TEMA

UKRAINE

De 46 millioner ukrainere vil over de næste år blive knyttet tættere til EU. Håbet om fuldt medlemskab trives. Gadebillede fra Lviv. Foto: Stefan Katic.

EFTER DEN ORANGE EUFORI

MEGET UKRUDT OG KUN LIDT KORN

Hvem ejer jorden?

Tekst og foto: Stefan Katic, Lviv

Danske investorer, der vil etablere en produktion i Ukraine, gør klogt i at bruge et par timer på at studere landets historie. Eksempelvis er det ikke en god idé at placere en svinefarm nær byen Sokal. Det var nemlig her, alle strømper til Sovjetunionen blev produceret.

Som konsekvens af planøkonomien blev al produktion af en bestemt vare koncentreret i enkelte byer eller områder. Derfor vil danske investorer have svært ved at finde folk med forstand på svinehold i Sokal. Men eksperter i strikkemaskiner? – så bare kom an!

Tilsvarende lå fabrikken, der lavede tvapparater til hele det sovjetiske folk i den sovjetiske elektronik-hovedstad Lviv. Metalindustri og miner lå, og ligger, i den østlige, russisk-talende del af Ukraine.

Det er et mønster, der endnu præger erhvervsstrukturen i Ukraine 18 år efter landets selvstændighed.

Det tager lang tid at ændre et helt samfund fra planøkonomi til markedsøkonomi. Der er stadig mange tidslommer i det ukrainske samfund. Som nu landbrugsuddannelserne, der fortsat underviser studerende til at komme ud og lede statslige agro-kombinater. En uddannelse solidt målrettet mod fortiden!

Storkereder og svineproducenter

En tur gennem Ukraine ville få enhver dansk ornitolog til at baske med vingerne af glæde: Storkereder med unger pryder hver eneste landsby. Der er masser af frøer til sultne storkeunger, for jorden drænes ikke i større stil. Kun 55 pct. af Ukraines areal er opdyrket.

Engang var Ukraine kendt som Europas kornkammer, men i dag er de fleste marker dækket af græs, valmuer og måske en lille jordlod med kål og kartofler til familiens eget brug. Efter at Ukraine (igen) blev selvstændigt i 1991, blev jorden på hver kolkhos (statsfarm) delt mellem alle ansatte. De fik hver især 3-5 hektar – desværre ofte med en temmelig uklar angivelse af beliggenheden. Det er ikke muligt at leve af et så lille stykke land og – hvad måske værre er – heller ikke muligt at købe naboens frimærke af en jordlod, så man kunne få noget, der ligner et rentabelt landbrug. Derfor har mange helt opgivet deres jord, mens andre lejer den ud.

Når der alligevel dyrkes landbrug, sker det, fordi firmaer laver lejeaftaler af en varighed på op til 25 år – med forkøbsret. I dag er den typiske lejekontrakt ’kun’ på 10-15 år. De fleste forventer nemlig, at en jordlov bliver vedtaget inden for en overskuelig årrække. I

Lviv-området har et par meget store danske svineproducenter opkøbt hele den gamle, endnu eksisterende kolkhos – og i et tilfælde ansat den tidligere direktør. De danske svineproducenter sælger udelukkende til det meget svinekødsspisende ukrainske marked – i modsætning til de øvrige godt 30 danske virksomheder, der har etableret en produktion i Lviv-regionen (se boks).

En dråbe på landet?

Til næste år lyder startskuddet for et dansk privatsektorprogram til 40 mio. kr., som primært skal udfolde sig i Lviv-regionen. Programmet skal især bidrage til at skabe flere job i de fattige landområder. Det skal ske ved at styrke væksten af små og mellemstore virksomheder i landområderne. Filosofien bag programmet er at styrke landbrugsværdikæder, det vil sige at forbedre produktion i alle led fra jord til bord, herunder adgang til lån og til afsætning. Og så skal der arbejdes for et bedre forretningsklima.

– Vi vil gerne gøre de lokale banker bedre til at låne ud til de små virksomheder i land-distrikterne. De får bistand til at blive bedre til at give kreditvurdering, og vi støtter også med en pulje, der giver tilskud til små virksomheder. Den store udfordring for de små virksomheder i Ukraine er som følge af finanskrisen i øjeblikket den begrænsede adgang til kredit, siger fuldmægtig Louise Berth fra Udenrigsministeriets Naboskabs-program.

Direktør Anders Johansen fra konsulentfirmaet J&L Consulting i Lviv anerkender, at det nye privatsektorprogram nok kan nå et stykke vej på advocacy-området. Men han udtrykker sin tvivl om, hvor langt man kan nå for de knap 40 mio. kr. i Lviv-regionen, som er godt og vel halv så stor som Danmark.

– Her er et enormt behov for forbedringer. En malkeko her i landet giver eksempelvis tre tons mælk pr. ko pr. år, i Danmark er det op mod ti tons. Derfor er der et stort behov for viden om betydning af den rette foderblanding, siger han.

Lige nu færdiggøres det nye privatsektorprogramdokument, der skal godkendes i henholdsvis Landbrugs- og Økonomiministeriet i hovedstaden Kiev.

ØSTEUROPAS BANGKOK

Tekst og foto: Stefan Katic, Kiev

– Jeg arbejdede i en børnehave, men mistede mit job, fortæller en kvinde. Jeg så en annonce i avisen om byggearbejde i Rusland, og det lignede en annonce fra et helt legalt firma. Jeg var der i tre måneder, men det var for meget, siger hun, mens tårerne løber ned ad kinderne. I de tre måneder blev den 38-årige kvinde holdt fanget og seksuelt udnyttet – samtidig med byggearbejdet.

Når der her hverken er navn eller billede af kvinden, der stammer fra det østlige Ukraine, er det, fordi vi møder hende på et krisecenter, som drives af FN’s organisation for migration (IOM). Centeret – der har en psykolog og en læge tilknyttet – har til huse på et hospital i hovedstaden Kiev. Derfor kan krisecenterets 13-14 beboere ikke blot modtage rådgivning og lægehjælp, men også behandling af en speciallæge.

– Ofrene har ofte maveproblemer på grund af for lidt mad. Mange har også hudproblemer som følge af mangel på sollys under indespærring eller neurologiske problemer efter at have været udsat for vold, siger dr. Iryna Lysenko, læge på centeret.

Kvinden på 38, vi taler med, led af depression efter sit fangenskab. Sammen med post-traumatisk stresssyndrom (PTSD) er det en tilstand, behandlerne møder igen og igen.

Flere slave-job end sex-job

En stadig større del af de handlede mennesker ender ikke i prostitution, men bliver udnyttet i køkkenjob, byggeri og andet arbejde. 2008 var det første år, hvor de udgjorde flertallet af de klienter, som IOM i Kiev havde kontakt med. 404 var blevet udnyttet i ’almindelige’ slave-job, 392 i prostitution og 14 bortført og tvunget til tiggeri.

Flertallet af trafficking-ofre er fortsat kvinder – sidste år gav IOM’s krisecenter i Kiev således støtte til 625 kvinder/piger og 195 mænd/drenge.

Forholdene på centeret er pæne uden at være prangende. Væggene på gangen er prydet med tegninger, som traffiking-ofrene har lavet som en del af deres kriseterapi. Værelserne ligner små kollegieværelser, og alle døre på centeret står ulåste. Ahn Nguyen, koordinator af IOM’s anti-trafficking program, forklarer:

– Ofrene er blevet frataget deres vilje til selv at bestemme, hvad de vil. Det gælder om at give dem den evne tilbage, fortæller Ahn Nguyen, som kalder Ukraine for Østeuropas svar på Bangkok.

IOM-koordinatoren oplyser, at det statslige ukrainske anti-trafficking program har et års-budget, der svarer til 8.000 kr. pr. region. Heller ikke hvad angår krisehjælp, har den ukrainske stat meget at tilbyde. IOM-centrene i Kiev er de eneste af deres art i landet, selvom en række NGO’er i Ukraine også arbejder med at give krisehjælp.

– Det burde ikke være en international organisation som IOM, der drev dette center. Det burde være staten eller en NGO, erkender Ahn.

Efterladt på en mark

Den 38-årige kvinde, vi møder, slap kun væk fra sine bortførere, fordi det russiske politi stormede stedet:

– De samlede både ofre og vogtere i en bus og kørte os uden for byen, hvor vi blev læsset af på en mark. Kun fordi en kvinde havde nogle guldsmykker, hun kunne sælge, kunne vi få penge til en billet hjem, siger hun, idet hun tager den kvindelige psykologs arm.

Kvinden, som i dag har afsluttet sin terapi og nu arbejder på et lager, siger:

– Jeg har været så glad for centeret her. Det burde findes overalt for folk med samme oplevelser som mig.

5 SKARPE

Er et ukrainsk EU-medlemskab tættere på nu end for et år siden?

– EU er ved at forhandle en vidtgående associeringsaftale, som åbner op for nærmest fuld frihandel, og dermed vil bringe Ukraine meget tæt på EU på linje med Schweiz og Norge. Ukraine presser på, for at der skrives et perspektiv om EU-medlemskab ind i aftalen, men det er der ikke enighed om i EU lige nu, da landet stadig har langt igen med hensyn til sine reformer. Et andet spørgsmål er, om Ukraine kan springe over i ansøgerkøen, der består af en række Balkan-lande og Tyrkiet.

Hvorfor er Ukraine det højest prioriterede blandt de østlande, Danmark støtter?

– Der er tale om et stort land tæt på Europa, hvor udviklingen ikke kan undgå at have en vis effekt på Danmark og især på de omkringliggende lande. Ukraine er et demokrati, som er på rette vej efter den orange revolution. Derfor er det i dansk interesse at hjælpe dem det sidste stykke over bakken. Desuden kan Ukraine fungere som et forbillede for Hviderusland og andre nabolande.

Men der er også nogle områder, hvor Ukraine skuffer?

– De er i fuld gang med at harmonisere lovene til EU’s regler. Møllen maler, om man så må sige. Men på en række områder halter det: Først og fremmest reformeringen af retssystemet, som stadig er præget af det sovjetiske arvegods. Korruptionen er særlig slem i retssystemet, og det er ødelæggende for retsfølelsen. Det betyder også, at danske investorer og forretningsfolk holder sig væk.

Hvor meget kan man som dansk ambassadør tillade sig at komme med gode råd og kommentere på den måde, Ukraine udvikler sig på?

– I dansk udenrigspolitik er der nogle få, basale regler, som er ufravigelige på hele kloden: Menneskerettigheder og lidt til. Der er så andre ting i det danske samfund, for eksempel den høje skatteprocent, vi ikke nødvendigvis behøver at påtvinge andre nationer. Ukrainerne ønsker imidlertid selv at blive medlemmer af EU og NATO, hvortil vi kræver højere standarder, herunder også på menneskerettigheder. Og så er det min pligt at fortælle dem, hvad der skal til.

Hvordan tackler ukrainerne krisen?

– Ukraines historie er fyldt med tragedier. Det har givet en umådelig modstandskraft, også til at modstå den nuværende krise. Spørger man om krisen, så tager ukrainerne det med rimeligt godt humør. ’Så skulle du have været her i 90’erne – dér var det da meget værre’, lyder svaret.

Læs interviewet i fuld længde på http://www.udvikling.dk

Den 1. september tiltræder Uffe Balslev som dansk ambassadør i Tallinn, Estland.

Foto: Udenrigsministeriet/Lars Grunwald.

SÅDAN SLIPPER DU FOR BØDEN

Ikke alle bøder havner i den ukrainske statskasse.

Tekst og fotos: Stefan Katic

Ukrainske børn behøver ikke være ret gamle, før de stifter bekendtskab med den korruption, der praktiseres i det land, de vokser op i. De ser deres forældre tage blomster eller chokolade med til lægen, skoleinspektøren eller klasselæreren. En gestus, som hverken giver eller modtager opfatter som bestikkelse. Det er bare den slags, der skal til for at sikre en grundig konsultation eller et godt eksamensbevis.

– Jeg plejer at sige, at ’her har vi ikke korruption, men en tradition’, smiler juristen Yarema Kondratyuk, administrerende direktør i det dansk-ukrainske konsulentfirma J&L Consulting, som rådgiver danske virksomheder på vej ind i Ukraine.

Yarema Kondratyuk kender om nogen korruptionens anatomi, for han lever af at hjælpe danske virksomheder med at manøvrere i et samfund, der bygger på korruption. Danske og andre udenlandske investorer opdager hurtigt, at toldinspektører, brandinspektører og en række andre inspektører alle står klar for at få deres bid af kagen. Falder der ikke 500-600 kr. ikke ved grænsen, kan lastbilen fra Danmark pænt vente i flere døgn, mens andre bliver vinket forbi.

Tolderen og skatteinspektøren er ikke nødvendigvis onde eller grådige mennesker. Men de har en chef over sig, som hver måned forventer at få en vis del af de indhøstede pengesedler. Som offentligt ansatte modtager de en løn, hvor der måske nok er penge til et æg, men ikke til salt. En læge på et sygehus tjener
1.000-1.250 kr. om måneden – en lærer 800! Så der må suppleres med et bijob, kartofler fra kolonihaven eller korruption.

I alle lag og til alle priser

Korruptionen i Ukraine er ikke enkeltsager, hvor brodne kar træder forkert. Det er et system med bestemte regler og priser.

I toppen af samfundet finder man korruption i XXL-størrelse. Millionbeløb skifter hænder mellem oligarker – rigmænd – og landets politiske elite. Det handler om magt, penge, kontrakter og begunstigelser, og er sager, der sjældent kommer frem.

Længere nede ad stigen finder vi virksomheden, der må betale fra få hundrede og op til flere tusinde kroner for at få en tilladelse igennem.

Og så er der bilisten, der bliver stoppet for en færdselsforseelse. Her taler vi om bestikkelse for 15 kr. og opefter, hvis man vil slippe med at betale mellem 10 og 50 pct. af bødens størrelse. Hvad du betaler, afhænger af hvem du er, fortæller Yarema Kondratyuk:

– Det er ikke altid, at ejeren af en Jeep skal betale mere end ejeren af den Lada, der bliver stoppet. Nogle gange er det omvendt, for ejeren af den fine nye Jeep har sandsynligvis mere indflydelsesrige venner, forklarer han og tilføjer, at beløbene er steget som følge af finanskrisen.

Sidste år landede Ukraine på en 134. plads i selskab med Pakistan, Nicaragua og Comorerne i det korruptionsindeks, som organisationen Transparency International årligt offentliggør – ikke så lidt af et fald siden 2006, hvor Ukaine lå oppe på en 99. plads. Kun Rusland (i 2008 nummer 144) redder Ukraine fra titlen som Europas mest korrupte land.

En arv fra Sovjet

– Korruptionen har mindst tre meget skadelige konsekvenser: For det første er der hele det politiske system. Så er der udviklingen af et effektivt erhvervsliv. Og så er der de udenlandske investeringer, der går uden om Ukraine og i stedet placeres i Tyrkiet – som har en lavere grad af korruption – eller i Kina (hhv. nr. 58 og 72, red.), fortæller Yarema Kondratyuk. Han er dog optimistisk:

– Den almindelige borgers holdning er begyndt at ændre sig. Korruptionen er i høj grad en arv fra det tidligere Sovjet-system og trivedes over det meste af Sovjetunionen. Men den ukrainske ungdom i dag er meget tættere på en europæisk livsforståelse. Og så skriver pressen om korruptionen. Dette er måske den eneste virkelige gevinst efter den orange revolution: At vi kan tale om de her ting, siger Yarema Kondratyuk.