MAROKKO

CASABLANCAS POWERKVINDER

Af Camilla Wass

– For os kvinder er tidsregningen delt op i to: før og efter Moudawanaen (den nye familielov). Inden den blev vedtaget, var det marokkanske samfund præget af diskrimination, og der var en opfattelse af, at det var okay at slå sin kone. En mand kunne ligefrem finde på at banke løs på sin hustru midt på gaden, og ingen ville gribe ind, for folk mente, at det var hans ret at sætte hustruen på plads. Men nu har vi brudt tabuet. Folk kan i dag tale åbent om problemerne med vold i ægteskabet.

Sådan fortæller Aatifa Timjadiene, national koordinator for Anaruz, en marokkansk kvindeorganisation. Anaruz betyder ’håb’ på berbersprog, og netop for at sprede håb har Anaruz etableret et sirligt system af ’lyttecentraler’, strøet ud over hele Marokko. Her kan kvinder lette deres hjerte og få gode råd til at tackle vold i ægteskabet.

Som en del af Det Arabiske Initiativ er der etableret samarbejde mellem danske og marokkanske kvindeorganisationer. Aatifa Timjadiene besøgte Danmark i 2008, og her fik hun et grundigt indblik i det danske system omkring forebyggelse af vold mod kvinder.

– Danmark er en rollemodel for os, og vi spejler os i den proces omkring kvindefrigørelse, der har været i Danmark i de sidste 30 år. Samarbejdet fungerer godt, fordi vi har de samme visioner, siger hun.

Siden Moudawanaen blev vedtaget i 2004, er synet på kvindens rolle i det marokkanske samfund langsomt begyndt at ændre sig, og landets kvindesagsforkæmpere rider på en bølge.

Carrie fra Casablanca

Nabila Tbeur, bestyrer af kvindehjemmet INSAF i udkanten af Casablanca, ligner Carrie Bradshaw fra den amerikanske tv-serie Sex and the City – i stram spadseredragt og med knaldrød læbestift og duftende, bølget hår. Men ellers er der langt fra den skofikserede forfatter fra New York til den ihærdige kvindeaktivist i Casablanca.

– En kvindes liv kan vende op og ned på en dag. Jeg har set kvinder blive behandlet så uretfærdigt, at jeg bliver rigtig gal, fortæller Nabila Tbeur, mens hun viser rundt på hjemmet for enlige mødre, det første af sin slags i Marokko.

De høje pumps-sko spankulerer florlet op ad kvindehjemmets trapper, og de rouge-malede kinder har ikke spor imod at få et vådt babykys. På sovesalen står vuggerne helt tæt op ad hinanden, og en tilsløret kvinde sidder på en af sengene, optaget af at amme sit barn.

– Enlige mødre har ingen status overhovedet. De bliver udsat for en ekstrem form for familiemæssig eksklusion, hvor hele deres netværk nægter at kendes ved dem. Før havde de intet andet valg end at leve på gaden. I 1999 blev der fundet 300 barnelig i gaderne i Casablanca, siger Nabila Tbeur.

Hun mener, at Moudawanaen har givet nyt håb til de anslået 5.000 enlige mødre i Casablanca.

– For ti år siden talte ingen om, at der fandtes enlige mødre. Den nye familielov har været med til at bryde det tabu – og gjort det lettere for os at hjælpe de kvinder, der ellers ville smide deres barn i rendestenen, siger Nabila Tbeur.

På flugt fra voldelige mænd

Støvet hvirvler omkring os, mens vi bumper ud ad den snørklede landevej, længere og længere væk fra Casablanca. Den hvidkalkede villa ligger lige midt på en blomstereng. Vagten åbner den store tunge dør, og lyden af højlydte kvindehvin runger ud over gårdspladsen.

En gruppe kvinder sidder i et skyggefyldt hjørne, dybt optaget af at farve hinandens hår. Kvinderne har taget det drastiske skridt at forlade deres voldelige ægtemand. Et skridt, Moudawanaen har gjort muligt.

– Mange af kvinderne tager tilløb i flere år, før de banker på døren til vores krisecenter. Vi hjælper dem med at finde deres ben igen, og med at vende nederlaget over, at familien ikke fungerede, om til en personlig sejr over at turde sige fra over for vold, fortæller Mouna Chemmakhi.

Hun er leder af krisecentret Tilila og har lige nu 22 kvinder under sine vinger. De fleste af kvinderne er i starten af tyverne og kommer fra de fattige forstæder til Casablanca.

– Selvom de har ret til skilsmisse, så bliver mange kvinder i praksis udstødt af deres familie, når de forlader deres mand. Det er hårdt at stå helt alene og skulle bygge et nyt liv op, men med vores hjælp lykkes det, siger Mouna Chemmakhi.

Som en del af Det Arabiske Initiativ har hun haft flere besøg fra Danmark, og i 2008 rejste hun til Danmark for at besøge Dannerhuset i København og en række andre danske krisecentre.

– Det var utrolig berigende for os. Især var det inspirerende at høre om, hvordan man tackler børn i kriseramte familier, og om de tilbud, man har til mænd, der er voldelige over for deres koner. Det er lige den form for inspiration, vi har brug for i Marokko. For selvom vi er nået langt, har vi stadig lang vej igen, før kvinder og mænd for alvor er ligestillet.

RØDSTRØMPER MOD HOVEDTØRKLÆDER

En henna-dekoration males på en bruds hånd før et bryllup i Marokko. På grund af en ny familielov kan marokkanske kvinder selv vælge, hvem de vil giftes med. Samtidig har de fået ret til skilsmisse. Foto: Alan Keohane/Scanpix.

Af Camilla Wass, Casablanca

– Islamiske feminister! Ha, ha, ha, det må da være årets joke. Hvis disse kvinder kunne gå baglæns, ville de gøre det.

Fouzia Assouli ruller med øjnene og roder rundt i sit store viltre hår. På det lille bord foran hende ligger en notesblok med kvindetegnet på, og hendes kontor i hjertet af Casablanca er overklistret med plakater med billeder af demonstrerende kvinder. Ingen brændende bh’er og flagrende bryster – men masser af knyttede næver og bannere i alle farver.

Fouzia Assouli er en af bannerførerne i kvindekampen i Marokko. Hun er medstifter af en af landets største kvindeorganisationer, LDDF (La Ligue Démocratique pour les Droits de la Femme), der siden midten af 80’erne har kæmpet for den ændring af den marokkanske familielovgivning, Moudawanaen, der i dag er en realitet.

Med loven er kvinder og mænd formelt blevet ligestillet. Kvinderne kan selv vælge, hvem de vil gifte sig med, og de har fået ret til skilsmisse og mulighed for at beholde hus og børn, hvis de bliver skilt.

LDDF arbejder i dag for, at kvinder i Marokko skal kende deres rettigheder og arrangerer informationskaravaner, der rejser rundt i Marokkos fjerneste afkroge og fortæller om Moudawadanen.

Men Fouzia Assouli oplever, at hendes islamiske ’medsøstre’ forsøger at stikke en kæp i hjulet på hendes arbejde.

– Den islamiske kvindebevægelse har kørt flere hadekampagner mod LDDF, hvor de har anklaget os for at være Vestens lakajer. Det er tydeligt, at de bruger religionen til at lave politik. Og at kvinderettigheder blot er en brik i dette spil, mener hun.

Kvinderne kæmper

Fronterne er trukket skarpt op i den marokkanske kvindekamp. På den ene side står den sekulære og frihedssøgende bevægelse, der trækker tråde til den vestlige verdens rødstrømpebevægelse. Den er drevet af strømlinede kvinder, der går med rød neglelak og rejser til Frankrig fem gange om året. De ser verden ud fra individets synspunkt og mener selv, at de er talskvinder for det moderne Marokko.

På den anden side står den islamiske kvindebevægelse, der arbejder målrettet for at fremme kvindernes sag inden for rammerne af islam. De ser ingen modsætning mellem sharia-lovgivning og kvinderettigheder. De mener, at de har fingeren på pulsen i Marokko og ser sig selv som garant for reformer, der tager udgangspunkt i lokale forhold og ikke i en vestlig tankegang.

Den islamiske kvindebevægelse har sat solide fingeraftryk på den marokkanske familielov Moudawanaen. Det specielle ved Moudawanaen er nemlig, at den nyfortolker afsnit af Koranen og på denne måde bruger islam som et redskab til at fremme kvinders rettigheder.

Islamisk kvindekamp

Feminisme og hovedtørklæder opfattes normalt ikke som to ting, der kan gå hånd i hånd, men på denne solskinsdag er de skønt forenet i en spurt rundt på gangene i det marokkanske parlament i byen Rabat. Jamila Mossali tager hurtige og bestemte skridt – hun er politiker og har siden 2002 siddet i det marokkanske parlament for det islamiske parti PJD.

– Det var min far, der opfordrede mig til at stille op til parlamentet. Han er en stor støtte for mig, og jeg er glad for at have fået denne platform til at kæmpe for kvinders rettigheder, siger hun.

I over 20 år har Jamila Mossalis hjerte banket for kvindekampen. Hun er leder af den islamiske organisation Al Wiam, der arbejder for at hjælpe voldsramte kvinder. Al Wiam driver et krisecenter i Rabat og har ’lyttecentraler’ over hele Marokko, hvor kvinder kan ringe ind og lette deres hjerter.

Spørgsmålet om, hvorvidt man kan forene islam og kvindekamp, får Jamila Mossali til at hæve stemmen.

– Den vestlige verden er gennemsyret af en total misforståelse af islam. Man forstår simpelthen ikke kvindens stilling i islam, pointerer hun med lynende øjne og fortsætter:

– Det handler om at forstå, at islam er en højt udviklet religion i forhold til kvinders rettigheder. Islam beskytter kvinden og sikrer hende status og værdighed i hendes forskellige roller inden for familien – som hustru, mor og datter. Jeg vil gerne være et forbillede for kvinder i hele Marokko og vise, at man sagtens kan være troende muslim og kvindesagsforkæmper på samme tid, siger hun.

Jamila Mossali har ikke meget tilovers for de sekulære kvindeorganisationer.

– De har en masse fine projekter, men de er elitære og har slet ikke fat i befolkningen. De glemmer at tænke på, at religionen er grundstenen i marokkanernes opfattelse af sig selv – man kan ikke lave forandringer uden at tage det religiøse med i betragtning, siger hun.

Klangbund i befolkningen

Øget involvering af ikke-sekulære grupper i Marokko er også blandt anbefalingerne i en ny revision af Marokko-programmet under Det Arabiske Initiativ, som Danmarks regering lancerede i 2003 for at forbedre dialog og forståelse mellem Danmark og den arabiske verden. Indtil nu har Det Arabiske Initiativ kun taget spæde skridt til at inkludere islamiske organisationer i programmerne i Marokko og resten af den arabiske region.

– Man kan godt forestille sig, at de islamiske organisationer vil have mere klangbund i befolkningen end de sekulære organisationer, siger Julie Pruzan-Jørgensen, der var teamleder på reviewet af programmet i Marokko.

Hun er ved at lægge sidste hånd på en ph.d.-afhandling om den marokkanske familielov og forbereder en undersøgelse af islamiske kvindeorganisationer i Marokko, Jordan og Egypten.

– Islamisk feminisme udfordrer den måde, vi ser verden på. Som danskere forventer vi næsten automatisk, at islam og ligestilling er modsætninger, og der findes da også masser af eksempler på, at islam bruges til at undertrykke kvinder. Men inden for den islamiske bevægelse findes også højtbegavede kvinder med power og fremdrift, der arbejder målrettet på at styrke kvinders rettigheder inden for islam, siger hun.

Camilla Wass er journalist og redaktør på Nyhedsbrevet om Det Arabiske Initiativ.

Læs mere på http://www.rabat.um.dk, http://www.kvinfo.dk og http://www.detarabiskeinitiativ.dk

KVINDEKAMPENS MAROKKANSKE ANSIGTER

FOUZIA ASSOULI – medstifter af LDDF, en af landets største kvinde- organi- sationer.	JAMILA MOSSALI – parlaments- medlem for det islamiske parti PJD.	AATIFA TIMJADIENE – national koordinator for kvinde- organi- sationen Anaruz.	NABILA TBEUR – bestyrer af INSAF, et kvindehjem i udkanten af Casablanca.	MOUNA CHEMMAKHI – leder af Tilila, et krise- center for kvinder uden for Casablanca.