NAVNE

UNICEF-CHEF VENDER HJEM

Foto: Henrik Frydkjær/Polfoto.

Af Jesper Strudsholm

Da Christian Balslev-Olesen i 1985 begyndte at arbejde med udviklingsbistand i Folkekirkens Nødhjælp, gav hans far ham en advarsel med på vejen:

– Christian, pas nu på alle de veltalende mennesker.

Faderen frygtede forførere i alle forklædninger. Og da Balslev-Olesen før sommerferien rejste hjem til Danmark efter at have afsluttet sin FN-karriere i Somalia, kunne han se tilbage på mange års omgang med afrikanske ledere, der besnakkede og bedrog verden og ham selv:

Der var Zimbabwes præsident Robert Mugabe. Der var Eritreas Isaias Afewerki, der begyndte som bistandsdonorernes darling for sin kamp mod korruption, men siden truede med at smide Balslev-Olesen ud, da han som chef for Unicef i landet havde protesteret mod brugen af børnesoldater.

Og ja, der var den bedrageridømte sydafrikanske præst Allan Boesak. Helten fra kampen mod apartheid, der siden svigtede ”som ven, som præstekollega og som partner i bistandsarbejdet”, da Balslev-Olesen stadig var generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp.

– Min far var dybt skeptisk over for Boesaks karismatiske stil. Men han rev jo folk med sig med taler, som få kunne konkurrere med. Den oplevelse sidder under huden. Jeg er skeptisk over for folk, der påstår at kunne levere smukke løsninger med nogle smukke formuleringer, siger Balslev-Olesen, da han på vej hjem fra sit næstsidste besøg i Somalia gør status over 34 års nærkontakt med Afrika.

I mørket under vores fly ligger klodens mest kaotiske land, Somalia, hvor verden i disse dage har travlt med at støtte præsident Sheik Sharif Ahmed, fordi han forekommer lidt mere moderat end de radikale islamister, han slås imod.

– Jeg forstår ikke, at man ikke har lært lektien og er overvældet af, at man er ukritisk over for Sheik Sharif. At man ikke forlanger, at der er visse grundprincipper så som, at piger skal i skole. Jeg er rystet over, at donorer ikke stiller krav om, at han stopper med at rekruttere børnesoldater. Man bør opstille nogle klare kriterier for hjælpen på forhånd frem for bagefter at sige: Nu gik det galt, nu trækker vi tæppet væk.

Du må efterhånden have udviklet en radar for, hvad man skal være på vagt over for hos ledere?

– Advarselslamperne må lyse, når de overfalder deres egne. Når de laver indskrænkninger i ytringsfriheden og begrænser civilsamfundets muligheder. Man får aldrig et land op at stå uden at have folket med sig. Så når de lægger bånd på befolkningens muligheder for at være med, bør man gribe ind og sige: Det vil vi hjælpe med at få styr på.

Er det systemer eller enkeltpersoner, det er galt med?

– Der er gået for meget Irak og Afghanistan i løsningen af mange konflikter. Der er en utrolig systemtænkning, der hedder: Først skaber vi sikkerhed med fredsbevarelse, så lov og orden med politi, så en stærk regering – og så begynder vi at tænke på befolkningen. I Somalia har jeg måtte banke mine kolleger i FN med argumenter for, at vi er nødt til at gå på to ben – ellers er det dømt til at mislykkes.

– Det er noget, jeg har med fra Grundtvig og vores egen revolution fra 1800-tallet, hvor vi sendte bønderne på højskole og fik ideerne til, hvordan man byggede det op fra grunden. Det lyder måske idealistisk og forenklet, men det var sådan, det lykkedes at vælte apartheid i Sydafrika, fordi fagforeninger, kirker og hele verden var med. Det var ikke, fordi man fandt en top-down-løsning.

– Det er vigtigt, at man bevarer en treklang med regeringer, erhvervsliv og civilsamfund. Men vi er nu inde i en periode, hvor den private sektor er udpeget til at redde hele verden. Vores succeskriterier er økonomisk vækst. Men svælget mellem dem, der har, og dem, der ikke har, er dramatisk forværret.

– Det gælder i Somalia, og det gælder i et land som Kenya, der er en tikkende bombe. Man kan ikke have to millioner mennesker boende i slummen i Nairobi lige ved siden af nogle af de mest velhavende afrikanere, der vælter rundt i store Mercedes’er.

– Jeg er virkelig bekymret over arrogancen og ligegyldigheden over for det problem. Det gælder også i vores bistand. Det er ikke her, vi lægger vores kreativitet ved at samarbejde med de civilsamfundsorganisationer, der forsøger at gøre noget.

Hvad kan man gøre anderledes?

– Grådigheden er ikke bare et afrikansk problem. Der er gået Stein Bagger i hele verden – det er ikke bare en enkelt tumpe, det er en hel kultur. Glimmer og større lån var succeskriterier. Det er nemt at pege fingre ad nogle afrikanske ledere, der ikke ser så kønne ud – men det var faktisk en trend, vi selv var med til at starte.

– Når jeg lytter til direktøren for Roskilde Bank, kunne han jo ikke se, at han havde gjort noget forkert. Han fulgte de succeskriterier, der var oppe i tiden. Han mobiliserede befolkningen, ikke til en revolution, men til at holde hjulene i gang og sætte fart på byggeriet.

Men der er vel en gradsforskel på at bevæge sig inden for dansk lovgivning og – som nogle afrikanske ledere – at bryde samtlige FN-konventioner?

– Der er noget jura, der er forskelligt. Men der er noget problematisk i tiden med troen på, at der ikke er nogen moralske bremseklodser, og at du tjener samfundet ved selv at berige dig selv.

– I u-landene har vi en fornemmelse af, at hvis vi liberaliserer økonomien og skaber vækst, vil det også hjælpe de fattigste. Men det undrer mig, vi ikke stiller flere spørgsmål om, hvorvidt det virker. Det er et kolossalt svigt, at donorerne ikke har holdt regeringerne fast på, at der skal en fordelingspolitik til.

– Vi burde overveje at stoppe vores bistand til lande (som Kenya, red.), der lønner deres parlamentarikere bedre, end vi lønner medlemmer af Folketinget. Det – synes jeg – er et rimeligt klart signal om, hvordan disse lande behandler deres fattige.

Men bistandssystemet går jo selv forrest ved ofte at give udsendte medarbejdere mere, end de kunne tjene derhjemme?

– Selvom vi er godt lønnede i FN, kan vi ikke følge med, hvad det private erhvervsliv i Nairobi kan hoste op med. Eller politikerne. Selv i en FN-organisation er det ikke lønningerne, der driver mine medarbejdere eller mig selv.

Du mener ikke, at jeres livsstil bidrager til fornemmelsen af, at personlig berigelse er vejen frem?

– Det er klart, at den fjerner os fra den virkelighed, vi gerne vil hjælpe. Vi bor i de fine huse i de fine bydele, ikke i landsbyerne. Det er et kæmpe problem. Men jeg er ikke sikker på, det er hovedproblemet.

Bistanden kritiseres også for, at de store bidrag udefra tillader politikerne at bruge landets egne ressourcer til at berige sig selv?

– Det er et reelt problem. Vi burde sige: Hvis I vil have vores penge til at sende børn i skole, må I også gå ned på nogle rimelige lønninger, der i hvert fald ikke overstiger, hvad vi giver medlemmer af Folketinget. Den diskussion har man ikke taget.

– Det er selvfølgelig også en næsten kolonial holdning, der vil provokere nogle til at sige: Så kan I rende med jeres penge. Men hvis ikke vi har den dialog, er vi med til at skabe en større afgrund mellem dem, der har, og dem, der ikke har.

Jesper Strudsholm er Afrika-korrespondent for dagbladet Politiken.

ULANDSSEKRETARIAT FÅR NY STYRMAND

Af Mads Mariegaard

54-årige Mads Bugge Madsen overtager i denne måned ledelsen af Ulandssekretariatet, der som fagbevægelsens bistandsorganisation formidler teknisk og økonomisk bistand til udvikling af faglige organisationer i u-landene.

Mads Bugge Madsen har været konstitueret leder af sekretariatet på Vester Voldgade i København, siden daværende leder Anders Stig Møller døde pludseligt i foråret. Den nye leder kender sekretariatet særdeles godt efter to årtier i organisationen – først som udstationeret i Singapore i fem år og siden som konsulent.

De seneste elleve år har han varetaget den daglige ledelse af Asien-afdelingen og således været arkitekten bag sekretariatets første program i Asien, som Danidas styrelse i marts bevilgede 30 millioner kroner til over to år.

’Vækst er ikke nok’

Som sekretariatsleder bliver Mads Bugge Madsen chef for ca. 35 medarbejdere ude og hjemme, og får hovedansvaret for organisationens aktiviteter – ikke blot i Asien, men også i Afrika, Latinamerika, den arabiske verden og EU. I en tid med stort dansk fokus på u-landenes private sektor lægger han vægt på, at andre områder ikke glemmes.

– Vækst er en forudsætning for udvikling, men vækst er ikke nok i sig selv. Det er mindst lige så vigtigt, at der er stærke, demokratiske fagforeninger og en velfungerende offentlig sektor, som kan sikre uddannelse, sundhed og omfordeling i samfundet. Uden omfordeling sker der ingen fattigdomsudryddelse. Samtidig kan fagforeninger og civilsamfund være med til at sikre, at virksomhederne tager hensyn til miljøet, siger han.

Styrmand i Asien

Mads Bugge Madsens engagement i fattigdomsbekæmpelse kan spores tilbage til barndommen med en morfar, der var Røde Korsgeneralsekretær i Grønland – og til gymnasietiden, hvor han blaffede rundt i Afrika. Asien-interessen grundlagde han i slut-70’erne som styrmandsaspirant og siden styrmand hos A.P. Møller-Mærsk Line, hovedsageligt i Asien.

– Som sømand har jeg kendt Singapore, før det blev udviklet, og set hvor store fremskridt der er sket. Det har vist mig, at det ikke er umuligt at skabe udvikling, og været med til at give mig et stort engagement, fortæller han.

80’erne brugte han i Danmark som drifts-tekniker i Danmarks Radio, hvor han blev valgt som tillidsmand i Klub 317 i Dansk Metal og involveret i ansættelser, personalepolitik, voksenuddannelser og forhandlinger om løn og overenskomster. Siden 1990 har han kombineret interessen for u-lande og fagforeninger med en karriere i Ulandssekretariatet, hvor han altså nu er endt på øverste post.

Mads Bugge Madsen bor i Søborg og har tre børn på 10, 13 og 29 år.

Mads Bugge Madsen, 54, er ny leder af Ulandssekretariatet. Foto: Ulandssekretariatet.

NYT OM NAVNE JULI 2009

NGO’ER
	Nik Bredholt, 40, tiltræder som chef for CAFOD’s (Catholic Agency For Overseas Development) nødhjælpskontor for Asien, Mellemøsten og Latinamerika i London.
	Marianne Looft, 60, er rejst med Læger uden Grænser til Etiopiens østlige Somali-region for at være med til at åbne et sundhedscenter i byen Imi.
	Nina Engelund Malten, 34, er rejst til DR Congo med Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun skal arbejde med organisationens minerydningsprogram.
	Mal Pantelic, 37, rejser mandag til Bangladesh som logistiker for Læger uden Grænser (MSF), hvor han de næste måneder skal hjælpe ofrene for efter orkanen Aila (se side 16-17). Maskintekniker Pantelic er fra Australien, men har de seneste fire år boet i København.
	Merete Rosenberg, 42, er udsendt som programkoordinator for Folkekirkens Nødhjælps program for minerydning i Angola.
	Peter Blum Samuelsen, 44, er ansat i Caritas Danmark som programkoordinator med ansvar for arbejdet i det nordøstlige Indien.
	Stig Schmidt, 46, rejser til det sydlige Sudan for Ingeniører Uden Grænser (IUG). Her skal han de næste seks måneder bistå Dansk Flygtningehjælp med at oprette seks nye flygtningelejre under FN’s fødevareprogram WFP.
BILATERALE RÅDGIVERE
	Ole Henriksen, 44, er ansat som seniorrådgiver for programmet for udvikling af økologisk landbrug i Montenegro.
	Kyaw Htwe Myaning, 51, er ansat som seniorrådgiver for et ’local service delivery og governance program’ i Ghana.
	Liisa Elina Sana, 62, er ansat som seniorrådgiver for regionalt program for demokrati og menneskerettigheder i Guatemala.
	Archana Tamang, 44, er ansat som seniorrådgiver for multi-sektorprogrammet til forebyggelse af vold mod kvinder i Bang ladesh.
MULTILATERALE RÅDGIVERE
	Camilla Blomquist, 28, er ansat i IBRD (International Bank for Reconstruction and Development) i Zimbabwe.
	Mia Sichelkow, 34, er ansat i FN’s Udviklingsprogram UNDP i Senegal, hvor hun skal arbejde med kapacitetsudvikling.
FORSKNING
	Geir Helgesen, 58, seniorforsker, er udpeget som direktør for Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS) på Københavns Universitet. Han har været fungerende direktør for instituttet siden februar i år.
	Carsten Smith Olsen, 42, er udnævnt som professor i Skov og Folk i Udviklingslande (Forest and People in Developing Countries) ved Skov & Landskab, Københavns Universitet.
PRISER
	Jørgen Harboe, 66, journalist og forfatter, har modtaget årets Nairobipris, som er danske u-landsjournalisters hædersbevisning. Harboe, der sidste år donerede 10 mio. kr. af en arv til at oprette Timbuktu-fonden til fremme af god formidling om udviklingslandene.
	Tom Heinemann, 50, blev den første vinder af Timbuktu Fondens pris på 100.000 kr. for kritisk u-landsjournalistik. Han modtog prisen for de tre tv-dokumentarprogrammer ”Når tilbud dræber”, ”Et tårn af løfter” og ”En bitter smag af te”.
	Selam Mahdi, 19, har vundet Miss Africa Danmark-konkurrencen. Hun har rødder i Eritrea og Sudan. Efter et sabbatår i Eritrea ønsker hun at videreuddanne sig på RUC, så hun kan arbejde som projektleder for udviklingsarbejde, gerne i Afrika.
BESTYRELSER
	Seks ny medlemmer af bestyrelsen for Investeringsfonden for Østlandene (IØ) og Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU): Beate Bentzen, koncerndirektør, Rambøll Eva Berneke, koncerndirektør, TDC Jens Jørgen Kollerup, direktør, Emidan Lisbeth Scott Reinbacher, direktør, LS Flags Sus Ulbæk, centerchef, Center for Afrika, Asien, Amerika og Mellemøsten, Udenrigsministeriet Steen Hommel, kontorchef, Danmarks Eksportråd, Udenrigsministeriet
	To nye medlemmer af bestyrelsen for Unicef Danmark: Christian Stadil, cand.merc og konsulent, udpeget af bestyrelsen Helle Dydensborg, pædagogisk konsulent, Det Danske Spejderkorps

HUSK AT LÆSE:

BANGLADESH EFTER AILA Sidste mandag i maj ramte Ailaorkanen Bangladesh’ kyst. Se fotograf Jonathan Bjerg Møllers billedreportage om ødelæggelserne, der kostede flere end 200 mennesker livet og gjorde hundredetusinder hjemløse. Side 16-17.			KVINDEKAMP I CASABLANCA Med en ny familielov i hånden kan marokkanske kvinder selv vælge, hvornår de vil giftes og skilles. Reportage fra Marokko, hvor både sekulære og islamiske organisationer kæmper for kvinders rettigheder – og mod hinanden. Side 6-7.
U-LANDSLÆSNING I SOMMERFERIEN Tag verden med på ferie – fra Adichie og Borges til Lessing og Rahimi. Udviklings litterære rejseguide foreslår klassikere, nye stjerner og oversete bogperler fra Afrika, Asien og Latinamerika. Side 23.			UNICEF-CHEF FORLADER SOMALIA – Grådigheden er ikke bare et afrikansk problem. Der er gået Stein Bagger i hele verden, siger Christian Balslev-Olesen, der nu stopper som Unicef-chef i Somalia. På vej hjem i flyet gjorde han status over et liv med afrikanske ledere. Side 30.