KENYA: TØRKEN SPREDER SIG

Foto: KVINDERNE STÅR OFTE I KØ I TIMEVIS, FØR DE KAN FÅ UDLEVERET EN SÆK MAJS.

KVINDERNE STÅR OFTE I KØ I TIMEVIS, FØR DE KAN FÅ UDLEVERET EN SÆK MAJS.

Manglen på vand og træer breder sig i Kenya. Ude ved kysten dør korallerne. Den vigtigste afgrøde majs visner hen i områder, der før havde rigeligt med regn. Kenyanerne kæmper på mange fronter mod naturfænomener, der ikke længere kan henføres til guderne.

’My God is able’ – min Gud er dygtig – står der på den ældre kvindes taske. Men Gud har fået nye udfordringer her på grænsen mellem Machakos- og Makueni-distrikterne i det sydøstlige Kenya. Og det er derfor, at den ældre kvinde med den gudfrygtige taske står under træerne ved lagerbygningen i Kola og venter på, at det bliver hendes tur til at få udleveret nødhjælp.

Ligesom de hundreder af andre kenyanere, der har søgt skygge for den brændende sol, er hun ikke vant til at stå i kø for at få mad.

Vi er i udkanten af det, der normalt er Kenyas frugtbare højland: i 1500-1600 meters højde, hvor varmen sjældent er ulidelig, regnen ofte rigelig, og høsten derfor sjældent slår fejl.

Eller sådan var det i hvert fald indtil omkring årtusindskiftet. Siden har kenyanerne kun haft én rigtig god høst – i 2006.

Omkring årsskiftet 2008-2009 gik det helt galt. Den såkaldt ’korte regn’ var kortere end normalt, og sluttede allerede i begyndelsen af december – i stedet for efter jul. Det betød, at millioner af kenyanere havnede på eller under sultegrænsen.

Kort: Kenya

GUDS VILJE ELLER MENNESKETS CO2

De seneste år har regeringen uddelt nødhjælp maksimalt to gange i dette område mellem nytårs-høsten og den næste høst i juni-juli, men i 2009 skete det op mod 15 gange. Allerede her i januar er man oppe på fjerde gang. »Vi plejede jo at klare os selv«, siger flere af de kvinder, vi taler med.

Kvinderne virker nærmest vantro over for, hvad der dog sker med vejret i disse år, men kobler det ikke til menneskeskabte klimaændringer. Det er ’Guds vilje’, mener de.

Underdirektør Shadrack Mutavi fra det kenyanske landbrugsministerium hælder ligesom videnskaben mere til at lægge ansvaret på udledningen af drivhusgasser. Temperaturerne er de seneste årtier steget overalt i Kenya, og i denne del af landet er tørkeperioderne blevet hyppigere og længere. I de kommende årtier vil vejret blive endnu mere uforudsigeligt og dårligere egnet til landbrug, ifølge FN’s Klimapanel og regional klimaforskning.

Mutavis regering skal denne dag distribuere 55 sække med 90 kg majs i hver. De skal fordeles til 500 af områdets 12.000 beboere: det er foreløbig kun de ældre, de syge, de enlige mødre og familier med babyer, der har ret til nødhjælp.

MAJSEN VOKSER BAGLÆNS

Nødhjælpen falder på et tørt sted. Det bliver tydeligt, da vi drejer fra hovedvejen og ud ad de støvede, bumpende jordveje mod landsbyerne. Majsen er så indtørret, at den ikke er blevet til egentlige kolber. »Den er gået helt i sig selv. Den vokser nærmest baglæns«, som Danidas landbrugskonsulent i området, agronom Niels Bonnerup udtrykker det.

Shadrack Mutavi fra Landbrugsministeriet supplerer: »Det er svært at forestille sig, men før i tiden var her grønt, og folkene, man mødte, havde smil og glimt i øjet. Nu er her vissent, og gløden i folks blikke er slukket«.

Han har ret. Frustrationen lyser ud af de folk, der trasker rundt på den røde jord og samler de tørre majsstængler for at give dem til kvæg, geder og høns.

I Danmark er formålet med at dyrke majs netop at producere foder til husdyrene, men her er det den vigtigste afgrøde – ikke blot hovedingrediens i nationalretten ugali, men selve fundamentet for det daglige brød. Flere har derfor måttet droppe en egentlig frokost – morgenmad har man sjældent råd til herude – og mange får nu kun ét hovedmåltid om dagen.

Foto: MURIKALI NZUVE ER ENLIG MOR MED FIRE MUNDE AT MÆTTE, MEN DE TØRRE MAJS-STÆNGLER KAN IKKE BRUGES TIL MENNESKEFØDE. KUN TIL HUSDYRENE.

MURIKALI NZUVE ER ENLIG MOR MED FIRE MUNDE AT MÆTTE, MEN DE TØRRE MAJS-STÆNGLER KAN IKKE BRUGES TIL MENNESKEFØDE. KUN TIL HUSDYRENE.

SVÆRT AT FÅ ARBEJDE

Murikali Nzuve er en af dem, der trisser af sted med et bundt vissengule majsstængler på ryggen. Hun er 30 år, men ser ældre ud, måske fordi hun skal forsørge tre små drenge og en pige, og ikke længere har nogen mand.

Nzuve har endnu ikke ret til nødhjælp, fordi hun er flyttet hjem til sine forældre, der stadig kan arbejde. Familien overvejer som så mange andre at rykke til Nairobi.

Her tror de, at det er nemmere at finde job og mad, men virkeligheden er ofte, at de ender i endnu større fattigdom i hovedstadens slumkvarterer, der er hårdt plaget af forurening, sygdomme og kriminalitet.

Foreløbig bliver Murikali Nzuves familie i Makueni-området og forsøger at få forskellige småjobs i forbindelse med anlægningen af den vej, der skal bygges herude.

I øjeblikket er det dog kun de mest sejlivede, der kan blive hyret. De skal rydde vejsiderne for små genstridige træer og buske og grave grøfter. Hårdt arbejde, når der er 30-35 grader i skyggen, især når skygge næsten er ikkeeksisterende. Og med det store udbud af arbejdskraft, kan vejfirmaerne presse lønnen, så man skal arbejde meget hurtigt for at tjene til dagen og vejen.

VEJRET I KENYA – NU OG I FREMTIDEN

Kenyas areal er 583.000 km² – cirka 13½ gange Danmark. Landet ligger ved Ækvator og har tropisk klima.

Den næststørste by Mombasa ved kysten har gennemsnitstemperaturer på 22-30 grader, mens den højereliggende hovedstad Nairobi har 14-25 grader.

Landet har to regntider: ’den lange regn’ fra april-juni og ’den korte regn’ fra oktober-december. Den korte regn var indtil for nylig ikke så meget kortere end den lange, og var i øvrigt en af de mest forudsigelige sæsonfænomener på planeten. Det er den ikke mere.

Siden 1950’erne er temperaturen i Kenya steget lidt mere end en halv grad, og den vil fortsætte støt opad de kommende årtier. Ifølge nogle modeller vil det være op mod tre grader varmere ude ved kysten i år 2100.

Nedbørsmønsteret er langt fra så entydigt. Faktisk regner forskerne med, at der i dele af Kenya (og Østafrika generelt) vil komme mere regn – i modsætning til langt de fleste andre tropeområder på planeten.

I den sydlige del af landet omkring Nairobi vil man dog få mindre regn, og udtørring af gletsjerne på Mount Kenya og Mount Kilimanjaro vil bidrage til vandmanglen. Til gengæld vil man måske få mulighed for at dyrke æbler og pærer på de snart frostfri bjergsider.

Stort set alle andre steder i landet vil den større variation i vejret og de flere ekstremer gøre det sværere at dyrke afgrøder – særligt på de 80 % af Kenyas areal, der allerede i dag er tørt eller halvtørt.

Lavlandssygdomme vil kravle op i højlandet. Malaria er allerede fundet tæt på Nairobi. Og ude ved kysten vil kraftigere storme og havstigninger ikke kun blive en trussel mod lokalsamfundene, men også mod turismen.

Foto: UDTØRRING AF GLETSJEREN PÅ MOUNT KILIMANJARO BIDRAGER TIL DEN VANDMANGEL I ØSTAFRIKA, DER VIL RAMME BÅDE MENNESKER OG DYR.

UDTØRRING AF GLETSJEREN PÅ MOUNT KILIMANJARO BIDRAGER TIL DEN VANDMANGEL I ØSTAFRIKA, DER VIL RAMME BÅDE MENNESKER OG DYR.

Kilder: FN’s Klimapanel, Verdensbanken, UNEP m.fl.

VANSKELIGERE AT SKAFFE VAND

Tørken gør, at familierne her også skal bruge længere tid på at skaffe vand. Vi standser ved en såkaldt vandkiosk – et skur med en vandmåler og rørføring fra et vandreservoir, der normalt forsyner 4000 mennesker med vand.

Men vandkiosken er lukket, for reservoiret er næsten tørret ud – vandstanden er nede på halvanden meter mod normalt ti. Et par drenge står med et par pinde og kroge – »for at få nogle fisk op, inden de dør«.

Varmen og den lave vandstand medfører et mere koncentreret indhold af skadelige stoffer i vandet. Men kvinderne fylder vanddunkene alligevel – de koger vandet, når de har gået de fire kilometer hjem. Besværligt, men ikke så besværligt som at gå yderligere seks kilometer til næste vandreservoir.

Nogle af kvinderne balancerer ikke blot med de 20-liters-dunke på hovedet, men fletter også samtidig snore af plantefibre. De var tidligere blot til pynt, men er nu blevet en økonomisk nødvendighed for mange. Opkøbere giver typisk knap 30 kenyanske shilling – omkring 2 kr. – per snor, og det er svært at nå at lave mere end en-to om dagen.

»Bare det at hente vand er nærmest et fuldtidsjob her nu, så kvinderne arbejder hårdt, når de samtidig skal flette snor og passe afgrøderne og deres familie«, fortæller Shadrack Mutavi fra Landbrugsministeriet.

Hvad laver mændene så, spørger vi? Mutavi og hans kollega bryder ud i en høj latter, der nok er hjertelig, men også virker som om et udslag af en flov smag i munden: »Mændene vil sikkert sige, at de hjælper kvinderne med at organisere arbejdet, så det bliver udført mere effektivt«, siger Mutavi.

Han tilføjer, at sandheden nok nærmere er, at en stor del af mændene ikke laver så forfærdelig meget – et billede, der er velkendt flere andre steder i Afrika.

NOBELPRIS FOR TRÆPLANTNING

Foto: Wangari Maathai

I 1977 plantede den kenyanske professor Wangari Maathai et træ i sin baghave og startede dermed græsrodsbevægelsen, der senere blev kendt som Green Belt Movement.

Siden er mere end 40 millioner træer plantet i Kenya, og bevægelsen har bredt sig til mere end 30 lande på kontinentet. Kernen i den er et forsøg på at oplyse kvinder (der udgør 70 % af bønderne i Afrika) om forbindelsen mellem jorderosion og dårlig sundhedstilstand – og dermed om fordelene ved at plante træer.

’Afrikas Moder Træ’ Maathai fik i 2004 Nobels fredspris for at kæmpe for miljøet i en tid, hvor Kenyas regime i bedste fald var ligeglad og i værste fald forfulgte grønne aktivister som hende.


Foto: Skilt med påskriften 'You are in a corruption free zone'

KORRUPTION I KENYA

Ligesom i andre lande i Afrika bliver Kenyas bestræbelser på at få det internationale samfund til at finansiere klimatilpasning og anden udviklingshjælp vanskeliggjort af megen korruption og ulighed.

Kenya ligger helt nede omkring nummer 150 ud af 180 på Transparency Internationals antikorruptionsindeks (Danmark er i top 3), og der går dårligt en uge uden, at medierne kan afsløre nye skandaler.

Da majsprisen i begyndelsen af 2009 blev tredoblet i en usædvanlig slem fødevarekrise, skyldtes det fx ikke kun vejret og slagsmålene mellem nogle af Kenyas stammer efter valget et år forinden. Problemerne kunne også henføres til, at politikere, embedsmænd og forretningsfolk havde solgt majs til Sydsudan med stor profit.

Mange eksperter forstår heller ikke, hvorfor nogle politikere har skrevet under på at udleje 40.000 hektar af Kenyas mest frugtbare jord ved Tana River, så oliestaten Qatar kan dyrke fødevarer derude.

Korruptionssagerne bliver sjældent undersøgt. Og bliver de det, lægges der så mange begrænsninger på, at det reelt er umuligt at udpege de ansvarlige.

Et eksempel er kommissionen, der i 2008-09 skulle lede efter næsten en milliard kroner, der var forsvundet fra en international fond til ofre for hiv/aids, malaria og tuberkulose. Den fik at vide, at den ikke måtte udspørge hverken nuværende eller tidligere sundhedsministre eller topembedsmænd.

Selv når man holder sig inden for lovens rammer, er det en usædvanlig god forretning at være politiker i Kenya. Parlamentsmedlemmerne er med deres skatteog momsfrihed og en lang række andre frynsegoder blandt de højst lønnede i verden.

Den reelle månedsløn er tæt på 80.000 kr. – i et land hvor gennemsnitsindkomsten ligger omkring 300 kr. Denne store forskel mellem rig og fattig ser donorerne af udviklingshjælp meget gerne bragt ned.

SAND HOLDER PÅ VAND

I den nærliggende landsby Kasunguni har mændene bygget en meget brugbar dæmning – med rådgivning og finansiering fra blandt andet Danmark. Det er en såkaldt ’sanddam’ – en dæmning, der i regntiden sørger for, at noget af vandet holdes tilbage og siver ned i sandjorden.

Sandet filtrerer vandet og sørger for, at det er langt renere end i et åbent reservoir, og så har beboerne vand nok til, at både de selv og husdyrene kan komme gennem tørtiden. Medmindre den bliver ekstremt tør.

Det ser næsten surrealistisk ud, at landsbyens kvinder står i kø med vanddunke rundt omkring et hul i det udtørrede flodleje. Men den er god nok.
En meter nede kan de skrabe sandet af siderne, så der siver lidt vand ud. Vandet opsamles i en stor kalabas-frugtskal og hældes over i en 20-liters-dunk, som det tager knap en halv time at fylde. »Og vandet er helt klart. Se selv«, viser Mugni Makau.

Sanddæmningen hjælper Kasunguni gennem den krise, landsbyen ellers var havnet i, fordi dens vandtank har været tom i et halvt år. Som så mange andre småsamfund i området fik Kasunguni tidligere vand fra Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro lige over grænsen til Tanzania knap 200 km herfra. Men efterhånden som gletsjeren på toppen af Kilimanjaro udtørrer, prioriterer myndighederne leverancerne til befolkning og industri i de større byer.

Vandet fra hullet i flodbunden har ikke kunnet afhjælpe den fejlslagne høst.

I Kasunguni er det ikke kun majsen, der hænger med hovedet. Også bananerne ser skidt ud, og ifølge landsbyens beboere er selv den tørkestærke mango både mindre og mindre saftig i år.

Foto: SÅKALDTE SANDDAMME KAN SØRGE FOR RENT DRIKKEVAND I TØRTIDEN. HER HENTER KVINDER FRA KASUNGUNI-LANDSBYEN FORSYNINGER.

SÅKALDTE SANDDAMME KAN SØRGE FOR RENT DRIKKEVAND I TØRTIDEN. HER HENTER KVINDER FRA KASUNGUNI-LANDSBYEN FORSYNINGER.

Foto: Afrikansk elefant

TØRKE TVINGER DYR TÆTTERE PÅ MENNESKER

Kenyas dyr mærker også tørken. Mange af de bær og andre frugter, som bavianer og andre aber plejer at spise, bliver indtørrede uden tilstrækkelig næring.

Det betyder, at aberne bliver frækkere, mere tilbøjelige til at gå i køkkenhaver og i det hele taget komme tættere på mennesker.

Også større dyr bliver påvirket. Fx tvinger tørke stadig oftere elefanter til at ændre vandreruter, så de kommer i karambolage med landsbyer – hvor mennesker forsøger at skræmme dem væk eller skyde dem.

Ifølge FN’s Klimapanel er det en tendens, der vil brede sig, og som er medvirkende til, at 25-40 % af Afrikas dyrearter – herunder zebraen – risikerer at gå stærkt tilbage eller uddø inden 2100.

Problematikken fører ikke kun til flere konflikter mellem dyr og mennesker, det kan også resultere i nye, alvorlige sygdomme: Hiv/aids sprang fra aber til mennesker, da de kom for tæt på, og smittekilden til SARS var efter alt at dømme kinesiske desmerdyr.

KLIMA ER BUZZWORD

Formanden i Kasunguni, 67-årige Steven Kitela, opsummerer situationen på landsbyens relativt skyggefulde torv: Da han var barn, var der næsten aldrig tørke. Der var nok vand og mad, og både mennesker og dyr var sunde. Og nu er det lige omvendt, fortæller Kitela.

Formandens fremstilling af vejret før og nu er noget forenklet, formentlig også fordi ’climate change’ er blevet det nye og helt store buzzword i den internationale udviklingshjælp. Kan du henføre dine problemer bare delvist til et ændret klima, har du større chancer for at få penge fra de rige lande. Men vejrstatistikkerne bekræfter, at Kitelas udlægning nok er overdrevet, men langt fra grebet ud af det blå. Især hans pointe om, at man ikke længere kan sætte sin lid til regntiden underbygges af statistikkerne.

Bønderne risikerer, at regnen kommer tidligere end det, der engang var normalt – og drukner deres afgrøder. Eller at den slutter alt for tidligt – og dermed ikke modner deres afgrøder tilstrækkeligt.

De seneste års ustabile klima og manglende regn har også gjort det sværere for indbyggerne i Kasunguni at få gang i alternativer til det traditionelle og enstrengede landbrug.

KAMP FOR FLERE TRÆER

Kasunguni havde med hjælp fra Danmark og andre internationale donorer oprettet en lille træplantningsforretning i 2006. Men selv om indbyggerne havde lyttet til eksperternes råd og valgt relativt tørkeresistente arter, blev de alligevel ramt af klimaet. De små træer blev angrebet af termitter, der også tørstede og derfor gik målrettet efter alt grønt for at finde væde.

På trods af termitterne lykkedes det for Kasunguni at få produktionen til at stige cirka 5 % fra 2007 til 2008, hvor man solgte næsten 3500 små træer til 10 shillings – godt 70 øre – per stk. Folk i området køber og planter træer, fordi kampagner fortæller, at det kan betale sig: rødderne modvirker erosion og holder på vandet, og er der nok træer, tiltrækker det også regn.

Den form for miljøoplysning er ofte alfa og omega, bare for at få folk til at lade være med at fælde de få tilbageværende træer. Det konstaterer vi dagen efter på de hullede og bumpede veje fra Makueni-distriktet til landsbyen Nyumbani i nabodistriktet Machakos.

Foto: TRÆKUL ER BILLIG OPVARMNING, OG DE FATTIGE KAN TJENE PÅ AT SÆLGE DET. MEN DET SKADER BÅDE SUNDHED, MILJØ OG KLIMA.

TRÆKUL ER BILLIG OPVARMNING, OG DE FATTIGE KAN TJENE PÅ AT SÆLGE DET. MEN DET SKADER BÅDE SUNDHED, MILJØ OG KLIMA.

Foto: BOB GELDOF

SIR BOB GELDOF HAR BL.A. FÅET RIGE LANDE TIL AT EFTERGIVE GÆLD.

ROCKSTJERNER MOD TØRKE

Sidste gang Kenya for alvor oplevede sult var i 1984-85. Tørken havde fat i hele Østafrika. Det var værst i Etiopien, og tv-billeder af underernærede børn derfra satte gang i det første verdensomspændende velgørenhedsinitiativ fra rockmusikere.

Det var Boomtown Rats-sangeren Bob Geldof, der blev både rørt og oprørt, og som samlede sangere som George Michael, Sting og U2’s Bono i Band Aidprojektet. Deres sang ’Do They Know It’s Christmas’ blev nummer et op til jul 1984 og er stadig den næstmest solgte single i Storbritannien nogensinde.

Siden fulgte kolleger over hele i verden trop. I USA hed bidraget ’We Are the World’ og i Danmark ’Giv en hånd til Afrika’. 13. juli 1985 arrangede Bob Geldof det, der stadig anses som den største livekoncert nogensinde, Live Aid i London og Philadelphia.

I alt indsamlede Geldof & co. mere end halvanden mia. kr. til etiopierne i 1984-85, og han blev adlet for indsatsen. ’Sir Bob’ og andre velmenende rockstjerner har siden gentaget initiativet flere gange, og bl.a. fået rige lande til at eftergive afrikanske landes gæld.

TRÆPLANTAGE TIL UDDANNELSE

Jo længere vi kommer ned fra højlandet, jo flere bunker med trækul ligger ved vejsiderne. Trækul er træ, der er varmet kraftigt op, så det bliver mere effektivt som brænde. Her i Afrika produceres det imidlertid ofte på en primitiv facon, der både er sundhedsskadelig og ineffektiv, og en stor sæk indbringer kun 200 shilling – cirka 15 kr.

»Men folk har intet andet valg, når nu høsten er slået så meget fejl«, fortæller Philip Ndichu fra den lokale ngo GEM (Global Environmental Management Educational Centre).

GEM er en af initiativtagerne til et nyt og usædvanligt projekt, der forsøger at løse flere af Afrikas store problemer på én gang: Landsbyen Nyumbani huser børn, der har mistet deres forældre til aids, og samtidig producerer den både træer og fødevarer på en bæredygtig facon.

Nyumbani har plantet mere end 30.000 Melia volkensii-træer i en plantage i tilknytning til landsbyen. Arten er ikke blot tørkestærk, men også hurtigvoksende og meget velegnet som møbeltræ.

Plantagen kunstvandes med en pumpe, der er drevet af en solfanger, og som trods prisen på 1,2 mio. shilling er tjent ind på under et år – for alternativt skulle man have brugt samme beløb på brændstof til en dieselpumpe.

Om fem-seks år kan man begynde at høste og sælge træerne. Pengene skal blandt andet bruges til at finansiere de forældreløse børns videreuddannelse på college. Fem-seks år er noget nær en evighed i afrikansk perspektiv og normalt en helt urealistisk tidshorisont. Men en amerikansk rigmand har set potentialet, og har sponsoreret plantagen.

ØKOLOGI SÆLGES I BLIXENS BY

Nyumbani dyrker også andre arter, der kan klare sig i fremtidens varmere og mindre regnfulde klima. Fx Moringatræer, der ligesom landsbyen kan løse flere problemer på én gang:

Man kan bruge de tørrede frø til at rense beskidt vand med. Man kan også presse frøene – så får man behenolie, der er rigtig god til at smøre ure og andet finmaskineri. Og endelig er dens blade meget næringsrige: der er mere C-vitamin end i citroner og mere kalium end i bananer. Dermed kan den gøre de forældreløse børn, der selv er hiv-smittede, mere modstandsdygtige, fortæller Philip Ndichu.

Landsbyen har også olieplanter som kristpalme og purgernød, som kan bruges til biobrændstof. Og så dyrker de en række økologiske fødevarer sammen med folk fra de nærliggende landsbyer – der derved også får glæde af projektet.

De økologiske produkter kan typisk sælges til en merpris på 25-30 %. Men det kræver en vis mængde at få opkøberne til at køre helt herud fra Nairobi, for det er primært i hovedstadens velhavende kvarterer, at folk har råd til økologi.

Størst afsætning er der faktisk i forstaden Karen, hvor den danske forfatter Karen Blixen boede fra 1914-31 (allerede før da hed området dog Karen) Også turistområderne på kysten er dog begyndt at efterspørge økologi.

MASAIERNE OG GASSERNE

De kalder os iloridaa enjekat – ’dem, der spærrer deres prutter inde’ – fordi vi går i bukser. Men nu må masaierne sande, at det ikke er alle gasser, som den hvide mand spærrer inde. CO2 og andre drivhusgasser er medvirkende til, at mange af de områder, som masaierne tidligere kunne opdyrke, er blevet for tørre, og eftersom regeringen har lagt begrænsninger på deres traditionelle nomadeliv, har de ikke længere mulighed for at flytte sig. En rapport fra den britiske ngo OXFAM fra 2008 vurderer ellers, at resten af Afrika ville kunne bruge masaiernes erfaringer i kampen mod klimaændringerne. Masaierne har i århundreder flyttet sig fra de allertørreste områder og fundet andre steder, der ved første øjekast kunne synes lige så tørre, men hvor de alligevel kunne finde vand og drive landbrug.

Foto: MASAIER HAR I ÅRHUNDREDER FUNDET MÅDER AT DYRKE AFGRØDER PÅ I MEGET TØRRE OMRÅDER. HER ER DE MED GEDER NÆR GRÆNSEN TIL TANZANIA.

MASAIER HAR I ÅRHUNDREDER FUNDET MÅDER AT DYRKE AFGRØDER PÅ I MEGET TØRRE OMRÅDER. HER ER DE MED GEDER NÆR GRÆNSEN TIL TANZANIA.

KORALLERNE DØR

Ude ved kystbyen Mombasa mærker man også klimaændringerne, men foreløbig har de knap så drastiske implikationer som i de tørrere områder inde i landet.

Den veludviklede turistindustri betyder, at levestandarden er noget højere – i hvert fald i de perioder, hvor der ikke er uro i landet – og der er generelt flere alternativer til landbrug. Turistindustrien frygter dog fremtidens klima, ikke mindst fordi et af dens største trækplastre, koralrevene, rammes af den globale opvarmning. En tur under vandet i Mombasa Marine Park er allerede i dag ikke den farvestrålende oplevelse, man havde ventet. Flere steder er det faktisk som at svømme rundt i en sort-hvid film.

Korallerne er blegnet, og i stedet for at lyse op i alle regnbuens farver er de helt hvide eller allerede overgroet med alger. Koraller bleges naturligt hvert år lidt i den varmeste tid i marts-april, men denne type blegning er mere alvorlig og varer ved.

Blegningen kan blandt andet henføres til de varme havstrømme, der de seneste år har gjort skade på mange af verdens koralrev. Og så hjælper det heller ikke, at meget af indholdet fra Mombasas kloakker flyder urenset ud i havet, og at hotellerne langs kysten lukker svømmebassin-klor ud. Også her er miljøproblemerne altså en kombination af traditionel forurening og klimaændringer. Når korallerne dør, forsvinder mange af fiskene, der var en del af økosystemerne. Det er ikke kun trist for turister med snorkler og dykkerudstyr, men også for den naturlige beskyttelse af kysten mod storme eller tsunamier – og for de lokale fiskere.

Fiskerne kan også fortælle, at man ikke længere kan regne med, at havet er roligt i den såkaldt ’rolige tid’ mellem den korte regn og den lange regn – nordøstmonsunen og sydøstmonsunen.

Monsunerne flytter sig ofte, nogle gange flere uger. I det hele taget er klimaet også her på kysten blevet langt mere uforudsigeligt. Og så er det blevet varmere. Som Yunus Aboud, formand for en af fiskernes organisationer, udtrykker det: »Det er som om, at solen er kommet tættere på«

BLEGNEDE KORALLER

Koralrevene er de største levende strukturer på kloden. De udgør blot 0,1 % af havbunden, men er hjemsted for en tredjedel af alt marint liv. Dermed overgås de i biodiversitet kun af regnskoven.

Revene var truede, allerede inden den globale opvarmning slog igennem. Ikke kun af forurening og for megen turisme inde ved strandene og på selve revene, men også af de lokales aktiviteter, blandt andet fiskeri med dynamit og cyanid.

Men igen forværrer klimaforandringerne situationen. Der vil komme højere vandstand og flere storme, så der bliver skyllet mere sediment og grus ud fra kysterne. Værst på længere sigt er, at der kommer mere alvorlige episoder med den såkaldte El Niño og andre varme havstrømme, der bleger eller dræber korallerne.

Hertil kommer, at det forhøjede indhold af CO2 i atmosfæren ændrer havets kemiske sammensætning, så det generelt bliver mindre egnet til at leve i.

Havenes pH-værdi falder, de bliver mere sure, og så bliver det sværere for korallerne at skaffe tilstrækkeligt calcium-karbonat til at danne eller gendanne deres kalkholdige skeletter.

Ifølge forskerne vil denne forsuring af havene også ramme meget andet liv under overfladen.

Foto: DENNE KENYANSKE HAWKFISH ER BLANDT DE MANGE ARTER, DER RAMMES, NÅR KORALLER BLEGES AF HØJERE TEMPERATURER.

DENNE KENYANSKE HAWKFISH ER BLANDT DE MANGE ARTER, DER RAMMES, NÅR KORALLER BLEGES AF HØJERE TEMPERATURER.

OVERFISKERI GØR DET VÆRRE

Fiskerne i Mombasa og kystens anden store by Malindi skyder skylden for nedgangen i deres fangst på klimaændringerne. Fiskerne fanger nu typisk 1-2 kg fisk om dagen mod 4-5 kg for få år siden. »Men her er hovedårsagen altså overfiskeri«, fastslår marinbiolog David Obura.

David Obura har taget Ph.D. og mastergrad i USA i klimaændringers indflydelse på koraller og kystsamfund. Han er koordinator for Corcio (Coral Reef Degradation in the Indian Ocean), der blandt andet samarbejder med De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) om at sikre kysten her bedre mod de storme og havstigninger, der kan skabe erosion og oversvømmelser i flere lavtliggende landsbyer og hotelområder.

Obura er desuden højt placeret i den internationale miljøorganisation IUCN (International Union for Conservation of Nature). Han er medforfatter til underrapporter til FN’s Klimapanel, og har været med i Kenyas officielle delegation til flere klimamøder.

Og så er han en ildsjæl, der bruger en del tid på at omskole bønder og fiskere til alternativer til deres traditionelle levevis. »Den form for tilpasning er nødvendig, fordi Afrika har så svag en stemme i de internationale klimaforhandlinger, og fordi vi ikke kan vente på, at de rige lande udvikler teknologier, der begrænser deres CO2-udslip tilstrækkeligt«, siger Obura.

Han forsøger som stadig flere repræsentanter for klodens fattigste lande at få de rige lande til at investere mere i projekter, der sikrer de lokales overlevelse.

I øjeblikket putter de rige næsten udelukkende CO2-relaterede penge i såkaldte CDM-projekter, der kan godskrives på deres egne CO2-regnskaber, så de ikke skal skrue så meget ned for forureningen derhjemme. »Nogle af de industrialiserede landes CO2-penge bør i stedet bruges til direkte at afbøde de skader, som deres CO2-udledning har forvoldt i de fattige lande«, mener David Obura.

Han henviser til, at Kenyas CO2-udslip ligger helt nede på 0,3 ton pr. indbygger – mod eksempelvis Danmarks godt 10.

CIVILISATION DØDE AF VANDMANGEL

Det er ikke første gang, at indbyggere i Kenya døjer med livstruende vandmangel. Få km syd for Malindi på Kenyas kyst kan man se ruinbyen Gedi – resterne af en højtstående islamisk civilisation, der især i 1400-1500-tallet handlede Mingvaser med kineserne og glas med perserne, og som havde toiletter med skyl.

I 1600-tallet forlod de 2500 indbyggere stedet. Ingen ved præcis hvorfor, og indtil for nylig har man gættet på, at de følte sig truet af de kannibalistiske Zimba’er og andre stammer. Men nyere forskning tyder på, at den primære årsag var, at byens brønde udtørrede.

SUCCES FOR HAVBRUG

I landsbyen Entwapa en halv times kørsel nord for Mombasa finder vi et eksempel på, at nogle rige lande lytter til David Obura og hans ligesindede. Her ligger ’Kwetu Training Centre’, og her viser en stor grafisk fremstilling af centrets opbygning som et baobab-træ på gavlen af et af husene, at projektet blandt andet får støtte fra Tyskland, Storbritannien og Sverige.

Kwetu-træningscentret lærer bønder at dyrke afgrøder, der bedre kan klare sig i tørke. De får vist, hvordan de kan tørre frugter og gemme dem til de måneder, hvor de ellers har måttet købe dem dyrt i butikker. Og træningen i biavl er blevet så stor en succes, at flere lokale nu stolt fortæller, at de kan afsætte deres økologiske honning, sæbe, kosmetik og medicin til butikker.

Centrets hovedaktivitet er imidlertid oplæring i havbrug. Devisen er en omskrivning af det gamle kinesiske visdomsord: »Giv en mand en fisk, og han får mad i dag. Giv ham en fiskestang, og han får også mad i morgen« – hvor man i stedet for en fiskestang giver manden en fiskedam.

En af de fiskere, der har fået en fiskedam, er Lucas Fondo fra den nærliggende landsby Majaoni. ’Majaoni’ betyder sammenhold, men sammenholdet var begyndt at knirke i takt med, at landsbyboerne var kommet ind i en ond cirkel med stadig færre fisk i det lille vandløb, der fører fra havet og ind til deres arealer.

De prøvede at kompensere økonomisk ved at fælde flere mangrovetræer, der kan bruges til brænde og huse. Men når der bliver mindre mangrove, bliver der mindre mad til fiskene, og så kommer der endnu færre fisk. Samtidig betyder færre træer på skrænterne mere erosion, og at vandet nedenfor bliver mere beskidt. Nu har Lucas Fondo og de andre fra landsbyen med støtte fra Kwetu-centret brudt den onde cirkel og plantet 30.000 nye mangrovetræer. De bruger pinjetræer til at holde på jorden på skrænterne, og hurtigvoksende bambus til brænde og byggeri – og i øvrigt også til de krabbebure, der står inde i skyggen under mangroverne, og som er en del af havbruget.

Krabberne kan afsættes til turisthotellerne langs kysten. I højsæsonen kan prisen komme helt op på 600 shilling – næsten 50 kr. – per kg. Fiskene i de foreløbig syv havbrugsdamme uden for mangroven spiser landsbyen indtil videre selv. Men der er planer om at producere endnu mere, så man kan sælge på markederne i nærheden.

Foto: FISKERE HAR LET VED AT FÅ FANGST I NETTET I HAVBRUGET PÅ KWETU TRAINING CENTRE, HVOR LOKALE UNDERVISES I ALTERNATIVER TIL TRADITIONELT FISKERI.

FISKERE HAR LET VED AT FÅ FANGST I NETTET I HAVBRUGET PÅ KWETU TRAINING CENTRE, HVOR LOKALE UNDERVISES I ALTERNATIVER TIL TRADITIONELT FISKERI.

NØDVENDIGT MED STARTHJÆLP

Successen i Majaoni er inspiration for andre landsbyer langs kysten, der også er blevet interesserede i havbrug – og som med en økonomisk saltvandsindsprøjtning fra Kwetu-centret kan få mulighed for at investere i det.

Men ligesom inde i de tørre højlandsområder understreger David Obura, at det er absolut nødvendigt med starthjælp. Og det hele skal helst virke inden for to-tre måneder – ellers bliver folk utålmodige og opgiver.

»For nogle velhavende folk kan det virke direkte dumt, at fattige ikke investerer i noget, der på bare lidt længere sigt kan betale sig langt bedre end at fortsætte med det traditionelle landbrug og fiskeri«, forklarer Obura:

»Men det er altså svært at tænke langsigtet, når ens tanker kredser om, hvordan man skal få mad i munden i dag og i morgen«.




Denne side er kapitel 9 af 12 til publikationen "Turen Går Til De Varme Lande".
Version nr. 1.0 af 14-08-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9398/index.htm

 

 
 
 
  Politikens Forlag A/S, Udenrigsministeriet © | www.um.dk