SPONSORBARN

PÅ SPORET AF MIT SPONSORBARN

Catherine Kambura, 10 år. Catherine Kambura, 23 år.

Tekst og fotos: Jeppe Villadsen

Det var i sponsoraternes barndom. Før hjælpeorganisationerne havde hylderne fulde af gavegeder og sponsorkøer til velgørenhedslystne danskere med friværdi på lommen.

Sommeren 1996. Netop hjemvendt fra et halvt års rygsækbehængt dannelsesrejse i Asien, og jeg har fået Catherine Kambura. Hun er mit sponsorbarn. Købt og betalt for 150 fradragsberettigede kroner om måneden hos Red Barnet.

Jeg ved ikke andet om Catherine, end at hun er fra en lille landsby et sted i Kenya. Faderen er død og har efterladt moderen alene med seks børn og et lille landbrug, som de lever af. Catherine er ti år gammel. Efter fire års grundskole er hun lige begyndt på en katolsk kostskole.

Red Barnet har sendt mig et foto af pigen og et nummer, som jeg skal bruge i al fremtidig korrespondance med hende: Materi-45-493.

Ikke fordi jeg har tænkt mig at skrive særlig mange breve til min sponsorpige og hendes familie, som jeg ikke kender og heller ikke har noget voldsomt behov for at lære at kende. Jeg er lige begyndt på universitetet og har sådan set nok at gøre med det. Den mentale afstand fra Nørrebro til et fjernt kenyansk landsbysamfund føler jeg mig ikke forpligtet til at tilbagelægge, bare fordi jeg har tegnet mig for et fadderskab.

Det er ikke et kulturmøde, jeg er ude efter. Og slet ikke rollen som den rige onkel fra Danmark. Jeg vil bare hjælpe lidt – ikke oparbejde en stor taknemmelighedsgæld.

Billedet af Catherine ryger op på opslagstavlen, og det er det. Strømmen af breve og tegninger fra hende bliver hurtigt læst. Et par kommer på opslagstavlen, resten ryger ned i en skuffe.

Fire år og et dusin blomstersmykkede breve fra Catherine senere modtager jeg et kortfattet brev fra Red Barnet. I brevet står der, at fadderskabet er ophørt, fordi Catherines familie har taget hende ud af skolen. Der er ingen yderligere forklaring.

En skam, tænker jeg, for hvis hun er hevet ud af skolen for at arbejde hjemme, virker fadderskabet nærmest spildt. Catherine og hendes mor hører jeg ikke noget fra, og jeg undersøger ikke sagen videre hos Red Barnet.

Ingen persondata

Det er otte år efter mit fadderskab ophørte, og jeg er i mellemtiden blevet journalist bosat i Kenya. Jeg er et smut hjemme i Danmark, da Udviklings redaktør spørger mig, om jeg har lyst til at skrive en artikel om sponsorbørn.

Mens vi snakker videre, kommer jeg i tanker om, at mit gamle sponsorbarn var fra Kenya. Skulle jeg ikke forsøge at finde hende? Vi bliver enige om, at det kunne være spændende at få en førstehåndsskildring af, hvordan det er gået et helt tilfældigt sponsorbarn.

På grund af min udstationering er de fleste af mine ejendele pakket ned, så jeg kan ikke få fat på mappen med sponsorkontrakt, breve og tegninger, jeg har gemt. Jeg skriver derfor til Red Barnet for at få navn og kontaktoplysninger på pigen. Resultatet er dog nedslående. Organisationens kommunikationsafdeling svarer:

”Jeg har været i den gamle database. Jeg kan se, at dit fadderskab er opsagt i juni 2000, men der er ingen persondata registreret på dit fadderbarn: navn, adresse eller fødselsdato. Jeg har kigget i arkivet i kælderen, og der er kun gemt 5 år tilbage. Så desværre kan jeg ikke hjælpe dig med navn og hendes historie, efter hun har forladt skolen.”

Det undrer mig, at tidligere sponsorer ikke kan få kontakt til deres ’gamle’ børn. Og at Red Barnet har afskåret sig selv fra at kunne undersøge, hvordan det går sponsorbørnene bare lidt ud i fremtiden.

Jeg takker for hjælpen, men kan i e-mailen ikke lade være med at tilføje, at det undrer mig, at der slet ikke er gemt nogen oplysninger på pigen. Dermed skrider idéen om fadderskabet som en livslang investering fra donorens side gevaldigt. Jeg får et venligt svar, der ikke tyder på, at organisationen gør det i opfølgningsundersøgelser på sponsorbørnene og deres familier:

”Jeg giver dig ret i, at det er mærkeligt, at hendes navn ikke står i vores gamle database. Det er normalen for fadderbørn, så dette er en undtagelse. Mht. arkiv så skal vi gemme dokumenter i 5 år, og da vi producerer nogle om året, så gemmer vi ikke i længere tid.”

Red Barnet sender mig dog navnet på kostskolen, hvor Catherine gik fra 1996 til 2000: Materi Girls Centre. Red Barnet giver mig også et telefonnummer på skolens leder: John Koczka – eller ’Brother John’, som han kalder sig. Så jeg har da lidt at gå efter.

Uden spor?

Der er gået nogle måneder, da jeg en eftermiddag i Nairobi ringer Broder John op. Han husker ikke Catherine, men vil gerne hjælpe.

Allerede næste dag har han fundet min ’sag’ frem. Det er ikke mange oplysninger, han ligger inde med, men han har navnet på pigen og et postboksnummer, hvor Catherine Kambura og hendes familie muligvis modtog post i den periode, hun gik på Materi Girls Centre.

– Det er langtfra sikkert, vi finder hende. Hun kan være hvor som helst. Måske er hun blevet gift og flyttet langt væk, måske bor hun stadig et stenkast fra skolen. Eller hun kan bo i Nairobi, advarer Broder John. Han er amerikansk præst og har boet i Kenya i over 40 år.

Den katolske kostskole, som han grundlagde i 1973, ligger i Meru-provinsen i højlandet nordøst for Mount Kenya. Næste dag skal han alligevel forbi områdets posthus, så han vil forhøre sig om postboksnummeret. Det viser sig at høre til en lokal folkeskole, hvor Catherine måske har gået, inden hun kom på kostskolen, men han vil ikke love noget, og skolen kan sagtens være lukket.

Vi aftaler at mødes i Meru nogle dage senere.

Broder John

Jeg føler mig som deltager i tv-programmet Sporløs, da jeg en solbeskinnet fredag kører ud af Nairobi, kun bevæbnet med navnet på min sponsorpige, et telefonnummer til Broder John, som jeg skal kontakte, når jeg er fremme, og navnet på den muligvis lukkede landsbyskole.

Fem timer senere er jeg fremme og møder Broder John. Den amerikanske missionær er en venlig ældre herre. Han fortæller, at han i mange år har haft et godt samarbejde med Red Barnet i Danmark, men at organisationen nu har opløst samarbejdet.

– For 20 år siden havde jeg sponsorer til næsten alle 600 elever. Jeg var heldig at have et godt samarbejde med organisationer i Danmark, USA, Finland osv. Men de sidste tre-fire år har mange sagt, at de ikke kan fortsætte med at hjælpe min skole, når der er så mange andre skoler og projekter i Afrika, der også har brug for støtte, siger Broder John og tilføjer:

– Jeg tror, at Herren vil sørge for, at vi klarer den.

Broder John præsenterer mig for sine to assistenter Francis og Julius. De vil hjælpe mig på min videre færd. Francis og Julius kender området og har en idé om, hvor skolen er.

Vi skal østpå. Ad bumlede jordveje gennem Kenyas grønne bakkede højland oversået med kaffe, majs, bønner, avokado og de evige bananpalmer. Det er Afrika fra sin frodigste og mest indtagende side.

Området er dybt religiøst. Vi passerer Kenyas næstældste mission, Mujwa Catholic Parish, der går helt tilbage til 1886.

Vi støder på flere skoler, før vi finder den rigtige: Muthikine Primary School. Da vi ankommer, går undervisningen i stå, og et par yngre lærere henter skolens kvindelige viceinspektør, der har undervist dér i mange år. Jo, hun husker godt Catherine. Og hun kender familien. Bingo!

Moderen bor stadig i området kun nogle få kilometer væk. Inspektøren vil gerne vise os derhen og hopper med i bilen.

Høne ombord

Nu brænder tampen for alvor. Vi standser ved en samling lerhuse med en gårdsplads foran. En spinkel dame i en leopardmønstret T-shirt kommer ud mod os. Hun lyser op i et stort smil, da hun hører, hvorfor jeg er kommet. Det er Catherines mor, Ngugi Kambura. Hun byder os indenfor.

– Sponsoratet har hjulpet os meget. Det betød, at skolen blev billigere, og Catherine kom derfra med en masse disciplin, som har hjulpet hende frem til i dag, fortæller moderen.

På grund af sponsorstøtten skulle Catherine kun betale 450 kr. pr. kvartal for en plads på kostskolen mod 1.900 kr. for elever uden sponsor.

Onklen, Zabario Kaburu, der har overtaget pladsen i huset efter faderens død, slutter sig til. Han tilføjer:

– Vi lever bedre i dag, fordi Catherine hjælper os med penge. Hun køber mad til os og har købt en ko. Hun har forandret vores liv.

Der bliver ringet på mobiltelefon til Catherine. Hun arbejder på et apotek i en by kun en times kørsel væk. Vi aftaler, at jeg tager derover med det samme.

Catherine er familiens anden apotekerassistent. Storesøsteren, der også havde en sponsor, arbejder i Nairobi. Moderen er stolt af sine to døtre, for det er første gang, at nogen i familien har fået en længerevarende uddannelse.

– De klarer sig begge rigtigt godt, så vi har været meget glade for de to sponsorater.

Hun fortæller, at Catherine forlod kostskolen og sponsorprogrammet i utide, fordi hendes karakterer ikke var gode nok til, at hun kunne fortsætte på en videregående uddannelse. Derfor blev hun flyttet til en anden skole.

– Hun var ked af at forlade Materi Girls Centre, men hun var nødt til det på grund af sine karakterer. Hun havde problemer og svært ved at koncentrere sig, sikkert fordi hendes far var død. Det gik bedre, da hun skiftede skole, siger Ngugi Kambura.

Det viser sig, at Catherine og hendes søster er de eneste sponsorbørn i hele området. Og det hører til sjældenhederne, at unge herfra opnår en længerevarende uddannelse, så det er en nærliggende tanke, at ordningen kunne skabe misundelse blandt naboerne. Men det afviser familien fuldstændigt.

– Alle naboerne har været så glade på vores vegne. Der var ingen jalousi, siger moderen.

Hjemmeapoteker

Jeg er ivrig efter at møde Catherine, så jeg takker af. Men inden jeg når at gå, begiver onklen sig målrettet mod hønsehuset. Han kommer tilbage med en stor velnæret høne. Mine forsøg på at afslå gaven falder på klippegrund, så jeg finder mig selv med en papkasse i hænderne med den levende høne indeni.

På vejen videre kan jeg ikke lade være med at spørge folk i nabolaget, om ikke de er ærgerlige over, det ikke var deres familie, der fik et sponsorat. Men hvis der er misundelse, skjuler de den godt. Alle fortæller, at de er glade på familien Kamburas vegne. Og takket være sin uddannelse er Catherine i stand til at hjælpe folk med at få den rigtige medicin.

28-årige Daniel Gituma, der arbejder i en kiosk et par kilometer fra Catherines familie, fortæller, at han har kendt Catherine, siden de var børn. Hans bror lider af en hudsygdom, og Catherine har lovet at medbringe nødvendig medicin i den kommende weekend.

Efter en times kørsel forvandler de grønne bakker sig til lave, bløde bjerge. Det er her, omgivet af stejle skråninger med lysegrønne te-planter, at Catherine bor. Byen hedder Kithu rine, en lille flække, hvis eneste større bygninger er to store stenkirker.

Det er svært at genkende den lille, generte pige fra billedet i den næsten 180 centimeter høje kvinde med lange tynde fletninger, der kommer mig i møde. Vi smiler og hilser og begiver os hen til apoteket, hvor hun arbejder.

Hun blev rigtig glad, da hun hørte, jeg kom. Og ikke så lidt overrasket, fortæller hun. Men hun virker på en måde mindre overrasket, end jeg føler mig over faktisk at være nået frem og nu stå ansigt til ansigt med den stumme, smilende pige fra opslagstavlen dengang i 90’erne.

Med Guds barmhjertighed

Apoteket ligner en hvilken som helst anden småbutik i Kenya, dvs. et lille muret skur, hvor disken er indbygget i facaden. Foruden medicinen sælger hun mobil-taletid, sodavand og lidt andre fornødenheder.

Jeg parkerer mig selv på sidelinjen, mens Catherine venter på et hul i strømmen af kunder, så hun kan lukke butikken. Så begiver vi os hen, hvor hun bor.

Værelset, hun lejer for 75 kr. om måneden, er et ganske lille kammer, der er udnyttet til det maksimale med en gul plyssofa og en seng, der er skjult bag et blomstret klæde. Adspredelsesmulighederne begrænser sig til et ottetommers tv og en bibel.

– Sponsoratet har spillet en enorm rolle i mit liv, for mine forældre havde ikke selv råd til at betale for min skolegang. Når jeg fortæller om mit liv, siger jeg, at jeg gennemførte skolen takket være en sponsor, og så undrer folk sig over, hvad den her sponsor-ting er for noget, ler hun.

Jeg viser hendes gamle tegninger og fotoet. Hun smiler, da hun får øje på billedet af sig selv.

– Jeg så syg ud, synes jeg. Helt tynd og bleg. Det er begrænset, hvad hun husker fra Materi Girls Centre.

– Det er meget længe siden. Jeg husker mest Broder John, fordi han var en god mand – en meget god mand. Hvis vi fx ikke havde penge til bussen, tilbød han at køre os hjem. Materi var et virkelig godt sted at være.

– Men jeg klarede mig ikke særligt godt i skolen, og jeg lyttede ikke efter lærerne. Min familiesituation spillede nok ind, fordi jeg ikke havde min far som støtte.

Hun fik i stedet plads på en anden skole og fortsatte derefter på farmaceutuddannelsen, som hun afsluttede i 2007. Begge uddannelser blev betalt af legater fra den kenyanske stat.

– Med Guds barmhjertighed har jeg fået sponsorater. Jeg har været meget heldig i mit liv, og jeg takker Gud for alt. Derfor vil jeg også dele. Den smule, jeg tjener her – meget lidt faktisk – deler jeg med min familie.

Apotekerjobbet giver 375 kr. om måneden for en seksdages arbejdsuge fra otte morgen til otte aften. Hele søndag bruger hun i kirken, hvor hun er ungdomsleder. Så det er måske ikke så underligt, at hun ser let forundret ud, da jeg spørger, om hun har nogen hobbyer.

– Hobbyer? Jeg læser Biblen. Et kapitel hver aften – for min spirituelle udvikling.

Vi bliver afbrudt af telefonen, der ringer. Det er onklen, der vil høre, om jeg er nået frem.

Den afrikanske drøm

Jeg spørger, hvordan naboerne reagerede, da hun blev sponsorbarn.

– Der var jalousi blandt naboerne. De troede, vi blev rige af det. Nogle lod, som om de var glade, når jeg var der, men de kaldte mig mzungu-ejendom (mzungu = hvid person, red.) og sagde, at den hvide mand ville komme og stjæle mig.

– Det var det samme på kostskolen, fortæller hun.

– Hvis jeg fx skrev et brev og bad nogen om at poste det, kunne de finde på at rive det i stykker i stedet for at sende det.

Systemet var sådan, at alle elever på skolen var potentielle sponsorbørn. I begyndelsen af skoleåret skulle alle udfylde en formular og fik taget et foto, men på Catherines årgang fik kun hun selv og søsteren en sponsor.

– De andre var skuffede over, at de ikke var blevet valgt. Jeg prøvede at forklare dem, at det ikke var mig selv, der havde bestemt det, men det hjalp ikke.

Alt det har hun dog lagt bag sig. Hun skal snart giftes. Med en mand, der, som hun siger, tjener endnu mindre end hende selv, men har en god karakter. Jeg bliver inviteret med til brylluppet den 15. august.

Nu drømmer Catherine om at åbne sit eget apotek, kombineret med en veterinærklinik.

– Jeg tjener mine egne penge nu. Det næste skridt er at få min egen forretning. Det er min drøm. Selv hvis jeg besluttede at købe en flyvemaskine, uanset at jeg ikke har nogen penge, ville jeg gennemføre det.

PS: Og hønen i papkassen? Ja, den blev foræret videre til min faste taxamand, hvis familie spiste den som søndagsmåltid med chapati (fladbrød) til.

Jeppe Villadsen er Afrika-korrespondent for Kristeligt Dagblad og skriver fast i Udvikling.

ER BØRNESPONSORATER GOD BISTAND?

Af Jeppe Villadsen

Det ligner udviklingshjælp i sin reneste form: En velaflagt dansker i den ene ende og et fattigt barn i den anden. Penge overføres, og barnet sikres mad, tøj, skolegang – og måske en lys fremtid.

Nytten er til at få øje på, og du kan se, hvor pengene havner. Derfor er børnesponsoraterne også populære. Tusindvis af danskere vælger hvert år at melde sig som sponsor for et fattigt barn i Afrika, Asien eller Sydamerika.

Børnefonden, der for tiden har knap 60.000 betalende sponsorer, har da også svært ved at få øje på ulemper ved ’én-til-én’ sponsoraterne.

– De er gode til at få folk i tale og gøre hjælpen meget konkret. Vi lever i en stor verden, og folk har brug for de nære historier, hvor de kan følge pengene hele vejen ud til barnet og se, at de gør en forskel, siger kommunikationschef i Børnefonden, Marianne Schou Delkus. Hun fortsætter:

– Kigger man på det i et udviklingsmæssigt perspektiv, arbejder vi ’indefra og ud’. Vi er i områder helt ude på landet, hvor ikke ret mange andre organisationer er, og hjælper både det enkelte barn og dets familie, så hvis der er tilstrækkeligt mange sponsorbørn, vil et helt område blive løftet op, siger hun og henviser til, at sponsormidlerne også går til mikrokreditter, uddannelse af lærere og byggeri af skoler og sundhedsklinikker, mv.

Tung administration

Red Barnet havde i mange år én-til-én fadderskaber, men er gået over til gruppefadderskaber, hvor støtten går til et helt projekt eller lokalsamfund.

– Det er et stærkt markedsføringskoncept, at du ser et konkret barn i den anden ende. Men vi er gået bort fra det, fordi vi synes, det rent administrativt er for omkostningskrævende. Vi vil hellere støtte en større gruppe af børn, for det kræver daglig ’fintælling’ at sørge for, at støtten går præcis til det enkelte barn, og at der er en julekorrespondance osv. Det bliver alt andet lige dyrere, end hvis du støtter en skole eller et uddannelsesprogram, siger Mogens Damgaard, kommunikations-chef i Red Barnet.

– Og grundlæggende er vi også en børnerettighedsorganisation, der arbejder for varige strukturelle ændringer for børn, og det gør man nu engang bedst ved at sætte ind over for en bred gruppe af børn, siger han.

Red Barnet lancerer til efteråret en ny sponsorform, hvor støtten er lagt tematisk an, så sponsoratet går til aktiviteter inden for fx uddannelse, sundhed eller katastrofer og dermed støtter en større gruppe børn. Kontakten til sponsoren bliver ifølge Mogens Damgaard bevaret med en årlig rapportering om, hvordan det er gået og måske et par case-historier.

Ukendt effekt

Hos Mellemfolkeligt Samvirke har man aldrig haft sponsorbørn på hylderne, og har heller ingen planer om det.

– Det er ikke i tråd med vores mission om at organisere voksne, så de selv kan kæmpe for deres rettigheder. Det er en kollektiv proces, og derfor giver det ikke mening at fokusere udelukkende på den enkelte. Det er slet ikke et budskab om individualisering, vi er interesserede i at give, siger kommunikationschef Vibeke Vinther.

Men er én-til-én sponsoraterne lige så effektive som andre former for udviklingshjælp?

Godt spørgsmål. Hverken Børnefonden eller Red Barnet har nemlig lavet opfølgningsundersøgelser af, hvordan det går sponsorbørnene og deres familier, når sponsoratet er ophørt.

Børnefonden, der med omkring 150.000 sponsorbørn siden starten i 1972 er Danmarks absolutte sværvægter på feltet:

– Indtil videre har vi primært lagt vægt på at dokumentere vores resultater over for sponsorerne, sådan at vi hvert år gør status over barnets situation i forhold til uddannelse, sundhed, familien osv. Men vi er i gang med at udvikle metoder til at evaluere på regionalt plan, så vi kan sammenligne områder, hvor vi har arbejdet, med områder, hvor vi ikke har været, siger Marianne Schou Delkus.

Hun mener ikke, administrationsbyrden ved én-til-én sponsoraterne er større end ved andre hjælpeformer og henviser til Børnefondens princip om, at højst 15 procent af støttemidlerne må gå til administration – resten skal gå direkte til børnene og deres familier.

Heller ikke Red Barnet har fulgt op på deres sponsorbørn, men henviser blandt andet til undersøgelser, der viser, at børn, der har gået fire år i skole, i gennemsnit tjener det dobbelte som voksne end børn uden skolegang.

– Men jeg tror også, det er et spørgsmål om ressourcer. Børnene flytter jo, og der er sjældent cpr-numre og så videre, så rent praktisk ville det være utroligt vanskeligt at følge børnene, siger Mogens Damgaard.

Det betyder vel, at børnesponsorater er en bistandsform, hvor det er svært at måle den langsigtede virkning og holde den op imod andre bistandsformer?

– Ja, hvis du vil bevise, at én-til-én børnene klarer sig bedre end andre, så er det vanskeligt.

Den enkelte sponsor hos Red Barnet kan vælge at holde kontakten med sit sponsor-barn, hvis barnet og dets familie er indforståede. Red Barnet bevarer personoplysningerne fem år frem af hensyn til de danske skattemyndigheder, men herefter bliver alle data slettet.