Udenrigsministeriet

NAVNE

FRA SØJLE TIL CENTER

Samme udenpå, nyt indeni. Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads erstatter 1. juni søjlestrukturen fra 1991 med 11 nye centre.

Samme udenpå, nyt indeni. Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads erstatter 1. juni søjlestrukturen fra 1991 med 11 nye centre.
Foto: Thomas Borberg/Polfoto.

Bistandspolitikken skal være en større del af den almene udenrigspolitik, når Udenrigsministeriets nye struktur træder i kraft 1. juni. NGO’er støtter ændringerne, men kræver, at de følges op med flere ressourcer til bistandsområdet.

Af Mads Mariegaard

I 1991, da Udenrigsministeriet sidst fik ny struktur, var globaliseringen begyndt at røre på sig. Det var året, hvor en britisk forsker udgav en artikel om World Wide Web, Kina meldte sig ind i handelsorganisationen APEC og rockgruppen Nirvanas Nevermind-album blev sendt ud over hele kloden.

18 år efter er verden langt mere globaliseret og fuld af grænseoverskridende problemer, fx terror og klimaforandringer, som kræver nye løsninger. Derfor skrotter Udenrigsministeriet nu den geografiske opdeling i en nord- og en sydsøjle, som blev indført i 1991. Fra 1. juni består ministeriet i stedet af 11 centre.

Del af dagligdagen

Ændringerne betyder, at bistandspolitikken bliver en større del af den almene udenrigspolitik. Danida, som i slut-80’erne havde sit eget departement, blev i 1991 en del af Udenrigsministeriets sydsøjle, og med den nye struktur kommer Danida endnu tættere på den øvrige udenrigspolitik, fordi hovedparten af de nye centre får bistandsansvar.

– Bistandspolitikken bliver en del af de daglige diskussioner i en lang række centre, og sådan bør det være. For eksempel giver det ingen mening i dag at diskutere bistandspolitik i Afrika uden samtidig at diskutere sikkerhedspolitik i Afrika, siger Sus Ulbæk, multilateral chef i Sydgruppen og kommende chef for et nyt center for Afrika, Asien, Amerika og Mellemøsten.

Bistandspolitikken vil også blive drøftet i en ny, stor koncernledelse, som foruden departementschefen vil bestå af alle 11 centerchefer og fire nye direktører, heriblandt en direktør for udviklingspolitik, nuværende Sydchef Ib Petersen.

Flere generalister

Den øgede integrering af udenrigs- og bistandspolitik betyder, at flere får ansvar for bistanden, men også at færre får ansvar udelukkende for bistanden. Det indebærer en risiko for mindre specialisering og svækket faglighed, mener Sus Ulbæk.

– Det er en af de potentielle svagheder ved den ny struktur. Vi skal bestemt ikke have en organisation, som udelukkende består af generalister, for hvis vi mister vores viden og kompetencer på bistandsområdet, kan vi ikke blive ved med at være politikdrivende, siger hun.

Sus Ulbæk håber derfor, at det nye center for HR og økonomi vil sætte klare mål for håndteringen af skismaet mellem generalisering og specialisering.

Brug for specialister

Kommende centerchef for HR og økonomi Anne-Birgitte Albrectsen lægger vægt på, at generalisering og specialisering skal supplere hinanden, fordi det ofte kræver generaliseret viden at løse specialiserede opgaver. Hun understreger, at der også i den nye struktur vil være brug for specialisering:

– På baggrund af klare stillingsbeskrivelser vil vi identificere, hvor der er brug for specialister, og hvilke opgaver de skal løse. Hvis vi derefter kan se, at vi mangler medarbejdere med den rette specialisering, fx på det bistandsfaglige område, så vil vi enten opkvalificere eller rekruttere, siger Anne-Birgitte Albrectsen, som i dag er kontorchef for humanitær bistand og NGO-samarbejde.

Udviklingspolitik samles

Den nye struktur medfører også, at de nuværende kontorer for udviklingspolitik og for humanitær bistand og NGO-samarbejde samles i et nyt center for udviklingspolitik, som får ansvar for både udviklingen og udførelsen af bistandspolitikken.

– Vi får mere synergi, når de, der udvikler politikken, kommer i tættere kontakt med dem, der skal gennemføre den. Men det må ikke blive selvtilstrækkeligt, og derfor skal vi også involvere andre centre, siger Carsten Nilaus Pedersen, bilateral chef i Sydgruppen og kommende chef for center for udviklingspolitik.

Afghanistan skilles ud

Et af de centre, der skal involveres, er center for global sikkerhed, hvor indsatsen i svage stater, herunder hele Afghanistan-indsatsen, placeres. Her skal bistandspolitik forenes med sikkerheds- og forsvarspolitik under tre forskellige ministerområder.

– Afghanistan er en af vores største udfordringer, og derfor behandler vi den særskilt. Det vil styrke stabiliseringsindsatsen i Afghanistan, at vi samler de civile, militære og politiske aspekter i ét center, siger Lone Wisborg, chef for sikkerhedspolitisk kontor og kommende chef for center for global sikkerhed.

Tanken er, at Afghanistan på lang sigt, når konflikten er slut, flytter til det nye landecenter. I givet fald vil center for global sikkerhed beholde ansvaret for svage stater, og centeret kan også få ansvar for nye, særskilte lande, hvis Danmark engagerer sig i nye konflikter med en integreret civil-militær indsats.

For få ressourcer

Blandt NGO’erne er der tilfredshed med Udenrigsministeriets nye arkitektur. IBIS-generalsekretær Vagn Berthelsen betegner strukturen som en fornuftig tilpasning til det 21. århundrede, men kritiserer samtidig, at ændringerne ikke er fulgt op med flere ressourcer.

– Danmark fører en meget aktiv udenrigspolitik i disse år, og strukturen må nødvendigvis afspejle de opgaver, der skal løses. Derfor er det beklageligt, at der ikke er sat ressourcer af til mere personale. Det kan betyde, at fagligheden svækkes, især ude på ambassaderne, siger Vagn Berthelsen.

Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær bakker kritikken op. Han mener desuden, at Udenrigsministeriet undervejs i arbejdet med den nye struktur burde have foretaget en høringsrunde blandt ministeriets primære samarbejdspartnere, heriblandt NGO’erne.

– Vi er godt tilpas med strukturen, men når Udenrigsministeriet laver en så voldsom omlægning, burde de have sparret med de primære interessenter. Det er os, der skal være med til at udføre opgaverne, og derfor havde det været en stor fordel, hvis vi havde deltaget i processen, kendt mellemregningerne og givet vores besyv med, siger Henrik Stubkjær.

CHEFER MED BISTANDSANSVAR

Departementschef: Claus Grube

Direktør for udviklingspolitik: Ib Petersen

Centerchef for udviklingspolitik: Carsten Nilaus Pedersen

Centerchef for Afrika, Asien, Amerika og Mellemøsten: Sus Ulbæk

Centerchef for globale udfordringer (bl.a. klima og fattigdomsbekæmpelse): Steffen Smidt

Centerchef for global sikkerhed (bl.a. Afghanistan og humanitær indsats i konfliktområder):

Lone Wisborg

Centerchef for Europa (bl.a. naboskabsprogrammet): Kim Jørgensen

Centerchef for public diplomacy (bl.a. u-landsoplysningen): Klavs A. Holm

Centerchef for HR og økonomi: Anne-Birgitte Albrectsen


MINDEORD

Niels Severin Munk

Niels Severin Munk
Foto: UM/Lars Grunwald.

Tidligere ambassadør i Dhaka og Tirana, Niels Severin Munk, er død efter kort tids sygdom, 67 år gammel. Lars Bredal, Udenrigsministeriet, skriver dette mindeord:

Det er med stor sorg, at jeg har hørt om Niels Severin Munks alt for tidlige død den 6. april. Frem for alt kender jeg Niels som et menneske med stor personlig integritet, der aldrig slækkede på kravet til kvalitet i den udviklingsbistand, han som en ildsjæl brændte for. Niels viede stort set hele sit voksenliv til arbejdet med dansk udviklingsbistand og blev en af bærerne af den Danida-kultur, hvor medarbejdernes indgående og konkrete kendskab til bistanden var et fremherskende kendetegn. Fattigdomsorienteringen og mennesket som mål for udviklingsbistanden var centralt i Niels’ arbejde.

Blot et år efter at være færdig som cand. polit. i 1969 kom han som Danida-udsendt til University of Dar es Salaam i Tanzania og efter en afstikker et år i Danmarks Statistik gik vejen ind i Danida og diplomatiet, hvor han skulle fortsætte sin løbebane over 34 år.

Han blev ansat som bistandskonsulent i Danida i august 1974. Derefter fulgte poster som chef for Danida-missionen i Kenya og i 1982 chef for Danida-missionen i Indien, der dengang var stort samarbejdsland for dansk udviklingsbistand. I 1988 rykkede han fra Tanzania på orlov for at kunne tiltræde som international chef for Dansk Røde Kors. I 1991 vendte han tilbage til Danida som bistandschef i Kenya. Her udviklede han i de følgende fire år den såkaldte ’Kenya-model’, hvor en kombineret indsats af dansk bistand og diplomati meget aktivt støttede civilsamfund og de menneskerettighedsforkæmpere, der trods kraftig intimidering turde trodse præsident Daniel arap Moi. Fra september 1995 var Niels tilbage på Asiatisk Plads, hvor den humanitære bistand og siden Afrika-kontoret nød godt af hans store erfaring. I 2001 overtog han ambassadørposten i Bangladesh, hvor hans ildsjæl for fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption igen sikrede en flot dansk indsats. Niels afsluttede i 2008 karrieren som ambassadør i Albanien.

I de sidste måneder af 2008 havde vi den store fornøjelse at have Niels i kontoret for Asien og Latinamerika (ALA) inden han gik på pension. Han var i fuld vigør og hans store engagement var til inspiration for os andre i kontoret. Han havde masser af planer for fortsat at engagere sig i dansk udviklingsbistand både som skribent, debattør og aktiv udøver. Ved Niels afskedsfrokost den 27. november var bordet rundt fyldt med folk fra dansk udviklingsbistand, der ønskede at anerkende hans store indsats. Ved begravelsen i Hørsholms Kirke mødtes de igen for at sige ’farvel Niels og tak for, at du aldrig gik på kompromis, når det gjaldt personlig integritet og kvaliteten af dansk bistand’.

Ved begravelsen fremhævede præsten også, at Niels havde vist sin familie det samme store engagement, som vi kendte ham for i arbejdslivet. Han var et menneske, der favnede vidt – en idealist i ordets bedste betydning. Niels efterlader sig hustru og to voksne børn.

NYT OM NAVNE JUNI 2009

NGO

Clement Stephen Dachet

Mission Afrika har ansat den nigerianske teolog Clement Stephen Dachet, 34, som koordinator for kirke og kulturelle relationer.

Alex Bjergbæk Klausen og Mette Bjergbæk Klausen

Samt cand. theol. Alex Bjergbæk Klausen, 29, og cand. theol. Mette Bjergbæk Klausen, 30, som missionærer i Nigeria. De skal begge undervise på den lutherske kirkes præsteseminarium, Brønnum Lutheran Seminary.

Birgit Olsen

Cand. phil. i fransk Birgit Olsen, 60, er rejst med Læger uden Grænser til DR Congo som ledende administrator for et projekt med fokus på behandling og forebyggelse af hiv/aids blandt prostituerede og deres børn, som mødrene risikerer at smitte ved fødslen.

Christina Hennings, 39, afløser Ellen Bleeg som sekretariatsleder hos Ingeniører uden Grænser. Christina Hennings har tidligere været ansat som kommunikationsmedarbejder hos Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.

Franck Pondevie

BØRNEfonden har ansat ph.d. Franck Pondevie, 39, er som projektkoordinator for et uddannelsesprojekt i Burkina Faso.

 

Diakon Gitte Rasmussen, 40, og Peter Rasmussen, 46, er ansat som missionærer i Dansk Ethioper Mission.

Kasper Kanstrup

Kasper Kanstrup er ansat som programchef for SOS-Børnebyerne.

Kirsten Auken

Cand. mag. i spansk og religion Kirsten Auken, 40, er blevet ansat som international klimakampagnekoordinator i Folkekirkens Nødhjælp.

Rasmus Helveg Petersen

Journalist Rasmus Helveg Petersen, 40, er tiltrådt som ny kommunikations- og marketings-chef i Verdensnaturfonden.

Stine Bosse

Koncernchef i forsikringskoncernen TrygVesta, Stine Bosse, 48, er valgt som ny bestyrelsesformand i BØRNEfonden. Stine Bosse afløser Erik Fangel Poulsen, som har været konstitueret bestyrelsesformand siden november 2008.

Niels Munksgaard Søndergaard, Læger uden Grænser, rejser ni måneder til Bhadrachalam øst for den indiske millionby Hyderabad.

Claus Rosenbal Roed

Claus Rosenbal Roed, 39, er blevet ansat som ny konsulent hos Mission Afrika Genbrug, hvor han skal servicere genbrugsbutikker og frivillige.

 

BILATERALE RÅDGIVERE

Vibeke Falkenberg er rejst til Ghana som seniorrådgiver.

MULTILATERALE RÅDGIVERE

Allan Kryger Elham, 33, er blevet ansat som juniorrådgiver i UNRWA Amman, Jordan.

Ali Wajed, 31, er blevet ansat som juniorrådgiver i FN’s Udviklingsprogram (UNDP) Dhaka, Bangladesh.

Andreas Kiaby, 26, er blevet ansat som juniorrådgiver i FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) Kathmandu, Nepal.

Biliana Zarankova, 33, er blevet ansat som juniorrådgiver i UNICEF i Managua, Nicaragua.

Camilla Blomquist, 28, er blevet ansat som juniorrådgiver i Verdensbanken i Zimbabwe.

Charlotte Pram Nielsen, 29, er blevet ansat som juniorrådgiver i FN’s Befolkningsfond (UNFPA) i Niamey, Niger.

Dorte Andersen Friis, 31, er blevet ansat som juniorrådgiver i Verdensfødevareprogrammet (WFP) i Mozambique.

Kara Djurhuus, 31, er blevet ansat som juniorrådgiver i FN’s Befolkningsfond (UNFPA) i Kampala, Uganda.

Karen Arleth, 31, er blevet ansat som juniorrådgiver i FN’s Udviklingsprogram (UNDP) La Paz, Bolivia.

Martin Eklund, 29, er blevet ansat som juniorrådgiver i UNICEF i Yangoon, Myanmar.

Morten Hogensen, 29, er blevet ansat som juniorrådgiver i den Internationale Organisation for Migration (IOM) Addis Ababa, Etiopien.

Peter Augusto Hansen, 26, er blevet ansat som juniorrådgiver i Ouagadougou, Burkina Faso

Tommy Petersen, 32, er blevet ansat som juniorrådgiver i UNOPS i Afghanistan.

Ph.d. Lasse S. Vestergaard, 38, er blevet ansat som embeds-læge ved Verdenssundhedsorganisationen WHO’s landekontor i Vanuatu, den vestlige stillehavsregion, hvor han skal rådgive sundhedsministeriet i spørgsmål om kontrol af malaria, andre smitsomme sygdomme samt sundhedsplanlægning.

ANDRE

Allan Andersen er ansat i det bæredygtige pengeinstitut Oikos, der bl.a. udlåner til mikrokreditter i u-landene. Han skal bistå i daglige drift, PR-arbejde samt kundebetjening.

Helen Clark

FN’s generalsekretær har udpeget den tidligere new zealandske premierminister, Helen Clark, 59, som ny UNDP-administrator.

Christian Friis Bach

International chef i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach, 43, er blevet udnævnt til adjungeret professor i international økonomi og udvikling ved Københavns Universitet.

Finn Tarp

FN har udnævnt Finn Tarp til direktør for World Institute for Development Economics Research (WIDER), som er en del af FN’s Universitet (UNU).

Mie Roesdahl

Institut for Menneskerettigheder styrker sit fokus på uddannelse og opretter en ny uddannelsesenhed. Mie Roesdahl, 42, skal lede arbejdet.

 

INITIATIVPRIS

Jesper Søe

Projektrådgivningens Styregruppe lancerede på deres årsmøde en ny initiativpris. Prisen tildeles en person der har gjort en særlig indsats for at engagere, inspirere og mobilisere danskerne til at gå aktivt ind i det globale udviklingsarbejde. Prisen gik i år til journalist, tidligere redaktør af Udvikling og initiativtager til u-landsnyt.dk Jesper Søe.

Til top
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9334/index.htm