KLIMA

En voldsom tørke i 1984 dræbte områdets træer og satte gang i erosionen. Syv år senere opstod søen Mare d'Agofou.

SØEN I SAHARA

Tekst og fotos: Lise Blom

Ingen kunne forudsige, at Baba Pathé en dag ville få en have og ernære sig ved at avle frugt og grønt. Vand er nødvendigt for havebrug, og den 45-årige malineser bor på kanten af Sahara, hvor vand er en mangelvare.

Paradoksalt nok kan Baba Pathé takke klimaforandringer for, at han i dag har en have. I 1991 opstod søen Mare d’Agofou i et øde og tørt landskab i Mali. I dag lever her syv etniske grupper af jordbrugere, hyrder, kvægavlere og – som noget nyt – fiskere. Søen har givet nye muligheder, men også udfordringer.

– Den største udfordring er at forvalte ressourcerne, så de også kommer de svageste til gode. I konflikter om vand er taberne ofte dem, der i forvejen står svagest, forklarer ph.d.studerende Signe Marie Cold-Ravnkilde, Dansk Institut for Internationale Studier. Hun har undersøgt fordelingen af nye vandressourcer i det nordlige Mali.

Ledere ejer jorden

Inden Baba Pathé i 1994 flyttede til søen, var han landmand i landsbyen Warmi, 15 kilometer fra Mare d’Agofou.

– Jeg kunne se, at området havde store muligheder og besluttede mig for at flytte dertil. Det tog mig tre år at overtale jordejerne til at låne mig et stykke jord til haven, siger Baba Pathé, som dengang ikke havde nogen erfaring med havebrug.

De ’jordejere’, Baba Pathé referer til, er traditionelle ledere, som hævder at have retten til jorden omkring søen, fordi deres forfædre stammer fra området. En af dem er Inadeydey Ag Isahia, en velhavende kvægavler og indflydelsesrig leder for 680 familier.

– Landet er åbent for folk, som vil bidrage til udviklingen af søen og landsbyen. Folk, som ikke er gode mennesker, får ingen jord. Jeg kender folks familier. Alle ved, hvem der er vellidte, og hvem der ikke er, siger han.

En sø for alle

Hama Roukou, der fungerer som uformel leder i området, lægger vægt på, at søens ressourcer kommer alle til gode.

– Vi har hver vores interesser, men vi skal leve sammen. Hyrderne var her først, og de har ført os landbrugere hertil. Her er plads til fattige folk, som vil arbejde og tjene penge. Men man skal spørge ejerne om lov til at bruge jorden. Og man skal aflevere jorden tilbage, hvis ejerne får brug for den, siger han.

Det er uafklaret, hvem der er den legitime myndighed, og hvem der skal have adgang til jord, fiskeri, græsning og havebrug. Men det uformelle system kan i nogle tilfælde gavne de fattige, mener Signe Marie Cold-Ravnkilde.

– Hvis markedsprincipper gjaldt, havde de fattige ingen chance for at få jord. Det har de nu, hvis de har gode sociale relationer, siger hun.

Har købt jorden

Baba Pathé har plantet mango, guava og dadelpalmer i sin have. Træerne er stadig små, og høsten består mest af maniok, bønner og tomater. I regntiden, hvor haven står under vand, dyrker han hirse på familiens marker. Resten af året er han i haven.

– Det er nødvendigt, ellers bryder dyrene ind og ødelægger afgrøderne, forklarer Baba Pathé.

Kvæget har passager mellem haverne, så de kan drikke ved vandet. Men de har et sultent øje til den frodige have bag hegnet af tornebuske og massive træstammer, som Baba Pathé har brugt to år på at bygge.

Efter det store arbejde ønsker han selv at eje jorden, og derfor har han købt den. På trods af investeringen har han intet papir på jorden.

– Men folk ved, at det er min have, og der er mange vidner på, at jeg har betalt for jorden, siger han.

Lise Blom er freelancejournalist bosat i Mali.

Baba Pathé kan takke klimaforandringer for, at han i dag har en have.

MERE MENING I KLIMAPENGENE, TAK

Af Ulrikke Moustgaard

Sydafrikanere kan i fremtiden tage bad, der er opvarmet af solens stråler eller tage på arbejde i Johannesburg med eltog. Mexicanerne vil lave grøn energi ud af affald. Inderne har virksomheder, der tapper energi fra deres egen vindmøllepark, og der er store visioner om at bygge hele grønne byer.

Sådan lød de lovende ord på et seminar om, hvordan status er på den teknologiske og finansielle del af den globale kamp mod klimaforandringer, der blev afholdt i København den 5. maj.

Mens verden gør sig klar til det kommende klimatopmøde i København til december, tog seminaret, der blev arrangeret af Risø-centret og Udenrigsministeriet, pulsen på, hvordan det går med den grønne revolution i udviklingslandene. Og der var både gode og mindre gode nyheder.

Stor vilje, få penge

Eksperter fra fire store udviklingslande var mødt op. Kina, Sydafrika, Indien og Mexico kunne fortælle, at de har lavet nationale handlingsplaner for, hvordan de hver især kan blive grønnere og belaste klimaet mindre. Tiltag som er nødvendige – ikke mindst for lande som Kina og Indien, der hører til blandt de tunge drenge i klassen, når det gælder forbruget af energi og udledningen af drivhusgasser.

Men tiltagene er også usikre. For problemet er, at det er dyrt at blive grøn. Visioner, handlingsplaner og løfter på papir koster ikke noget. Det gør det til gengæld at omlægge et helt lands energisektor i en grønnere retning eller at ramme en i forvejen presset befolkning på pengepungen, hvis forbrugerne skal til at betale grønne energiafgifter, når de laver mad eller tager bad.

Og så er der det væsentlige spørgsmål om teknologien. Når man har en energisektor, der er baseret på fossile brændstoffer, skal der både penge, mandskab og viden til at udvikle og bruge grønne miljø- og energiteknologier baseret på fx sol, vind og biomasse. Derfor var det gennemgående budskab på seminaret fra både store og små udviklingslande: Viljen er der, men vi mangler finansiering. Det kunne Henning Wuester, særlig rådgiver fra sekretariatet under FN’s klimakonvention UNFCCC, kun bekræfte:

– Udfordringen er at mobilisere ressourcer. Den finansiering af teknologi, som er påkrævet, er tre til fire gange større end det beløb, vi i øjeblikket har til rådighed, sagde han.

Ifølge UNFCCC vil det koste mellem 1.400 og 3.600 milliarder kroner om året at dække behovet for at få skabt grøn og ren teknologi og overføre den til udviklingslandene. Men penge er ikke det eneste problem. Hvad hjælper det at overføre avanceret, ren teknologi til et udviklingsland, hvis teknologien ikke passer til de lokale forhold, hvis der ikke er mandskab til at betjene og vedligeholde den, eller hvis den ganske simpelt er for dyr i drift?

– Initiativerne har ikke været så succesfulde, slet ikke i de mindst udviklede lande, især i Afrika. Den teknologiske overførsel skal være mere meningsfuld, end det hidtil har været tilfældet, sagde Henning Wuester.

Status er, at den største succes – set med UNFCCC’s øjne – indtil videre har været indsatserne gennem det såkaldte Clean Development Mechanism (CDM), der betyder, at rige lande som Danmark teknisk set kan nedbringe sine egne tal for CO₂-udslip ved at støtte projekter i udviklingslandene, der har til formål at modvirke eller begrænse drivhuseffekten.

Den nyhed faldt ikke ubetinget i god jord hos udviklingslandene. Her har man nemlig rettet fokus på selv at have ejerskab til en grønnere verden.

Teknologien skal udvikles lokalt

Det handler nemlig ikke om at stå med hatten i hånden og modtage hjælp fra den rigere del af verden til grønne energiprojekter, som donorerne bestemmer – eller måske ligefrem selv scorer kassen på. Men om at få støtte til selv at gøre sig gældende – også på det nye klimamarked.

I Kina og Indien er vindmølleindustrien en succeshistorie. Store firmaer som danske Vestas er i dag i skarp konkurrence med kinesiske og indiske firmaer.

– Der er meget snak om det offentlige system i klimadebatten. Men det er forfejlet. Man skal anlægge en helt ny vinkel på tingene og se på, hvad erhvervslivet har brug for, sagde den kinesiske ekspert Jungfeng Li fra China Renewable Energy Industries Association.

I Mexico er fiaskohistorien omvendt den om et stort anlagt vindmølleprojekt, der byggede på europæisk teknologi. Den havde ikke taget højde for, at vindforholdene er anderledes i Mexico, så knap var den første vindmølle stillet op, før turbinen røg af i den kraftige vind.

– I sidste ende handler det om, hvem der har teknologien. Vi har ikke brug for eksperter, der kommer udefra og fortæller os, at de ved bedre. Vi har brug for folk, der tager udgangspunkt i det lokale, som udvikler teknologien lokalt og skaber lokale arbejdspladser. Dét er bæredygtighed, sagde Martha Barcena Coqui, Mexicos ambassadør i Danmark.

Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist.