BØGER

TEENAGER HELT UDEN GRÆNSER

Af Jan Kjær

Teenageren Samantha har en mission. Hun vil bryde grænser. Hun ryger pot, sniffer kokain, drikker spiritus og kyler øl ned. Hun eksperimenterer med sex med de jævnaldrende og snupper i al hemmelighed en dobbelt så gammel elsker. Lektierne må vente, mens hun farer rundt i biler og på motorcykler mellem hvide øer i det sorte Afrika.

Romanen Eksil følger engelske Samantha i teenageårene 15 til 18, mens hun går på kostskole i Moshi ved Kilimanjaro i Tanzania. Men glem alt om beskrivelser af smukke solnedgange og cikadesang ved det sneklædte bjergs fødder. Eksil er blottet for romantiske forestillinger om Afrikas livsglæde, mystik og skønhed. Her eksisterer kun ulighed, uretfærdighed og pludselig død.

Det er råt for uforsødet.

Gennemråddent

Samantha kæmper med kostskolens stive regler og familielivets fallit. Forældrene, der ejer et badehotel ved Tanga, er på vej mod skilsmisse. Faderen slår på tæven og boller udenom, mens moderen vakler rundt i tykke sprittåger.

Scenen er sat. Vi er i et fordrukkent, desillusioneret hvidt miljø i det sorte Afrika i midten af 80’erne.

Tanzanias præsident Julius Nyerere eksperimenterer med socialismen. Varerne er få – i alt fald for fattige afrikanere – og korruption allestedsnærværende. De hvides verdensbillede ligner til forveksling kolonitidens, hvor de sorte er tjenere og elskere, og hvor vilde dyr i naturparkerne vægtes højere end den lokale befolkning.

De hvide smutter flygtigt forbi som udviklingsarbejdere eller ambassadefunktionærer – eller bor i længere tid som narkohandlere, lejesoldater og våbensmuglere. Alt sker for egen vinding skyld i jagten på penge, underholdning og sex. Der er ingen good guys. Ingen hvide Florence Nightingales på mission for at redde fattige afrikanere.

Som Samanthas far siger:

– Afrika er gennemråddent af korruption og nepotisme. De har råstoffer, vi vil have, og dem tager vi, som det passer os. Vi vesterlændinge er med til en fest, og det gælder ved fester, at man ikke bekymrer sig om dem, der ikke er inviteret. Hvordan den menige neger har det, er vi ligeglade med, så længe vi har vores figenblad i form af lidt hjælp, som mere end opvejes af, hvad vi stjæler med den anden hånd. Vi har dem ved nosserne.

Hvor er hjem

Teenageren Samantha lever kun til låns i Afrika. Hun er englænder, men har ikke boet i det kolde nord, siden hun var tre. På grund af faderens ulovligheder tvinges hun til England igen. Hjem, siger de. Men hvilket hjem? Samanthas egen beskrivelse lyder: hvid udenpå, men grå indeni. Hun forstår ikke det kedelige og triste nord. Det gør de andre kostskoleelever heller ikke. Efter kort tid ’hjemme’ vender de tilbage til det farlige og fascinerende Afrika.

Jakob Ejersbo har begået en foruroligende roman om ikke at føle sig hjemme noget sted. Og om flygtige venskaber i en foranderlig verden.

Samantha ligner på mange måder pusherpigen Maria i Ejersbos succesfulde roman Nordkraft. Ingen af dem kan finde vej i den vanskelige virkelige verden, og begge plages de af fordrukne forældre uden forståelse og indføling.

Misbrugsmiljøet i Eksil foregår dog ikke i Aalborg på fjerde klasse, men i Afrika på første. Læseren drages ind i det mørke og farlige univers, hvor en happy end er en umulighed. Det kan kun gå galt.

Eksils kulisse i Tanzania fungerer formidabelt. For alle os, der har kørt i overlæssede tanzaniske busser på de bumpede og støvede veje, badet ved stranden i Tanga, danset på Saba-Saba-dagen i Arusha, eller taget en sundowner på yachtklubben i Dar Es Salaam, er det taget lige på kornet

Jakob Ejersbo var selv teenager i Tanzania i 80’erne, og indtrykkene står stadig knivskarpt. Det er tydeligt, at han i mange år har gemt på en vigtig historie, som har presset sig på. Eksil skulle gøres færdig – på trods af kræften. Forfatteren døde sidste år som blot 40-årig.

Senere i år udkommer bøgerne Revolution og Liberty, der også foregår i u-landene. Jeg kan ikke vente.

Jan Kjær er journalist og konsulent. Han har arbejdet som udviklingsarbejder i Afrika i seks år, heraf tre i Tanzania.

Eksil Af Jakob Ejersbo 288 sider Gyldendal 2009

Økonom og forfatter Dambisa Moyo på DIIS-seminar i København: Lad os finde en vej ud af bistandsafhængigheden. Bemærk DEAD AID på bordet.
Foto: Mads Mariegaard.

’Afrika er for udviklere, hvad Mars er for NASA’

Af Stefan Katic

Dambisa Moyo kender næppe Nannas ’Afrika-sang’ fra 1985 om at ’gi’ en hånd til Afrika.’ Men hvis hun gjorde, ville hun nok hade den.

Den zambiske økonom og forfatter til debatbogen ’Dead Aid’, Dambisa Moyo, er ikke blot en skarp kritiker af udviklingsbistand som medicinen, der skal gøre Afrika rask igen. Hun nærer en særlig uvilje over for ’celebrity-humanister’ som rockstjernen Bono og deres forsimplede budskaber om ’hjælp Afrika’.

– Budskabet om ’mere hjælp’ er fundamentalt forkert, siger Moyo, for det trækker ansvarligheden væk fra Afrika.

Hun finder det problematisk, at celebrity-aktivisterne cementerer et meget negativt billede af Afrika syd for Sahara – som et kontinent med krig, sygdom, fattigdom og korruption:

– Det er ikke noget, der støtter eller opmuntrer unge afrikanere til at blive ingeniører eller læger.

Bono vs. Moyo

Siden offentliggørelsen af den stærkt bistandskritiske debatbog Dead Aid tidligere på året har Dambisa Moyo selv været på farten i en grad, der leder tankerne hen på en rockstjerne på turné. På Moyos hjemmeside kan man følge hendes gøren og laden på under-menupunktet ’tour plan’ – som tilsyneladende bliver læst flittigt af Bono & Co.:

– Bono og hans tilhængere advarer på forhånd folk mod at tale med mig, inden jeg kommer, fortæller Dambisa Moyo i et interview med Udvikling. Moyo er i København for at tale på et seminar på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hendes kritik af bistanden sker med afsæt i hendes debatbog Dead Aid (se anmeldelse næste side). Moyo understreger dog, at hun langtfra er den første, der udgiver en bog med dette budskab.

Men genlyd har den givet. Rwandas præsident Kagame – der er leder af et land med en bistandsafhængighed på 70 pct. – inviterede Moyo til sit land for personligt at diskutere bogen med hende. Og virakken om Dead Aid har bragt Moyo i selskab med Barack Obama og Connie Hedegaard på TIME Magazines 2009-liste over verdens 100 mest betydningsfulde personligheder.

En stat uden service

Siden udgivelsen af Dead Aid er Moyo, mener hun, blevet fejlfortolket, og fastslår derfor: Nej, budskabet om ’stands bistanden’ gælder ikke den humanitære bistand og NGO’er – selvom begge disse former for bistand ifølge Moyo har deres fejl. Hun sidder selv i bestyrelsen for flere velgørenhedsorganisationer. Men NGO’erne har deres begrænsninger:

– De kan sørge for, at et barn kommer i skole, men de kan ikke skabe 10 pct. vækst om året i et land.

Nej, Moyos kritik gælder den bi- og multilaterale udviklingsbistand til regeringerne i landene syd for Sahara:

– Bistanden fører til mere korruption, inflation og gældssætning. Og den fører til mere bureaukrati i form af ansættelse af flere og flere statsansatte funktionærer, der eksempelvis sikrer, at det fortsat kræver fire stempler, tre blanketter og to visa for at krydse en almindelig landegrænse, siger Dambisa Moyo og fortsætter:

– Derimod har bistanden ikke ført til et bedre serviceniveau for den almindelige borgere. Afrikas politikere svigter helt på denne front, siger hun og refererer her til sit eget hjemland Zambia, hvor den overvejende mængde af service tilvejebringes af NGO’er og donorer, ikke af den zambiske regering.

Udvikling: Hvis bistanden ikke nytter, hvorfor fortsætter donorerne så med at yde den?

– Det politiske rationale ’vi ønsker at hjælpe’ er en nem måde at hjælpe på. Hele spørgsmålet om handelssubsidier er meget mere kompliceret. Desuden ville vælgerne på venstrefløjen bliver oprørte, siger hun

Ifølge Moyo er et af kerneproblemerne, at det er de forkerte, som tiltrækkes af det politiske system i Afrika.

– Det er de servile, der går ind i politik. Talentfulde unge vælger ikke at bruge deres kræfter i et størknet, politisk system. Vi får aldrig et godt lederskab ud af en situation, der er gennemsyret af gratis bistand – og den pengerigelighed, der følger med den, lyder Moyos analyse. Der er dog lyspunkter. Ud over de direkte, kommercielle investeringer i Afrika, herunder kinesernes, peger hun på voksende regionale samarbejde med deraf følgende nedbrydning af grænserne.

Fem år til – og smæk så kassen i

Jamen, hvad så med alle de krav donorerne stiller? spørger Udvikling Dambisa Mayo:

– Afrikanske ledere føler sig ikke truet af donorerne – de ved, at donorerne vil blive ved med at betale. En zambisk ven sagde til mig: Afrika er for udviklere, hvad Mars er for NASA. Alle ved, at Afrika aldrig kommer til at udvikle sig, og alle ved, at vi aldrig vil komme til at nå Mars, fortæller den mediebevidst kvinde med god sans for citatvenlige one-liners.

– Afrika er i dag i en værre situation end for 40 år siden, da bistanden begyndte. At skrue op for bistanden vil kun gøre ondt værre, for det er selve konceptet, den er helt gal med. Hvorfor blive ved med at gøre noget, der ikke virker? fastslog Dambisa Moyo, der peger på at lande som Botswana og Sydafrika, der har valgt ikke at bygge på bistand, er lande, der klarer sig relatvivt godt.

Dambisa Moyo nærer dog ikke de store forventninger om, at en ændring vil komme fra afrikanerne eller donorerne – dertil er begge parter fedtet for meget ind i bistandsmidlerne og den vanetænkning, der følger med.

– Folk i Vesten har derimod en mulighed for at bede deres politikere udfase afhængigheden af bistand. Det er herfra, kravet om en forandring skal komme.

BISTAND ER PROBLEMET – IKKE LØSNINGEN

Af Erik Fiil

Det er ikke hverdagskost, at en bog om udviklingsbistand skrives af en ung, afrikansk kvinde. Det er heller ikke hver dag, en bog om udviklingsbistand rykker ind på New York Times’ bestseller-liste. Men det er sket for Dambisa Moyos lille bog med den hårdtslående titel Dead Aid.

Dambisa Moyo er økonom, født og opvokset i Zambia. Hun har fået sin universitetsuddannelse i England og USA, hvor hun har tilbragt hele sin professionelle tilværelse, senest otte år i investeringsbanken Goldman Sachs. Hermed er indgangsvinklen til hendes analyse af effekten af de sidste 50 års udviklingsbistand til Afrika defineret: en amerikansk bankansat med afrikansk baggrund. Det bærer Dead Aid tydeligt præg af, men det gør ikke bogen mindre læseværdig, tværtimod.

Dambisa Moyo: Dead Aid 154 sider.

Allen Lane (Penguin Group). U.K. £14.99.

Bogen er meget velskrevet og let læst, og fra første side er hendes konklusion klar: Udviklingsbistanden er årsagen til alskens dårligdom og problemer i dagens Afrika. Derfor bør den udfases over en femårs periode og erstattes af en cocktail bestående af mere handel, ansvarlig lånekapital fra de internationale kapitalmarkeder, øget brug af mikrolån og ikke mindst risikovillig udenlandsk investering. Hendes argumentation mod bistanden er slagkraftig, men langtfra altid overbevisende, og det er ofte svært at se sammenhængen mellem hendes forenklede præmisser og den på forhånd givne konklusion. For eksempel ser hun helt bort fra befolkningstilvækstens indflydelse på den økonomiske udvikling.

Påstand uden bevis

Altså en uinteressant og irrelevant pamflet fra den amerikanske bankverden? Ja, måske. Men det der gør bogen så læseværdig er, at det lykkes Moyo undervejs at få sagt nogle drøje sandheder om bistand og Afrika (og om donorlandene med!), som alle i ’bistandsbranchen’ kan nikke genkendende til. Men sandheder som ofte har været betragtet som hellige, urørlige køer i det vestlige bistandsmiljø. For eksempel betegner hun de fleste afrikanske regeringer som ’klientregeringer’ for donorerne. Korruptionen i Afrika mener hun er et produkt af den lette adgang til bistandsmidler, fordi donorerne lukker øjnene, hvis det kan skade afløbet. Og Vestens besættelse af ønsket om demokrati (= flerpartistyre) har kun ført til skindemokrati.

Moyos medicin til at kurere ’den afrikanske syge’ er helt simpel og entydig. Ingen kan være uenig i, at de afrikanske lande kraftigt bør forøge deres samhandel med omverdenen (og med hinanden), og at de har behov for at etablere et attraktivt klima for udenlandske investorer. Men forslaget om snarest få sig en ’rating’ hos de internationale kreditbureauer og derefter gå ud på det internationale lånemarked og sælge enorme mængder af statsobligationer er det svært at se realismen i. Hendes påstand er, at disse tiltag på kort sigt ikke alene finansielt kan erstatte bistanden, men også sætte en vækstbølge i gang. Det fører hun dog intet sammenhængende bevis for.

Kineserne – en ligeværdig partner

Kinas nyetablerede interesse for Afrika, både som samhandelspartner, bistandsdonor og investor ser Moyo som en redningsplanke for mange afrikanske lande – ’Kineserne er vore venner’ kalder hun et kapitel i bogen. Hun er slet ikke blind for hverken kinesernes strategiske motiver eller deres manglende interesse for demokrati og god regeringsførelse, men for den enkelte borger i en fattig afrikansk landsby er bare små forbedringer i levestandarden vigtigere end udsigt til bedre borgerrettigheder engang i fremtiden, påpeger hun. Og ganske generelt mener hun, at kineserne betragter og behandler afrikanerne helt som ligemænd, hvor de vestlige donorer behandler dem paternalistisk – en arv fra kolonitiden.

Dead Aid er færdigskrevet i efteråret 2008, altså lige da den internationale finanskrise for alvor var begyndt at blive synlig også for andre end finansfolkene. Moyo tangerer derfor kun et par gange muligheden for at den amerikanske boligfinansieringskrise kan udvikle sig til en verdensomspændende finansiel og økonomisk nedtur. Dennes konsekvenser for hendes analyse og forslag er derfor ikke behandlet i bogen. Det sker nok i hendes næste bog, som allerede er på trapperne med den løfterige titel ’How the West Was Lost’. Det er den igangværende finansielle og økonomiske krise, som her vil stå for skud.

Uanset alle indvendinger er Dead Aid en bog, som ikke alene bør læses, fordi Dambisa Moyo har den baggrund hun har, men fordi hun har noget på hjerte for sit hjemlands kontinent – og fordi hun taler lige ud om både problemer og mulige løsninger.

Man kan håbe, at Dead Aid vil føre til en tiltrængt debat og nytænkning omkring Afrikas videre udvikling – og donorernes bidrag hertil.

Erik Fiil var dansk ambassadør i hhv. Nairobi 1988-93 og Harare 1997-2001 samt eksekutivdirektør i Den afrikanske Udviklingsbank i årene 2001-2004.