MIGRATION

MEGET INFO OG FÅ JOBS

Migrationscentret CIGEM er svært at finde frem til for håbefulde migranter, fordi det er placeret i nybyggerkvarteret ACI 2000 uden regelmæssig offentlig transport. Men rent er her.

Migrationscentret CIGEM er svært at finde frem til for håbefulde migranter, fordi det er placeret i nybyggerkvarteret ACI 2000 uden regelmæssig offentlig transport. Men rent er her.

Migration er umulig at stoppe, og derfor skal den gøres mere profitabel for alle parter. EU åbnede sidste år et migrationscenter i Mali med tilbud om vejledning, uddannelse og job i blandt andet Europa.

Tekst og foto: Lise Blom, Bamako

At kunne bygge sit eget hus og forsørge sin familie. Det er målene for den 24-årige familiefar Oumar Cheick Traore. Udfordringen er enorm uden uddannelse og som indbygger i Mali – verdens tolvte mindst udviklede land ifølge UNDP. Løsningen for ham og mange af hans landsmænd er at tage til Europa for at arbejde og tjene penge.

I Europa gyser vi over historier om synkefærdige både og de kummerlige forhold, illegale indvandrere bor og arbejder under. Men i Mali ser historien helt anderledes ud. Her kender folk rige migranter, hvis familier lever et behageligt liv. Oumar Cheick Traore har overvejet illegal migration. Men han mangler penge til turen, og han har fået afslag på et mikrolån til at finansiere den.

Derfor besøger Oumar Cheick Traore migrationscentret CIGEM (Centre d’Information et de Gestion des Migrations) i Malis hovedstad Bamako. Målet med centret, som den europæiske udviklingsfond finansierer, er at hindre illegal migration fra Mali og promovere legal migration. Muligheden for at finde et job i Europa med arbejdstilladelse tiltaler Oumar Cheick Traore.

Han er til samtale hos Foysseyni Sogodogo, vejleder og ansvarlig for modtagelsen på CIGEM. Samtalen foregår på sproget bambara og handler om hans kvalifikationer, familie, netværk, uddannelse og fremtidsplaner.

– Ønsker du at bosætte dig i Europa, eller vil du arbejde dér i en periode? spørger Foysseyni Sogodogo.

– Jeg vil ikke slå mig ned i Europa. Jeg vil arbejde for en kontrakt og tjene penge, og så vil jeg hjem. Min kone, mit barn og hele min familie er her i Mali, svarer Oumar Cheick Traore.

Foysseyni Sogodogo noterer og forklarer, hvilke muligheder Oumar Cheick Traore har. Malis regering forhandler med EU-landene om kvoter for arbejdstilladelser til for eksempel ufaglært landbrugsarbejde, sundhedspersonale eller it-specialister. CIGEM kan ud fra kartoteket anvise kvalificerede medarbejdere.

Advarer om mafia

Under samtalen advarer Foysseyni Sogodogo om udfordringerne ved illegal migration og den kyniske mafia, som styrer den.

– Vi kan ikke forhindre, at du tager til Europa. Vi stiller spørgsmål om, hvordan du vil arrangere det, og om du har undersøgt, hvilke kvalifikationer du har brug for, siger Foysseyni Sogodogo.

Oumar Cheick Traore svarer benægtende. Han er selvlært mekaniker og reparerer defekte tvapparater. Af og til er han chauffør.

Foysseyni Sogodogo forklarer, at det vil være svært at få arbejde som mekaniker i Europa med den viden, Oumar Cheick Traore har fra Mali.

– Jeg er også klar til at arbejde i landbrug og gartneri, svarer Oumar Cheick Traore.

Efter en times samtale er han blevet opmærksom på en række problemer ved illegal migration. Samtalen har pirket til hans samvittighed over at forlade familien på en risikofyldt rejse. Han er klar over, at hans manglende uddannelse er en hindring for at få et vellønnet job. Derfor vil han forsøge at dygtiggøre sig.

– Vi fortæller potentielle migranter, hvordan de kan forbedre deres profil og uddanne sig til at få et bedre job her eller i udlandet, siger Yacouba Cissouma, jurist i CIGEM.

– Sammen med folk analyserer vi deres muligheder. Måske findes mulighederne her i Mali. Måske har man ide til et projekt – noget, der med en lille investering kan udvikles. Vi kan hjælpe med at banke på de rigtige døre. Vi har et lille budget til at finansiere projekter, og vi har adgang til en uddannelsesbørs.

Tilbud om uddannelse

Den mulighed betyder, at den ambitiøse 42-årige Mambo Traore nu kan se en fremtid for sig i Mali.

Han har et visitkort fra en større telekommunikationsvirksomhed i Mali, hvor han har arbejdet de seneste seks måneder. Løn får han til gengæld ikke, før han har de rette diplomer, der kan bevise hans kompetencer i at opbygge og administrere hjemmesider.

I syv år var han illegal migrant i Frankrig, indtil han blev udvist i efteråret 2008. Oprindeligt kom han til Frankrig på et computer-kursus og besluttede at blive i landet for at kunne dygtiggøre sig inden for it. Opholdet i Frankrig bød på forskelligt ufaglært arbejde, indtil han fandt en arbejdsplads, hvor han kunne bruge sine it-kvalifikationer.

Da han blev udvist efterlod han sin kone og sin etårige søn i Frankrig. På grund af dem ønskede han straks at vende tilbage til Frankrig som illegal migrant. Men inden blev han opmærksom  på CIGEM, der blev omtalt i pressen i forbindelse med åbningen.

Her har han fået lagt en strategi.

CIGEM har bevilliget 11.000 kroner til en etårig computeruddannelse i PHP-programmering. Det er halvdelen af prisen, resten skal han selv finansiere.

– Når jeg er færdig med uddannelsen, kan jeg arbejde og samarbejde med folk i hele verden, konstaterer Mambo Traore, der glæder sig til at kunne hente sin familie til Mali og forsørge den.

Mangel på jobs

Andre venter forgæves på job- og uddannelsesmuligheder fra CIGEM.

Umiddelbart før åbningen i oktober 2008 var der 30 jobs inden for landbrug med tilhørende arbejdstilladelser i Spanien. CIGEM var med til at finde en del af kandidaterne. Men derefter har der ikke været internationale jobopslag.

Fra åbningen den 7. oktober 2008 til slutningen af marts 2009 har centret registreret 528 klienter. Halvdelen af dem mødte op inden for den første måned. Indtil videre er der kun bevilget få stipendier til uddannelse og iværksættere, fordi de afhænger af bevillinger udefra og andre samarbejdspartnere, som i begyndelsen har været afventende.

FORSKNING FOR BEDRE MIGRATION

Centre d’Information et de Gestion des Migrations (CIGEM) er et pilotprojekt. Den Europæiske Udviklingsfond under EU finansierer centret med 10 millioner euro over tre år, mens Malis regering stiller bygningerne til rådighed. Efter planen skal Mali senere overtage driften af centret. Danida har bevilliget fem millioner kroner til stipendier til uddannelse og erhverv i Mali og i regionen.

CIGEM har 25 medarbejdere fordelt på tre afdelinger:

  • Service 1 tager sig af samtaler og formidling af job og uddannelse. Klienterne spænder fra analfabeter til universitetsuddannede. Udviste illegale immigranter kan få støtte til jobsøgning og mulighed for uddannelse. De udgør en fjerdedel af klienterne.
    Service 2 forsker i migration. Centret skal rådgive Malis regering til at udvikle en bedre politik på området.
    Service 3 undersøger migranternes rolle i udvikling, og hvordan Mali kan drage mere nytte af malinesere i udlandet.

Læs mere på cigem.org

LAND AF MIGRANTER

Mali har 12 millioner indbyggere. Cirka fire millioner befinder sig uden for Mali, langt hovedparten i nabolandene.

Malis migranter sender ifølge Verdensbanken årligt et beløb svarende til knap 1,2 milliarder kroner retur. Det svarer til 3,3 procent af bruttonationalproduktet.

DEN EUROPÆISKE DRØM

Hvert år ankommer tusindvis af illegale afrikanske migranter til Castel Volturno, som ligger ud til Middelhavet kyst. Byen var før en turistmagnet, men på grund af mafiaens magt har det private erhvervsliv det svært. Ofte kræver mafiaen beskyttelsespenge, og hvis erhvervslivet ikke betaler, ødelægger mafiaen virksomheden økonomisk. Blandt andet derfor står mange hoteller tomme.

Hvert år ankommer tusindvis af illegale afrikanske migranter til Castel Volturno, som ligger ud til Middelhavet kyst. Byen var før en turistmagnet, men på grund af mafiaens magt har det private erhvervsliv det svært. Ofte kræver mafiaen beskyttelsespenge, og hvis erhvervslivet ikke betaler, ødelægger mafiaen virksomheden økonomisk. Blandt andet derfor står mange hoteller tomme.
Foto: Silas Bay Nielsen

Hvert år sejler tusindvis af illegale afrikanske immigranter mod Sydeuropas kyster. EU har brug for ekstra arbejdskraft, men har alligevel gjort det sværere at opholde sig legalt i EU, og det tvinger flygtningene til en kummerlig tilværelse.

Af Silas Bay Nielsen og Mikkel Hemmingsen, Napoli

Castel Volturno ligger ud til Middelhavets lange sandstrande, men er ikke nogen helt almindelig middelhavsby. I stedet for luksuriøse hoteller og svulstige palmer er Castel Volturno fyldt med skraldebunker og smadrede bygninger.

Det er her, de tusindvis af illegale afrikanske migranter, der hvert år sejler mod de syditalienske kyster, tager til. Byen, hvor de sammen med de vilde hunde søger mad og læ, og hvor vold, kriminalitet og prostitution præger tilværelsen. Det er her, de håber at få opfyldt deres europæiske drøm.

Inde i en af Castel Volturnos beskidte gader sidder Kofi. Han er en af de mange ghanesere, der har lejet sig ind i et af byens faldefærdige huse. Der er ingen varme i huset, hvilket er reglen mere end undtagelsen i de mange huse, der bliver udlejet til de illegale migranter i Castel Volturno.

Kofi er spinkel, og selvom han er i slutningen af 20’erne, vidner øjnene om, at han har set langt flere ulykker end en mand på 50. Det er kun sjældent, han vender blikket op fra det kolde flisegulv.

Kofi kom til Italien for seks år siden gennem Sahara og over Middelhavet – som flygtning på en overfyldt båd, hvor nogle af passagerne var så udmattede, at de blev smidt over bord.

Hjemme i Ghanas hovedstad, Accra, efterlod Kofi sin kone og deres to børn, som nu er ti og otte år gamle. Som mange andre afrikanere i Castel Volturno valgte Kofi at tage til Europa for at få et job, så han kunne sende penge hjem til sin familie i Ghana.

Kummerlige liv

For langt de fleste af afrikanske bådflygtninge ender drømmen om Europa som en bristet illusion. Selvom den hårde og farlige rejse er overstået ved Europas kyst, markerer den langt fra enden på prøvelserne. Nu venter et liv i nedslidte huse og med opslidende arbejde til en løn langt under mindstelønnen. Hvis de nye europæere overhovedet finder et job.

Det har nemlig aldrig været sværere at få den opholdstilladelse, der kan sikre migranterne en ordentlig løn og leveforhold i det nye europæiske hjemland. I stedet ender mange migranter med at leve kummerlige liv i skjul for myndigheder, der truer med at fængsle og deportere dem.

Alligevel fortsætter tilstrømningen af ulovlige migranter til Europa. Alene til den italienske ø Lampedusa, som ligger 113 kilometer fra den afrikanske kyst, kom der illegalt 30.000 personer i 2008. Dobbelt så mange som året før. Ifølge uofficielle tal opholder mellem fire og otte millioner immigranter sig illegalt inden for EU’s grænser, og i fremtiden vil klimaforandringer, sult og krige sandsynligvis tvinge endnu flere til at flygte.

Især de vestafrikanske lande må se mange mænd i den arbejdsdygtige alder flygte til Europa, især Italien, Spanien og Grækenland. Immigranterne ser Europa som et bedre sted at leve og arbejde, men ender ofte i en helt anden virkelighed, forklarer Imane Bounoun, medarbejder i den paneuropæiske NGO United For Intercultural Action, der hjælper migranter i Europa.

– Mange har opfattelsen af Europa som vejen til lykken. Men når de kommer her, er situationen en anden. For migranterne kommer til at møde arbejdsløshed og racisme i Europa, siger hun.

I Napolis undergrund

Da Kofi købte en billet hos en ghanesisk menneskesmugler, som kunne bringe ham til Europa, håbede han at finde et velbetalt job, der kunne hjælpe hans familie ud af fattigdom. Det var den 14. maj 2002.

– Min familie græd, da jeg forlod Accra. Specielt min kone og mit ældste barn. Min kone sagde, at jeg ikke måtte glemme hende. Det var det sidste, hun sagde, inden jeg tog af sted. Og det lovede jeg, fortæller Kofi.

Siden den dag har Kofi ikke set sin familie. Seks år senere mangler han stadig at betale 3.000 euro til  bagmanden, der fik ham til Europa. Og lige nu er hans største bekymring at skaffe næste måneds husleje og mad til den næste uge. Derfor er det nu otte måneder siden, han sidst sendte penge hjem til familien i Ghana.

Kofi tjener penge som daglejer i Napolis undergrundsøkonomi. Så længe han hverken har opholds- og arbejdstilladelse, er det umuligt at få fast arbejde. Mandag til lørdag tager han bussen fra Castel Volturno til Napolis forstæder, hvor han håber, at napolitanske håndværkere vil tage ham med ud og arbejde.

Daglejernes løn bliver oftest udbetalt, når arbejdsdagen er ovre, men flere gange er han kommet hjem fra arbejde uden løn. Nogle gange lover arbejdsgiveren, at Kofi vil få løn dagen efter, men næste dag dukker arbejdsgiveren ikke op. Andre gange har Kofi været udsat for, at han er blevet efterladt på en af Napolis byggepladser.

Brug for indvandrere

Selvom EU oplever stigende mangel på arbejdskraft, forsøger unionen at forhindre illegal migration, og det har aldrig været sværere at få opholdstilladelse i EU. Det er en fejl, mener den internationale økonomiske organisation OECD.

– Vi er nødt til at sende et signal om, at der er brug for flere migranter. De EU-lande, der har brug for ekstra arbejdskraft, henter den hos de andre medlemslande, men hvis vi begrænser os til det, får vi ikke nok arbejdskraft, siger Jean-Pierre Garson, chef for OECD’s afdeling for international migration.

EU-toppen er opmærksom på, at der er behov for flere indvandrere i Europa. I et oplæg til EU’s stats- og regeringsledere gjorde det franske formandskab opmærksom på, at migration ”på afgørende vis kan bidrage til den økonomiske vækst” i de lande, der mangler arbejdskraft eller hvor demografien udvikler sig i den gale retning.

Men selvom en fælles europæisk politik for migration og asyl har været på tegnebrættet i mere end ti år, er udviklingen gået den forkerte vej, mener flygtningeorganisationer over hele Europa. Blandt dem den tyske netværksorganisation Karawan.

– Tanken om at afskærme Europa fra verdenen er stadig meget stærk, og der bliver ikke gjort nok for at finde legale måder at komme ind i EU på. I stedet for at drage nytte af de mennesker, der kommer til Europa, fokuserer man på at gøre det sværere og sværere at komme ind, siger Bernd Kasparek fra Karaman.

Kofi er et opdigtet navn. Hans rigtige navn er kendt af redaktionen.

Artiklen er et uddrag af Silas Bay Nielsen og Mikkel Hemmingsens hovedopgave fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

http://www.udvikling.dk kan du læse hele opgaven og lytte til et lydklip, hvor Hans Lucht, forsker i illegal immigration på Københavns Universitet, fortæller om migranternes tur fra Afrika til Europa gennem Saharaørkenen og over Middelhavet.

ILLEGALE IMMIGRANTER

Mellem fire og otte millioner migranter opholder sig illegalt inden for EU’s grænser. Nogle siger helt op mod 12 millioner.

Hver år stiger tallet, og især Italien, Spanien og Grækenland er populære rejsemål for migranterne.

Migranterne kommer typisk fra vestafrikanske lande, og i Napoli er den illegale befolkning primært fra Ghana.

Prisen for en rejse fra Afrika til EU er i omegnen af 11.000 kroner.

Den hollandske NGO United For Intercultural Action har siden 1993 ført regnskab med antallet af dokumenterede dødsfald blandt illegale migranter, der har forsøgt at komme til Europa.

Siden 1993 har NGO’en dokumenteret 11.105 omkomne. 7.794 af disse er druknet. Reelt kan tallet dog være tre gange højere, vurderer organisationen.




Denne side er kapitel 10 af 17 til publikationen "Udvikling".
Version nr. 1.0 af 02-06-2009
Publikationen kan findes på adressen http://www.netpublikationer.dk/um/9334/index.htm

 

 
 
 
  Udenrigsministeriet © | www.um.dk