SAHARA I SPANIEN, KARTOFLER I GRØNLAND

KARTOFFELAVLER-FAMILIEN EGEDE FRA ØSTERBYGD HAR GAVN AF, AT DET BLIVER VARMERE I GRØNLAND.

Tørke i Sydeuropa. Mildt og fugtigt klima mod nord. Grønlænderne kan se frem til store økonomiske gevinster og dyrker allerede nu kartofler. Vandmanglen breder sig i takt med, at Sahara flytter op i Spanien. Dyr og planter i bjergene har ingen steder at flytte hen.

Fremtidens klima vil dele Europa op i nord og syd. Man vil kunne trække en linje cirka fra Bretagne i vest skråt gennem det sydlige Midttyskland og ned til omkring Rumænien. Nord for denne usynlige streg vil man i første omgang få gavn af klimaændringerne. Syd for vil man absolut ikke.

Denne hovedregel gælder dog ikke for naturen. Selv på det nordligste sted i Norden må dyr og planter bøde: I Grønland går udviklingen især ud over isbjørnen, der i forvejen er presset af jagt og kemikalier.

ISBJØRNENS SIDSTE REFUGIUM

Isbjørnen kan kun overleve i områder med kulde og havis nok til sæljagt i mange måneder af året – ellers bliver kropsvægten for lav til at producere tilstrækkelig mælk til ungerne. Det store hvide rovdyr vil derfor i fremtiden trække med havisen mod nord og efter alt at dømme helt forsvinde fra Østgrønland.

Overlevende eksemplarer vil klumpe sig sammen i det kolde nordvestlige hjørne af Grønland og sammen med naboerne i det nordøstlige hjørne af Canada udgøre verdens sidste bestand af fritlevende isbjørne. Om end klimaoptimister påpeger, at der i 2050 formentlig stadig vil være omkring 7-8000 – et par tusinde flere, end vi havde i 1950.

Temperaturen i Grønland og andre steder i det arktiske område er op gennem 1900-tallet steget omtrent dobbelt så meget som det globale gennemsnit. Den tendens vil fortsætte. I slutningen af det 21. århundrede vil termometret vise mindst et par grader mere i Sydgrønland og 6-10 grader mere i Nordgrønland.

Det vil presse rener, moskusokser, mange fugle og ikke mindst sæler. Især ringsælen har som isbjørnen høj symbolværdi, og udviklingen vil være med til at få inuitternes fangerkultur til at forsvinde hurtigere, end den ellers ville have gjort.

ET VOKSENDE AREAL AF GRØNLANDS IS OG SNE SMELTER I SOMMERMÅNEDERNE. I 2007 VAR SMELTEAREALE T 10 % STØRRE END 1998, DER ELLERS OGSÅ VAR ET REKORDÅR. KILDE: UNIVERSITY OF COLORADO

HOT ER GODT FOR ØKONOMIEN

Fangerne og andre grønlænderne kan til gengæld se frem til nye økonomiske muligheder: Fiskeriet er i dag meget hængt op på den grønlandske reje. Den vil trække nordpå, men næppe så langt op, at den ikke kan fiskes, og samtidig vil torsken komme op fra de danske breddegrader.

Grønlands enlige skovfoged vil få mere at lave, og også landbruget vil blomstre. Især det sydlige Grønland vil leve mere og mere op til Erik den Rødes navngivning tilbage i den relativt varme vikingetid.

Køer vil trives og vil kunne producere stadig mere mælk og andre mejeriprodukter. Allerede i dag er Grønland på vej til at blive selvforsynende med kartofler – oven i købet nogle meget lækre af slagsen på grund af den relativt lange udviklingsperiode.

Transporten mellem byer og bygder på land vil generelt blive lettere, men endnu større fordel vil man få på havet. I august 2007 var den sagnomspundne, økonomisk fordelagtige – og energibesparende – Nordvestpassage for første gang i nyere tid åben for almindelige skibe. Og om få årtier vil man kunne sejle igennem flere måneder om året.

Det samme gælder Nordøstpassagen fra Europa nord om Rusland, der traditionelt også har været umulig for andet end isbrydere, men som blev besejlet i 2008. Fremsynede rederier har derfor bestilt dobbeltskrogede skibe, der vil kunne pløje sig gennem den tynde is og spare penge og brændstof på vej til og fra Fjernøsten.

OLIE GIVER PENGE –OG KONFLIKTER

Den mest dramatiske ændring i Grønland bliver dog nok, at man vil kunne udnytte langt flere af de mineralske rigdomme, der gemmer sig i undergrunden, til lands og især til vands.

Guld, diamanter, zink, bly, aluminium – og ikke mindst den olie, som verden tørster stadig mere efter i takt med, at reserverne svinder andre steder. En høj oliepris vil betyde, at det kan betale sig at hente hidtil uudnyttede forekomster op. Der er er formentlig rigeligt til både at finansiere grønlandsk selvstændighed fra Danmark og til at sætte ekstra gang i stridigheder mellem de arktiske nationer.

I juli 2005 genopblussede konflikten mellem de to ellers så civiliserede stater Danmark og Canada om retten til Hans Ø – en 1,3 km² gold, aflang knold i Kennedykanalen mellem Grønland og Ellesmere Island. Øen kunne vise sig at blive vigtig i jagten på fremtidens ressourcer.

De seneste år har også Rusland, USA og Norge sendt ubåde og flådefartøjer eller på anden måde spillet med musklerne i stillingskrigen om grænsedragningen ved Nordpolen. Til stor bekymring for både sikkerhedseksperter og miljøfolk, der frygter for olieudslip og anden skade på den sårbare natur.

Det er langt fra den eneste klimakonflikt, vi vil se i denne del af verden i de kommende årtier. Mange af konflikterne vil dog handle om en anden og mere grundlæggende ressource: vand.

FN’s Klimapanel og andre videnskabelige undersøgelser fastslår nemlig, at der i det sydlige Europa vil blive markant mangel på vand.

MINDRE SNE I ALPERNE

Alperne er den bjergkæde, der ifølge FN og Det Europæiske Miljøagentur nok bliver hårdest ramt af global opvarmning. Miljøagenturet vurderer, at tre fjerdedele af gletsjerne i de schweiziske alper vil være forsvundet i 2050.

Selv højt oppe i disse bjerge kan en 2-graders stigning betyde 50 dage mindre om året med egnet skiføre. Det vil gå ud over mange danskeres årlige skiferie, men set med globale briller er andre perspektiver mere skræmmende.

Alpelandene er i gang med mere eller mindre fantasifulde initiativer til at bremse opvarmningen. Fx trækker skisportsstedet Verbier i Schweiz hvert forår et 2500 kvadratmeter stort lyseblåt lagen hen over Tortin-gletsjeren. Men lagenet kan højst give en stakket frist, og teknikken er umulig på de gletsjere, der batter i den store sammenhæng. Fx Jungfrau-Aletsch-Bietschhorn i Schweiz, der er Europas største. Her vil afsmeltningen påvirke vigtige floder som Rhinen, Rhône og Donau.

I de første årtier vil afstrømningen fra gletsjerne stige, dog med øget risiko for oversvømmelser. Derefter vil den falde – med op til 50-80 % i de værst ramte floder. Vandkvaliteten vil blive påvirket, og risikoen for algeopblomstring og giftige bakterier stige betragteligt. Det vil bidrage til den mangel på rent vand, som det centrale og sydlige Europa må slås med.

Mens årsnedbøren stiger en smule på vores breddegrader, vil den nemlig falde kraftigt sydpå, så man i nogle områder kun vil få 30 % af den regn, man har i dag. Og regnen vil blive endnu mere koncentreret i korte heftige regnskyl. Tørkeperioderne bliver altså længere og varmere.

FORSKERE PRØVER AT NEDSÆTTE HASTIGHEDEN PÅ VINDEN, DER FYGER HEN OVER RHÔNE-GLETSJEREN. FORMÅLET ER AT BEGRÆNSE GLETSJERENS AFSMELTNING.

VANDMANGEL I SPANIEN

I juni, juli og august vil gennemsnitstemperaturen stige med helt op til 6 grader på Den Iberiske Halvø og i det sydlige Frankrig. Det betyder ikke kun, at turiststrømmen fra nord til syd vil flytte til forår og efterår, fordi der vil være alt for varmt om sommeren. Det betyder også, at Sydeuropa får store problemer med at skaffe vand og mad.

Mens danskerne i maj 2008 glædede sig over den solrigeste måned registreret nogensinde, måtte indbyggerne i Spaniens næststørste by Barcelona bruge 300 mio. kr. på at få sejlet drikkevand ind i tankskibe fra Marseille og andre dele af Sydeuropa.

Afsaltning af havvand kan nu og i fremtiden kun dække en brøkdel af vandbehovet. Myndighederne har derfor planer om en rørledning fra floden Ebro til Barcelona. Men den vil ikke blot koste 1,3 mia. kr. Den vil også være en kilde til den type vandkonflikter, som der allerede er mange af i Nordafrika og Mellemøsten: Lokalpolitikere og befolkning i sydligere provinser raser allerede over, hvad de opfatter som regeringens favorisering af storbyen Barcelona.

LANDBRUGET TØRSTER EFTER VAND

Hovedårsagen til, at man allerede i dag har udbredt vandmangel flere steder i Middelhavsområdet, er landbruget. Det bruger samlet set omkring 80 % af det tilgængelige vand, ikke mindst på at opdyrke jorder, der egentlig var for tørre, allerede før klimaændringerne for alvor slog igennem. Der dyrkes korn i Spaniens Zaragosa-ørken, Huelva er blevet jordbær-hovedstad, selv om der er alt for varmt for den afgrøde, og over hele landet er der tørstige tomater og andet frugt og grønt.

Også andre lande i regionen er ramt: Italien frygter eksempelvis, at der ikke længere vil kunne produceres citrus-frugter på Sicilien eller tomater eller oliven i støvlelandets sydlige del.

Ifølge FN’s Klimapanel vil der fremover på op mod halvdelen af de produktive jorde i Sydeuropa kun kunne dyrkes biobrændselsafgrøder eller slet ingenting. Det får panelet til at forudsige øget ulighed mellem kontinentets nordlige og sydlige del.

I 2005 VAR VANDRESERVOIRET I ALCORA I ØSTSPANIEN SÅ TØRT, AT MAN SNILDT KUNNE GÅ TUR MED HUNDEN I DET.

SUNDHEDEN SKRANTER I SYD

Sydeuropæerne vil ikke kun skulle importere fødevarer og måske vand fra os. De vil også få større udgifter til sundhedsvæsnet.

Efter 2040 vil en ekstrem hedebølge som den, der i 2003 kostede næsten 15.000 franskmænd livet, forekomme flere gange på et årti. Risikoen for luftvejssygdomme, madforgiftning, insektoverførte vira og andre mere eksotiske sygdomme vil stige – og den vil stige mere, jo længere sydpå man bor.

Hertil kommer, at balancen i energiforbruget vil blive forrykket til fordel for Nordeuropa.

Hvor vi vil få mindre behov for opvarmning om vinteren, vil sydeuropæerne få større behov for køling om sommeren – i Madrid vil det eksempelvis blive mere end fordoblet. Og udvidelsen af aircondition-sæsonen med 2-5 uger vil formentlig overskygge, hvad sydeuropæerne sparer på, at varmesæsonen om vinteren forkortes med 2-3 uger.

Samtidig får de sværere ved at skaffe energien: En lille øgning af den gennemsnitlige vindstyrke vil ganske vist gøre vindmøller mere rentable, men udbuddet af strøm fra vandkraft vil falde i Sydeuropa, mens det vil stige i Nordeuropa.

Det bliver værre, jo længere vestpå man kommer. Østeuropæerne får knap så kraftig stigning i temperaturen, og kan også glæde sig over mindre varmebehov om vinteren. Men da deres levestandard i forvejen ligger under resten af Europas, vil forskellen til det rige nord også være tydelig her.

DE SER INDBYDENDE UD, MEN DER KRÆVES STORE MÆNGDER KUNSTVANDING FOR AT FREMELSKE JORDBÆR I DET MEGET TØRRE HUELVA-OMRÅDE I SPANIEN.

DYR OG PLANTER RAMMES HÅRDT

Samlet er Europa så rigt, at mennesket til en vis grad vil kunne tilpasse sig de nye ekstremer. Det er straks sværere for naturen. Ifølge Instituto Español de Oceanografía risikerer over halvdelen af Spaniens eksisterende plantearter at uddø.

Fugle slipper formentlig relativt billigt. De kan flytte sig, hvis der nordpå findes andre egnede yngle- og opholdssteder, som ikke er alt for påvirket af Homo sapiens. Pattedyr og især krybdyr vil derimod sjældent være i stand til at bevæge sig hurtigt nok til at finde kulde og vand nok til at overleve.

De vil støde på landbrug, bebyggelse eller anden menneskelig aktivitet mange steder. Specielt på Den Iberiske Halvø vil der være yderligere en hurdle i form af den store vandmangel.

Et godt eksempel på en presset art er den spanske los, et lille rovdyr, der kun bliver godt en meter lang og vejer 10-13 kg. Den findes i dag kun i omkring 200 vildtlevende eksemplarer, og kan få store problemer i takt med, at kaniner og andre af dens byttedyr forsvinder på grund af tørke og fødevaremangel.

Det spanske miljøministerium anslår selv, at hen ved en tredjedel af Spanien vil være ørken inden 2060 – mod mindre end en tiendedel i dag.

Faktisk er ørkendannelsen allerede så fremskreden, at forskere fra DTU Space ved hjælp af satellitmålinger har kunnet beregne, at Spanien er blevet lettere: Tørt sand vejer mindre end fugtig jord. Sahara er på vej op i Spanien. Afrika nærmer sig Europa.

FOR VARMT FOR HAVSKILDPADDER

Et af de steder, hvor Afrika allerede er meget tæt på Europa, er Italiens sydligste punkt, øen Lampedusa. Den lille ø på 20 km² ligger mere end 200 km fra Sicilien, men kun godt 110 km fra Tunesiens kyst, og er også geologisk og biologisk meget nærmere på Afrika. Lampedusa er en del af den afrikanske kontinentalsokkel, og dens støvede, ørkendækkede klippegrund huser også væsner, der er tættere beslægtet med det afrikanske dyreliv end det europæiske.

De fleste af de velklædte italienske turister på øen kommer for at se havskildpadder, og den stadig større turiststrøm har skræmt en del af de sjældne dyr væk. De skildpadder, der er tilbage, burde også tage ved lære, for Lampedusa er som mange andre steder i verden ved at blive for varmt til deres æg.

Når temperaturen stiger til over 29 grader, er der større sandsynlighed for, at æggene udvikler sig til hunner. Er den meget over, kommer der stort set ingen hanner.

Samtidig er der risiko for, at æggene bogstaveligt talt bliver hårdkogt, bare ved at ligge i sandet. Og jo mere Middelhavet stiger, jo mindre sand vil der være at begrave æggene i.

BÅDFLYGTNINGE PÅ LAMPEDUSA VENTER PÅ, AT POLITIET SKAL OVERFØRE DEM TIL HOVEDBYEN AGRIGENTO. ANTALLET AF FLYGTNINGE FRA AFRIKA STIGER VOLDSOMT.

FLERE AFRIKANSKE FLYGTNINGE

Lampedusa er andet end hvide strande, blåt vand og skildpadder. På øen har man bygget en lejr med pigtråd omkring til at internere bådflygtninge fra Afrika. Og det er langt fra ualmindeligt, at der skyller mørke lig op på stranden.

Sammen med De Kanariske Øer og den sydspanske kyst er Lampedusa nemlig det sted, som flest afrikanere søger til i forsøget på at få opfyldt ’Drømmen om Europa’.

Myndighederne har hvert af de seneste år registreret et voksende antal nye flygtninge på øen, der har cirka 5000 indbyggere. I 2008 ankom mere end 30.000 – en stigning på 75 %. Det skabte voldsomt pres, pladsmangel og uro i øens asylcenter.

Som de andre EU-lande vil Italien ikke bare åbne sine grænser for illegale immigranter, så stort set alle dem, der kommer levende gennem sejlturen og opdages af kystvagten, sendes retur.

Antallet af illegale immigranter vil stige yderligere i takt med, at den globale opvarmning og anden menneskelig indflydelse gør det stadig sværere at finde rent vand og mad i stadig større dele af Afrika.

På den måde er Lampedusa en slags spejl af den vestlige verden: Vi efterspørger i stigende grad eksotisk natur, men klimaændringerne og anden menneskelig påvirkning betyder, at der bliver mindre af den. Til gengæld betyder klimaændringerne og anden menneskelig påvirkning, at flere og flere mennesker fra især Afrika presses eller fristes til at søge mod Europa.