BOLIVIA: BJERGENE SMELTER

Foto: CHACALTAYA-GLETSJEREN VED BOLIVIAS HOVEDSTAD SVINDER ÅR FOR ÅR.

CHACALTAYA-GLETSJEREN VED BOLIVIAS HOVEDSTAD SVINDER ÅR FOR ÅR.

Bolivia er det første land i verden, der for alvor tørster som følge af gletsjersmeltning. En forsmag på, hvad der vil ramme milliarder af mennesker verden over.

Selv om man ikke kan læse, at der står ’Fare. Forurenet vand’ på hovedkloakrøret, burde dødningehovedet ikke være til at tage fejl af. Alligevel har de fattige beboere her i udkanten af Bolivias hovedstad La Paz flere steder slået hul på røret.

Brunligt vand strømmer ud og får hele området til at lugte af et gigantisk offentligt toilet, tilsat lidt kemikalier og tungmetaller. Den cocktail siver ned til beboernes brønde, hvor de henter deres drikkevand.

Men vandet får også græsset til at vokse, så køerne, fårene og hønsene får noget at spise og drikke. Og det er lige nu og her det vigtigste for aymaraindianerne i bydelen Pucha Kollo, der som mange andre i La Paz’ store forstad, El Alto, lider under vandmangel.

Klimaforandringerne betyder, at der vil komme mindre smeltevand fra de gletsjere, der omkranser byen – en af dem er allerede næsten forsvundet.

Samtidig vokser millionbyen så voldsomt, at efterspørgslen på vand er begyndt at overstige udbuddet. Og på grund af skæv fordeling af ressourcerne og myndighedernes ineffektivitet har der allerede i et par år været vandmangel i nogle af slumkvartererne.

Dermed får Bolivia en forsmag på det, som ifølge FN’s Klimapanel vil ramme milliarder af mennesker. Ikke mindst dem, der er afhængige af vand fra verdens to største bjergkæder, Andesbjergene og Himalaya.

Årsagen er stigning i befolkningstallet, flugt fra land til by – og global opvarmning.

Kort: Bolivia

KLOAKVAND GIVER DIARRÉ

Her i Pucha Kollo ved La Paz betyder udviklingen, at et projekt, der skulle give beboerne rent vand, er blevet udsat på ubestemt tid.

Allerede før årtusindeskiftet lovede myndighederne, at der ville blive installeret en fælles vandhane for hver 50 familier, som det er kutyme i El Altos fattige kvarterer heroppe på den forblæste højslette over hovedstaden La Paz. Og i 2002 blev der bygget et vandtårn bag de lerklinede huse.

Tårnet står nu »som et monument over det mislykkede«, som sundhedskonsulent Elba Flores Gonzales udtrykker det. Hun er frivillig i den lokale græsrodsorganisation Mujeres Amupei og vant til at se, at folk graver brønde for tæt på stinkende flodvand, der flyder fra storbyens garverier, bilværksteder og andre småindustrier.

Men selv Elba Gonzales er rystet over kloakvandet i Pucha Kollo. Hun siger, at det uvægerlig vil give især børnene diarré og andre sygdomme.

Beboerne ved godt, at rent vand ville være bedre for husdyrene. Men de ved tilsyneladende ikke, at bakterierne, kemikalierne og tungmetallerne i kloakvandet ryger videre i fårenes kød, hønsenes æg og køernes mælk, som de sælger på markeder inde i byen. Og de afviser, at der er problemer med deres drikkevand.

»Det er krystalklart. Se«, siger den 60-årige beboer Basilia Sullkalla og hiver en spandfuld op af brønden fra vandspejlet kun 1 meter nede.

Elba Gonzales forsøger at forklare om nedsivning, men så bliver Sullkalla sur – som de andre beboere, vi forsøger at tale med. De er rigtig trætte af fine folk, der kommer og bralrer op om rent vand, uden at der sker noget som helst.

MINDRE LUGT OM MORGENEN

45-årige Mario Vesquez vil dog godt snakke lidt. Han står og graver kanalen fra kloakrøret over til sit hus fri for afføring og affald, der er løbet ud med spildevandet.

Hans kone Clementina og børnene Sonia og Fidel springer rundt i bare tæer i sandalerne på den svampesumpede jord og samler tørre kokasser til brændsel i Clementinas forklæde.

Når de knækker morgenfrosten på en af pytterne, forstærkes markens lugt af kloak.

Mario Vesquez fremhæver, at vandet fra kloakrøret »faktisk ikke lugter så meget om natten og om morgenen«.

»Men jeg ved da godt, at det er fyldt med kvælstof og andet skidt. Så nogen burde altså snart gøre noget ved det der«, siger Vesquez og peger.

Han mener, at nogen snart burde få vandtårnet til at fungere. Men pegefingeren har også retning mod bjergene og de smeltende gletsjere.

Foto: MARIO VESQUEZ HAR IKKE ANDRE MULIGHEDER FOR AT SKAFFE VAND TIL SINE HUSDYR END FRA KLOAKLEDNINGEN UDEN FOR SIT HUS.

MARIO VESQUEZ HAR IKKE ANDRE MULIGHEDER FOR AT SKAFFE VAND TIL SINE HUSDYR END FRA KLOAKLEDNINGEN UDEN FOR SIT HUS.

VERDENS GLETSJERE SMELTER

Der har altid været variation i gletsjeres udstrækning her på kloden; de smelter, når det er varmt og solen skinner; de gendanner sig, når det er koldt og der falder sne eller regn. Processen varierer også naturligt fra tiår til tiår, fra århundrede til århundrede.

Men den globale opvarmning betyder ifølge FN’s Klimapanel og andre klimaeksperter, at gletsjere i Grønland, Alperne, Rocky Mountains, Himalaya, New Zealand – ja, over stort set hele jordkloden – er begyndt at trække sig tilbage med hidtil uset hast. Og med de højere temperaturer kan gletsjerne slet ikke nå at gendanne, hvad der smelter.

Når gletsjeres afsmeltning eskalerer, er det første resultat mere vand. Det vil sige, at de byer, der ligger højest og tættest på gletsjeren, i første omgang nyder godt af den globale opvarmning. Det er også situationen i flere højtliggende landsbyer i bjergene omkring La Paz.

Problemet er, at der i udviklingslande som Bolivia ikke er kapacitet i dæmninger og kanaler længere nede ad bjerget til at opsamle de øgede mængder smeltevand. Desuden er ledningsnettet ofte utæt eller ineffektivt opbygget.

Meget af vandet til La Paz går derfor til spilde eller skaber sammen med de voldsommere regnskyl oversvømmelser og jordskred, der begraver huse, husdyr og mennesker.

VEJRET I BOLIVIA, NU OG I FREMTIDEN

Bolivia er knap 1.099.000 km² – godt 25 gange større end Danmark. Landet ligger lige syd for Ækvator og har på grund af den store højdeforskel – fra 0 til over 6000 meter – stor variation i klimaet.

I højlandet ligger temperaturen om dagen typisk på 15-20 grader og kan komme helt ned til minus 10 om natten. I dalene er klimaet subtropisk eller tempereret, og i lavlandet er det varmt og mange steder også meget fugtigt – temperaturer over 30 grader er ikke ualmindeligt.

De seneste årtier er gennemsnitstemperaturen steget, samlet med 0,5-1 grader, afhængig af hvor man er i landet. Klimamodellerne forventer, at stigningen kommer op på 1,5-2,0 grader i 2050.

Regntiden er fra oktober til april og er hidtil kulmineret fra midt-januar og frem til marts. De seneste år er de voldsomme regnskyl imidlertid ofte begyndt i december og har nået et hidtil uset omfang i januar. Oversvømmelser har ramt titusindvis af familier hvert år siden 2004, også i områder der ikke tidligere har været vant til det.

Ekstremregnen resulterer nogle gange i jordskred: i marts 2003 forsvandt en hel landsby – Chima ved La Paz – i mudderet. 69 mennesker blev levende begravet.

Omvendt er der langt tørrere i oktober-november og i marts-april end tidligere. Især mange dale slås derfor med tørke og fejlslagen høst.

Regnen vil frem mod 2050 blive intensiveret med op mod 10 % i de vådeste måneder, men falde omkring 5 % i de tørreste. Sammen med de højere temperaturer og ændringer i vindmønstrene betyder det øget risiko for vandmangel.

Det varmere og vådere vejr får denguefeber og malaria til at rykke op ad bjergsiderne; sidstnævnte er fundet helt oppe i 3800 meters højde i landsbyen Tuntunani nær hovedstaden La Paz.

Foto: Regnvejr i Bolivia

Kilder: FN’s Klimapanel, Hadley Centre, FAO m.fl.


007 – LICENCE TO SPILL

Foto: James Bond i skikkelse af Daniel Craig

Hollywood har ladet sig inspirere af vandmanglen i Bolivia. I James Bond-filmen Quantum of Solace fra 2008 vil skurken med det noget misvisende efternavn Greene hjælpe en grum boliviansk eks-diktator tilbage til magten mod til gengæld at få retten til en vigtig naturressource.

Ressourcen er ikke olie eller diamanter, som man ellers skulle tro i begyndelsen af filmen. Det er vand. Greene vil opdæmme vandet fra underjordiske floder under tørre områder, så det forsvinder fra brøndene i landsbyerne. Så kan han blive stenrig ved at fordoble prisen på drikkevand.

UDTØRRING OG ELMANGEL

Efterhånden som en gletsjer bliver markant mindre, kan den opsamle mindre nedbør i regntiden. Derved svinder mængden af smeltevand, som den afgiver – indtil den helt udtørrer.

Så rammes alle, både de højtliggende landsbyer og storbyer som La Paz, der får en tredjedel af sin vandforsyning direkte fra gletsjere.

Situationen forværres af, at bjergene her er rige på tin og andre mineraler, som det økonomisk godt kan betale sig at udvinde. Et fattigt land som Bolivia siger nødig nej til eksportindtægter, selv om mineslagger er en af de værste kilder til vandforurening.

Også elforsyningen undermineres af afsmeltningen. Næsten 80 % af strømmen til La Paz kommer fra vandkraft.

De fleste af de højeste bjerge omkring den bolivianske hovedstad er stadig sne- og isdækkede, men det hvide bliver stadig mindre, og en af tinderne er blevet sort-rød. Det er Chacaltaya, der indtil for få år siden husede verdens højest beliggende skisportssted.

SKIPISTE I MÅNELANDSKAB

Skihytten på toppen af Chacaltaya virker i forvejen lidt malplaceret her i Sydamerika med sin schweizisk-alpine stil og en restaurant, som ejeren, Club Andino Boliviano, har kaldt ’Gaststube’. Men det mest iøjnefaldende er det, der ikke er ved stoleliften: sne. Den globale opvarmning har forvandlet Chacaltaya-skipisten i 5.300 meters højde til et månelandskab med kun spredte, tynde hvide klatter på de mørke klipper.

Mere end 200 meter har isen trukket sig tilbage, siden afsmeltningen eskalerede fra omkring 1990 – et tempo, der har rystet selv de mere pessimistiske klimaforskere. Allerede i 2010 eller 2011 vil Chacaltaya-gletsjeren ifølge eksperterne lide samme skæbne som sabeljaguaren, gigantdovendyret og de andre uddøde dyr, man kan se på tegninger inde i alpehytten.

Og så vil de 10-15 par ski, der i øjeblikket kun kan lejes ud få dage i regntiden til hardcore entusiaster, samle støv hele året. Hermed har den bolivianske overklasse og velbeslåede turister mistet en legeplads, og Club Andino Boliviano må designe et nyt logo i stedet for sin kondor på ski.

Samtidig er der nu en gletsjer mindre til at forsyne de fattige neden for bjergene med drikkevand, påpeger Edson Ramirez, professor på La Paz’ universitet og verdenskendt glaciolog: »Hvis afsmeltningen eskalerer med samme hast som hidtil, vil alle gletsjerne her i området – og i stort set resten af Sydamerika – være forsvundet i løbet af 20-25 år«, siger Ramirez.

Foto: DET ER EFTERHÅNDEN RET SMÅT MED KUNDERNE PÅ VERDENS HØJEST BELIGGENDE SKISPORTSSTED LIGE UDEN FOR LA PAZ.

DET ER EFTERHÅNDEN RET SMÅT MED KUNDERNE PÅ VERDENS HØJEST BELIGGENDE SKISPORTSSTED LIGE UDEN FOR LA PAZ.

ÅNDELØS UDSIGT

Trodser man den tynde luft og kæmper sig prustende op ad den stenede sti til toppen af Chacaltaya, underbygges Ramirez’ pointe.

Er du ikke blevet åndeløs af turen herop, bliver du det af udsigten: Mod vest kan du skimte den turkisblå Titicacasø ved grænsen til Peru, mod øst er skydækket tæt over den bolivianske regnskov, mod syd ligger smoggen over La Paz og længere væk vulkanerne ved grænsen til Chile.

Og mod nord og sydøst knejser de fire bjergtoppe på omkring 6.000 meter, der stadig er hvide.

Men sammenligner man med Edson Ramirez’ gamle fotografier – taget på samme tid af året – kan man se, at også på de bjerge er gletsjerne blevet markant mindre. På nogle af dem er det 18.000 år gammel is, der smelter. Billedet bliver endnu mere tydeligt, når man kommer tættere på: Zongogletsjeren, der stikker sin hvide tunge ned fra Huyana Potosi-bjerget, trækker sig tilbage med samme hast som Chacaltaya. De seneste års retræte har efterladt store smaragdgrønne smeltevandspytter på plateauet neden for iskanten.

Zongos isvægge er flere steder stadig så høje som Rundetårn. Men der er en konstant rislen fra smeltevandet, der løber under ismasserne, og indimellem river jord, sten, grus eller istapper sig løs og rutsjer ned mod dalen.

Dernede ligger en stor dæmning og et relativt effektivt system af kanaler, som opsamler en del af de stigende mængder smeltevand. Men Zongo-dæmningen er undtagelsen fra reglen. Langt de fleste steder betyder den accelererende afsmeltning og den forkortede regntid, at der er mindre vand til rådighed.

FOR VARMT TIL AT FRYSE KARTOFFEL

I bjergene omkring La Paz har indianerne hidtil kunnet frysetørre den såkaldte Chuño-kartoffel ved at lægge den på halm i det fri, så den bliver udsat for nattefrost og efterfølgende tørret af den brændende sol i fire-fem dage. På den måde har man kunnet holde kartoflen spiselig i flere år. Men de seneste år er temperaturen blevet for høj til denne form for frysetørring – medmindre man drager tæt på de 5000 meters højde.

Foto: ZONGO-DÆMNINGEN ER BLANDT DE FÅ EFFEKTIVE OPSAMLINGSBASSINER I BOLIVIA. LANGT DE FLESTE STEDER GÅR GLETSJERVANDET TIL SPILDE.

ZONGO-DÆMNINGEN ER BLANDT DE FÅ EFFEKTIVE OPSAMLINGSBASSINER I BOLIVIA. LANGT DE FLESTE STEDER GÅR GLETSJERVANDET TIL SPILDE.

SKÆNDERIER OM MARKVANDING

Vandmanglen kan blandt andet mærkes i Palcadalen, der ligger neden for bjerget Cerro Choquecota godt en times kørsel fra La Paz. Dalen var indtil for nylig meget frugtbar, men er nu hårdt plaget af tørke i slutningen af tørtiden fra august til oktober, nogle gange helt ind i november.

Hårnålesving uden autoværn leder en grusvej forbi græssende lamaer og ned under skydækket til dalen, hvor 53-årige Felipa Amaru står og hakker i sin tørre jord. Det samme gør hendes yngste datter, Reyna på 11, og niecen Jessica på 7.

Solen er på vej ned bag bjergene, da de lægger hakkerne og trasker forbi grisen og marsvinene op i det lille køkkenhus bygget af ler, jord, græsstrå og vand. Her går Felipa Amaru i gang med at skrælle kartofler. Amaru er en af dem, der bor længst væk fra Cerro Choquecota, og dermed også en af dem, der først mærker, når bjerget ikke har så meget vand at give til dalen.

Beboerne har gravet kanaler, der i århundreder har sørget for, at alle fik glæde af det vand, der løb ned ad bjergsiderne. Men med den stigende vandmangel må de skiftes til at åbne sidekanalerne til de enkelte marker. Og da Amaru er enlig mor uden nævneværdig gennemslagskraft i det lille samfund, er hun en af dem, der er tvunget til at stå op om natten for at lede lidt vand ud på sin mark. »Skænderierne mellem os om vandet bliver værre år for år«, siger Felipa Amaru, mens stemmen næsten knækker.

Foto: FELIPA AMARU HAR FÅET SVÆRERE VED AT DYRKE KARTOFLER I TAKT MED, AT JORDEN BLIVER TØRRERE OG ADGANGEN TIL VAND BLIVER BEGRÆNSET.

FELIPA AMARU HAR FÅET SVÆRERE VED AT DYRKE KARTOFLER I TAKT MED, AT JORDEN BLIVER TØRRERE OG ADGANGEN TIL VAND BLIVER BEGRÆNSET.

DE RIGE VIL KØBE VANDET

Konflikter om vand ender ofte netop med, at de svageste bliver sorteper. Felipa Amaru er som resten af Palcadalen meget oprørt over, at landsbyen Choquecota ved toppen af bjerget forhandler om at sælge vandet deroppefra til La Paz.

Beboerne i den rige del af byen blev pludselig ekstra opmærksomme på hele klimaproblematikken, efter at man var uden vand i hanerne i tre uger i 2008, fordi et jordskred havde ødelagt ledningsnettet. Men forsvinder meget af Choquecotas vand til La Paz, vil landbrug i Palcadalen næsten blive umuligt.

I forvejen har bønderne i dalen bestemt ikke let ved at få det til at løbe rundt. De fortæller samstemmende, at deres udbytte på de vigtigste afgrøder – kartofler, majs, bønner og ærter – er faldet med omkring 50 %.

De priser, de kan få for varerne, er så steget, men langtfra så meget, at det balancerer. Det har sat gang i en flugt til minerne i området, til slumkvartererne i La Paz, til landbrugsarealerne længere nede mod regnskoven og til nabolandet Argentina, der har højere levestandard.

EN BOLIVIANSK GEORG GEARLØS

Felix Perez har hverken mistet modet eller humøret. Den 53-årige landmand i Palca-dalen har ellers nok at være trist over: Hans udbytte på bønner, kartofler, ærter og majs er på få år faldet til det halve, og hans eneste søn, Felix junior, har fulgt så mange andre unge og er flyttet ind til La Paz.

»Jeg kan godt forstå dem. De sulter jo nærmest ihjel, hvis de bliver her«, siger Felix Perez med et lille smil.

Han selv har ikke andet valg end at blive og kæmpe med de voldsommere skybrud og længere tørkeperioder. Et af våbnene i kampen mod klimaændringerne er en selvbygget havevander.

Den er lavet af stumper fra isenkræmmeren og koster kun knap 15 bolivianos – godt 12 kr. – mod 80 bolivianos for den færdigproducerede havevander, han kan købe i forretningen.

Perez kan selv reparere vanderen, og så kan den snurre rundt og bedre nå gulerødderne og løgene på hans lille jordstykke på blot 1000 m².

Haven rummer også helt tørt, næsten lysebrunt majs. Nogle kolber er hængt til tørre uden for rotternes rækkevidde, så Perez’ kone Natividad senere kan bage det til majsbrød i jordovnen bag det lille lerhus.

Felix Perez prøver også at bruge hjemmebrygget insektmiddel og er gået tilbage til husdyrgødning i stedet for den dyrere og ofte mere skadelige kunstgødning.

Og så er han i færd med at bygge et drivhus af gamle plastikflasker, så han kan dyrke hindbær. Det er en af de muligheder for nye afgrøder, der har vist sig, efterhånden som det er blevet varmere i dalen.

Foto: Felix Perez

Foto: SELV OM TEMPERATUREN ER STEGET I BOLIVIA, ER DER STADIG BRUG FOR AT VARME ØRERNE MED EN HAT, NÅR MAN KOMMER HØJT OP I ANDESBJERGENE.

SELV OM TEMPERATUREN ER STEGET I BOLIVIA, ER DER STADIG BRUG FOR AT VARME ØRERNE MED EN HAT, NÅR MAN KOMMER HØJT OP I ANDESBJERGENE.

TRE ÅRSTIDER PÅ EN DAG

En af de få yngre, der er blevet tilbage i Palca, er 33-årige Modesto Usnayo. Han bor med sin kone og fire små drenge på en skråning og har som langt de fleste andre bønder blot mellem 1000 og 2000 kvadratmeter jord, svarende til en større dansk parcelhusgrund. Usnayo vil helst ikke bruge kunstgødning. Han

 viser hvorfor ved at hælde 10-15 små hvide gødningskugler ud over et par regnorme, han har taget op i hånden. Ormene vrider sig og bliver svidet ihjel af saltene i kunstgødningen i løbet af 10-15 sekunder.

Det vil Usnayo ikke byde sin familie eller dem, der køber hans afgrøder. Men det er svært at dyrke jorden økologisk, når der nu er så lidt vand.

Som flere af dalens andre beboere fremhæver Usnayo også positive effekter af de højere temperaturer. Han peger på et ferskentræ, som ville have haft det for koldt her for få år siden.

»Men samtidig er vejret blevet mere uforudsigeligt: pludselig får vi hagl i november, kraftig regn eller tørkeperioder uden for den normale sæson. Der kan være tre årstider på en dag, så det er sværere at passe på afgrøderne«, fortæller han.

»Men det værste er det der«, siger Usnayo og retter sin pegefinger mod Cerro Choquecota. »Da jeg var barn, var den bjergtop isdækket hele året. Nu er der som oftest kun små klatter hvidt på den. Vi kan ikke overleve her uden vand«, siger Usnayo.

Han overvejer derfor at følge i fodsporene på dem, der er draget længere ned i lavlandet.

Foto: MODESTO USNAYO FÅR STADIG SVÆRERE VED AT DYRKE AFGRØDER OG SKAFFE MAD TIL SIN FAMILIE. JORDEN ER OFTE ENTEN FOR TØR ELLER FOR VÅD.

MODESTO USNAYO FÅR STADIG SVÆRERE VED AT DYRKE AFGRØDER OG SKAFFE MAD TIL SIN FAMILIE. JORDEN ER OFTE ENTEN FOR TØR ELLER FOR VÅD.

REGNSKOVEN MÅ VIGE

Men flugten til lavlandet er skidt for både mennesker og miljø, påpeger ekspert i landbrugsøkonomi Javier Gonzales. »Nybyggerne i lavlandet rydder regnskov for at få plads til at dyrke kaffe, bananer, appelsiner og andre profitable afgrøder – på en meget intensiv, kortsigtet facon, der hurtigt udpiner jorden«, forklarer Gonzales.

Bolivias skovdække – godt halvdelen af landets samlede areal – er i forvejen voldsomt presset af magtfulde jordbaroner, der betaler myndighederne for at se den anden vej eller indkalkulerer de ret beskedne bøder for ulovligt at brænde skov af.

Udviklingen skader ikke blot Bolivias dyreliv, der med brillebjørnen, andeskatten og hundredvis af andre sjældne arter hører til det mest unikke på planeten.

Det skader også befolkningens sundhed: Eksperter i insekter og tropesygdomme vurderer, at man generelt oftere får myggestik i relativt åbne landbrugsområder, der er ryddet for regnskov, end hvor junglen stadig er intakt. Bl.a. fordi insekterne kan finde så meget andet at stikke i inde i junglen.

ISSTORM I TROPERNE

En af de mest ekstreme vejrbegivenheder, der har ramt Bolivia de seneste år, var en haglstorm.Det er ikke usædvanligt, at det hagler i bjergene i tropiske områder. Men det er usædvanligt, at det er så voldsomt som i La Paz 19. februar 2002.

Haglene oversvømmede gaderne i hovedstaden. Et sted skyllede de ned i en kælderbar som en kæmpestor bølge af slush-ice og frøs bogstaveligt talt gæsterne til is, så ligene senere skulle hugges ud. I alt døde mindst 60 i haglstormen. 19 forsvandt, og 130 blev kvæstet.

Foto: MANGE HØJLANDSBØNDER FLYTTER TIL LAVLANDET I HÅB OM EN BEDRE TILVÆRELSE. MEN DET ENDER OFTE ENDNU VÆRRE, BÅDE FOR MENNESKER OG NATUR.

MANGE HØJLANDSBØNDER FLYTTER TIL LAVLANDET I HÅB OM EN BEDRE TILVÆRELSE. MEN DET ENDER OFTE ENDNU VÆRRE, BÅDE FOR MENNESKER OG NATUR.

SKOVRYDNING SKADER KLIMA

Mindre skovområder betyder derfor opblomstring af alvorlige sygdomme. Og det problem forstærkes af de stadig hyppigere og større oversvømmelser, der også kan henføres til den globale opvarmning:

I februar 2008 skabte vejrfænomenet La Niña for tredje år i træk voldsomme oversvømmelser i det bolivianske lavland, specielt omkring Trinidad og Cochabamba. 54 døde, 16.000 familier fik ødelagt deres hjem og landbrugsjord, og forekomsten af denguefeber og malaria steg voldsomt.

Sidst men ikke mindst skader skovrydning klimaet: Træer holder på CO2, og rydning af skov står for hele 80 % af Bolivias samlede udledning af drivhusgasser. Det sydamerikanske land udleder dog stadig blot 1 ton CO2 per indbygger – mod 10 ton per indbygger i Danmark og mange andre vestlige lande.

Derfor er omkvædet hos bolivianerne – fra bønderne i Palcadalen og helt op til den aymaraindianske præsident, Evo Morales – at det er de rige lande, der bør betale langt hovedparten af regningen for klimaproblemerne. »De rige har langt størstedelen af ansvaret for den globale opvarmning, mens de fattige lande rammes hårdest og er dårligst klædt på til at imødegå konsekvenserne«, opsummerer direktør Oscar Paz fra Bolivias Klimastyrelse.

EN JUNGLE AF CO2-REDUKTION

Der har altid været kamp om naturen i nationalparken Noel Kempff Mercado i Bolivias del af Amazonas-junglen, på grænsen til Brasilien. Parken er opkaldt efter en boliviansk biolog, der måtte lade livet i 1986, da han på feltarbejde faldt over en omfattende kokainfabrikation.

Noel Kempff er på 15.000 km² – to gange Sjælland – og et af de biologisk allerrigeste områder på kloden. Her lever blandt meget andet jaguarer, lyserøde floddelfiner, tapirer, brøleaber, kæmpe myreslugere og ditto bæltedyr. For slet ikke at tale om parkens mest truede indbygger, den ret besynderlige mankeulv – der faktisk ikke er en rigtig ulv, men ofte beskrives som en rød ræv på stylter. Hertil kommer hele 600 fuglearter og 4000 plantearter.

Indtil for få år siden var rovdriften på nationalparkens tømmer helt ureguleret. Men så iværksatte Bolivia det første skovprojekt, der blev certificeret som CO2-reducering under Kyoto-protokollen, og som kan være med til at vise vejen for fremtidig internationalt samarbejde om skovbevarelse. Til gavn for både den biologiske mangfoldighed og klimaet.

Med støtte fra miljøorganisationer og energiselskaber som BP – der kan bruge initiativet i deres markedsføring – bremsede den bolivianske regering skovfældningen betydeligt.

Opmålinger, opkøb, sociale projekter og bevidstgørelse af lokalbefolkningen om skovenes værdi har siden 1998 kostet omkring 50 mio. kr. Til gengæld har man forhindret fældning af omkring 8300 km² skov i og omkring Noel Kempff-parken. Dermed har man afværget, at 1,2 mio. ton CO2 røg op i atmosfæren – svarende til den årlige udledning fra mere end en tiendedel af landets befolkning.

Man regner med at begrænse skovfældning svarende til yderligere 4,8 mio. ton CO2 de næste 20 år.

Foto: PUMAEN ER BLANDT DE DYR, DER ER BLEVET MINDRE TRUET I NOEL KEMPFF-NATIONALPARKEN I BOLIVIA. PROJEKTET INSPIRERER KLIMAFORHANDLERNE.

PUMAEN ER BLANDT DE DYR, DER ER BLEVET MINDRE TRUET I NOEL KEMPFF-NATIONALPARKEN I BOLIVIA. PROJEKTET INSPIRERER KLIMAFORHANDLERNE.


DANSK INDSATS MOD GLETSJERDØD

Foto: Smeltende gletsjer

De rige lande skal betale mest for at imødegå konsekvenserne af global opvarmning – også de klimaændringer, der sker i de fattige lande.

Det synspunkt er udbredt i udviklingslande som Bolivia, og det vinder på sin vis også gehør på 9. sal i et af højhusene med de store glasfacader i La Paz’ ambassadekvarter. Her sidder ambassadør Charlotte Slente og fremhæver, at Bolivia er en af de modtagere af dansk udviklingsbistand, hvor man hurtigst kom i gang med at gennemføre den danske regerings strategi om at indarbejde klimahensyn.

Der blev afsat fem mio. kr. i 2008-2010 til arbejdet, og pengene blev især fordelt til tre områder:

  • Forbedret udveksling af information om klimaændringer og deres konsekvenser.
  • Eksperthjælp til Bolivias mål om at inkorporere klimahensynet i alle ministerier – fx stiller Danmark eksperter til rådighed for Bolivias arbejde med klima og nedbringelsen af emissioner fra skovafbrænding.
  • Et pilotprojekt med forskning i ændrede dyrkningsmetoder for nogle af de eksisterende afgrøder og indførsel af nye, der bedre egner sig til et varmere klima.

Hertil kommer afledte effekter fra de cirka 40 mio. kr., Danmark årligt giver til renere teknologi, vandforvaltning, beskyttelse af truede arter og andet traditionelt miljøarbejde. Samt synergieffekter fra samarbejdet med blandt andre Sverige, Holland, EU-kommissionen, Verdensbanken og FN.

Hovedfilosofien bag det hele er, at det er bedre – og billigere – at forebygge end at helbrede.

»I stedet for at bruge penge på dyr genopbygning efter oversvømmelser eller andre voldsomme vejrfænomener, må vi prøve at forhindre, at de får så store menneskelige og økonomiske konsekvenser«, forklarer ambassadør Charlotte Slente.

Og det er sådan set svært at være uenig i, synes direktøren for Bolivias klimastyrelse under Viceministeriet for Arealplanlægning og Miljø, Oscar Paz.

Han sidder på et lille, mørkt kontor i La Paz’ gamle bydel foran en stor tegning af en jordklode, der er ved at blive omsluttet af en brunsort sky.

Bolivia er indstillet på medansvar. Men som alle eksperterne fremhæver Oscar Paz, at klimaproblemerne forværrer udviklingslandenes traditionelle miljøproblemer.

»Derfor er det også vigtigt, at den hjælp, vi får til at løse dem, bliver lagt ovenpå de eksisterende ressourcer. Man kan ikke bare flytte penge fra en kasse til en anden«, siger Oscar Paz – med slet skjult adresse til de vestlige lande, der ikke har øget den samlede støtte.

HVEM SKAL NU BETALE?

I de internationale klimaforhandlinger arbejder Danmark og resten af EU netop for, at de rige lande skal betale mest – dog samtidig med at udviklingslandene også selv skal gøre en indsats. Men Bolivia vil skam godt selv gøre en indsats, understreger Oscar Paz. Hans klimastyrelse har fået forhøjet sine bevillinger af de bolivianske politikere i takt med, at landet i stigende grad oplever ekstreme vejrfænomener.

Det anslås, at konsekvenserne af klimaændringerne har slugt næsten hele den 5-6 % årlige stigning i BNP, man har oplevet de første år af årtusindet. Men klimastyrelsens budget afspejler stadig, at Bolivia er Sydamerikas fattigste land – med en gennemsnitsindkomst på blot 6000 kr. om året.

Og budgettet er stadig langt fra stort nok til, at Oscar Paz og hans folk kan få igangsat bare en brøkdel af deres forslag til at imødegå klimaændringerne: De vil godt forbedre kontrollen og forhøje bøderne til de jordbaroner, der driver rovdrift på skovene. De vil lave oplysningskampagner, så bolivianerne bliver mere bevidste om deres brug af vand og ikke smider affald, mineslagger eller industrikemikalier ud i det.

De vil forbedre ledningsnettet, så det ikke er så utæt og ineffektivt som i dag. Og de vil især vældig gerne følge rådene fra Edson Ramirez og andre vand eksperter om at bygge rigtig mange små lokale dæmninger og kanaler til at opsamle vandet.

OVEN I ANDRE PROBLEMER

Men sådan en klimatilpasning vil tage tid at få gennemført og være endog meget dyr. Det specielle ved den globale opvarmning er netop, at den forværrer og fordyrer løsningen af de problemer, den fattige del af verden længe har kæmpet med: mangel på rent vand, tørke, oversvømmelser, rovdrift på skovene og så videre og så videre. »Klimaproblemerne bliver så at sige lagt oven i de eksisterende problemer«, påpeger landbrugsekspert Javier Gonzales.

Og selv om Danmark og en del andre rige lande har overført en del af deres udviklingsbistand til klimaarbejde, har ingen forhøjet den så markant, at den er tilpasset til det større behov.

Den rige og den fattige del af verden står dermed også i klimadiskussionen langt fra hinanden i spørgsmålet om, hvor meget der skal betales og hvornår.

Imens står sundhedsarbejder Elba Flores Gonzales ved hovedkloakrøret i den stinkende forstad Pucha Kollo og ser op på de hvide bjergtinder. Hun mumler, nærmest henvendt til sig selv: »Nogle burde gøre noget og opsamle det rene vand, mens det stadig flyder. Mens der stadig er tid«.

HAR VÆKSTEN SPILLET FALLIT?

I årtier er miljøaktivister, der taler imod vækst og kapitalisme, nærmest blevet latterliggjort. For beviste Brundtlandrapporten om bæredygtighed ikke én gang for alle, at man godt kunne have økonomisk vækst samtidig med, at miljøhensyn og sociale hensyn blev opprioriteret?

Den økonomiske krise i 2008 gav imidlertid anti-vækst-fortalerne ny vind i sejlene. En af de mest fremtrædende af dem er Bolivias præsident Evo Morales. Han har flere gange argumenteret for, at klimakrisen kun kan løses med et opgør med vækstfilosofien, senest i et indlæg ved FN-konferencen i Poznan 2008 med titlen ’Frels Planeten fra kapitalismen’.




Denne side er kapitel 7 af 12 til publikationen "Turen Går Til De Varme Lande".
Version nr. 1.0 af 14-08-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9398/index.htm

 

 
 
 
  Politikens Forlag A/S, Udenrigsministeriet © | www.um.dk