtier kan falde fra de nuværende knap 60.000 til nul.

Foto: PAKISTAN RAMMES STADIG OFTERE AF TØRKE OG VANDMANGEL. HER FORSØGER EN DRENG FRA CHALHAR AT FINDE VAND I THAR-ØRKENEN, DER BREDER SIG.

PAKISTAN RAMMES STADIG OFTERE AF TØRKE OG VANDMANGEL. HER FORSØGER EN DRENG FRA CHALHAR AT FINDE VAND I THAR-ØRKENEN, DER BREDER SIG.

DEN TRUEDE TIGER

Foto: Tiger

Når klimaet skaber flere konflikter om rent vand og andre basale ressourcer, har fattige lande endnu mindre overskud til at tænke på miljøbevarelse. Det betyder, at dyr og planter vil blive yderligere klemt af menneskelige aktiviteter.

Eksemplerne er talrige, og et af dem er den bengalske tiger. Havstigningerne i Indiens og Bangladesh’ store floddeltaer vil efter alt at dømme ikke kun ramme mennesker, men også denne truede tigerrace.

Vandet vil nemlig gøre ekstra indhug i dens vigtige levested, verdens største mangroveskov i Sunderbans-deltaet, hvor de store floder Ganges og Brahmaputra løber ud i Den Bengalske Bugt.

BANGLADESH KAN DRUKNE

En tredje potentiel nabokonflikt ligger i Indiens forhold til Bangladesh. Her er cirka 140 millioner mennesker presset sammen på et areal blot tre en halv gange så stort som Danmark.

Hovedparten af landet ligger mindre end seks meter over havets overflade, så det vil blive klemt fra to sider.

Først af et øget antal oversvømmelser fra Brahmaputra og Ganges, der netop mødes i et floddelta her. Siden af endnu mere uforudsigelige floder og det stigende hav, hvor indtrængende saltvand også vil æde mange landbrugsafgrøder.

Bangladesh har i 1900-tallet typisk oplevet én stor oversvømmelse hvert årti, men i de seneste ti år har der været tre – monsunen i 2007 fordrev flere millioner mennesker fra deres hjem og slog tusinder ihjel.

Hvis oversvømmelserne nu bliver endnu værre, hvor skal alle disse millioner af mennesker flygte hen, spørger internationale eksperter og nødhjælpsorganisationer. Til det tæt befolkede Indien? Eller skal de rige lande – som professor Atiq Rahman fra Bangladesh Centre for Advanced Studies halvt i spøg har foreslået – tage en flygtning fra Bangladesh for hver 10.000 ton CO2, de selv har udledt?

Foto: ROLIGE STUNDER VED DHAKA-FLODEN BLIVER STADIG SJÆLDNERE. ANTALLET AF OVERSVØMMELSER I BANGLADESH STIGER, OG TRUER STABILITETEN I OMRÅDET.

ROLIGE STUNDER VED DHAKA-FLODEN BLIVER STADIG SJÆLDNERE. ANTALLET AF OVERSVØMMELSER I BANGLADESH STIGER, OG TRUER STABILITETEN I OMRÅDET.

KLIMAFLYGTNINGE BANKER PÅ

Ingen eksperter er i tvivl om, at klimaflygtninge vil blive et stigende problem i fremtiden. De er blot uenige om omfanget. FN’s Klimapanel vurderede i 2007, at der i 2080 vil være op mod 3,2 milliarder mennesker, der vil mangle vand. Mellem 200 og 600 millioner vil risikere hungersnød, mens to til syv millioner risikerer at blive ofre for oversvømmelser.

Panelet anslog forsigtigt, at flere millioner mennesker vil forlade deres hjemstavne for at forøge deres chancer for at overleve.

Den britiske økonomiprofessor Nicholas Stern vurderede imidlertid i sin rapport fra 2006, at tørke vil drive 100 millioner mennesker fra deres hjem. Andre 100 millioner vil blive nødt til at flytte fra kystområder, hvor vandstanden stiger, estimerede Stern. Uanset antallet er der enighed om, at verden ikke vil kunne isolere problemet til de fattige lande. Også i det velhavende Europa må vi være forberedte på en kraftig stigning i antallet af klimaflygtninge.

BOLIVIA: BJERGENE SMELTER

Foto: CHACALTAYA-GLETSJEREN VED BOLIVIAS HOVEDSTAD SVINDER ÅR FOR ÅR.

CHACALTAYA-GLETSJEREN VED BOLIVIAS HOVEDSTAD SVINDER ÅR FOR ÅR.

Bolivia er det første land i verden, der for alvor tørster som følge af gletsjersmeltning. En forsmag på, hvad der vil ramme milliarder af mennesker verden over.

Selv om man ikke kan læse, at der står ’Fare. Forurenet vand’ på hovedkloakrøret, burde dødningehovedet ikke være til at tage fejl af. Alligevel har de fattige beboere her i udkanten af Bolivias hovedstad La Paz flere steder slået hul på røret.

Brunligt vand strømmer ud og får hele området til at lugte af et gigantisk offentligt toilet, tilsat lidt kemikalier og tungmetaller. Den cocktail siver ned til beboernes brønde, hvor de henter deres drikkevand.

Men vandet får også græsset til at vokse, så køerne, fårene og hønsene får noget at spise og drikke. Og det er lige nu og her det vigtigste for aymaraindianerne i bydelen Pucha Kollo, der som mange andre i La Paz’ store forstad, El Alto, lider under vandmangel.

Klimaforandringerne betyder, at der vil komme mindre smeltevand fra de gletsjere, der omkranser byen – en af dem er allerede næsten forsvundet.

Samtidig vokser millionbyen så voldsomt, at efterspørgslen på vand er begyndt at overstige udbuddet. Og på grund af skæv fordeling af ressourcerne og myndighedernes ineffektivitet har der allerede i et par år været vandmangel i nogle af slumkvartererne.

Dermed får Bolivia en forsmag på det, som ifølge FN’s Klimapanel vil ramme milliarder af mennesker. Ikke mindst dem, der er afhængige af vand fra verdens to største bjergkæder, Andesbjergene og Himalaya.

Årsagen er stigning i befolkningstallet, flugt fra land til by – og global opvarmning.

Kort: Bolivia

KLOAKVAND GIVER DIARRÉ

Her i Pucha Kollo ved La Paz betyder udviklingen, at et projekt, der skulle give beboerne rent vand, er blevet udsat på ubestemt tid.

Allerede før årtusindeskiftet lovede myndighederne, at der ville blive installeret en fælles vandhane for hver 50 familier, som det er kutyme i El Altos fattige kvarterer heroppe på den forblæste højslette over hovedstaden La Paz. Og i 2002 blev der bygget et vandtårn bag de lerklinede huse.

Tårnet står nu »som et monument over det mislykkede«, som sundhedskonsulent Elba Flores Gonzales udtrykker det. Hun er frivillig i den lokale græsrodsorganisation Mujeres Amupei og vant til at se, at folk graver brønde for tæt på stinkende flodvand, der flyder fra storbyens garverier, bilværksteder og andre småindustrier.

Men selv Elba Gonzales er rystet over kloakvandet i Pucha Kollo. Hun siger, at det uvægerlig vil give især børnene diarré og andre sygdomme.

Beboerne ved godt, at rent vand ville være bedre for husdyrene. Men de ved tilsyneladende ikke, at bakterierne, kemikalierne og tungmetallerne i kloakvandet ryger videre i fårenes kød, hønsenes æg og køernes mælk, som de sælger på markeder inde i byen. Og de afviser, at der er problemer med deres drikkevand.

»Det er krystalklart. Se«, siger den 60-årige beboer Basilia Sullkalla og hiver en spandfuld op af brønden fra vandspejlet kun 1 meter nede.

Elba Gonzales forsøger at forklare om nedsivning, men så bliver Sullkalla sur – som de andre beboere, vi forsøger at tale med. De er rigtig trætte af fine folk, der kommer og bralrer op om rent vand, uden at der sker noget som helst.

MINDRE LUGT OM MORGENEN

45-årige Mario Vesquez vil dog godt snakke lidt. Han står og graver kanalen fra kloakrøret over til sit hus fri for afføring og affald, der er løbet ud med spildevandet.

Hans kone Clementina og børnene Sonia og Fidel springer rundt i bare tæer i sandalerne på den svampesumpede jord og samler tørre kokasser til brændsel i Clementinas forklæde.

Når de knækker morgenfrosten på en af pytterne, forstærkes markens lugt af kloak.

Mario Vesquez fremhæver, at vandet fra kloakrøret »faktisk ikke lugter så meget om natten og om morgenen«.

»Men jeg ved da godt, at det er fyldt med kvælstof og andet skidt. Så nogen burde altså snart gøre noget ved det der«, siger Vesquez og peger.

Han mener, at nogen snart burde få vandtårnet til at fungere. Men pegefingeren har også retning mod bjergene og de smeltende gletsjere.

Foto: MARIO VESQUEZ HAR IKKE ANDRE MULIGHEDER FOR AT SKAFFE VAND TIL SINE HUSDYR END FRA KLOAKLEDNINGEN UDEN FOR SIT HUS.

MARIO VESQUEZ HAR IKKE ANDRE MULIGHEDER FOR AT SKAFFE VAND TIL SINE HUSDYR END FRA KLOAKLEDNINGEN UDEN FOR SIT HUS.

VERDENS GLETSJERE SMELTER

Der har altid været variation i gletsjeres udstrækning her på kloden; de smelter, når det er varmt og solen skinner; de gendanner sig, når det er koldt og der falder sne eller regn. Processen varierer også naturligt fra tiår til tiår, fra århundrede til århundrede.

Men den globale opvarmning betyder ifølge FN’s Klimapanel og andre klimaeksperter, at gletsjere i Grønland, Alperne, Rocky Mountains, Himalaya, New Zealand – ja, over stort set hele jordkloden – er begyndt at trække sig tilbage med hidtil uset hast. Og med de højere temperaturer kan gletsjerne slet ikke nå at gendanne, hvad der smelter.

Når gletsjeres afsmeltning eskalerer, er det første resultat mere vand. Det vil sige, at de byer, der ligger højest og tættest på gletsjeren, i første omgang nyder godt af den globale opvarmning. Det er også situationen i flere højtliggende landsbyer i bjergene omkring La Paz.

Problemet er, at der i udviklingslande som Bolivia ikke er kapacitet i dæmninger og kanaler længere nede ad bjerget til at opsamle de øgede mængder smeltevand. Desuden er ledningsnettet ofte utæt eller ineffektivt opbygget.

Meget af vandet til La Paz går derfor til spilde eller skaber sammen med de voldsommere regnskyl oversvømmelser og jordskred, der begraver huse, husdyr og mennesker.

VEJRET I BOLIVIA, NU OG I FREMTIDEN

Bolivia er knap 1.099.000 km² – godt 25 gange større end Danmark. Landet ligger lige syd for Ækvator og har på grund af den store højdeforskel – fra 0 til over 6000 meter – stor variation i klimaet.

I højlandet ligger temperaturen om dagen typisk på 15-20 grader og kan komme helt ned til minus 10 om natten. I dalene er klimaet subtropisk eller tempereret, og i lavlandet er det varmt og mange steder også meget fugtigt – temperaturer over 30 grader er ikke ualmindeligt.

De seneste årtier er gennemsnitstemperaturen steget, samlet med 0,5-1 grader, afhængig af hvor man er i landet. Klimamodellerne forventer, at stigningen kommer op på 1,5-2,0 grader i 2050.

Regntiden er fra oktober til april og er hidtil kulmineret fra midt-januar og frem til marts. De seneste år er de voldsomme regnskyl imidlertid ofte begyndt i december og har nået et hidtil uset omfang i januar. Oversvømmelser har ramt titusindvis af familier hvert år siden 2004, også i områder der ikke tidligere har været vant til det.

Ekstremregnen resulterer nogle gange i jordskred: i marts 2003 forsvandt en hel landsby – Chima ved La Paz – i mudderet. 69 mennesker blev levende begravet.

Omvendt er der langt tørrere i oktober-november og i marts-april end tidligere. Især mange dale slås derfor med tørke og fejlslagen høst.

Regnen vil frem mod 2050 blive intensiveret med op mod 10 % i de vådeste måneder, men falde omkring 5 % i de tørreste. Sammen med de højere temperaturer og ændringer i vindmønstrene betyder det øget risiko for vandmangel.

Det varmere og vådere vejr får denguefeber og malaria til at rykke op ad bjergsiderne; sidstnævnte er fundet helt oppe i 3800 meters højde i landsbyen Tuntunani nær hovedstaden La Paz.

Foto: Regnvejr i Bolivia

Kilder: FN’s Klimapanel, Hadley Centre, FAO m.fl.


007 – LICENCE TO SPILL

Foto: James Bond i skikkelse af Daniel Craig

Hollywood har ladet sig inspirere af vandmanglen i Bolivia. I James Bond-filmen Quantum of Solace fra 2008 vil skurken med det noget misvisende efternavn Greene hjælpe en grum boliviansk eks-diktator tilbage til magten mod til gengæld at få retten til en vigtig naturressource.

Ressourcen er ikke olie eller diamanter, som man ellers skulle tro i begyndelsen af filmen. Det er vand. Greene vil opdæmme vandet fra underjordiske floder under tørre områder, så det forsvinder fra brøndene i landsbyerne. Så kan han blive stenrig ved at fordoble prisen på drikkevand.

UDTØRRING OG ELMANGEL

Efterhånden som en gletsjer bliver markant mindre, kan den opsamle mindre nedbør i regntiden. Derved svinder mængden af smeltevand, som den afgiver – indtil den helt udtørrer.

Så rammes alle, både de højtliggende landsbyer og storbyer som La Paz, der får en tredjedel af sin vandforsyning direkte fra gletsjere.

Situationen forværres af, at bjergene her er rige på tin og andre mineraler, som det økonomisk godt kan betale sig at udvinde. Et fattigt land som Bolivia siger nødig nej til eksportindtægter, selv om mineslagger er en af de værste kilder til vandforurening.

Også elforsyningen undermineres af afsmeltningen. Næsten 80 % af strømmen til La Paz kommer fra vandkraft.

De fleste af de højeste bjerge omkring den bolivianske hovedstad er stadig sne- og isdækkede, men det hvide bliver stadig mindre, og en af tinderne er blevet sort-rød. Det er Chacaltaya, der indtil for få år siden husede verdens højest beliggende skisportssted.

SKIPISTE I MÅNELANDSKAB

Skihytten på toppen af Chacaltaya virker i forvejen lidt malplaceret her i Sydamerika med sin schweizisk-alpine stil og en restaurant, som ejeren, Club Andino Boliviano, har kaldt ’Gaststube’. Men det mest iøjnefaldende er det, der ikke er ved stoleliften: sne. Den globale opvarmning har forvandlet Chacaltaya-skipisten i 5.300 meters højde til et månelandskab med kun spredte, tynde hvide klatter på de mørke klipper.

Mere end 200 meter har isen trukket sig tilbage, siden afsmeltningen eskalerede fra omkring 1990 – et tempo, der har rystet selv de mere pessimistiske klimaforskere. Allerede i 2010 eller 2011 vil Chacaltaya-gletsjeren ifølge eksperterne lide samme skæbne som sabeljaguaren, gigantdovendyret og de andre uddøde dyr, man kan se på tegninger inde i alpehytten.

Og så vil de 10-15 par ski, der i øjeblikket kun kan lejes ud få dage i regntiden til hardcore entusiaster, samle støv hele året. Hermed har den bolivianske overklasse og velbeslåede turister mistet en legeplads, og Club Andino Boliviano må designe et nyt logo i stedet for sin kondor på ski.

Samtidig er der nu en gletsjer mindre til at forsyne de fattige neden for bjergene med drikkevand, påpeger Edson Ramirez, professor på La Paz’ universitet og verdenskendt glaciolog: »Hvis afsmeltningen eskalerer med samme hast som hidtil, vil alle gletsjerne her i området – og i stort set resten af Sydamerika – være forsvundet i løbet af 20-25 år«, siger Ramirez.

Foto: DET ER EFTERHÅNDEN RET SMÅT MED KUNDERNE PÅ VERDENS HØJEST BELIGGENDE SKISPORTSSTED LIGE UDEN FOR LA PAZ.

DET ER EFTERHÅNDEN RET SMÅT MED KUNDERNE PÅ VERDENS HØJEST BELIGGENDE SKISPORTSSTED LIGE UDEN FOR LA PAZ.

ÅNDELØS UDSIGT

Trodser man den tynde luft og kæmper sig prustende op ad den stenede sti til toppen af Chacaltaya, underbygges Ramirez’ pointe.

Er du ikke blevet åndeløs af turen herop, bliver du det af udsigten: Mod vest kan du skimte den turkisblå Titicacasø ved grænsen til Peru, mod øst er skydækket tæt over den bolivianske regnskov, mod syd ligger smoggen over La Paz og længere væk vulkanerne ved grænsen til Chile.

Og mod nord og sydøst knejser de fire bjergtoppe på omkring 6.000 meter, der stadig er hvide.

Men sammenligner man med Edson Ramirez’ gamle fotografier – taget på samme tid af året – kan man se, at også på de bjerge er gletsjerne blevet markant mindre. På nogle af dem er det 18.000 år gammel is, der smelter. Billedet bliver endnu mere tydeligt, når man kommer tættere på: Zongogletsjeren, der stikker sin hvide tunge ned fra Huyana Potosi-bjerget, trækker sig tilbage med samme hast som Chacaltaya. De seneste års retræte har efterladt store smaragdgrønne smeltevandspytter på plateauet neden for iskanten.

Zongos isvægge er flere steder stadig så høje som Rundetårn. Men der er en konstant rislen fra smeltevandet, der løber under ismasserne, og indimellem river jord, sten, grus eller istapper sig løs og rutsjer ned mod dalen.

Dernede ligger en stor dæmning og et relativt effektivt system af kanaler, som opsamler en del af de stigende mængder smeltevand. Men Zongo-dæmningen er undtagelsen fra reglen. Langt de fleste steder betyder den accelererende afsmeltning og den forkortede regntid, at der er mindre vand til rådighed.

FOR VARMT TIL AT FRYSE KARTOFFEL

I bjergene omkring La Paz har indianerne hidtil kunnet frysetørre den såkaldte Chuño-kartoffel ved at lægge den på halm i det fri, så den bliver udsat for nattefrost og efterfølgende tørret af den brændende sol i fire-fem dage. På den måde har man kunnet holde kartoflen spiselig i flere år. Men de seneste år er temperaturen blevet for høj til denne form for frysetørring – medmindre man drager tæt på de 5000 meters højde.

Foto: ZONGO-DÆMNINGEN ER BLANDT DE FÅ EFFEKTIVE OPSAMLINGSBASSINER I BOLIVIA. LANGT DE FLESTE STEDER GÅR GLETSJERVANDET TIL SPILDE.

ZONGO-DÆMNINGEN ER BLANDT DE FÅ EFFEKTIVE OPSAMLINGSBASSINER I BOLIVIA. LANGT DE FLESTE STEDER GÅR GLETSJERVANDET TIL SPILDE.

SKÆNDERIER OM MARKVANDING

Vandmanglen kan blandt andet mærkes i Palcadalen, der ligger neden for bjerget Cerro Choquecota godt en times kørsel fra La Paz. Dalen var indtil for nylig meget frugtbar, men er nu hårdt plaget af tørke i slutningen af tørtiden fra august til oktober, nogle gange helt ind i november.

Hårnålesving uden autoværn leder en grusvej forbi græssende lamaer og ned under skydækket til dalen, hvor 53-årige Felipa Amaru står og hakker i sin tørre jord. Det samme gør hendes yngste datter, Reyna på 11, og niecen Jessica på 7.

Solen er på vej ned bag bjergene, da de lægger hakkerne og trasker forbi grisen og marsvinene op i det lille køkkenhus bygget af ler, jord, græsstrå og vand. Her går Felipa Amaru i gang med at skrælle kartofler. Amaru er en af dem, der bor længst væk fra Cerro Choquecota, og dermed også en af dem, der først mærker, når bjerget ikke har så meget vand at give til dalen.

Beboerne har gravet kanaler, der i århundreder har sørget for, at alle fik glæde af det vand, der løb ned ad bjergsiderne. Men med den stigende vandmangel må de skiftes til at åbne sidekanalerne til de enkelte marker. Og da Amaru er enlig mor uden nævneværdig gennemslagskraft i det lille samfund, er hun en af dem, der er tvunget til at stå op om natten for at lede lidt vand ud på sin mark. »Skænderierne mellem os om vandet bliver værre år for år«, siger Felipa Amaru, mens stemmen næsten knækker.

Foto: FELIPA AMARU HAR FÅET SVÆRERE VED AT DYRKE KARTOFLER I TAKT MED, AT JORDEN BLIVER TØRRERE OG ADGANGEN TIL VAND BLIVER BEGRÆNSET.

FELIPA AMARU HAR FÅET SVÆRERE VED AT DYRKE KARTOFLER I TAKT MED, AT JORDEN BLIVER TØRRERE OG ADGANGEN TIL VAND BLIVER BEGRÆNSET.

DE RIGE VIL KØBE VANDET

Konflikter om vand ender ofte netop med, at de svageste bliver sorteper. Felipa Amaru er som resten af Palcadalen meget oprørt over, at landsbyen Choquecota ved toppen af bjerget forhandler om at sælge vandet deroppefra til La Paz.

Beboerne i den rige del af byen blev pludselig ekstra opmærksomme på hele klimaproblematikken, efter at man var uden vand i hanerne i tre uger i 2008, fordi et jordskred havde ødelagt ledningsnettet. Men forsvinder meget af Choquecotas vand til La Paz, vil landbrug i Palcadalen næsten blive umuligt.

I forvejen har bønderne i dalen bestemt ikke let ved at få det til at løbe rundt. De fortæller samstemmende, at deres udbytte på de vigtigste afgrøder – kartofler, majs, bønner og ærter – er faldet med omkring 50 %.

De priser, de kan få for varerne, er så steget, men langtfra så meget, at det balancerer. Det har sat gang i en flugt til minerne i området, til slumkvartererne i La Paz, til landbrugsarealerne længere nede mod regnskoven og til nabolandet Argentina, der har højere levestandard.

EN BOLIVIANSK GEORG GEARLØS

Felix Perez har hverken mistet modet eller humøret. Den 53-årige landmand i Palca-dalen har ellers nok at være trist over: Hans udbytte på bønner, kartofler, ærter og majs er på få år faldet til det halve, og hans eneste søn, Felix junior, har fulgt så mange andre unge og er flyttet ind til La Paz.

»Jeg kan godt forstå dem. De sulter jo nærmest ihjel, hvis de bliver her«, siger Felix Perez med et lille smil.

Han selv har ikke andet valg end at blive og kæmpe med de voldsommere skybrud og længere tørkeperioder. Et af våbnene i kampen mod klimaændringerne er en selvbygget havevander.

Den er lavet af stumper fra isenkræmmeren og koster kun knap 15 bolivianos – godt 12 kr. – mod 80 bolivianos for den færdigproducerede havevander, han kan købe i forretningen.

Perez kan selv reparere vanderen, og så kan den snurre rundt og bedre nå gulerødderne og løgene på hans lille jordstykke på blot 1000 m².

Haven rummer også helt tørt, næsten lysebrunt majs. Nogle kolber er hængt til tørre uden for rotternes rækkevidde, så Perez’ kone Natividad senere kan bage det til majsbrød i jordovnen bag det lille lerhus.

Felix Perez prøver også at bruge hjemmebrygget insektmiddel og er gået tilbage til husdyrgødning i stedet for den dyrere og ofte mere skadelige kunstgødning.

Og så er han i færd med at bygge et drivhus af gamle plastikflasker, så han kan dyrke hindbær. Det er en af de muligheder for nye afgrøder, der har vist sig, efterhånden som det er blevet varmere i dalen.

Foto: Felix Perez

Foto: SELV OM TEMPERATUREN ER STEGET I BOLIVIA, ER DER STADIG BRUG FOR AT VARME ØRERNE MED EN HAT, NÅR MAN KOMMER HØJT OP I ANDESBJERGENE.

SELV OM TEMPERATUREN ER STEGET I BOLIVIA, ER DER STADIG BRUG FOR AT VARME ØRERNE MED EN HAT, NÅR MAN KOMMER HØJT OP I ANDESBJERGENE.

TRE ÅRSTIDER PÅ EN DAG

En af de få yngre, der er blevet tilbage i Palca, er 33-årige Modesto Usnayo. Han bor med sin kone og fire små drenge på en skråning og har som langt de fleste andre bønder blot mellem 1000 og 2000 kvadratmeter jord, svarende til en større dansk parcelhusgrund. Usnayo vil helst ikke bruge kunstgødning. Han

 viser hvorfor ved at hælde 10-15 små hvide gødningskugler ud over et par regnorme, han har taget op i hånden. Ormene vrider sig og bliver svidet ihjel af saltene i kunstgødningen i løbet af 10-15 sekunder.

Det vil Usnayo ikke byde sin familie eller dem, der køber hans afgrøder. Men det er svært at dyrke jorden økologisk, når der nu er så lidt vand.

Som flere af dalens andre beboere fremhæver Usnayo også positive effekter af de højere temperaturer. Han peger på et ferskentræ, som ville have haft det for koldt her for få år siden.

»Men samtidig er vejret blevet mere uforudsigeligt: pludselig får vi hagl i november, kraftig regn eller tørkeperioder uden for den normale sæson. Der kan være tre årstider på en dag, så det er sværere at passe på afgrøderne«, fortæller han.

»Men det værste er det der«, siger Usnayo og retter sin pegefinger mod Cerro Choquecota. »Da jeg var barn, var den bjergtop isdækket hele året. Nu er der som oftest kun små klatter hvidt på den. Vi kan ikke overleve her uden vand«, siger Usnayo.

Han overvejer derfor at følge i fodsporene på dem, der er draget længere ned i lavlandet.

Foto: MODESTO USNAYO FÅR STADIG SVÆRERE VED AT DYRKE AFGRØDER OG SKAFFE MAD TIL SIN FAMILIE. JORDEN ER OFTE ENTEN FOR TØR ELLER FOR VÅD.

MODESTO USNAYO FÅR STADIG SVÆRERE VED AT DYRKE AFGRØDER OG SKAFFE MAD TIL SIN FAMILIE. JORDEN ER OFTE ENTEN FOR TØR ELLER FOR VÅD.

REGNSKOVEN MÅ VIGE

Men flugten til lavlandet er skidt for både mennesker og miljø, påpeger ekspert i landbrugsøkonomi Javier Gonzales. »Nybyggerne i lavlandet rydder regnskov for at få plads til at dyrke kaffe, bananer, appelsiner og andre profitable afgrøder – på en meget intensiv, kortsigtet facon, der hurtigt udpiner jorden«, forklarer Gonzales.

Bolivias skovdække – godt halvdelen af landets samlede areal – er i forvejen voldsomt presset af magtfulde jordbaroner, der betaler myndighederne for at se den anden vej eller indkalkulerer de ret beskedne bøder for ulovligt at brænde skov af.

Udviklingen skader ikke blot Bolivias dyreliv, der med brillebjørnen, andeskatten og hundredvis af andre sjældne arter hører til det mest unikke på planeten.

Det skader også befolkningens sundhed: Eksperter i insekter og tropesygdomme vurderer, at man generelt oftere får myggestik i relativt åbne landbrugsområder, der er ryddet for regnskov, end hvor junglen stadig er intakt. Bl.a. fordi insekterne kan finde så meget andet at stikke i inde i junglen.

ISSTORM I TROPERNE

En af de mest ekstreme vejrbegivenheder, der har ramt Bolivia de seneste år, var en haglstorm.Det er ikke usædvanligt, at det hagler i bjergene i tropiske områder. Men det er usædvanligt, at det er så voldsomt som i La Paz 19. februar 2002.

Haglene oversvømmede gaderne i hovedstaden. Et sted skyllede de ned i en kælderbar som en kæmpestor bølge af slush-ice og frøs bogstaveligt talt gæsterne til is, så ligene senere skulle hugges ud. I alt døde mindst 60 i haglstormen. 19 forsvandt, og 130 blev kvæstet.

Foto: MANGE HØJLANDSBØNDER FLYTTER TIL LAVLANDET I HÅB OM EN BEDRE TILVÆRELSE. MEN DET ENDER OFTE ENDNU VÆRRE, BÅDE FOR MENNESKER OG NATUR.

MANGE HØJLANDSBØNDER FLYTTER TIL LAVLANDET I HÅB OM EN BEDRE TILVÆRELSE. MEN DET ENDER OFTE ENDNU VÆRRE, BÅDE FOR MENNESKER OG NATUR.

SKOVRYDNING SKADER KLIMA

Mindre skovområder betyder derfor opblomstring af alvorlige sygdomme. Og det problem forstærkes af de stadig hyppigere og større oversvømmelser, der også kan henføres til den globale opvarmning:

I februar 2008 skabte vejrfænomenet La Niña for tredje år i træk voldsomme oversvømmelser i det bolivianske lavland, specielt omkring Trinidad og Cochabamba. 54 døde, 16.000 familier fik ødelagt deres hjem og landbrugsjord, og forekomsten af denguefeber og malaria steg voldsomt.

Sidst men ikke mindst skader skovrydning klimaet: Træer holder på CO2, og rydning af skov står for hele 80 % af Bolivias samlede udledning af drivhusgasser. Det sydamerikanske land udleder dog stadig blot 1 ton CO2 per indbygger – mod 10 ton per indbygger i Danmark og mange andre vestlige lande.

Derfor er omkvædet hos bolivianerne – fra bønderne i Palcadalen og helt op til den aymaraindianske præsident, Evo Morales – at det er de rige lande, der bør betale langt hovedparten af regningen for klimaproblemerne. »De rige har langt størstedelen af ansvaret for den globale opvarmning, mens de fattige lande rammes hårdest og er dårligst klædt på til at imødegå konsekvenserne«, opsummerer direktør Oscar Paz fra Bolivias Klimastyrelse.

EN JUNGLE AF CO2-REDUKTION

Der har altid været kamp om naturen i nationalparken Noel Kempff Mercado i Bolivias del af Amazonas-junglen, på grænsen til Brasilien. Parken er opkaldt efter en boliviansk biolog, der måtte lade livet i 1986, da han på feltarbejde faldt over en omfattende kokainfabrikation.

Noel Kempff er på 15.000 km² – to gange Sjælland – og et af de biologisk allerrigeste områder på kloden. Her lever blandt meget andet jaguarer, lyserøde floddelfiner, tapirer, brøleaber, kæmpe myreslugere og ditto bæltedyr. For slet ikke at tale om parkens mest truede indbygger, den ret besynderlige mankeulv – der faktisk ikke er en rigtig ulv, men ofte beskrives som en rød ræv på stylter. Hertil kommer hele 600 fuglearter og 4000 plantearter.

Indtil for få år siden var rovdriften på nationalparkens tømmer helt ureguleret. Men så iværksatte Bolivia det første skovprojekt, der blev certificeret som CO2-reducering under Kyoto-protokollen, og som kan være med til at vise vejen for fremtidig internationalt samarbejde om skovbevarelse. Til gavn for både den biologiske mangfoldighed og klimaet.

Med støtte fra miljøorganisationer og energiselskaber som BP – der kan bruge initiativet i deres markedsføring – bremsede den bolivianske regering skovfældningen betydeligt.

Opmålinger, opkøb, sociale projekter og bevidstgørelse af lokalbefolkningen om skovenes værdi har siden 1998 kostet omkring 50 mio. kr. Til gengæld har man forhindret fældning af omkring 8300 km² skov i og omkring Noel Kempff-parken. Dermed har man afværget, at 1,2 mio. ton CO2 røg op i atmosfæren – svarende til den årlige udledning fra mere end en tiendedel af landets befolkning.

Man regner med at begrænse skovfældning svarende til yderligere 4,8 mio. ton CO2 de næste 20 år.

Foto: PUMAEN ER BLANDT DE DYR, DER ER BLEVET MINDRE TRUET I NOEL KEMPFF-NATIONALPARKEN I BOLIVIA. PROJEKTET INSPIRERER KLIMAFORHANDLERNE.

PUMAEN ER BLANDT DE DYR, DER ER BLEVET MINDRE TRUET I NOEL KEMPFF-NATIONALPARKEN I BOLIVIA. PROJEKTET INSPIRERER KLIMAFORHANDLERNE.


DANSK INDSATS MOD GLETSJERDØD

Foto: Smeltende gletsjer

De rige lande skal betale mest for at imødegå konsekvenserne af global opvarmning – også de klimaændringer, der sker i de fattige lande.

Det synspunkt er udbredt i udviklingslande som Bolivia, og det vinder på sin vis også gehør på 9. sal i et af højhusene med de store glasfacader i La Paz’ ambassadekvarter. Her sidder ambassadør Charlotte Slente og fremhæver, at Bolivia er en af de modtagere af dansk udviklingsbistand, hvor man hurtigst kom i gang med at gennemføre den danske regerings strategi om at indarbejde klimahensyn.

Der blev afsat fem mio. kr. i 2008-2010 til arbejdet, og pengene blev især fordelt til tre områder:

  • Forbedret udveksling af information om klimaændringer og deres konsekvenser.
  • Eksperthjælp til Bolivias mål om at inkorporere klimahensynet i alle ministerier – fx stiller Danmark eksperter til rådighed for Bolivias arbejde med klima og nedbringelsen af emissioner fra skovafbrænding.
  • Et pilotprojekt med forskning i ændrede dyrkningsmetoder for nogle af de eksisterende afgrøder og indførsel af nye, der bedre egner sig til et varmere klima.

Hertil kommer afledte effekter fra de cirka 40 mio. kr., Danmark årligt giver til renere teknologi, vandforvaltning, beskyttelse af truede arter og andet traditionelt miljøarbejde. Samt synergieffekter fra samarbejdet med blandt andre Sverige, Holland, EU-kommissionen, Verdensbanken og FN.

Hovedfilosofien bag det hele er, at det er bedre – og billigere – at forebygge end at helbrede.

»I stedet for at bruge penge på dyr genopbygning efter oversvømmelser eller andre voldsomme vejrfænomener, må vi prøve at forhindre, at de får så store menneskelige og økonomiske konsekvenser«, forklarer ambassadør Charlotte Slente.

Og det er sådan set svært at være uenig i, synes direktøren for Bolivias klimastyrelse under Viceministeriet for Arealplanlægning og Miljø, Oscar Paz.

Han sidder på et lille, mørkt kontor i La Paz’ gamle bydel foran en stor tegning af en jordklode, der er ved at blive omsluttet af en brunsort sky.

Bolivia er indstillet på medansvar. Men som alle eksperterne fremhæver Oscar Paz, at klimaproblemerne forværrer udviklingslandenes traditionelle miljøproblemer.

»Derfor er det også vigtigt, at den hjælp, vi får til at løse dem, bliver lagt ovenpå de eksisterende ressourcer. Man kan ikke bare flytte penge fra en kasse til en anden«, siger Oscar Paz – med slet skjult adresse til de vestlige lande, der ikke har øget den samlede støtte.

HVEM SKAL NU BETALE?

I de internationale klimaforhandlinger arbejder Danmark og resten af EU netop for, at de rige lande skal betale mest – dog samtidig med at udviklingslandene også selv skal gøre en indsats. Men Bolivia vil skam godt selv gøre en indsats, understreger Oscar Paz. Hans klimastyrelse har fået forhøjet sine bevillinger af de bolivianske politikere i takt med, at landet i stigende grad oplever ekstreme vejrfænomener.

Det anslås, at konsekvenserne af klimaændringerne har slugt næsten hele den 5-6 % årlige stigning i BNP, man har oplevet de første år af årtusindet. Men klimastyrelsens budget afspejler stadig, at Bolivia er Sydamerikas fattigste land – med en gennemsnitsindkomst på blot 6000 kr. om året.

Og budgettet er stadig langt fra stort nok til, at Oscar Paz og hans folk kan få igangsat bare en brøkdel af deres forslag til at imødegå klimaændringerne: De vil godt forbedre kontrollen og forhøje bøderne til de jordbaroner, der driver rovdrift på skovene. De vil lave oplysningskampagner, så bolivianerne bliver mere bevidste om deres brug af vand og ikke smider affald, mineslagger eller industrikemikalier ud i det.

De vil forbedre ledningsnettet, så det ikke er så utæt og ineffektivt som i dag. Og de vil især vældig gerne følge rådene fra Edson Ramirez og andre vand eksperter om at bygge rigtig mange små lokale dæmninger og kanaler til at opsamle vandet.

OVEN I ANDRE PROBLEMER

Men sådan en klimatilpasning vil tage tid at få gennemført og være endog meget dyr. Det specielle ved den globale opvarmning er netop, at den forværrer og fordyrer løsningen af de problemer, den fattige del af verden længe har kæmpet med: mangel på rent vand, tørke, oversvømmelser, rovdrift på skovene og så videre og så videre. »Klimaproblemerne bliver så at sige lagt oven i de eksisterende problemer«, påpeger landbrugsekspert Javier Gonzales.

Og selv om Danmark og en del andre rige lande har overført en del af deres udviklingsbistand til klimaarbejde, har ingen forhøjet den så markant, at den er tilpasset til det større behov.

Den rige og den fattige del af verden står dermed også i klimadiskussionen langt fra hinanden i spørgsmålet om, hvor meget der skal betales og hvornår.

Imens står sundhedsarbejder Elba Flores Gonzales ved hovedkloakrøret i den stinkende forstad Pucha Kollo og ser op på de hvide bjergtinder. Hun mumler, nærmest henvendt til sig selv: »Nogle burde gøre noget og opsamle det rene vand, mens det stadig flyder. Mens der stadig er tid«.

HAR VÆKSTEN SPILLET FALLIT?

I årtier er miljøaktivister, der taler imod vækst og kapitalisme, nærmest blevet latterliggjort. For beviste Brundtlandrapporten om bæredygtighed ikke én gang for alle, at man godt kunne have økonomisk vækst samtidig med, at miljøhensyn og sociale hensyn blev opprioriteret?

Den økonomiske krise i 2008 gav imidlertid anti-vækst-fortalerne ny vind i sejlene. En af de mest fremtrædende af dem er Bolivias præsident Evo Morales. Han har flere gange argumenteret for, at klimakrisen kun kan løses med et opgør med vækstfilosofien, senest i et indlæg ved FN-konferencen i Poznan 2008 med titlen ’Frels Planeten fra kapitalismen’.

VIETNAM: OVERSVØMMELSER OG TYFONER

Foto: EN LANDSBY I PROVINSEN BEN TRE ER RAMT AF OVERSVØMMELSE SOM FØLGE AF TIDEVAND. DET SKER HVER MÅNED.

EN LANDSBY I PROVINSEN BEN TRE ER RAMT AF OVERSVØMMELSE SOM FØLGE AF TIDEVAND. DET SKER HVER MÅNED.

Vietnam er et af de lande i verden, der bliver hårdest ramt af klimaændringer. Tyfoner, oversvømmelser og ekstrem regn er allerede dagligdag. Store dele af landet risikerer at forsvinde i havet.

Det varede i dagevis og var det værste regnskyl i Vietnams hovedstad Hanoi i 35 år: Den 20. oktober 2008 åbnede sluserne sig og lukkede 810 millimeter regn ud over tre døgn. Til sammenligningen faldt der mindre end 300 millimeter på tre uger, da den danske by Greve blev fuldstændigt oversvømmet i 2007.

Det var vand i så store mængder, at Hanois afløb, kloakker og pumper ikke havde en jordisk chance. Faktisk vil enhver by, også i det rige Vesten, have haft enorme problemer med så meget vand.

Flere af millionbyens lavtliggende kvarterer stod under 2-2,5 meter vand, og mange af byens beboere måtte søge i sikkerhed på anden sal. Ikke alle havde mulighed for at finde ly for vandet: Oversvømmelserne i oktober krævede ifølge myndighedernes opgørelser 22 liv i Hanoi og 93 liv i alt i det nordlige Vietnam.

Skoler lukkede, elektriciteten forsvandt, byens vandpumper brød sammen eller virkede blot ikke, og kloakvand vældede op af rørene og spredte stank og sygdom.

Fødevarepriserne eksploderede i de to uger, som oversvømmelserne varede. Det var næsten umuligt at komme på arbejde. De mest ihærdige Hanoi-borgere måtte visse steder blive sejlet til jobbet af driftige skippere, der havde sammenflikket tømmerflåder af planker og flamingo. Prisen: tre dollar, cirka en dagløn for mange vietnamesere.

Alligevel tog de fleste beboere i Hanoi situationen med ro: Der blev afholdt bryllupper, hvor gommen og bruden sagde ja til hinanden med fødderne i 30 cm vand. De døde blev begravet, og de levende kom videre.

Kort: Vietnam

NATURKATASTROFERNE BLIVER VÆRRE

Hanoi havde ikke oplevet noget lignende i årtier. Men det kan byens borgere godt belave sig på i fremtiden: Den ekstreme regn, der faldt over byen, vil ifølge verdens klimaforskere blive hyppigere, og måske nærmere komme hvert femte år. Det er bare en af Vietnams bekymringer, når klimaet ændrer sig.

Vietnam har 86 millioner indbyggere presset sammen på 329.000 km², omkring dobbelt så mange mennesker pr. km² som Danmark. Det er en slank tarm af et land med mere end 3000 km kystlinje, der vender ud til det værste tyfon-område i Stillehavet.

Kysterne ligger lavt de fleste steder, og store landbrugsområder omkring Mekongdeltaet og Den Røde Flod ligger ikke mere end én til to meter over havets overflade. Derfor rammes landet ofte af naturødelæggelser som kraftige storme og stormfloder, oversvømmelser fra tidevand og bølger og massive mudderskred, der tager beboede bjergsider med sig i farten.

I perioden 1980 til 2008 døde 15.377 mennesker som følge af naturkatastrofer. Heraf to tredjedele som følge af storme. Alene i 2008 kostede katastroferne ifølge Vietnams Generelle Statistiske Kontor 500 mennesker livet. Ifølge FN og Verdensbanken er Vietnam et af de lande i verden, der kommer til at føle effekterne af global opvarmning hårdest.

Landet bliver ramt af både tørke, sygdomme og tusindvis, millioner af klimaflygtninge. Konsekvenserne af global opvarmning vil kunne mærkes i alle dele af landet og stort set alle sektorer af samfundet.

DE HÅRDEST RAMTE

Vietnam er et af de lande i verden, der bliver hårdest ramt af de havstigninger, som er en følge af den globale opvarmning. Havstigning på 1 m vil ifølge en rapport fra Verdensbanken ramme:

  • 11 % af befolkningen
  • 10 % af bruttonationalproduktet
  • 11 % af byområderne
  • 7 % af landbrugsjorden
  • 28 % af vådområderne

Også Egypten, Mauretanien og Surinam rammes hårdt. Ligesom Vietnam er det lande med store floddeltaer og derfor store områder med lavtliggende land. Bahamas, med sine mange lavtliggende øer, er det land i verden, der ifølge rapporten mister mest land ved havstigning på 1 m: nemlig næsten 12 %. Rapporten fra Verdensbanken anslår, at havene realistisk kan stige 1 til 3 m i dette århundrede.

Kilde: The Impact of Sea Level Rise on Developing Countries: A Comparative Analysis, World Bank, 2007

UDVIKLING FORVÆRRER

Klimaforandringer er dog ikke de eneste forklaringer på Vietnams stigende problemer med vand og storme. Landets voldsomme udvikling har mange steder gjort problemerne værre. Hanoi blev godt nok ramt af årtiers største regnskylle, men det gjorde ikke sagen bedre, at byen har udviklet sig i så rivende hast, at vandet ikke længere kan slippe væk fra byen så nemt som før.

Vi tager en gåtur rundt i Hanois nyere distrikter sammen med byudviklingskonsulent David Brenner fra firmaet Urban Solutions, der bl.a. rådgiver bystyret.

Han peger på, hvordan afløbene i byen efterhånden er fuldstændig underdimensionerede til opgaven – små huller, der konstant stoppes til af skrald og plastikposer.

Bedre bliver det ikke at, at husejere flere steder har bygget fx en ny trappe ud over et kloakafløb, uden at nogen myndigheder har stoppet dem. »Tidligere ville vandet kunne slippe væk og ud i de omkringliggende søer og damme rundt om Hanoi. Nu er hele kapaciteten på området stort set brugt op, og vel at mærke uden nogen videre planlægning. Så problemet vil blive værre«, siger David Brenner.

Andre steder, især i det bjergrige nordlige Vietnam, har skovfældning forstærket de store problemer med mudderskred. I de lavtliggende deltaer har overudnyttelse af vandressourcer medvirket til, at saltvandet fra havet har kunnet trænge ind. Og ikke mindst har fældningen af mangroveskove langs kysterne fjernet en vigtig naturlig beskyttelse mod flodbølger og tyfoner.

Foto: HANOIS SYSTEMER TIL AT LEDE VANDET VÆK VED STORE REGNFALD BLIVER MERE OG MERE UTILSTRÆKKELIGE, I TAKT MED AT BYEN VOKSER UKONTROLLERET.

HANOIS SYSTEMER TIL AT LEDE VANDET VÆK VED STORE REGNFALD BLIVER MERE OG MERE UTILSTRÆKKELIGE, I TAKT MED AT BYEN VOKSER UKONTROLLERET.

LEOS HUS RØG I VANDET

Dao Van Leo er en af dem, der har oplevet problemerne med fjernet mangrove.

Den tidligere Viet Cong-soldat flyttede til provinsen Ben Tre i det sydlige Mekongdelta i 1975. Det var lige efter, at de nordvietnamesiske tropper indtog Saigon og afsluttede ’Den amerikanske krig’, som Vietnamkrigen hedder på de kanter.

Her byggede han sammen med sin kone et treværelseshus med det karakteristiske vietnamesiske tag af palmeblade. Dao Van Leo er fisker, og stedet lå blot 200 meter fra havet. Han havde ikke råd til en båd, men her kunne han stå i vandet og fange rejer og fisk med sit net.

»Det var mit første hjem, og jeg var den første, der byggede et hus på det sted. De lokale ingeniører sagde, at det var et sikkert sted at bygge. Jeg holdt meget af at være der«, husker han. Leo og hans kone Sinh opfostrede otte børn i huset.

Igennem årene blev området beboet, og meget af den beskyttende bevoksning i vandkanten – mangrover og nåletræer – blev fældet. I 1997 begyndte det at gå galt. En storm »uden lige« oversvømmede området og »min gris måtte løfte hagen for at få hovedet over vandet«, som Leo forklarer.

Vandet trak sig tilbage, men de efterfølgende år indtog det bid for bid jorden mellem Leos hus og havet – og de huse, der stod i vejen. Tre år efter nåede vandet Leos hjem, og en dag kunne Leo se bølgerne nedbryde hans hus på blot et par timer og tage resterne med ud i havet. »Det var det mest rædselsfulde, jeg havde oplevet. Jeg var bakket op i et hjørne og følte mig helt uden håb«.

Foto: DAO VAN LEO OG HANS KONE SINH FORAN HUSET, DER SNART RYGER I FLODEN. LEOS EGET HUS KAN BLIVE DET NÆSTE.

DAO VAN LEO OG HANS KONE SINH FORAN HUSET, DER SNART RYGER I FLODEN. LEOS EGET HUS KAN BLIVE DET NÆSTE.

HUS NUMMER TO RØG OGSÅ

Leo havde ingen penge, men fik tildelt et lille stykke jord længere inde i landet. Her byggede han en hytte af bambus og palmeblade. Det var, hvad der kunne blive råd til. Men den var heller ikke robust nok.

I 2006 blev Ben Tre ramt af en tyfon af usædvanlig ødelæggende kraft. Orkanen hed Durian og skulle ende med at dræbe 85 mennesker og ødelægge 47.000 hjem ifølge Røde Kors’ opgørelser.

Leo var advaret og hans familie var rejst i sikkerhed. Men han blev tilbage for at se, om han kunne redde sit hus. Klokken 6.30 om morgenen begyndte huset at ryste og dirre, og han måtte løbe ud og klamre sig for livet til et palmetræ.

Mens han så på, rev tyfonen hans hus fra hinanden og sendte det op i luften. »Palmen bukkede kraftigt og jeg lukkede øjnene og tænkte, at jeg nu ville følge med op. Jeg kunne høre de frygtelige lyde omkring mig af ting, der blev revet op med rødderne«. Leo byggede sit hus op igen og hans livreddende palmetræ står der stadigvæk og ser stærkt og sundt ud. Men nu ser naturen igen ud til at ville hævne sig på den 68-årige fisker. Floden blot tyve meter fra hans hus er nu ved at grave sig bredere og bane en ny vej. Et hjørne af hans søns hus ligger nu ud over floden, og det er kun et spørgsmål om tid, før det styrter i vandet.

»Det næste bliver mit hus«, siger Leo, der har hørt om klimaforandringer og uforudsigeligt vejr i radioen. Men hans forklaring er simplere. »Det er Guds hånd, der har gjort det. Gud har ikke givet mig et godt liv«, siger han. »Men sådan er det. Det er de fattiges lod at blive fattigere«.

Del denne historie med dine venner, eller deltag i debatten på: http://www.devarmelande.um.dk

Foto: VIETNAM ER ET LAND I FORBLØFFENDE HASTIG UDVIKLING. I HANOI ER GADEBILLEDET DOMINERET AF SCOOTERE, HVOR DET FØR VAR CYKLER.

VIETNAM ER ET LAND I FORBLØFFENDE HASTIG UDVIKLING. I HANOI ER GADEBILLEDET DOMINERET AF SCOOTERE, HVOR DET FØR VAR CYKLER.

SALTVAND PÅ VEJEN

Vietnam kan virke ganske moderne og vestligt, når man som turist besøger landets store millionbyer, men man skal ikke tage fejl: Vietnameserne lever i høj grad af lavteknologisk landbrug, hvor afgrøderne plantes og plukkes med håndkraft og hvor plovene trækkes af bøfler.

Vietnam er verdens femtestørste risproducent, en af verdens største ris eksportører og en meget væsentlig producent af fisk og skaldyr. Landets fødevarer produceres især i landbrugsområderne omkring Mekongflodens udstrakte delta.

Uheldigvis er det frodige område omkring floddeltaet samtidig det, der er mest truet af naturkatastrofer og klimaforandringer. Det er nemt at konstatere med egne øjne, når man kører på jordvejene i provinsen Ben Tre: Selv om det er januar og den tørre tid i Ben Tre, ligger der vandpytter på vejene.

De stammer vel at mærke ikke fra en regnskylle, men er saltvand efterladt af tidevandet, der flere gange om måneden oversvømmer de laveste dele af området. Tidevandsoversvømmelserne er i de sidste år blevet værre og værre, og det rammer mange af beboerne hårdt.

DANSK STØTTE TIL RENE VIRKSOMHEDER

Traditionelt har industrialiserede lande skulle igennem en periode, hvor deres virksomheder var uhyre forurenende, før landene fik råd til at rydde op og lave skrappere regler. Men behøver et land som Vietnam at skulle igennem den samme beskidte udvikling?

Det mener Danida ikke. Danmark har afsat 55 mio. kr. til et program, der gør vietnamesiske virksomheder renere og mere energirigtige – samtidig med, at virksomhederne faktisk sparer penge. »Vietnam er i gang med samme udvikling som i Danmark i 1960’erne, hvor industrialiseringen gik meget hurtigt og der ikke var meget fokus på miljøproblemerne. Vi brugte efterfølgende meget energi på at rense os ud af problemerne. Vietnam kan reducere behovet for rensning betydeligt ved at bruge renere teknologier fra begyndelsen af«, siger teknisk rådgiver Mikael Malinovsky fra Danida.

Danmark har støttet 37 virksomheder med konsulenthjælp, og det har vist sig, at relativ simple og billige ændringer i virksomhedens måde at producere varer på giver store besparelser, der er tjent ind allerede efter lidt mere end et år.

KØBMANDSBUTIKKEN SYNKER

Familien Le Huynh er bogstaveligt talt ved at drukne i problemer. De har en købmandsbutik i den lille flække Pha Cau Van, der ligger godt fem kilometer fra flodmundingen ud til havet – hvis man ellers kan kalde en butik med så få varer for en købmand.

Valget står stort set mellem Colgate tandpasta, fem dåser tomater, sojasovs, lidt slik, lotterikuponer, poser med salt, et par enorme dåser tørmælk og to mærker af cigaretter. Da vi besøger familien ved mørkets frembrud, er gaden dækket af 30-40 centimeter vand, der er tæt på at nå op til butikkens gulv. Scooterførere forsøger at køre igennem den lange sø, som tidevandet har dannet foran butikken, men de fleste må give op, når motoren drukner i saltvandet.

Foto: TIDEVANDET FORAN KØBM ANDEN I PHA CAU VAN HOLDER KUNDERNE VÆK FLERE MÅNEDER OM ÅRET. DET BLIVER VÆRRE OG VÆRRE ÅR FOR ÅR.

TIDEVANDET FORAN KØBM ANDEN I PHA CAU VAN HOLDER KUNDERNE VÆK FLERE MÅNEDER OM ÅRET. DET BLIVER VÆRRE OG VÆRRE ÅR FOR ÅR.

MERE JORDNÆRE DRØMME

Børn hopper grinende rundt i søen. Men det er alt andet end sjovt for familien Le Huynh, eftersom butikken ikke har en eneste kunde, når vandet står højt på vejen udenfor.

»For fem år siden kunne vandet ikke nå husets gulv. Nu når det på de værste dage langt op ad sengestolpen i baglokalet. Så det er blevet værre. Fra omkring september til februar er stedet oversvømmet halvdelen af dagene om morgenen og om aftenen«, siger familiens kvindelige overhoved, Huynh Thi Truyen.

Normalt tjener familien omkring 500.000-700.000 vietnamesiske dong – godt 200 kr. – om måneden på butikken, men i oversvømmelsessæsonen falder beløbet til 70 kr. om måneden.

Familien har tillige en rejedam, men nogle år oversvømmes den også. Når vandet trækker sig tilbage, strømmer rejer for 10 mio. dong – mere end 3.000 kr. – ud i havet. »Jeg har ingen finansielle muligheder for at flytte herfra, så jeg har ikke noget andet valg end at blive«, siger moderen. Hendes højeste ønske er, at hendes eneste datter kommer på universitetet. Men lige nu er drømmene mere jordnære: »Jeg ville ønske, at vejen lå højere«, siger hun.

VIETNAMS MADFABRIK DRUKNER

Ben Tre og de andre provinser i Mekongdeltaet står over for en række meget alvorlige problemer med vand nu og i fremtiden.

Det første problem er, at vandmængderne fra den enorme Mekongflod er ved at svinde ind, fordi kinesere, cambodjanere og vietnamesere længere oppe ad floden trækker på vandressourcerne til landbrug og industri.

Når presset af ferskvand fra floden bliver mindre, kan saltvandet fra havet trænge længere op i deltaet, hvor det forurener landbrugsjorden og grundvandet med salt. Derfor er der nu en livlig handel med ferskvand til distrikterne tættest på havet. I den tørre tid betaler fattige bønder ublu priser for at få fyldt store lerkar op med vand fra lastbiler og transportpramme med rustne tanke.

Det andet problem er, at klimaforandringerne har fået stormene til at dreje sydover. Mekongdeltaet oplever nu kraftige tropiske storme og tyfoner.

»Forsyningen af ferskvand er allerede nu stærkt truet«, siger Phan Tuan Thanh, der er vicedirektør for Ben Tres miljøstyrelse.

»En anden trussel er stormene. Tyfonerne er begyndt at ramme Ben Tre på en måde, vi aldrig har oplevet tidligere. Men havstigninger er den største trussel på langt sigt. Hvis vandstanden vokser omkring 50 cm, vil det meste af Ben Tre være under vand og det vil ødelægge landbruget her fuldstændig«, siger Pham Tuan Thanh.

HVER TIENDE BLIVER KLIMAFLYGTNING

Det er en vurdering, som mange internationale organisationer deler. Det er nemlig ganske umuligt at beskytte et område som Ben Tre – med sine 103 floder – med diger.

Selv mindre havstigninger betyder, at konsekvenserne af stormfloder og oversvømmelser bliver langt værre. Og en havstigning på én meter vil mere eller mindre sænke Ben Tre i havet. Mekongdeltaet har allerede fået en forsmag: I 2000, 2001 og 2002 blev Mekongdeltaet ramt af omfattende og usædvanlige oversvømmelser, der kostede mange hundreder af mennesker livet. Langt de fleste var børn. Så klimatilpasning i Vietnam består ikke bare i at bygge digerne højere. Det består også i, at hjælpeorganisationer som britiske OXFAM lærer især børn og kvinder at svømme.

Det er da heller ikke tilfældigt, at Danmark har udvalgt netop Ben Tre som et særligt indsatsområde i det danske klimaprogram. Det danske program skal hjælpe de lokale med bl.a. at håndtere oversvømmelser og indtrængning af saltvand i landbrugsjorden.

DANSK HJÆLP TIL BEN TRE

Provinsen Ben Tre er et af de steder i verden, hvor folk bliver hårdest ramt af klimaforandringer. Derfor har Danida valgt at give Ben Tre særlig hjælp og støtte.

Danida finansierer en række pilot-projekter, der skal hjælpe Ben Tre med at sikre rent vand, forbedre landbrugets modstandsdygtighed mod klimaforandringer og erosion samt beskytte de lokale mangroveskove.

Danmark støtter Vietnam med 200 mio. kr. til at forebygge og tilpasse sig til klimaforandringer i perioden 2009-2013. Midlerne hjælper i Vietnams arbejde med både at blive mere energieffektiv og med at beskytte de mest sårbare områder af landet mod global opvarmning.

MISTEDE SØNNEN I TYFON

2005 var et frygteligt år for 39-årige Pham Thi Tuyen og hendes familie. Hun bor i Da Loc, en lille landsby med 6200 indbyggere ud til havet i det nordlige Vietnam.

Som så mange andre steder langs Vietnams kyst lever beboerne af afgrøderne fra små overrislede rismarker og af kartofler og jordnødder fra marker på størrelse med lilleput-fodboldbaner. Damme med fisk og rejer supplerer indtægterne.

Men i 2005 fik Da Loc vejret at føle, og Pham Thi Tuyen blev ramt hårdere end nogen anden i landsbyen. I juni skete den første tragedie. Hendes ti år gamle søn Phi var ude at græsse sin families vandbøffel langs stierne mellem rejefarmene i udkanten af landsbyen, da byen blev ramt af en voldsom tropisk storm.

Ingen ved, hvad der præcis skete, men da familie og naboer gik ud for at lede efter Phi, lå han druknet i en af rejedammene bag landsbyens gamle mangroveskov.

Det er et tab, som Tuyen aldrig er kommet over. Hun kan stadig ikke klare at se på det store fotografi af sønnen, der står dækket af et rødt silkeklæde bagerst i huset. Men året skulle blive endnu værre. Den 29. september brasede tyfonen Damrey ind over Vietnams kyst med hastigheder på op til 133 kilometer i timen. Tuyen og hendes datter og dengang blot to uger gamle søn blev evakueret af myndighederne, mens hendes mand blev tilbage.

Foto: PHAM THI TUYEN RÆKKER SIT YNGSTE BARN, NGOC, FREM MOD SIN MAND, TRAN VAN QUYEN. I BAGGRUNDEN SKIMTES SØNNEN NHAT. ET BARN MANGLER: PHI DØDE UNDER EN STORM.

PHAM THI TUYEN RÆKKER SIT YNGSTE BARN, NGOC, FREM MOD SIN MAND, TRAN VAN QUYEN. I BAGGRUNDEN SKIMTES SØNNEN NHAT. ET BARN MANGLER: PHI DØDE UNDER EN STORM.

SÅ RØG HUSET OG MARKEN

Den morgen smadrede bølgerne ind mod det fem meter høje stendige med stadig stigende kraft og underminerede det jordfundament, diget var bygget på. Da en bølge, som ifølge formanden for byens dige var otte meter høj, kom rullende, vendte redningsarbejderne sig om og løb.

Klokken ti brød det lange dige sammen, og familiens hus blev ødelagt af storm og rasende hav. Damrey efterlod fundamentet af huset og lidt af muren tilbage.

»Vi måtte bo i grisestalden med et plastikdække i stedet for det tag, der var blevet revet af. På det tidspunkt følte jeg, at jeg ikke kunne fortsætte med at leve«, siger Tuyen. »Der var ikke noget tilbage. Intet vi kunne leve af«.

Ikke blot var huset væk: Saltvandet fra havet havde ødelagt familiens 1000 m² mark til dyrkning af jordnødder. Mere end tre år efter er det stadig umuligt at dyrke noget som helst i den tilsaltede jord.

I dag er Pham Thi Tuyens familie på fode igen. De har lejet sig ind på en af kommunens fælles rismarker, og lever af afgrøderne fra marken og af grøntsagerne i baghaven.

AGENT ORANGE DRÆBTE SKOVENE

Vietnamkrigen (1959-1975) krævede ikke blot enorme ofre blandt vietnameserne. Også naturen måtte holde for. Omkring halvdelen af det sydlige Vietnams mangroveskove blev ødelagt af bombninger, napalmangreb og ikke mindst 45 millioner liter af den berygtede plantegift Agent Orange.

Amerikanske fly sprayede det over bevoksningen fra lav højde for at få træernes løv til at falde af. Det skulle gøre det sværere for de nordvietnamesiske tropper at gemme sig i den tætte skov.

Agent Orange indeholdt en ekstrem giftig version af stoffet dioxin og mistænkes for at være skyld i mange tusind dødsfald og i fødselsdefekter hos vietnamesiske børn. Den vietnamesiske regering har siden genplantet dele af mangroveskovene, mens anden skov er kommet sig af sig selv. Enkelte skovområder ligger dog stadig golde hen.

Foto: EN AMERIKANSK ESKADRILLE SPRØJTER GIFT FOR AT FÅ TRÆERNES BLADE TIL AT FALDE AF OG FORHINDRE VIETNAMESISKE TROPPER I AT SKJULE SIG I SKOVEN.

EN AMERIKANSK ESKADRILLE SPRØJTER GIFT FOR AT FÅ TRÆERNES BLADE TIL AT FALDE AF OG FORHINDRE VIETNAMESISKE TROPPER I AT SKJULE SIG I SKOVEN.

SALTET ØDELAGDE MARKERNE

Men landsbyen Da Loc er stadig ikke kommet sig over konsekvenserne af Damrey, der satte det meste af kommunen under vand i fire dage og hvor oversvømmelserne strakte sig op til fire kilometer ind i landet.

28 huse blev totalt ødelagt, men et hjem kan bygges op igen. Derimod er mange af landsbyens marker stadig ufrugtbare og ubrugelige, og man kan ligefrem se saltet trænge op fra jorden og lægge sig som fint, hvidt mel på jordoverfladen. Planter man en kartoffel i jorden, dør den, så snart den når en vis størrelse.

Nogle beboere har derfor måttet tage dyre lån for at dække deres marker med 60 centimeter frisk, saltfrit jord, der er købt i andre kommuner. I mange familier er manden taget til fjerntliggende distrikter for at finde arbejde for at skaffe mad på bordet eller betale af på lånene. 34-årige Tram Thi Tams mand måtte tage arbejde på en sukkerrørsplantage 700 kilometer borte i det nordlige Vietnam for at betale af på det 10.000 kroners-lån, som familien tog for at købe frisk jord til at lægge på deres saltede mark.

Det vil tage ham fem år. I mellemtiden ser Tam og hendes to børn blot manden i huset to måneder om året. »Det er hårdt, når man er et ungt par, men sådan er livet«, siger hun med et træt smil.

Da Locs problemer er almindelige i Vietnam. Landet rammes i gennemsnit af syv store tropiske storme, eller tyfoner, om året. De ødelægger – i hvert fald for en tid – mange hundredtusind hektarer landbrugsjord. Men der findes måder at beskytte sig – til en vis grad – mod naturens rasen.

Foto: MANGE AF BEBOERNE I DA LOC SUPPLERER DERES INDKOMST VED AT SAMLE MUSLINGER I DET LAVE HAV.

MANGE AF BEBOERNE I DA LOC SUPPLERER DERES INDKOMST VED AT SAMLE MUSLINGER I DET LAVE HAV.

VIETNAM BLIVER SNART EN DEL AF PROBLEMET

Vietnam er et fattigt land, hvor indbyggerne udleder langt mindre CO2 end danskere gør. Hver vietnameser udleder 1,2 ton om året, mens en gennemsnitlig dansker bidrager med omkring 10 ton om året – næsten ti gange så meget.

Når det alligevel er værd at holde øje med Vietnams CO2-udledning, skyldes det, at den vokser eksplosivt. Siden 1990 er landets udledning blevet fordoblet cirka hvert syvende år, og nu stiger mængden af udledninger endnu hurtigere. »I 2010-2011 regner vi med, at Vietnam går fra et fattigt land til at blive et middelindkomst-land. Så Vietnam bliver snart en del af problemet«, siger landedirektør Steve Price-Thomas fra hjælpeorganisationen OXFAM. Vietnam planlægger at bygge 13 store kulfyrede kraftværker de næste syv år for at dække landets voksende behov for energi, og salget af biler og motorcykler er eksploderet.

MANGROVER BESKYTTER MOD KLIMAET

Denne søndag eftermiddag i Da Loc vader en gruppe på 20 kvinder barfodede flere hundrede meter ud i havet, der er så lavvandet, at det faktisk er rent mudder. Hver kvinde bærer på en slags slæde af træ, som de – når de kommer længere ud – sætter sig på for ikke at synke ned i mudderet, når de graver efter hjertemuslinger og snegle.

Sådan har de altid gjort. Det nye er de små, spæde mangrovetræer af typen Candelia, som kvinderne vader igennem for at komme ud til muslingebankerne under mudderet. Her skal Da Locs næste mangroveskov være.

Byen Da Loc blev som nævnt hårdt ramt af tyfonen Damrey, men faktisk kunne den lille by være blevet ramt endnu hårdere. En stor del af diget er nemlig beskyttet af et stort velvoksent område med tæt mangroveskov, der stopper både bølger og vind. Men en lang strækning af diget var ubeskyttet og brød altså sammen under stormens og bølgernes angreb.

Så siden da har landsbyen med hjælp fra bistandsorganisationen CARE plantet mange hundreder hektar mangrovetræer for at få skabt en bedre naturlig beskyttelse mod fremtidens tyfoner og flodbølger.

Tilplantning af mangrover er en af de bedste metoder til at beskytte en kyststrækning mod bølger og vind. De hårdføre træer er tilpasset et liv i tidevandet og kan klare at få stammer og rødder dækket af saltvand.

Mangrovetræernes rødder holder på kysternes jord og sand, så det ikke eroderer væk, og beskytter samtidig bagvedliggende landområder mod flodbølger og vind. Det er globalt set en af de mest centrale ’teknologier’ (hvis man kan kalde udplantning af træer det), når fattige lande skal beskytte sig mod ekstremt vejr.

ELSCOOTERE ER BARE IKKE SMARTE NOK

Det virker næsten mirakuløst, at scootere, biler og fodgængere ikke braser konstant ind i hinanden i storbyen Hanois travle kryds. Der er ingen synlige trafikregler, og i stedet fletter et virvar af trafikanter sig ind og ud mellem hinanden i høj hastighed.

Man tør næsten ikke tro på, at man som fodgænger kan komme levende over vejen. Men man skal bare gå langsomt over vejen i konstant hastighed – så svinger scooterne rundt om dig som vand omkring en sten i bækken.

For ti år siden var Hanois trafik domineret af cykler, men nu er scooteren det mest anvendte transportmiddel og bilerne sælger bedre og bedre, selv om regeringen forsøger at holde salget nede ved hjælp af afgifter, der er næsten lige så høje som i Danmark.

I 1995 var der ét motorkøretøj for hver 20 vietnameser ifølge Vietnams trafikstyrelse. Nu er der i alt 26 mio. motorkøretøjer, mere end én pr. tre indbyggere. 95 % af motorkøretøjerne er scootere, og der registreres 9000 nye motorcykler om dagen ifølge Vietnam News.

Scooteren giver vietnameserne frihed til at komme rundt, men de er også årsag til forurening med partikler og røg og klimaskadeligt CO2. En af løsningerne, som regeringen gerne så udbredt, er elektriske scootere, og i mange områder af Vietnam sælger de små scootere ganske godt.

»Især når prisen på olie går op, kommer der rigtig mange i butikken«, siger Dang Van Sanh, indehaver af butikken Long Hue i byen Ben Tre City, der kun sælger elscootere. De fleste af hans elscootere er nærmere elektriske cykler, og er i mange vietnameseres øjne ikke specielt sexede.

»Men i stigende grad ligner de almindelige scootere«, siger indehaveren. En hurtig prøvetur på butikkens topmodel afslører dog, at selv hans dyreste model er sløv i optrækket og lavet af dårlige materialer.

Det er også tvivlsomt, hvor gode for miljøet elscooterne egentlig er. De købes mest af studerende, der bruger dem i stedet for at tage cyklen. Og dermed er der ikke vundet meget for miljøet eller klimaet.

Foto: 16-ÅRIGE XUAN MENER, AT HENDES EL SCOOTER ER GOD FOR MILJØET. HUN INDRØMMER DOG, AT HUN ØNSKER SIG EN RIGTIG MOTOR.

16-ÅRIGE XUAN MENER, AT HENDES EL SCOOTER ER GOD FOR MILJØET. HUN INDRØMMER DOG, AT HUN ØNSKER SIG EN RIGTIG MOTOR.

GYMNASIEELEVEN PASSER PÅ TRÆERNE

De nye mangrovetræer ud for Da Locs kyst er endnu for små til at yde nogen beskyttelse, men hele landsbyen har i samarbejde med CARE påtaget sig ansvaret for at passe og pleje dem.

Fx har 19-årige Tram Thi Giang meldt sig frivilligt til at lede ’Green Team’, en gruppe af unge, der blandt andet har ansvar for at rense mangroverne for rurer – den slags krebsdyr, som lystsejlere i Danmark bander langt væk, fordi de sætter sig fast på bunden af deres både. Rurerne dræber de spæde træer og er en stor årsag til, at det er svært at plante en mangroveskov. Erfaringerne viser ifølge CARE, at 90 % af de spæde planter dør af storme eller rurer-angreb i løbet af det første år.

Så nu står gymnasieeleven Giang og hendes jævnaldrende kammerater en gang om ugen i mudderet – iført blå uniforms-T-shirts med påskriften Green Team – og skraber rurerne af med håndkraft. »Jeg elsker at gøre det!«, siger hun under en kort pause fra det hårde arbejde.

»Mangroverne er vigtige, for når de vokser sig store, så kan de beskytte os mod havet, når den næste storm kommer. Og den kommer. Helt sikkert. Når man ser, hvordan folk sprøjter kemikalier op i luften, så må der komme en ny«, siger hun. »Forestil dig, at nogle enkelte gør noget, der rammer mange andre. Det kan gøre mig temmelig vred!«, siger den idealistiske gymnasieelev.

Landsbyen har nu i fællesskab plantet 120 hektar mangroveskov, og 80-85 % af mangrovetræerne overlever. Arbejdet er besværligt, men træerne skal nok vise deres værd. Bl.a. er skovene et godt levested for rejer, fisk og andre dyr, som landsbyen kan få økonomisk gavn af.

Hjælpeorganisationen CARE insisterede fra starten på, at projektet skulle være demokratisk og forankret i landsbyens fællesskab, frem for den almindelige fremgangsmåde, hvor myndighederne hyrer professionelle til at plante mangroverne.

Det har sikret, at hele byen er involveret og føler, at de har ansvar og medejerskab. Projektet er således blevet en model for, hvordan man skal sikre succes andre steder.

HÅRDT RAMT, MEN GODT RUSTET

Selv om Vietnam har mange andre problemer, så er den danske ambassadør i landet Peter Lysholt Hansen ikke i tvivl. »Jeg mener, at klimaforandringerne er den største udfordring af alle«, siger han. »Fortsat reduktion af fattigdom er også en hel central udfordring for Vietnam. Men det her er et spørgsmål om at prøve at forebygge, at en stor del af deres vækst går i stå«.

Heldigvis er Vietnam et land, der ifølge den danske ambassadør og mange ngo’er faktisk tager truslen fra klimaforandringerne meget alvorligt: Det kommunistiske styre har gjort det til et af hovedfokusområderne de næste år, og er – med betydelig støtte fra Vesten – langt fremme med detaljerede planer for, hvordan klimaforandringerne skal håndteres.

Men samtidig er Vietnam et land, der godt nok er blandt verdens fattige, men som bliver rigere i rekordfart. »Vietnam er verdensmestre i fattigdomsbekæmpelse«, som OXFAM’s landechef, Steve Price-Thomas, siger det. »I nogle opgørelser er Vietnam det land i verden, der har haft mest succes med at reducere fattigdom. Det er gået fra at have 58 % fattige i 1992 til 16 % i dag«, siger han.

Lande, der bliver rigere, har også langt bedre muligheder for at tilpasse sig klimaforandringer. Det har fået nogle kommentatorer til at argumentere for, at vi ikke behøver at gøre så meget for at stoppe den globale opvarmning. For i fremtiden har selv fattige lande flere penge til at afbøde nogle af de negative effekter fra den globale opvarmning. Men det argument køber Steve Price-Thomas ikke.

»Vi kan ikke vælge at lade stå til, for klimaforandringerne betyder, at selve motoren i Vietnams vækst går i stå. Motoren er landets meget produktive landbrug og mange små fødevarevirksomheder, og hvis man fjerner folks mulighed for at skabe en god indkomst fra jorden og havet, så fjerner man væksten«, siger han.

KENYA: TØRKEN SPREDER SIG

Foto: KVINDERNE STÅR OFTE I KØ I TIMEVIS, FØR DE KAN FÅ UDLEVERET EN SÆK MAJS.

KVINDERNE STÅR OFTE I KØ I TIMEVIS, FØR DE KAN FÅ UDLEVERET EN SÆK MAJS.

Manglen på vand og træer breder sig i Kenya. Ude ved kysten dør korallerne. Den vigtigste afgrøde majs visner hen i områder, der før havde rigeligt med regn. Kenyanerne kæmper på mange fronter mod naturfænomener, der ikke længere kan henføres til guderne.

’My God is able’ – min Gud er dygtig – står der på den ældre kvindes taske. Men Gud har fået nye udfordringer her på grænsen mellem Machakos- og Makueni-distrikterne i det sydøstlige Kenya. Og det er derfor, at den ældre kvinde med den gudfrygtige taske står under træerne ved lagerbygningen i Kola og venter på, at det bliver hendes tur til at få udleveret nødhjælp.

Ligesom de hundreder af andre kenyanere, der har søgt skygge for den brændende sol, er hun ikke vant til at stå i kø for at få mad.

Vi er i udkanten af det, der normalt er Kenyas frugtbare højland: i 1500-1600 meters højde, hvor varmen sjældent er ulidelig, regnen ofte rigelig, og høsten derfor sjældent slår fejl.

Eller sådan var det i hvert fald indtil omkring årtusindskiftet. Siden har kenyanerne kun haft én rigtig god høst – i 2006.

Omkring årsskiftet 2008-2009 gik det helt galt. Den såkaldt ’korte regn’ var kortere end normalt, og sluttede allerede i begyndelsen af december – i stedet for efter jul. Det betød, at millioner af kenyanere havnede på eller under sultegrænsen.

Kort: Kenya

GUDS VILJE ELLER MENNESKETS CO2

De seneste år har regeringen uddelt nødhjælp maksimalt to gange i dette område mellem nytårs-høsten og den næste høst i juni-juli, men i 2009 skete det op mod 15 gange. Allerede her i januar er man oppe på fjerde gang. »Vi plejede jo at klare os selv«, siger flere af de kvinder, vi taler med.

Kvinderne virker nærmest vantro over for, hvad der dog sker med vejret i disse år, men kobler det ikke til menneskeskabte klimaændringer. Det er ’Guds vilje’, mener de.

Underdirektør Shadrack Mutavi fra det kenyanske landbrugsministerium hælder ligesom videnskaben mere til at lægge ansvaret på udledningen af drivhusgasser. Temperaturerne er de seneste årtier steget overalt i Kenya, og i denne del af landet er tørkeperioderne blevet hyppigere og længere. I de kommende årtier vil vejret blive endnu mere uforudsigeligt og dårligere egnet til landbrug, ifølge FN’s Klimapanel og regional klimaforskning.

Mutavis regering skal denne dag distribuere 55 sække med 90 kg majs i hver. De skal fordeles til 500 af områdets 12.000 beboere: det er foreløbig kun de ældre, de syge, de enlige mødre og familier med babyer, der har ret til nødhjælp.

MAJSEN VOKSER BAGLÆNS

Nødhjælpen falder på et tørt sted. Det bliver tydeligt, da vi drejer fra hovedvejen og ud ad de støvede, bumpende jordveje mod landsbyerne. Majsen er så indtørret, at den ikke er blevet til egentlige kolber. »Den er gået helt i sig selv. Den vokser nærmest baglæns«, som Danidas landbrugskonsulent i området, agronom Niels Bonnerup udtrykker det.

Shadrack Mutavi fra Landbrugsministeriet supplerer: »Det er svært at forestille sig, men før i tiden var her grønt, og folkene, man mødte, havde smil og glimt i øjet. Nu er her vissent, og gløden i folks blikke er slukket«.

Han har ret. Frustrationen lyser ud af de folk, der trasker rundt på den røde jord og samler de tørre majsstængler for at give dem til kvæg, geder og høns.

I Danmark er formålet med at dyrke majs netop at producere foder til husdyrene, men her er det den vigtigste afgrøde – ikke blot hovedingrediens i nationalretten ugali, men selve fundamentet for det daglige brød. Flere har derfor måttet droppe en egentlig frokost – morgenmad har man sjældent råd til herude – og mange får nu kun ét hovedmåltid om dagen.

Foto: MURIKALI NZUVE ER ENLIG MOR MED FIRE MUNDE AT MÆTTE, MEN DE TØRRE MAJS-STÆNGLER KAN IKKE BRUGES TIL MENNESKEFØDE. KUN TIL HUSDYRENE.

MURIKALI NZUVE ER ENLIG MOR MED FIRE MUNDE AT MÆTTE, MEN DE TØRRE MAJS-STÆNGLER KAN IKKE BRUGES TIL MENNESKEFØDE. KUN TIL HUSDYRENE.

SVÆRT AT FÅ ARBEJDE

Murikali Nzuve er en af dem, der trisser af sted med et bundt vissengule majsstængler på ryggen. Hun er 30 år, men ser ældre ud, måske fordi hun skal forsørge tre små drenge og en pige, og ikke længere har nogen mand.

Nzuve har endnu ikke ret til nødhjælp, fordi hun er flyttet hjem til sine forældre, der stadig kan arbejde. Familien overvejer som så mange andre at rykke til Nairobi.

Her tror de, at det er nemmere at finde job og mad, men virkeligheden er ofte, at de ender i endnu større fattigdom i hovedstadens slumkvarterer, der er hårdt plaget af forurening, sygdomme og kriminalitet.

Foreløbig bliver Murikali Nzuves familie i Makueni-området og forsøger at få forskellige småjobs i forbindelse med anlægningen af den vej, der skal bygges herude.

I øjeblikket er det dog kun de mest sejlivede, der kan blive hyret. De skal rydde vejsiderne for små genstridige træer og buske og grave grøfter. Hårdt arbejde, når der er 30-35 grader i skyggen, især når skygge næsten er ikkeeksisterende. Og med det store udbud af arbejdskraft, kan vejfirmaerne presse lønnen, så man skal arbejde meget hurtigt for at tjene til dagen og vejen.

VEJRET I KENYA – NU OG I FREMTIDEN

Kenyas areal er 583.000 km² – cirka 13½ gange Danmark. Landet ligger ved Ækvator og har tropisk klima.

Den næststørste by Mombasa ved kysten har gennemsnitstemperaturer på 22-30 grader, mens den højereliggende hovedstad Nairobi har 14-25 grader.

Landet har to regntider: ’den lange regn’ fra april-juni og ’den korte regn’ fra oktober-december. Den korte regn var indtil for nylig ikke så meget kortere end den lange, og var i øvrigt en af de mest forudsigelige sæsonfænomener på planeten. Det er den ikke mere.

Siden 1950’erne er temperaturen i Kenya steget lidt mere end en halv grad, og den vil fortsætte støt opad de kommende årtier. Ifølge nogle modeller vil det være op mod tre grader varmere ude ved kysten i år 2100.

Nedbørsmønsteret er langt fra så entydigt. Faktisk regner forskerne med, at der i dele af Kenya (og Østafrika generelt) vil komme mere regn – i modsætning til langt de fleste andre tropeområder på planeten.

I den sydlige del af landet omkring Nairobi vil man dog få mindre regn, og udtørring af gletsjerne på Mount Kenya og Mount Kilimanjaro vil bidrage til vandmanglen. Til gengæld vil man måske få mulighed for at dyrke æbler og pærer på de snart frostfri bjergsider.

Stort set alle andre steder i landet vil den større variation i vejret og de flere ekstremer gøre det sværere at dyrke afgrøder – særligt på de 80 % af Kenyas areal, der allerede i dag er tørt eller halvtørt.

Lavlandssygdomme vil kravle op i højlandet. Malaria er allerede fundet tæt på Nairobi. Og ude ved kysten vil kraftigere storme og havstigninger ikke kun blive en trussel mod lokalsamfundene, men også mod turismen.

Foto: UDTØRRING AF GLETSJEREN PÅ MOUNT KILIMANJARO BIDRAGER TIL DEN VANDMANGEL I ØSTAFRIKA, DER VIL RAMME BÅDE MENNESKER OG DYR.

UDTØRRING AF GLETSJEREN PÅ MOUNT KILIMANJARO BIDRAGER TIL DEN VANDMANGEL I ØSTAFRIKA, DER VIL RAMME BÅDE MENNESKER OG DYR.

Kilder: FN’s Klimapanel, Verdensbanken, UNEP m.fl.

VANSKELIGERE AT SKAFFE VAND

Tørken gør, at familierne her også skal bruge længere tid på at skaffe vand. Vi standser ved en såkaldt vandkiosk – et skur med en vandmåler og rørføring fra et vandreservoir, der normalt forsyner 4000 mennesker med vand.

Men vandkiosken er lukket, for reservoiret er næsten tørret ud – vandstanden er nede på halvanden meter mod normalt ti. Et par drenge står med et par pinde og kroge – »for at få nogle fisk op, inden de dør«.

Varmen og den lave vandstand medfører et mere koncentreret indhold af skadelige stoffer i vandet. Men kvinderne fylder vanddunkene alligevel – de koger vandet, når de har gået de fire kilometer hjem. Besværligt, men ikke så besværligt som at gå yderligere seks kilometer til næste vandreservoir.

Nogle af kvinderne balancerer ikke blot med de 20-liters-dunke på hovedet, men fletter også samtidig snore af plantefibre. De var tidligere blot til pynt, men er nu blevet en økonomisk nødvendighed for mange. Opkøbere giver typisk knap 30 kenyanske shilling – omkring 2 kr. – per snor, og det er svært at nå at lave mere end en-to om dagen.

»Bare det at hente vand er nærmest et fuldtidsjob her nu, så kvinderne arbejder hårdt, når de samtidig skal flette snor og passe afgrøderne og deres familie«, fortæller Shadrack Mutavi fra Landbrugsministeriet.

Hvad laver mændene så, spørger vi? Mutavi og hans kollega bryder ud i en høj latter, der nok er hjertelig, men også virker som om et udslag af en flov smag i munden: »Mændene vil sikkert sige, at de hjælper kvinderne med at organisere arbejdet, så det bliver udført mere effektivt«, siger Mutavi.

Han tilføjer, at sandheden nok nærmere er, at en stor del af mændene ikke laver så forfærdelig meget – et billede, der er velkendt flere andre steder i Afrika.

NOBELPRIS FOR TRÆPLANTNING

Foto: Wangari Maathai

I 1977 plantede den kenyanske professor Wangari Maathai et træ i sin baghave og startede dermed græsrodsbevægelsen, der senere blev kendt som Green Belt Movement.

Siden er mere end 40 millioner træer plantet i Kenya, og bevægelsen har bredt sig til mere end 30 lande på kontinentet. Kernen i den er et forsøg på at oplyse kvinder (der udgør 70 % af bønderne i Afrika) om forbindelsen mellem jorderosion og dårlig sundhedstilstand – og dermed om fordelene ved at plante træer.

’Afrikas Moder Træ’ Maathai fik i 2004 Nobels fredspris for at kæmpe for miljøet i en tid, hvor Kenyas regime i bedste fald var ligeglad og i værste fald forfulgte grønne aktivister som hende.


Foto: Skilt med påskriften 'You are in a corruption free zone'

KORRUPTION I KENYA

Ligesom i andre lande i Afrika bliver Kenyas bestræbelser på at få det internationale samfund til at finansiere klimatilpasning og anden udviklingshjælp vanskeliggjort af megen korruption og ulighed.

Kenya ligger helt nede omkring nummer 150 ud af 180 på Transparency Internationals antikorruptionsindeks (Danmark er i top 3), og der går dårligt en uge uden, at medierne kan afsløre nye skandaler.

Da majsprisen i begyndelsen af 2009 blev tredoblet i en usædvanlig slem fødevarekrise, skyldtes det fx ikke kun vejret og slagsmålene mellem nogle af Kenyas stammer efter valget et år forinden. Problemerne kunne også henføres til, at politikere, embedsmænd og forretningsfolk havde solgt majs til Sydsudan med stor profit.

Mange eksperter forstår heller ikke, hvorfor nogle politikere har skrevet under på at udleje 40.000 hektar af Kenyas mest frugtbare jord ved Tana River, så oliestaten Qatar kan dyrke fødevarer derude.

Korruptionssagerne bliver sjældent undersøgt. Og bliver de det, lægges der så mange begrænsninger på, at det reelt er umuligt at udpege de ansvarlige.

Et eksempel er kommissionen, der i 2008-09 skulle lede efter næsten en milliard kroner, der var forsvundet fra en international fond til ofre for hiv/aids, malaria og tuberkulose. Den fik at vide, at den ikke måtte udspørge hverken nuværende eller tidligere sundhedsministre eller topembedsmænd.

Selv når man holder sig inden for lovens rammer, er det en usædvanlig god forretning at være politiker i Kenya. Parlamentsmedlemmerne er med deres skatteog momsfrihed og en lang række andre frynsegoder blandt de højst lønnede i verden.

Den reelle månedsløn er tæt på 80.000 kr. – i et land hvor gennemsnitsindkomsten ligger omkring 300 kr. Denne store forskel mellem rig og fattig ser donorerne af udviklingshjælp meget gerne bragt ned.

SAND HOLDER PÅ VAND

I den nærliggende landsby Kasunguni har mændene bygget en meget brugbar dæmning – med rådgivning og finansiering fra blandt andet Danmark. Det er en såkaldt ’sanddam’ – en dæmning, der i regntiden sørger for, at noget af vandet holdes tilbage og siver ned i sandjorden.

Sandet filtrerer vandet og sørger for, at det er langt renere end i et åbent reservoir, og så har beboerne vand nok til, at både de selv og husdyrene kan komme gennem tørtiden. Medmindre den bliver ekstremt tør.

Det ser næsten surrealistisk ud, at landsbyens kvinder står i kø med vanddunke rundt omkring et hul i det udtørrede flodleje. Men den er god nok.
En meter nede kan de skrabe sandet af siderne, så der siver lidt vand ud. Vandet opsamles i en stor kalabas-frugtskal og hældes over i en 20-liters-dunk, som det tager knap en halv time at fylde. »Og vandet er helt klart. Se selv«, viser Mugni Makau.

Sanddæmningen hjælper Kasunguni gennem den krise, landsbyen ellers var havnet i, fordi dens vandtank har været tom i et halvt år. Som så mange andre småsamfund i området fik Kasunguni tidligere vand fra Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro lige over grænsen til Tanzania knap 200 km herfra. Men efterhånden som gletsjeren på toppen af Kilimanjaro udtørrer, prioriterer myndighederne leverancerne til befolkning og industri i de større byer.

Vandet fra hullet i flodbunden har ikke kunnet afhjælpe den fejlslagne høst.

I Kasunguni er det ikke kun majsen, der hænger med hovedet. Også bananerne ser skidt ud, og ifølge landsbyens beboere er selv den tørkestærke mango både mindre og mindre saftig i år.

Foto: SÅKALDTE SANDDAMME KAN SØRGE FOR RENT DRIKKEVAND I TØRTIDEN. HER HENTER KVINDER FRA KASUNGUNI-LANDSBYEN FORSYNINGER.

SÅKALDTE SANDDAMME KAN SØRGE FOR RENT DRIKKEVAND I TØRTIDEN. HER HENTER KVINDER FRA KASUNGUNI-LANDSBYEN FORSYNINGER.

Foto: Afrikansk elefant

TØRKE TVINGER DYR TÆTTERE PÅ MENNESKER

Kenyas dyr mærker også tørken. Mange af de bær og andre frugter, som bavianer og andre aber plejer at spise, bliver indtørrede uden tilstrækkelig næring.

Det betyder, at aberne bliver frækkere, mere tilbøjelige til at gå i køkkenhaver og i det hele taget komme tættere på mennesker.

Også større dyr bliver påvirket. Fx tvinger tørke stadig oftere elefanter til at ændre vandreruter, så de kommer i karambolage med landsbyer – hvor mennesker forsøger at skræmme dem væk eller skyde dem.

Ifølge FN’s Klimapanel er det en tendens, der vil brede sig, og som er medvirkende til, at 25-40 % af Afrikas dyrearter – herunder zebraen – risikerer at gå stærkt tilbage eller uddø inden 2100.

Problematikken fører ikke kun til flere konflikter mellem dyr og mennesker, det kan også resultere i nye, alvorlige sygdomme: Hiv/aids sprang fra aber til mennesker, da de kom for tæt på, og smittekilden til SARS var efter alt at dømme kinesiske desmerdyr.

KLIMA ER BUZZWORD

Formanden i Kasunguni, 67-årige Steven Kitela, opsummerer situationen på landsbyens relativt skyggefulde torv: Da han var barn, var der næsten aldrig tørke. Der var nok vand og mad, og både mennesker og dyr var sunde. Og nu er det lige omvendt, fortæller Kitela.

Formandens fremstilling af vejret før og nu er noget forenklet, formentlig også fordi ’climate change’ er blevet det nye og helt store buzzword i den internationale udviklingshjælp. Kan du henføre dine problemer bare delvist til et ændret klima, har du større chancer for at få penge fra de rige lande. Men vejrstatistikkerne bekræfter, at Kitelas udlægning nok er overdrevet, men langt fra grebet ud af det blå. Især hans pointe om, at man ikke længere kan sætte sin lid til regntiden underbygges af statistikkerne.

Bønderne risikerer, at regnen kommer tidligere end det, der engang var normalt – og drukner deres afgrøder. Eller at den slutter alt for tidligt – og dermed ikke modner deres afgrøder tilstrækkeligt.

De seneste års ustabile klima og manglende regn har også gjort det sværere for indbyggerne i Kasunguni at få gang i alternativer til det traditionelle og enstrengede landbrug.

KAMP FOR FLERE TRÆER

Kasunguni havde med hjælp fra Danmark og andre internationale donorer oprettet en lille træplantningsforretning i 2006. Men selv om indbyggerne havde lyttet til eksperternes råd og valgt relativt tørkeresistente arter, blev de alligevel ramt af klimaet. De små træer blev angrebet af termitter, der også tørstede og derfor gik målrettet efter alt grønt for at finde væde.

På trods af termitterne lykkedes det for Kasunguni at få produktionen til at stige cirka 5 % fra 2007 til 2008, hvor man solgte næsten 3500 små træer til 10 shillings – godt 70 øre – per stk. Folk i området køber og planter træer, fordi kampagner fortæller, at det kan betale sig: rødderne modvirker erosion og holder på vandet, og er der nok træer, tiltrækker det også regn.

Den form for miljøoplysning er ofte alfa og omega, bare for at få folk til at lade være med at fælde de få tilbageværende træer. Det konstaterer vi dagen efter på de hullede og bumpede veje fra Makueni-distriktet til landsbyen Nyumbani i nabodistriktet Machakos.

Foto: TRÆKUL ER BILLIG OPVARMNING, OG DE FATTIGE KAN TJENE PÅ AT SÆLGE DET. MEN DET SKADER BÅDE SUNDHED, MILJØ OG KLIMA.

TRÆKUL ER BILLIG OPVARMNING, OG DE FATTIGE KAN TJENE PÅ AT SÆLGE DET. MEN DET SKADER BÅDE SUNDHED, MILJØ OG KLIMA.

Foto: BOB GELDOF

SIR BOB GELDOF HAR BL.A. FÅET RIGE LANDE TIL AT EFTERGIVE GÆLD.

ROCKSTJERNER MOD TØRKE

Sidste gang Kenya for alvor oplevede sult var i 1984-85. Tørken havde fat i hele Østafrika. Det var værst i Etiopien, og tv-billeder af underernærede børn derfra satte gang i det første verdensomspændende velgørenhedsinitiativ fra rockmusikere.

Det var Boomtown Rats-sangeren Bob Geldof, der blev både rørt og oprørt, og som samlede sangere som George Michael, Sting og U2’s Bono i Band Aidprojektet. Deres sang ’Do They Know It’s Christmas’ blev nummer et op til jul 1984 og er stadig den næstmest solgte single i Storbritannien nogensinde.

Siden fulgte kolleger over hele i verden trop. I USA hed bidraget ’We Are the World’ og i Danmark ’Giv en hånd til Afrika’. 13. juli 1985 arrangede Bob Geldof det, der stadig anses som den største livekoncert nogensinde, Live Aid i London og Philadelphia.

I alt indsamlede Geldof & co. mere end halvanden mia. kr. til etiopierne i 1984-85, og han blev adlet for indsatsen. ’Sir Bob’ og andre velmenende rockstjerner har siden gentaget initiativet flere gange, og bl.a. fået rige lande til at eftergive afrikanske landes gæld.

TRÆPLANTAGE TIL UDDANNELSE

Jo længere vi kommer ned fra højlandet, jo flere bunker med trækul ligger ved vejsiderne. Trækul er træ, der er varmet kraftigt op, så det bliver mere effektivt som brænde. Her i Afrika produceres det imidlertid ofte på en primitiv facon, der både er sundhedsskadelig og ineffektiv, og en stor sæk indbringer kun 200 shilling – cirka 15 kr.

»Men folk har intet andet valg, når nu høsten er slået så meget fejl«, fortæller Philip Ndichu fra den lokale ngo GEM (Global Environmental Management Educational Centre).

GEM er en af initiativtagerne til et nyt og usædvanligt projekt, der forsøger at løse flere af Afrikas store problemer på én gang: Landsbyen Nyumbani huser børn, der har mistet deres forældre til aids, og samtidig producerer den både træer og fødevarer på en bæredygtig facon.

Nyumbani har plantet mere end 30.000 Melia volkensii-træer i en plantage i tilknytning til landsbyen. Arten er ikke blot tørkestærk, men også hurtigvoksende og meget velegnet som møbeltræ.

Plantagen kunstvandes med en pumpe, der er drevet af en solfanger, og som trods prisen på 1,2 mio. shilling er tjent ind på under et år – for alternativt skulle man have brugt samme beløb på brændstof til en dieselpumpe.

Om fem-seks år kan man begynde at høste og sælge træerne. Pengene skal blandt andet bruges til at finansiere de forældreløse børns videreuddannelse på college. Fem-seks år er noget nær en evighed i afrikansk perspektiv og normalt en helt urealistisk tidshorisont. Men en amerikansk rigmand har set potentialet, og har sponsoreret plantagen.

ØKOLOGI SÆLGES I BLIXENS BY

Nyumbani dyrker også andre arter, der kan klare sig i fremtidens varmere og mindre regnfulde klima. Fx Moringatræer, der ligesom landsbyen kan løse flere problemer på én gang:

Man kan bruge de tørrede frø til at rense beskidt vand med. Man kan også presse frøene – så får man behenolie, der er rigtig god til at smøre ure og andet finmaskineri. Og endelig er dens blade meget næringsrige: der er mere C-vitamin end i citroner og mere kalium end i bananer. Dermed kan den gøre de forældreløse børn, der selv er hiv-smittede, mere modstandsdygtige, fortæller Philip Ndichu.

Landsbyen har også olieplanter som kristpalme og purgernød, som kan bruges til biobrændstof. Og så dyrker de en række økologiske fødevarer sammen med folk fra de nærliggende landsbyer – der derved også får glæde af projektet.

De økologiske produkter kan typisk sælges til en merpris på 25-30 %. Men det kræver en vis mængde at få opkøberne til at køre helt herud fra Nairobi, for det er primært i hovedstadens velhavende kvarterer, at folk har råd til økologi.

Størst afsætning er der faktisk i forstaden Karen, hvor den danske forfatter Karen Blixen boede fra 1914-31 (allerede før da hed området dog Karen) Også turistområderne på kysten er dog begyndt at efterspørge økologi.

MASAIERNE OG GASSERNE

De kalder os iloridaa enjekat – ’dem, der spærrer deres prutter inde’ – fordi vi går i bukser. Men nu må masaierne sande, at det ikke er alle gasser, som den hvide mand spærrer inde. CO2 og andre drivhusgasser er medvirkende til, at mange af de områder, som masaierne tidligere kunne opdyrke, er blevet for tørre, og eftersom regeringen har lagt begrænsninger på deres traditionelle nomadeliv, har de ikke længere mulighed for at flytte sig. En rapport fra den britiske ngo OXFAM fra 2008 vurderer ellers, at resten af Afrika ville kunne bruge masaiernes erfaringer i kampen mod klimaændringerne. Masaierne har i århundreder flyttet sig fra de allertørreste områder og fundet andre steder, der ved første øjekast kunne synes lige så tørre, men hvor de alligevel kunne finde vand og drive landbrug.

Foto: MASAIER HAR I ÅRHUNDREDER FUNDET MÅDER AT DYRKE AFGRØDER PÅ I MEGET TØRRE OMRÅDER. HER ER DE MED GEDER NÆR GRÆNSEN TIL TANZANIA.

MASAIER HAR I ÅRHUNDREDER FUNDET MÅDER AT DYRKE AFGRØDER PÅ I MEGET TØRRE OMRÅDER. HER ER DE MED GEDER NÆR GRÆNSEN TIL TANZANIA.

KORALLERNE DØR

Ude ved kystbyen Mombasa mærker man også klimaændringerne, men foreløbig har de knap så drastiske implikationer som i de tørrere områder inde i landet.

Den veludviklede turistindustri betyder, at levestandarden er noget højere – i hvert fald i de perioder, hvor der ikke er uro i landet – og der er generelt flere alternativer til landbrug. Turistindustrien frygter dog fremtidens klima, ikke mindst fordi et af dens største trækplastre, koralrevene, rammes af den globale opvarmning. En tur under vandet i Mombasa Marine Park er allerede i dag ikke den farvestrålende oplevelse, man havde ventet. Flere steder er det faktisk som at svømme rundt i en sort-hvid film.

Korallerne er blegnet, og i stedet for at lyse op i alle regnbuens farver er de helt hvide eller allerede overgroet med alger. Koraller bleges naturligt hvert år lidt i den varmeste tid i marts-april, men denne type blegning er mere alvorlig og varer ved.

Blegningen kan blandt andet henføres til de varme havstrømme, der de seneste år har gjort skade på mange af verdens koralrev. Og så hjælper det heller ikke, at meget af indholdet fra Mombasas kloakker flyder urenset ud i havet, og at hotellerne langs kysten lukker svømmebassin-klor ud. Også her er miljøproblemerne altså en kombination af traditionel forurening og klimaændringer. Når korallerne dør, forsvinder mange af fiskene, der var en del af økosystemerne. Det er ikke kun trist for turister med snorkler og dykkerudstyr, men også for den naturlige beskyttelse af kysten mod storme eller tsunamier – og for de lokale fiskere.

Fiskerne kan også fortælle, at man ikke længere kan regne med, at havet er roligt i den såkaldt ’rolige tid’ mellem den korte regn og den lange regn – nordøstmonsunen og sydøstmonsunen.

Monsunerne flytter sig ofte, nogle gange flere uger. I det hele taget er klimaet også her på kysten blevet langt mere uforudsigeligt. Og så er det blevet varmere. Som Yunus Aboud, formand for en af fiskernes organisationer, udtrykker det: »Det er som om, at solen er kommet tættere på«

BLEGNEDE KORALLER

Koralrevene er de største levende strukturer på kloden. De udgør blot 0,1 % af havbunden, men er hjemsted for en tredjedel af alt marint liv. Dermed overgås de i biodiversitet kun af regnskoven.

Revene var truede, allerede inden den globale opvarmning slog igennem. Ikke kun af forurening og for megen turisme inde ved strandene og på selve revene, men også af de lokales aktiviteter, blandt andet fiskeri med dynamit og cyanid.

Men igen forværrer klimaforandringerne situationen. Der vil komme højere vandstand og flere storme, så der bliver skyllet mere sediment og grus ud fra kysterne. Værst på længere sigt er, at der kommer mere alvorlige episoder med den såkaldte El Niño og andre varme havstrømme, der bleger eller dræber korallerne.

Hertil kommer, at det forhøjede indhold af CO2 i atmosfæren ændrer havets kemiske sammensætning, så det generelt bliver mindre egnet til at leve i.

Havenes pH-værdi falder, de bliver mere sure, og så bliver det sværere for korallerne at skaffe tilstrækkeligt calcium-karbonat til at danne eller gendanne deres kalkholdige skeletter.

Ifølge forskerne vil denne forsuring af havene også ramme meget andet liv under overfladen.

Foto: DENNE KENYANSKE HAWKFISH ER BLANDT DE MANGE ARTER, DER RAMMES, NÅR KORALLER BLEGES AF HØJERE TEMPERATURER.

DENNE KENYANSKE HAWKFISH ER BLANDT DE MANGE ARTER, DER RAMMES, NÅR KORALLER BLEGES AF HØJERE TEMPERATURER.

OVERFISKERI GØR DET VÆRRE

Fiskerne i Mombasa og kystens anden store by Malindi skyder skylden for nedgangen i deres fangst på klimaændringerne. Fiskerne fanger nu typisk 1-2 kg fisk om dagen mod 4-5 kg for få år siden. »Men her er hovedårsagen altså overfiskeri«, fastslår marinbiolog David Obura.

David Obura har taget Ph.D. og mastergrad i USA i klimaændringers indflydelse på koraller og kystsamfund. Han er koordinator for Corcio (Coral Reef Degradation in the Indian Ocean), der blandt andet samarbejder med De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) om at sikre kysten her bedre mod de storme og havstigninger, der kan skabe erosion og oversvømmelser i flere lavtliggende landsbyer og hotelområder.

Obura er desuden højt placeret i den internationale miljøorganisation IUCN (International Union for Conservation of Nature). Han er medforfatter til underrapporter til FN’s Klimapanel, og har været med i Kenyas officielle delegation til flere klimamøder.

Og så er han en ildsjæl, der bruger en del tid på at omskole bønder og fiskere til alternativer til deres traditionelle levevis. »Den form for tilpasning er nødvendig, fordi Afrika har så svag en stemme i de internationale klimaforhandlinger, og fordi vi ikke kan vente på, at de rige lande udvikler teknologier, der begrænser deres CO2-udslip tilstrækkeligt«, siger Obura.

Han forsøger som stadig flere repræsentanter for klodens fattigste lande at få de rige lande til at investere mere i projekter, der sikrer de lokales overlevelse.

I øjeblikket putter de rige næsten udelukkende CO2-relaterede penge i såkaldte CDM-projekter, der kan godskrives på deres egne CO2-regnskaber, så de ikke skal skrue så meget ned for forureningen derhjemme. »Nogle af de industrialiserede landes CO2-penge bør i stedet bruges til direkte at afbøde de skader, som deres CO2-udledning har forvoldt i de fattige lande«, mener David Obura.

Han henviser til, at Kenyas CO2-udslip ligger helt nede på 0,3 ton pr. indbygger – mod eksempelvis Danmarks godt 10.

CIVILISATION DØDE AF VANDMANGEL

Det er ikke første gang, at indbyggere i Kenya døjer med livstruende vandmangel. Få km syd for Malindi på Kenyas kyst kan man se ruinbyen Gedi – resterne af en højtstående islamisk civilisation, der især i 1400-1500-tallet handlede Mingvaser med kineserne og glas med perserne, og som havde toiletter med skyl.

I 1600-tallet forlod de 2500 indbyggere stedet. Ingen ved præcis hvorfor, og indtil for nylig har man gættet på, at de følte sig truet af de kannibalistiske Zimba’er og andre stammer. Men nyere forskning tyder på, at den primære årsag var, at byens brønde udtørrede.

SUCCES FOR HAVBRUG

I landsbyen Entwapa en halv times kørsel nord for Mombasa finder vi et eksempel på, at nogle rige lande lytter til David Obura og hans ligesindede. Her ligger ’Kwetu Training Centre’, og her viser en stor grafisk fremstilling af centrets opbygning som et baobab-træ på gavlen af et af husene, at projektet blandt andet får støtte fra Tyskland, Storbritannien og Sverige.

Kwetu-træningscentret lærer bønder at dyrke afgrøder, der bedre kan klare sig i tørke. De får vist, hvordan de kan tørre frugter og gemme dem til de måneder, hvor de ellers har måttet købe dem dyrt i butikker. Og træningen i biavl er blevet så stor en succes, at flere lokale nu stolt fortæller, at de kan afsætte deres økologiske honning, sæbe, kosmetik og medicin til butikker.

Centrets hovedaktivitet er imidlertid oplæring i havbrug. Devisen er en omskrivning af det gamle kinesiske visdomsord: »Giv en mand en fisk, og han får mad i dag. Giv ham en fiskestang, og han får også mad i morgen« – hvor man i stedet for en fiskestang giver manden en fiskedam.

En af de fiskere, der har fået en fiskedam, er Lucas Fondo fra den nærliggende landsby Majaoni. ’Majaoni’ betyder sammenhold, men sammenholdet var begyndt at knirke i takt med, at landsbyboerne var kommet ind i en ond cirkel med stadig færre fisk i det lille vandløb, der fører fra havet og ind til deres arealer.

De prøvede at kompensere økonomisk ved at fælde flere mangrovetræer, der kan bruges til brænde og huse. Men når der bliver mindre mangrove, bliver der mindre mad til fiskene, og så kommer der endnu færre fisk. Samtidig betyder færre træer på skrænterne mere erosion, og at vandet nedenfor bliver mere beskidt. Nu har Lucas Fondo og de andre fra landsbyen med støtte fra Kwetu-centret brudt den onde cirkel og plantet 30.000 nye mangrovetræer. De bruger pinjetræer til at holde på jorden på skrænterne, og hurtigvoksende bambus til brænde og byggeri – og i øvrigt også til de krabbebure, der står inde i skyggen under mangroverne, og som er en del af havbruget.

Krabberne kan afsættes til turisthotellerne langs kysten. I højsæsonen kan prisen komme helt op på 600 shilling – næsten 50 kr. – per kg. Fiskene i de foreløbig syv havbrugsdamme uden for mangroven spiser landsbyen indtil videre selv. Men der er planer om at producere endnu mere, så man kan sælge på markederne i nærheden.

Foto: FISKERE HAR LET VED AT FÅ FANGST I NETTET I HAVBRUGET PÅ KWETU TRAINING CENTRE, HVOR LOKALE UNDERVISES I ALTERNATIVER TIL TRADITIONELT FISKERI.

FISKERE HAR LET VED AT FÅ FANGST I NETTET I HAVBRUGET PÅ KWETU TRAINING CENTRE, HVOR LOKALE UNDERVISES I ALTERNATIVER TIL TRADITIONELT FISKERI.

NØDVENDIGT MED STARTHJÆLP

Successen i Majaoni er inspiration for andre landsbyer langs kysten, der også er blevet interesserede i havbrug – og som med en økonomisk saltvandsindsprøjtning fra Kwetu-centret kan få mulighed for at investere i det.

Men ligesom inde i de tørre højlandsområder understreger David Obura, at det er absolut nødvendigt med starthjælp. Og det hele skal helst virke inden for to-tre måneder – ellers bliver folk utålmodige og opgiver.

»For nogle velhavende folk kan det virke direkte dumt, at fattige ikke investerer i noget, der på bare lidt længere sigt kan betale sig langt bedre end at fortsætte med det traditionelle landbrug og fiskeri«, forklarer Obura:

»Men det er altså svært at tænke langsigtet, når ens tanker kredser om, hvordan man skal få mad i munden i dag og i morgen«.

PRAKTISKE OPLYSNINGER

Foto: Scooter foran neon oplyst hus

SÅ MEGET SKAL VI REDUCERE

Verden skal i gang med det måske største økonomiske og praktiske projekt nogensinde: At reducere vores CO2-forurening massivt inden for få årtier.

Målet er at halvere udslippet i år 2050 – i forhold til, hvad vi udledte i år 1990. Formålet er at holde den globale opvarmning på under to grader – et niveau, hvor skaderne stadig er store og omfattende, men hvor mange forskere regner med, at de store klimakatastrofer kan undgås.

Men hvor stammer målet om 50 % i 2050 egentlig fra? For at forstå det, skal man vide, at naturen hver dag gør os en meget stor tjeneste på CO2-fronten. Verdens have, jorde og skove optager nemlig lidt over halvdelen af al den CO2, vi udleder til atmosfæren fra vores huse, fabrikker, biler og fra landbruget.

I alt optager naturen omkring fem mia. ton CO2 af de i dag ni mia. ton CO2 vi udleder hvert år. Meget forsimplet kan man sige, at hvis vi halverer vores udledninger i forhold til nu, kommer vi ned omkring det niveau, naturen kan opsuge. Dermed vil CO2-niveauet i atmosfæren igen blive stabilt frem for at stige konstant.

Helt så nemt er det dog ikke: Naturens evne til at optage ekstra CO2 ser nemlig ud til at blive mindre og mindre med tiden for til sidst stort set at forsvinde.

Og når naturen ikke kan blive ved med at optage vores ekstra CO2, skal vores CO2-udledning faktisk falde til omkring nul i slutningen af århundredet.

EN OPVASKEMASKINE = TRE ETIOPIERE

En gennemsnitlig opvaskemaskine i Europa udleder på et år lige så meget CO2 som tre mennesker fra Etiopien. Et gennemsnitligt airconditionanlæg i et hus i Florida, USA, udleder mere CO2 på ét år, end en person fra Afghanistan eller Cambodja udleder gennem hele sit liv (Kilde: UNDP Human Development Report 2007/2008).


1,6 MILLIARDER UDEN EL

Man kalder det ’den globale energikløft’: Mens vi i Danmark køber elektriske apparater som aldrig før, lever 1,6 milliarder mennesker ifølge Det Internationale Energiagentur helt uden adgang til elektricitet. De fleste i Afrika syd for Sahara og i Sydasien.

Alene i Indien har 500 millioner mennesker – det samme som hele EU – ikke så meget som en elektrisk pære i deres huse. Her bruger man træ eller tørret dyreafføring som brændsel til at opvarme madgryderne.

Adgang til elektricitet er et vigtig element, når et land som Indien skal bringe sig selv ud af fattigdom. Men det er også et stort CO2-problem, når 500 millioner mennesker skal have strøm til bare én elpære hver: Det kræver ligeså meget strøm som det dobbelte af hele Danmarks elforsyning.

Diagram: Mennesker uden adgang til elektricitet (millioner, 2004)

DEN FORKERTE RETNING

Skal vi holde temperaturstigningen under to grader, skal verden derfor ifølge videnskaben begynde at reducere CO2-udledningen mellem 2015-2020, og derefter reducere meget hurtigt mod 2050. Venter vi, kan vi ikke nå målet.

Problemet er, at vi er på vej i en helt anden retning. I øjeblikket øger vi vores udledninger med over 3 % om året, og med dette tempo vil vi have mere end fordoblet vores årlige udledninger i 2050.

Det skyldes, at milliarder af mennesker verden over er ved at blive rigere og mere forurenende. Hundrede millioner hjem får deres første elpære, deres første scooter, deres første tv-apparat og stereoanlæg. Til det skal der bruges mange tusind nye kulkraftværker og dieselgeneratorer og benzintanke. Samtidig bliver vi flere mennesker – omkring 9 milliarder mennesker i 2050 mod 6,4 milliarder mennesker i dag. Udfordringen er derfor ekstrem stor.

DE RIGE SKAL HOLDE FOR

En reduktion på 50 % er baseret på ren klimafysik. Men ikke alle skal reducere lige meget. Danmark og andre rige lande skal ifølge FN reducere med hele 80-95 % i år 2050, mens udviklingslandene i første omgang ’kun’ skal begrænse stigningen i deres udledninger.

Fordelingen er baseret på fairness, evner og ansvar. Den skal også tage højde for udviklingslandenes ret til fortsat at have økonomisk udvikling.

FN’s klimapanel er kommet frem til den præcise fordeling ved bl.a. at beregne, hvilke lande der har den største økonomiske kapacitet og det største ansvar for de udledninger, der allerede er sket. Men også delvis ud fra den moralske antagelse, at vi i fremtiden alle skal have ret til at udlede den samme mængde CO2, uanset om vi er danskere, amerikanere eller indere.

Hvor mange ton må hver verdensborger så udlede i 2050? Lidt over to ton – en femtedel af hvad en dansker udleder i dag.

For to ton på et år kan du tage en rejse til Thailand. Eller du kan opvarme dit hus. Eller køre dagligt i din bil. Eller spise kød og drikke rødvin ofte. Men du kan kun gøre én af tingene – medmindre vi laver grundlæggende om på den måde, vi producerer energi og varer på.

SÅDAN BEGRÆNSER VI PROBLEMET

Der findes ingen enkel løsning, når vi skal finde ren energi nok til ni milliarder mennesker. Men der findes mange gode muligheder. Her er de bedste, ifølge eksperterne.

DOBBELT UDFORDRING

Vi skal skaffe strøm, varme og transportbrændstof nok til en verden med stadig flere mennesker – der ønsker stadig større velstand. Og vi skal gøre energien så ren, at klimaet ikke tager ubodelig skade.

Politikere, forskere og organisationer er ikke i tvivl om, at udfordringen er kolossal, og vi skal i gang allerede nu: Verdens energibehov vokser eksplosivt. Og bygger vi et kulkraftværk i dag frem for fx vindmøller, står det kulkraftværk og udleder CO2 de næste 50-60 år.

Skal vi satse på vind, sol og jordvarme? Eller måske på renere kul og atomkraft? Formentlig det hele på én gang, ifølge Det Internationale Energiagentur. For at skaffe nok ren energi billigst muligt, samtidig med at vi reducerer vores udledninger til det halve i 2050, skal verden på én og samme tid og hvert eneste år opføre:

  • 3750 havvindmøller
  • 14.000 landvindmøller
  • 32 atomkraftværker
  • 20 naturgaskraftværker med undergrundslagring af CO2
  • 35 kulfyrede kraftværker med undergrundslagring af CO2
  • 215 mio. m² solceller
  • 80 solkraftværker
  • 100 biomasse-kraftværker
  • 130 jordvarmeanlæg
  • Et antal vandkraftværker, der svarer til 20 % af Canadas samlede vandenergi.

Dette skal vi gøre hvert eneste år frem til 2050. Derudover skal vi energieffektivisere, skifte til elbiler eller biler med brændselsceller, få vores bygningsvarme fra solvarmeanlæg og meget andet.

Andre eksperter har en anden fordeling af energityperne. Men hvis man fjerner en eller flere af dem, skal der tilføjes mere af andre. Og der er fx grænser for, hvor meget kapacitet der er i verden til fx at bygge vindmøller og hvor mange atomingeniører, der er til at installere kernekraft. Derfor skal langt de fleste af teknologierne bringes i spil på én gang, hvis målet skal nås.

AT SPARE PÅ ENERGIEN – DEN MEST EFFEKTIVE

’Energieffektivitet’ lyder kedeligt – det er sådan noget med elsparepærer, isolering af de utætte lofter med rockwool og at slukke tv’et på kontakten.

Men at spare på energien er uden sammenligning den mest effektive af alle klimaløsninger. I mange beregninger fra internationale organisationer leverer energieffektivitet og energibesparelser 30-40 % af løsningen på klimakrisen. Samtidig tjener borgere og virksomheder ofte penge på besparelsen i løbet af få år.

Tag elsparepærer. Hvis alle danske husstande udskiftede syv gammeldags glødepærer med de nye a-pærer, ville vi ifølge Elsparefonden spare 250.000 ton CO2 om året. Altså hvad der svarer til den samlede CO2-udledning fra næsten 25.000 danskere.

I dag går 10 % af en husstands elforbrug til standby – altså at hjemmets apparater står tændt og venter på input uden at foretage sig noget fornuftigt. Og det ser endnu værre ud i det offentlige: Ifølge Energistyrelsen udgør tændt lys m.m. uden for normal arbejdstid 40 % af mange offentlige institutioners samlede elforbrug.

Der er også et enormt potentiale i noget så gammeldags som isolering af lofter og vægge. Hvorfor gør vi det så ikke bare? En grund er, at der ofte skal investeres store beløb, også selv om pengene tjenes ind igen. Ikke alle har pengene ved hånden, og det er langt fra altid, at vi tænker langsigtet.

Andre barrierer handler om lovgivning: Fx uhensigtsmæssige skatter og afgifter som den straftold på import af kinesiske elsparepærer, der har holdt prisen kunstig høj i EU. Eller at det er danske udlejere, der bestemmer, om en lejebolig skal isoleres bedre. Udlejeren siger nemlig ofte nej, fordi det i givet fald vil være ham, der skal betale, men lejeren, der får glæde af isoleringen i kraft af en lavere varmeregning.

Energieffektivitet handler med andre ord også om at skabe gode regler, der får folk til at handle hensigtsmæssigt.

Foto: Elsparepære

VINDKRAFT – DEN HURTIGST VOKSENDE

Danmark er ikke alene fødestedet for moderne vindenergi, vi fremstiller også mere end en tredjedel af verdens vindturbiner. Selv amerikanske General Electric, en af verdens allerstørste produktionsvirksomheder, må finde sig i at være lillebror i forhold til Vestas fra Randers.

På verdensplan er Danmark også førende ved, at vi får 19 % af vores elektricitet fra vindkraft. USA er førende, målt på mængden af vindenergi i alt. Det er den klart hurtigst voksende energiform i USA og Europa: Der sættes fx væsentligt flere megawatt vindmøller end naturgaskraftværker eller kulkraftværker op i EU-landene.

Ifølge Det Internationale Energiagentur er vindkraft en af de vigtigste kilder til ny CO2-fri energi sammen med vandkraft og atomkraft.

Vindkraft placeret på gode steder (med megen blæst) er i dag økonomisk konkurrencedygtig med gammeldags fossilenergi som olie, kul og gas ifølge Energiagenturet.

I de fleste tilfælde er kul og gas dog billigere; men vind har ligesom anden vedvarende energi en stor fordel: Når en mølle først er bygget, har vinden den samme pris i al fremtid, nemlig gratis (der skal kun indregnes små udgifter til vedligehold). Naturgas, olie og kul risikerer derimod at stige meget i pris i fremtiden - især fordi, der bliver mindre af det.

Der er dog også problemer med vindkraft. En vindmøllepark leverer kun elektricitet, når vinden blæser, og kræver derfor, at der er et konventionelt kraftværk, der kan levere al elektricitet, når det er vindstille.

Og når det blæser meget, kan der være overskud af elektricitet, som endnu ikke kan lagres, og som vi i Danmark derfor er nødt til at eksportere gratis til nabolandene.

Løsningen på det problem kan være også at bruge vindenergi til opvarmning ved hjælp af fjernvarme eller varmepumper i private hjem. Eller til opladning af el-biler om natten. På globalt plan er der dog så få vindmøller, at problemet med overskuds-el først vil opstå om mange år.

SOLEN – DET STØRSTE POTENTIALE?

I Marstal på sydhavsøen Ærø ligger verdens største solfangeranlæg til fjernvarme: 18.365 m² sorte paneler – svarende til tre fodboldbaner – der står lænet i 30-40 graders hældning for at få mest mulig sol.

Allerede i det tidlige forår kan Marstal Fjernvarme slukke helt for oliekedlerne og lade solfangeranlægget tage over. Derefter leverer anlægget al varme og varmt vand til sine 1450 husstande, ofte helt til oktober.

Eksemplet viser, at selv i det kølige nord kan solvarme gøre en forskel. Og under varmere himmelstrøg ligner solvarme en regulær vinder.

I ørkenområder med konstant solskin som Andalusien i Spanien eller uden for Los Angeles i USA opfører ingeniører nu enorme såkaldte koncentrerede solkraftanlæg. Her opvarmer store parabolspejle vand eller smeltet salt til mange hundrede grader, og bruger energien til at drive en turbine og skabe strøm.

Anlægget oplagrer solenergien som varme, og kan levere strøm i seks-syv timer efter mørkets frembrud. Dermed kan et solkraftanlæg faktisk levere stabil energi på linje med et kulkraftværk langt det meste af døgnet.

Koncentreret solkraft er også en teknologi, der er meget velegnet for det fattige Afrika. De varmeste områder af Saharaørkenen modtager så meget solenergi, at et område på størrelse med blot to tredjedele af Jylland i teorien kunne levere elektricitet til samtlige 500 millioner EU-borgere.

Vi kan endnu ikke udnytte al energien. Og det vil være endog meget dyrt at bygge solkraftanlæg i Sahara og transportere strømmen via kæmpe jævnstrømsledninger til Europa. Alligevel mener flere forskere, at det på lang sigt vil kunne betale sig at gøre fattige Sahara til en af verdens største leverandører af ren energi.

En anden teknologi kender de fleste: nemlig solceller, der direkte omdanner solenergi til elektricitet. Problemet ved solceller er, at de stadig er langt dyrere end vind, solkraft eller gammeldags fossilenergi. Men priserne falder konstant, og solcellerne bliver stadig mere effektive.

Del denne historie med dine venner, eller deltag i debatten på: http://www.devarmelande.um.dk

COMEBACK TIL ATOMKRAFT

Foto: Køletårne fra kraftværk

»Sig nej, sig nej på dine egne og på dine børn og børnebørns vegne«, sang rockgruppen Gnags tilbage i 1977. Men det var, før den globale opvarmning kom på den politiske agenda, og atomkraft har fået en genkomst som en kerneklimaløsning. Atomkraft leverer 17 % af verdens elektricitet i dag.

Nyere atomkraftanlæg er langt sikrere end den type, der nedsmeltede i Tjernobyl i det tidligere Sovjetunionen i 1986. Og den næste generation kan blive endnu sikrere: Ingeniørerne har planer om atomkraftværker med ’passiv sikkerhed’, der er konstrueret til at lukke ned af sig selv ved uheld.

Andre fremtidige anlæg kan bruge langt mere af uranen og skaber dermed minimale mængder radioaktivt affald. Men teknologierne forventes tidligst på markedet i 2030. Indtil da er problemerne med atomaffald uløste.

Fortalerne mener dog, at CO2-truslen er langt større og vigtigere end atomkraftens eventuelle sikkerhedsproblemer, der også inkluderer, at atommateriale kan anvendes af usikre regimer og terrorister til at fremstille a-bomber.

Et mere praktisk problem er, at det er svært nok at nå bare at bygge erstatninger for de aldrende atomreaktorer, verden allerede har. Mangel på atomkraftingeniører (mange af dem også aldrende) og flaskehalse på enkeltdele er blandt problemerne.

Fx findes der kun én fabrik i verden, Japan Steel Works, der er i stand til at lave en atomreaktors 600 ton tunge kerne i ét stykke. Og fabrikken kan kun lave fire om året.

Den største barriere i øjeblikket er dog nok prisen: Flere nyere undersøgelser tyder på, at fremtidig atomkraftenergi kan blive meget dyr for forbrugerne – i omegnen af to-tre gange dyrere end kul, gas og vind.

JORDVARME – MERE END VARM LUFT

Finanskrisen afslørede som bekendt i 2008, at der var rigtig meget varm luft i Island. Man skal faktisk ned under jorden for at finde en af de få ting, der ikke var blæst kunstigt op i værdi. Og det er paradoksalt nok netop varm luft – i form af damp.

Den atlantiske ø er førende i verden på jordvarme – eller geotermisk varme, som det hedder i fagsproget, når man henter den dybt nede. Energikilden leverer mere end 90 % af opvarmningen i de islandske hjem og mere end 30 % af elektriciteten. Og nordboerne kan blive centrale i forsøget på at få teknologien udbredt.

Ifølge eksperterne (også dem uden for Island) er der rigtig store potentiale: Geotermiske hot-spots er spredt ud over hele kloden og ligger stort set, hvor der også er markant jordskælvsaktivitet. Altså i Sydeuropa, Østafrika, Øst- og Sydøstasien, samt på vestkysten af Nord- og Sydamerika.

Hovedårsagen til at geotermi/jordvarme ikke er mere udbredt, er dels uvidenhed, dels at start-omkostningerne er relativt høje. Men er der først hul igennem til dampen, der typisk hentes et par kilometer nede, kan driften koste næsten lige så lidt per kilowatttime som kulkraft – og mindre end for eksempel vind.

Det betyder, at det ofte også kan betale sig at hente jordvarme uden for hot spots’ene, især den lidt mere primitive slags, hvor man bare skal få meter ned.

I Sverige er der sket en tidobling i de seneste år, og herhjemme er man også så småt ved at komme med. Stadig flere almindelige danske parcelhusejere får lagt jordvarmerør i haven. Og energikoncernen DONG Energy vurderer, at der bl.a. er store mængder geotermisk varme i den københavnske undergrund.

DE GRØNNE DANSKE TEKNOLOGIER

Danmark er en af verdens førernationer, hvad angår klimateknologier – også kaldet clean tech:

  • Vind: Vestas, Siemens Windpower (tysk, men med hovedkvarter i Danmark), LM Glasfiber (verdens største producent af møllevinger).
  • CO2-lagring: Nordjyllandsværket håber på i 2013 at kunne lagre 90-95 % af CO2’en fra skorstenen to kilometer under den nordjyske muld.
  • 2. generation biobrændstof: Novozymes, Danisco, Biogasol.
  • Fjernvarme: Mange selskaber, dansk specialitet. Fjernvarme, typisk distribution af opvarmet vand fra kraftværker, dækker 60 % af det danske varmebehov. Såkaldt kraftvarme – samproduktion af el og fjernvarme, bl.a. lavet på affald, har stort potentiale, også eksportmæssigt.
  • Lavenergi-huse: Rockwool (isolering) og Velux (energirigtige vinduer)
  • Solvarmeanlæg: VKR Holding (en af Europas største)
  • Termostater: Danfoss.
  • Energibesparelser i maskiner: Grundfos.

CO2-NEUTRAL KULKRAFT – EN REEL LØSNING?

Samtidig med, at verden har fået øjnene op for global opvarmning, har den også skruet op for den mest klimaskadelige energiform: Kulkraft.

Energi fra kul sender dobbelt så meget CO2 ud i atmosfæren som fx naturgas pr. produceret enhed. Men kul er billigt, og der er meget store mængder af det i alle verdensdele. I Kina bygger man nu et kulfyret kraftværk om ugen.

Også i Europa er vi begyndt at opføre flere kulkraftværker. Mere end halvdelen af de rige OECD-landes kulkraftværker er i dag over 30 år gamle, og de skal snart skiftes ud.

Mange steder i verden forskes derfor intensivt i kulkraft med CO2-lagring, hvor kraftværkets røg renses for CO2, der pumpes gennem store rørsystemer ned i gruber i undergrunden. Det eksperimenterer bl.a. Vattenfall med på Nordjyllandsværket i Aalborg.

Vi kender endnu ikke CO2-lagrings potentiale, men én ting står klart: Det bliver dyrere end almindelig kulkraft. Især fordi det koster 20-30 % ekstra energi bare at udskille CO2’en og pumpe den ned i undergrunden.

RENERE BILER – EL, BRINT ELLER GRØNNERE BENZIN?

Transport står alene for 13 % af klodens CO2-udledning, og i takt med at flere og flere mennesker kører motorcykler og biler, stiger problemet.

Elbiler ser ud til at blive en af kerneteknologierne til at gøre verdens transport grønnere, for de er langt mere CO2-venlige end benzin- og dieselbiler. Og de er blevet langt fiksere end dengang, motorjournalister døbte dem »badekar vendt på hovedet«. Men der går nok mindst fem år, før elbilerne står forrest i butikkerne.

Endnu længere ude i fremtiden finder vi brintbilen. Ja, en del eksperter mener faktisk, at brintbrændstof er så dyrt og energikrævende at producere, at teknologien måske aldrig nogensinde vil blive økonomisk og miljømæssigt fordelagtig.

Indtil videre må vi altså primært nøjes med oliedrevne køretøjer – hvor der dog er mulighed for at erstatte olien med biobrændstof.

Men biobrændstoffer er kontroversielle: Hovedårsagen til fødevarekrisen 2007-08 var ifølge bl.a. Verdensbanken netop den eksplosive efterspørgsel på biobrændstof. Afgrøder fra verdens marker bliver i stigende grad lavet om til benzin og diesel, fordi landmændene kan få mere for dem på den måde end ved at producere mad til de fattige.

Resultatet er, at priserne på fødevarer ryger i vejret. Og at der fældes regnskov i bl.a. Malaysia og Indonesien for at plante endnu flere bioafgrøder.

Hertil kommer, at langt hovedparten af dette 1. generations biobrændstof er så energikrævende at producere, at CO2-regnskabet er dårligere end med traditionel benzin og diesel.

Der er derimod stort potentiale i 2. generations biobrændstof, som ikke skaber fødevaremangel: På Bornholm får firmaet Biogasol fx særlige bakterier til at tygge halm og trærester og spytte benzin – eller rettere alkohol – ud i den anden ende.

En anden type er Novozymes’ enzymer, der gør det lettere at trække brændstof ud af restprodukter fra landbruget.

En tredje mulighed er biobrændstof lavet af alger og søsalat, hurtigvoksende havplanter, som bruger CO2 som gødning, og som man derfor kan dyrke i store vandtanke tæt på kulkraftværker. Men endnu er heller ikke disse teknologier effektive og rentable nok.

Foto: Skovafbrænding

BEVAR SKOVENE – OGSÅ FOR KLIMAETS SKYLD

Rovdrift på verdens skove går ikke kun ud over dyr og planter, den udløser også store mængder CO2 til atmosfæren. Træer opsuger CO2, faktisk udløses hele 20 % af klodens årlige CO2-udledning, når bønder i især den fattige del af verden brænder skov af for at skaffe jord til afgrøder.

Skovafbrændingen forværrer også effekterne af global opvarmning ved at ændre på fugtigheden lokalt og skabe vandmangel. Ikke mindst i verdens største regnskov, Amazonas, som forskerne frygter, vil blive delvist omdannet til savanne.

Får man folk til at lade være med at hugge skoven ned, vil det således have både en stor umiddelbar og langsigtet effekt på verdens CO2-udledning. Men hvordan får man dem til det? Skovfældning giver trods alt mange penge til landmænd i de fattige lande, dels som tømmer, dels som ny jord til at dyrke afgrøder på.

Derfor forsøger de internationale klimaforhandlere at lave et system, der belønner lande for at bevare deres skov, og hvor det kan kontrolleres, at skoven ikke fældes alligevel.

LAVTEKNOLOGI – ALLE HAR RET TIL EN FED OVN

Det lyder nok som lavteknologi for folk, der kommer fra et land med reklameslogans som »Alle har ret til et fedt køkken«. For ovnen i Kileleshwa Primary School i Kenyas hovedstad Nairobi står under et halvtag, ser primitiv ud og skal fodres med brænde.

Men lavteknologi skal også være med til at redde verden fra klimakrisen: Brændeforbruget i ovnen er 70 % mindre end i et traditionelt afrikansk åbent ildsted. Der udledes altså 70 % mindre CO2. Samtidig er der næsten ingen af den sundhedsskadelige røg, der ellers er en fast del af madlavningen i Afrika – og som ofte resulterer i luftvejssygdomme.

Hertil kommer, at disse ovne også bidrager til, at der plantes flere CO2-opsugende træer i Kenya. Regeringen tilbagebetaler nemlig momsen på dem, på betingelse af, at pengene bruges til træplantning.

De mange fordele betyder, at FN’s udviklingsorganisation UNDP efterlyser flere projekter som dette – der oven i købet er udviklet af et kenyansk firma: RTE (Rural Technologies Entreprise), og således er lokalt forankret.

Foto: Ovnen i Kileleshwa Primary School i Kenyas hovedstad Nairobi

VI MALER BYEN HVID – ELLER GRØN

Det lyder som en idé fra et Anders Andblad, men den er god nok: Mal tagene og vejene i verdens byer hvide eller lyse, og det vil reducere den globale opvarmning mærkbart. For når tagene er hvide, reflekterer de noget af solens stråler, så den ikke varmer kloden så meget op.

Beregninger viser, at hvis man gjorde det i alle verdens byer, ville det svare til at fjerne alle verdens biler – 600 mio. stk. – fra vejene i 18 år.

Strategien har andre gode effekter. I verdens varme byer vil den reducere behovet for aircondition og dermed dyr elektricitet. Det gør, at det f.eks. i Los Angeles faktisk økonomisk kan betale sig. Det er nu lovpligtigt i Californien, at nye, flade tage skal være hvide og at skrå tage skal være i lysreflekterende ’kølige’ farver.

Andre steder i USA har man ligesom i Europa fokus på grønne tage: relativt flade tage, bevokset med græs, urter og andre planter. Fordelene er mange: tagene holder på varmen om vinteren og reducerer behovet for airconditioning om sommeren. De opsamler også meget regnvand, så kloakkerne ikke så let bliver overbelastede.

14 % af de offentlige, flade tage i Tyskland er grønne, og også lande som Østrig, Schweiz og Sverige er langt fremme her. Beregninger fra bl.a. danske Orbicon har vist, at et grønt tag på et parcelhus kan spare op mod et ton CO2 om året – altså omkring en tiendedel af en gennemsnitsdanskers udledning.

SÅDAN GØR DU SELV EN INDSATS

Der er meget, du selv kan gøre for at mindske din udledning af CO2 – det man også kalder ’dit CO2-fodaftryk’. Men skal vi nogensinde ned på 1-2 ton årligt – som videnskaben anbefaler – så skal der politiske tiltag til.

Det er nemt for den enkelte borger at skrotte de gamle glødepærer, men umuligt at skrotte et kulkraftværk. Det er dog ret let for de fleste danskere at skrabe et ton eller to af det årlige udslip, der i gennemsnit er cirka 10 ton per dansker per år.

Nogle ting batter meget, men kan føles meget hårde – fx at droppe den årlige ferietur sydpå. Andre ting kræver kun små ofre, fx at købe et A++-mærket køleskab i stedet for den billigere, mere strømslugende model.

Enkelte ting, som fx at afsværge plastikposer i supermarkedet, er mere symbolske end egentlig virksomme, i hvert fald hvis du kun tænker på klimaet. Det sparer klimaet for sølle 15 kilo CO2 om året. Men på den anden side kan mange små handlinger løbe op.

DE 4 STORE

Du kan selv gøre en del for at mindske din påvirkning af klimaet. De fire store er: Bedre isolering, færre kilometer i bil, færre flyture og færre røde bøffer.

KØR MINDRE I BIL

Masser af danskere pendler til og fra arbejde i deres bil. Det er nemt og fleksibelt, men det koster CO2.

En bilist i en almindelig benzindreven personbil, der pendler 30 kilometer hver vej, udleder omkring 6 kilo om dagen. Hvis han eller hun kører på arbejde 200 dage om året, så ryger der 2,5 ton CO2 op i luften – mere end dobbelt så meget som en gennemsnitlig inder udleder alt i alt.

Derfor er en af de mest klimavenlige handlinger at sælge bilen, fylde den med flere passagerer, eller bare droppe nogle af bilturene. Udskifter du bilen med fx toget, nedsætter du din CO2-udledning til en tiendedel, når du pendler til og fra arbejde: blot 250 kilo om året ifølge beregninger fra Miljøministeriet. Bilen er særlig slem i bykørsel. På lange strækninger er regnskabet lidt bedre.

Foto: Passagerfly lander i solnedgang

FLYV MINDRE, ELLER BETAL AFLAD

Tag flyveren til Thailand frem og tilbage, og du har allerede ledt 1,9 ton CO2 ud til atmosfæren. Så det er langt mere klimaskånsomt at holde sin ferie i Præstø end i Phuket. Også kortere ture udleder meget CO2. En ferietur til Italien med fly slipper 500 kilo CO2 ud i atmosfæren pr. person.

Mange danskere har gjort det til en livsstil at rejse ikke kun på sommerferie, men også på skiferie eller solskinsferie om vinteren. Og måske en storbytur i foråret eller efteråret. Det betyder, at der er opstået et marked, hvor man kan betale CO2-kompensation for sin flyvetur.

Fx samarbejder selskabet Apollo Rejser med miljøorganisationen Green Seat, som via forskellige projekter sørger for at kompensere for det CO2-udslip, ens flyrejse forårsager.

Der er flere problemer med den type CO2-kompensationer. Det kan først og fremmest være svært at gennemskue, i hvor høj grad projekterne rent faktisk sænker verdens CO2-udledning.

Hjemmesiderne bruger samtidig vidt forskellige metoder til at finde ud af, hvor mange ton CO2 din flyvetur har udledt og dermed hvor meget, du skal kompensere. Et par af de sider, som uvildige eksperter anbefaler, er http://www.climate-friendly.com og http://www.greenseat.com.

TI TON PER HOVED

En gennemsnitsdansker udleder godt ti ton CO2, men det er når man medregner vores fabrikker, kontorer og offentlige bygninger. Vores personlige udledning er i gennemsnit noget mindre: Omkring seks ton CO2 per person for energien i hjemmet, de varer vi køber, og den benzin eller diesel vi bruger til transporten (Hertil kommer så udledning af, hvad der svarer til et par ton årligt af de øvrige drivhusgasser metan, lattergas m.v.).

HELLERE 13.000 KM I SKIB END ÉN KM I BIL

Det virker logisk for mange klimabevidste forbrugere, at det er bedre for klimaet og den globale opvarmning at køre ud til det lokale gårdsalg end at købe supermarkedsvarer, der er transporteret den halve klode rundt.

Men kigger man på tallene, ser virkeligheden anderledes ud. Det er nemlig din korte biltur til gården, der for alvor batter i varernes klimaregnskab.

Tag fx et kilo argentinsk oksekød. Kødet er sejlet omkring 13.000 km til Europa. Men skibstransport er den mindst CO2-udledende transportform. Der udledes kun 10 gram CO2 til atmosfæren, når et skib transporterer et ton varer en kilometer. Så transporten af en argentinsk oksesteg på et kilo giver en udledning på omkring 130 gram CO2 til atmosfæren.

Tager du derimod bilen ti kilometer til et gårdsalg for at købe dansk oksekød, udleder du 1,6 kilo CO2 til atmosfæren – 12 gange mere.

Eksemplet viser, at den klimarigtige handling ikke nødvendigvis er at købe præcis den rigtige vare – den klimarigtige handling er at gå eller cykle ned til butikken frem for at tage bilen.

BETAL AFLAD TIL KLIMAET

Vil du gøre noget for klimaet uden alt besværet med at skifte livsstil, isolere og droppe flyture? Så er løsningen måske at betale sig fra det. Man kalder det at ’neutralisere sit CO2-fodaftryk’. Ideen er, at man på en hjemmeside taster sin destination ind og derefter betaler et beløb, der afhænger af, hvor lang ens rejse er. Beløbet går typisk til træplantning, solfangere eller andre vedvarende energi-projekter i udlandet.

På hjemmesiden http://www.1tonmindre.dk kan du udregne, hvor meget din personlige CO2-udledning er. Fx 6,7 ton. Derefter kan du besøge en af mange hjemmesider på nettet, der tilbyder at neutralisere din udledning ved at støtte vedvarende energiprojekter, der sænker udledningen et andet sted i verden.

Besøg fx amerikanske The Carbon-neutral Company på http://www.carbonneutral.com eller investeringsbanken JP Morgans Climate Care på http://www.jpmorganclimatecare.com.

ISOLER DIT HUS

Af alle klimavenlige løsninger er en velisoleret bolig den bedste og billigste, ifølge bl.a. FN’s klimapanel. Bygninger står i Danmark for 40 % af vores energiforbrug, og som tommelfingerregel går to tredjedele til opvarmning, afkøling og ventilation.

Der er derfor rigtig meget at spare, hvis man isolerer sit hus. Bare ved at isolere loftet kan et almindeligt enfamilieshus gøres markant mere energirigtigt. Ifølge Klimaministeriets hjemmeside http://www.1tonmindre.dk kan du spare klimaet for op mod 1,5 ton CO2 om året – og samtidig spare en god slat penge på det.

Hvis der er tale om et uisoleret hus af ældre dato, kan en gennemisolering af huset ifølge tyske beregninger faktisk spare 11 ton CO2 hvert år og 1.000 kr. på varmeregningen – hver måned. Hvorfor gør folk det så ikke bare, kunne man spørge. Det gør de også, men det er en stor og dyr investering, så derfor isoleres huset typisk først, når fx taget alligevel skal skiftes.

Energirigtige boliger er i det hele taget en kerneløsning på vores CO2-udledning. Hvis alle boliger i Danmark blev udskiftet med nye lavenergiboliger eller blev gennemgribende renoveret på en energirigtig måde, vil vi ifølge DTU kunne reducere energiforbruget til opvarmning med 80 % frem til 2050.

GRØN STRØM ER IKKE ALTID GRØN

Grøn strøm. Naturstrøm. Der findes flere selskaber på det danske elmarked, der tilbyder deres kunder såkaldt grøn elektricitet – altså at strømmen i dit hjem garanteret stammer fra vindmøller, vandkraft og anden energi, der udleder intet eller meget lidt CO2.

Det lyder besnærende, men er blevet kritiseret for i virkeligheden ikke at gøre noget for miljøet og klimaet. Fx kan kunderne blive forledt til at tro, at strømmen i stikkontakten rent faktisk er en anden og renere strøm end naboens. Det er dog ikke rigtigt. Strømmen er den samme blanding af kulkraftholdig strøm, naturgasstrøm og vindkraft som alle andres.

I realiteten betaler du i stedet et ekstrabeløb, der støtter fx svensk vandkraft eller dansk vindenergi. Problemet er bare, at det har en meget begrænset effekt på verdens CO2-udledning, hvis overhovedet nogen.

Du er langt fra garanteret, at din ekstraomkostning går til yderligere vandkraft eller vindkraft og ikke bare mere profit til elselskabet.

Fx er vandkraft i Sverige allerede fuldt udbygget, og dine penge vil derfor ikke give mere grøn energi. Det er derfor vigtigt at læse grundigt om produktet, før du investerer i såkaldt grøn strøm.

Der er også andre typer af el-produkter end grøn strøm. Fx tilbyder nogle selskaber at købe CO2-kvoter og destruere dem. CO2-kvoter er EU’s forureningstilladelser, og hvis du køber en CO2-kvote på et ton CO2, er der en virksomhed i EU, der skal sænke sin CO2-forurening med ét ton.

Der findes også produkter, hvor en del af din elregning går til at støtte vedvarende energi i udviklingslandene. I begyndelsen af 2009 lancerede elselskabet Natur-Energi produktet NØDSTRØM, hvor 8 % af din elregning går til Folkekirkens Nødhjælps klimaindsats for verdens fattige.

KVOTESYSTEM SLUGER DINE BESPARELSER

Hjælper det at spare på strømmen? Selvfølgelig hjælper det, vil de fleste nok sige. Men helt så simpelt er det faktisk ikke. Danmark er som medlem af EU nemlig underlagt EU’s kvotesystem for CO2-udledninger.

EU skal reducere sin CO2-udledning med 8 % i 2008-2012 i forhold til 1990-niveau.

Derfor har EU udstedt en begrænset mængde tilladelser for kraftværkerne til at udlede CO2, som de ikke må overskride. Gør de det alligevel, må de købe sig til CO2-kvoter hos firmaer, der ikke har behov for dem.

Systemet sørger for, at EU sparer på CO2’en der, hvor det er billigst. Men det betyder også, at hvis en masse danskere sparer på strømmen, så har fx energiselskabet DONG Energy ikke så meget brug for deres CO2-kvoter. Dem sælger de så videre til fx et spansk energiselskab, der derfor ikke behøver at reducere så meget som ellers. EU’s kvotesystem annullerer altså dine anstrengelser.

Nogle mener dog, at elbesparelser stadig er en moralsk rigtig ide, fordi det i længden gør det nemmere for politikerne at vedtage strammere og strammere krav. Og samtidig sparer det dig penge.

KØB A++-KØLESKABE

Køleskabe og frysere står for 15 % af forbruget af elektricitet i danske hjem ifølge Elsparefonden. Men der er kæmpe forskel på de enkelte modeller, og et køleskab, der er 10-15 år gammelt, kan snildt bruge 50 % mere strøm end et moderne køleskab.

EU indførte for mange år siden en mærkningsordning, der gør det nemt at vælge et energirigtigt køleskab eller fryser. Du kan spare miljøet for 175 kilo CO2 om året ved udskifte dit B-mærkede køleskab med den højeste energistandard på markedet, A++.

SÅDAN SPARER DU CO2 – OG PENGE

Det kan godt lade sig gøre at skrabe et ton eller to af din og din families CO2-udledning. Her er en række måder, du kan spare CO2 og ofte også penge i dit hjem:

Illustration: SÅDAN SPARER DU CO2 – OG PENGE
Se billede i fuld størrelse

I lang tid var det kun de mindre kendte mærker, der overhovedet førte A++, men nu er de mere veletablerede firmaer som Siemens også kommet med på vognen.

Det køleskab, du skifter ud, skal dog ikke være alt for nyt. Det kræver også energi, CO2 og andre ressourcer at producere et køleskab, og det er ikke energirigtigt at udskifte et relativt nyt køleskab, bare for at spare CO2.

Der er også en anden faldgrube. Energimærkningen dækker over, hvor meget strøm køleskabet eller fryserne bruger pr. liter. Derfor kan et køleskab i amerikanerstørrelse godt få den bedste bedømmelse, A++, selv om det bruger langt mere strøm end et lille A-køleskab.

HUSET, DER BRUGER EN TIENDEDEL ENERGI

Kun 700-1000 kroner i varmeudgift om året for en hel villa. Der er store mængder af penge, energi og CO2 at spare, hvis man køber eller får opført et såkaldt passivhus.

Det er et hus, der er designet til at bruge meget lidt energi til opvarmning, fordi huset er velisoleret og ofte designet, så opvarmningen faktisk stort set kommer fra den menneskelige aktivitet i hjemmet og varmen fra det varme vand.

Det næste store skridt er det energineutrale hus. Det går ud på at kombinere jordvarme med solfangere og varmefangere og flere andre teknikker, der sørger for at huset bliver fuldstændigt selvforsynende med energi. Faktisk kan huset ligefrem eksportere energi til elnettet, så din elmåler populært sagt vil køre baglæns.

SKIFT COMPUTEREN

Ifølge Elsparefonden går 12 % af vores elforbrug i gennemsnit til vores computer og dens udstyr – printer, internetmodem, router, og hvad der ellers er.

Hvis du er ejer af en computer af ældre dato med en gammeldags skærm, er computeren og dens udstyr ofte det stykke i teknik i hjemmet, der bruger mest strøm. Mere end køleskabet.

Du kan spare strøm for mere end 600 kr. om året ved at udskifte den gamle computer med en bærbar.

Husk også at slukke for computeren. Du kan købe en elspareskinne og sætte al computerudstyret i samme skinne. Så kan du slukke for det hele på én kontakt.

DEBAT OG KONKURRENCER PÅ NETTET

Gå ind på http://www.devarmelande.um.dk, og deltag i debatten om de klima-udfordringer, som verden står overfor. Her kan du også dele afsnit eller fakta fra Turen Går Til De Varme Lande med dine venner via Facebook. Du kan diskutere med andre interesserede og deltage i konkurrencer om at finde de bedste historier og billeder, der viser klimaforandringerne, og komme med bud på, hvad vi kan gøre ved dem.

SKIFT PÆREN

Du kan få fire gange så meget lys for den samme mængde elektricitet og CO2-udslip ved at vælge en god A-pære i stedet for de gamle pærer med glødetråd i.

Selv om de stadig er dyrere i indkøb, er det hurtigt tjent hjem. Dels ved en lavere elregning, dels fordi de holder mellem 6 og 15 gange længere.

Du kan spare 100 kilo CO2 om året ved blot at udskifte tre 60 watts pærer, der er tændt i fire timer om dagen, med A-pærer.

A-pærer er en mini-version af de kendte, aflange lysstofrør. De er blevet langt bedre med årene, men har stadig nogle problemer. Det tager typisk lidt tid, før de når fuld lysstyrke og så er deres farvegengivelse lidt ringere end gammeldags pærer.

Der fås A-pærer med en farvegengivelse, der er tæt på glødepærens, men ifølge Elsparefonden fås de stort set ikke i Danmark, fordi importørerne ikke mener, at der er et marked for dem. De er ikke helt så energirigtige som de traditionelle A-pærer.

Hvis man er bekymret for kvaliteten af lyset fra pærerne, kan man vælge en glødepære eller halogenpære på steder i hjemmet, hvor farvegengivelse er vigtig, fx over spisebordet og spejlet i badeværelset.

DET KLIMAVENLIGE SPISEBORD

En stor del af danskernes udledning af drivhusgasser skyldes det, vi putter i munden – vores mad, drikke og den energi vi bruger til at tilberede maden med. Men der er store forskelle på, hvor meget de enkelte råvarer belaster klimaet.

Grøntsager og kornsorter hører som hovedregel til i den bedre ende af spektret, mens kød befinder sig i den dårlige ende. Det skyldes, at der skal bruges ganske store mængder af foder til at opfostre fx et svin, og det kræver energi og gødning at producere foder – og dermed udledning af CO2.

Det gør det ikke bedre, at der skal bruges store landområder til at producere dyrefoderet, og ofte skaffes de marker ved at fælde skov. Fx i regnskoven i Brasilien. I teorien kunne vi ifølge en hollandsk rapport fra 2009 løse op mod halvdelen af klimaproblemet frem mod 2050, hvis alle i verden blev vegetarer og lod markerne til foder gro til med buske og skov. Undersøgelser viser dog, at kød er noget af det, som folk er mindst tilbøjelige til at spare på af hensyn til klimaet.

Den værste klimasynder er rødt kød. Det skyldes, at især køer udleder enorme mængder af drivhusgassen metan, når de bøvser og prutter. En dansk malkeko udleder, hvad der svarer til cirka 10 ton CO2 om året i drivhusgasser - det samme som en gennemsnitsdansker.

Vi spiser i gennemsnit 30 kilo okse- og kalvekød om året, svarende til en udledning på 600 kilo CO2. Resten af verden følger godt efter. Verdens kødforbrug vil ifølge FN’s fødevareorganisation FAO fordobles frem mod 2050.

Det er dog heller ikke alle grøntsager, der er grønne. Tomater kan have et ganske højt udslip, hvis de er dyrket i et opvarmet drivhus, sådan som de ofte er i Danmark. Og fordi økologiske grøntsager ofte gror langsommere og ikke bliver nær så store – udbyttet er lavere – kan de faktisk have et større CO2-udslip pr. grøntsag end konventionelt dyrkede grøntsager. Det er også vigtigt, om varerne har været frosne eller er friske. Et kilo frossen fiskefilet er faktisk årsag til en CO2-udledning på næsten otte kilo.

CO2-madpyramide: Jo højere en fødevare er placeret i pyramiden, jo højere klimabelastning har den. Derfor lyder det klimavenlige kostråd: Spis mest fra bunden og mindst fra toppen

CO2-madpyramide: Jo højere en fødevare er placeret i pyramiden, jo højere klimabelastning har den. Derfor lyder det klimavenlige kostråd: Spis mest fra bunden og mindst fra toppen
af pyramiden.

CO2-madpyramiden er udviklet af Philip Giødesen Lund og Lars Krogsgaard Madsen i forbindelse med et projekt i Videnskabsbutikken på DTU i samarbejde med Lyngby-Taarbæk kommune. For yderligere info om pyramiden kontakt: msj@man.dtu.dk

SLUK FOR APPARATERNE

Foto: Grillrist over åben ild

10-15 % af elforbruget i dit hjem går til standbyforbrug, det vil sige apparater, der står og bruger strøm, selv om du ikke bruger det. Man kalder dem for energivampyrer.

Det kan være en god idé at slukke for dit elektroniske udstyr på kontakten. Værst er computeren, dvd-optageren, spilkonsollen (der kan være en rigtig elsluger) og mange strømforsyninger. For eksempel dem, der leverer strøm til halogenlamperne i køkkenet. Man kan mærke på strømforsyninger – transformatorer – om de er varme, selv om de ikke bruges til noget. Så sluger de elektricitet.

Det er dog ikke altid nemt at gennemskue, hvad der bruger meget strøm i hjemmet. Nogle mistænker måske deres tv-apparater, men mange moderne LCD-fladskærme bruger stort set intet strøm i standby, mens den gamle VHS-maskine under tv’et måske suger strøm som en kummefryser.

HOLD DIG FRA STENKUL

Mange sværger især til grillkul af typen stenkul, der markedsføres med navne som Heatbeads. De har nemlig en lang brændtid og høj varme. Men kullene stammer fra kulminer i Australien og Polen og svarer til kul, man bruger i kulkraftværker.

Stenkul er langt mere CO2-skadelige end trækul og træbriketter, fordi kullene er millioner af år gamle fossile brændsler, der helst bør efterlades i jorden. Trækul fra fx Sverige er mere CO2-venlige, da kullene er lavet af fældede træer fra skove, der bliver genplantet.

VASK TØJET I KOLDT VAND

Tøjvask er en af hjemmets helt store energislugere. Det kræver meget strøm at varme vandet til tøjvasken op, og jo højere temperaturer, du vasker tøjet ved, jo mere CO2 koster det. Men vi kan sagtens vaske tøjet ved fx 20 grader og stadig få det helt rent, vurderer Informationscenter for Miljø og Sundhed.

Ifølge Forschungsinstitut Hohenstein – et uafhængigt testlaboratorium i Tyskland – er det nemlig dokumenteret, at 99,7 % af alle bakterier i tøjet bliver slået ihjel uanset vasketemperaturen. Man skal blot huske at bruge vaskepulver, der er beregnet til de lave temperaturer.

Teknologisk institut anbefaler dog stadig, at man vasker fx karklude og andre meget beskidte tekstiler ved høje temperaturer.

LITTERATURLISTE

Care: Humanitarian Implications of climate change – mapping emerging trends and risks hotspots, 2008.

Commission of the European Communities: Green Paper. Adapting to climate change in Europe – options for EU action, 2007.

Dahlager, Lars og Rothenborg, Michael: Global Feber – Kampen om klimaet. Politiken, 2007.

Regeringen: Strategi for tilpasning til klimaændringer i Danmark., 2008. Energistyrelsen.

Faris, Stephen: Forecast. A Journey to the Frontiers of Climate Change, from the Amazon to the Arctic, from Darfur to Napa Valley. Henry Holt, 2009.

Hedegaard, Connie: Da klimaet blev hot. Gyldendal, 2008.

Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC): Working Group I, II, III & Synthesis Reports, 2007.

International Energy Agency: World Energy Outlook, 2008.

Lomborg, Bjørn: Køl af. Lindhardt & Ringhof, 2007.

Miljøstyrelsen: Miljømæssige konsekvenser af borgernes adfærd og daglige valg, 2006.

Monbiot, George: Heat. How to stop the planet from burning. Penguin Press, 2006.

Oxfam: Viet Nam: Climate Change, Adaptation and Poor People, 2008.

Pacala, S og Socolow, R: Stabilization Wedges: Solving the Climate Problem for the Next 50 Years with Current Technologies, Science 2005.

Prestrud, Pål m.fl. (red.): Global Outlook for Ice & Snow. UNEP, 2007.

Rothenborg, Michael: Tordenregn – Danmarks fremtid i en varmere verden, Lindhardt & Ringhof., 2009.

UNDP: Human Development Report 2007-08, UNDP, 2008.

UNESCO. Predicting and managing the impacts of climate change on World Heritage, 2007.

Weisman, Alan: The World Without Us. Virgin Books, 2008.

World Bank: Natural Disaster Hotspots: A Global Risk Analysis, 2005.

Artikler fra diverse aviser, tidsskrifter og netsider, især Politiken, Ingeniøren, Jyllands-Posten, Information, The Guardian, The New York Times, BBC, CNN, Time, Science og Nature. Samt http://www.1tonmindre.dk (Klima- og Energiministeriet) og http://www.danida.dk (Udenrigsministeriet).

LÆS OGSÅ:

Bonne, Kuno: Grønne sparetips, Politikens Forlag, 2008. Gode råd til den bevidste forbruger.

King, David & Walker, Gabrielle: Klimakrisen, Jyllands Postens Forlag, 2008. To førende eksperter skriver om klimaforandringerne.

Lloyd, Saci: Laura Browns CO2-dagbog 2015, Politikens Forlag 2009. Ungdomsroman i dagbogsform.

REGISTER

A

Aflad 1, 2
Agent Orange 1
Alperne 1
Amazonas 1, 2
Andersen, Geert Aagaard 1
Antarktis 1
Arrhenius, Svante 1
Atomkraft 1
Auken, Svend 1
Australien 1, 2

B

Bach, Christian Friis 1
Bali 1, 2
Bangladesh 1
Barcelona 1
Ben Tre 1
Bendtsen, Bendt 1
Bhutan 1
Biltrafik 1 2, 3, 4
Boer, Yvo de 1
Bolin, Bert 1
Bolivia 1
Bond, James 1
Bonnerup, Niels 1
Borneo 1
Brasilien 1, 2
BRIC-landene 1
Brint 1
Brundtland, Gro Harlem 1
Budyko, Mikhail 1
Bush, George W 1, 2

C

Californien 1
Canada 1, 2
CARE 1
CDM 1
Chacaltaya 1
CO2 1
CO2-kvoter 1
Colorado 1
COP 1
Cykloner 1

D

Da Loc 1
Danida 1, 2, 3
Danmark 1
Darfur 1
Dobriansky, Paula 1
Drivhusgasser 1
DTU 1

E

Elektricitet 1, 2, 3
Energi 1
Etiopien 1
EU 1, 2

F

Ferierejser 1
FN’s 2015 Mål 1
FN’s Klimapanel 1
FN’s Sikkerhedsråd 1
Folkekirkens Nødhjælp 1, 2
Fortiden 1
Frederikshavn 1

G

G 77 1
Gazprom 1
Geldof, Bob 1
GEM 1
Gonzales, Elba 1
Gonzales, Javier 1
Gore, Al 1, 2br> Greve 1
Grill 1
Grøn strøm 1
Grønland 1
Grønne teknologier 1
Gråsten 1

H

Hanoi 1
Hans Ø 1
Hansen, James 1
Hedegaard, Connie 1
Henan-provins 1
Hesselbjerg, Jens 1
Himalaya 1, 2, 3
Holland 1
Huelva 1
Huq, Saleemul 1

I

Iberiske Halvø 1
Indien 1, 2, 3, 4
Industri 1
IPCC 1
Isolering 1
IUCN 1

J

Jordvarme 1

K

Kashmir 1
Kasunguni 1
Katrina 1
Keeling, Charles David 1
Kenya 1
Kina 1, 2
Klima 1
Klimaflygtninge 1, 2, 3
Klimapanelet 1
Klimaskepsis 1
Koraler 1
Kulkraft 1, 2, 3
Kvoter 1
Kyoto 1
København 1
Kød 1
Køleskab 1

L

La Paz 1
Lampedusa 1, 2
Landbrug 1
Lavteknologi 1
Liseleje 1
Litteratur 1
Lomborg, Bjørn 1
London 1
Lønstrup 1, 2

M

Maathai, Wangari 1
Mad 1
Madpyramide 1
Madrid 1
Majs 1
Maldiverne 1
Malinovsky, Mikael 1
Marielyst 1
Masai 1
Mekongdeltaet 1
Metangas 1
Mikronesien 1
Mozambique 1
Muhammed-krisen 1
Mutavi, Shadrack 1

N

Nantes 1
NASA 1
New Orleans 1
NOAA 1
Noel Kempff 1
Nordjylland 1
Nordpolen 1
Novozymes 1

O

Obama, Barack 1, 2
Obura, David 1
Odense 1
OECD 1
Olesen, Jørgen E. 1
Orangutang 1
Oreskes, Naomi 1
Overbefolkning 1
Oversvømmelser 1
OXFAM 1, 2, 3

P

Pachauri, Rajendra 1, 2
Pakistan 1
Panda 1
Paz, Oscar 1
Permafrost 1
Prag 1
Price-Thomas, Steve 1, 2
Putin, Vladimir 1

R

Rasmussen, Anders Fogh 1
Rasmussen, Lars Løkke 1
Rhône-gletsjeren 1
Rusland 1, 2
Røde Kors 1

S

Sachs, Jeffrey 1
Sahara 1, 2, 3
Saudi-Arabien 1
Schwarzenegger, Arnold 1
Schweiz 1
Sibirien 1
Sicilien 1
Skovrydning 1, 2, 3
Slente, Charlotte 1
Solenergi 1
Somalia 1
Spanien 1, 2
Stenkul 1
Stern, Nicholas 1, 2
Sudan 1
Svenning, Jens-Christian 1

T

TBE-flåter 1
Tchad 1
Temperaturudvikling 1
Texas 1
Thatcher, Margaret 1
Tiger 1
Toronto 1
Tuvalu 1
Tøjvask 1
Tørke 1
Tørnæs, Ulla 1

U

UNDP 1, 2
USA 1, 2

V

Vejr 1
Venedig 1
Verdensbanken 1, 2, 3
Verolme, Hans 1
Vietnam 1, 2
Vietnamkrigen 1
Vin 1
Vindkraft 1

W

Waal, Alex de 1
Wal-Mart 1
WWF 1

Z

Zambezi-floden 1
Zaragosa-ørkenen 1

Ø

Østersøen 1





Denne side er Hele publikationen med grafik til publikationen "Turen Går Til De Varme Lande".
Version nr. 1.0 af 14-08-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9398/index.htm

 

 
 
 
  ©2011 Politikens Forlag A/S, Udenrigsministeriet | www.um.dk