IRAKS FLYGTNINGE

ET LIV I LIMBO

Det midaldrende ægtepar Fawzi Hamze Hasan og Zahra Atwan Nuaym bor i et lille værelse med rå cementgulve og køkken i et skur i gården. For to år siden mistede de deres 18-årige søn i et bombeangreb, da han forsøgte at rejse tilbage til Bagdad for at tjene penge til at forsørge sine for ældre. 
Foto: Sara Maria Glanowski.

Af Anne Kirstine Hermann og Sara Maria Glanowski, Amman og Damaskus

Hendes bryster er endnu ikke holdt op med at vokse, men stiletstøvlerne og den dybe udskæring forsøger alligevel at lokke mændene til. Hun bevæger sig mekanisk på podiet til orientalsk popmusik mellem de andre teenagekroppe, der venter på et nik fra salen eller et let fingerknips, når en tilfældig kunde beordrer dem ned fra scenen og ud i mørket.

Klokken er to om natten, og vi er på et af bordellerne langs landevejen mod Libanon lidt uden for den syriske hovedstad, Damaskus. Op ad bjergsiderne ligger 40-50 natklubber med navne som ’Sultan’ og ’Østens Stjerne’, hvor unge dansere er til salg for få syriske pund. Cirka 250 danske kroner koster det at købe en irakisk teenagepige.

Rasha er 15 år, og hendes arbejdsdag er lige begyndt. Om natten lever hun som prostitueret, om dagen som flygtning. Fra Irak, ligesom de fleste af de cirka 25 sminkede og tørklædeløse piger i klubben ’Panorama’ langt fra byens hellige moskeer.

Bagerst i lokalet våger en midaldrende kvinde indhyllet i sorte slør. Rashas mor er med på bordellet for at holde øje med sine fire døtre, der alle arbejder her for at forsørge den landflygtige familie. Den yngste af dem er lige begyndt. Hun er 13 år, fortæller Rasha og vinker en spinkel pige i stramme jeans ned til bordet foran podiet. Pigen er tavs, mens Rasha fortæller, hvordan familien i 2003 flygtede fra bomberne i Bagdad til nabolandet, hvor de i fem år har levet som gæster i håb om at få status som kvoteflygtninge og komme væk.

Mistillid til NGO’er

Syrien står ligesom nabolandet Jordan midt i en regulær flygtningekrise, som startede med invasionen af Irak i 2003 og tog fart, da volden i Irak eskalerede i 2006. Siden krigens begyndelse er omkring to millioner irakere flygtet til de to nabolande mod vest. Jordan og Syrien lod i overensstemmelse med tradition og arabisk broderskabssolidaritet grænserne stå åbne indtil henholdsvis 2005 og 2007. Nu har begge lande indført visumrestriktioner for at stoppe den massive indvandring. Men selvom flygtningestrømmen til dels er bremset, lever flygtningekrisen videre.

Imens befinder irakerne sig i et limbo. Hverken Syrien eller Jordan anerkender dem som flygtninge, og her er ingen flygtningelejre, der sikrer tag over hovedet til de mange familier. Kun omkring en fjerdedel af dem er registreret som flygtninge, resten lever i skjul. Og selvom tilværelsen altså kræver penge til husleje og mad, er det officielt forbudt for irakerne at arbejde i nabolandene.

Ingen af de to lande er tiltrådt FN’s Flygtningekonvention, og nødhjælp får ingen varm velkomst i særligt Syrien, som ikke har tradition for NGO-arbejde. Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp er blandt de kun 14 udenlandske organisationer, der har fået lov at hjælpe de halvanden million irakere, som er flygtet til Syrien. De fleste af organisationerne har først fået adgang til Syrien i løbet af det seneste år. Det kan skyldes, at regimet nærer udbredt mistillid til udenlandske NGO’er, som ifølge den uafhængige organisation International Crisis Group ofte mistænkes for spionage.

I Jordan skyldes skepsissen primært, at myndighederne frygter indirekte at anerkende irakernes flygtningestatus. Med landets enorme palæstinensiske befolkning vil kongedømmet ikke forpligtes til også at tage sig af irakerne mange år fremover.

I kø som kvoteflygtning

Samtidig tøver Vesten med at modtage irakerne. I 2007 blev kun hver femte iraker, som FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, henviste til genbosætning, modtaget af et tredjeland. Eksempelvis har Danmark ifølge Udlændingeservices foreløbige opgørelser taget imod 54 irakiske kvoteflygtninge siden krigens begyndelse. Lige nu venter 68.000 irakere på at forlade Syrien og Jordan som FN-kvoteflygtninge. Ifølge International Crisis Group vil det tage 17-22 år at genbosætte de svageste flygtninge, hvis modtagerlandene fortsætter i det nuværende tempo.

Resultatet er en enorm flygtningegruppe, der i stigende omfang ernærer sig ved prostitution og børnearbejde. Informationschef for UNHCR i Syrien, Sybella Wilkes, forklarer, at irakerne tidligere hjalp hinanden i nabolandet. Men ingen har længere noget at give af, mener hun:

– Syrerne og irakerne er meget gæstfri og prøver at tage sig af hinanden, men som byrden vokser, og irakerne løber tør for opsparing, er det naturligt, at de mest sårbare tager desperate metoder i brug.

Der findes ingen officielle tal for, hvor mange irakiske flygtninge, der har prostitueret sig. I både Syrien og Jordan er problematikken komplet tabubelagt, men organisationen Women’s Will har skønnet, at det drejer sig om 50.000 alene i Syrien.

– Familierne træffer nogle meget smertefulde beslutninger på deres døtres vegne. For dem, der er heldige nok til at blive genbosat, bliver det bogstaveligt talt en chance for en anden virkelighed. Men der er slet ikke nok lande, der vil tage imod flygtninge, siger Sybella Wilkes.

En af dem, som sidder fast, er 12-årige Ali Aid. Egentlig burde han være i skole, men med fødderne dækket af metalspåner og benene viklet ind i ledningen fra boremaskinen er han i fuld sving på metalværkstedet i Damaskus-forstaden Jaramana, hvor han arbejder tres timer om ugen.

– Jeg bliver nødt til at hjælpe min mor, hun har det svært, siger Ali, da han endelig slipper fri af ledningen.

På  den måde tjener han 12 kroner om dagen til hende og hans to mindre søskende.

Værkstedets unge lærling er oprindeligt fra Bagdad, hvor hans far var oberst i den irakiske hær, og moren frisør. Men da hun i 2006 blev kidnappet og voldtaget, solgte Alis far familiens ejendele, købte hende fri og flygtede med familien.

For et år siden blev han skudt på en tur tilbage til Bagdad, og familien mistede sin sidste indtægtskilde, hans pension. Nu har Ali overtaget farens plads som familiens forsørger.

– Jeg har det dårligt med, at Ali ikke går i skole; han var blandt de bedste i klassen. Men hvad skal jeg gøre? spørger hans mor, Nidal Saadi, da mørket er faldet på, og hun kommer for at hente sin dreng.

– De penge, min mand efterlod os, er ved at være brugt op, så vi er afhængige af det, Ali tjener her, siger hun.

En generation af analfabeter

I Syrien og Jordan er der i alt 625.000 irakiske børn i den skolepligtige alder. Kun om kring en tiendedel af dem er indskrevet i det offentlige skolesystem. Det skyldes først og fremmest, at børnene skal forsørge deres familier, forklarer Jawad Al-Gousous, chef for uddannelsesprogrammet Questscope i Jordan. Questscope forsøger at få irakiske børn ind i skolesystemet og stod sidste år bag en undersøgelse, der kortlagde årsagerne til, at irakerne ikke sender deres børn i skole. Igen er stigende fattigdom udslagsgivende.

– Den opsparing, irakerne kom med, er ved at være brugt op, og priserne på både fødevarer og boliger stiger i begge lande. Forældrene er måske ikke i stand til at arbejde, og så har de ikke andet valg end at tage børnene ud af skolen, forklarer Jawad Al-Gousous.

Og det vil give genlyd langt ud i fremtiden, mener Jason Erb, vicegeneralsekretær for Red Barnet i Jordan:

– Den næste generation af irakere vil have mange funktionelle analfabeter, der hverken kan læse eller skrive. Det vil holde Iraks fremtid i skak, fordi uddannelsesniveauet er en nøglefaktor for et lands evne til at udvikle sig.

Udviklingen går i stå

Samtidig bremser flygtningekrisen fremskridtet i de to udviklingslande Jordan og Syrien. Situationen i Irak er fortsat ustabil, og kun 25.370 irakere vendte hjem sidste år.
3.640 fulgte efter i de første to måneder af 2009. Det kan særligt mærkes på skoler og hospitaler i de områder af nabolandene, hvor irakerne fortsat holder til.

– Som udviklingsland har vi vores egne sager at tage os af. Men der er midler fra NGO’erne, der ellers ville gå til jordanere, der nu rettes mod irakerne, siger Jordans minister for social udvikling, Hala Bsaisu Lattouf.

Hun er derfor skeptisk over for organisationer, der ønsker adgang til Jordan for at støtte irakerne.

– Det er vores politik, at vi foretrækker, at NGO’er støtter et område og ikke bare kommer og støtter irakerne, siger Hala Bsaisu Lattouf.

Regeringerne i både Syrien og Jordan beder ikke længere blot om støtte. De påpeger begge, at direkte hjælp til de stater, der huser irakerne, ville være et rimeligt bidrag fra donorlandene. Hidtil er det yderst begrænset, hvad donorlandene har postet direkte i de to statskasser. Danmark, som med en støtte på sammenlagt 266 millioner kroner siden 2003 er blandt de største donorer, har til eksempel udelukkende støttet irakerne gennem humanitære organisationer og UNHCR. Støtten går til mad, uddannelse og sundhed, og hjælper ifølge udviklingsminister Ulla Tørnæs også lokalbefolkningerne. Men der skal mere til, hvis det skal mærkes, lyder det i nærområderne.

Frygter fjendtlig stemning

– Vi kører virkelig på pumperne, siger Dr. Othman Abu Zeid, chef for den offentlige sundhedsklinik Hashemite i det sydlige Amman.

Selvom klinikken har firedoblet antallet af læger, siden krigen i Irak brød ud, må hver læge konsultere op mod 90 patienter om dagen, fortæller han. Og for at få plads til ekstra medicin og de mange nye journaler med psykiatriske patienter fra Irak har klinikken inddraget hvert et hjørne:

– Før var der toiletter her, et til kvinder og et til mænd, siger Othman Abu Zaid og peger ned på gulvet, hvor to arabiske toiletter er delvist dækket til med cement.

– Jeg har flere irakiske patienter end syriske nu, siger han.

Dårlig økonomi og høj arbejdsløshed har plaget både Syrien og Jordan, længe før irakerne kom. I 2007 var infrastrukturen i begge lande ved at bryde helt sammen, og de bad derfor det internationale samfund om akut hjælp. Men byrden er ikke blevet mindre, siger Nawaf Tell, leder af Center for Strategiske Studier ved Jordan Universitet. Tværtimod.

Han mener, at Iraks to nabolande er ved at miste velviljen over for irakerne. Hver tiende syrer og hver syvende jordaner er arbejdsløs.

Og priserne på fødevarer og boliger begyndte at stige enormt, da irakerne kom.

Centeret laver jævnligt opinionsundersøgelser blandt den jordanske befolkning, og for første gang nogensinde begynder en lille del af de adspurgte at pege på irakerne som Jordans største problem.

– Min værste frygt er, at stemningen over for irakerne bliver fjendtlig. For her i regionen er det vigtigt, at et land som Jordan bliver ved med at tage imod flygtninge, siger Nawaf Tell.

’Koalitionslandenes ansvar’

Regeringerne i både Jordan og Syrien afviser dog – i hvert fald officielt – at der kan blive tale om tvangshjemsendelser.

– I princippet er vi imod at tvinge folk tilbage, siger Syriens viceudenrigsminister, Fayssal Mekdad.

Han håber i stedet på, at Vesten tager imod flere irakere, sådan som EU på et ministermøde i december lovede at gøre.

– De sårbare flygtninge har brug for akut hjælp. Det er fuldstændigt uacceptabelt, at unge piger bliver udsat for menneskehandel og prostitution, og at børn går på gaden i stedet for at gå i skole, siger han og påpeger, at koalitionslandende har et særligt ansvar:

– Lande som Danmark, der deltog i krigen, bør dels sende flere penge, dels tage imod flere af de sårbare flygtninge. Dette er en konsekvens af invasionen.

Af hensyn til Rashas sikkerhed er hendes navn opdigtet. Udvikling er bekendt med hendes sande identitet.