DEBAT

FORSLAG: FØD FÆRRE BØRN

Af Anna-Karin Florén, Stockholm

Udviklingseksperten Jeffrey Sachs besøgte for nylig Stockholm i forbindelse med lanceringen af sin nye bog Common Wealth – opfølgeren til bestselleren The End of Poverty. Sachs er rådgiver for FN’s generalsekretær Ban Ki-moon og ledede indtil for tre år siden FN’s program for 2015 Målene (se boks). Udvikling har mødt ham.

Hvad er den største forhindring for at nå 2015 Målene?

Befolkningstilvækst. Frem til 2050 vil Jordens befolkning vokse med 40 procent til over ni milliarder mennesker. Det vil betyde, at vi skal seksdoble verdens bruttonationalprodukt for at undgå flere fattige. Med de systemer, vi har i dag, kan vi ikke skaffe mad til hele Jordens befolkning, og det er et åbent spørgsmål, om det overhovedet er muligt uden at ødelægge vores økosystem, fordi landbrug tegner sig for en stor udledning af drivhusgasser. Derfor mener jeg, vi bør begrænse antallet af børnefødsler.

Kan du nævne et område, hvor du har bidraget til at nå 2015 Målene?

Jeg har hjulpet Unicef, Røde Kors og andre organisationer med at udbrede deres ideer om massedistribution til befolkningerne i ulandene for lave priser. Det har vist sig muligt at håndtere meget store mængder data, og organisationernes indsats har betydet, at der er blevet uddelt 170 millioner myggenet for at forhindre malaria i u-landene. Det viser, at bistand kan lykkes. Hvis vi gjorde en større indsats, kunne vi uddele medicin og vacciner på samme måde.

Er 2015 Målene blevet overset på grund af klimaforandringer?

Muligvis, men hvis vi opfatter de to problemer som konkurrerende, løser vi ingen af dem. Klimaproblemet og fattigdomsproblemet hænger uløseligt sammen, for hvis vi ikke håndterer klimaforandringer, vil det udsætte u-landene for så store belastninger, at hele stater vil bryde sammen, længe inden vi har udryddet fattigdom. Somalia er et eksempel på, hvordan det kan gå med ekstrem tørke og en voksende befolkning: Til sidst bryder anarki ud i kampen om de knappe ressourcer.

Anna-Karin Florén er freelancejournalist og bor i Stockholm.

Oversættelse: Mads Mariegaard.

Jeffrey Sachs, rådgiver for FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, foreslår at bekæmpe fattigdom ved at begrænse antallet af fødsler. Foto: Carsten Snejbjerg/Polfoto.

Ny sundhedsblog:

ÉN LÆGE TIL 100.000 GHANESERE

Udvikling søsætter ny blog om sundhed i Ghana.

Danske aviser skriver om lægemangel, selvom vi har mere end tre læger til tusind mennesker. I det nordlige Ghana må 100.000 klare sig med én læge og hospitaler, der mangler medicin og ligger en dagsrejse væk. Ikke så sært, at hver tredje vælger medicinmanden.

Hvert år dør millioner af børn syd for Sahara af sygdomme, der kan behandles, fx malaria og diarré. FN forsøger at sænke tallet, foreløbig uden held. Finanskrisen og de stigende fødevarepriser er blandt skurkene –

Afrikas sundhedssystem er en anden stopklods.

IMCC Uland, en Danida-støttet dansk NGO, samarbejder med Ghanas myndigheder om at forbedre befolkningens sundhed i Sissala-distriktet i Nordghana. Blandt NGO’ens udsendte er cand.mag. Jesper Breining og stud.med. Anna Aaby.

På en blog går de to udsendte nu tæt på Ghanas sundhedssystem – de fortæller, hvordan daglige udfordringer klares, når benzinudgifterne ikke er budgetteret, aids-pengene havner i de forkerte lommer, og lægen kan være rejst til Europa i overmorgen.

Følg med på bloggen og bland dig i debatten på http://www.udvikling.dk. Her kan du også læse Europa-bloggen ’Nyt parlament til verdens største donor’ og klima-bloggen ’Regn og tørke i Addis Ababa’.

Jesper Breining og Anna Aaby, udsendt til Ghana af NGO’en IMCC Uland, blogger for Udvikling om Ghanas sundhedsvæsen. Privat foto.

FN SKAL HJÆLPE U-LANDENE UD AF FINANSKRISEN

Af Ingeborg Gaarde og Marie Dørup

Da FN-landene i slutningen af juni mødtes til topmøde om finans- og udviklingskrisen i New York, var hensigten at komme med løsningsforslag inden for områder som handel, bistand, gæld og migration.

Topmødet udmøntede sig i en række handlingsforslag til medlemslandene. Heriblandt forslag om øget regulering, afvikling af u-landenes enorme gæld og nye internationale skatter for at rejse flere midler og modvirke valutaspekulation.

Slutdokumentet foreslog desuden en reform af Bretton Woods-institutionerne (Verdensbanken og den internationale valuta fond) i retning af en mere retfærdig og lige deltagelse af udviklingslande.

Hvis forslag som disse – der har været på bordet adskillige gange før – skal føres ud i livet, skal FN have mere handlerum for at gennemføre forslagene. Topmødet vidner dog om, at FN atter må vige for andre fora, ikke mindst G-20 (20 af de rigeste lande), som med det seneste topmøde i april cementerede sig som den globale politiske arena for løsningen af globale problemstillinger.

Hvis vi skal nærme os en sammenhængende reform, der forebygger fremtidige kriser og i højere grad tager udviklingslandene med på råd, må G-192 (samtlige af FN’s medlemslande) og ikke G-20 gives øget mandat til at løse de globale kriser.

Prioritet til økonomiske emner

Om end G20-topmødet i april udmøntede sig i en kapitalindsprøjtning til IMF (den internationale valutafond) og enighed om mere regulering af finanssektoren, er der mangel på en sammenhængende indsats for at løse de globale udfordringer.

Generelt er hele G20-processen et udtryk for, at økonomiske emner systematisk har højere prioritet end ikke-økonomiske emner. Fødevarekrisen er et eksempel herpå. Hvor den finansielle krise har fået verdenssamfundet til at reagere og fået verdens ledere op af stolene og til lommerne, har fødevarekrisen ikke haft samme status på den globale dagsorden.

Dette til trods for at den globale fødevare-krise varer ved. FAO (FN’s fødevare- og landbrugsorganisation) betegner i deres nyligt offentliggjorte rapport fra juni 2009 fødevarekrisen som ”den tavse krise” og fremhæver det paradoks, at flere sulter, selvom der er mad nok på kloden til at mætte alle.

Verdens fattigste er de største tabere, når globale kriser forstærker hinanden negativt. Mange u-lande er i forvejen underlagt et mønster, der fastholder dem i fattigdom. Eksempelvis er en række lande, der tidligere har modtaget lån fra IMF, i dag tynget af gældsbyrder.

G20-topmødets skarpe retorik og kapitalindsprøjtningen bunder således ikke i et egentligt opgør med de forhold, der betyder, at globale kriser rammer verdens fattigste ekstra hårdt.

Derudover er G20, på trods af udvidelsen fra de tidligere otte lande, en ad hoc sammenslutning af 20 lande uden et mandat til at repræsentere verdens godt seks milliarder indbyggere.

Et globalt svar på den globale krise kræver deltagelse fra hele det internationale samfund, hvorfor G192 – samtlige af FN’s medlemslande – og ikke blot G20, bør inddrages i løsningen af globale udfordringer.

FN-comeback

FN-topmødet i juni adskilte sig fra øvrige topmøder ved netop at omhandle den økonomiske dimension, der traditionelt forvaltes af Verdensbanken, IMF eller G20.

Afholdelsen af mødet var dog ikke velset af størstedelen af G20-landene. Det seneste G20-topmøde viste ikke opbakning til et styrket FN med henblik på at løse den globale krise. Topmødedokumentet peger på, at FN skal ”overvåge implikationer af krisen”, hvilket reelt er et forsøg på at ignorere FN. De fleste verdensledere i G20, der netop er blevet udvidet og dermed har fået udstrakt handlerummet, bifalder ikke, at FN forsøger at vinde momentum i globale økonomiske spørgsmål.

Men måske vil G20-topmødets slutdokument netop medføre, at FN på sigt kan vinde indflydelse på globale beslutninger. Topmødets konsensus om øget global regulering af det økonomiske system, giver FN mulighed for at lancere sig som den eneste legitime platform til at koordinere indsatsen for løsningen af fremtidige globale udfordringer.

Nyt globalt råd

Generalforsamlingen i FN nedsatte i efteråret en kommission, der skal se på muligheden for en reform af den finansielle struktur. Kommissionen, der har tidligere vicepræsident i Verdensbanken Joseph E. Stiglitz som formand, har tidligere på året fremlagt konkrete bud på en reform af den internationale finansielle struktur.

Kommissionen foreslår blandt andet, at der oprettes et globalt råd i FN-regi. Dette råd skal koordinere den økonomiske politik og komme med løsningsforslag til at forbedre den globale institutionelle struktur. Rådet skal både have et niveau svarende til FN’s generalforsamling, hvor alle lande sidder med ved bordet, samt et overordnet organ svarende til FN’s sikkerhedsråd, der skal bestå af permanente såvel som roterende medlemmer.

Dertil skal det nye råd i højere grad samarbejde med de eksisterende institutioner som Verdensbanken, IMF og WTO (verdenshandelsorganisationen).

Men selvom kommissionens forslag har til sigte at skabe sammenhæng i globale beslutninger, er akilleshælen i oprettelsen af et helt nyt globalt råd, at det vil overflødiggøre det allerede eksisterende sociale og økonomiske råd i FN (ECOSOC), der netop har til formål at skabe sammenhæng mellem globale emner vedrørende økonomisk og social politik.

FN som koordinator

ECOSOC har et overset mandat til at koordinere de økonomiske og sociale aktiviteter under sig. Kræfter i og uden for FN har længe kæmpet for, at ECOSOC får styrket det allerede eksisterende mandat, der giver dette råd mulighed for at indlejre Verdensbanken, IMF og WTO under et udvidet mandat. Dette vil sige, at de øvrige organisationer bliver samlet under samme paraply, nemlig ECOSOC, og hermed tvunget til i højere grad at koordinere deres indsats.

Dertil kan G20 erstattes med et ministerielt organ i ECOSOC-regi. ECOSOC, der består af 54 roterende medlemmer blandt FN’s 192 medlemslande, skal udpege et ’overorgan’, der skal varetage de eksisterende G20-emner. ECOSOC besidder et allerede eksisterende mandat til at nedsætte råd, hvormed også dette reformtiltag vil kunne realiseres uden langsomme ændringer i FN-charteret.

Dette vil give flere regeringer adgang til globale beslutninger og gøre det globale system og styringsmekanismer, der betegnes ’global governance’, mere gennemskueligt, end det er i dag. Beslutninger i ECOSOC er på nuværende tidspunkt ikke bindende for staterne, men også dette mandat kan styrkes af FN’s generalforsamling og hermed øge rådets magt i globale beslutninger.

Brug for sammenhæng

Det er nødvendigt med en håndhævelsesmekanisme, der straffer stater, hvis beslutninger ikke opfyldes. Her kan vi tage lære af WTO, der netop har et ’tvist-bilæggelsessystem’, der straffer lande for at bryde regler.

Hvorfor har vi ikke en international organisation for fødevaresikkerhed? WTO er opstået ud fra rationalet om, at handel er nøglen til fred. Når verdens rigeste lande, i kølvandet på den finansielle krise, stopper for eksport og import, skader det fødevareproduktionen i u-lande.

Der er brug for mere sammenhængende globale beslutninger inden for de socio-økonomiske emner. Dette er emner, der bør besluttes i FN-regi under ECOSOC, da dette vil sikre sammenhæng i globale beslutninger. Således at vi eksempelvis ikke med den ene hånd laver udviklingsprojekter og med den anden hånd fører såvel gælds- og handelspolitikker, der blokerer for udvikling i u-lande.

I forhold til den finansielle krise kunne man forestille sig, at stater i højere grad overvåger det finansielle marked og indtager en revisionslignende rolle over for de frie markedskræfter.

På vej mod reform

Ligesom krige kan være et ekstremt chok for et samfund, kan store chok i økonomier ligeledes være det – på en mere avanceret skala. Når striden i en krig absolut ikke kan løses, ender den i FN’s sikkerhedsråd. Ligeledes burde FN have et råd, der kunne tage hånd om de finansielle knuder, der når dertil, hvor store befolkningsgrupper må flytte fra hus og hjem.

Et stærkere økonomisk råd i FN løser dog ikke problemet med FN’s udemokratiske sikkerhedsråd. Der er tale om to vidt forskellige organer, der løser hver sin slags krise. Et styrket ECOSOC vil være beslutningsdygtigt inden for den lange række af socio-økonomiske emner, herunder globale kriser – et problem, som Sikkerhedsrådet aldrig har været sat i verden for at løse og heller aldrig vil komme til at løse.

Reformer kræver enighed om målet – og den stigende konsensus om global regulering kan således måske vise sig at være første skridt på vejen til en samlet reform af det nuværende globale system. Det gælder om at udnytte denne mulighed og lancere et samlet forslag i retningen af et mere inkluderende og demokratisk system for globale beslutninger.

	Ingeborg Gaarde er stud.scient.pol og tidligere praktikant ved Global Policy Forum i New York og FN’s befolkningsfond (UNFPA) i Buenos Aires, Argentina.
	Marie Dørup er stud.scient.pol og tidligere praktikant ved Danmarks FN-mission i New York. Hun har desuden studeret udviklingsøkonomi ved Lunds universitet.

HVORFRA SKAL FREMTIDENS BISTAND STYRES?

BRUXELLES!

Christian Friis Bach, international chef, Folkekirkens Nødhjælp, mener:

Ja, Danmark bør i fremtiden kanalisere en langt større del af udviklingsbistanden igennem EU.

For det første kan det øge effektiviteten. I stort set alle fattige lande er en stribe europæiske lande tilstede med hvert deres bistands-program – ud over EU-kommissionen. Det giver de lokale regeringer og myndigheder en massiv opgave med hundredvis af – mere eller mindre ukoordinerede – møder, monitoreringsbesøg, rapporter og regnskaber. Her kan en fælles indsats gennem EU være et vigtigt bidrag til løsningen.

For det andet kan det øge koordineringen og indflydelsen. I dag strides de enkelte EU-lande om de bedste projekter, har modstridende budskaber og holdninger. Den politiske indflydelse forsvinder, administrations-procenten stiger, og det samme gør forvirringen. Modsat kan kombinationen af koordineret bistand og fokuseret diplomati give positive resultater.

Med én stemme

Det gælder også i forhold til de internationale bistandsorganisationer FN og Verdensbanken. Her giver EU-landene samlet store beløb, men uden at få tilsvarende indflydelse. Skal EU være en stærkere aktør på den internationale scene, kræver det, at vi taler – og betaler – med én stemme.

Derfor er det oplagt at give EU en langt mere central placering i dansk udviklingspolitik. Det kan ske ved at kanalisere en langt større del af bistanden gennem EU. Og ved at øge bistandssamarbejdet i EU. I stedet for at fastholde 27 ambassader fra 27 EU-lande burde der opbygges egentlige EU-delegationer – ”EU-huse” – med FN-husene som forbillede.

I EU-delegationerne skulle repræsentanter for de enkelte EU-lande have en samlende rolle for bistandsprogrammerne. Det ville øge koordineringen, sikre hurtigere beslutninger og styrke indflydelsen. Det er der langt mere perspektiv i. Samtidig burde bistanden lægges ind under EU’s budget, og beslutningerne decentraliseres ud i modtagerlandene til de fælles EU-delegationer. Det ville give effektivitet. Det ville give EU en udenrigspolitik. Og det ville kunne mærkes.

Mere aktiv i EU

Det betyder ikke, at vi skal være mindre engagerede i udviklingspolitik. Tværtimod. Vi skal blot være det igennem EU, og vi skal indrette vores udenrigstjeneste til aktivt at arbejde for at fremme Danmarks holdninger i EU. Det er jo slående, at Danmark, selv målt i forhold til indbyggertallet, har en af de mindste repræsentationer i Bruxelles – og er stort set fraværende i diskussionerne om EU-bistanden.

Bistanden er kun et eksempel på, hvordan vi i fremtiden må forholde os til EU’s nye globale rolle – og til vores egen. De samme pointer vil gælde for miljøpolitikken, menneskerettighederne og den fredsbevarende indsats. Vi kan ikke længere opfatte vores udenrigspolitik og udviklingspolitik som et nationalt anliggende.

Det betyder ikke mindre engagement i verden. Men det betyder langt mere engagement i EU. ”Hvad udad tabes, skal indad vindes,” sagde man engang. I dag er det omvendt. Danmark mister måske formel indflydelse på verden uden for EU. Men vi vinder større indflydelse på EU. Og EU vinder en tiltrængt indflydelse på verden.

KØBENHAVN!

Tina Petersen, MF, udviklingsordfører, Dansk Folkeparti, mener:

At den radikale Sofie Carsten Nielsen, som var kandidat til Europa-Parlamentet, ønsker al udviklingsbistand samlet i Bruxelles, kan næppe komme bag på nogen. I valgkampen fik man indtryk af, at den radikale kandidat stort set var parat til at nedlægge Folketinget og overføre al beslutningskompetence til EU.

Når Dansk Folkeparti bestemt ikke kan støtte forslaget, skyldes det naturligvis først og fremmest, at Danmark selv skal bestemme, hvad vores penge går til, og hvilke lande vi ønsker at støtte. Det betyder ikke, at fordelingen af bistandsmidlerne altid har været hensigtsmæssig eller effektiv, men i det mindste har vi selv magten til at rette op på forholdene.

Hvis EU kommer til at råde over en samlet pulje, ser jeg en meget stor fare for, at der hurtigt går ”politisk korrekthed” i den. Man vælger at støtte eksempelvis Gaza, hvor pengene indirekte muliggør finansiering af terror og kamp mod Israel – det viser, at der langtfra altid er sammenfald mellem EU- og danske interesser.

Ingen enighed i EU

En samlet EU-pulje af bistandsmidler forudsætter desuden en samlet enighed blandt medlemslandene om, hvem, og hvad, der skal have støtte, og her er ønskerne mildt sagt vidt forskellige. Frankrig vil have en naturlig interesse i at støtte frankofone områder, mens Storbritannien vil have andre ønsker i forhold til eksempelvis tidligere kolonier i Afrika.

Men måske kan Sofie Carsten Nielsen forklare, hvordan det vil være muligt at skabe enighed mellem medlemslandene? Og måske kan hun også forklare, hvorfor vi i det hele taget skal stole på, at EU er i stand til at forvalte en pulje med penge fra medlemslandene? Når man ser, hvordan EU klarer fordelingen af penge på alle mulige andre områder, bliver man ikke ligefrem imponeret.

Bistanden skal målrettes

Faktum er, at EU ikke har styr på, hvad de mange forskellige puljer i fællesskabets store omfordelingskarrusel går til. Hvert år er der store områder, som man ikke er i stand til at redegøre for. Nej, udviklingsbistanden bør forblive et nationalt anliggende i det enkelte medlemsland, og Danmark har rent faktisk en delvist uudnyttet mulighed for at målrette bistanden til at fremme formål, som vi finder ønskværdige. Det er samtidig den vigtigste forudsætning for den helt nødvendige folkelige opbakning.

EU er på ingen måde præget af gennemsigtighed. Bureaukratiet og den fuldstændigt uigennemskuelige administration er velegnet til at foretage sig ting, som unddrager sig offentlighedens opmærksomhed.

I Dansk Folkeparti er det vores klare holdning, at beslutningerne skal tages så tæt på borgerne som muligt. Det gælder naturligvis også beslutningen om, hvem vi ønsker at yde bistand til. Hvis lande af den ene eller anden grund viser sig uværdige til at modtage hjælp, skal vi kunne fratage den igen. En sådan beslutning vil der aldrig kunne skabes enighed om blandt 27 medlemslande. Derfor vil en fremtidig ”EU-udviklingsbistand” i realiteten blive lagt i hænderne på en lille håndfuld bureaukrater.

EGOISTISKE EUROPA

Poul Nyrup Rasmussen, formand for de europæiske socialdemokrater, interviewes i Københavns lufthavn i maj i år. Foto: Finn Frandsen/Polfoto.

Af Mads Mariegaard

Danmarks tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har efter fem år forladt Europa-Parlamentet, men sidder stadig på posten som formand for de europæiske socialdemokrater. I dette interview med Udvikling gør han op med idéen om EU som en udviklingspolitisk frontløber.

Hvilke resultater har EU opnået for udviklingslandene de seneste fem år?

Vi skal kigge os godt omkring, for der er ikke ret mange. Det er for sløjt, at vi stadig mangler at leve op til de mål, vi har sat os, når det gælder medlemslandenes u-landsbistand i forhold til deres bruttonationalprodukt (0,7 procent, red). Jeg mener, at 2010 skal være året, hvor de EU-lande, der er bagud i forhold til målsætningen, forpligter sig til at nå den. Og ved den revurdering af EU-budgettet, som skal foregå i efteråret 2010, bør vi tilgodese ulandene med mere bistand.

Hvorfor har EU svært ved at finde penge til udviklingslandene?

På mærkelig vis har de fem gyldne vækstår, som den rige verden oplevede fra 2002 til 2007, ikke ført til øget solidaritet med u-landene. I stedet har egoismen fået mere medløb, nationale interesser har fået lov at overskygge globale problemer, og EU har fået sværere ved at træffe langsigtede beslutninger. Globaliseringen har skabt høj vækst i den vestlige verden, men den har også skabt konstant forandring, fx i form af hyppige jobskift. Derfor er mange blevet mere utrygge og usikre, selvom de er blevet rigere, og det kan forklare apatien over for den fattige verden.

Hvad kan EU gøre for at hjælpe udviklingslandene gennem finanskrisen?

Krisen har ramt u-landene helt katastrofalt, og hvis vi ikke lægger en bund under deres nedtur nu, så bliver det fem gange sværere at få en positiv udvikling i gang, når vi forhåbentlig om et par år er ude af recessionen. Derfor bør EU og G20-landene udvide Verdensbankens og den internationale valuta-fonds (IMF) muligheder for at hjælpe u-landene ud af krisen. Jeg mener ikke, vi kan bruge så mange penge på at forsøge at redde bankerne i vores eget territorium, når vi ikke er klar til at afsætte flere penge til u-landene.

Hvad vil Lissabon-traktaten, hvis den bliver gennemført, betyde for EU’s udviklingspolitik?

Traktaten vil føre til, at vi får mere styr på EU’s udviklingspolitik. Vi har brug for traktaten, fordi den vil give EU’s høje repræsentant (i dag Javier Solana, red.) kompetence til at beskæftige sig med andre emner end sikkerhedspolitik – fx klima, u-landsbistand og økonomisk politik. Dermed vil den høje repræsentant, som en slags udenrigsminister, kunne tage fat om en sammenhængende indsats over for især Afrika, det fattigste kontinent, og dernæst de øvrige u-lande i verden.

Et aktuelt udviklingspolitisk problem er Italiens nye, stramme asylregler, som rammer afrikanske flygtninge?

De flygtninge, som forsøger at komme ind i Europa via Italien, befinder sig i en livstruende situation, og vi kan ikke bare lade Silvio Berlusconi og hans folk behandle dem som en slags tredjerangsmennesker, der bare kan smides ud. Derfor skal vi sætte problemet på den europæiske dagsorden og håndtere det i fællesskab. Hvis vi ikke gør det til et fælles problem, så bliver det et fælles problem alligevel, fordi flygtningene vil søge længere og længere nordpå.