FLYGTNINGE

FRA NEPAL TIL SILKEBORG

Ægteparret Timshina – fra bambushytte i Nepal… til boligbyggeri i Silkeborg.
Fotos: Anne Poulsen.

Af Helge Kvam

Bambushytten i flygtningelejren i det østlige Nepal er skiftet ud med nymalede vægge og afhøvlede gulve i et socialt boligbyggeri i Silkeborg. Bortset fra et nyindkøbt sofaarrangement og et spisebord med stole er lejligheden næsten tom. Intet afslører, at familien, der bor her, er etniske nepalesere.

Efter 17 år i en flygtningelejr i det østlige Nepal er familien Timshina åbenlyst kommet til Danmark med meget få ejendele.

– Da vi kom, var lejligheden tom. Men kommunen har hjulpet os med at købe møblerne, fortæller faren i familien, Maheshwar Timshina, mens han viser dagens gæst, Basanta Acharya, til rette i en sofa med lyslilla velourbetræk.

Basanta Acharya arbejder til daglig for verdensfødevareprogrammet WFP i flygtningelejrene i Nepal. Han er i Danmark for at besøge nogle af de flygtningefamilier, der har fået ophold i landet – heriblandt familien Timshina, der består af mor og far og to sønner på 21 og 25 år.

Familien har ligesom næsten 100.000 andre flygtninge været strandet i en flygtningelejr i det østlige Nepal i næsten to årtier. De er etniske nepalesere, som i generationer har boet i det sydlige Bhutan. I 1980’erne blev de systematisk diskrimineret og fordrevet. I Nepal fik de status som flygtninge og har været strandet i lejre lige siden. Her måtte de hverken arbejde eller dyrke jorden.

– Hjemme i Bhutan var jeg landmand. Men i de seneste 17 år har jeg ikke fået lov til at arbejde, siger Maheshwar Timshina.

Mens familien Timshina boede i Bhutan, strammede landets regering grebet om den etnisk nepalesiske befolkning. Styret frygtede, at det voksende mindretal af nepalesere ville svække stabiliteten og landets kulturelle identitet.

Bhutan forbød blandt andet undervisning i nepalesisk og tvang alle til at gå i traditionelle bhutanesiske klædedragter. Etniske nepalesere blev udvist og udsat for vilkårlige arrestationer og tortur. Da nogle nepalesere protesterede, førte det til voldelige sammenstød, der udløste endnu større udvandring og fordrivelse til Nepal.

I Nepal fik de etniske nepalesere status som flygtninge – men uden ret til eksempelvis at arbejde eller dyrke jorden. Sådan har det været i næsten to årtier. Lige så længe har flygtningene været det altoverskyggende emne i forholdet mellem Nepal og Bhutan. Imens har godt 100.000  mennesker været afhængig af international humanitær hjælp – for eksempel gennem WFP.

Når familien Timshina i dag opholder sig i Silkeborg, er det på baggrund af en aftale, Danmark sammen med en række andre vestlige lande har lavet med regeringerne i Bhutan og Nepal.

I aftalen har de vestlige lande med USA i spidsen tilbudt at genbosætte flere end 60.000 flygtninge. Desuden er det meningen, at Nepal på længere sigt skal integrere en del af flygtningene og Bhutan hjemsende en mindre del.

Danmark som mægler

Både Nepal og Bhutan er Danidas program-samarbejdslande. Mens den danske bistand har været med til at give bedre uddannelse og mindre fattigdom, har flygtningenes håbløse situation i årevis været fastlåst.

Gennem kontakter med regeringerne i de to lande har Danmark tilbudt sig som facilitator og ført en løbende dialog med landene for at få en løsning for de strandede flygtninge.

Den viden, Basanta Acharya får med fra Danmark, vil have stor betydning for andre flygtninge i lejrene. De stiller masser af spørgsmål for at finde ud af, om de selv vil søge om at komme til et vestligt land.

– Der er meget langt til Danmark, når man bor i en flygtningelejr i Nepal. Det kan være svært at forestille sig, hvordan det er. Efter at have været her, kan jeg måske give dem en ide om, hvad det er og fortælle dem lidt om, hvad de skal være forberedt på, siger Basanta Achatya.

Spørger man familien Timshina, er det foreløbigt godt at bo i Vesten.

– Vi vil allerhelst hjem til Bhutan, hvis det nogensinde kan lade sig gøre. Men vi har det meget bedre her, end vi havde i flygtningelejren, siger Maheshwar Timshina.

Basanta Acharyas besøg i Danmark var finansieret af Danidas oplysningsbevilling.

Helge Kvam er freelancejournalist.
Læs hele beretningen om familien Timshina på http://www.udvikling.dk

DANSK INDSAMLING HJÆLPER IRAKS FLYGTNINGE

Af Anne Kirstine Hermann og Sara Maria Glanowski

Dansk Røde Kors var en af de første udenlandske organisationer, der hjalp irakiske flygtninge i Syrien. Det skete, da den danske organisation i september åbnede tre centre med sociale og psykosociale aktiviteter i Syrien, primært for irakiske flygtninge.

Centrene, som Udenrigsministeriet finansierer, har tilsammen over 5000 besøgende om måneden, og hver måned kommer omkring 700 nye til. Derfor åbner Dansk Røde Kors til sommer et nyt center i Syrien. Denne gang med en halv million kroner fra årets indsamling i Danmark.

– Vi hjælper irakerne med at bearbejde deres oplevelser og håndtere den stress og de mén, som er kommet ud af det. Samtidig vejleder vi dem i at håndtere den nye situation, de står i, fortæller programleder Karin Eriksen.

Træner frivillige

Blandt centrets tilbud er også undervisning i it, arabisk, engelsk og grundlæggende stavning og læsning for analfabeter. Desuden hjælper centret irakerne med at overskue visumregler, maduddeling og lægehjælp i Syrien.

Lokal alliance

Karin Eriksen, Dansk Røde Kors’ eneste medarbejder i Syrien, arbejder blandt andet med at træne frivillige på centrene. De frivillige arrangerer i samarbejde med Syrisk Røde Halvmånes medarbejdere aktiviteter som støttegrupper, legeworkshops og lektiecafeer for brugerne, hvoraf halvdelen er børn og unge.

Netop samarbejdet med Syrisk Røde Halvmåne er forklaringen på, at Dansk Røde Kors tidligt har kunnet arbejde i Syrien, fordi søsterorganisationen har den syriske regerings mandat til at koordinere bistanden til de irakiske flygtninge.

Samarbejdet har gjort det lettere at håndtere kulturelle forskelle. Fx har Syrien ikke tradition for, at man under socialt arbejde besøger sårbare familier i deres hjem.

– De relevante ministerier har nu givet tilladelse til det, fordi de har erkendt, at det er en effektiv måde at nå de sårbare grupper. Når de først ser, hvad vi laver, går mystikken af det, siger Karin Eriksen.