KLIMAKRIGE: KONFLIKTER OPTRAPPES

VANDMANGEL VAR IFØLGE EKSPERTER MEDVIRKENDE TIL, AT KONFLIKTEN I DARFUR BLEV OPTRAPPET.

Flere og større ørkener. Oversvømmelser og vandmangel. Der bliver rift om verdens naturressourcer, og selv konservative økonomer forudser flere end 100 millioner klimaflygtninge.

I 1985 sad den unge britiske antropolog Alex de Waal i et beduintelt i Darfur. De Waal var i færd med at samle stof til sin doktorafhandling om hungersnøden i området, og han var blevet inviteret til te af en gammel, næsten blind sheik ved navn Hilal Abdalla.

Abdallas hovedbudskab til de Waal var, at dommedag var nær. Sandet fra ørkenen havde aldrig på denne måde blæst i så store mængder hen over tidligere så frugtbart land, fortalte sheiken.

Det var en udvikling, der dengang udelukkende blev henført til rovdrift på skovene og græsarealerne – og som altså ifølge den vestlige verden var afrikanernes egen skyld.

Men 20 år senere havde klimaforskere på USA’s Columbia University og andre eksperter fundet ud af, at ændringerne efter alt at dømme primært kunne henføres til de rige landes CO_2-udledning.

Stigende temperaturer i tropiske og sydlige oceaner kombineret med en nedkøling over Atlanten var nok til at forstyrre de afrikanske monsuner, der tidligere jævnligt havde sørget for tilstrækkeligt med vand til Darfur-regionen.

Samtidig med at disse nye forskningsresultater blev offentliggjort, sad Alex de Waal – nu forfatter og direktør for organisationen Justice Africa – med USA’s liste over de eftersøgte for krigsforbrydelser i Darfur. En region, der siden 2003 havde været præget af voldsomme overgreb mod lokalbefolkningen.

Øverst på listen over de arabere, der var hovedansvarlige for drabene på mellem 200.000 og 450.000 afrikanere og fordrivelse af yderligere to millioner, stod navnet Musa Hilal. Han var søn af Abdalla, den klimabekymrede sheik, som havde budt de Waal på te 20 år tidligere.

SUDANESISKE KVINDER OG BØRN VENTER PÅ BEHANDLING I ZAMZAM-FLYGTNINGELEJREN. LEJREN ER AFHÆNGIG AF, AT LASTBILER HVER DAG KOMMER MED VAND.

»TØRKE BETYDER DØD«

Beretningen om de Alex de Waal og familien Hilal kan læses i forfatteren Stephen Faris’ klimabog ’Forecast’. Men de Waal var langt fra den eneste, der i de år begyndte at koble konflikten i Sudan med klimaændringerne. Stadig flere og stadig mere prominente folk opdagede sammenhængen:

I oktober 2006 konkluderede den tidligere rådgiver for FN og Verdensbanken, professor i økonomi Jeffrey Sachs fra Columbia University, at »Darfur har brug for en vandstrategi frem for en militærstrategi«:

»Den basale årsag til konflikten er regionens ekstreme fattigdom, der i løbet af 1980’erne blev katastrofalt forværret af en tørke, der faktisk har varet lige frem til i dag. (...) Afrika syd for Sahara er et område, hvor livet er afhængigt af regnens komme, og hvor tørke betyder død«, fremhævede Sachs.

Han og andre eksperter var naturligvis helt på det rene med, at Sudan – og andre tørre områder – har haft tørke, vandmangel og ikke mindst voldelige konflikter før. Men klimaændringerne gør disse problemer værre.

Problemerne i Sudan spredte sig også til nabolandet Tchad, hvor kvægdrivere og andre nomader kom op at toppes med lokalbefolkningen om retten til vandet.

Og i Somalia blev mindst 250 mennesker i 2004-2006 dræbt under det, der lokalt blev omtalt som ’krigen om brøndene’.

GENERALER FORUDSER KLIMAKRIGE

Klimaforandringer udgør en alvorlig trussel mod USA’s – og andre landes – nationale sikkerhed. Det konkluderede en amerikansk tænketank med tidligere hærchef, general Gordon R. Sullivan og 10 andre højtstående militærfolk i en rapport i april 2007.

Generalerne nævnte konflikterne i Darfur og Somalia som eksempler på krige, der var udløst af ressourcemangel, som var forværret af global opvarmning. De lavede også en klar kobling til flygtningestrømme og terror.

»Mange udviklingslande har hverken regering eller social infrastruktur til at håndtere det pres, der kan blive udløst af klimaforandringer. Når en regering ikke længere kan servicere sit folk, sikre den hjemlige orden og beskytte landets grænser mod invasion, trives betingelserne for, at uro, ekstremisme og terrorisme kan fylde tomrummet«, hed det i generalernes rapport.

Den britiske regering havde næsten 20 år tidligere advaret om dette aspekt og var helt enig. Briterne fik således for første gang klimaændringer på dagsordenen i FN’s Sikkerhedsråd 17. april 2007 – et nybrud i hele klimadebatten.

Og netop den nære sammenhæng mellem klima og krig var baggrunden for, at Nobels Fredspris senere på året blev givet til FN’s Klimapanel og USA’s tidligere vicepræsident Al Gore.

DENNE OVERSIGT FRA NORSK FLYGTNINGERÅD VISER KLIMARELATEREDE PROBLEMER SOM EKSTREMT VEJR OG TØRKE – OG DERVED STIGENDE FLYGTNINGESTRØMME.

KINA HAR KIG PÅ INDIENS FLODER

Vandkrige og andre klimakonflikter er ikke isoleret til Afrika. Langt fra. Faktisk vurderer eksperter i klima og sikkerhedspolitik, at det globalt set værste hot spot for denne type tvister vil blive neden for verdens højeste bjergkæde Himalaya.

Her vil op mod to milliarder mennesker blive berørt af de smeltende gletsjere. I de højereliggende områder har man allerede oplevet øget erosion, jordskred og oversvømmelser fra dæmninger og søer.

Nedstrøms er situationen endnu mere problematisk: Himalaya leverer vand til Yangtze – den længste flod i Asien – samt Mekong og fem andre store floder. Især omkring Indien vil vand direkte eller indirekte forstærke de spændinger, som i forvejen plager regionen. Fx fik den indiske regering ifølge internationale iagttagere både sved på panden og kuldegysninger, da bogen ’Tibet’s water will save China’ udkom for et par år siden.

Her beskrev kinesiske embedsmænd, hvordan man kunne lede Brahmaputra-floden ind i Kina ved hjælp af kæmpedæmninger. Brahmaputra-floden er en af Indiens allervigtigste vandkilder.

Den kinesiske regering tog hurtig afstand fra ideen – officielt. Men kineserne har allerede besluttet at bygge næsten 500 km tunneler for at lede andre vandkilder fra det tibetanske plateau ned til sine tørre vestlige regioner.

INDIEN BYGGEDE DENNE DÆMNING VED CHENAB-FLODEN. PÅ TRODS AF PROTESTER FRA PAKISTAN.

TO ATOMMAGTER I VANDKAMP

Indien kan også komme i ny nabostrid med Pakistan. De to atommagter har været i krig tre gange om delstaten Kashmir, senest i 1999, og ingen af fejderne havde officielt noget med global opvarmning at gøre.

Men så alligevel: Kashmir og Pakistan får cirka 80 % af deres livsvigtige flodvand til husholdninger og landbrug fra gletsjere. Og i sine memoirer skriver lederen af de styrker, der erobrede det vestlige Kashmir fra Indien i 1947, generalmajor Akbar Khan, udtrykkeligt om hovedårsagen til angrebet: »Pakistans landbrugsøkonomi var afhængig af floderne, der kom ud af Kashmir.(…) Hvilken situation ville vi være i, hvis hele Kashmir var i indiske hænder?«.

Der går en lige linje fra den gamle krigsherres bekymringer til de nutidige politikere og eksperter, der heller ikke tøver med at udnævne vandspørgsmålet til at være en vigtigere komponent i konflikten end religion. Og som konkluderer, at det er kombinationen af de potentielle stridspunkter – vandmangel og religionsstridigheder – der er så sprængfarlig.

Pakistanske ledere kalder floderne i området – Jammu og Kashmir – deres »livline«, og ved valget i 2008 var et af de vigtigste emner de stigende fødevarepriser, der blandt andet skyldtes fejlslagen kornhøst som følge af vandmangel.

Efterspørgslen på kunstvanding til landbrug i Indien og Pakistan er flerdoblet på få år. Samtidig er befolkningstallet eksploderet. Pakistan oplever allerede følgerne. I 2000 var der ifølge Asian Development Bank 3000 kubikmeter vand per pakistaner, i 2007 var der kun lidt over 1000 kubikmeter.

PAKISTAN RAMMES STADIG OFTERE AF TØRKE OG VANDMANGEL. HER FORSØGER EN DRENG FRA CHALHAR AT FINDE VAND I THAR-ØRKENEN, DER BREDER SIG.

BANGLADESH KAN DRUKNE

En tredje potentiel nabokonflikt ligger i Indiens forhold til Bangladesh. Her er cirka 140 millioner mennesker presset sammen på et areal blot tre en halv gange så stort som Danmark.

Hovedparten af landet ligger mindre end seks meter over havets overflade, så det vil blive klemt fra to sider.

Først af et øget antal oversvømmelser fra Brahmaputra og Ganges, der netop mødes i et floddelta her. Siden af endnu mere uforudsigelige floder og det stigende hav, hvor indtrængende saltvand også vil æde mange landbrugsafgrøder.

Bangladesh har i 1900-tallet typisk oplevet én stor oversvømmelse hvert årti, men i de seneste ti år har der været tre – monsunen i 2007 fordrev flere millioner mennesker fra deres hjem og slog tusinder ihjel.

Hvis oversvømmelserne nu bliver endnu værre, hvor skal alle disse millioner af mennesker flygte hen, spørger internationale eksperter og nødhjælpsorganisationer. Til det tæt befolkede Indien? Eller skal de rige lande – som professor Atiq Rahman fra Bangladesh Centre for Advanced Studies halvt i spøg har foreslået – tage en flygtning fra Bangladesh for hver 10.000 ton CO₂, de selv har udledt?

ROLIGE STUNDER VED DHAKA-FLODEN BLIVER STADIG SJÆLDNERE. ANTALLET AF OVERSVØMMELSER I BANGLADESH STIGER, OG TRUER STABILITETEN I OMRÅDET.

KLIMAFLYGTNINGE BANKER PÅ

Ingen eksperter er i tvivl om, at klimaflygtninge vil blive et stigende problem i fremtiden. De er blot uenige om omfanget. FN’s Klimapanel vurderede i 2007, at der i 2080 vil være op mod 3,2 milliarder mennesker, der vil mangle vand. Mellem 200 og 600 millioner vil risikere hungersnød, mens to til syv millioner risikerer at blive ofre for oversvømmelser.

Panelet anslog forsigtigt, at flere millioner mennesker vil forlade deres hjemstavne for at forøge deres chancer for at overleve.

Den britiske økonomiprofessor Nicholas Stern vurderede imidlertid i sin rapport fra 2006, at tørke vil drive 100 millioner mennesker fra deres hjem. Andre 100 millioner vil blive nødt til at flytte fra kystområder, hvor vandstanden stiger, estimerede Stern. Uanset antallet er der enighed om, at verden ikke vil kunne isolere problemet til de fattige lande. Også i det velhavende Europa må vi være forberedte på en kraftig stigning i antallet af klimaflygtninge.