KINA: DE FOLKERIGE VIL VÆRE RIGE

KINA RAMMES AF STADIG MERE VARME. HER SØGER TO SKYGGE FRA SOLENS STRÅLER UNDER EN HEDEBØLGE I XIAMEN.

Kan vi lave regnvejr og solskin, som vi har lyst til? I Kina forsøger de – foreløbig med begrænset held. Ligesom i Indien er vækst og bekæmpelse af fattigdom vigtigere end miljøet. Imens leder fabrikkerne, der bl.a. producerer varer til os i Vesten, masser af CO₂ ud i atmosfæren.

Kina er gået i krig – ikke mod et andet land, men mod de dramatiske ændringer af klimaet, som mennesket er skyld i. Også kineserne selv.

Mange af de tiltag, landet har iværksat i krigen mod klimaændringerne, er i bedste fald halvhjertede. Det gælder også forsøget på at tage kanoner og kemi til hjælp for at skabe regn til at afhjælpe vandmanglen i Beijing og andre af landets nordlige millionbyer.

Skyer består af vanddamp, og med kemikalier kan man nedkøle vanddampen, så den fortættes og falder som regn eller sne. Sølvjodid er det mest brugte kemikalie til at ’pode’ skyerne, som det kaldes. Sølvjodiden skal spredes i skyerne for at virke. Det er her, kanonerne kommer ind i billedet. Kineserne bruger tillige raketter til at opsende kemikaliet, ligesom det også bliver spredt fra flyvemaskiner.

På en enkelt dag i foråret 2009 blev der affyret 2392 raketter og 409 granater, og otte CO₂-udledende fly var i luften for at sprede kemikalier over de tørkeramte provinser.

Resultatet var magert. Nogle enkelte regnbyger og en hel del støvregn, som ikke kunne gennemvæde den tørre jord. Regnen lugtede kemisk, og den skyllede forureningen ud af luften, så den faldt som syreregn. I Beijing flygtede indbyggerne inden døre for at undgå at få skadet deres overtøj – og deres sundhed.

4,5 MIO. ER BERØRT

Kina er nu verdens tredje største økonomi og ventes snart at overhale nr. to, Japan. Og om 30-35 år bliver Kinas økonomi formentlig større end USA’s. Kineserne har allerede overhalet USA på CO₂-udledning. Landet udleder mere end seks mia. ton årligt – næsten en femtedel af totalen.

I det nordlige Kina har klimaændringerne medført alvorlig tørke flere år i træk. I år – 2009 – er det værre end tidligere. Den værste tørke i 50 år har ramt otte provinser. Mange steder er der ikke faldet en eneste dråbe regn eller sne i mere end 100 dage.

Tørken betyder vandmangel i et område, der er mere end dobbelt så stort som Danmark – 100.000 km² landbrugsjord, som udgør 80 % af Kinas hvedemarker.

Vandmanglen har berørt 4,5 millioner mennesker, næsten lige så mange som Danmarks befolkning. Samtidig med den alvorlige tørke i nord har det regnet 20 dage i træk i storbyen Shanghai ved Yangtze-flodens udløb. Det er den længste regnperiode i 136 år.

TØRKEN I 2009 VAR DEN VÆRSTE I 50 ÅR I OTTE PROVINSER I KINA. DEN RAMTE ET OMRÅDE, DER ER DOBBELT SÅ STORT SOM DANMARK.

LANDBRUG ER TRUET

Tørken og nedbørsrekorden er blot to af mange eksempler på, at Kinas klima opfører sig mærkværdigt.

»Vi ser en skræmmende udvikling, hvor ekstreme vejrforhold opleves oftere, varer længere og dermed skader Kinas økonomi og indbyggernes liv i større og større grad«, siger Li Yan, miljøorganisationen Greenpeaces klimaekspert i Beijing.

Uafhængige forskere er på linje med hende, og i fremtiden bliver det endnu værre ifølge blandt andre FN’s Klimapanel og det kinesiske landbrugsakademi i Beijing: Tørke kan om 50 år betyde en tredjedel mindre høst af ris, majs og hvede. Stigende vandstand i havet og voldsommere storme vil være en trussel mod deltaerne, hvor de store floder Yangtze, Den Gule Flod og Perlefloden løber ud, blandt andet ved Shanghai og Hongkong.

REGERINGENS LØFTE

Kinas regering har taget miljø, energi og klima på dagsordenen og blandt andet lavet en femårsplan 2006-2010, der vil udnytte energien bedre.

Det er siden fulgt op med konkrete regler for energieffektivitet i fabrikker og private hjem, blandt andet for fjernsyn, computere, vaskemaskiner, vandvarmere og andre husholdningsredskaber. Regeringen vil også bruge en halv mia. kr. på at subsidiere elsparepærer, så de kan sælges billigt til kineserne.

Den kinesiske regering har også en plan om, at 15 % af energien i 2020 skal komme fra vedvarende energikilder som vind, sol og biogas. Et halvt år før klimatopmødet i København begyndte ledende embedsmænd endda at tale om 20 % - samme mål, som EU har opstillet.

Også på andre områder nærmer Kina sig de rige lande; i løbet af 2009 afholdt man fx en række bilaterale møder om klimakrisen med USA.

SATELLITBILLEDET FRA NASA AFSLØRER, HVORDAN GLETSJERNE SMELTER I HIMALAYA, SÅ ISEN BLIVER TIL SØER. BILLEDET ER TAGET OVER BHUTAN.

PENGE VIGTIGERE END KLIMA

De kinesiske forhandlere har generelt lovet at arbejde positivt for international enighed om CO₂-reduktion i København og ved de efterfølgende internationale klimaforhandlinger. Men landet vil ikke acceptere at få pålagt CO₂-reduktioner af det internationale samfund.

Det skyldes ikke mindst, at kineserne målt pr. indbygger stadig udleder langt mindre end Vesten: 5 ton mod fx amerikanernes godt 20 ton. Og Kinas regering mener, at den økonomiske vækst kommer forud for klimaet.

Kina mener derfor, at det er de vestlige landes ansvar at skære ned på CO_2-udledningen. Faktisk skal vi nedbringe vores udledning med 40 % i 2020 i forhold til 1990, mener kineserne, der henviser til videnskabens beregninger. Samtidig kræver Kina teknologi og kapital fra os til fx bedre udnyttelse af energien og til mere effektive kulkraftværker.

KVINDER I LANDSBYEN DONGGOU I HENAN-PROVINSEN SYR SKO I UDKANTEN AF DE TØRRE, VINTERGOLDE MARKER.

TIBETS GLETSJERE SMELTER

Kinas eget forsøg på at begrænse klimakrisen ved hjælp af teknologi har ikke virket særlig godt. Landet har brugt flere mia. kr. på at skabe kunstig regn med den kemiske podning af skyerne i de seneste år. Men det har ikke brudt den onde cirkel i den nordlige del af landet.

Den stigende tørke har fået de kinesiske landmænd til at kunstvande massivt. I nogle floder er gennemstrømningen faldet med helt op til 40 % på blot 20 år.

Samtidig smelter gletsjerne i Tibets bjerge, så den fremtidige vandforsyning til Kinas to største floder er alvorligt truet. Himalaya bliver kaldt »den tredje pol« eller »Asiens våndtårn«, men eksperter frygter, at halvdelen af gletsjerne her er væk i 2050.

Kina er dybt afhængig af flodernes ferskvand, fordi landet har meget lidt grundvand. 20 % af verdens befolkning bor i Kina, men landet rummer kun syv % af verdens ferskvand. Langt det meste af bøndernes vand hentes i flodsystemerne. Det er derfor nødvendigt at gøre noget drastisk.

FORURENET DRIKKEVAND

»Mennesket skal erobre naturen«, erklærede Mao Zedong, Kinas leder fra 1949 til 1976. Allerede i hans regeringstid begyndte planlægningen af det nok mest ambitiøse vandingsprojekt i verden:

Tre kanaler på i alt 3000 kilometers længde skal hvert år føre 45 mia. ton vand fra Kinas største flod, Yangtze i syd, op til Den Gule Flod i nord og derfra videre til landbrugsområder og byer med vandmangel som Beijing.

Men projektet er løbet ind i en række problemer: De tre ruter var budgetteret til 350 mia. kr., men der er allerede brugt mere end 200 mia. kr., bare på begyndelsen af de to første.

Vandet – der jo altså skulle bruges til at drikke – er blevet forurenet af industri, landbrug og husholdninger. Og det bliver ikke bedre af, at der skal bygges nye industriområder langs kanalerne.

Det var planen, at mindst 500.000 mennesker skulle tvangsflyttes for at give plads til kanalerne og opdæmningen af vandreservoirer omkring dem. Men selv om Kina stadig er en politistat, bliver flere og flere modige nok til at protestere mod det, de opfatter som myndighedernes overgreb.

Et eksempel er landsbyen Machuan i Henan-provinsen, hvor omkring 1000 beboere har fået besked på at flytte for at give plads til en dæmning.

Det nægter de, fordi den nye landbrugsjord, de har fået udpeget til erstatning, er langt dårligere end den, de har i dag.

En af landsbyboerne, den 46-årige bonde Quan Weifeng siger: »Hvis vi ikke flytter frivilligt, vil de tvinge os til det. Men jeg har truffet min beslutning: Jeg vil blive her og gøre modstand«.

IKKE RÅD TIL KUNSTVANDING

Flere hundrede kilometer længere mod nord venter tørkeramte bønder utålmodigt på, at det store kanalprojekt skal bringe vand til deres marker.

»Se engang, hvedespirene er helt gule. Hvis de ikke snart får vand, så dør de«. 54-årige Li Ju står i sin slidte dynefrakke og peger med en hullet vante ud over de flade marker. De burde være grønne her i slutningen af vinteren, men de ser gule og afsvedne ud.

Li Ju og hendes mand, Niu Ping, har knap en hektar – 10.000 m² – marker uden for landsbyen Xian i Henan-provinsen. De får kun 2000 kg vinterhvede i år, ikke nok til at betale udgifterne til leje af maskiner til at pløje, så og høste. Hveden er simpelthen udtørret.

»Kunstvanding? Det er dyrt, for jeg skal selv betale for strøm til pumperne«, siger Niu Ping og skodder den hjemmerullede cigaret.

VÆRKE T I FUXIN ER TYPISK FOR KINA. OMKRING 75 % AF LANDETS STRØM KOMMER FRA KULKRAFTVÆRKER, HVILKET BIDRAGER MARKANT TIL DRIVHUSEFFEKTEN.

ENORMT KULFORBRUG

Strømmen, som bonden skal bruge til kunstvanding, er netop hovedproblemet i den kinesiske CO₂-forurening. Hovedparten af Kinas strøm kommer nemlig fra kraftværker, som fyrer med kul. Kina er verdens største kulforbruger, og landet har enorme kulreserver – nok til at holde den økonomiske vækst kørende de næste 100 år – og bruger mere kul end USA, Europa og Japan tilsammen.

Nogle af de nye kulkraftværker, der bliver bygget, har moderne teknologi, som gør dem mere effektive og mindre forurenende. Men langt de fleste er primitive og medskyldige i, at kul er den energikilde, der bidrager mest til drivhuseffekten. Problemet er, at når der er kul nok, er der ikke tilstrækkelig grund til at spare og effektivisere.

Derfor bliver der arbejdet på højtryk i Kinas flere tusinde kulminer. Og derfor ligger 16 af verdens 20 mest forurenede byer i Kina.

I nogle af dem ser indbyggerne aldrig deres egen skygge. Solen er kun en tåget lysplet i den brune dyne af sodet luft, som ligger over byen.

VERDENS FABRIK: MELLEM EN TREDJEDEL OG EN FJERDEDEL AF KINAS CO₂-UDSLIP SKYLDES PRODUKTION AF VARER, DER EKSPORTERES TIL USA OG EUROPA.

VERDENS FABRIK

Den kraftigt voksende forurening er dog ikke alene Kinas ansvar. Folk i Vesten er medansvarlige – også helt almindelige borgere i Danmark.

Kig på dig selv, og se dig omkring i dit hjem. Du er sikkert klædt i tøj eller sko, som er produceret i Kina. Og dit hjem er fyldt med elektronik, legetøj, møbler og køkkenting, som er produceret i Kina.

Hver dansker køber i gennemsnit 13 kilo tøj og fire par sko om året. Omkring en tredjedel kommer fra Kina. De seneste år har Kina fået tilnanvet »Verdens Fabrik«.

Danmark importerede i 2008 for 33 mia. kr. varer fra Kina – mere end fra USA og Storbritannien. For 15 år siden var tallet blot fem mia. kr.

CO₂-FODAFTRYK

Produktionen af alle de ting, du bruger, påvirker miljøet der, hvor de bliver produceret. Og CO₂-udslippet og den øvrige forurening måles i Kina, selv om det egentlig er dig, der har glæde af tøjet, skoene og sportsudstyret.

Mellem en tredjedel og en fjerdedel af Kinas rekordstore udslip af CO₂ skyldes således produktion på kinesiske virksomheder, som eksporterer varerne til udlandet, især Europa og USA.

I Danmark udleder vi godt 10 ton CO₂ pr. indbygger. Men det tal omfatter ikke udledning i de lande, hvorfra vi importerer vores varer. Udledningen dér kaldes for vores »CO₂-fodaftryk«.

Kina er det land i verden, hvor vi danskere sætter det største fodaftryk. WWF Verdensnaturfonden har beregnet, at det danske fodaftryk i Kina er på otte millioner ton CO₂, hvilket svarer til 1,5 ton CO₂ pr. dansker – altså oven i de godt 10 ton, vi i forvejen udleder. Og det bliver hurtigt mere, for alene i perioden 2001-2006 steg vores fodaftryk i Kina med 140 %.

Hovedforfatter på dette kapitel er Politikens Asien-korrespondent Nis Olsen