ETIOPIEN

NGO I ETIOPIEN

Evalueringen af den danske NGO-bistand skal skabe bedre udvikling og dermed i sidste ende gavne borgere som kvinden og hendes barn her i Jimma i det sydvestlige Etiopien.

GAVNER NGO-ARBEJDET OGSÅ DEM?

Tekst og fotos: Marta Gramstrup Rasmussen, Addis Ababa

Etiopiens hovedstad Addis Ababa ligger midt i landet omgivet af bjerge. Og når blot man sørger for at vende blikket lidt op, mødes man af et betagende syn, som kan få enhver vesterlænding til at glemme den fattigdom, landets befolkning lever i.

Dette er også tilfældet fra vinduerne i Red Barnets danske afdeling, der har til huse på 11. og øverste etage i det store internationale Save the Childrenhus. Her behøver man ikke engang at kigge op. De prægtige bjerges rødbrune jord skimtes i øjenhøjde langt ude i horisonten.

Klokken er halv otte om morgenen, og det er ca. 10 timer siden, det danske evaluerings-team landede på afrikansk jord. Etiopien er blandt de to lande, der er udvalgt som case-lande i en evaluering af de danske NGO’ers støtte til civilsamfundet i u-landene.

Programmet for evalueringen er tætpakket. Det fem timer lange møde med Red Barnet er bare det første i en lang række, der venter de tre konsulenter fra Nordic Consulting Group (NCG) denne dag.

Baggrunden for evalueringen og de mange møder – først med NGO’erne i Danmark og nu med deres lokale organisationer og partnere i Etiopien – er blandt andet Rigsrevisionens rapport fra 2007, som kritiserer de danske NGO’ers bistand på flere fronter. For det første pointerer den et behov for at styrke dokumentationen af resultaterne og for det andet et behov for at forbedre udvekslingen af erfaringer.

Evalueringen er bestilt af Danida som en såkaldt tematisk evaluering. Det betyder, at den, i stedet for at se på NGO’ers arbejde generelt, fokuserer på et tværsnit af resultater af NGO-bistanden og støtten til civilsamfund i udviklingslandene i perioden 2002-2008.

Konsulenterne skal i de to caselande, Etiopien og Ghana, derfor undersøge de danske organisationer, som Udenrigsministeriet har en rammeaftale med. Blandt dem er Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp. Men også en række mindre organisationer, som er finansieret via projektbevillinger, er udvalgt. For eksempel Dansk Etioper Mission og Africa In Touch. Alle med et fokus på deres resultater inden for områderne folkelig deltagelse og demokratiseringsprocesser.

Fra et møde til det næste

Senere samme dag sidder konsulenterne samlet hos Folkekirkens Nødhjælp, og efter tre kvarter har Eyasu Mekonnen Jembere, NGO’ens landerepræsentant i Etiopien, kun besvaret første spørgsmål i evalueringsteamets 44 spørgsmål lange spørgeguide. Han har meget på hjerte og fortæller med stor iver og voldsomme armbevægelser.

Evalueringsteamet skimmer hurtigt guiden igennem, mens han taler, og bliver enige om, at han har besvaret mange af de andre spørgsmål i sin lange enetale. Det stramme program skal overholdes, og videre går turen til Dör the Wacker fra Den Europæiske Kommissions kontor i Addis Ababa.

Et kvarter forsinket tager hun imod konsulenterne, men som kompensation for den tabte tid taler hun uafbrudt i en time. Her er det overhovedet ikke nødvendigt med spørgsmål for at holde hende i gang.

Gloser som advocacy og sustainability flyver gennem luften, mens evalueringsteamet lader sig fragte fra det ene møde til det andet i faldefærdige, blå taxier. I nogle skal døren have et ekstra puf for at lukke. I andre er det vinduet eller bagsmækken – eller begge dele – der ikke fungerer. De stenede og bakkede sidegader er hårde ved bilerne, som ser ud til at være gået mindst ti år over deres levetid. I dem alle lever radioen dog ufortrødent videre, og herfra strømmer oprørske toner fra Teddy Afro, der er landets musikalske martyr.

Mange af Teddy Afros sange har politisk kant, og i 2005, hvor der var valg i Etiopien, blev hans musik brugt ved protestaktioner mod den siddende regering. Året efter blev han anklaget for at have kørt en mand ihjel og senere idømt seks år for forseelsen. Selv nægter han sig stadig skyldig, og både fans og modstandere af regeringen mener, at dommen mod Etiopiens mest kendte popsanger er politisk motiveret.

Dommen har dog ikke gjort ham mindre populær i befolkningen, og i taxierne blander hans musik sig med støjen fra et trafikalt kaos, mens turen går videre til næste møde.

Når ældre ikke lyver

Allerede inden konsulentens spørgsmål bliver oversat fra engelsk til det etiopiske sprog, amharisk, trækker en af mændene foran hende overbærende på smilebåndet. Gruppen af konsulenter har splittet sig op og er hver især taget ud i landet for at besøge forskellige projekter. Marie-Louise Appelquist er taget til Wolkite (se kort) i Guraghe-området for at besøge Red Barnets partner Guaraghe Peoples Selfhelp Development Organisation (GPSDO). Hun sidder derfor i skyggen i GPSDO’s lokaler sammen med fire traditionelle ledere – de såkaldte Yejoka-ledere – som fortæller om deres indsats på børneområdet.

– Selvfølgelig har NGO’erne og deres partnere, vi besøger, en interesse i at give os et godt indtryk. Derfor er det også vigtigt at efterprøve deres udsagn, fortæller teamleder Anne-Lise Klausen  på evalueringens anden dag. Og det er nu, dette udsagn skal afprøves.

De traditionelle ledere, der fungerer som en slags højesteret i distriktet, fortæller, at de tager sagen op, hvis en familie tvinger deres børn til at blive hjemme og arbejde i stedet for at gå i skole. Deres påstand er derfor, at alle områdets børn er i skole, og at kun meget få er ansat i andres hjem.

Uden for mødelokalet og GPDSO’s store porte har konsulenten dog fået et glimt af børn, der med en kæp i hånden vogter familiens geder, med en stak brænde på ryggen bevæger sig i de små støvede gader, eller i skyggen sidder og passer sine mindre søskende denne mandag morgen.

Spørgsmålet om, hvordan de lokale ledere måler de resultater, de hævder at have opnået, er derfor uundgåeligt. Men det bliver opfattet som noget nær en fornærmelse. Og det korte svar på spørgsmålet er:

– Vi er ældre – vi lyver ikke.

Evalueringsteamet var ude og besøge mange projekter i Etiopien, men mindst lige så mange timer gik med møder. Her er det debriefing på den danske ambassade i Addis Ababa.

Hvordan måler man folkelig deltagelse?

Erfaringerne fra besøgene i Etiopien og Ghana skal munde ud i en række anbefalinger til, hvordan NGO’erne kan forbedre deres resultater, og hvordan man kan systematisere erfaringsudvekslingen mellem de danske NGO’er, deres partnere og Danida.

Først ligger der dog et omfattende arbejde i at be- eller afkræfte de data og udsagn, konsulenterne har indsamlet undervejs – for eksempel via statistisk og andre kildeudsagn. For selvom behovet for NGO’ernes arbejde er massivt i Etiopien, og selvom deres arbejde på lokalt plan mange steder har båret frugt, er NGO’erne ikke altid gode til selv at indsamle data, der kan bekræfte deres resultater.

– Vi opnår hele tiden resultater med vores arbejde, men vi mangler at systematisere dem, fortæller Azmeraw Belay, der er programkoordinator for Red Barnet.

Ud over problemet med at bekræfte omfanget af NGO’ernes resultater kommer også faren for at miste detaljer, når en tolk fungerer som mellemmand.

Hvor meget bliver for eksempel oversat, når Asmanane Fanet på 16 år og Genet Januel på 15 år fra det Røde Kors-støttede Peer-education-program i Jimma (se kort) i Sydvestetiopien, fortæller åbent om sex og hiv/aids, mens tolken er tydeligt forlegen over emnet? Og kan man stole på, at udtalelserne er direkte oversat, når tolken er programchefen?

Ifølge Marina Buch Kristensen og Marie-Louise Appelquist fra NCG er der dog både fordele og ulemper ved at bruge en tolk, som er involveret i programmet:

– En ekstern tolk vil ikke forholde sig til programmet og derfor tolke uden værdiladning. Det er dog en dyr løsning, og vi havde generelt ikke indtryk  af, at der blev fejlfortolket på noget tidspunkt, siger Marina Buch Kristensen, og Marie-Louise Appelquist tilføjer:

– Det at bruge en tolk, der kender programmet, betyder også, at denne ikke kun oversætter, men samtidig kan spørge ind til nogle nuancer, som gør, at man får mere udbytte af interviewene.

Besøgene i Wolkite og Jimma er slut. Chaufføren fra Etiopisk Røde Kors sætter sig stille ind bag rettet og starter motoren. En over sekstimers køretur med Teddy Afro i højtalerne kan begynde. Forude venter endnu to dage med møder i Addis Ababa og for evalueringsteamet en stor portion skrivebordsarbejde, når de vender tilbage til Danmark.

Positivt overrasket over, hvor gode NGO’erne – trods svære kår – er til at tilpasse sig på lokalt niveau, skal konsulenterne nu i gang med at sammenholde konklusionerne fra formøderne i Danmark med erfaringerne fra Etiopien og Ghana.

Den endelige rapport kan læses på http://www.evaluering.dk til august.

EN FONTÆNE AF FAGUDTRYK

Tekst og fotos: Marta Gramstrup Rasmussen

Advocacy, capacity building, popular participation og sustainability. Indforståede, engelske begreber flyver gennem lokalet, når dansk NGO-bistand evalueres. En forklaring kan derfor være nødvendig.

Mange børn i Etiopien bliver sendt væk til andre familier for at arbejde eller søger selv ind til hovedstaden i håbet om en bedre tilværelse der. For forældreløse Abel betød det tre år med hårdt arbejde, fysisk afstraffelse og trusler på livet.

FRYGTEN NAGER MIG STADIG

Tekst og foto: Marta Gramstrup Rasmussen, Addis Ababa

– Jeg stolede på ham. Det gjorde jeg virkelig. Han gentager ordene med alvorlig mine, mens han kigger stift ned i den tørre jord foran sig.

Abels forældre blev skilt, da han var fire år gammel. Og da moderen tre år senere døde, havde han ingen til at forsøge sig. Han begyndte derfor at vaske andres biler og tjente på den måde lige akkurat nok til det daglige brød og til at kunne fortsætte sin skolegang.

Det var dog også som bilvasker, at Abel lærte Ato at kende:

– Han kom ofte for at få vasket sin bil, og han var altid meget sød mod mig. Jeg fik altid lidt ekstra penge, fortæller Abel.

Hans sandfarvede skjorte er plettet og revnet en anelse ved ærmet. Han vipper med foden og de slidte klipklappere, mens han fortsætter:

– Da han en dag spurgte, om jeg havde lyst til at flytte hjem til hans mor, som boede i en by langt fra Wolkite, hvor jeg boede, var jeg først afvisende. Men Ato overbeviste mig om, at han ville sørge godt for mig. At jeg ville få mange nye venner, og at jeg kunne fortsætte med at gå i skole. Derfor overgav jeg mig til sidst.

Atos mor boede langt ude på landet, og livet hos hende blev ikke som lovet. Ato kom ikke og besøgte ham, og skole var der heller ikke noget af.

– Jeg måtte ikke lege med andre børn eller have kontakt til nogen voksne. I stedet blev jeg sat til at passe dyrene eller arbejde i marken dagen lang. Atos mor kontrollerede alt, hvad jeg foretog mig, og var hun ikke tilfreds med mit arbejde, slog hun mig. Hun truede mig også med, at hun ville slå mig ihjel, hvis jeg forsøgte at stikke af.

Han taler med en monoton stemme, og kun det alvorlige blik i hans øjne afslører, at oplevelserne påvirker ham dybt. Hans historie er dog langt fra enestående. I Etiopien bliver børn ofte sendt af sted for at arbejde for andre familier. Og en del børn vælger også selv at stikke af fra livet på landet for at prøve lykken i byen. Dette oftest med hårdt arbejde eller prostitution til følge.

Dømt for overgreb

Syd for Addis Ababa i Guraghe-området, der også inkluderer byen Wolkite, har Red Barnet i fra 2005 til december 2008 været med til at etablere en såkaldt Child Protection Unit (CPU) på den lokale politistation. Gennem en lokal partner finansierede Red Barnet uddannelse af personale, besøg og erfaringsudveksling med andre enheder og ikke mindst en kontorbygning.

I Wolkites lille travle politigård skiller CPU-enheden sig også ud. Selve politistationen består af en grønkalket, tolænget bygning, der rummer en række faldefærdige kontorer, hvor det kolde lergulv flere steder har slået revner. Spindelvævet i loftet og hjørnerne har frit spil, og kun nogle gulnede A4-ark med etiopisk skrift pryder væggene.

I modsætning hertil står CPU-bygningen lige inden for politigårdens høje mure. Det lille hus er malet i lyseblå og varme gule nuancer, og ved siden af hoveddøren smiler børn ned fra en række store plakater. Indenfor er bygningen delt op i to rum, som tillader barnet at sidde uforstyrret, når han eller hun taler med den tilknyttede CPU-betjent eller socialarbejder, og også her hænger plakater med børn i alle aldre.

De særlige CPU-enheder tager sig af overgreb på børns rettigheder, og den tilknyttede betjent har derfor også fået en specialuddannelse for at kunne håndtere sager, hvor børn er blevet misbrugt eller på anden måde er kommet i konflikt med loven.

I Abels tilfælde begyndte folk i området at tale om, hvordan han blev behandlet af Atos mor. Og efter tre år blev sagen anmeldt til CPU-enheden i Wolkite. Mens de behandlede sagen, blev Abel hentet med tilbage til sin hjemby.

– Jeg var meget lettet over at slippe væk, men skeptisk over at anmelde Ato og hans mor – jeg havde svært ved at tro, at det ville få nogen konsekvenser, fortæller Abel, mens han samler et stykke gran op fra jorden for sirligt at skille det ad.

Efter nogle uger faldt dommen. Ato og hans mor fik henholdsvis 15 og 18 år fængsel.

Indflydelse på lokalt niveau

Tidligere blev kun ganske få sager om børn anmeldt til politiet, og ifølge Azmeraw Belay, der er programkoordinator i Red Barnet, var det kun med til at forværre problemet i området:

– Der var slet ikke samme koordinerede indsats omkring barnet og dets familie, som der er i dag. Når sager om børn endelig blev rapporteret, blev de ofte ikke prioriteret af politiet og domstolene, som heller ikke altid tog barnets parti. Med etableringen af CPU-enhederne har børnene også selv fået mulighed for at anmelde en sag, fortæller Azmeraw Belay.

Ifølge evalueringsteamet er CPU-enhederne derfor også et godt eksempel på, at NGO’ernes arbejde på lokalt plan nytter:

– Vi har fået bekræftet, at NGO’erne har fået indflydelse på lokalt niveau, og at deres initiativer har været med til at ændre adfærden, siger konsulent Marina Buch Kristensen fra Nordic Consulting Group, mens hendes kollega Marie-Louise Appelquist tilføjer:

– Her har vi virkelig set, at deres projekter har betydning for den enkelte beboer i området. Dette understreges også af, at paragraffer fra FN’s Børnerettighedskonvention er blevet integreret i den lokale lovgivning.

Abel er i dag 12 år, og sammen med nogle venner bor han i Wolkite, hvor han med støtte fra et af Red Barnets øvrige projekter går i skole. Han lever nok et fattigt liv, hvor han – som mange andre børn i Etiopien – ernærer sig om skopudser. Men han er ikke fristet til igen at søge lykken hos andre familier.

– Jeg ved, at det er nødvendigt at beskytte mig selv. Frygten for at opleve det samme igen, nager mig stadig.

Han holder en pause – tøver en smule – men fortsætter så:

– Min største drøm er engang at blive lærer. Så vil jeg undervise andre børn i, hvilke rettigheder de har, og hvilke krav de kan stille, siger Abel, mens han stirrer alvorligt frem for sig.

NU KALDER VI DET BARE LANDBRUG

I fremtiden må kun etiopiske NGO’er arbejde med børns rettigheder. Og for at blive registreret som etiopisk må max. 10 pct. af indtægterne komme fra udlandet.

Tekst og foto: Marta Gramstrup Rasmussen, Addis Ababa

I Merhabete-distriktet (se kort s. 23) nord for Addis Ababa lærer befolkningen at dyrke gulerødder. På disse kanter er guleroden en forholdsvis ny afgrøde, så en lokal NGO underviser både i, hvordan den dyrkes, og hvordan den bedst tilberedes. Det, der før var et af Folkekirkens Nødhjælps såkaldte Political Space-programmer med fokus på tidlige ægteskaber, omskæring og kvinders og børns rettigheder, er nu omdannet til et rent landbrugsprogram.

Omlægningen er ikke sket med Folkekirkens Nødhjælps gode vilje. Men en lov, som den etiopiske regering vedtog den 6. januar i år, indsnævrer udenlandske NGO’ers arbejdsfelt gevaldigt. Loven indebærer nemlig, at kun etiopiske NGO’er må arbejde med kontroversielle emner som demokrati og menneskerettigheder. Og for at blive kategoriseret som etiopisk skal 90 pct. af budgettet komme fra Etiopien. Får NGO’en over 10 pct. af indtægterne fra udlandet, vil den automatisk blive defineret som udenlandsk.

Da langt de fleste NGO’er i Etiopien får over 95 pct. af deres penge fra udlandet, vil næsten alle NGO’erne i teorien også være afskåret fra i fremtiden at arbejde med rettigheder. Implementeringen af loven kræver dog, at der bliver oprettet en enhed, som kan administrere og håndhæve den. Og da det etiopiske Justitsministerium endnu ikke har gjort dette, afventer de fleste NGO’er situationen. Det er derfor også de færreste, der, som Folkekirkens Nødhjælps partnere i Nordetiopien, vender 180 grader. De fleste regner med at kunne fortsætte deres arbejde i landet – også Folkekirkens Nødhjælp:

– At en lokal regering har valgt en restriktiv tolkning af loven er selvfølgelig beklageligt, men vi forsøger hele tiden at vurdere mulighederne for at fortsætte vores arbejde inden for lovens rammer og samtidig rådgive vores partnere om dette, siger Senait Ayalew, der har ansvaret for Folkekirkens Nødhjælps Political Space-program i hele Etiopien.

Fortsætter arbejdet med rettigheder

Også Red Barnet er overbevist om, at de kan fortsætte bistanden til landet efter oprettelsen af en håndhævende enhed. Og det til trods for, at Red Barnet meget direkte advokerer for børns rettigheder:

– Selvfølgelig kan vi ikke fortsætte vores arbejde som tidligere. Vi vil være nødt til at arbejde på en anden måde, og det vil vores partnere også. Men for mig at se er det i høj grad et spørgsmål om sprogbrug. Og kan vi blive ved med at arbejde med rettigheder ved blot at undlade at sige ordet højt, er det helt fint for mig, siger Susanne Christensen, landechef for Red Barnet i Etiopien.

De færreste NGO’er i Etiopien har menneskerettigheder som deres primære arbejdsområde. De fleste arbejder indirekte med emnet som en del af deres service delivery-aktiviteter – for eksempel gennem støtte til uddannelse og fødevaresikkerhed. Og netop dette mener Susanne Christensen vil blive mere udbredt efter lovens implementering:

– Det handler i høj grad om, hvilket koncept man arbejder med. Den etiopiske regering er jo ikke imod vores støtte af børns skolegang, så det arbejde regner jeg med, at vi kan fortsætte. Vores fokus på rettigheder kan så ligge mere implicit i dette fokus på uddannelse, siger Susanne Christensen.

Hos Folkekirkens Nødhjælp ser man samme mulighed:

– Vores Political Space-program vil uden tvivl kræve nogle væsentlige ændringer – startende med navnet og videre til ordvalg og fokusområder. Men vores øvrige aktiviteter har vi rig mulighed for at fortsætte, siger Folkekirkens Nødhjælps landerepræsentant i Etiopien, Eyasu Mekonnen Jembere, og uddyber:

– Fordi vores målgruppe primært er fattige og marginaliserede mennesker, støtter vi også fødevaresikkerhed, katastrofeforebyggelse og hiv/aids-programmer. Det vil sige områder, som regeringen er ivrige for, at NGO’er arbejder med. Vores overordnede strategi om at indkapsle menneskerettigheder, rettighedsbaseret udvikling og kønsproblematikker i sådanne service delivery-aktiviteter vil derfor forblive upåvirket.

Afhængig af hjælp udefra

Etiopien er som et af verdens fattigste lande dybt afhængig af den hjælp, de udenlandske NGO’er yder i landet. Indtægterne fra udenlandske hjælpeorganisationer er kun overgået af salget af kaffe, som er Etiopiens største eksportvare.

Af den grund kan det også undre, at regeringen og premierminister Meles Zenawi er villig til at frasige sig denne indtægt. Forklaringen skal dog findes tilbage i maj 2005 i perioden omkring valget, der var præget af uroligheder.

Ifølge en række observatører tabte den siddende regering valget, men da den ikke ønskede at afgive magten, førte det til voldsomme demonstrationer, som regeringen slog hårdt ned på. Flere journalister, oppositionsledere og NGO-folk blev fængslet, og regeringen påstod siden, at flere NGO’er brugte deres position til at støtte oppositionen.

Siden 2005 har der derfor været et anspændt forhold mellem civilsamfundet og regeringen. Og Meles Zenawis argument for loven er da også at begrænse den politiske indflydelse, som udlandet kan få via finansiering af NGO’er i landet samt muligheden for at gribe ind over for NGO’er, der er aktive i politik. Den strategi kan Susanne Christensen følge et stykke af vejen:

– Civilsamfundet i Etiopien har i flere år ønsket at få en lovgivning, som kunne regulere det hastigt voksende antal civilsamfundsorganisationer. Det er i alle gode organisationers interesse, at der er en vis regulering for at undgå brodne kar i branchen – for eksempel NGO’er, der opererer til egen fordel, eller som driver partipolitisk virksomhed. Men denne lov vil ramme størstedelen af NGO’erne i landet, siger Susanne Christensen.