TO HUSE, ÉN VERDEN
FATTIGE VIETNAM OG RIGE DANMARK RAMMES FORSKELLIGT AF DET ÆNDREDE KLIMA. MEN INGEN LANDE GÅR FRI.
I Lønstrup i Nordjylland ligger et hus, hvis levetid er blevet forkortet af klimaændringerne. I Da Loc i det nordlige Vietnam bor en familie, der allerede har mistet deres hus – og deres ti-årige søn – i en af de stadig hyppigere og kraftigere storme, der er en konsekvens af klimaændringerne.
Huset i Lønstrup ligger i et sommerhusområde, hvor Vesterhavet altid har ædt af kysten. Men processen er eskaleret med de kraftigere storme og den ekstremregn, som Danmark har oplevet stadig mere af i de seneste årtier.
Sommerhuset har nu mindre end fem meter til skrænten, det er næsten omringet af afgrund, og ifølge Kystdirektoratet kan det styrte i havet ved den næste storm. Huset er ejet af et ejendomsselskab, der vil prøve at leje det ud i dets sidste levetid. Der er med andre ord kun penge på spil her.
Situationen er en ganske anden i Da Loc. Den lille vietnamesiske landsby har som andre steder i det asiatiske land oplevet både flere og voldsommere tropiske storme.
I juni 2005 ramte en storm kysten, mens ti-årige Pham Thi Phi var ude og græsse familiens vandbøffel. Han blev senere fundet druknet i en af landsbyens rejedamme.
Dermed var tragedien dog ikke slut for hans mor Pham Thi Tuyen og resten af familien. 29. september samme år rasede tyfonen Damrey ind over byen med hastigheder på op mod 133 km/t, og familiens hus blev skyllet væk af en otte meter høj flodbølge.
I dag er familien så småt ved at komme på fode igen. Og nu krydser de fingre for, at deres nye hus overlever den næste cyklon – for én ting er sikkert: der kommer flere kraftige storme i fremtiden.
FATTIGE LANDE HÅRDEST RAMT
Konsekvenserne af den globale opvarmning rammer hele kloden. Men den rammer de fattige lande langt hårdest. Antallet af tørker, oversvømmelser og storme er i forvejen større omkring troperne, hvor størstedelen af verdens fattige bor.
De begivenheder vil vokse i omfang og voldsomhed. Det vil ramme de fattige hårdt, fordi de ikke har samme muligheder som de rige for at dæmme op for følgerne ved fx at bygge diger til kystsikring eller vandingssystemer til landbruget – for ikke at tale om varslings- og beredskabssystemer.
Samtidig betyder klimaændringerne ifølge FN’s Klimapanel, at udbyttet fra landbrugsproduktion falder i de fleste lande. Mange steder er det ellers den eneste indtægtskilde og mulighed for at få mad i munden.
Mange udviklingslande har gennem tiderne skullet slås med ekstremt vejrlig og fattigdomsproblemer, men forskerne peger på, at de drivhusgasser, vi har udledt i den rige del af verden, gør denne kamp endnu sværere. Det er alverdens politikere principielt enige i – også dem i den rige del af verden. Det er bare svært for dem at blive enige om, at pengene til at dæmme op for klimaændringerne primært skal bruges der, hvor behovet er størst.
De fleste rige lande vil hellere sikre hjemmefronten først. Eller med andre ord: Selv om konsekvenserne af klimaændringerne er langt større i Da Loc end i Lønstrup, bliver der brugt langt flere penge til at beskytte de enkelte lokalsamfund ved kysten i Danmark end i Vietnam.
VERDEN MÅLT I CO2-UDLEDNING
Afrika er næsten væk, og Sydamerika er en smal tange. USA er derimod gigantisk. Sådan ville verden tage sig ud, hvis man i stedet for faktuel størrelse så på, hvem der udleder mest CO2. De angivne lande er dem, der fremgår af WHO's tilsvarende kort.
Kilde: ’Protecting Health from Climate Change’, WHO.
Se billede i fuld størrelse
DØDELIGHED PGA. GLOBAL OPVARMNING
Afrika er gigantisk, og de rige, vestlige lande er svundet ind. Sådan ville verden tage sig ud, hvis man i stedet for faktuel størrelse så på, hvor mange der allerede i dag dør pga. global opvarmning, dvs. af tørke, sygdom og klimakatastrofer. De angivne lande er dem, der fremgår af WHO’s tilsvarende kort.
Kilde: ’Protecting Health from Climate Change’, WHO.
Se billede i fuld størrelse
HVORDAN VED VI, DER ER KRISE? – KLIMAFORSKNINGEN
Man får nemt det indtryk, at der er stor uenighed blandt forskerne om den globale opvarmning – især når man følger med i medierne og klikker rundt på websteder på internettet. Man skulle tro, at det er en relativ ny og uprøvet teori, som nærmest er opfundet af eksperterne i FN’s Klimapanel. Men det er på ingen måde tilfældet.
I dag kan man nok finde videnskabsfolk, der er stærkt kritiske over for teorien om global opvarmning. Men blandt forskere med ekspertise i klima finder man kun ganske få, der betvivler den grundlæggende teori: Mængden af CO2 i atmosfæren stiger takket være menneskets afbrænding af fossilt brændstof. Det får temperaturen til at stige. Den højere temperatur giver klimaforandringer.
KAN VI TAGE FEJL?
Men hvad hvis forskerne tager fejl? Hvordan ved vi egentlig, at den videnskabelige enighed om den menneskeskabte globale opvarmning er rigtig? Der har trods alt været mange tilfælde af skråsikker og overbevisende videnskabelig konsensus i tidligere tider, der senere hen viste sig at være forkerte, fx:
- At solen bevægede sig rundt om jorden frem for omvendt.
- At antallet af dyrearter altid havde været det samme.
- At verdensrummet var fyldt med en usynlig ’luft’ kaldet æteren.
- At kontinenterne altid havde ligget, hvor de ligger i dag.
Det er selvfølgelig muligt, at også teorien om den globale opvarmning er forkert. Men teorien har igennem 100 år vist sig at være meget modstandsdygtig.
Den er blevet afvist og ignoreret det meste af sin levetid. Men efterhånden har dusinvis af forskningsgrene efterforsket ideen fra hver sin vinkel og bekræftet den grundlæggende teori, længe før man kunne måle, at verden begyndte at blive varmere.
De sidste årtiers usædvanlige opvarmning af kloden bekræfter blot en efterhånden temmelig gammel videnskabelig forudsigelse.
SVANTE ARRHENIUS’ DRIVHUSTEORI FRA 1895 ER BLEVET BEKRÆFTET AF DEN MODERNE FORSKNING.
EN TEORI FRA 1895
Teorien om en fremtidig global opvarmning opstod på et tidspunkt, hvor menneskeheden knapt var begyndt at tilføre CO2 til atmosfæren i nogen videre mængder.
I 1800-tallet var fysikere dybt optaget af mysteriet om de store præhistoriske istider. En forsker, John Tyndall, satte sig for at finde ud af, om luftarter i atmosfæren kunne være en del af årsagen. I 1868 identificerede Tyndall ved hjælp af eksperimenter, at kuldioxid – CO2 – netop var med til at regulere jordens temperatur og holde kloden varm og beboelig. Han mente, ganske korrekt, at CO2 var en drivhusgas.
DEN FREMSYNEDE SVENSKER
Drivhuseffekten blev gennemregnet allerede i december 1895. Det var den senere nobelpristager i kemi, svenske Svante Arrhenius, der i Stockholms Kungliga Vetenskabsakademien udgav rapporten ’Verkningen av CO2 i luften på temperaturen på Jorden’.
Arrhenius var et tidligere vidunderbarn, der havde lært sig selv at læse som tre-årig, og som var blevet rykket direkte fra 1. til 5. klasse, da han begyndte i katedralskolen i Uppsala. Han fik sin doktorgrad som 25-årig og kastede sig derefter over drivhuseffekten.
Arrhenius’ beregninger konkluderede, at industrisamfundets kraftigt stigende forbrug af kul og andre fossile brændstoffer ville føre til en fordobling af CO2-indholdet i atmosfæren. Og i 1908 kunne han sætte relativt præcist årstal på, hvornår en fordobling kunne være en realitet: nemlig omkring 2100. Dermed var den svenske kemiker forbløffende tæt på de prognoser, nutidens videnskabsfolk har opstillet.
Hverken Svante Arrhenius eller andre samtidige forskere var dog specielt bekymrede ved denne vejrudsigt, tværtimod. De vurderede, at drivhuseffekten kunne forhindre endnu en istid, og at den var nødvendig for at stimulere plantevækst, så man kunne brødføde den hastigt stigende befolkning.
BASERET PÅ GRUNDLÆGGENDE FYSIK
Teorien om global opvarmning er baseret på grundlæggende fysik. Men klimasystemerne er komplicerede, og kun få forskere troede i de efterfølgende årtier på Arrhenius. Man mente, at klimasystemet stabiliserede sig selv - de store verdenshave ville blot optage CO2’en og annullere effekten.
Den håndfuld forskere, der arbejdede videre med teorien, blev i store træk ignoreret og nedgjort. Først i 1950’erne kom der igen gang i hypoteserne om CO2 og klimaet.
Det amerikanske militær begyndte at støtte forskningen i oceaner og atmosfære med massive beløb, fordi den viden kunne have stor betydning for den nationale sikkerhed. Videnskabsmænd forskede i stråling gennem atmosfæren, fordi det kunne have betydning for våbensystemer. Forskerne brugte moderne computer-teknologi til at kalkulere effekterne. De fandt bl.a. ud af, at CO2 ganske rigtigt havde en kraftig virkning på atmosfæren.
FORSKEL PÅ KLIMA OG VEJR
Vejret karakteriseres af øjebliks-observationer. Klimaet derimod er vejret et givet sted målt over en længere periode på typisk 20-30 år. Her registrerer man både temperatur, nedbør, fugtighed, solskinstimer og vind.
2008 var på globalt plan 0,1 grad koldere end året før – i det år var vejret altså koldere. Men det var stadig blandt de ti varmeste år, siden de meteorologiske målinger begyndte sidst i 1800-tallet.
Samlet set var 2000-2008 0,2 grader varmere end 1990-1999 – og 0,3 grader varmere end normalen for 1961-90. Klimaet bliver således varmere.
Den globale opvarmning er altså ikke aflyst, hvis et enkelt år – eller tre-fem år – er koldere end de foregående. Kun hvis de langsigtede tendenser peger i en bestemt retning, kan man tale om, at klimaet ændrer sig.
MEGET MERE CO2
Men var mængden af CO2 i atmosfæren overhovedet steget, eller havde havene bare optaget de øgede mængder drivhusgas, sådan som mange mente?
Flere forskere regnede sig frem til, at mængden af CO2 måtte være kraftigt stigende. Enkelte videnskabsmænd, som svenske Bert Bolin, der senere skulle komme til at lede FN’s Klimapanel, og den russiske klimaforsker Mikhail Budyko, advarede om ’radikale klimaforandringer’ og ’drastisk opvarmning’. Stort set ingen hørte efter.
Men det første endelige bevis kom i 1960, da Charles David Keeling, en amerikansk meteorolog, foretog de første troværdige målinger af CO2 i atmosfæren. Keeling satte målestationer op på Antarktis og på den hawaiianske vulkan Mauna Loa, hvor instrumenterne ikke kunne påvirkes af forurening.
Efter blot et par års målinger viste det sig, at CO2-indholdet i luften var steget. Målingerne gennem de næste årtier bekræftede, at CO2-niveauet bare steg og steg. Ideen om, at havene ville klare CO2-problemet for os, var død.
HVAD ER CO2?
CO2 eller kuldioxid er en lugtfri, usynlig luftart, som vi ikke ville kunne klare os uden. Mennesker og dyr udånder det, og planter bruger luftarten til deres fotosyntese. Vi kender den i synlig form som boblerne i sodavand og i frossen tilstand som tøris, der kan bruges til at danne røg til sceneshow og diskoteker. CO2 er også den vigtigste drivhusgas bortset fra vanddamp, og den er en af grundene til, at kloden er varm og beboelig – med en gennemsnitstemperatur på omkring 14 grader. Uden drivhusgasser som CO2 ville temperaturen være 30 grader lavere, og planeten en frossen isklump.
Planter og dyr optager det kulstof, som CO2 bl.a. består af, og igennem millioner af år er meget af det kulstof blevet presset sammen og lagret som kul eller olie i depoter i undergrunden. Vi er i færd med at afbrænde de mange millioner års lagring af kulstof på et par hundrede år.
FORSKERE FRYGTEDE KULDE
Der var bare den hage, at temperaturerne var faldet – ikke steget – siden 1940’erne. Mange videnskabsfolk var derfor i tvivl om, hvorvidt fremtiden bragte varme, sådan som CO2-teorien foreskrev, eller mere kulde på grund af et andet forureningsproblem, nemlig smog og røg, der blokerer for solens stråler.
Denne kuldeteori var især sejlivet i medierne. Først omkring 1980 var der en klar enighed blandt de mest fremtrædende klimaforskere om, at fremtidens klimaproblem var varme, ikke kulde – selv om vejret det år var rekordkoldt mange steder.
Mange af de grundlæggende elementer i teorien var nu faldet på plads, og det varmere vejr op i gennem 1980’erne bekræftede snart, at man var på rette spor.
POLARFORSKEREN LOU ALBERSHARDT ER VED AT BORE EN ISKERNE UD AF ISEN PÅ ANTARK TIS. ISKERNEN K AN AFSL ØRE, HVORDAN KLIM AE T VAR I FORTIDEN.
EN CANADISK GLETSJER ER PÅ VEJ UD I HAVET. FORSKERE ANSLÅR, AT DEN KAN VÆRE FORSVUNDET OM 30 ÅR.
ISKERNER BEKRÆFTER TEORIEN
Det var dog stadig svært for mange klimaforskere at ændre århundreders forestilling om, at klimaet skifter langsomt over mange tusind år. Men en række store ekspeditioner skulle ændre ved det billede. Den kilometertykke is på Grønland og Antarktis er det eneste sted på jorden, der kan holde luft intakt, selv når den er hundredtusindvis af år gammel. Boringer i isen kan også vise, hvad temperaturen var i forhistorisk tid.
I 1985 udborede et russisk-fransk hold en to kilometer lang iskerne på Vostokbasen på Antarktis. En analyse af iskernen viste, at temperatur og CO2 igennem årtusinderne havde bevæget sig op og ned på samme tid. Og at CO2-niveauet i dag var markant højere, end det havde været i de sidste 160.000 år (i dag ved forskerne, at det faktisk er højere end de sidste 800.000 år).
Det stod nu klart, at klima og CO2 altid havde været tæt forbundne. Men der var endnu mere skræmmende perspektiver i iskernerne:
I 1993 viste iskerneboringer fra Grønland, at verden i tidligere tider havde oplevet enorme skift i temperaturer på bare årtier. Som videnskabsmagasinet Science skrev det, så ’smadrede det billedet’ af et stabilt klima i fortiden. Nu kunne verdens klimaforskere ikke længere afvise fremtidige massive og hurtige skift i klimaet.
TEMPERATURERNE I 1980’ERNE, 90’ERNE OG 00’ERNE HAR VÆRE T VÆSENTLIGT HØJERE END ANDRE ÅR, MAN HAR TEMPERATURMÅLINGER FRA. KILDE: NASA .
OPVARMNINGEN SLÅR IGENNEM
Teorien om, at vores CO2-udledning vil opvarme kloden, er blevet bekræftet på mange måder. Men mest tydelig ved, at det simpelthen er sket: Det er blevet varmere.
Da teorien fandt fodfæste i 1960’erne og 1970’erne, var temperaturerne svagt faldende. Alligevel forudså flere forskere uafhængigt af hinanden, at den globale opvarmning snart ville kunne mærkes.
Den amerikanske rumorganisation NASA’s senere klimachef, James Hansen, forudsagde fx i 1981, at ’signalet’ fra opvarmningen af klimaet ville kunne ses over ’støjen’ fra det altid omskiftelige vejr omkring år 2000.
Det viste sig at være rigtigt. Der var mange usædvanligt varme år i 1980’erne og 1990’erne, men også år, der mindede om historiske temperaturer.
Fra 1997 var samtlige år dog langt varmere end noget år siden 1850 – året, hvor meteorologer konsekvent begyndte at måle klodens temperaturer. Det gjaldt også de relativt kølige år som fx 2008.
DE FLESTE DELE AF KLODEN ER BLEVET VARMERE, MEN ARKTIS, SIBIRIEN OG VESTANTARKTIS ER BLEVET VARMERE LANGT HURTIGERE END RESTEN AF VERDEN. KILDE: NASA.
TEORI FORUDSÅ FREMTIDEN
Hypotesen om global opvarmning – den menneskeskabte drivhuseffekt – var i slutningen af 1800-tallet, at ’hvis CO2 stiger, så forventer vi stigninger i temperaturen’.
Temperaturstigningerne de sidste mange år har bekræftet forudsigelsen, og det er ét stærkt bevis på, at teorien holder. Men det er ikke den eneste forudsigelse, der har vist sig at være korrekt.
Forskere forudså tidligt, at temperaturerne ville stige mere om natten end om dagen, mere om vinteren end om sommeren, og mere ved polerne end ved ækvator. Det har også har vist sig at holde stik.
Forskere forudså, at verdens gletsjere ville miste masse, og at man ville opleve øget afsmeltning fra Arktis og Antarktis. De forudså desuden, at Nordpolens is ville blive mindre og mindre. Det er også sket.
DE ANDRE DRIVHUSGASSER
CO2 er den vigtigste af de drivhusgasser, mennesket udleder, men der findes andre: Metan, lattergas og kølemiddel fra køleskabe, for at nævne nogle vigtige. En dansker udleder næsten ti ton CO2 årligt. Men hvis man regner de andre gasser med, udleder vi, hvad der svarer til 12,9 ton CO2.
DE FEM STØRSTE CO2-UDLEDERE
1. KRAFTVÆRKERNE
Verdens energiforsyning står for lidt over en fjerdedel af vores samlede udledninger af drivhusgasser. Det er dermed den største enkeltsynder. Især kulkraftværker sender meget CO2 op i luften, men også oliefyr, dieselgeneratorer og naturgaskraftværker har en stor del af ansvaret.
2. DEN TUNGE INDUSTRI
Verdens industri står for en femtedel af udledningen. 85 % skyldes tung, energikrævende industri, der fremstiller materialer som kemikalier, olieprodukter, jern, stål og andre metaller, papir, cement og mineraler.
3. FÆLDNING AF TRÆER
Afskovning står for en femtedel af udledningerne. Afskovning sker først og fremmest for at skaffe mere landbrugsjord, men skyldes også udvidelse af beboelsesområder, bygning af veje eller simpelthen for at skaffe tømmer og brænde.
4. LANDBRUG
Drivhusgasser fra dyrkning og husdyrhold står for 13 % af udledningerne. Det er dog ikke CO2, men drivhusgasserne lattergas og metan, som gør landbruget til en stor klimasynder. Lattergassen stammer fra natur- og kunstgødning. Metanen udløses, når køer tygger drøv – faktisk når køerne bøvser. Risdyrkning er også en stor kilde til metan.
5. BILER, LASTBILER OG SKIBE
Transport står for 13 % af udledningerne. Transport er ’kun’ på en femteplads, men det er den klimasynder, der vil vokse hurtigst i fremtiden. Udledningerne af CO2 fra benzin og diesel vil stige med 80 % frem mod 2030.
Se, hvordan du selv kan mindske CO2-udledningen.
Kilde: IPCC working group III, 2007
STORT FLERTAL BAKKER OP
Er der så i dag enighed eller stor u enig hed blandt forskere om global opvarmning? Det har forskere fra Illinois Universitet forsøgt at besvare i en omfattende undersøgelse fra 2009.
Svaret er, at der er stor enighed blandt aktive klimaforskere om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, men at billedet er mere broget blandt andre grene af naturvidenskaben.
Universitetet fik svar fra mere end 3100 forskere inden for geovidenskaberne – det dækker over grene som klima, meteorologi, geologi, geofysik, geokemi, havforskning, hydrologi og palæontologi.
Alt i alt svarede 82 % af forskerne, at den menneskelige aktivitet var en betydelig faktor til global opvarmning. Der var altså et overvældende flertal for teorien om global opvarmning. Men det dækkede over store forskelle.
De mest skeptiske var olie-geologer hvor 54 % støttede teorien. Blandt meteorologerne troede 64 %, at mennesket er skyld i global opvarmning. Man kan måske undre sig over, at så mange meteorologer var skeptiske, men i modsætning til klimaforskere studerer de primært vejret på kort sigt.
89 % af de egentlige klimaforskere var enige i teorien. De klimaforskere, der bedrev aktiv forskning og publicerede i videnskabelige tidsskrifter, var endnu mere sikre: 97 % mente, at vores CO2-udledning er en betydelig faktor i den globale opvarmning.
KAN KLIMAET LØBE LØBSK?
Både verdens skove og have optager en stor del af det ekstra CO2, som menneskeheden udleder. Faktisk mere end halvdelen. Men meget tyder på, at havene og skovenes evne til at afbøde noget af effekten af CO2-udledningen er på retur. Ifølge det FN-støttede The Global Carbon Project kunne økosystemerne for 50 år siden fjerne 600 kilo, hver gang vi sendte et ton CO2 op i atmosfæren. I dag kan naturen kun fjerne 550 kilo for hvert ton CO2, og det tal er faldende.
Mange forskere mener, at de store klimamodeller undervurderer en række selvforstærkende mekanismer, hvor naturen bliver påvirket af vores udledninger og selv forstærker opvarmningen. Det kaldes ’positiv tilbagekobling’ eller ’feedback-effekt’ og kan få klimaforandringerne til at løbe løbsk. Her er tre eksempler:
SMELTENDE IS:
Opvarmningen smelter isen og sneen fra fx Nordpolens hav, jorden i Sibirien eller bjergsider i alperne. Den hvide is reflekterer sollys og varme, og når isen er borte, optager jorden og vandet i havet derfor langt mere varme. Dermed forstærkes opvarmningen af atmosfæren, hvilket får endnu mere sne og is til at smelte.
PERMAFROST:
Den permanent frosne jord i Nordamerika, Sibirien og på Grønland indeholder enorme mængder af plantemateriale. Når den globale opvarmning får jorden til at tø, kan materialet gå i forrådnelse og blive udløst som CO2 eller den ekstremt potente drivhusgas metan. Alene Sibiriens tundra indeholder, hvad der svarer til 70 års menneskelige udledninger.
AMAZONAS:
Der er allerede tørkeperioder i Amazonas, og nogle forskere mener, at det kan nå et punkt, hvor junglen ’tipper’ over i en ny tilstand og begynder at dø. Amazonas optager en betragtelig del af den menneskelige CO2-udledning og er med til at holde den globale opvarmning nede. Hvis skoven begynder at tørre ud, kan Amazonas i stedet forværre den globale opvarmning. Brasiliens nationale rumforskningsinstitut vurderer, at denne onde cirkel kan føre til, at helt op til 60 % af Amazonas vil blive tør savanne inden midten af århundredet, måske endda før.
Kilde: Potential Anthropogenic Tipping Elements in the Earth System, Potsdam Universitet
SKEPTIKERNES INDVENDINGER – MODSTAND
I dag er langt de fleste forskere – og efterhånden også mange politikere og meningsdannere – enige om, at den globale opvarmning er menneskeskabt. Men ikke alle er overbeviste. Mange skeptikere afviser teorien om global opvarmning med, at klimaet altid har været foranderligt, og at den opvarmning, vi ser i dag, derfor blot er et udtryk for naturlige udsving i klimaet.
Men hvad er egentlig klimaskeptikernes argumenter for at fastholde, at klodens stigende temperaturer er helt normale – og at de i øvrigt ikke udgør en trussel mod mennesker og natur? Her er nogle af de mest almindelige indvendinger:
”DET VAR VARMERE I VIKINGE TIDEN”
Vikingerne beboede et Grønland, der var varmere og grønnere, end det er i dag. Ergo er nutidens temperaturer ikke usædvanlige, men blot naturlige udsving. Sådan lyder en kendt skeptikerindvending, og der er lidt om snakken.
Temperaturerne har i historisk tid svinget op og ned, og en lang række rekonstruktioner af temperaturerne ved hjælp af analyser af iskerner og træ-åringe tyder på, at der var noget varmere i Europa og Nordamerika i perioden 900 til 1300. Temperaturerne var dog ikke markant højere end i begyndelsen eller midten af 1900-tallet, og slet ikke i nærheden af, hvad vi er godt på vej til at opleve.
Det var formentlig kun Europa og Nordamerika, der oplevede en ’middelalderlig varmeperiode’. Ifølge organisationer som FN’s klimapanel og den amerikanske hav- og atmosfæreadministration NOAA er der ikke noget, der tyder på, at det globalt var en meget varm periode.
”DET ER SOLENS SKYLD”
Det er den stigende stråling fra solen, ikke CO2-udledningen, der er den rigtige forklaring på temperaturstigningen de sidste 100 år. Sådan lyder skeptikernes mest brugte alternative teori om, hvorfor det er blevet varmere.
Det lyder besnærende, for det er jo solen, der varmer jorden, og forskere er enige om, at solens stråling varierer en del.
Forskere er også enige om, at solstrålingen formentlig er en del af årsagen til, at kloden blev varmere mellem 1900 og 1940. Men solen kan ikke forklare temperaturstigningerne de seneste tredive år. Satellitmålinger viser, at der ikke har været nogen forøgelse i solstrålingen siden 1978, hvor temperaturen for alvor begyndte at stige. Målingerne bekræftes af mange andre undersøgelser.
UDSVING I SOLENS STRÅLER ER DEN DOMINERENDE ALTERNATIVE TEORI FOR, HVORFOR KLIMAET BLIVER VARMERE.
”1970’ERNE: NY ISTID PÅ VEJ”
Forskere advarede i mange medier i 1970’erne verden om, at en ny istid kunne være lige rundt om hjønet. Derfor kan deres advarsler om global opvarmning ikke tages alvorligt. Sådan lyder en populær anklage mod klimaforskere.
Der var ganske rigtigt mange historier i medierne om, at ’forskere advarer om ny istid’. Det passede også fint med, at temperaturerne generelt var faldet fra 1940 til 1970.
Men blandt de klimaforskere, der publicerede forskningsresultater om emnet, var der generel enighed om, at det egentlige problem var opvarmning.
En forsker fra den amerikanske hav- og atmosfæreadministration NOAA har gennemgået alle videnskabelige artikler om emnet, der har været publiceret i videnskabelige tidsskrifter mellem 1965-1979. Syv forudsagde en global afkøling, mens 44 forudså en opvarmning.
”FORSKERNE ER SLET IKKE ENIGE”
Folk, der er skeptiske over for menneskeskabt global opvarmning, siger ofte, at der i virkeligheden er en stor uenighed blandt forskere: Er der overhovedet sket klimaforandringer? Og bliver de overhovedet et problem?
Der er stor uenighed blandt forskere, men ikke om den grundlæggende teori: At der er en markant global opvarmning, at den skyldes en øget drivhuseffekt, og at den primært er menneskeskabt. Videnskabshistorikeren Naomi Oreskes har undersøgt samtlige artikler om ’globale klimaforandringer’, der blev publiceret i såkaldt peer-reviewed videnskabelige tidsskrifter (tidsskrifter, hvor forsker-resultaterne er tjekket af andre forskere).
Mellem 1993 og 2003 blev der publiceret 928 artikler om emnet. Ingen af artiklerne afviste den gængse teori om CO2 og klimaforandringer.
FORTIDENS VILDE KLIMA
Verden har gennem tiderne oplevet mange drastiske klimaforandringer som følge af ændringer i solens energi, havstrømme, kontinenternes bevægelser, meteor-nedslag eller mængden af naturlige drivhusgasser i atmosfæren. Både natur og mennesker har i et vist omfang tilpasset sig. Men det var, inden Homo sapiens satte sig tungt på kloden.
OG HVAD KAN VI SÅ LÆRE AF DET? ISÆR TRE TING:
- For det første at havet rent faktisk kan stige meget kraftigt på kort tid, hvis store ismasser smelter.
- For det andet at dyre- og plantelivet er meget sårbart over for temperatur stigninger.
- Og for det tredje – måske det vigtigste – at det på sin vis er blevet sværere for både mennesket og naturen at tilpasse sig klimaændringer. Mindst en milliard mennesker bor i dag så tæt ved havet, at selv relativt små stigninger i vandstandene kan skabe pladsmangel. Samtidig er dyr og planter tillige presset af byer, veje, agerbrug, forurening og mangel på levesteder.
KAMPEN OM KLIMASAGEN – GLOBAL DEBAT
Forskning i klimaændringer er domineret af mænd. Men det var to kvinder, der fik klimaet på den verdensomspændende politiske dagsorden i slutningen af 1980’erne: den daværende socialdemokratiske statsminister i Norge Gro Harlem Brundtland og hendes britiske kollega, den konservative premierminister Margaret Thatcher.
Gro Harlem Brundtland var hovedforfatter til den skelsættende FN-rapport ’Vores fælles fremtid’ fra 1987. Rapporten promoverede det dengang nye begreb bæredygtig vækst: en udvikling, der gavner økonomien, sociale forhold og miljøet – både nu og for fremtidige generationer.
Den indeholdt også centrale afsnit om global opvarmning, baseret på advarsler fra blandt andre World Meteorological Organization. Brundtland fremhævede selv i forordet og ved møder om rapporten, at når det gjaldt klimaet, »ved vi allerede nok til, at handling er berettiget«.
JERNLADYEN LYTTEDE
En af dem, der lyttede, var Margaret Thatcher. Hun blev populært kaldt Jernladyen – og gik da også til klimasagen på den hårde måde. Thatcher var især optaget af den globale opvarmnings betydning for sikkerheden. Hun så allerede dengang en klar kobling fra klimaændringer til konflikter, flygtningestrømme og terror.
Thatcher var den første toppolitiker, der udnævnte klimaet til »klodens altoverskyggende udfordring«. Og hun var nok den største drivkraft på den første verdenskonference om problemet, i Toronto, Canada, i juni 1988. Her anbefalede et usædvanligt ambitiøst slutdokument at »reducere CO2-udledninger med omkring 20 % af 1988-niveauet inden 2005 som foreløbigt mål«.
Men Toronto-dokumentet var ikke bindende. Og selv om FN fulgte op på Brundtland-rapporten med den måske hurtigste politiske proces nogensinde – vedtagelsen af en Klimakonvention på miljøtopmødet i Rio i 1992 – gik indsatsen mod klimaændringerne langsomt i stå. Paradoksalt nok netop fordi der var kommet så meget politisk fokus på dem.
THATCHER OG BRUNDTLAND STOD NORMALT MEGET LANGT FRA HINANDEN POLITISK. MEN IKKE I KLIMASAGEN.
USA BREMSEDE
Det var en høring i USA’s senat i juni 1988, der for alvor satte gang i skepsissen over for menneskeskabt global opvarmning. En af klimaforskningens pionerer, James Hansen fra rumorganisationen NASA, var indkaldt af en komité med blandt andre demokraten Al Gore.
Der var en usædvanlig hedebølge i Washington DC. For snurrende tvkameraer og i et lokale, hvor airconditioningen dårligt kunne hamle op med varmen, erklærede Hansen, at han var »99 % sikker på, at drivhuseffekten er påvist, og at den ændrer vores klima lige nu«.
Der gik ikke mange timer fra komiteen sagde »Thank you, Dr. Hansen«, til olie- og kulindustrien begyndte at hyre klimalobbyister og etablere klimatænketanke. Formålet var at sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig kunne betale sig at bruge mange mia. dollar på at bremse noget, der måske slet ikke eksisterede.
Det var et succesfuldt modtræk. På trods af, at videnskaben allerede dengang var ret sikker i sin sag, var lobbyister, ansat af USA’s olieindustri, stærkt medvirkende til de beskedne politiske resultater de efterfølgende år.
Det var således netop på initiativ fra USA, at Toronto-målene blev neddroslet i Rio 1992. Det var USA, der talte ambitionerne ned, da verden efter flere års pres fra EU skulle vedtage en bindende klimaaftale i den japanske kejserby Kyoto i 1997.
Og det var USA, der efterfølgende undlod at gennemføre Kyoto-protokollen med henvisning til, at Kina og andre store u-lande ikke var forpligtede til at reducere CO2. Det kunne skade amerikanske arbejdspladsers konkurrenceevne, mente både republikanere og demokrater.
Resultatet var, at den internationale indsats mod klimaforandringer stod næsten helt stille i årevis. Indtil en række indbyrdes uafhængige begivenheder igen kickstartede den.
TØBRUD I KLIMAFRONTERNE
Man tager en storpolitisk studehandel, en misforstået orkan og en voldsomt stigende pris på olie. Det røres godt sammen med mange tunge udsagn fra videnskabsfolk og en let dokumentarfilm fra en tidligere amerikansk vicepræsident. Og sidst, men ikke mindst, udhungrede isbjørneunger og andre konkrete effekter af klimaændringer. Efter få år er gryden nærmest ved at koge over af bekymring over global opvarmning.
Først den storpolitiske studehandel: I 2004 fik Ruslands præsident Vladimir Putin EU-tilsagn om sit eftertragtede medlemskab af verdenshandelsorganisation WTO. Til gengæld sagde han som aftalt ja til endelig at ratificere Kyoto-protokollen.
Så kom den misforståede orkan: Katrinas ødelæggende effekt på New Orleans i august 2005 skyldtes i langt overvejende grad utilstrækkelige diger – ikke global opvarmning. Alligevel var det formentlig den enkeltepisode, der blæste mest til en ny grøn bølge i USA.
Den nok væsentligste faktor for den nye globale interesse for CO2-fri energi havde heller ikke noget med klimaændringerne at gøre. Det var nemlig den stigende oliepris. Den fik hele den vestlige verden – og de boomende økonomier i Asien – til at spekulere over, hvordan man i fremtiden kunne få billig nok energi. Og om man overhovedet kunne få nok energi.
Forsyningssikkerhed kom for alvor på dagsordenen i EU, da det russiske gasmonopol Gazprom nytårsdag 2006 lukkede for hanerne til Ukraine – og dermed for tre fjerdedele af gaseksporten til resten af Europa.
TIMES TEMANUMMER FRA APRIL 2006 VAR SVÆRT AT OPDRIVE PGA. STIGENDE INTERESSE FOR KLIMAET.
ISBJØRNE PÅ FORSIDEN
Det var også i 2006, at topchefer over hele verden for alvor begyndte at indse, at man kunne få imagemæssig – og økonomisk – fordel af at arbejde med og ikke mod forskere og miljøfolk.
Fremsynede erhvervsfolk ønskede at kende deres vilkår på energiområdet langt ud i fremtiden. Fx gik verdens største private arbejdsgiver, supermarkedskæden Wal-Mart i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden. De bad direkte den amerikanske regering om restriktioner på CO2-udledningerne.
Selv olieselskabet ExxonMobil, der i to årtier havde været blandt de allermest aktive klimaskeptikere, vendte på en tallerken og var pludselig for en skat på CO2.
Miljøfolkene kvitterede ved at tale om konkurrencedygtighed og risk management. Som WWF’s internationale klimachef Hans Verolme forklarede til Politiken i 2007: »Vi kom jo ingen vegne ved blot at sige: ’vi repræsenterer alle pelsdyr i verden, giv os nogle penge, og hold op med at forurene, vil I ikke nok?’ Vi blev nødt til at vise, at vi forstår markedsmekanismerne«.
Nogle pelsdyr var dog stadig en vigtig del af klimasagen. Fx prydede isbjørnen forsiden af Time Magazine’s specialrapport om global opvarmning fra april 2006, fordi de svindende ismængder forhindrede hunnerne i at fange nok sæler og producere tilstrækkelig mælk til deres unger.
I månederne efter var der premiere på USA’s eks-vicepræsident Al Gores dokumentarfilm om klimaet, An Inconvenient Truth (En ubekvem sandhed), over hele verden. Og så eksploderede interessen, i hvert fald i Nordeuropa og blandt USA’s progressive kystbefolkning.
TOÅRIGE MORGAN PIERRE VAR EN AF DE OVERLEVENDE I KATRINA-ORKANEN. SKRIFTEN PÅ VÆGGEN BAG HENDE FORTÆLLER, HVOR MANGE, DER DØDE I HENDES HUS.
NOBELPRIS TIL KLIMAFOLK
I 2007 satte videnskaben og verdenssamfundet trumf på. De mere end 450 hovedskribenter i FN’s Klimapanel var nu blevet så enige, som forskere næsten kan være: Menneskeskabt global opvarmning var en reel og global trussel – og konsekvenserne af opvarmningen kunne allerede ses og mærkes.
FN’s klimapanel – Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) – blev oprettet i 1988 som opfølgning på rapporten ’Vores fælles fremtid’. Panelet udgiver rapporter, der opsummerer forskning og viden om klimaændringer og mulighederne for at begrænse CO2-udledningen.
Panelets fire 2007-rapporter fik toppolitikere til at stå i kø for at springe ud som grønne, blandt andet på et ekstraordinært FN-møde for alverdens statsledere i New York i september. Nu igen med Gro Harlem Brundtland i en hovedrolle – som en af FN-generalsekretær Ban Ki-moons tre særlige klimaudsendinge, der skulle være med til at gøde jorden for en global aftale. Og i oktober 2007 gav Nobelpriskomiteen så sin fredspris til Al Gore og Klimapanelet.
Komiteens begrundelse var stort set enslydende med, hvad Gro Harlem Brundtland og Margaret Thatcher næsten 20 år tidligere havde sagt om klimaudfordringen: »Omfattende klimaforandringer kan komme til at ændre og true livsvilkårene for store dele af menneskeheden. Det vil kunne føre til store folkeflytninger og øge kappestriden om Jordens ressourcer. Sådanne ændringer vil lægge særligt store byrder på verdens mest sårbare stater. Faren for voldelige konflikter og krige i og mellem stater vil kunne forøges«.
DEN GRØNNE BUSH
Hvilken stat i USA har i mange år fået den største andel af sin strøm fra vindmøller? Nej, det er ikke Californien. Det er Texas.
Hvem satte satsningen på vindmøller og anden vedvarende energi i gang i Texas? Det gjorde guvernør George W. Bush i 1999, mindre end to år før han blev amerikansk præsident og kendt for at gå kul- og olielobbyens ærinde.
Faktisk flyttede Bush ind i Det Hvide Hus i januar 2001 efter at have ført en relativt progressiv miljøkampagne, hvor han fx i en tv-debat kaldte global opvarmning et alvorligt problem.
Men få uger efter måtte Bush bryde sit første grønne valgløfte og opgive at begrænse kraftværkernes udledning af CO2. Da havde hans regering nemlig været udsat for et massivt og vedholdende pres fra ledende republikanere, industrirepræsentanter og konservative tænketanke. Derefter stod den på massive nedskæringer på miljøområdet og censur af videnskabelige rapporter om klimaproblematikken. Fx slettede Det Hvide Hus’ miljøkontor hele afsnit om svindende gletsjere, vandmangel i landbruget og risiko for skovbrande fra US Global Change Research Programs årlige klimarapporter.
Først da olieprisen blev fordoblet på få år, begyndte præsidenten at bløde op på sin afvisning af vedvarende energi. I sin ’State of the Union’-tale 31. januar 2006 erklærede George W. Bush, at USA var »addicted to oil« – afhængigt af olie – fra ustabile regimer i Mellemøsten, og at man skulle »investere mere i… revolutionerende sol- og vindenergi« samt biobrændstoffer.
Året efter gentog han budskabet – og tilføjede, at de nye miljøteknologier også ville »hjælpe os til at imødegå den alvorlige udfordring, som de globale klimaforandringer er«. Altså en tydelig anerkendelse af klimaproblemet for første gang siden valgkampen i 2000.
GEORGE BUSH VAR UPOPULÆR BLANDT NGO’ER, HER I JAPAN, FORDI USA I MANGE ÅR OBSTRUEREDE DE INTERNATIONALE KLIMAFORHANDLINGER.
TERMINATOR CO2
»Action, action, action«. Den tidligere actionhelt Arnold Schwarzenegger tordnede mod FN-samlingen. Det var en varm septemberdag i New York i 2007, og nu skulle alle, rige som fattige lande, holde op med at se mistroisk på hinanden og i stedet handle, prædikede muskelbundtet fra Terminator-filmene.
Som republikansk guvernør i Californien havde Schwarzenegger selv været med til at vise vejen: Han havde ombygget sine tidligere benzinslugende Hummer-biler til at køre på biogas og brændselsceller. Og han havde stillet stadig større klimakrav til bilfabrikanterne og anden industri i sin solskinsstat. Presset fra Schwarzenegger og andre regionale og lokale ledere i USA var med til at få regeringen i Washington D.C. til at anerkende klimaproblematikken og til, at USA ikke længere så aktivt obstruerede de internationale klimaforhandlinger.
EKS-VICEPRÆSIDENT AL GORE OG KLIMAPANELETS FORMAND RAJENDRA PACHAURI MODTOG NOBELS FREDSPRIS 2007 FOR DERES KAMP MOD KLIMA ÆNDRINGER.
DA DANSK POLITIK IGEN BLEV GRØN – KLIMADEBAT I DANMARK
»Det handler om at beskytte klimaet og bevare mangfoldigheden af levende væsner, så også kommende generationer kan glæde sig over isbjørnen, tigrene og pandaerne«.
En del tilhørere på Venstres landsmøde måtte gnide øjnene en ekstra gang denne november-søndag i 2008. Det var ikke en fodformet økoflipper, der stod oppe på scenen i Herning Kongrescenter og talte om miljøproblemer og bløde pelsdyr. Det var deres formand Anders Fogh Rasmussen – statsministeren, der for ikke så længe siden agiterede for, at staten skulle blande sig så lidt som muligt i markedskræfternes frie spil.
»At skabe en grøn og bæredygtig vækst, det er den største udfordring for denne generation og for den næste generation«, sagde Fogh Rasmussen.
Statsministerens tale blev udråbt som en grøn revolution af tv-nyhederne samme aften. Men faktisk var det en omvendelse, der havde været undervejs i flere år, og som Fogh Rasmussen første gang havde bebudet allerede ved Folketingets åbning i oktober 2006.
PÅ VENSTRES LANDSMØDE I 2008 HANDLEDE HELE STATSMINISTER FOGH RASMUSSENS TALE OM KLIMAKRISEN.
AKTIV KLIMASKEPTIKER
Statsministeren nævnte selv på scenen i Herning 2008, at han havde hørt til dem, der »sådan var lidt i tvivl om det der med klimaet«.
Op gennem 1990’erne var Fogh Rasmussen blandt de mest aktive klimaskeptikere i Danmark. Han skosede ofte den daværende socialdemokratiske miljø- og energiminister Svend Auken og dennes støttepartier på venstrefløjen for grønne afgifter og anden indsats mod klimaændringerne.
Så sent som i februar 1998 – da videnskaben allerede var relativt enig om, at menneskeskabt global opvarmning var et faktum og et stort problem – skrev Fogh Rasmussen en kronik i Information med overskriften ’Dommedagsteorier skifter med vejret’. Her fastslog han bl.a., at der »ikke i praksis er belæg for teorien om, at isen ved polerne gradvis vil smelte«.
MILJØIMPERIET SKÅRET NED
Da Venstre og Konservative overtog regeringskontorerne fra Socialdemokraterne og De Radikale i november 2001, blev der skåret kraftigt ned på Svend Aukens såkaldte miljøimperium, og Fogh Rasmussen var langt fra den eneste klimaskeptiker i regeringen. Den daværende konservative formand Bendt Bendtsen havde fx vakt en vis opsigt ved at udtale, at han ikke opfattede CO2 som forurening:
»Ovre på Fyn stopper de CO2 ind i drivhusene, du! Og så får de 20 % flere tomater«, påpegede Bendtsen. Som en af sine første handlinger som økonomi- og erhvervsminister aflyste han tre havvindmølleparker og barberede budgetterne til forskning og udvikling af vedvarende energi. Det skete med henvisning til Danmarks konkurrenceevne.
MINISTER ÆNDREDE TEKSTEN
Også Venstres finansminister Thor Pedersen var klimaskeptiker, og regeringstoppens holdning smittede af på partifællen, miljøminister Hans Christian Schmidt. Schmidt ændrede således i 2004 flere passager i klimaforskeres tekst til pjecen ’Tilpasning til fremtidens klima’.
Blandt andet tilføjede ministeren, at der var »meget usikkerhed om klimaets udvikling og menneskets bidrag til drivhuseffekten« – selv om der på det tidspunkt tværtimod var stærk videnskabelig konsensus.
MUHAMMEDKRISENS BETYDNING
I begyndelsen af 2006 begyndte statsministeren at ændre holdning til klimasagen – i første omgang, fordi han opdagede, at problematikken hang tæt sammen med sikkerhed for energiforsyning.
Først udløste det russiske gasmonopol Gazproms lukning af hanerne til Europa EU-krisemøder. Og så resulterede Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed i afbrændinger af Dannebrog i muslimske lande.
Fogh Rasmussen fortalte i september 2007 til Politiken, at han på det tidspunkt i sit stille sind priste sig lykkelig for, at Danmark ikke skulle ud og købe olie i Mellemøsten – eller skaffe energi fra andre ustabile leverandører.
Kort efter Muhammed-krisens kulmination kom den konservative miljøminister Connie Hedegaard til statsministeren med en idé: Danmark skulle påtage sig værtskabet for FN’s store klimatopmøde i 2009 – det år, hvor efterfølgeren til Kyoto-aftalen skulle landes.
På det tidspunkt vurderede Fogh Rasmussen, at en grøn klimapolitik kunne sikre miljø, eksportkroner, energiforsyning og sikkerhed på én gang. Svaret til Connie Hedegaard var således positivt.
DANMARK IMPONEREDE USA
De efterfølgende måneder gjorde det indtryk på statsministeren, at topledere i Danfoss, Grundfos og andre dele af dansk erhvervsliv agiterede ivrigt for en grøn klimapolitik. Men den mest markante enkeltbegivenhed var besøget hos daværende præsident George W. Bush i juni 2007.
Bush var også blevet opmærksom på de økonomiske og sikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med energiforsyning og talte stadig mere om, at USA skulle gøre sig uafhængig af dyr mellemøstlig olie.
Ved sit besøg i Det Hvide Hus kunne Fogh Rasmussen derfor imponere Bush med, at Danmark siden 1980 havde haft en vækst i økonomien på omkring 70 % – samtidig med, at energiforbruget var forblevet stort set konstant. En effektiv udnyttelse af energien, der var afledt af 1970’ernes oliekriser og 1980’ernes miljøbølge, og som USA kun kunne drømme om. Da den danske statsminister fortalte om dette danske eksempel fik han således den amerikanske præsident til at læne sig frem og duperet udbryde »WHAT?«. Tre dage efter fik Fogh Ras mussen topforskerne på Stanford University i Californien til at klappe af samme danske eksempel.
ANDERS FOGH RASMUSSEN OG GEORGE W. BUSH VAR ENIGE OM MANGE POLITISKE EMNER. DE BLEV OGSÅ BEKYMREDE FOR KLIMAET PÅ NOGENLUNDE SAMME TID.
FN-RAPPORT OVERBEVISTE FOGH
Statsministeren har hele tiden fastholdt – også i sin grønne tale på Venstrelandsmødet i november 2008 – at opgøret med Svend Aukens miljøpolitik var nødvendigt, fordi man angiveligt ikke fik nok miljø for pengene.
Men netop på scenen i Herning sagde statsministeren for første gang, at VK var gået for langt i dette opgør. Regeringen havde været »fodslæbende« i klimaspørgsmålet, og »det var måske også forkert«, erkendte statsministeren. Selv forklarede han til Politiken i 2007, at han var blevet overbevist af 2007-rapporterne fra FN’s internationale klimapanel. Panelet og andre forskere som den britiske topøkonom Sir Nicholas Stern talte også til økonomen i Fogh Rasmussen ved at påpege, at det nok ville være dyrt at gøre noget ved klimaproblemet. Men det ville efter alt at dømme være langt dyrere ikke at gøre noget.
Samtidig vidste Fogh Rasmussen, at der var stigende efterspørgsel på det, Danmark var blevet rigtig god til, nemlig en effektiv udnyttelse af energi.
Med andre ord kunne man ikke blot kombinere miljøbevidsthed med forsyningssikkerhed, men også med vækst. Og de lande, der først gjorde det, ville få et uvurderligt miljøteknologisk forspring – der bestemt ikke ville skade, men tværtimod gavne konkurrenceevnen.
Derfor sluttede statsministerens tale i Herning på Venstres landsmøde i 2008 med opfordringen til »et grønt kvantespring«. »Lad os skabe en ny grøn vækst og tusindvis af nye grønne arbejdspladser. Lad os gøre Danmark til en grøn vindernation«.
KLIMA – DET VIL LØKKE
Efter Anders Fogh Rasmussen blev NATO-generalsekretær, overtog Lars Løkke Rasmussen hans klimapolitik stort set uændret. Allerede umiddelbart efter den officielle udnævnelse hos dronningen 5. april 2009 sagde den nye statsminister ude på Amalienborg Slotsplads, at en ambitiøs aftale på klimatopmødet i Køben havn var en af hans vigtigste opgaver overhovedet.
Det budskab gentog Lars Løkke Rasmussen et par dage senere i sin tiltrædelsestale i Folketinget: »En ny klimaaftale skal ikke slå nye rekorder i varmluftig retorik, men derimod finde troværdige og praktiske løsninger på den globale opvarmning. Det bliver ikke nogen nem opgave. At få verdens lande til at enes om noget som helst er svært – men at enes om en ambitiøs klimaaftale midt i en krisetid bliver overordentligt svært«.
Lars Løkke Rasmussen havde kun ganske få gange udtalt sig offentligt om klimaet, før han blev statsminister. Mest markant var i journalisten Kirsten Jacobsens bog Løkkeland fra 2006, hvor den daværende indenrigs- og sundhedsminister i et interview på Fyn påpegede, at det havde en pris, at Danmark med bl.a. grønne afgifter ville være »de fremmeste i forhold til Kyotobestræbelserne«:
»Imens lukker det ene gartneri efter det andet så her på Fyn. Jeg kunne godt ønske mig, at vi var en smule pragmatiske. At vi havde en mere realistisk tilgang til problemerne, for lukkede gartnerier er tabt velfærd«, sagde Lars Løkke Rasmussen. Men ved sin tiltrædelse i april 2009 erklærede den nye statsminister sig for en fortsættelse – og skærpelse – af Kyoto-bestræbelserne. Her fastslog han, at »alle må bidrage til at nå målet om en halvering af udledningerne ved midten af dette århundrede«. Altså et klimamål, der var på linje med forskernes anbefalinger.
HVAD LOMBORG EGENTLIG MENER »Drivhuseffekten er yderst tvivlsom«.
Den lille sætning i en kronik i Politiken 12. januar 1998 var med til at sætte gang i en global lavine, som dens ophavsmand aldrig havde drømt om. Det var Bjørn Lomborg, dengang helt ukendt lektor i statistik på Aarhus Universitet, der skrev den som led i fire kronikker om, at kloden havde det langt bedre, end miljøbevægelsens dommedagsprædikanter gav udtryk for.
Det var den sætning, der mange år frem kom til at definere Lomborg, og som sammen med stramme T-shirts og en usædvanlig retorisk begavelse var med til at gøre ham verdensberømt.
Selv fortryder Lomborg sætningen: »Jeg ville gerne have skrevet den mere tænksomt«, erkendte han over for Politiken i 2007.
Lomborgs ærinde var – og er – nemlig ikke at benægte drivhuseffekten. Blot at konsekvenserne af den ikke er så uoverstigelige, som langt hovedparten af alverdens videnskabsfolk og toppolitikere mener.
Men formuleringen »yderst tvivlsom« var medvirkende til, at han i årevis blev hevet frem som hardcoreskeptiker – både af sine modstandere og tilhængere. Og til at hans retorik og menneskesyn blev sammenlignet med Hitler og nazismen i det videnskabelige tidsskrift Nature og af formanden for FN’s Klimapanel Rajendra Pachauri.
I virkeligheden anerkender Lomborg den menneskeskabte drivhuseffekt, og at følgerne primært er negative. Hans egentlige hovedbudskab på klimaområdet er, at det er alt for dyrt at forsøge at bremse klimaændringerne med kvoter og andre begrænsninger på CO2-udledning.
I stedet skal alverdens lande investere 0,05 % af BNP i forskning og udvikling af renere energikilder – så vil markedet mere eller mindre klare resten og sørge for, at en ny miljøteknologi bliver sat i storproduktion, når den kan betale sig. Et synspunkt, han dog står relativt alene med blandt alverdens klimaforskere og økonomer. De finder det nødvendigt at skubbe mere til markedet.
Lomborgs synspunkter og hans evne til at markedsføre dem har fået bl.a. Time Magazine og Esquire til at kåre ham til en af verdens mest indflydelsesrige tænkere. Og miljøorganisationer giver ham en stor del af ansvaret for, at indsatsen mod klimaændringer blev forsinket i flere år. Ikke kun i Danmark, men også globalt.
DE GRØNNE DANSKE AFTRYK
To danske politikere har haft markant indflydelse på de globale klimaforhandlinger: Svend Auken, der var miljø- og energimister i Poul Nyrup Rasmussens regeringer fra 1993-2001 og Connie Hedegaard, der blev miljøminister i august 2004.
Den socialdemokratiske miljøminister Svend Auken var en af drivkræfterne i EU’s miljø- og klimapolitik op gennem 1990’erne. Mest markant nok ved fastlæggelsen af forhandlingsudspillet til Kyoto-topmødet:
Et EU-miljøministermøde 3. marts 1997 skulle blot have været en formssag, fordi man efter to års tovtrækkeri endelig var blevet enige om, hvordan medlemslandene skulle fordele et EU-mål om 10 % CO2-reduktion i perioden 1990-2012. Men så rystede Auken pludselig posen og foreslog, at man i stedet spillede ud med 15 %.
Som klodens klimalokomotiv burde EU være ekstra ambitiøs, for ellers ville man ikke kunne hive en god aftale igennem, argumenterede Auken. Med succes. EU rejste således til Kyoto med et udspil på 15 %, endte på 8 og fik dermed presset den samlede reduktion op på 5,2.
Den konservative Connie Hedegaard kastede sig også over klimasagen, kort efter hun var blevet udnævnt som miljøminister. Et år efter samlede hun en snes miljøministre til et uformelt klimamøde på Grønland.
Her så politikerne med egne øjne isen smelte i rekordtempo, og det lykkedes faktisk Hedegaard at være med til at skabe tøbrud i klodens fastlåste klimafronter.
Da den canadiske miljøminister Stéphane Dion med møje og besvær havde fået hevet et ret så ambitiøst slutdokument i land på FN-konferencen i Montreal i december 2005, sendte han en særlig tak til Danmark og den såkaldte Grønlandsdialog.
Hedegaard blev udnævnt til klima- og energiminster i 2007. Som verdens første klimaminister blev hun den centrale indpisker i forberedelserne til klimatopmødet i København 2009.
SIDSTE NAT PÅ BALI – INTERNATIONALE FORHANDLINGER
Hvordan foregår klimaforhandlingerne egentlig i praksis? Og hvorfor bliver resultaterne tolket så forskelligt? Vi skal en tur til Bali og følge forhandlingerne i 2007.
Hvis en af FN’s klimakonferencer blev sat op som Hollywood-film, ville den blive et flop. Ingen almindelige biografgængere ville være godt underholdt af at se på politikere og topembedsmænd, der bruger dage på at grave sig ned i detaljer og vende hvert et lille ord på en guldvægt.
Og de ville nok også sidde der i plyssæderne i biografmørket og undre sig over, at tempoet i det airconditionerede konferencecenter kan være så skildpaddeagtigt, når den eskalerende globale opvarmning udenfor minder stadigt mere om en thriller.
Hvordan kan man fx bruge den sidste nat – og formiddag – på en klimakonference på at diskutere, om ordene ’måle, rapportere og verificere’ skal stå i begyndelsen eller slutningen af et afsnit?
Det kunne man på den indonesiske ø Bali i december 2007. Placeringen i sætningen var nemlig afgørende for, om det kun var de rige landes finansiering til udviklingslandene eller tillige u-landenes egen indsats mod klimaforandringer, der skulle kunne måles, rapporteres og verificeres.
Eksemplet fra den sidste nat på Bali er også rammende som illustration af, at klimakonferencer skam godt kan få følelserne i kog. I hvert fald hos dem, der deltager.
ISBJØRNE OG PINGVINER SVEDTE TRAN, MENS POLITIKERNE FORHANDLEDE VED FN-KONFERENCEN PÅ BALI I 2007.
PINGVINER MED SOLSTIK
Bali-aftalen var ekstra vigtig, fordi der skulle fastlægges en køreplan frem til klimatopmødet i København 2009.
Det var begyndt, som det plejede et par uger forinden. Embedsmændene ankom og forsøgte at skrive ned, hvad man var enige om på forhånd. Det var som sædvanlig ikke ret meget, og heller ikke efter den første uges forhandlinger var der nogen centrale afsnit uden såkaldt skarpe parenteser; uafklarede spørgsmål, der skulle forhandles på ministerniveau.
Ngo’erne var frustrerede – som altid. Uden for konferencecentret demonstrerede de blandt andet ved at klæde sig ud som pingviner – lidt af en bedrift i 35 graders varme og luftfugtighed tæt på 100.
Indenfor pressede de på for fremskridt og havde her selskab af lobbyister fra industrien og andre erhvervsfolk. De ngo’er og erhvervsfolk, der er en del af et lands delegation, må i modsætning til pressen godt overvære et forhandlingsmøde, men de må ikke sige noget.
Til gengæld tager de revanche i korridorerne og gangene, hvor det ikke skorter på gode råd til forhandlerne.
HVAD BETYDER COP 15?
Fagfolk taler om klimatopmødet i København 2009 som COP 15, og om klimakonferencerne som COP’er. Det skyldes, at mødet i København er den 15. Conference Of the Parties, siden man begyndte i Berlin i 1995.
Berlin-konferencen var den første, efter at klimakonventionen fra det store miljømøde i Rio de Janeiro 1992 var trådt i kraft.
For at det ikke skal være løgn, har man siden 2005 – hvor Kyoto-protokollen trådte i kraft – sideløbende afholdt noget, der hedder COP-MOP’er. MOP står for Meeting Of the Parties, og det er kun for medlemmer af Kyoto-protokollen, hvor lande som USA altså ikke deltager.
Det er højere diplomatisk videnskab at adskille, hvad der skal og må forhandles hvor og hvornår.
FORMANDENS VENNER SAMLES
Lige meget hjalp det dog. Så da ministrenes fly landede i begyndelsen af konferencens anden uge, højniveau-delen, havde det indonesiske FN-formandskab brug for at få tempoet op. De samlede derfor knap 40 centrale lande i det såkaldte ’Friends of the Chair’, formandens venner, som det hedder i jargonen.
To døgn efter blev gruppen halveret, og embedsmænd blev forment adgang. Nu var det kun ministre fra nøglelande, der sad med til bords.
Fra EU var der tre med: Daværende EU-formandsland Portugal, Europas største og dengang mest klimaprogressive land Tyskland, og så Danmark, fordi vi skulle være vært for klimatopmødet i 2009.
Derudover naturligvis USA, samt blandt andre Kina, Indien, Australien, Japan, Rusland, Nigeria, Saudi-Arabien og Pakistan, der på det tidspunkt var formand for G77. G77 er gruppen af udviklingslande, der siden sin dannelse er vokset fra 77 til omkring 130 medlemmer.
I 2005 KOM RUSLAND MED I KYOTO-AFTALEN, MEN FIK DOG INGEN DIREKTE FORPLIGTELSER TIL AT NEDBRINGE FORURENINGEN FRA KRAFTVÆRKER SOM DETTE I MOSKVA.
AKTØRERNE OG DERES HOLDNINGER
Nogenlunde sådan her har rollerne været på langt de fleste klimakonferencer:
EU er verdens klimalokomotiv, der – som regel – forsøger at højne ambition erne.
USA, Canada, Japan og Australien er de rige skeptikere, der holder igen.
Udviklingslandene, organiseret i G77, forsøger at få de rige til at erkende større ansvar og påtage sig større CO2-reduktioner. Dels hjemme, dels ved at reducere i u-lande, bl.a. via fonde, CDM-projekter og skovbevarelse. De rige bør også overføre flere penge og mere teknologi til de fattige, mener G77. Gruppen består af flere undergrupper, hvor de vigtigste er:
- Kina, Indien, Brasilien og enkelte andre lande, der har haft kraftig vækst (og dermed stigende CO2-udledning) de seneste årtier. De erkender deres medansvar, men forsøger at undgå for store forpligtelser. (Rusland er ikke et udviklingsland og har ofte sin egen dagsorden, der ikke mindst handler om respekt for landets stormagts-status. Rusland agerer imidlertid ofte som resten af denne gruppe).
- Saudi-Arabien og de andre olielande, der nødig vil erkende, at olie kan være et problem. Og som derfor ofte holder sig uden for eller direkte forsøger at sabotere processen.
- De lavtliggende østater, der er meget aktive over for medierne og i forhandlingerne – ikke mindst fordi de som de eneste risikerer egentlig udslettelse.
- De fattigste lande, især i Afrika, der har svært ved at blive hørt, og derfor primært forsøger at få penge til at tilpasse sig og til at forebygge yderligere forandringer af klima et.
KØRT FAST PÅ PENGESTRID
Efter yderligere to slidsomme døgn var der stadig et par essentielle sætninger, der var kontroversielle, heriblandt det med at ’måle, rapportere og verificere’ indsatsen mod klimaændringer.
Substansen i det var som så ofte før penge – hvem skal nu betale hvor meget? Hvis u-landene ikke skulle måle, rapportere og verificere, havde de så overhovedet forpligtelser – og ville de rige så ikke komme til at bære ansvaret for at reducere CO2 alene, spurgte især USA.
Forhandlingerne gik i hårdknude natten til lørdag, og et par timer efter midnat sendte de indonesiske værter formandens venner hjem i hotelsengene. I stedet skulle alle mødes til stormøde i plenumsalen, når solen igen var stået op over Bali.
EN GRÆDENDE FN-CHEF
Om morgenen lørdag 15. december havde de søvndrukne delegerede dårligt nok nået at sætte sig i plenum, før den kinesiske chefforhandler kom med en usædvanlig hård anklage mod den øverste chef for FN’s klimasekretariat, hollænderen Yvo de Boer.
De Boer har spillet dobbeltspil, lød det fra kineseren, der understregede sine pointer ved at banke knytnæven ned i bordet.
Det indonesiske formandskab havde afholdt forhandlinger med nøglelande parallelt med, at man begyndte forhandlinger i plenum. Det var respektløst og tegn på, at FN’s klimasekretariat ikke er udviklingslandenes sekretariat, mente kineseren.
Efter nogen forvirring fik Yvo de Boer chancen for at forsvare sig mod anklagerne. »Jeg vidste ikke, at der blev forhandlet i et andet lokale«, nåede de Boer at få fremstammet. Så blev han ramt i nakken af alt for mange døgn med alt for mange uenigheder og alt for lidt søvn. Først begyndte tårerne at løbe. Så løb de Boer selv rystende og sammenkrøbet ned fra podiet og ud af salen.
ET MARKED FOR CO2
EU forsøger i disse år at få USA og andre dele af verden med på det såkaldte kvotehandelssystem. Det er et system, som oprindeligt blev skrevet ind i Kyoto-aftalen på USA’s initiativ.
Den britiske økonomiprofessor Nicholas Stern og andre eksperter har anbefalet det som et af midlerne til at løse klimakrisen. Det sætter nemlig et loft over CO2-udledningerne og skaber samtidig et marked for at handle med forureningen.
En CO2-kvote giver retten til at udlede 1 ton CO2 i en bestemt periode. EU har siden 2005 haft et CO2-kvotesystem, der omfatter mere end 10.000 virksomheder, heraf ca. 380 danske, primært i energisektoren og den energitunge industri. Fra 2013-2020 skal de fleste CO2-kvoter auktioneres væk – til den pris, som markedet vil betale på det tidspunkt.
Flere byer og stater i USA planlægger at indføre CO2-begrænsninger efter netop sådan et system. Også centralt i Washington er der overvejelser, men det store spørgsmål er, om systemet vil passe sammen med EU’s.
Ud over kvotesystemet skal landene også reducere CO2 i de sektorer, der ikke er omfattet, især transport, landbrug og byggeri: populært sagt biler, bønder og boliger.
AMERIKANERE MØDT MED BUH-RÅB
Den ellers så korrekte FN-embedsmands sammenbrud viste sig paradoksalt nok at blive vendepunktet. Den indonesiske miljøminister blev siddende på podiet og forsøgte at samle trådene i begyndelsen meget famlende, men efterhånden godt hjulpet af velvilje fra salen.
Derfor skabte det også ekstra frustration, da USA’s chefforhandler Paula Dobriansky nedlagde veto mod det sidste kompromisforslag, fordi det angiveligt krævede for lidt af udviklingslandene.
Formanden for G77 havde ellers lige foreslået en udlægning af den kontroversielle del af teksten, som kom USA i møde. Amerikanerne blev derfor mødt af høje buh-råb.
SUPERMAGTEN, DER KOM IND FRA KULDEN
USA var i årevis klimakonferencernes hyppigste modtager af ngo’ernes hadepris, Dagens Fossil, for at modarbejde og forsinke de globale forhandlinger. Men det sluttede på konferencen i Poznan, Polen i december 2008.
Med den nye præsident Barack Obamas engagement i klimakampen kom USA nemlig ind fra kulden.
De færreste lyttede til den afgående præsident Bush’ forhandlere i Poznan. Opmærksomheden var rettet mod udmeldingerne fra formanden for det amerikanske Senats udenrigsudvalg, Obamas demokratiske partifælle John Kerry. Under konferencen bebudede han flere gange stærkt forhøjede ambitioner.
Forskere, ngo’er og udviklingslande fremhævede, at USA’s nye toner var ekstra tiltrængt, fordi EU på grund af finanskrisen langt fra viste samme lederskab som tidligere. Ja, faktisk var det i Poznan flere gange EU-lande, der fik hadeprisen som Dagens Fossil.
PRÆSIDENT OBAMAS GRØNNE PROFIL SLOG IGENNEM I KLIMAFORHANDLINGERNE, ALLEREDE INDEN HAN VAR RYKKET IND I DET OVALE VÆRELSE.
HÅRDE ORD TIL USA
Udviklingslandene var særligt frustrerede. De havde blødt op på deres sædvanlige indvendinger om, at de først kunne forpligte sig til en indsats mod klimaændringer, når deres borgere var blevet mætte.
Til gengæld forventede de, at den rige verden ville påtage sig hovedansvaret – og langt den største økonomiske byrde.
Papua Ny Guinea sagde direkte til USA: »Hvis I af en eller anden grund ikke er villige til at lede, så overlad det til resten af os. Please – get out of the way!«.
DANMARK GRIBER IND
Men måske havde USA slet ikke set den udstrakte hånd fra udviklingslandene? Den tanke opstod i den danske delegation. Chefforhandleren gik over til amerikanernes bord og forsøgte at forklare forskellen på G77’s gamle og nye opfattelse af ordene.
Paula Dobriansky vendte sig om mod sin højre hånd Harlan L. Watson for at høre hans vurdering. Watson var imidlertid døset lidt hen, og det fik rødmen til at fare op i Dobrianskys ansigt.
Den normalt så kølige chefforhandler vendte sig i stedet til den anden side og råbte »So do something!« til sin sidemand, præsident Bush’ specialudsending James Connaughton.
KRISE – TIL GAVN ELLER SKADE FOR KLIMAET?
Da finanskrisen ramte verden i efteråret 2008, begyndte det pludselig at gå endnu mere trægt i klimaforhandlingerne. Tysklands førhen så progressive kansler Angela Merkel krævede sin tunge industri undtaget fra EU’s CO2-reduktionsmål, og også andre lande skiftede fra første gear til bakgear.
Danmark var imidlertid blandt dem, der argumenterede for, at finanskrisen ikke ville skade, men tværtimod gavne klimasagen.
Ikke kun fordi den ville få nedsat væksten og dermed stigningen i CO2-udledningen. Næ, det primære argument var, at krisen gav alverdens lande endnu færre penge til at købe dyr olie og gas fra ustabile regimer – og at de derfor ville være endnu mere motiverede til at kickstarte økonomien med satsning på grøn teknologi.
De fleste nyere økonomiske analyser viser, at det bedre kan betale sig at handle nu for at bremse klimaændringerne end at vente, til de er tæt på at løbe løbsk.
USA’s nyvalgte præsident Obama var på samme linje. Alligevel tvivlede eksperterne på verdens evne til handling. De pegede på, at en ambitiøs global klimaaftale ville kræve en evne til at tænke fornuftigt og langsigtet, som man langt fra altid ser hos politikere.
VERDEN HOLDER VEJRET
Om det skyldtes den danske delegations arbejde, et lignende forsøg på ansigt til ansigt-diplomati fra Brasilien eller de konkrete meldinger i udviklingslandenes taler, ved man ikke. Men til sidst blev USA overbevist, om at aftaleteksten indebar, at også udviklingslandenes indsats mod klimaændringer skulle kunne måles, rapporteres og verificeres. Og så kom forløsningen:
»Vi er klar til at gå videre og acceptere konsensus«, sagde Paula Dobriansky. Deltagerne klappede, grinede og lænede sig tilbage i stolene i lettet udmattelse. Kun for få minutter senere igen at holde vejret. Nu var det nemlig Rusland, der bad om ordet.
To år forinden, på klimakonferencen i Montreal 2005, havde russerne holdt hele verden oppe den halve nat ved at insistere på en teknisk detalje, som ingen rigtig kunne se substansen i.
Reelt var der dengang tale om spillen med magtmusklerne, fordi Rusland var fornærmet over, at man ikke havde været med i den gruppe af formandens venner, som de canadiske værter havde indkaldt.
ENDELIG FORLØSNING
Også på Bali ville russerne markere sig som en genopstanden stormagt. Men denne gang havde landet været med blandt formandens venner. Det tog således kun et par minutter med relativt usammenhængende tale, før også den russiske chefforhandler tilsluttede sig aftalen.
Formanden spurgte igen »Nogen indvendinger?«, og salen kiggede over på Saudi-Arabien, der også har talrige forsinkelser på samvittigheden. Ved Nairobi-konferencen i 2006 krævede det rige olieland fx penge fra den fond, der ellers skal hjælpe ludfattige lande med at modstå effekterne af klimaændringerne. Begrundelse: Saudi-Arabien ville miste indtægter, når nu verden ville skrue ned for olieforbruget.
Men denne gang var saudierne tavse. Og efter en rekordlang forsinkelse på 21 timer i forhold til den oprindelige tidsplan kunne FN-chef Yvo de Boer tørre øjnene og igen smile. Om end lidt forlegent.
FRA KYOTO TIL KØBENHAVN – OG VIDERE
Kyoto-protokollen blev aftalt i december 1997. Men reelt manglede man at udfylde mange huller i teksten. Den skulle først træde i kraft, når lande med tilsammen 55 % af verdens CO2-udledning havde underskrevet den. Det skete så sent som i februar 2005, da Rusland endelig tilsluttede sig aftalen.
USA afviste at gennemføre Kyoto-aftalen, og udviklingslandene fik ingen forpligtelser. Det er kun EU, Japan og Canada, der skal reducere CO2 med hhv. 8, 6 og 6 % fra 1990-2012. Den seneste udvikling tyder på, at man når i mål, men kun på et hængende hår.
FN-landene er enige om, at disse Kyoto-mål skal erstattes af en aftale på topmødet i København 2009. Den skal fastlægge reduktioner af drivhusgasser efter 2012, og denne gang skulle alle verdens store CO2-udledere gerne med. Altså ikke kun EU og Japan, men også USA og rigere udviklingslande som Kina.
USA og Kina står tilsammen for næsten 40 % af klodens samlede udledning af drivhusgasser. De to landes positioner i forhandlingerne har længe været, at USA kun vil gå med, hvis Kina går med. Og Kina vil kun gå med, hvis USA går med. Op til topmødet i København i december 2009 gik de to lande dog i dialog om klimaspørgsmålet.
Uanset resultatet i København vil man først flere år efter kunne se de reelle effekter af en ny aftale. Også fordi den ligesom Kyoto skal udbygges, finpudses – og ikke mindst ratificeres af så mange som muligt.
LANG, STENET VEJ TIL KØBENHAVN
Tolkningen af Bali-aftalen bekræftede dog, at det sete i høj grad afhænger af øjnene, der ser. Videnskabsfolk, ngo’er og andre kritikere så på aftalen med klimabriller, altså ud fra hvad jordkloden kan klare af CO2-udledning. De var derfor skuffede over, at USA inden dramaet lørdag morgen havde fået reduceret videnskaben til en fodnote.
Slutdokumentets forside havde længe indeholdt FN’s Klimapanels understregning af, at klodens CO2-udledning skal toppe inden for 10-15 år. Den skal være skåret ned til halvdelen af 1990-niveau i 2050, og de rige lande skal reducere drivhusgasserne med 25-40 % inden 2020.
Men i den endelige tekst var det fjernet, og der stod blot en note, der henviste til tre sider i Klimapanelets rapport. Derfor var ngo’ernes primære dom, at Bali-aftalen var »svag på substans«.
De tilstedeværende ministre og embedsmænd var imidlertid først og fremmest lettede over, at det hele ikke var brudt sammen. De så på aftalen ud fra, hvad det træge FN-system realistisk kunne præstere, og kaldte den »meget ambitiøs«.
Også den danske delegation var lettet. De havde fået deres køreplan frem mod København.
Connie Hedegaard havde efter sine første FN-møder i 2004-2005 erklæret, at hun fik »tics i knæene« af »det enerverende skildpaddetempo« på møderne. Men på Bali i 2007 fremhævede klimaministeren, at nok var vejen til København lang og stenet, men den var ikke lukket.
LOKALE MILJØFOLK PLANTEDE I DECEMBER 2007 MANGROVETRÆER PÅ BALI I EN KAMPAGNE, DER OPFORDREDE DE FORHANDLENDE TOPPOLITIKERE TIL AT SIKRE JORDENS FREMTID.
Denne side er kapitel 1 af 12 til publikationen "Turen Går Til De Varme Lande".
Version nr. 1.0 af 14-08-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9398/index.htm
|
