KRISEN

MED KÆRLIG HILSEN FRA WALL STREET

Tekst og foto: Hanne Mølby Henriksen

Aoy Puons små søskende har ventet på hjælp siden marts. Den 26-årige kvinde er rykket til Phnom Penh for at arbejde som syerske og tjene penge til sine forældre og fire mindre søskende hjemme i den sydlige del af Cambodja. Men de seneste måneder har det set skidt ud for hele familien Aoy.

– Jeg kan ikke sende penge hjem længere, siger Aoy Puon, der plejede at tjene knap 400 kroner om måneden og lige akkurat kunne forsørge dem derhjemme. Nu må de klare sig selv. Den internationale finanskrise har slået sin klo i Cambodja, tøjfabrikkerne i Phnom Penh mangler ordrer, og 60.000 tekstilarbejdere er allerede blevet fyret. Aoy Puon har været heldig og er kun gået ned i arbejdstid, så hendes månedsløn foreløbig er havnet på cirka 170 kroner.

– Jeg plejede at sende 10 til 15 dollars hjem hver måned (56 til 84 kroner, red.), men nu tjener jeg mindre og kan slet ikke sende noget. Det bekymrer mig.

Aoy Puon er ikke ene om at frygte for fremtiden. Siden den internationale finanskrise slog rod på Wall Street, har også udviklingslandene mistet millioner af arbejdspladser, eksporten er dykket, investorerne forsvundet, det er blevet sværere at låne penge, og de nationale budgetter er spændt til det yderste. Og for at gøre galt værre, ser udviklingsstøtten fra verdens rige ud til at falde betydeligt som en reaktion på krisen.

– Vi står over for en faretruende katastrofe for den menneskelige udvikling, siger FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, der flere gange har bedt lederne af verdens rige lande om at øge deres bistand til de fattige og ikke kun redde sig selv.

Ud af skolen og sulten i seng

Ifølge Verdensbankens mest dystre prognoser, kan yderligere 90 millioner mennesker synke ned i ekstrem fattigdom, inden 2009 er omme. Antallet af kronisk sultende vil runde en milliard i løbet af samme periode. Og op mod 2,8 millioner spædbørn vil dø inden 2015 som en direkte konsekvens af verdens økonomiske problemer.

– De fattige har ikke været med til at skabe denne krise, og alligevel er de i fare for at komme til at lide mest, konstaterer Ban Ki-moon.

Mens danskerne i vid udstrækning har lukket forbrugsfesten og konstateret et fald i deres friværdi, kan verdens fattigste folk blive nødt til at skære ned på antallet af daglige måltider, melde ungerne ud af skolen, droppe lægebesøgene eller sælge ud af deres jord for at klare sig igennem krisen. Det gælder også Familien Aoy.

– Den globale økonomiske krise har et menneskeligt ansigt, siger Douglas Broderick, der arbejder som FN’s landekoordinator i Phnom Penh.

– I Cambodja er det ikke bare folks levevilkår, der er på spil – det er folks liv, fortsætter han.

Ingen løn til de offentligt ansatte

Da krisen ramte Wall Street, ramte den også den globale handel og dermed også væksten. Den Internationale Valutafond (IMF) har flere gange måttet nedskrive forventningerne til den globale vækst, som i 2009 kommer til at ligge på det laveste niveau siden Anden Verdenskrig, nemlig en halv procent.

Siden krisen er Aoy Puon gået ned i tid – 60.000 andre er fyret i Cambodjas tekstilindustri.

Verdens fattigste lande er foreløbig mindre hårdt ramt end de rigeste med en vækst, der ser ud til at falde fra 8,1 pct. i 2006-2007 til 1,6 pct. i år. Men fremtiden ser dyster ud – primært på grund af den lavere efterspørgsel, faldende priser på råvarer og de strammere finansielle betingelser.

I Den Centralafrikanske Republik er eksporten af tømmer og diamanter kollapset, så der ikke længere er råd til at udbetale lønninger til de offentligt ansatte. Og i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) svarer valutareserverne kun til få ugers import, hvorfor landet er fuldstændig afhængig af hjælp til at importere medicin, mad og andre fornødenheder.

Alvoren er for længst gået op for organisationer og regeringsledere over hele kloden. De holder møder og fremlægger tal og hjælper hinanden med at forudse, hvordan det vil gå i fremtiden. Ligesom de virker grundlæggende enige om, at den økonomiske krise risikerer at spolere flere års fremgang i udviklingslandene og sende 2015 Målene helt uden for rækkevidde.

Allerede nu går det tilbage for bekæmpelsen af fattigdom og sult, ligesom også bestræbelserne på at få alle børn i skole og skabe øget sundhed ser ud til at slå fejl, advarer Verdensbanken og Den Internationale Valutafond i en statusrapport om de otte 2015 Mål.

Mens de rige redder sig selv

I marts bad Ban Ki-moon verdens rige lande om at hjælpe de fattige igennem krisen ved at splejse til en hjælpepakke på 1.000 milliarder dollars. Et svimlende beløb, der svarer til cirka ti års international udviklingsbistand. Men hverken på G20-mødet i London i begyndelsen af april eller forårsmødet i Verdensbanken nogle uger senere var der tilstrækkelig hjælp at hente for de fattige. Godt nok har verdens rige lande for længst sammensat hjælpepakker på kryds og tværs for uhyrlige summer, men pengene er primært møntet på de rige landes egne borgere.

At de rige lande hjælper sig selv, behøver ikke være nogen ulempe for de fattige lande, forklarer Daniel Korski, senioranalytiker hos tænketanken European Council on Foreign Relations:

– U-landene har brug for handel, og jo hurtigere i-landene kommer på fode og sætter skub i efterspørgslen, jo bedre er det for deres handelspartnere blandt verdens fattige lande, siger han.

Hos Folkekirkens Nødhjælp er Morten Emil Hansen enig i, at det er vigtigt at sparke verdenshandlen i gang igen. Det er bare ikke nok.

– De fattige har ikke skabt finanskrisen, det har de rige. Derfor har de rige lande også et ansvar for at forhindre de meget voldsomme konsekvenser, krisen har for de fattige, siger Morten Emil Hansen, der kalder det ”hamrende beklageligt”, at under fem pct. af den samlede pakke fra G20-mødet går til at hjælpe verdens dårligst stillede. Og at hjælpen endda hovedsageligt består af lån.

Heller ikke udviklingsminister Ulla Tørnæs er imponeret over resultaterne af mødet i London:

– De fattigste udviklingslande fik ikke nok ud af mødet. De har brug for flere og mere fleksible ressourcer, og det fik de ikke i denne omgang, konstaterede hun, da lederne af G20-landene havde skrevet under på et gammelt løfte fra 2005 om at fordoble bistanden frem til 2010. Løftet betyder, at bistanden inden 2010 bør stige med 20 pct. i forhold til sidste års niveau, men ikke ret mange tror på, at det vil ske.

Lande som Irland og Italien har for nylig oplyst, at de vil skære ned på hjælpen til de fattige. Og i andre lande risikerer den reelle støtte til udviklingslandene også at falde i takt med krisens hærgen, da bistanden som regel fastsættes som en procentdel af landenes bruttonationalindkomst (BNI).

For Danmarks vedkommende risikerer udviklingsbistanden i år at falde med over 400 millioner kroner i forhold til, hvis væksten var fortsat. Det viser et notat fra Folkekirkens Nødhjælp. Og det endda selvom danskernes hjælp til de fattige i år har fået et lille nøk opad og udgør 0,82 pct. af det danske BNI.

– Samme udregning kan naturligvis foretages på de øvrige landes udviklingsbistand, hvilket ikke overraskende giver et meget nedslående resultat, siger politisk rådgiver Morten Emil Hansen.

Mads Mariegaard har bidraget til artiklen.