BØGER

9 gode bøger

Tag på en litterær rejse med Udviklings guide til sommerlæsning. Ill.: Louise Thrane Jensen.

ÅRSBERETNING: 2015 MÅL I CENTRUM

Årets udgave af Danidas årsberetning er illustreret med værker fra udstillingen Africa/now – Contemporary Art from Africa 2008-2009. Her ses keyanske Joseph Mbatia Bertiers’ ’Rural Transport’, som ledsager kapitlet om mødredødelighed. Foto: thorupART.

Af Henrik Hansen

Lanceringen af Danidas årsberetning, som udkom i juni, blegner noget i forhold til den massive dækning af Afrikakommissionens rapport fra maj måned. Men det gør ikke beretningen til en hverken kedelig eller uvæsentlig udgivelse. Faktisk er dette års beretning på mange måder mere interessant end flere af de tidligere beretninger, fordi Udenrigsministeriet forsøger sig med et nyt format.

Formatet fra de tidligere års beretninger, hvor det danske udviklingssamarbejde beskrives under fem overskrifter svarende til Danidas administrative opdeling af bistandsmidlerne, er afløst af en struktur, hvor de otte 2015 Mål er det primære omdrejningspunkt.

Det nye format skal afspejle, at dansk udviklingsbistand er en del af et internationalt samarbejde, hvor fælles, globale målsætninger og resultater bør have større vægt end danske særinteresser. Det er både rigtigt og modigt, at denne erkendelse nu også afspejles i Danidas årsberetning.

Det er rigtigt, fordi en harmonisering af bistandsarbejdet – på alle planer – er nødvendig for at sikre en effektiv anvendelse af de danske bistandsmidler, der, på trods af vores nationale selvforståelse som verdens vigtigste donorland, ikke fylder meget i den globale bistandsstrøm.

2015 Mål i centrum

På side 91 kan man læse, at Danmarks udviklingsbistand udgjorde 2,8 milliarder dollar i 2008. Selv om det svarer til hele 0,82 procent af vores BNI, er det alligevel kun 2,3 procent af den samlede bistand fra DAC-landene (22 af verdens største donorer, red.). Det viser, at vi globalt set er et lille donorland, som må og skal samarbejde med andre donorer om fælles målsætninger.

Det nye format i beretningen er samtidig modigt, med tanke på at 2015 Målene er meget ambitiøse, politisk drevne målsætninger, der på mange punkter er vanskelige at forene med en beskrivelse af det daglige bistandsarbejde, som stadig er, og bør være, beretningens kerne.

For hvert af de otte 2015 Mål indledes beskrivelsen af den danske indsats med en kort status for den globale målopfyldelse. Årsagen er, siger udviklingsministeren, at den danske bistand skal måles på, hvor gode vi er til at nå 2015 Målene.

Ingen overraskelser

I beretningen kan man derfor blandt andet læse, at Afrika næppe når fattigdomsmålsætningen (mål 1), at fremskrivninger viser, at vi ikke når målsætningen om grunduddannelse til alle (mål 2), at målet om ligestilling af kvinder kræver en særlig indsats (mål 3), at det ikke ser ud til, at verden når målet om at reducere børnedødeligheden med 2/3 inden 2015 (mål 4), samt at verden er meget langt fra en reduktion af mødredødeligheden med 3/4 (mål 5).

Der er som sådan ikke noget nyt eller overraskende i disse oplysninger. Det er velkendt, at vi har meget store problemer med at nå 2015 Målene, og at problemerne ikke blev mindre i 2008. Men hvordan vil Udenrigsministeriet skrive om den globale målopfyldelse i de næste syv år frem til beretningen for 2015?

Her er der lagt op til en spændende fortsættelse, for noget må der gøres. Man kan ikke forestille sig, at en privat virksomhed eller en NGO syv-otte år i træk skriver, at de har brugt en masse penge, velvidende at de overordnede mål ikke nås. Vi ville helt sikkert kræve at se resultater for nogle delmål – som med rimelighed kan knyttes til de overordnede mål. Og her er den store udfordring for Udenrigsministeriet.

Hvad er et ’resultat’?

Hvordan beskriver man for eksempel relevante, årlige delmål for fattigdomsmålet (mål 1), når opfyldelsen ”afhænger af det samlede udviklingsarbejde og arbejdet med alle otte 2015 mål”, som der står på side 15? I beretningen er problemet løst ved bl.a. at fortælle, at en afgørende faktor i valget af Danmarks programsamarbejdslande er fattigdomsniveauet i landene, samt at Danmark fokuserer stadig mere på Afrika.

Her ville jeg ønske, Udenrigsministeriet var lidt mere konsekvent, og i beretningen tog grundigere fat på det store spørgsmål: Hvad er et ”resultat?” At Danmark giver en større andel af bistanden til Afrika, er efter min mening ganske langt fra at være et relevant delresultat for 2015 Målene. Kritiske røster kunne hævde, at fokus på Afrika faktisk modarbejder den globale fattigdomsmålsætning, idet der, krone for krone, er mere effektiv fattigdomsreduktion i Asien.

Dette er ikke for at kritisere Danmarks Afrika-fokus, men blot for at understrege, at opgørelser af antallet af millioner kroner til bestemte kontinenter, lande, NGO’er, eller for den sags skyld til bestemte sektorer, ikke kan siges at være ”resultater” i en udviklingsmæssig forstand. For at sikre gode årsberetninger i de kommende år må Danmark derfor igen gå i front og være med til at formulere fornuftige delmål for bistandsarbejdet, mens vi venter på 2015.

Donorsamarbejde mangler

Anden del af beretningen indeholder et landeafsnit, svarende til tidligere års afsnit om bilateral bistand, hvor der gøres status for hvert af Danmarks programsamarbejdslande. Hvert land beskrives med en ’one-pager’ efter en ensartet skabelon: (1) Økonomi og politik, (2) udviklingssamarbejde og (3) fremtiden. Det er god og oplysnende læsning, men anmeldere er aldrig tilfredse. Jeg vil derfor foreslå, at der tilføjes et fjerde afsnit om donorsamarbejde. I dette afsnit og i de medfølgende tabeller kunne man oplyse om antallet af samarbejdende og ikke-samarbejdende donorer i landet. Man kunne også oplyse om antallet af selvstændige bistandsprojekter og -programmer, samt naturligvis om donorrepræsentationen i hver sektor, så som landbrugssektoren.

Med et sådant afsnit kunne man anskueliggøre resultaterne af Paris-erklæringen, og man kunne klart vise, hvorvidt Danmarks beslutning om at udfase landbrugsprogrammerne i Kenya og Tanzania har medført en samlet op- eller nedprioritering af landbrugssektoren i disse lande. Dermed kunne man øge oplysningsniveauet i den offentlige debat, hvilket vel i sidste ende er målet med Danidas årsberetning.

Henrik Hansen er professor ved Fødevareøkonomisk Institut, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

MANDELA SPILLER SPILLET

Mandelas sejr – kampen der skabte en nation
Af John Carlin
Kristeligt Dagblads Forlag 289 sider, 299 kr.

Af Henrik Lewis-Guttermann

’Mandelas sejr’ er en god bog at læse. Af flere grunde.

For den Sydafrika-interesserede bidrager den med en facet, der ikke tidligere har været gjort til genstand for særskilt behandling. Og så hører den til i ’feel good’ kategorien. Men samtidig bliver den også lidt af en skuffelse. Det vender vi tilbage til.

Bogens engelske originaludgave hedder ’Playing the enemy’, og en kommentar, en irritation trænger sig på. Så vi kan lige så godt få den overstået. Den valgte danske titel savner den skarphed, den snert af dobbeltbund, forfatteren oprindeligt har udstyret den med. Og desværre gør oversætteren også andre steder sit til en forstyrrende, sproglig forringelse. Den oversættelse har bogen simpelthen ikke fortjent.

John Carlin er engelsk journalist med en god ballast af praktisk erfaring fra Sydafrika. I seks år, fra 1989 til 1995, var han seniorkorrespondent i landet for det seriøse britiske dagblad The Independent, og i samme periode producerede han også en tv-udsendelse for BBC om det sydafrikanske apartheid-regimes berygtede sikkerhedsstyrke ’Third Force’.

Carlin fik et personligt forhold til Nelson Mandela, som efterfølgende skrev forordet til Carlins første bog – på spansk – om Afrika. Det er ud af dette forhold og forfatterens store beundring for Sydafrikas første demokratisk valgte præsident, at bogen er blevet født. Og så af endnu en af John Carlins lidenskaber og specialeområder: Sport.

Forsoning via rugby

’Mandelas sejr’ handler nemlig om, hvorledes Nelson Mandela gjorde et verdensmesterskab i rugby i 1995 til ikke blot et vigtigt redskab, men ligefrem selve nøglen til opbygning af national samling blandt to af landets tidligere så uforsonlige befolkningsgrupper.

Historien er i meget kort oprids, at mens den sorte modstand af apartheid i mange år havde haft international sportsboykot af Sydafrika som fokusområde, øjner Mandela efter sin løsladelse fra 27 års fangenskab muligheden for at anvende netop det hvide boer-folks nationalsport til at skabe national forsoning.

Selvom rugby i sit udspring er en engelsk overklassesport, dyrkes den i Sydafrika med dyb lidenskab af afrikaanerne, høj som lav. Mandela giver det – ved forhandlingsbordet – besejrede herrefolk sine landskampe tilbage og lader landsholdet beholde både navnet ’Springboks’ og de gyldent prydede, mørkegrønne trøjer, som tidligere har været så forhadt af de sorte. Derved håber Mandela at modvirke de farlige ekstremistiske tendenser, der råder blandt store dele af afrikaanerne i de første år efter, at han selv og ANC har overtaget regeringsmagten.

Det lykkes til overmål. De sydafrikanske ’Springboks’ vinder noget overraskende verdensmesterskabet, der netop afholdes i Sydafrika. Nelson Mandela og mange sorte sydafrikanere ifører sig de grønne trøjer og tiljubler holdet, mens store bryske afrikaanertyper lader råbet ’Nel-son, Nel-son’ gjalde takfast ud over Ellis Park stadion i Johannesburg.

Og så levede de lykkeligt til deres dages ende, som det hedder i eventyrets verden, og som det plejer at gå i de gængse Hollywood-produktioner. Én af disse er i øvrigt på vej til de danske biografer, nemlig filmatiseringen af netop ’Playing the enemy’ eller ’Mandelas sejr’ med Morgan Freeman i hovedrollen.

Sidste spadestik mangler

Men så enkelt er det alligevel ikke, selvom den lette tone og Carlins forståelige, men rigeligt forenklede heltedyrkelse næsten antyder det. Og det bringer os tilbage til begyndelsen af nærværende anmeldelse. For som antydet, er det netop i bogens letlæselighed, at dens begrænsninger ligger.

John Carlin tegner et interessant billede af to af Mandelas karaktertræk. Hans medfødte charme og evnen til bevidst at udnytte den til at opnå resultater for sin politik. Og så hans ønske om forsoning frem for udsoning. Forfatteren viser, hvorledes denne strategi og holdning har præget Nelson Mandela lige siden han blev dømt til indespærring i det berygtede Robben Island-fængsel og hele vejen til præsidentembedet efter sin løsladelse.

Kender man i forvejen til Sydafrikas politiske historie og til Mandelas, vil man finde den hurtige læsning af ’Mandelas sejr’ underholdende. Blot man begrænser forventningerne. For trods sine forudsætninger for det – formoder man – graver John Carlin ikke dybt, knap mere end et enkelt spadestik.

Det gælder både det forenklede billede, han svagt skitserer af det sydafrikanske samfund og dets befolkningsgrupper, den politiske udvikling i den beskrevne periode og hele sportsproblematikken. Den sidste er ganske vist bogens erklærede fokus, og nok så interessant. Men netop derfor fortjener den også en mere dybtgående behandling.

Henrik Lewis-Guttermann er mag.scient. og socialantropolog med speciale i Afrika og studier ved University of Witwatersrand i Johannesburg.